Humanitær folkeret under væbnede konflikter

Oberstløjtnant V. K. Sørensen afslutter med denne artikel gennemgangen af folkeretlige problemer.

Den 12. august 1949 blev det, man normalt omtaler som Genéve-konven- tioneme eller Røde Kors-konventionerne, undertegnet i Genéve af 60 lande, heriblandt Danmark. Det er de fire konventioner, der omhandler : Beskyttelse af syge og sårede i hæren; beskyttelse af syge og sårede i flåden; beskyttelse af krigsfanger og beskyttelse af civilbefolkningen. De tre første konventioner havde tidligere været genstand for folkeretlig regulering, den fjerde og sidste konvention om beskyttelse af civilbefolkningen var ny. Det var erfaringerne fra den anden verdenskrig, der gav anledning hertil. I den første verdenskrig var der »kun« 10 % faldne blandt de civile. I den anden verdenskrig var dette tal steget til mindst 50 %, og man ønskede under eventuelle fremtidige krige at søge at skåne civilbefolkningen mere og mest muligt mod vilkårlige overgreb. Derfor blev angreb på sygehuse, medicinsk personel og transporter forbudt. Gidseltagning blev forbudt, tortur blev forbudt, ligesom moralsk og psykisk tvang blev forbudt.

Men Genéve-konventionemes egentlige anvendelsesområde, de internationale konflikter, fik efterhånden mindre betydning, og de interne konflikter blev hyppigere og mere udbredte, og her stod Den Internationale Røde Kors Komité, der er placeret i Genéve, uden juridiske muligheder for at kræve en human behandling af konflikternes ofre. Røde Kors var i realiteten magtesløs. Det gjaldt under borgerkrigen i Kina, de blodige oprør i Indonesien og på Philippineme, de mange befrielseskampe i Afrika og i Asien, i Biafra-Nigeria, krigen i Nordirland, krigen i Kurdistan og krigene i Indokina. Mindre end 25 år efter deres vedtagelse viste Genéve-konventioneme sig utilstrækkelige som folkeretlige regler for beskyttelse af individet under krigsforhold. Således rummer folkeretten så godt som ingen almindeligt accepterede regler for luftkrigsførelsen, en mangel, der kan få et særligt perspektiv i dag, da også atomkraftværker kan blive bombemål. Men især rummer krigens love så godt som ingen regler for interne væbnede konflikter, borgerkrige eller andre former for væbnede interne konflikter. Skillelinien for Genéve-konventionemes anvendelse går mellem den interne og den internationale konflikt, en skillelinie, der gør det muligt for den til enhver tid siddende regering at sætte »oprørerne« i bås med kriminelle forbrydere, hvorfor det vil være muligt at tage statens egne straffelovsbestemmelser i anvendelse uden at være forpligtet af folkeretten. Oprørerne - et ofte vanskeligt definerligt begreb - vil derimod kræve den beskyttelse, som krigens love yder deltagerne i en international konflikt, da de på ingen måde anser sig for at være kriminelle lovovertrædere.

Det er på denne baggrund, at Den Internationale Røde Kors Komité, der i sin tid har fået tillagt en særlig status og særlige funktioner ved folkeretlige regler om krigsførelse, på grundlag af to regeringsekspert- konferencer i Genéve i 1971 og 1972 har udarbejdet udkast til to tillægsprotokoller til Genéve-konventionerne af 1949. En diplomatisk konference i Genéve med repræsentanter fra 126 stater, tillige med observatører fra 14 nationale frihedsbevægelser samt fra 35 internationale og ikke-guver- nementale organisationer blev afholdt i foråret 1974 til drøftelse af de to protokoludkast. Efter stærkt pres fra u-landenes side vedtog man, at befrielseskrige i koloniområder mod fremmedokkupation eller mod racistiske regimer skal anses for internationale efter gældende regler og efter det ny protokoludkast I og dermed f.eks. yde en tilfangetagen frihedskæmper beskyttelse som krigsfange, så han bl. a. ikke kan idømmes dødsstraf blot for at have deltaget i den væbnede konflikt. Det er imidlertid en vedtagelse som ikke ganske følger det gensidighedsprincip mellem parterne, som er naturligt i mange retsforhold, også i forbindelse med krigsregleme, idet de nationale frihedsbevægelser, partisanorganisationer o. lign. sjældent føler sig bundet af folkerettens regler og jævnligt krænker disse gennem flybortførelser, gidseltagning og gidseldrab som led i modstandsbevægelsernes kampmidler eller -metoder.

Konferencen, der ikke nåede til enighed i 1974, blev fortsat i Genéve i foråret 1975. Her enedes man bl. a. om, at interne konflikter, der udkæmpes mellem en stats væbnede styrker og oprørsstyrker, nyder folkeretlig beskyttelse, når disse styrker er under ansvarlig kommando og besidder en vis del af den pågældende stats territorium. Efter disse regler vil borgerkrigen i Irland og palæstinensernes kamp mod Israel falde uden for reglerne, da disse modstandsbevægelser ikke besidder en del af deres lands territorium, mens kurder-konflikten, Biafra-krigen og alle krigene i Indokina hører ind under reglerne og disses retsbeskyttelse. Der blev også vedtaget en del artikler, der skulle tjene til en humanisering af krigen og give et retsgrundlag for en mere human behandling af krigens ofre såvel i internationale som i interne konflikter, som f. eks.

- forbud mod fladebombardementer, der rammer civile og militære i flæng, og som under den anden verdenskrig lagde de store tyske byer i ruiner,
- forbud mod at bruge udsultning som våben gennem ødelæggelse af f.eks. levnedsmiddellagre, drikkevandsforsyninger og overris- lingsanlæg,
- forbud mod tvangsforflytning af civilbefolkningen under borger« krig,
- udvidet beskyttelse til syge og sårede, både civile og militære. F. eks. forbydes lægelige eksperimenter med dem, og de må ikke benyttes som donorer ved transplantation af organer, og endelig
-udvidet beskyttelse til ambulancetransporter; f.eks. skal civilforsvarets ambulancer forsynes med Røde Kors-mærket.
 
Spørgsmålet om begrænsninger i eller forbud mod anvendelse af visse konventionelle våben, der forårsager unødige lidelser, eller som rammer i flæng, har indtaget en central plads under drøftelserne. Interessen har særlig koncentreret sig om napalm og andre brandvåben, fragmentations- bomber, småkalibrede projektiler (højhastighedsvåben), forsinkelsesvå- ben og perfide våben. Man tilsigter på dette område en udbygning af de allerede eksisterende forbud mod anvendelse af særlige våben som dum- dum-kugler, gas og andre kemiske eller bakteriologiske våben. Da man i foråret 1975 imidlertid ikke nåede til vejs ende med behandling og vedtagelse af ca. 140 artikler, så er der planlagt en tredie - og formentlig sidste - session af konferencen i tiden 21. april-11. juni 1976. Her vil også spørgsmålet om civilforsvarets beskyttelse blive behandlet, idet man i en række artikler vil søge at sikre civilforsvaret en forbedret beskyttelse i krig.
 
Civilforsvarets særlige problemer
Den personlige beskyttelse af civilforsvarets personel er i forvejen omfattet af den beskyttelse, som alle civile har. Men man vil søge at sikre, at civilforsvarets enheder kan arbejde uhindret i kampzoner, og at de under okkupation kan fortsætte deres virksomhed. For at gøre civilforsvarets personel, køretøjer og bygninger let kendelige er der derfor fremsat forslag om afmærkning med et særligt CF-mærke. Der er fra dansk side foreslået en blå trekant på orange baggrund, og der er videre foreslået, at personellet under indsats bærer orange overtræksskjorte med blå trekant på både bryst og ryg. Det er desuden foreslået, at personellet forsynes med et identitetskort, der bekræfter indehaverens tilhør til civilforsvaret.
 
I et stort antal lande har man i de sidste 20-25 år set civilforsvarsorganisationer vokse frem, enten med udgangspunkt i erfaringerne fra den anden verdenskrig og med det formål at skabe beskyttelse af den civile befolkning under væbnede konflikter eller som forsøg på at skabe det mest effektive værn mod naturkatastrofer. Endelig har man i visse tilfælde søgt at samle og udbygge samfundets katastrofepotentiel i een enkelt organisation til værn mod enhver fare for katastrofer, hvadenten disse måtte være naturkatastrofer, alvorlige ulykker i det moderne teknisk komplicerede samfund eller væbnede konflikter eller egentlige krige. Civilforsvarets organisation og struktur varierer derfor stærkt fra land til land. I de fleste lande er organisationen rent civil, i nogle lande udgør den - helt eller delvis - en del af de militære styrker.
 
Civilforsvaret henhører derfor i nogle lande under forsvarsministeriet, men som et rent civilt organ. I andre lande er civilforsvaret opbygget som en selvstændig organisation til supplering af bestående fredsmæssige organisationer som brandvæsen, tekniske tjenester o. lign. Civilforsvaret kan også blot være en samlet betegnelse for en række bestående fredsmæssige organisationer, der hver for sig udbygges med henblik på de mere omfattende opgaver under krig. Endelig er opbygningen i nogle lande så løs, at man ikke med sikkerhed kan tale om en egentlig organisation. Personellet er nogle steder helt eller delvis uniformeret, andre steder ikke. Sluttelig begrunder geografiske og topografiske forskelle fra land til land betydelige variationer i organisationen; også forskelle i den administrative struktur, i fordelingen af by- og landområder, befolkningstæthed m. v. spiller her ind. 
 
De enkelte landes nationale civilforsvar har således højst forskellige formål. Derfor lægger nogle lande vægt på civilforsvarets placering i et samlet forsvarsbillede, et totalforsvar, mens andre lande understreger, at civilforsvaret kun må have rent humanistiske opgaver og hverken direkte eller indirekte må medvirke i landets samlede forsvarsanstrengelser. Endelig er der lande, der går ind for en afbalanceret mellemstilling mellem disse yderpunkter. Det er alt dette, der skaber komplikationer, når man nu vil søge at tillægge civilforsvaret en særlig status i international ret ved bestemmelser i en protokol, der skal kunne gælde for samtlige lande. Alligevel synes der nu enighed om det ønskelige i, at civilforsvarets beskyttelse i international ret bliver lagt fast i forbindelse med de øvrige forsøg på at udvikle den humanitære ret.
 
På nuværende tidspunkt synes der opnået enighed om, at de civilfor- svarsaktiviteter, der bør beskyttes i international ret, udelukkende bør være af humanitær karakter, d.v.s. omfatte redning af menneskeliv, afbødning af menneskelige lidelser og sikring af civilbefolkningens overleven under krig. Civilforsvarsenheder kan således ikke have kampopgaver eller tage del i væbnet kamp. Det må være civilt, også i de lande hvor det måtte sortere under et militært ministerium. Dette medfører ikke, at civilforsvaret f. eks. ved større katastrofer ikke skulle kunne modtage hjælp fra militære enheder, uden dermed at blive kompromitteret som humanitær hjælpeorganisation.
 
En række grænsetilfælde har været drøftet, f. eks. slukning af brande på militære områder. Her synes at gøre sig den opfattelse gældende, at civilforsvarets personels deltagelse i samfundets almindelige forsvarsberedskab på linie med f. eks. industriens civile arbejdere ikke burde influere på civilforsvarets beskyttelsesstatus. Endelig har spørgsmålet om civilforsvarets eventuelle bevæbning været drøftet, og det synes at stå klart, at en bevæbning af humanitære enheder til selvforsvar eller til opretholdelse af ro og orden er fuldt ud lovlig og vil kunne accepteres. Civilforsvaret synes således nu omsider på vej til at få en efter international ret gældende kvalificeret beskyttelse til at udføre sit humanitære hverv, og man synes nu på vej til at fastsætte klare bestemmelser for, hvorledes de således beskyttede personer, bygninger, materiel og transportmidler kan og skal identificeres. Der gør sig derfor en vis optimisme gældende for, at man i 1976 vil kunne afslutte hele dette omfattende arbejde, der er et yderligere led i bestræbelserne for at humanisere krigsførelsen. Et arbejde, der selv i en usikker verden, som den ser ud i dag, ikke må underkendes. Et arbejde, der går langsomt fremad. Men det går fremad! I et iøvrigt sikkerhedspolitisk broget billede bør det ikke glemmes, at vi inden for de sidste 10-15 år har set en række skridt i denne retning: Aftalen om forbud mod atomforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet (1963), forbud mod at bringe kernevåben i kredsløb omkring jorden eller anbringe dem i det ydre rum (1967), forbud mod spredning af kernevåben (1968), aftalen om demilitarisering af havbunden (1971) og aftalen om forbud mod biologiske våben (1972).
 
Oplysning om folkerettens bestemmelser
Men - at folkerettens bestemmelser bliver efterlevede, beror i høj grad på, at disse bestemmelser er kendte! Derfor er det også i Genéve-konven- tioneme af 1949 pålagt alle stater, der har ratificeret konventionerne, at sørge for, at give oplysning om bestemmelserne og at meddele dem til alle, de berører. Der skal finde undervisning sted i folkeret for alt personel i de pågældende landes væbnede styrker samt personel iøvrigt inden for totalforsvaret, der kan blive stillet over for folkeretlige problemer under neutralitet, krig eller okkupation. Da det er et omfattende og ganske vanskeligt emne, må der naturligvis tages skyldigt hensyn til de forskellige kundskabsniveauer.
 
Det afsnit om krigens love, der findes i de respektive værns grundbøger for menige og orlogsgaster, og som genfindes i grundbogen for CF- korpsets menige, synes ganske godt at dække sit formål, men må formentlig allerede i løbet af 1976 revideres på grundlag af den udvikling, der er sket og som synes på vej til at ske. Til brug for lærerne i faget, til stabsbrug på højere plan synes der imidlertid at være en klar mangel på en håndbog, der samler de mange spredte bestemmelser, og som gennem fyldige kommentarer kunne uddybe de undertiden temmelig kryptiske bestemmelser, der ofte kræver juridisk uddannelse og særlig folkeretlig indsigt for at kunne forstås og tolkes på rette måde. Såfremt der ikke allerede er kvalificerede folk i gang med dette arbejde, så synes tiden nu inde til at påbegynde det! 
 
 
 
Litteraturliste
Civilforsvarets beskyttelse i international humanitær ret, Erik Schultz, korps-nyt nr. 6/73 og 1/74.
Civilforsvaret - en orientering, Civilforsvarsstyrelsen 1968.
Grundbog for CF-korpsets menige, Civilforsvarsstyrelsen 1975.
Genfer Abkommen in Bild und Wort. Herausgegeben vom Bundesministerium fiir Verteidigung. Unterabteiling Recht, 1938.
Land-, Luft- und See-Kriegsrecht in Wort und Bild. Herausgegeben vom Bundesministerium fiir Verteidigung. Unterabteiling Recht, 1960.
Humanitær folkeret under væbnede konflikter, Udenrigsministeriets Retsafdeling 1975. Krigens love, Grundbøgerne for forsvarets menige/orlogsgaster.
Handbok i folkratt under neutralitet och krig, Stig Jagerskiold och Torgil Wulff, __Almanna Forlaget, Stockholm 1971.
Folkratt i krig, Justitiedepartementet, Stockholm.
Krigsfånge. Anvisningar for upptradende i krigsfångenskap, Overbefalhavaren 1972.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_105_aargang_jan-feb.pdf

 

Litteraturliste

Del: