Hvor Solen Græder – En fortælling fra Syrien

 

Anmeldt af Niels Klingenberg Vistisen

Hvor Solen Græder – En fortælling fra Syrien Puk Damsgård Politikens Forlag, København, 2014 265 s, paperback

 

Foto: Saxo.com

Det viser også at Puk Damsgård er en af vor tids bedste krigsreportere, journalister, og hvorfor hun er det. Titlen er forklaret på bogens bagside: ”I september 2013, kort tid efter giftgasangrebet i Damaskus, bad jeg nogle syriske flygtningebørn om at tegne det, de kommer fra. Pigen Rania tegnede bombefly, militærkøretøjer og dræbte mennesker, der lå på jorden ved siden af en brun bamse. Jeg spurgte hende, hvad hun bedst huskede fra sit hjem. Hun holdt en pause - og svarede så: ”Det er der hvor solen græder”.

I fortællingen følger man både Puk Damsgård selv, og de overvejelser og tanker hun gør sig når hun smugles ind og ud af Syrien, og de mennesker som hun møder undervejs, og som på hver sin måde repræsenterer konflikten i Syrien, dog mest fra oprørets side. Bogen er dog ikke så ensidig, og forfatteren forholder sig meget kildekritisk til det hun oplever, men tillader sig samtidig at opleve menneskerne og deres daglig, og dele det med os. Det gælder både den tidligere agent i Syriens sikkerhedstjeneste, Jihad, som nu er hoppet af og hjælper oprørerne, og det gælder pigen Nour, som er vokset op som privilegeret og forkælet pige i Damaskus, og som starter med at deltage i små demonstrationer, for gradvist at ende som elskerinde for en mere og mere rabiat og islamistisk oprører. Hvordan skal det ende? Undervejs møder vi også engelsklæreren fra den lille by, gebismageren, og skoleinspektøren. Også den unge, tynde og intellektuelle Mohannad, som slet ikke vil kæmpe men bare være sammen med sin elskede, som bor bag regimets linjer, og som er tvunget til at kæmpe for oprørerne af sin familie, giver et indblik i hvordan oprøreret egentlig er skruet sammen, i hvert fald i starten. Samlet beskriver forfatteren gennem disse mennesker udviklingen fra det første besøg i Syrien i 2011, til status i foråret 2014. Der er fly- og artilleribombardementer som kommer uhyggeligt tæt på, kriminelle og smuglere, overvågning af facebook og mobiltelefoner, døde kvinder og børn, måske en henrettelse af fanger, og en gradvis ændring af oprøret fra en folkelig og amatøragtig modstand og opstand, til den stigende radikalisering af mere islamistiske grupper. Og selvom hun ikke skriver det helt så explicit i bogen, er scenen i virkeligheden sat til det vi oplever i dag med Islamisk Stat (IS) og bogen er dermed dobbelt aktuel og væsentlig. I august 2013 skriver den unge kriger Mohannad til Puk Damsgård: ”Jeg kan ikke genkende min kamp. De, der kæmper nu, kæmper ikke for frihed, men for penge og indflydelse. Vi er muslimer, men vi er ikke jihadister, så det kan jeg ikke tilslutte mig”.

Når man som soldat og veteran læser Puks egne oplevelser, om hvor svært det er et sove når der er helt stille, om frygten for at der om lidt sker noget, om man skal tage skoene af eller på, så genkender man meget af det hun beskriver. Man deler også oplevelsen af at være tilskuer i en konflikt, som man ikke helt kan gennemskue. Man ser en sandhed, en side af tingene, men kan aldrig helt gennemskue om man har det rigtige billede. Derudover findes også lysten til at ”gøre noget” mens man lidt er tvunget i rollen som tilskuer, mens begivenhederne udfolder sig. Puk Damsgård kan heller ikke undgå at involvere sig med de personer som hun møder igennem fortællingen, og det er meget forståeligt, og genkendeligt. Så, for soldater og veteraner vil der være en særlig genkendelse ved at læse bogen.

Vi har alle fulgt med i udviklingen i Syrien, og ofte gennem TV-billeder, som Puk Damsgård jo blandt andre har været med til at skabe og levere. Men der er en anden oplevelse af at læse det gennem teksten. Måske bearbejder hjernen billederne på en anden måde, men man forstår ligesom bedre sammenhængene. Så selvom man mener man kender konflikten, kender menneskerne, og kender nøden, så får man alligevel en oplevelse ud af at læse den velskrevne og i nogen grad medrivende bog. Lad os håbe, at Puk Damsgård vil blive ved at skrive bøger som denne.

Del: