Hvad koster en straffesag i arbejde og penge?

Tiden har desværre medført, at de militære chefer ofte i ret stort omfang må beskæftige sig med straffesager. For underafdelingschefernes vedkommende består arbejdet i afhøring, udfærdigelse af afhøringsrapport og eventuelt at træffe en arbitrær afgørelse, og det koster jo ikke så meget, men mange sager må sendes frem til højere chefers afgørelse, og mange ender i vor tid for retten. Er der den mindste tvivl om skyldspørgsmålet, må dette naturligvis prøves ved retten, men selv om skyldspørgsmålet ligger helt klar, kan også strafudmålingen prøves ved domstolene, og på dette område har soldaten en langt videre mulighed end civile medborgere. En soldat, der af sin chef har fået forelagt en arbitrær afgørelse, kan få denne straf udmålt hele fire gange (af chef, af rettergangschef, af underret og af landsret). Det er meget vidtgående beføjelser, der er tillagt soldaten, og de bliver ikke sjældent udnyttet fuldt ud. Nu er det ikke meningen at gøre spørgsmålet om retfærdigsed til et pengespørgsmål, men også for civile medborgere må afgørelserne standse et sted — man kan jo ikke bringe alle småsager for Højesteret. Men har man mon egentlig tænkt på, hvad selv en lille sag koster i arbejdsindsats og udgifter for statskassen?
En værnepligtig er ulovligt udeblevet fra tjenesten, og straffen er af hans chef ansat til kvarterarrest i 10 dage. Forseelsen er erkendt, og der er intet bevisspørgsmål. Den værnepligtige ønsker imidlertid ikke at modtage denne afgørelse, og så går sagen sin gang — så langt soldaten bestemmer, dog ikke helt til Højesteret — der er trods alt grænser. Lad os prøve at følge denne sag og se, hvad den koster i arbejde og udgifter.

I foranstående eksempel er det ikke så meget de kontante udgifter, der falder i øjnene. Al administration koster jo penge, og alene portoudgifterne er efterhånden en betydelig post. Det er mere iøjnefaldende, hvor mange arbejdstimer der medgår til ekspedition og behandling af en sådan lille sag. Nu kan man hævde, at de med sagen beskæftigede personer er folk, der skal være der alligevel, men ethvert arbejde repræsenterer jo en pengeværdi, idet de pågældende ikke under beskæftigelsen med sagen kan foretage andet dem påhvilende arbejde. Man fornærmer næppe dommere og andre embedsmænd ved skønsmæssigt at ansætte den gennemsnitlige timeværdi til 15 kr. Gennemsnittet er netop i militære straffesager påvirket af, at en del af det rent manuelle arbejde kan udføres af værnepligtige medhjælpere. Opgørelsen kommer derefter til at se således ud:

Af dette beløb skal domfældte i reglen udrede sagsomkostningerne, hvilket i praksis gerne indskrænker sig til forsvarersalæreme (ialt her 230 kr.). I ikke få tilfælde — særlig hvor den pågældende er hjemsendt — viser et sådant beløb sig at være uerholdeligt og kommer således til helt eller delvis at figurere som »boggæld«, som gæld til statskassen. Men selv om salærerne betales, bliver der dog ca. 300 kr. tilbage i omkostninger og arbejde med denne sag af beskedent omfang. I foranstående opgørelse er beløbene holdt i underkanten af, hvad det koster, og mange beløb, såsom for spildtid, transportomkostninger, eftersøgning, telefonudgifter m. v. er så uberegnelige, at man ikke kan fastsætte noget rimeligt beløb derfor, og de er derfor ikke medtaget. Det spørgsmål vil måske derefter blive stillet: Er en borgerlig straffesag dyrere eller billigere? Der er næppe tvivl om, at en bogerlig statsadvokatsag, udregnet på samme måde, vil vise sig at være langt dyrere, idet der selv i mindre tyverisager gerne skal foretages omfattende efterforskning og indhentes udtalelser fra forsorgsmyndigheder, erklæringer fra rigsregistraturen, foretages økonomiske afhøringer o. s. v., altsammen noget, der koster arbejdstimer, papir og porto. Og arbejdstimerne må ganske givet blive dyrere, fordi selv det rent manuelle arbejde må udføres af tjenestemænd og ikke af den billigere værnepligtige medhjælp.

I det givne eksempel har en værnepligtig kun udøvet de beføjelser, der er givet ham, og ingen militær myndighed kan spare nogle af de udgifter, der derved pålægges statskassen, idet de pågældende handlinger alle er foreskrevet i retsplejeloven. Man kan sige, at det, hvor der som her kun er tale om at få prøvet strafudmålingen, er meget vidtgående beføjelser, der er givet soldaten, og det er vistnok rigtigt. Særdeles ofte er en soldats udøvelse af disse beføjelser i virkeligheden slet ikke dikteret af, at han finder den ham pålagte straf for streng, men af ønsket om at få sagen trukket ud for derved at undgå strafafsoning på et for ham ubelejligt tidspunkt, for at undgå den eftertjeneste eller hjemsendelse på grund af straf, som kan følge med forseelsen, eller for ved pådømmelse efter hjemsendelsen at opnå en strafart, der ikke var hjemlet i gerningsøjeblikket. Dette er jo ikke ankegrunde, der er hjemlede i retsplejeloven, men de optræder særdeles ofte camoufleret som en prøvelse af strafudmålingen.

At de værnepligtige ikke i realiteten er misfornøjede med deres chefers arbitrære afgørelser, synes at fremgå deraf, at i de tilfælde, hvor sagens indbringelse for domstolene i medfør af M.R. § 61, stk. 2 og 4, er afskåret (skibe på togt, ved afdelinger i udlandet eller i Grønland), og hvor sagen i stedet kan gøres til genstand for klage, bliver der faktisk aldrig klaget. Soldaten er fuldt ud klar over, at hans chefers afgørelser ligger i underkanten af strafferammen.

Er der den mindste tvivl om et skyldspørgsmål, har soldaten som alle andre borgere ret til at få spørgsmålet afgjort af en dommer, uanset hvor lille sagen er, og han har også ret til i almindelighed at få sin straf udmålt af en dommer, men spørgsmålet er, om mere vidtgående beføjelser egentlig er rimelige i mindre disciplinære sager, hvor skyldspørgsmålet ligger klart og er erkendt af den pågældende.
For en almindelig betragtning synes det ikke absolut påkrævet, at man efter en domstolsafgørelse skal have tre landsdommere til påny (måske for fjerde gang) at overveje, om de i eksemplet nævnte 10 dages kvarterarrest er passende eller eventuelt skal være 8 eller måske 12 dage. Det synes at ligge ikke så lidt under de problemer, man ellers forelægger vore landsretter til afgørelse. Men det er soldaten, der bestemmer det, og den endelige afgørelse må så vente de 3— 4 måneder, det tager at køre sagen hele turen igennem. Og mon det er nødvendigt at belaste vore domstole med de rene bagatelsager, såsom forsildemøder, beruselse, kasemeuorden m. v. Mon rettergangschefens afgørelse under medvirken af auditøren ikke skulle være tilstrækkeligt betryggende, hvor straffen faktisk kun er et udvidet disciplinarmiddel, og når retten til straffri klage jo ligesom efter M.R. § 61, stk. 4, stadig består? Man kunne sikkert uden at gå soldatens retsstilling for nær forenkle hans beføjelser lidt og derved undgå, at de bruges til formål, der ikke har med selve strafudmålingen at gøre. Man kunne derved spare arbejde — og dermed penge, og vore overbelastede domstole kunne få bedre tid til behandling af de mange andre sager, der i vor tid må afgøres ved retten.

S. Wahlstrøm.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon hvad_koster_en_straffesag_i_arbejde_og_penge.pdf

 

Litteraturliste

Del: