Hvad skal vi med Air Power?

Foto: Forsvaret.dk

Inden en diskussion af emnet indledes, vil det være relevant at definere begrebet air power.  Interessant nok findes der ingen universel definition af air power. Billy Mitchell[1] har formentlig formuleret det kortest: ”Air  power is the ability to do something in the air  ”. Mitchell kunne imidlertid ikke forudse den eksponentielle udvikling som air power har gennemgået siden første verdenskrig. En nutidig forståelse af begrebet kræver derfor en udvidet definition eller en uddybende forklaring.  I EURAC[2] sammenhæng blev air power defineret således i 2001 : ”Air power is the ability to project and employ military force in air or space by or from an air platform or missile operating above the surface of the earth”.

Allerede få år senere har EURAC konstateret et behov for at opdatere og udvide definitionen, hvilket forventes at ske i indeværende år (2005).  En opdateret definition kunne f.eks. få følgende danske formulering:

”Air power omfatter alle de kapaciteter der medvirker til at udnytte den 3. dimension i atmosfæren og i rummet. En nations air power er summen af alle de militære og civile ressourcer (materiel, personel, infrastruktur) der gør det muligt for en nation at udnytte og beherske den 3. dimension med henblik på at opnå den politiske målsætning.”

Uanset hvilken af de anførte definitioner der anvendes, vil man kunne slutte, at air power udgøres af summen af mange forskellige militære som civile kapaciteter og at air power ikke udelukkende kan henføres til et specifikt værns eller forsvars kapaciteter.  Som eksempler på air power kapaciteter kan nævnes kampfly, tankfly, luftbaser med personel og logistik, Unmanned Arial Vehicles (UAV), missiler af alle typer herunder krydsermissiler, civil strategisk lufttransport, kommunikationssystemer og satellitter. 

 

Karakteristika for air power

Fire grundlæggende karakteristika skal fremhæves som særegne for air power:

·         Manøvrefrihed (højde)

·         Hastighed

·         Rækkevidde

·         Fleksibilitet

 

Manøvrefrihed, eller evnen til at udnytte den 3. dimension over hele spektret fra den laveste højde (kampfly, helikoptere, krydser missiler) til satellitter i geo-stationære kredsløb, giver en enestående evne til at kunne observere samt skabe overblik i (luft)rummet og på overfladen.  Fysiske barrierer er ingen hindring for anvendelse af air power.  Manøvrefrihed skaber mulighed for at tage initiativet samt skabe tyngde ved valg af tid og sted.

Hastighed som iboende egenskab giver air power en evne til at forskyde hurtigere end andre former for kapacitet.  Air power er ensbetydende med missioner udført med kortere reaktionstid og på kortere tid. Antallet af opgaver der kan løses inden for en given tidsperiode er større end ved øvrige kapaciteter. Faktisk udgør tid endnu en dimension (den 4. dimension) der suverænt adskiller air power fra øvrige militære kapaciteter. Hastighed bidrager sammen med højde til at øge overlevelsesevnen og air power vil kunne sætte operationstempoet i joint operationer.

Rækkevidde. Air power kan række globalt. Air power kan indsættes over meget store afstande bl.a. som følge af lufttankning og udnyttelse af satellitter. Air power kan således indsættes fra sikre baser langt uden for konfliktområdet.

Fleksibilitet fremhæves ligeledes som en særegen egenskab. Air power kan anvendes tematisk dvs. man kan ramme mål inden for samme kategori (f.eks. et strategisk mål kompleks) over hele modstanderens område. air power kan desuden gøres gældende på det strategiske, det operative og det taktiske niveau på samme tid. Endelig kan air power på samme tid udøves over hele spektret fra humanitære operationer til væbnet konflikt.   

 

Udviklingen af air power

”Air superiority is the first requirement for winning the ground battle”[3]. Disse ord er stadig god latin, men en rivende udvikling af air power, og især inden for de sidste 10-15 år, har tilføjet nye dimensioner til anvendelsen af air power.

Trods en udbredt anvendelse under 1. verdenskrig blev air power på ingen måde en afgørende militær faktor. Først mod slutningen af krigen førte doktrinære overvejelser om brug af air power til organiserede forsøg på at opnå lokal luftoverlegenhed som forudsætning for at kunne gennemføre operationer på landjorden. Som konsekvens af disse overvejelser og erfaringer, vurderede visse nationer, at der var behov for at samle luftstridskræfter i selvstændige organisationer. I England førte det til beslutningen om at organisere luftstridskræfterne i Royal Air Force (RAF). I beslutningsgrundlaget[4] for oprettelsen af RAF hedder det bl.a.: ”Air Service….can be used as an independant means of war operations far from, and independently of, both Army and Navy …. The day may not be far off when aerial operations, with their devastation of enemy lands and destruction of industrial and populous centres on a vast scale, may become the principal operations of war”.

Imidlertid kan air power kun i godt en håndfuld tilfælde tillægges æren for at have ”vundet” krigen/slaget/konflikten i betydningen at have opnået en politisk afgørende situation. Til denne kategori kan med nogen ret føjes kast af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, Slaget om England, luftbroen til Berlin samt visse af Mellemøsten krigene. Anden verdenskrig, Korea krigen og Vietnam krigen er derimod fyldt med eksempler på manglende forståelse, primært på de operative og strategiske niveauer, for air powers anvendelse. At allieret/amerikansk air power alligevel kunne gøre sig gældende på det taktiske niveau under de nævnte krige, skyldtes i mange tilfælde overvældende styrke frem for indsigtsfuld ledelse samt effektive kommando og kontrol organisationer. Beordring af luftstyrker under Vietnam krigen skete f.eks. gennem mindst 7 forskellige organisationer og med dårlig eller ingen koordination. Under første del af den kolde krig medførte den nukleare strategi, at air power tænkning samt planlægning på det operative niveau for luftstyrker i NATO stort set var gået i stå. Først da NATO ændrede sin strategi til ”Flexible Response” skiftede fokus tilbage til planlægning af større konventionelle og offensive luftoperationer. Teknologien hjalp denne proces på vej med den første udvikling af præcisionsvåben, våben særligt udviklet til angreb på flyvepladser samt systemer til nedkæmpelse af fjendtlige missilluftforsvarssystemer (Suppression of Enemy Air Defense (SEAD) fly).

Den første Golf krig bragte varsler om, at air power formentlig også kunne opnå resultater som et selvstændigt og afgørende manøvre element i krigsførelse. Chok effekten af air power var hidtil uset og samtidig oplevedes relativt begrænsede tab af menneskeliv især på egen side. Tilliden til air power blev efterfølgende så stor, at de fastsatte militære mål under Operation Allied Force (OAF) ( Kosovo1999) blev planlagt opnået gennem en ren luftkampagne på det strategiske, operative og til dels taktiske niveau. I løbet af 78 dage blev det en demonstration af air power som en sikker, high tech og succesfuld vej til opnåelse af den politiske målsætning gennem effektbaserede målvalg frem for den traditionelle militære nedslidningskrig. En krig uden allierede tab af menneskeliv, meget begrænsede tab blandt civilbefolkningen samt begrænsede ødelæggelser af infrastruktur. Air powers kirurgiske evne til at eliminere/neutralisere mål i hele målspektret blev legendarisk og cementeret bl.a. som følge af CNN effekten. Hvor air power under den første Golf krig banede vejen for en opfølgende og hurtig landkrig gik air power under Kosovo skridtet videre – Anvendelse af air power eliminerede behovet for landkrig og allierede landstyrker kunne i princippet rykke ind uden modstand. Den perfekte løsning på traditionel krigsførelse skulle man tro, men bag denne facade lurede en lang række svagheder og problemområder.

For det første medførte politiske begrænsninger, at OAF ikke kunne gennemføres under optimale vilkår. Visse centrale principper for krigsførelse kunne ikke bringes i anvendelse, hvilket medvirkede til en forlængelse af konflikten. Måludvælgelse er en helt central proces samt forudsætning for anvendelse af air power. Under OAF skulle 19 nationer hver især foretage en juridisk vurdering af tildelte mål og i visse tilfælde også opnå politisk godkendelse/accept heraf. Som følge af denne og andre multinationale friktioner blev processen ofte besværlig, langvarig og restriktiv, hvilket ligeledes bidrog til at forlænge konflikten. Kommando og kontrol relationer var også meget specielle under OAF. Air Component Commanderen, General Short valgte at placere sig fysisk med sin stab på taktisk niveau i en CAOC i Vicenza. Reelt medførte det en sammensmeltning af det taktiske og operative niveau eller måske snarere en udeladelse af det operative niveau. Beslutningen gavnede uden tvivl koalitionens sammenhold i air power sammenhæng, men gav samtidig koordinationsproblemer med øvrige militære komponenter, ligesom det ikke gavnede forholdet til det strategiske niveau og især det strategiske niveau´s forståelse for anvendelse af air power. I relation til luftoperationerne måtte det erkendes, at NATO ikke fuldstændigt kunne nedkæmpe det mobile jordbaserede luftforsvar i løbet af konflikten, fordi tiden fra målerkendelse til mulig våbeneffekt var for lang. I Kosovo blev effekten af Close Air Support (CAS)[5] hæmmet af mangel på landbaserede Forward Air Controllers. CAS blev gennemført med assistance fra flyvende FAC´s samt på baggrund af informationer fra bl.a. artilleripejleradarer placeret på grænsen til Kosovo samt fra UAV.  Desuden påvirkede dårlige vejrforhold, især under konfliktens første halvdel, de opnåede resultater mærkbart.

Erfaringerne fra OAF var i hovedsagen indarbejdet i forbindelse med Operation Enduring Freedom i Afghanistan samt den anden Golf krig. Der henvises til de efterfølgende artikler vedrørende disse konflikter. Blot skal det konstateres, at det grundlæggende princip om, at enhver militær operation, nationale som multinational, fra begyndelsen bør planlægges og gennemføres i et joint miljø, atter kom i højsædet. Alligevel afslørede Operation Anaconda[6], at budskabet ikke helt var forstået af alle og det fik dramatiske konsekvenser for landoperationerne, at de ikke var planlagt med inddragelse af de øvrige værns air power kapaciteter. På trods af dette forhold lykkedes det med kort varsel at vende begivenhederne i amerikansk favør ved at inddrage alle rådige air power ressourcer, strategiske som taktiske, i en sand 24/7 flystøtte operation, hvor et stort antal præcisionsvåben blev afleveret (Alene 751 de første 3 dage).

Baseret på denne meget summariske gennemgang af air power udviklingen gennem ca. 100 år må det vurderes, at air power er blevet en voksen, ligeværdig og uundværlig kapacitet i den militære værktøjskasse.

Hvad er baggrunden for denne udvikling?  Baggrunden skal primært søges i det forhold, at air power doktriner har gennemgået en udvikling hånd i hånd med den teknologiske udvikling. Teknologien har foretaget et kvantespring, især over de seneste 10-15 år. Teknologi er vigtigere i luftkrigsførelse end i nogen anden form for krigsførelse. Især har udviklingen inden for områderne kommunikation samt navigations- og våbenpræcision skabt baggrunden for air powers stærkt øgede potentiale.

Informationsoverlegenhed er en forudsætning for succes i både planlægnings- og gennemførelsesfaser. På det tekniske plan er det således et spørgsmål om at kunne indhente og overføre og behandle enorme mængder af data samt efterretninger. Bl.a. derved fremmes muligheden for at kunne udøve centraliseret kommando og kontrol med henblik på decentral indsættelse af air power. Som eksempel på udviklingen kan nævnes at én Global Hawk UAV kræver lige så meget båndbredde som der var til rådighed for luftstyrkerne under den første Golf krig. Inden for de næste 10 forventes yderligere en mangedobling af den rådige båndbredde.

På indhentningssiden er det et spørgsmål om at være i besiddelse af så præcise informationer, at en entydig og effektbaseret måludpegning kan finde sted.

På navigations- og våbensiden fortsætter udbygning og modning af det amerikanske NAVSTAR GPS. Først i 2001 havde amerikanerne etableret den optimale satellitdækning for GPS. Russerne mangler opsendelse af mindst 12 satellitter før deres GLONASS system kommer på samme stade. GPS er katalysator for bl.a. udviklingen af præcisionsvåben. Under 2. verdenskrig krævedes 9070 bomber fra B-17 fly for at opnå 90% chance for at ramme et 20x30 m mål. I dag kræver det 1 F-117 med 1 bombe. Under Desert Storm var kun 7% af alle våben præcisionsvåben, men de stod for 50% af alle ødelagte mål. Hertil kan føjes introduktionen af stealth teknologi, stærkt forbedrede sensorer, en sand 24/7 kapacitet, herunder evnen til at gennemføre operationer under alle vejrforhold.

 

Hvad skal vi med air power?

Det er en kendsgerning, at den politiske præference har ændret sig i retning af air power som det foretrukne krisestyrings- og konfliktredskab fra engang i midten af 90´erne. Hvad er årsagerne til den udvikling?

Svaret skal formentlig søges i de specifikke egenskaber, der udspringer af de særlige karakteristika for air power.

Reaktionsevne

Reaktionsevne er en kritisk faktor i enhver operation uanset om den har militær eller humanitær karakter. Air power kan deployeres over store afstande inden for timer/få dage.  Derved er air power et meget anvendeligt politisk instrument i krisestyring. Styrken af air power kan justeres fleksibelt og hurtigt (inden for dage endog timer) ligesom air power kan trækkes ud af et givet konfliktområde lige så hurtigt igen. Med air power kan der reageres på aggressioner inden for minutter/timer såfremt de opstår.

Fleksibilitet

Air power kan løse hele spektret af opgaver samtidig (fra humanitære opgaver til kampopgaver) ligesom air power kan gennemføre opgaveløsning på det strategiske, det operative og taktiske niveau og på geografisk forskellige steder inden for operationsområdet på samme tid. Luftfartøjer er i langt større udstrækning end tidligere i stand til at løse flere typer af opgaver (swing role) og kan derfor indsættes fleksibelt og situationsbestemt.

Mobilitet

Mobilitet er en indbygget egenskab ved air power der i kraft af rækkevidde og hastighed er særdeles veludviklet. Evnen til lufttankning mangedobler luftstyrkers indsættelsesmuligheder, herunder også indsættelse i humanitære sammenhænge.

Koncentration af styrke

Air power kan koncentreres i tid og rum uden at styrkerne på forhånd samles fysisk i det samme geografiske område. Overvældende koncentration af luftstyrker er det vigtigste princip ved indsættelse af air power.

Præcision

Moderne teknologi har gjort air power i stand til at identificere og følge mål med stor sikkerhed. Nye typer af præcisionsvåben sikrer en høj sandsynlighed for at ramme det udpegede mål. Den kirurgiske effekt fremmer den effektbaserede strategi og risikoen for at udsætte civile eller egne styrker for afledte skadevirkninger (collateral damage) er reduceret væsentligt. Det skal tilføjes, at lys og vejrmæssige forhold ikke længere er en begrænsning for anvendelse af air power.

Penetreringsevne

Air power besidder evnen til med stor overlevelsesevne at kunne penetrere dybt i fjendtligt område, hvor ingen andre har mulighed for det.  Air power kan alternativt indsamle oplysninger fra eller angribe mål i samme område ved på sikker afstand at anvende stand-off teknikker. 

Synlighed

Tilstedeværelse af militær styrke er en demonstration af politisk vilje eller hensigt og synlighed er derfor et værdifuldt instrument i krisestyring. Air power deployeret som krisestyringsredskab vil ved sin blotte tilstedeværelse også kunne spille en psykologisk rolle i forhold til fjendtlige elementer samt lokalbefolkningen.

Overlevelsesevne

Flystyrker overlever dels gennem optimal udnyttelse af terræn og luftrum og dels gennem en række passive og aktive beskyttelsesforanstaltninger som stealth teknologi, elektronisk støj og selvbeskyttelsesmidler. I kombination med princippet om koncentration af styrke muliggør air power en lang række af indsættelsesmuligheder over det meste af konfliktspektret med et minimum af risiko/tab. Lave eller ingen tab er blevet et offentligt og politisk krav til militære operationer i det internationale miljø.

Sammenfattende så udgør air power et meget fleksibelt og effektivt instrument til at inddæmme og kontrollere ustabile regioner samt til at bibringe hurtig humanitær bistand over store afstande. Air power ”køber tid”, air power er let og expeditionary. Det er som tidligere beskrevet gentagne gange bevist, at air power kan spille en afgørende rolle såfremt en konflikt bryder ud i kamphandlinger og at air power kan anvendes med et minimum af tab på alle sider.

 

Nye udfordringer for air power

Med baggrund i hændelserne den 9. september 2001 opstod der nye udfordringer for anvendelsen af air power. Uden at nævne konkrete løsninger[7] skal det skal være påstanden, at air power efter relativt få tilpasninger har etableret en kapacitet til at kunne imødegå denne konkrete trussel i det asymmetriske miljø. Dog skal det erindres, at der her typisk er tale om et nationalt ansvar, der i det udførende og ultimative led alene kan løses med nationale air power kapaciteter og efter nationale procedurer. Men hele problematikken omkring international terrorisme og asymmetri har føjet et nyt aspekt til anvendelsen af air power. Egentlig er problematikken allerede kendt fra OAF, hvor identifikation samt eliminering af små og høj mobile mål var den opgave, der ikke fandtes en umiddelbar teknisk og proceduremæssig løsning på. Grundlæggende udgør små terrorceller en anden side af samme sag. Kan air power medvirke til at løse den opgave?  Formentlig – Der er udviklinger i gang, der inden for en kort årrække teknisk set vil sætte air power i stand til at opsøge og eliminere også den type mål. Men som i alle andre sammenhænge sker det bedst i en joint ramme.

Man kan hævde, at air power generelt befinder sig midt i en udviklingsproces, der kan sammenfattes under overskriften ”Revolution in Military Affairs (RMA)”. Air power er bestemt i front i relation til udvikling inden for Netværksbaserede Operationer, men også andre teknologier under udvikling kan drastisk ændre vilkårene for krigsførelse og for anvendelsen af air power. Større effekt per platform, introduktion af ikke dræbende teknologier er nogle af de vilkår, der kan føre til nye organisationsformer samt ændrede doktriner for anvendelse af air power.

 

Afslutning

Vil air power have samme politiske appeal fremadrettet? Der er intet der tyder på at air power vil miste betydning som politisk instrument. Snarere tværtimod. Air powers iboende egenskaber synes yderligere at blive forstærket af den teknologiske revolution, men samtidig opstår nye trusler. Det skal erindres, at vor tids kriser samt kampen mod terrorisme til stadighed kræver mere fleksibilitet, højt beredskab samt evnen til at samarbejde med alle komponenter i (Total)forsvaret og med koalitionspartnere.

Dagens politisk/militære miljø kræver brug af hele værktøjskassen, nogen gange samlet andre gange hver for sig, men koordineret. Anvendelsen af air power sker mest effektivt når den ansvarlige Air Commander, der per definition er eksperten på anvendelse af den 3. og 4. dimension, side om side med Joint Force Commander på det operative niveau, kan anbefale den bedste anvendelse af air power. I nogle tilfælde kræver det, at Air Commanderen deployerer til operationsområdet sammen med Joint Force Commander. Populært sagt tænker Air Commanderen på det operative niveau, men handler på det taktiske niveau gennem CAOC. Det er bl.a. den tankegang, der ligger bag beslutningen om, at Flyvevåbnet etablerer en Expeditionary Air Staff (EAS). EAS bliver Flyvevåbnets og dermed Forsvarets Center of Exellence vedrørende anvendelse af air power.      

 

Bibliografi

Air Power 21 – Challenges for the new century. Defence studies  (RAF) Ministry of Defence. London 2000.

Donnelly, Thomas. Strategy and Air Power. American Enterprice Institute for Public Research, March 2005.

EURAC Air Power Paper – A European perspective on Air Power. Paris June 2001.

Grant, Rebecca. The Echoes of Anaconda. Air Force Magazine April 2005.

 


[1] Billy Mitchell 1878-1936. Berømt og kontroversiel officer i relation til amerikansk Air Power udvikling.

[2] EURAC – European Air Chiefs´ Conference. Mødeforum for 20 europæiske flyvevåbenchefer oprettet i 1993.

[3] General Foch 1916

[4] Second Smuts Report of 17th August 1917

[5] Det ikke helt korrekt at anvende CAS begrebet I denne sammenhæng. CAS definers normalt som anvendelse af luftstyrker i direkte støtte til landstyrker. Som bekendt var der ingen landstyrker at støtte i Kosovo.

[6] Operation Anaconda, marts 2002, var planlagt som den hidtil største operation med landstyrker i Afghanistans østlige bjergregion mod større grupper af Taliban og Al Qaida krigere.

[7] I visse nationer er oplysninger om konkrete tiltag i relation til imødegåelse af kapring af civile fly med henblik på at begå terrorhandlinger klassificerede.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf

Litteraturliste

Del: