Hvad er strategi?

Ordet strategi er af græsk oprindelse og sammensat af stratos = hær og agein = føre. Det betegnede oprindeligt den virksomhed, der udøvedes af hærførerne i det antikke Grækenlands bystater, der benævntes strateger. Med det græske bystats-systems sammenbrud gled ordet ind i ubemær- ketheden, og der gik mange århundreder, før det igen blev almindelig brugt. Men samtidig med at krigens form og politiske natur ændrede sig, ændrede også ordet indholdsmæssig betydning. I det 17. årh. betegnede strategi alle de i forbindelse med den overordnede militære ledelse af krigen forbundne problemer. Altså et sammenfattende udtryk for al militær aktivitet lige fra troppernes tilvejebringelse, udrustning og uddannelse til deres anvendelse i krig.

I det 17. årh.’s slutning ser vi tilløb til opdeling af hærene i afbalancerede enheder, kaldet divisioner, og under revolutions- og napoleonstiden voksede hærene - som følge af indførelse af den almindelige værnepligt - til sådanne størrelser, at en sådan opdeling var både naturlig og nødvendig. I stedet for en samlet styrke under en hærførers kommando måtte hæren rykke frem i ofte vidt adskilte kolonner. Koordinationen af disse marcher, således at hæren kunne samle maksimal styrke på det afgørende tidspunkt og sted, blev nu et væsentligt problem for hærføreren. Strategi kom som en konsekvens heraf til at betyde ledelsen af en hærs bevægelser frem til slagmarken. Napoleon brugte ikke selv ordet strategi, men talte i stedet om »den store taktik«. 

Det blev denne periodes to store fortolkere, schweizeren Jomini og prøjseren Clausewitz, som præciserede ordet strategi’s indhold. Jomini definerede strategi som kunsten at føre hærene på krigsskuepladsen i videre forstand, d.v.s. i hele operationsområdet. Altså kunsten at samordne de vidt adskilte hærenheders marcher, således at hæren kunne samle maksimal styrke på afgørende tidspunkt og sted. I modsætning hertil var taktik for Jomini kunsten at føre tropperne på selve valpladsen. Clausewitz anvender en lignende terminologi, idet han betegner strategi som fægtningernes, d.v.s. operationernes, brug i krigens øjemed, og taktikken som stridskræfternes brug på slagmarken. Disse to definitioner, der i virkeligheden er identiske, trådte endnu tydeligere frem, da jernbanerne med dampkraftens tilkomst i det 19. årh. muliggjorde hurtige forskydninger af store troppestyrker over lange afstande.

I tidens løb har talrige teoretikere og praktikere forsøgt sig med definitioner, men selv om formuleringerne har varieret, har de i deres substans været identiske. Hovedindholdet af dem alle har været, at det er med taktikken, man vinder det enkelte slag, medens det er med strategien, man vinder krigen. Taktik er føring i slaget, strategi ledelsen af krigen. Strategi er altså betegnelse for den virksomhed, der omfatter en planmæssig måde at anvende sine midler på for at nå det fastsatte mål. Man må her mærke sig, at i hele dette spørgsmål om, hvor taktikken hører op, og hvor strategien begynder, er det alene den militære strategi, der er tale om. Denne diskussion kompliceredes iøvrigt ved, at der også dukkede et begreb op, som man benævnte operationer. Det var et begreb, som indførtes af den ældre Moltke, medens han var chef for den preussiske store generalstab, for at han kunne få et sagsområde for sig selv, som Bismarck ikke skulle blande sig i!

Fra den amerikanske borgerkrig, som man plejer at betegne som den første totale krig i nyere tid, har krige fået en anden karakter end de havde i perioden forud herfor. Med rådigheden over folkehære og med de politiske mål for disses anvendelse er hele samfundet og alle dets funktioner blevet inddraget i eller direkte påvirket af krigsførelsen. Begrebet strategi har hermed fået en langt mere omfattende betydning. Til dets rent militære indhold kommer nu også anvendelse af økonomiske, psykologiske og først og fremmest politiske midler. Alle nøje forbundne og afstemt efter hverandre. Marx’ og Engels’ social-revolutionære doktriner tilførte krigsførelsen afgørende nye momenter. Til den hidtidige væbnede konflikt mellem stater indbyrdes kom nu også på tværs af statsgrænser bestræbelser for at nedbryde den eksisterende magtfordeling ikke alene gennem voldelig magtanvendelse, men også ved udnyttelse af andre midler, og endda med vægt på disse andre midlers anvendelse. Hovedindsatsen i denne sociale krigsførelse er ikke af egentlig militær art. Ifølge Lenin er den sundeste strategi at udskyde militære operationer, indtil den moralske opløsning hos modstanderen gør et dødeligt stød muligt og let. Denne formulering er på ingen måde original; den findes allerede hos den kinesiske hærfører Sun Tzu, der 500 f.Kr. skrev en bog om krigskunsten.

Det er den samme grundtese, som i særlig grad interesserede den engelske militærskribent captain B. H. Liddell Hart, der betegnede den som »The Strategy of The Indirect Approach”. Liddell Harts grundtese kan kort formuleres således: Det gælder om at tilrettelægge strategien, således at man når de mål, man sætter sig, med mindst mulige omkostninger. De største omkostninger, en nation kan betale for sine nationale aspirationer, er de, der betales gennem en voldelig konflikt. En sådan bør derfor undgås. Viser det sig imidlertid uundgåeligt, bør ens stræben rettes mod først at levere slag, når modstanderen psykisk og fysisk er bragt sådan ud af balance, at han er moden til underkastelse. Liddell Hart udtrykker det således: »I ethvert felttog er den sundeste strategi at udsætte slaget og den sundeste taktik at udsætte angrebet, indtil afgørelsen er muliggjort ved, at modstanderen er moralsk bragt ud af balance«.

Den franske general André Beaufre opfatter strategi som en metode for tænkning, der tillader at klassificere og prioritere begivenheder for derefter at kunne vælge de mest effektive fremgangsmåder til opnåelse af politiske mål. I sin analyse, »Introduction å la Stratégie«, opstiller han skalaen af rådige midler, der kan bringes i anvendelse, en skala der rækker fra kernevåben over trussel om anvendelse af militær magt, diplomatisk pres og propaganda til forhandling om handelsaftaler. Disse midlers anvendelse sammenstiller Beaufre iøvrigt i fem grundlæggende modeller1. Afgørende i denne forbindelse er imidlertid, at med en sådan mangfoldighed af midler er det nødvendigt, at der sker en koordineret planlægning af deres rette anvendelse. Med henblik på at skabe et hensigtsmæssigt arbejdsredskab under den krævede klassificerings- og prioriteringsproces klargør Beaufre derfor de grundlæggende begreber i strategien, deres rangfølge, sammenhænge og vekselvirkninger med følgende diagram2

 

 

Den metodiske klassificerings- og prioriteringsproces foregår altså, ifølge Beaufre, dels på forskellige niveauer i et samfundsmæssigt hieraki, hvis top udgøres af fastlæggelse af de politiske langtidsmål, dels inden for den pgl. magtkorporations (stats) forskellige aktivitetsområder: militære, økonomiske og politiske. I konsekvens heraf er man nu yderligere i stand til at sammenstille endnu et diagram til illustration af såvel den horisontale som den vertikale opdeling af strategibegrebet. Inden for denne sammenhængende strategiske pyramide vil man i overensstemmelse med det totale mål kunne formulere, vælge mellem og anvende netop det eller de midler og metoder, som i den givne situation fører til det ønskede resultat.
 
Den metodiske klassificerings- og prioriteringsproces tager - som vi har set - sit udgangspunkt i en målfastlæggelse, en klarlæggelse af det, man ønsker at nå. Fastlæggelse af målet er et logisk første skridt, der imidlertid må kunne gøres til genstand for evt. revision i overensstemmelse med analysen af andre i processen indgående faktorer. Det, at nå et fastlagt mål, kræver anvendelse af flere eller færre midler, der må tilvejebringes fra det arsenal af ressourcer, man råder over. Måske vil indsættelse af alle rådige ressourcer være nødvendig, måske er det netop som følge af ressourcernes begrænsede omfang nødvendigt at justere målet. Tidsrammen, inden for hvilket målet søges nået, spiller en rolle dels for målets omfang og karakter, dels for prioritering og forbrug af resourcer. Også i denne sammenhæng kan der opstå behov for justeringer i overensstemmelse med analysens resultater.
 
 
 
Endelig spiller det miljø, omfattende såvel ydre som indre omstændigheder, i hvilket målet søges nået, afgørende ind i processen.
Klassificerings- og prioriteringsprocessen er således den virksomhed, som omfatter afstemning af variabierne: mål, ressourcer, miljø og tid i forhold til hverandre. Denne afstemning foregår såvel horisontalt som vertikalt inden for den strategiske pyramides rammer ved en gensidig udveksling af ønsker, behov og kapaciteter.
Resultatet af denne proces er en eller flere strategier, d.v.s. måder, på hvilke givne ressourcer kan anvendes til opnåelse af fastlagte mål under givne omstændigheder.
Dette kan illustreres ved følgende diagram, hvor pilene angiver flere mulige strategier:
 
På dette grundlag er det herefter muligt at formulere følgende generelle definition på begrebet strategi:
 
 
Definitionens generelle karakter gør den anvendelig i flere sammenhænge og på forskellige niveauer. Såfremt den anvendes på et bestemt niveau eller i en specifik sammenhæng, er det derfor nødvendigt at klargøre såvel niveau som sammenhæng. Iøvrigt vil man kunne møde et utal af definitioner på termen strategi, og de vil variere i overensstemmelse med den vægt, pgl. forfatter ønsker at give det ene eller det andet aspekt. I »Strategic Terminology«, der i 1966 så dagens lys som resultat af et årelangt kommissionsarbejde ved »Instituttet for internationale Studier« i Geneve, defineres strategi i betydningen totalstrategi således: »Systematisk udvikling og anvendelse af national magt, indbefattet militær magt i fred og krig, til sikring af nationale mål imod modstandere i det internationale miljø.« 
 

 

Noter
1. For en nærmere omtale heraf se K. Y. Nielsen: Fransk strategisk tænkning i Militært tidsskrift, årg . 1966, p. 141-150.
2. Jfr. G. K. Kristensen: En fransk generals synspunkter i Militært tidsskrift, årg. 1968, p. 8-20

 
 
 
PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: