Hvor ligger Centralasien?

Rudyard Kipling’s roman ”Kim” fra 1901 gjorde udtrykket ”the great game” kendt. Særligt spionagespillet mellem Rusland og England, som romanen udspiller sig i, er siden blevet oprullet mere videnskabeligt og næsten ligeså medrivende i Peter Hopkirks ”The Great Game: On Secret Service in High Asia”[1]. I paperbackudgavens forord konstaterer Hopkirk med fornøjelse, at hans bog er blevet langt mere relevant i kraft af Sovjetunionens opløsning. ”En ny kamp er på vej”, forudser han – og konstaterer, at iagttagere allerede har kaldt den ”the new great game”. Han vil ikke forudse udfaldet; ”But one thing seems certain. Central Asia for good or for ill, is back once more in the thick of the news, and looks like staying there for a long time to come”.

Det nye store spil, man forventede efter Sovjetunionens opløsning, stod i første omgang mellem Iran, Tyrkiet og Rusland – siden også Kina og ikke mindst USA.

 

Foto: Forsvaret.dk

Det indfandt sig i langt mindre grad end ventet. Det er der mange grunde til, men tre skal i hvert fald nævnes: 1) De oprindelige forventninger til værdien af olie og gas fra regionen er siden blevet betvivlet fra flere sider[2]; 2) de forskellige eksterne magter oplevede forhindringer og begrænsninger mht at projicere magt og indflydelse (kulturelt, økonomisk, politisk, etc) i regionen, både pga egne interne vanskeligheder og pga regionens begrænsede tilgængelighed; 3) regionen blev mindre konfliktfyldt indefra, end man oprindelig kunne have forventet, og det er ofte i kraft af interne konflikter, at en region bliver åben for indflydelse udefra.

Martha Brill Olcott har konstateret: “Central Asia has suffered virtually every social ill [:] hyperinflation, rising unemployment, rising death rates, falling birth rates, deteriorating health care, government corruption and crumbling infrastructure which could be expected to increase social tension and so make inter-ethnic violence more likely, yet Central Asia has recorded no large-scale ethnic-based disturbances since 1991”.[3]

Dette viser, at man ikke kan forstå Centralasien eller nogen anden region ved at behandle den som et skakbræt. Der er ikke tale om en tom flade, som omgivende stormagter spiller på. Man må starte med at forstå regionen selv for at forstå, hvilket spil der eventuelt opstår omkring den.

Det er pointen med teorien om regionale sikkerhedskomplekser[4]. Hvis man ser på verdenskortet, falder sikkerheden i klumper. Vi hænger ikke alle sammen lige meget sammen: der er nogen, der har meget med hinanden at gøre, og nogen der har mindre med hinanden at gøre. De fleste konflikter udspiller sig internt i sikkerhedskomplekserne. Det er nu engang sådan, at det er mere nærliggende at blive uvenner med sin nabo end med en stat, der ligger langt væk. Der har ikke været mange krige mellem Togo og Sverige. Stater og andre aktører danner mønstre af venskab og fjendskab, men intense regionale mønstre afløses af langt svagere relationer, når man krydser bjergkæder, store mængder vand, eller en af de stater, der fungerer som ”insulator” (se Kazans artikel).

Dette følger langt hen ad vejen klassisk geopolitik: geografi spiller en rolle. Trusler bevæger sig nu engang lettere over kort afstand end lang afstand. Det gælder militære trusler, det gælder også identitet, det gælder ofte migration. Den store undtagelse er de økonomiske dynamikker. Hvis økonomi generelt og vedvarende bliver vigtigere, sættes der et spørgsmålstegn ved hele denne teori. Også de andre typer af trusler kan projiceres over stor afstand, men det er undtagelsen og de bliver alt andet lige mindre effektive af det. Der er kraftige de-territorialiserende tendenser i det internationale system – det er ofte det, der kaldes ”globalisering” – men der er også tilstrækkeligt meget, der er territorielt bundet, til at geografiske og dermed regionale mønstre vedbliver med at have stor betydning.

Teorien var oprindeligt et modtræk mod den overdrevne tro på, at supermagterne bestemmer alting. Der var en tendens til, også under den kolde krig, at bare fordi supermagterne var involverede i for eksempel Sydasien eller Mellemøsten, så gik man ud fra at de var nøglen til alting. De fleste af de bøger, der blev skrevet om Mellemøstens sikkerhedspolitik under den kolde krig handlede om Sovjetunionens rolle i Mellemøsten, eller USA’s rolle i Mellemøsten. Men dynamikkerne i Mellemøsten kommer nu engang fra regionen, som vi desværre får demonstreret med al ønskelig tydelighed i disse år. Lige meget hvor meget folk udefra vil løse dem, så udgår konfliktdynamikkerne fra regionen. Det normale mønster for regional sikkerhed er, at konflikter opstår i regionen, hvorefter andre stater til tider bliver trukket ind, og typisk blive linet op langs de brudflader, der allerede er. Der er en Indien-Pakistan konflikt pga Indien og Pakistan – derefter kan de alliere sig på den ene eller den anden måde med globale magter. Det er meget sjældent, at konflikterne er importeret udefra. Undtagelsen kaldes overlejring (overlay). Det er den ekstreme situation, hvor magter udefra helt undertrykker en region, som vi så det under den kolde krig i Europa, og i kolonitiden i store dele af resten af verden.

For at få et helhedsbillede af verdens sikkerhed, er det afgørende analytisk at skelne mellem regional og global sikkerhed, netop for at kunne forstå det komplekse samspil mellem de to niveauer. Strukturen i verden kan defineres som ”1 + 4 + regioner” (se også artiklerne af Işıl Kazan og af Thomas Christensen og Henrik Lyses Hansen): 1 supermagt, 4 stormagter og knap et dusin regionale sikkerhedskomplekser. Der har været en overdreven tilbøjelighed til at tro, at man kun havde ét niveau af stormagter, og resten var regionale magter. Man har overset, at vi skiftede terminologi fra at tale stormagter til at tale supermagter midt i det 20. århundrede. Der er en historisk bias i, at begrebet om stormagter blev udviklet på et tidspunkt, hvor der ikke var både et regionalt og globalt niveau. De europæiske stormagter var også de globale stormagter.

Dette at der er både et regionalt niveau og et globalt niveau, mangler i det normale begreb om stormagter. Derfor er vi nødt til at indføre en mere kompliceret sprogbrug, hvor vi både taler om supermagter og stormagter…. og regionale magter som noget helt tredje. Man kan ikke sige at dem, der ikke er supermagter, at de er bare regionale magter, for der er et mellemniveau som skal med i billedet.

USA er i en position for sig. I kraft af global rækkevidde, er USA i den helt specielle situation, at de kan være med i alle regioner – eller lade være. Derfor bør USA opfattes som en ”swing power”, i den forstand at de kan bruge den valgfrihed overfor alle andre regioner ved at sige: Vi vil være med hos jer, vi vil ikke være med hos jer. Man kan true med at sige: Nu vender vi ryggen til Europa og går med Asien, nu vender vi ryggen til Asien og går til Europa. Man kan også fremstille sig selv som værende medlem af enhver attraktiv region, og dermed modvirke regionale projekter uden USA. Amerikanerne har jo spændt ben for ethvert forsøg på at organisere Asien, uden amerikansk deltagelse (hvor man jo umiddelbart skulle mene, ud fra den europæiske erfaring, at det er godt at have institutioner, og hvorfor skal asiaterne så ikke have det, ligesom vi har?). Amerikansk politik er i grove træk, at i de regioner, man kan ønske sig ind i (dvs ikke Mellemøsten, kerne-SNG og Afrika!), skal der ikke være institutioner, medmindre USA er med. Regioner, det er nogen USA er medlem af. Derfor imødegås snæver regionalisme (i Asien, Sydamerika eller Europa) med mere bredt definerede regioner (Asia-Pacific, pan-Amerikanisme og trans-atlanticisme som mest ekstremt ideen om TAFTA eller AU, en ”Transatlantisk Free-Trade Association” eller en ”Atlantic Union” som alternativ til EU[5]). Efter 2003s transatlantiske Irak-krise vil vi sandsynligvis opleve, at Europa bliver ”normaliseret” og får samme behandling som andre regioner, dvs amerikansk modarbejde af regionalisme, der ikke omfatter USA. Analytisk har mange amerikanske teoretikere sjovt nok arbejdet på en måde, der passer til denne amerikanske politik, dvs defineret regioner inklusivt, så USA bliver medlem af alle dem, de har lyst til[6]. Her bør man snarere betone, at USA har mulighed for at træde ind og ud af regionerne; der er stor forskel på at være i en region, og at kunne gå ind i den. Forskellen er om man kan gå igen, eller om man bare er der.

Mht magter fremkommer således en tre lags konstruktion. En supermagt har global rækkevidde og alsidig magt. Stormagter bliver opfattet som potentielle supermagter i fremtiden, og de indgår, når man skal vurdere den globale magtfordeling. Endelig har de indflydelse ud over egen region.

Anderledes med de regionale magter. For eksempel et land som Indien vil meget gerne med i stormagtsklubben og anerkendes som stormagt, men stort set alle andre opfatter dem som låst fast i deres egen region. Groft sagt kan man sige, at så længe de har en konflikt med Pakistan, og det sydasiatiske kompleks har sin egen bipolære struktur, så er Indien låst fast i sit eget kompleks. Hvis de skal hæve sig op over det, skal de være i stand til at lægge Pakistan definitivt bag sig og sige; dette er vores region, og nu er det Kina det handler om, hvorved de kommer til at spille en rolle først i en asiatisk super-region og dermed en vis global rolle.

Der er i verden i dag en supermagt, USA, og fire stormagter: Rusland, Kina, EU og Japan. På den Euroasiatiske landmasse er der aktuelt fem regionale sikkerhedskomplekser: den EU-dominerede del af Europa, det Ruslandscentrerede kompleks, Østasien (der efter den kolde krig har optaget det tidligere selvstændige sikkerhedskompleks Sydøstasien), Sydasien og Mellemøsten.

Hvad/hvor er Centralasien? Hvad er regionens sikkerhedsdynamikker? Skal man fange det, må man tage udgangspunkt i, at Centralasien i hvert fald hidtil har været et sub-kompleks i det Ruslandscentrerede kompleks.

Det regionale sikkerhedskompleks omkring Rusland

Efter den kolde krigs ophør tegnede det en tid til, at Rusland ville blive en del af et samlet stor-europæisk sikkerhedskompleks. Særligt spillet omkring Tysklands genforening tydede på en europæisk strmagtskoncert, hvor især Tyskland, Frankrig og Rusland – men også i en særlig rolle: USA – tog hensyn til hinandens interesser og skabte et konstruktivt samspil.[7] Omkring 1993 blev det imidlertid tydeligt, at Rusland ”drev bort” fra Europa og i stigende grad blev centrum i et eget regionalt sikkerhedskompleks. Omsvinget fra den oprindelige meget pro-vestlige politik til en ”ny realisme” i russisk udenrigspolitik (blandt andet foranlediget af, at Vesten ikke fortsatte denne ”koncert”politik, men i høj grad kom til at tage Rusland for givet, mens de koncentrerede sig om egne interne problemer[8]) betød en øget koncentratrion omkring ”det nære udland”[9] – og en tilsvarende relativ indifference mellem Vesteuropa og Rusland. Derfor er det i dag mest dækkende, at se Europa som opdelt i to regionale sikkerhedskomplekser: et EU-centreret og et Ruslands-centreret. Begge parter har set visse fordele ved dette, i EUs tilfælde især at man undgik alt for meget engagement på den anden side, og i Ruslands tilfælde at man slap for andres indblanding, hvorimod de spejlvendte effekter har spillet en mere tvetydig rolle. Væsentligt er i alle tilfælde, at selvom det er to systemer med en magt i midten af hvert, har det ikke ført til et sammenstød mellem to ”imperier” (eller ”civilisationer”), men snarere at hvert er ”fadet ud” mod den fælles grænse.[10] Det EU-centrerede omfatter alt op til det daværende Sovjetunionens grænse og – efter nogen vaklen – Balkan men ikke Tyrkiet, der (som Isil Kazan redegør for) er en ’insulator’ mellem EU-Europa, post-Sovjet og Mellemøsten.

Dette Ruslands-centrerede kompleks har fire sub-regioner (og Rusland som centrum og fællesnævner): de baltiske lande (der er på vej til at skifte til det EU-europæiske kompleks), den vestlige gruppe (med Ukraine, Belarus og Moldova), Kaukasus og Centralasien. For de fleste af landene er deres sikkerhedsbekymringer primært knyttet til lande i egen sub-region plus Rusland. De er dog alle knyttet sammen i hele komplekset i kraft af Rusland, SNG og det forhold, at enhver modkoalition, der eventuelt skal dæmpe Rusland, må skabes på tværs af sub-regionerne (som det blev forsøgt med GUUAM – Georgien, Ukraine, Uzbekistan, Azerbadjan og Moldova; herom nedenfor).

I denne artikel vil jeg kort opsummere de vigtigste træk ved det Centralasiatiske sub-kompleks i tre trin: 1) interne sikkerhedsproblemer i staterne, 2) sub-regionale (dvs Centralasiatiske enhed-til-enhed dynamikker) og regionale (dvs Centralasiens samspil med resten af det Ruslandscentrerede kompleks), og 3) inter-regionale og globale dynamikker (dvs alt hvad der række ud over – eller ind i Centralasien fra –eksterne aktører). Dette trækker i høj grad på alle de foregående artikler, og formålet er at føre disse mange analyser og indsigter sammen til en diskussion af, hvordan regionen kan tænkes at udvikle sig. Hvad er status og udsigter for Centralasien som region?

Interne sikkerhedsproblemer i Centralasien

Kazakstan, Kirgizistan, Tadjikistan, Turkmenistan og Uzbekistan har ikke megen tradition for at være selvstændige stater eller nationer. Landene kunne knytte tilbage til statsagtig historie i Khanaterne fra det 15. til det 18. århundrede, men de er langt mere tilbøjelige til at dyrke de ideologisk mere potente forfædre, der på hesteryg truede naboer fra Vesteuropa til Kina over århundreder, omend de knap kan ses som forbilleder for dannelsen af stabile stater.[11]

Selve grænserne er, som Mustafa Aydin redegør for, meget tilfældige – eller måske ofte ikke tilfældige men netop tilsigtet ”forkerte” med stalin(isti)sk ”del og hersk” logik. De nuværende ”nationaliteter” – uzbekere, tajiker, osv – er ikke historisk velfunderede kategorier, men delvist baseret på sociale og militære betegnelser og bosættelsesmønstre (landbrug, nomader, oaser), som kun blev til ”nationer”, fordi Sovjetunionen dannede republikker, der hver fik tildelt ”titulærnationer”. Sovjetisk nationalitetspolitik præger fortsat formen for nationstænkning[12]. Sovjetunionen hyldede i princippet en kommunistisk antagelse om, at nationale forskelle i sidste ende ville dø bort, og Sovjetmennesket træde i stedet, men på kort sigt styrkede man ofte nationalismen for at enten imødekomme pres eller føre del og hersk politik. Man konstruerede et kompliceret lagdelt system med op til fire lag af nationer inden i hinanden (a la russiske dukker). Hver havde en titulærnation, efter hvem enheden var opkaldt, uanset om den var i flertal, og den fik privilegier i området. Det skabte et billede af nationer som virkelige og fundamentale, nærmest biologiske, og med en stærk kobling stat-nation. Etnificieret politik i de post-sovjetiske stater var nærmest forudprogrammeret. Rigelige stridspunkter også.

Disse nye nationale identiteter er i Centralasien som de fleste andre steder ikke fordelt i overensstemmelse med de politiske grænser. I Centralasien er grænserne i særlig grad uhensigtsmæssige, og ”interne” veje og jernbaner mellem et lands egne byer krydser ofte grænser undervejs, fordi området i så høj grad er udviklet i Sovjettiden, hvor disse grænser var interne. Mest ekstrem er den kringlede grænse, der snor sig gennem den frugtbare og (relativt) tætbefolkede Fergana-dal og deler den mellem Uzbekistan, Tadjikistan og Kirgizistan, imens de “etniske” grupper fordeler sig efter andre mønstre.

Grundlaget for etniske konflikter i og mellem staterne er således betydeligt. Men samtidig har det muligvis – for en tid? – virket konfliktdæmpende, at staterne er så svage både som stater og som magter, at de ikke træder op over for hinanden som samlede aktører, og at de ikke har nogen stærk identitet. På længere sigt kan dette meget vel få den modsatte effekt. En svag identitet er ofte konfliktskabende, når nationer går i gang med desperat at bilde sig selv ind, de bestemt godt ved, hvem de er, hvilket ofte kræver at man markerer kraftigt, hvem man i hvert fald ikke er (nemlig nabo-nationen). Som Mustafa Aydin argumenterer for i dette nummer, er det meget tænkeligt, at de næste regimer i Centralasien (efter de psedu-nationalistiske ex-kommunistiske autokrater) bliver mere nationalistiske.

I den nuværende situation er den politiske styreform i høj grad bestemmende for sikkerhedsproblemernes karakter og ofte også den udenrigspolitiske retning. Regimer holder udemokratisk fat på magten i alle staterne, og det giver en sikkerhedsform, hvor regime-sikkerhed bliver styrende. Regimerne er ofte villige til at ofre dele af den nationale uafhængighed, hvis ekstern støtte er nødvendig for at holde fast på magten. Dette har været en af Ruslands trumfer hidtil, fordi man var mest kynisk mht. at støtte forskellige tvivlsomme regimer og dermed fik mere indflydelse, end det egentlig var ”logisk” ud fra de centralasiatiske staters ”nationale interesse” (dvs ift. hvis det havde været en abstrakt, statslig interesse, der styrede, og ikke regimets egeninteresse).[13] Det lader dog til at USA er ved at (gen)lære denne teknik efter 11. september, og – på trods af kritik fra hjemlige menneskerettighedsgrupper – går det udmærket med at arbejde sammen med typer som Uzbekistans præsident Karimov.[14]

De politiske systemer er endvidere så skrøbelige (u-institutionaliserede, personafhængige), at enhver konkret politisk konflikt også bliver en trussel mod den politiske orden som sådan og potentielt kan ende i borgerkrig – dette i modsætning til mere stabile systemer, hvor konkurrence mellem forskellige elitegrupper kan foregå inden for stabile rammer.

Et særligt vigtigt aspekt ved de repressive styrer er deres hårdhændede behandling af alt, hvad der smager af islamisme. Som Mustafa Aydin rigtigt anfører i dette nummer, har regimerne forsøgt at indoptage islam som del af deres legitimitetsgrundlag – men ”rigtig” islamisme og fundamentalisme, det frygter de mere end noget. Mange iagttagere mener, at den hårdhændede behandling – ikke mindst i Uzbekistan, der har den mest militante oprørsbevægelse, ”The Islamic Movement of Uzbekistan” (IMU) – er med til at radikalisere islamisterne yderligere.[15] Man skal dog på den anden side ikke undervurdere den styrkelse, der under alle omstændigheder var sket med bevægelserne uafhængigt af deres undertrykkelse.[16] IMU der kæmpede sammen med Taleban og Al Qaeda i Afghanistan i 2001 har angiveligt oplevet store tab, men de kamphærdede rester menes også at have samlet nogle af de ”tiloversblevne” Al Qaeda-arabere. Derfor frygtes et skift i regionen fra opstand til terror og snigmord, og mange mener, at bevægelsen er ved at re-gruppere i Tadjikistan og Kirgizistan som forberedelse til igen at slå til i Uzbekistan.

Den mest udbredte vurdering er dog – indtil videre – at truslen fra IMU, Hizb ut-Tahrir, Al Qaeda og Taliban er kraftigt formindsket.

Som artiklen af Akaltin, Johannesen og Knudsen så udmærket redegør for, er landene præget af andre transnationale usikkerhedsfaktorer som narkotikahandel og våbensmugling. Våben, narko og islamisme er ofte gensidigt forstærkende[17], og forværrede socio-økonomiske forhold letter fremtidig rekruttering for alle typer illegal aktivitet.

Den største interne usikkerhedsfaktor er dog den, Mustafa Aydin peger på: at de nuværende politiske regimer er ustabile. De er baseret på, at kommunisttidens herskere har holdt fast i magten og personliggjort den. Det er langt fra indlysende, at det lader sig gentage i næste generation. I det mindste kan vi se frem til ”arvefølge”konflikter, men muligvis også omvæltninger og med stor sandsynlighed mere nationalistiske regimer. Mere islamistiske kan de også blive, for ved at undertrykke alle andre former for opposition, er Islam blevet den eneste mulige måde at kanalisere politisk utilfredshed. ”Mosques provide the only independent structure for organization and mobilization apart from the state”[18].

Subregional og regional sikkerhed

Centralasien opviser ikke tydelige og stabile alliancemønstre, magtbalancer eller lignende fænomener, der ofte er karakteristiske for en ”ung” region.

Uzbekistan og Kasakhstan våger mistænksomt på hinandens mulige forsøg på at opslå sig som regional hegemon. Uzbekistan er nok i den bedste position med næsten halvdelen af Centralasiens befolkning, betydelige uzbekiske mindretal i flere af de andre lande og det tætteste, nogen kommer på en historisk begrundelse for lederskab[19]. På det seneste har iagttagere ment, at de to store stater Uzbekistan og Kazakstan, ud over at være de ledende regionale magter i storpolitisk forstand, også er de to med bedst udsigter til intern stabilitet. Uzbekistan primært fordi det er det af landene, der kommer tættest på en national bevidsthed, og Kazakstan fordi de økonomiske reformer er relativt vedvarende. De tre mindre stater, Kirgizistan, Tajjikistan og Turkmenistan har dårligere udsigter.[20] Hvis det går sådan, vil det sandsynligvis øge risikoen for at de to bliver mere aktive sub-regionale rivaler – og de andre bliver brikker i deres spil. Det er dog langt fra sikkert, at netop de to viser sig så stabile.

Det næste spørgsmål er, hvorvidt der er inter-statslige og her særligt grænse-konflikter mellem staterne.Interstatslige grænsekonflikter internt i Centralasien er primært truende i forbindelse med Ferganadalen, hvor en forvirrende grænse deler Tadjikistan, Kirgizistan og Uzbekistan.[21] De øvrige væsentlige grænsespørgsmål er på Centralasiens ”yderside”: Et af de vigtige angår Rusland og Kazakstan. 'Kazakhstan is obsessed with the risk that its northern Russian-majority territories might secede'[22]. I det tilfælde kunne Uzbekistan så gar finde på at snuppe resterne[23]. For at imødegå den risiko har præsident Nazarbayev konsisten fulgt en balanceret politik, hvor han imødekom Rusland særligt omkring SNG-spørgsmål, mens han gennemførte Kazakhisering indadtil. Som elegant opsummeret af Olivier Roy: Nazarbayev ”wants to hitch the Kazakh wagon to the Russian train, but throw the Russians out of the first class compartment”[24]. Kazakstan’s grænse til Kina er problematisk både pga grænsemarkeringen og pga løsrivelsesbevægelser blandt Uighurerne i Kinas Xinjian provins. Kina gør derudover krav på substantielle områder i det østlige Tadjikistan, der rummer guld og andre mineraler[25].

Det er påfaldende, at de vigtigste grænseproblemer peger ud af regionen. Indenfor regionen er der særlig grund til at være opmærksom på tiltagende spændinger pg.a. vand (og evt andre miljø) spørgsmål, som Akaltin, Johannesen og Knudsen redegør for[26]. Disse vedrører specielt Uzbekistan og Kirgizistan og vil muligvis også indfinde sig mellem Kasakhstan og Kirgizistan, samt i det større mønster mellem de tre ”downstream” lande Kazakstan, Turkmenistan og Uzbekistan på den ene side og de to ”upstream” nationer Kirgizistan og Tadjikistan.

Endelig mht interstatslige konflikter er der en risiko for spill-over fra islamisme, når landene er uenige om håndteringen, og et angrebet land opfatter et andet som for blødsødent og dermed meddelagtigt. (Dette er primært relevant for Uzbekistan ift sine naboer.)

Dette bekræfter igen, at transnationale sikkerhedsproblemer er mere fremtrædende end inter-statslige i den centralasiatiske sub-region. Derfor er de samarbejdsprojekter, Palle Jeppesen redegør for så væsentlige – NATO samarbejder her med landene om løsning af nogle af de problemer, der på længere sigt kan udgøre de største sikkerhedsproblemer. Og landene i regionen er mildt sagt ikke gode til spontant at samarbejde med hinanden uden ansporing hertil udefra.

Hvis vi vender os til det egentligt regionale niveau, dvs hele det post-sovjetiske sikkerhedskompleks, er det centrale problem, at Rusland potentielt er både beskytter og sikkerhedsproblem på samme tid. Decideret mafiøs ”beskyttelseslogik” har været tydelig ift bl.a. Georgien, hvor Rusland først puster kraftigt til forskellige oprørsbevægelser og dernæst hjælper Georgien med at genoprette ro og orden – til en politisk pris. I Centralasien, hvor den vigtigste ”hjælpeoperation” angik borgerkrigen i Tadjikistan, har der (som Christensen og Hansen også vurderer) næppe været tale om en russisk initieret konflikt, men en mere selvgroet krise, hvor Ruslands hjælperolle dog har sikret dem en varig position. Rusland anklages derfor ofte for snarere at fryse end at løse sådanne konflikter.[27] Også Kirgizistan og Kazakstan er reelt afhængige af russisk militærhjælp i afgørende grad.

Allerede før 11. september havde Rusland koncentreret sin sikkerhedsliggørelse omkring terrorisme[28], der var den primære legitimation af krigen i Tjetjenien og søgtes udstrakt til hele SNG. Transnational terrorisme skulle retfærdiggøre grænseoverskridende aktiviteter for russisk militær og efterretningstjeneste[29]. De andre lande i regionen har i større eller mindre grad accepteret dette, for nogens vedkommen i en slags uudtalt ”handel”, hvor modydelsen er, at Rusland også vender sig imod ”seperatisme og aggressiv nationalisme”, som især GUUAM-landene havde gjort til et primært sikkerhedsproblem. Tidligere havde Rusland gladeligt pustet til ilden i disse landes kriseområer, men Dmitri Trenin argumenterer overbevisende for, at Rusland efter den første tjetjenske krig svingede om fra at udnytte seperatisme til generelt at føre en stabilitetsorienteret politik, der bekæmper seperatister[30].

Samarbejdet mellem Rusland, Kina, Kasakhstan, Kirgizistan, Tadjikistan og siden 2001 også Uzbekistan i ”Shanghai Cooperation Organisation” (SCO; tidligere ”Shanghai Five” og ”Shanghai Forum”) foregår i overensstemmelse med denne logik, idet denne organisation, der startede som et samarbejde omkring grænseproblemer, har været flittig mht. at udråbe religiøs ekstremisme, seperatisme, international terrorisme og narkotikahandel som et snævert sammenhængende og meget akut sikkerhedsproblem. Herved legitimerer de hinandens repressive politik overfor især religiøse fundamentalister.

11. september har naturligvis kun forstærket denne tendens, idet ”krigen mod terror” nu har generel international legitimitet som overskrift for de tiltag, man måtte ønske at tage.

Der er andre samarbejdsorganisationer i det regionale sikkerhedskompleks – for det må desværre konkluderes, at der reelt ingen betydende sub-regionale organisationer er. Officielle samarbejdsstrukturer omkring især frihandel (Central Asian Economic Community) har reelt ikke gjort fremskridt på rent sub-regionalt (centralasiatisk) plan. De mest påtrængende samarbejdsbehov angår sandsynligvis forbedring af kunstvanding og fordelingen af vand-ressourcer, men alt tyder på, at et sådant samarbejde i bedste fald kommer i stand på eksternt initiativ (det være sig FN eller andet[31]).

Blandt de regionale organisationer har SNG en principielt central rolle, omend den i praksis er svag. Den “økonomiske union” har haft begrænset succes, men mere uformelt og bilateralt er mange af landene reelt blevet knyttet tættere sammen pga presset fra sovjettidens infrastrukturelle bindinger (inklusiv personlige netværk) og fiaskoer på alternative markeder. Tilsvarende på det militære område, er den formelle kollektiv sikkerhed i SNG (Tashkenttraktaten og siden 2002 ”CSO”, den ”kollektive sikkerheds organisation”) ikke ved specielt godt helbred, men mange af landene i Centralasien har genaktiveret deres bilaterale forbindelser til Rusland, så Rusland igen patruljerer det meste af SNGs ydre grænse[32]. Organisatorisk søges stadig mere kanaliseret gennem det ny ”Anti-terror center”, hvor ikke mindst efterretningstjenesternes netværk synes at blive centralt[33] -- ganske nærliggende i lyset af den slående andel af SNGs ledere, der har en baggrund i KGB.

GUUAM er det hidtil mest seriøse forsøg på at etablere en slags alliance mod Rusland i det regionale sikkerhedskompleks. Georgien, Ukraine, Azerbadjan og Moldova dannede GUAM i 1997. I April 1999 vedtog organisationen sit primære policy-statement og optog Uzbekistan – og dermed det andet U i navnet. Dette foregik ganske symbolsk i Washington i udkanten af NATOs 50 års jubilæumstopmøde. Udover mere funktionelle målsætninger som den nye silkevej – en traffikkorridor Europa-Kaukasus-Asien – er der politiske og sikkerhedsmæssige formål, der har en klar brod: at løse problemer på basis af respekt for ”suverænitet, territoriel integritet, staters uafhængighed og ukrænkeligheden af deres internationalt anerkendte grænser”, samt at være imod ”delelinjer og interessesfærer” men for øget samarbejde med NATO.[34] Formuleringerne om suverænitet og integritet signalerer, at især de fire oprindelige stater er fælles om at have truende løsrivelsesprojekter, som Rusland enten har støttet direkte (Georgien og Moldova), indirekte (Azerbadjan via Armenien) eller latent (Ukraine). Uzbekistan er et kapitel for sig og tilsluttede sig sandsynligvis især, fordi GUAM-landene havde markeret sig som lederne af modfløjen til Rusland i SNG og andre post-sovjetiske sammenhænge. Uzbekistan har foretaget en række sving i sin politik ift Rusland.

Politisk havde Uzbekistan i det meste af 1990erne søgt afstand til Rusland og foretrak tilnærmelse til GUUAM og Vesten. I et ganske dramatisk kursskifte midt i 2000 indgik Uzbekistan pludselig nye forsvarsaftaler med Rusland. Angiveligt skete denne om-orientering pga. “the President’s inordinate and indiscriminate fear of Islam and of the Afghan Talibs”[35]. Uzbekerne var også skuffede over, at USA (efter visse signaler om en vilje til at udgøre en modvægt til Rusland i området) afslog uzbekiske anmodninger om en modernisering af Uzbekistans luftforsvar. Det kan også tænkes, at den uzbekiske ledelse har konkluderet, at et sub-regionalt hegemoni var mest sandsynligt i samarbejde med Rusland, således at Rusland opnåede en generel tilstedeværelse i regionen, mens Uzbekistan spillede den dominerende rolle internt.

Denne (midlertidige) Uzbekiske tilnærmelse til Rusland gav GUUAM problemer[36], ikke mindst da Moldovas regeringsskifte i Januar 2000 pegede i samme retning, og Ukraines præsident pga interne problemer og vestlig kritik også fik mere brug for Rusland. Uzbekistan derimod svingede tilbage igen efter det amerikanske angreb på Afghanistan i Oktober 2001. Talebanstyrets fald i Afghanistan fjernede noget af presset på regimet i Uzbekistan og reducerede dermed behovet for russisk assistance[37], og samtidig er amerikanerne pludselig til stede militært i regionen[38], hvorved der er vestlige styrker i Centralasien for første gang siden Alexander den Store[39].

Løjerligt nok forlod Uzbekistan så GUUAM i Juni 2002, hvad der giver lidet mening i et simpelt ”bipolært” Rusland-GUUAM/Vesten perspektiv, men i et snævert Uzbekisk perspektiv er (Karimov-)logikken nok, at man dels er skuffet over GUUAMs ineffektivitet, dels ikke har brug for GUUAM, nu man har fået direkte relationer til USA.[40]

På længere sigt er GUUAM sandsynligvis mindre vigtigt end spørgsmålet, hvor mange lande der bliver knyttet hvor tæt til NATO. En rent regional balance imod Rusland er næppe realistisk, men hvis en gruppe lande svarende til GUUAM (plus minus et par stykker) opgraderer deres relationer til NATO kraftigt, vil det muligvis give en tilsvarende modvægt. Det er ikke svært at finde eksempler på amerikanske røster i disse år, der taler varmt for, at NATOs østaktiviteter i fremtiden koncentreres meget kraftigt på disse lande.

En del af forklaringen på de svage interstatslige dynamikker i selve Centralasien er de meget svage militære styrker i området – med Uzbekistan som delvis undtagelse. Uzbekistans militær er med amerikansk støtte og træning ved at blive justeret til et nyt trusselsbillede. Uzbekistans første militære doktrin i 1995 skulle tackle trusler mod statens territorielle integritet. I kølvandet på borgerkrigen i Tadjikistan og udviklingen i Afghanistan var Uzbekistan begyndt at udvkle en evne til at imødegå truslerne fra kriminelle grupper, oprørsbevægelser og terrorisme, dvs primært ”interne” og transnationale trusler. Den nye militære doktrin fra 2000 identificerer terrorisme og religiøs ekstremisme som de to (sammenhængende) hovedtrusler. Derfor har man koncentreret sig om udviklingen af integrerede, mobile enheder med bedre udstyr og træning end hidtil. US Special Forces har spillet en nøglerolle i træningen af deres uzbekiske modpart (såvel som Kirgizistan, Kazakstan og Tadjikistan).[41] Denne udvikling vil formodentlig formindske risikoen for storstillet interstatslig magtpolitik, da landene i mindre grad opbygger traditionelle massehære, der kan true hinanden. I stedet øges muligheden for mindre, grænseskridende operationer og således også militær indblanding hos hinanden – så at sige på lavere, mere ad hoc intrigant, regimemanipulerende niveau, ikke i invasionsform.

Dette svarer godt til det grundlæggende sikkerhedsmønster, hvor de primære konflikter er transnationale mere end stat-til-stat[42]. Centralasien har i denne forstand lighedspunkter med situationen indtil for nylig i store del af Afrika syd for Sahara, hvor regionerne er såkaldt ustrukturerede: staterne er ikke særligt statsagtige, og de er derfor ikke koncentrerede aktører nok til at true hinanden som stater. Derfor dannes der mønstre på et andet niveau end stat-til-stat: regionen er drevet af trans-nationale sikkerhedsproblemer og relativt åben for eksterne magters engagement.

Et stat-til-stat konfliktmønster med et relativt stabilt alliancemønster og polarisering er muligt, men næppe sandsynligt. Regimerne er både ustabile og – selv når ledelsen er stabil – tilbøjelig til pludselige udenrigspolitiske skift. Dygtige eksterne aktører (læs: Rusland) vil på aføgrende tidspunkter forsøge at orkestrere sådanne interne skift.

Hele regionen præges af geopolitisk manøvrering i et omfang, der i et globalt perspektiv er meget usædvanligt. Vi kender fra andre perioder sådanne situationer med mange åbne alliancevalg, konstant skiftende mønstre og ofte succesrig indblanding i andre landes indenrigspolitik. Det giver ophav til mønstre, der forbindes med klassisk international politik: spil med betydelige tab og gevinster, f.eks. med dramatiske skift, hvor A tilsyneladende har vundet frem via sin alliance med C, hvorefter B orkestrerer et kup i C og får indsat et mere B-venligt regime. Den slags ser man på globalt plan ikke meget af mere. I Centralasien forstærkes det geopolitiske element yderligere af, at en del af ”gevinsten” er i højeste grad geografisk bundet og forbundet: olie og gas. Pga den transnationale snarere end interstatslige karakter af konflikterne, bliver denne geopolitiske manøvrepolitik yderligere usædvanlig: så at sige geopolitik på et flydende underlag.

Med denne megen manøvrering og sideskift bliver det politiske mønster mere ustabilt og vanskeligere at tolke end andre steder. Denne kontrast oplevede jeg selv meget konkret i forbindelse med skrivningen af bogen Regions and Powers (med Barry Buzan)[43], der rummer en global analyse af (regional) sikkerhed, dvs gennemgår alle regionale sikkerhedskomplekser efter tur. Kapitlerne om Kaukasus og Centralasien måtte i usædvanlig grad baseres på nyhedskilder og internettekster, fordi der ikke er de stabile, anerkendte, videnskabelige kilder, solide monografier og lignende valoriserede kilder som i andre regioner. Situationen er simpelthen mere flydende og omskiftelig her end nok nogen anden del af verden i dag, måske med undtagelse af dele af Centralafrika (og potentielt situationen omkring Irak efter et amerikansk angreb i 2003).

Eksterne magter – interregionalt og globalt

Måske det er lidt ulogisk, eller måske det netop er logisk ift. den strukturelle situation for Centralasien: Rusland optræder både i det foregående afsnit og her.

Rusland har en rolle i regionen, der bedst forstås ud fra den grundlæggende pointe i Christensen og Lyse Hansens artikel, at Rusland ikke kan tillade, at Centralasien glider helt ud af Ruslands sfære på grund af de effekter, det vil have på Ruslands status og dermed identitet. Forfatterne konkluderer, at Rusland har mistet status i Centralasien, men det er lykkedes at ”stoppe rutsjeturen og få sig placeret sig som en afgørende aktør, der tages med i betragtning i alle lande”. Man har særligt stor indflydelse i Tadjikistan, Kirgizistan og Kasakhstan. Som de formulerer udfordringerne for Rusland, er behovet at få Rusland anerkendt som ”den absolut dominerende sikkerhedspolitiske aktør” i hele det post-sovjetiske område og dermed også Centralasien, og her udgør USAs tilstedeværelse en udfordring. Forfatterne har sandsynligvis ret i, at det så at sige går an, sålænge man kan betragte USAs tilstedeværelse som midlertidig og knyttet til krigen mod terror eller rettere dennes specifikke afghanske fase.

Paul Wiberg-Jørgensen gør den interessante iagttagelse, at Rusland muligvis er indstillet på et vist trade-off, hvor mindsket indflydelse i Centralasien ”byttes” for øget indflydelse i Sydkaukasus, der på sin vis er strategisk vigtigere både pga Ruslands sikkerhedsbekymringer i Nordkaukasus, og fordi Sydkaukasus udgør et transitområde for USA/Tyrkiets foretrukne pipelines fra Centralasien.

Under alle omstændigheder har Rusland hidtil ført en forsigtigt årvågen politik ift amerikansk tilstedeværelse. Imod megen hjemlig kritik valgte Putin at acceptere den amerikanske ankomst i Centralasien. Men han har samtidig optrappet den russiske tilstedeværelse, muligvis som en reaktion på an­tydningerne af en amerikansk vilje til at blive på længere sigt. Putin har antydet, at Rusland igen skal have ansvaret for at patruljere hele SNGs ydergrænse[44]. Indenfor CSA (i SNG) er det besluttet at oprette ”Collective Forces of Rapid Deployment” til at imødegå angreb – formodentlig fra islamistiske oprørere – mod centralasiatiske stater. Den nye flybase til dette formål blev påfaldende nok placeret i det eneste CSA-land med en amerikansk flybase, Kirgizistan[45]. SNGs anti-terror center i Moskva og efterretningssamarbejdet er også blevet stadig mere nyttigt, efterhånden som de centralasiatiske stater forbereder sig på angreb fra IMU og beslægtede grupper. Hvor mange iagttagere forudser langsigtet russisk tilbagegang i området pga den økonomiske svaghed[46], skal man passe på med at undervurdere Ruslands styrke i kraft af netværk og geografi.

Tyrkiet blev oprindelig opfattet som en stærk kandidat i ”det nye store spil”, men har måttet sænke ambitionsniveauet kraftigt, både pga egne svagheder ikke mindst økonomisk (på trods af vestlig hjælp), og fordi de nye stater var mindre begejstrede end ventet af tyrkiske optimister for at få en ny storebror, netop som den gamle var forsvundet[47]. Imidlertid skal man bemærke, hvordan Centralasien spiller en central rolle i en bredere omdefinering af Tyrkiets identitet og selvforståelse[48], og derfor er det usandsynligt, at Tyrkiet opgiver sit engagement pga sådanne tilbageslag. Dertil kommer mere akutte sikkerhedsbekymringer, som Işıl Kazan redegør for i dette tidsskrift. Tyrkiets indflydelse er dog størst i den vestlige del af Centralasien: Turkmenistan og Kazakstan, mindre i nøglelandet Uzbekistan. I den første fase var Tyrkiet og Rusland de to konkurrerende stormagter, der var tættest på at eskalere deres interne forhold pga Centralasien, men bl.a. af frygt for netop en sådan eskalation har man udviklet en mere bevidst politik af gensidig hensyntagen.

Iran var oprindeligt ’casted’ i rollen som den misonerende, subversive islamiske stat. Den rolle har Iran ikke taget på sig. Sandsynligvis fordi det styrende problem for Iran har været den amerikanske isolationspolitik, har man generelt ført en ganske pragmatisk udenrigspolitik, for at få de kontakter man kan. Samtidig er Irans mulige indflydelse – sågar også i det sprogforbundne Tadjikistan – blevet formindsket pga Sunni-Shia-skellet. Præcis som i Ruslands første erobring af Kaukasus og Centralasien: “Russia’s greatest ally … was the Sunni-Shia conflict”[49]. Parterne i den konflikt samarbejder ikke let mod russisk indflydelse, for truslen fra hinanden er større, da den ikke kun er geopolitisk men også religiøs.

Ganske overraskende har Iran derfor vist sig at være en af de mest pragmatiske aktører i spillet[50]. Russiske og iranske interesser er konvergeret ganske ofte. Regionalt er de fælles bl.a. om modstand mod amerikanske pipelineplaner og modstand mod Taleban/IMU. Mere overordnet samarbejder Rusland og Iran bl.a. i form af våbeneksport og skepsis omkring USAs dominerende globale rolle. Som Noreng redegør for, har Iran specifikke problemer i forholdet til Azerbadjan, der har forhindret en meget aktiv rolle, men den vigtigste faktor til afgørelse af Irans fremtidige rolle er Irans eventuelle ”fritagelse” fra ekstern boycot, hvor USA er udsat for stilfærdig kritik fra mange allierede. Pga Irans potentielt centrale plads i pipeline-sammenhæng, har en ændring af amerikansk Iran-politik ganske vidtgående konsekvenser.

Det er ikke Iran men Saudi-Arabien, der har været mest aktiv mht. at financiere religiøse aktiviteter. Den import, der er sket af ”fremmede” former for Islam, har da også primært bestået af Saudisk Wahhabisme – på bekostning af den traditionelle (oftest langt mere fredelige) sufisme i Centralasien.

Når den første fase af 1990ernes ”store spil” var stillet op med Tyrkiet, Iran og Rusland som kombettanter, skyldtes det i høj grad, at de er geografisk bedst placeret, og til dels at de har spillet den største rolle i moderne tid (hvorimod Kina har haft større betydning længere tilbage, jvf. Torben Hansens artikel, og England som USAs forgænger nåede kun frem til kanten af regionen i det første store spil). Det viste sig imidlertid, at de tre første ”spillere” var begrænset på hver sin måde: Iran af sin diplomatiske isolation, hvor USAs black-listing spolerede Irans ellers gode kort i pipeline-delen af spillet, men også begrænset af den religiøse splittelse. Tyrkiet var hæmmet af sine begrænsede resourcer og landenes skepsis overfor Tyrkiets til tider lidt for store entusiasme. Rusland gik igennem en vanskelig periode med generel tilbagegang økonomisk og politisk. Derfor kom to nye magter mere og mere i fokus: Kina som en vækstøkonomi og kommende centermagt i Asien og USA som den globale supermagt.[51]

Kina har hidtil mest været drevet defensivt af bekymring omkring etnisk eller religiøs spill-over til Xinjiang-provinsen (derfor SCO), men med energispørgsmålet som en mulig anledning til, at Kina kan blive mere offensivt engageret i regionen med tiden. Kina har været villig til at acceptere russisk lederskab – og samarbejde på de præmisser. Det er mere usikkert, om man er vilig til at acceptere det samme for USA, specielt hvis USA opfattes som generelt truende pga unilateralt Irak-angreb, missilskjold og fortsat støtte til Taiwan.

USA er den store ubekendte faktor i ligningen. Mulighederne er i princippet store, men USA skal foretage vanskelige valg, fordi de trods alt ikke kan gøre alt i alle dele af verden på samme tid. Som Poul Wiberg-Jørgensen og Øystein Noreng viser, har USAs politik gennemgået en udvikling i løbet af 1990erne i retning af i stigende grad at lægge vægt på at begrænse russisk indflydelse i området. Før 11. september var der dog grund til at betvivle USAs evne til at realisere sine fantasier om at blive den afgørende magt i Centralasien. Som Poul Wiberg-Jørgensen og andre den gang pegede på, var USA ikke i stand til at realisere sine til tider vidtrækkende mål i Kaukasus og Centralasien, når man på afskar sig selv fra samarbejde med Rusland, Iran og Azerbadjan på samme tid.[52]

Efter 11. september er man sluppet af med den Kongres-pålagte sortlisting af Azerbadjan – og man er som bekendt rykket ind i Centralasien med militære baser, sågar med (omend knurrende) russisk accept. Ikke mindst er man blevet mere politisk manøvredygtig ved at få frihed til at samarbejde ikke blot med Azerbadjan men også de tvivlsomme regimer i Centralasien. Denne gevinst kan samtidig vise sig at blive nemesis for USAs rolle.

Som Øystein Noreng skriver i dette nummer: ”Det er imidlertid en risiko for at den politiske prinsippløsheten slår tilbake, ved at USA fremstår som en støttespiller for korrupte, inkompetente og despotiske regimer. Dermed kan eventuelle politiske forandringer også medføre et tilbakeslag for USAs innflytelse i regionen. USA har i nyere historie utvist en påfallende evne til å begå slike feilgrep, for eksempel i forhold til Iran under sjahen. Den politiske kompleksitet i Kaukasus og Sentral-Asia blir neppe fullt ut forstått i Washington. I denne sammenheng er det åpent spørsmål i hvilken utstrekning satsingen på autokratiske regimer i regionen er en kalkulert risiko eller et uttrykk for inkompetanse og skjødesløshet i amerikansk utenrikspolitikk.”

Udover den notoriske evne til at satse på de forkerte regimer, skal man være opmærksom på, at det i dette tilfælde foregår på et foruroligende tyndt vidensgrundlag: “America once again finds itself engaged militarily in an area about which its key officials know little. Almost none speak the critical languages of Central Asia; all too few have relevant experience there.”[53]

Dertil kommer komplikationen, at jo længere USA er om at bestemme sig til enten at acceptere en fremtrædende rolle for Rusland eller lukke Iran ind i varmen, jo mere driver man de to i armene på hinanden.

Et særligt aspekt af dilemmaet omkring USAs brug af repressive lokale regimer er, hvorvidt det nu er USAs politik at promovere Uzbekistan som regional hegemon.[54] I givet fald rejser det selvstændige spørgsmål om hensigtsmæssighed og holdbarhed af en sådan strategi. Har man fuldt overblik over de dynamikker, det skaber i mellem de centralasiatiske stater?

En sådan politik vil forstærke en af kilderne til ustabilitet i Centralasien: den indenrigspolitiske undertrykkelse, der fremmer radikaliseringen af islamistiske bevægelser og samler folkelig støtte til dem.[55] ”Moreover, viewing the Islamist threat as primarily a military problem requiring a local strongman will not mitigate the various transnational concerns – including water-sharing disputes and the flows of drugs, refugees, and weapons – that plague the region”.[56] Bush-administrationen vil sandsynligvis blive udsat for vedvarende kritik fra menneskerettighedsgrupper på denne konto.[57]

Selve denne kritik er en faktor med effekter i Centralasien.  Fordi de centralasiatiske staters udenrigspolitik primært er drevet af hensynet til regime-sikkerhed, er det langt fra givet, at USA vil blive set entydigt som en mindre farlig allieret end Rusland. Rusland har det godt nok med at blande sig i interne magtkampe, men amerikansk menneskerettighedspolitik er også en trussel for regimerne.

Poul Wiberg- Jørgensens konklusion er også værd at citere: ”Kan USA udkonkurrere Rusland i Centralasien? Ja – men det vil kræve ressourcer, som USA ikke er villig til at afse til formålet. Rusland er fortsat meget nærværende, og Centralasien er fortsat meget afhængig af Rusland økonomisk, socialt og politisk. (…) Rusland evner efter hundreder af år i regionen at spille parterne ud mod hinanden og udnytte det optimalt. (…) USA skal fastholde en position meget fjernt fra hjemlandet i en region, hvor man absolut ingen tidligere politiske eller militære erfaringer har at bygge på.”

Konkret er det mest presserende spørgsmål, hvorvidt USAs baser er ved at – eller bør – blive mere eller mindre permanente.[58]  Selve muligheden for en amerikansk langsigtet tilstedeværelse i regionenhar omdefineret de politiske vilkår, men det er et åbent spørgsmål, om USA vitterlig er i stand til at forme regionen i den grad, man selv forventer. Både fordi USA vitterlig ligger meget langt væk (sømagten operer i den mest ”land-locked” del af verden), og fordi det generelt er meget sværere, end man (og især USA) tror at styre andre(s) regioner.

Konklusion

Hvad og hvor er Centralasien? Er det et særkilt regional sikkerhedskompleks[59], en samlet region sammen med Kaukasus[60], eller er det en sub-region – og da ”sub” af hvad? Af Asien, som navnet kunne antyde? En del af Mellemøsten – måske et særligt ’Northern Tier’ sammen med Tyrkiet, Pakistan, Iran og Afghanistan?[61] Nej, det er stadig mest rimeligt at se Centralasien som en del af det ex-sovjetiske kompleks omkring Rusland. Centralasien er indenfor dette kompleks et svagt sub-kompleks, hvor de interne dynamikker stadig er ved at tage form, og hvor især Ruslands involvering er kraftig.

Centralasien så en tid ud til at kunne blive et problem for teorien. Hvis magter placeret i 3-4 forskellige regionale sikkerhedskomplekser styrtede ind fra alle sider, var det imod forudsigelserne. Men det er jo netop heller ikke sket. De primære eksterne aktører har vist overraskende lille interesse, vilje eller evne til at sætte tilstrækkeligt hårdt ind ift Centralasien.

Hvis staterne i Centralasien konsoliderer sig og begynder at danne et eget system af stat-til-stat politik, Rusland gradvis svækkes, og ingen anden stat træder afgørende ind på scenen, kan Centralasien udvikle sig til et selvstændigt regional sikkerhedskompleks. Hvis USA bliver hængende i regionen med nogle få, relativt begrænsede baser, vil det sandsynligvis kun stimulere dannelsen af et uafhængigt regionalt sikkerhedskompleks, fordi det svækker russisk hegemoni og samtidig er utilstrækkeligt til at sætte en alternativ ekstern dominans i stedet.[62] Kun i det ret usandsynlige tilfælde, at USA opgraderer sin tilstedeværelse betydeligt, kunne et helt andet scenarie opstå, hvor Centralasien bliver skukeplads for en usædvanlig blanding af inter-regional og global rivalisering. Langt mere sandsynligt er en skæbne som sub-kompleks, der langsomt bliver et seperat sikkerhedskompleks.

Hvis Centralasien bliver et sådant sikkerhedskompleks, er det muligt, at det vil komme til at fungere kollektivt som en ‘insulator’ mellem Ex-Sovjet, Mellemøsten, Østasien og Sydasien, evt. smeltet sammen med Afghanistan. En insulator kan være en stat, som man ser det i tilfældene Tyrkiet, Nepal, Afghanistan og indtil for nyligt Burma. Men det kan også være et mini-kompleks, hvor en række (typisk små) stater eller pseudo-stater danner et lokalt konfliktmønster, der også fungerer som adskillelse. Kaukasus har til tider haft denne funktion, og Afghanistan under borgerkrigen i 1980erne og især 1990erne fungerede reelt som et sådant kompleks. Et sådant kompleks adskiller regionerne på hver side – ikke ved at være lukket over for indflydelse, men snarere som en svamp, der opsuger, hvad der kommer fra den ene side, så der ikke kommer noget ud på den anden. Det er ikke noget helt utænkeligt scenarie, at Afghanistans historiske insulatorfunktion bliver udvidet til at omfatte hele Centralasien+Afghanistan. Set i lyset af Torben Hansen s artikel har det både en vis ræsonans i den historiske afgrænsning af regionen,[63] og det bliver understøttet af fragmentationen i små enheder de facto regeret af nye emirer/krigsherrer.

De største usikkerhedsfaktorer mht fremtiden angår sandsynligvis de to sammenhængende spørgsmål: USAs langsigtede rolle (med muligheden for et indre drevet amerikansk skift f.eks. pga udviklinger i Mellemøsten i kølvandet på en Irakkrig) og regimeskifte i Centralasien.

Det store paradoks i denne situation er, at Centralasien på den ene side er den ekstreme periferi i form af stater, der ligger langt væk fra alle relevante centre og på næsten alle måder udgør en svag region, og samtidig er den på den anden side et ganske godt bud på, hvor nogle af de helt store spørgsmål vil blive afgjort: grænserne for USAs magt (eller hvis det lykkes: et stærkere greb om verden end nogen sinde i kraft af den øgede geopolitiske og energimæssige magt, jvf. Noreng), holdbarheden af Ruslands post-sovjetiske ”imperium”, det fremtidige russisk-amerikanske forhold, om radikal Islam har nye vækstområder, og et væsentligt led i verdens fremtidige kontrol over olie og gasforsyninger. Spillet er måske nok stort – indsatserne er i hvert fald – men spillepladen befinder sig langt væk, den består af nogle usædvanligt ustabile felter, og spillereglerne synes at ændre sig hele tiden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf

 


[1] Peter Hopkirk, The Great Game: On Secret Service in High Asia, John Murray Pulblishers 1990.

[2] Martha Brill Olcott, "The Caspian's False Promise," Foreign Policy, Summer 1998Robert Ebel and Rajan Menon, “Introduction: Energy, Conflict, and Development in the Caspian Sea Region” i Ebel og Menon (red.) Energy and Development in Central Asia and the Caucasus, Lanham, Boulder, New York  og Oxford: Rowman & Littlefield Publishers 2000, s. 1-19.

[3] Martha Brill Olcott, “Ethnic violence in Central Asia: perceptions and misperceptions”, The Esenhower Institute 2002. Hun må mene: ingen nye konflikter siden 1991, for den tajikiske borgerkrig toppede i 1992 og blev først “afsluttet” i 1997.

[4] Teorien præsenteres mest udførligt i Barry Buzan og Ole Wæver, Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge University Press 2003, hvor teorien endvidere appliceres kloden rundt på alle sikkerhedskomplekserne. Meget af analysen i herværende artikel er mere udførligt underbygget i denne bog.

[5] Charles A. Kupchan, "Reconstructing the West: The Case for an Atlantic Union," i Kupchan, red., Atlantic Security: Contending Views, NY: Council on Foreign Relations, 1998, s. 64-91.

[6] Se bl.a. David A. Lake & Patrick M. Morgan, Regional Orders: Building Security in a New World, Pennsylvania: University Park: Pennsylvania State University Press 1997.

[7] Ole Wæver, ‘Three Competing Europes: German, French, Russian’ in International Affairs, vol.66:3, July 1990, pp.477–493.

[8] Ole Wæver, ‘Power, principles and perspectivism: Understanding Peaceful Change in Post-Cold War Europe’ in Heikki Patomäki (ed.) Peaceful Changes in World Politics, Tampere: TAPRI 1995, pp. 208-282; Thomas Christensen, Russian security policy according to a Hegelianised Copenhagen School, Speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Januar 2002 (http://www.dossier.dk/thesis/thesis.html).

[9] Sergei Karaganov, Sergei  "Problems of Russia's Foreign Political Strategy Regarding the "Close Foreign Countries"", Diplomaticheski Vestnik 22 December 1992 (translation in The Baltic Independent, 5-11 March 1993, p. 9); John Lough, "The Place of the "Near Abroad" in Russia's Foreign Policy," RFE/RL Research Report 2(11) 1993: 21-39; Migranyan, Andranik (1994): "Russia and the Near Abroad: the Shaping of the new foreign policy line of the Russian Federation", Nesavisimaja gaseta 12 and 18 January – dansk oversættelse ved Lars P. Poulsen-Hansen, udgivet af SNU; John W. R. Lepingwell, "The Russian Military and Security in the "Near Abroad"," Survival 3(23) (1994), 70-92; Maxim Shashenkov, "Russian Peacekeeping in the "Near Abroad"", Survival 36(3), 1994,: 139-174; Gerhard Simon, "Russland: Hegemon in Eurasien?," Osteuropa 44(5), 1994, 411-429; Neil Malcolm, Alex Pravda, Roy Allison, and Margot Light (eds.): Internal Factors in Russian Foreign Policy, New York: Oxford University Press 1996; Pavel K. Baev, The Russian Army in a Time of Troubles,  Oslo: International Peace Reseearch Institute 1996; Baev, "Russia's Departure from Empire: Self-Assertiveness and a New Retreat", in Ola Tunander, Pavel Baev, and Victioria Ingrid Einagel (eds.) Geopolitics in Post-Wall Europe, Oslo: International Peace Research Institute 1997, 174-95; Baev, Pavel K. Russia's Policies in the Caucasus, London: Royal Institute of International Affairs 1997; Graham Smith, Vivien Law, Andrew Wilson, Anette Bohr, and Edward Allworth (1998): Nation Building in the Post-Soviet Borderlands, Cambridge: Cambridge University Press 1998: 11ff; Johan Matz, Constructing a Post-Soviet International Political Reality. Russian Foreign Policy towards the Newly Independent States 1990-95, Uppsala University: Dissertation for the Degree of Doctor of Philosophy 2001.

[10] Ole Wæver, ‘Magter og Mønstre: kort oversigt over de vigtigste cirkler og trekanter i Europæisk sikkerhed’, i Militært Tidskrift, vol. 123:3, 1994, s. 251-277; Wæver, ‘Europe’s Three Empires: A Watsonian interpretation of post-wall European security’, i Rick Fawn and Jeremy Larkins (eds.), International Society After the Cold War: Anarchy and Order Reconsidered, published by Macmillan (in association with Millennium) 1996, s. 220-60.

[11] Se bl.a. Torben Hansens artikel i dette nummer.

[12] Ronald Grigor Suny "Provisional Stabilities: The Politics of Identities in Post-Soviet Eurasia," International Security 24(3), 1999-2000, 139-178; Vlada Tkach, "Moldova and Transdniestria: Painful Past, Deadlocked Present, Uncertain Future," European Security 8(2), 1999, 130-159; Alf Grannes, "Mosaikk og konflikt i post-sovjetisk Sentral-Asia.Historie. etnisk, språklig, religiøs og annen bakgrunn for dagens konfliktbilde", i Alf Grannes et al. (eds.) Etniske konflikter i Sentral-Asia og Kaukasus, Forskningsrapport nr. 172, Oslo: NUPI 1993, 5-56, se særligt s. 10-14.

[13] Philip G. Roeder, "From Hierarchy to Hegemony: The Post-Soviet Security Complex", in David A. Lake and Patrick M. Morgan (eds.) Regional Orders: Building Security in a New World, University Park: Pennsylvania State University Press 1997, 219-244

[14] Se f.eks. Adrian Karatnycky, “Bush’s Uzbekistan test”, The Christian Science Monitor, 13 Marts 2002.

[15] Ahmed Rashid, Taliban: Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, London: I.B. Tauris 2000; Rashid, Jihad: The Rise of Militant Islam in Central Asia, New Haven: Yale University Press 2002; Rashid, "Central Asian Elites, Suddenly, Shift Into Revolt", Global Affairs Commentary May(2) 2002: Foreign Policy in Focus; Rashid, "Russia, China Warily Watch for American Intrusions in Central Asia", Global Affairs Commentary May(3) 2002: Foreign Policy in Focus; Martha Brill Olcott, "Preventing New Afghanistans: A Regional Strategy for Reconstruction", Carnegie Endowment Policy Brief 11  (2001): http://www.ceip.org/files/Publications/Olcott_PrevNewAfghan.asp?from=pubtype;James Norton, "Islamic militancy in Central Asia: The causes are many, the answers complex", Christian Science Monitor February(28) 2002.

[16] Scott Peterson, "Central Asia: the next front in the terror war?", Christian Science Monitor July(10) 2002; Rashid, Jihad, op.cit.; Olcott, “Preventing”, op.cit.; Rohan Gunaratna, Inside Al Qaeda. Global Network Terror, London: Hurst & Co. 202, s. 167-172.

[17] Olcott, “Preventing new Afghanistans”, op.cit.

[18] Pauline Jones Luong & Erika Weinthal“New Friends, New Fears in Central Asia”, Foreign Affairs, vol. 81:2, March/April 2002, s. 61-70.

[19] Martha Brill Olcott, "Central Asia: Common Legacies and Conflicts", in Roy Allison and Lena Jonson (eds.) Central Asian Security: The New International Context, New York: Brookings Institution Press/London: Royal Institute of International Affairs 2001, s. 24-48.

[20] Abraham Cohen, “Are Central Asia’s Weak States Getting Weaker?”, Central Asia – Caucasus Analyst, 12 Februar 2003; http://www.cacianalyst.org/­view_article­.php?articleid=1056

[21] Der er en række andre mere eller mindre seriøse grænseproblemer langs næsten enhver grænse i området, men det virker ikke for nærværende sandsynligt, at nogle af disse i sig selv kan udvikle sig til seriøse konflikter, undtagen hvis forholdet mellem de pågældende stater forværres på grund af andre forhold, se oversigten i ICB: “Central Asia: Border Disputes and Conflict Potential”, op.cit.

[22] Olivier Roy, The New Central Asia: The Creation of Nations, London and New York: I.B. Tauris Publishers 2000, s. 191.

[23] Øystein Noreng, "Rørledninger er storpolitik. Det nye store spillet om oljen fra Kaukasus og Sentral-Asia," Internasjonal Politikk 52(2), 2000, s. 161-194 – specifikt s. 189 – se også Norengs artikel i dette nummer af Militært Tidsskrift.

[24] Roy, The New Central Asia, op.cit., s. 191.

[25] Rashid, Jihad, op.cit., s. 87.

[26] Se også International Crisis Group: “Central Asia: Water and Conflict”, Osh/Brussels 2002. www.intl-crisis-group.org/projects/showreport.­cfm?­re­por­­tid­=668

[27] Taras Kuzio, "Geopolitical pluralism in the CIS: the emergence of GUUAM", European Security 9(2), 2000, s. 81-114; Pavel K. Baev, The Russian Army in a Time of Troubles,  Oslo: International Peace Reseearch Institute 1996; Baev, Russia's Policies in the Caucasus, London: Royal Institute of International Affairs 1997.

[28] Vladimir Putin, Address to the Federal Assembly (state of Nation), Posted on Jonhson's Russia List and H-Diplo at H-net.msu.edu 2000.

[29] Monitor 26 Januar 2000, 13 Marts 2000, 22 Juni 2000 (Jamestown Foundation. http://russia.jamestown.org).

[30] Dimitri Trenin, The End of Eurasia, Moscow: Carnegie Moscow Center 2001, s. 108, 130f, 167, 171.

[31] Se ICG, “Central Asia: Water and Conflict”, op.cit. samt artiklerne af Jeppesen og Akaltin, Johannesen og Knudsen.

[32] Olivier Roy, The New Central Asia. The Creation of Nations, London and New York: I.B. Tauris Publishers 2000, s. 197; Strategic Survey 1999-2000: XII-XIII; Baev “Russia’s Departure”, op.cit.; Baev, Russia’s Policies, op.cit.; Trenin, op.cit., 118f.

[33] Monitor, 22 Juni 2000.

[34] GUUAM Washington erklæring; Ambassador Hafiz Pashayev’s Presentation at “GUUAM and the Geopolitics of Eurasia” Seminar, May 17, 2000, The United States Senate

http://www.guuam.org/conf/amb_GUUAM_17may00.htm

[35]  Monitor 29 June 2000. I følge Pauline Jones Luong (“A Dangerous Balancing Act: Karimov, Putin, and the Taleban”, Program on New Approaches to Russian Security Policy Memo Series #166, Harvard 2000) var der sågar endnu et bizart sving, hvor Uzbekistan i slutningen af 2000 søgte “fred” med Taliban og definerede Rusland som en større trussel. Jeg vil spare læserne for fuld detaljerigdom omkring udviklingen i Uzbekistans udenrigspolitiske doktrin.

[36] RFERL 24 Januar 2000.

[37]  Selv uden Talebans hjælp er det sandsynligt, at de interne drivkræfter inklusiv den økonomiske tilstand og Karimovs repressive regime, rækker til at holde islamisterne kørende; Economist 10 Nov 2001: 60; Robert M. Cutler, U.S. Intervention in Afghanistan: Implications for Central Asia, Foreign Policy In Focus 2001,http://www.fpif.org/pdf/gac/0111afghanint.pdf; Rashid, Jihad, op.cit.; Martha Brill Olcott, "Preventing New Afghanistans: A Regional Strategy for Reconstruction", Carnegie Endowment Policy Brief 11 (2001): http://www.ceip.org/files/Publications/Olcott_PrevNewAfghan.asp?from=pub....

[38] I nabolandet Afghanistan såvel som direkte i Centralasien, primært i Uzbekistan og Kirgizistan og i mindre antal (sammen med franske og italienske styrker) i Tajikistan samt med en invitation fra Kazakhstan.

[39] Scott Peterson, "Central Asia: the next front in the terror war?", Christian Science Monitor July(10) 2002; Ahmed Rashid, "Central Asian Elites, Suddenly, Shift Into Revolt", Global Affairs Commentary May(2): Foreign Policy in Focus 2002, s. 2.

[40] Antoine Blua, Uzbekistan: Tashkent Withdraws from GUUAM, Remaining Members Forge Ahead, Radio Free Europe/Radio Liberty 2002, http://rferl.org/nca/features/2002/06/18062002164458.asp; Taras Kuzio, "GUUAM Reverts to GUAM as Uzbekistan Suspends its Membership Prior to Yalta Summit", Eurasia Insight July(18) 2002: http://www.eurasianet.org/departments/insight/articles/eav071802.shtml

[41] Roger N. McDermott, “The Changing Face of the Uzbek Armed Forces”, Central Asia – Caucasus Analyst, 12 February 2003, http://www.cacian­alyst.­org/­view_article.php?articleid=1052

[42] Der opstår tilsyneladende færre konflikter mellem stater og af den løsrivelsestype, der ofte bliver til interstatslige konflikter. I følge data for hele det regionale sikkerhedskompleks er antallet af nye opstande og protest bevægelser begyndte at falde dramatisk i 1992. Se Barnett Rubin, "Conclusion. Managing normal instability ", i Barnett R. Rubin and Jack Snyder (eds.) Post-Soviet Political Order, London, New York: Routledge 1998, s. 162-179; se specielt s. 165-170.

[43] Buzan og Wæver, Regions and Powers, op.cit.

[44] Sergei Blagov, "Russia Mulls A New Unilateralism", Eurasia Insight July(16) 2002: http://www.eurasianet.org/departments/insight/articles/eav071602.shtml ; Adolat

Najimova, Russia: Moscow Seen As Moving To Increase Military Ties With Central (2002)Asia, http://www.rferl.org/nca/features/2002/08/­06082002141622.asp

[45] Kubat Otorbaev, ” Russia Backs Kyrgyz President”, in ”the mail archive – uighur-1”, 21-June-02,  http://www.mail-archive.com/uighur-l@taklamakan.­org/msg03122.html

[46] Lena Jonson & Roy Allison, "Central Asian security: internal and external dynamics", in Roy Allison and Lena Jonson (eds.) Central Asian Security: The New International Context, New York: Brookings Institution Press/London: Royal Institute of International Affairs 2001, s. 1-23; Lena Jonson, ”Russia and Central Asia” in Roy Allison and Lena Jonson (eds.) Central Asian Security: The New International Context, New York: Brookings Institution Press/London: Royal Institute of International Affairs 2001, s. 95-126.

[47] Gareth M. Winrow, ”Turkey and Central Asia” in Roy Allison and Lena Jonson (eds.) Central Asian Security: The New International Context, New York: Brookings Institution Press/London: Royal Institute of International Affairs 2001, s. 199-218; Jonson og Allison, op.cit., s. 17.  Se også artiklerne af Kazan og Aydin i dette nummer af Militært Tidsskrift.

[48] Işıl Kazan, "Tyrkiet mod det 21. Århundrede - tyrkiets national diskurser: osmannisme, islamisme, tyrkisme og kemalisme", Den Jyske Historiker 74(December 1996), s. 79-98; Kazan & Wæver, "Tyrkiet mellem Europa og europæisering", Internasjonal Politikk 52(2) 1994, s.139-176; Wæver, “Europe’s Three Empires”, op.cit.; Kazan, Regionalisation of Security and Securitisation of a Region:Turkish Security Policy After the Cold War, Copenhagen: COPRI, PhD dissertation 2003.

[49]  Paul Johnson, The Birth of the Modern. World Society, 1815-1830, New York: Harper Perennial 1991, s. 273.

[50] Edmund Herzig, “Iran and Central Asia” in Roy Allison and Lena Jonson (eds.) Central Asian Security: The New International Context, New York: Brookings Institution Press/London: Royal Institute of International Affairs 2001, s. 171-198.

[51] Japan og EU har også hver en mindre rolle, ikke mindst fordi begge er meget afhængige af energiimport. Japan var i 2001 blevet den største bilaterale donor i Kaukasus og Centralasien, uden at man endnu havde en markant politik for området; Kent E. Calder “Japan’s Energy Angst and the Caspian Great Game”, NBR Analysis, vol. 12:1, March 2001, Washington: The National Bureau of Asian Research. EU vil sandsynligvis komme til at spille en stadig større rolle via NATO, OSCE, Afghanistan og bistandspolitik.

[52] Paul Wiberg-Jørgensen Paul, "Americas Freedom to Act in the Caspian Area," European Security 8(4) 1999, s. 100-108; jvf. også David McKeeby, "Caspian Dreams: A Case Study in Modern U.S. Foreign Policy Making," Young Leaders Forum 3(1) 1999: http://www.csis.org/intern/­forum991h.htmlStrategic Survey 1997-98: 27-28; Noreng “Rørledninger”, op.cit., s. 192; Rashid, Jihad, op.cit., s. 191.

[53] Charles William Maynes, “America Discovers Central Asia”, Foreign Affairs, 1. Marts 2003, s. 120.

[54] Pauline Jones Luong & Erika Weinthal“New Friends, New Fears in Central Asia”, Foreign Affairs, vol. 81:2, March/April 2002, s. 61-70.

[55] Pauline Jones Luong & Erika Weinthal“New Friends, New Fears in Central Asia”, Foreign Affairs, vol. 81:2, March/April 2002, s. 61-70, se særligt s. 62f,

[56] Ibid., s. 63

[57] Karatnycky, op.cit.; Olcott “Preventing”, op.cit.; Rashid Jihad, op.cit, “Central Asial Elites”, op.cit. og “Russia, China”, op.cit.; Zamira Eshanova, "Central Asia: Has New Alliance With West Helped Opposition Movements?", EurasiaNet July(11) 2002: http://www.eurasianet.org/depart­ments/rights/­articles/­pp070502.shtml; Peterson, op.cit.

[58] S. Frederick Starr, "The War Against Terrorism and U.S. Bilateral Relations with the Nations of Central Asia", Testimony to the U.S. Senate, Committee on Foreign Relation, Subcommittee on Central Asia and the Southern Caucasus December(13) 2001: http://www.cacianalyst.org/Publi­cations/­Starr_Testimony.htm; Jim Hoagland, "Staying On In Central Asia", Washington Post January(20) 2002: B07; Eric Schmitt, & James Dao, "U.S. Forces Dig In To Keep Presence in Central Asia for Years to Come", International Herald Tribune January(10) 2002; Charles Fairbanks, “Being There” og Andrew Bacevich “Steppes to Empire”, begge artikler (som modstillede indlæg i en debat “Bases of Debate: America in Central Asia”, The National Interest, no. 68, Summer 2002, s. 39-53.

[59] Upubliceret studie af Parmani, 1998

[60] Se f.eks. Michael Schultz, Michael, Fredrik Söderbaum, and Joakim Öjendal (red.): Regionalization in a Globalizing World. A Comparative Perspective on Forms, Actors and Process, London & New York: Zed Books 2001.

[61] Ali Ragigh-Aghsan, The Dynamics and Inertia of the Northern Tier Cooperation: the growing role of Turkey and Iran and the formation of a cooperative regional hegemonic system in the context of the ECO, Copenhagen: Institute of Political Science 2000, PhD Series 2000/05.

[62] Starr, op.cit.

[63] Rashid, Taliban, op.cit. og Jihad, op.cit.; Michael A. Hall, ”Central Asia takes Center Stage”, Perspective, Vol.XII: 2 (November - December 2001), Boston University: Institute for the Study of Conflict, Ideology and Policy, http://www.bu.edu/iscip/vol12/hall.html

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.