House of War. The Pentagon and the Disastrous Rise of American Power

“House of War. The Pentagon and the Disastrous Rise of American Power” af James Carroll. Udgivet af Houghton Mifflin Company, New York, 2006. 600 sider illustreret.  ISBN 13: 978-0-618-18780-5. Pris: US$ 30.

Foto: Waterstones.com

Gang på gang blev reduktioner af materiel og personel, besparelser og neddroslinger af opgaver m. v. undgået i årene efter Den anden Verdenskrig. Det skete så at sig på målstregen på grund af pludselige ændringer i den sikkerhedspolitiske arena, for eksempel ved Berlinkrisen i 1948 og ved Koreakrigens start i 1950, med det resultat, at Pentagons voksende indflydelse på udenrigspolitikken blev uafvendelig, og skrækkampagner blev iværksat for at sikre, at de amerikanske vælgere accepterede nødvendigheden af udvidelser af de militære budgetter.

Forfatterens far, der oprindeligt arbejdede for FBI, blev overført til det amerikanske flyvevåben for at opbygge en “counterintelligence service” (kontraefterretningstjeneste) indenfor USA for at sikre, at blandt andet atomhemmeligheder ikke faldt i hænderne på “de forkerte”, naturligvis dengang i princippet Sovjetunionen og dens mulige agenter, dvs. alle der ikke var “sande “ patrioter.  Senere blev faderen, der endte som generalløjtnant, udpeget af forsvarsminister McNamara til at opbygge DIA (Defense Intelligence Agency), den amerikanske forsvarsministers efterretningstjeneste. Behovet herfor var opstået, fordi de respektive værns efterretningstjenester var komplet utroværdige i deres bedømmelser af truslerne mod USA. De leverede det, som deres værnschef ønskede, nemlig vurderinger, der tjente til fortsat udbygning at det pågældende værn.

I tiårsalderen var forfatteren ofte på besøg med faderen i Pentagon på lørdage, når uopsætteligt arbejde blev udført, og han dannede sig derved sit eget billede og sin egen forståelse af denne, verdens største bygning, hvordan den fungerede, og hvorledes dens interne “liv” fungerede.  Senere blev han mere kritisk overfor Amerikas fortsatte militære opbygning, og han deltog blandt andet i den store demonstration i Washington D.C. i oktober 1967 imod Vietnamkrigen og denne demonstrations udløber, der fandt sted foran Pentagon.  Efter college uddannede han sig som katolsk præst, men efter nogle få år opgav han præstegerningen og blev journalist.  Han arbejdede hovedsageligt i Boston, hvor han nu er “pundit” (lærd indisk vismand, red.) på avisen Boston Globe.  Han har også, udover denne bog, skrevet en række noveller og faglitterære bøger.

Hans påstand i denne bog om Pentagon er, at efterkrigstidens amerikanske vælgere blev manipuleret til at tro på, “at russerne kommer” i en sådan grad, at det meget omtalte militær-industrielle kompleks (Eisenhowers tale fra 1961) florerede. Resultatet heraf var, at det amerikanske forsvar fik tildelt skattepenge i nærmest uhørt grad og dermed magt til i samarbejde med politikerne i Kongressen at opbygge et overordentligt stort (og i høj grad fuldstændig unødvendigt) militærapparat, der bl.a. medførte, at U.S.A. i 1980’erne besad over 75.000 atomvåben og et tilsvarende meget omfattende leveringsapparat (bombefly, skibe, atomubåde og missiler).  Hans synspunkt er videre, at præsident Truman i virkeligheden ikke havde noget valg, da han beordrede atombomben anvendt over Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Pentagon sad på al den information, der blev præsenteret som relevant for denne beslutning og tegnede det billede, vi alle kender: De mange amerikanske GI’s som ville dø, hvis man skulle gøre landgang i Japan og vinde krigen på Japansk jord. Pentagons synspunkt på atombomben er et andet vigtigt emne, der behandles. Mange af de i ”Manhattan projektet” (udviklingen af atombomben) deltagende videnskabsmænd ønskede ikke, at bomben blev benyttet eller senere brugt som trussel mod en modpart (for eksempel i Korea). Pentagon lod imidlertid forstå, at et A-våben blot var et andet våben i arsenalet, der kunne anvendes, når det var taktisk/operativt hensigtsmæssigt.  Omtalt er også forsvarsminister H. L.  Stimsons forsøg på i 1945 at gennemføre en politik, som ville dele A-bombe-hemmelighederne med russerne og derved undgå et allerede på det tidspunkt forudsigeligt våbenkapløb. Eisenhower var også imod anvendelsen af atombomben mod Japan.  At Truman i forbindelse med Koreakrigen sagde nej til anvendelsen af A-våbnet tjener til hans ære, men generalerne i Pentagon var rasende. Specielt general i flyvevåbnet, Curtis LeMay, som var en af fortalerne for, at fremtidige krige kunne afgøres ved bombning fra luften, og at man naturligvis måtte have A-våbnet til rådighed. Forfatterens argumenter leder ham til at konkludere, at kontrol med A-våben og nedrustning kunne være sket mange år før, det faktisk fandt sted. Endvidere at Pentagon modsatte sig sådanne ideer, ikke mindst fordi man bekymrede sig om, hvor magten over udenrigspolitikken ville forsvinde hen, hvis de unøjagtige og ofte overdrevne påstande om trusler mod amerikansk sikkerhed ikke blev fulgt op ved nye udgifter til militæret. Endelig ville Pentagons magt over kongressen derved blive reduceret. Det er på den anden side uomtvisteligt, at opbygningen af USAs militær- og våbenhjælp til venligtsindede lande i 1950’erne og 1960’erne var stærkt medvirkende til det enorme opsving i den amerikanske økonomi i samme periode.

Forfatteren går på sin egen facon gennem de væsentligste problemer for amerikansk udenrigspolitik i årene, hvor den kolde krig var styrende, og senere da Gorbachov nedlagde Sovjetunionen, og USA pludselig befandt sig i et “trusselstomrum”.  Alt for ofte, siger han, støttede den siddende præsident sig til Pentagon i stedet for at tage initiativer, der kunne have medført, at en mere fredelig verden kunne have været resultatet.  Et eksempel på undtagelsen er også omtalt: Cuba krisen i 1962, hvor Kennedy modsatte sig militære provokationer og direkte magtanvendelse - og derved undgik, at sagen førte til en mulig atomkrig med Sovjetunionen.

Bogen igennem vender forfatteren tilbage til sine egne skiftende følelser for bygningen og institutionen Pentagon, og fra tid til anden spiller han også på datoer eller kortere tidsperioder. For eksempel: Pentagon blev indviet i den samme uge i januar 1943, som F.D.R. (præsident F. D. Roosevelt, red.) udstedte sit ultimatum om “unconditional surrender” ved mødet i Casablanca, og daværende oberst i flyvevåbnet, Curtis LeMay, gennemførte den første tæppe-bombning af Nazityskland med dusinvis af B-17 bombefly.  Dette sidste som udtryk for en ny filosofi, nemlig at sådanne bombninger ville medføre, at “fjenden”, specielt civilbefolkningen, taber modet og vender sig mod krigen.  Mange både samtidige og senere undersøgelser har påvist, at dette ikke var tilfældet, og at angreb mod ikke militære mål altid har vist sige at modvirke den angribende parts egentlige mål, at forkorte eller afslutte krigen til sin egen fordel.

Han omtaler også Pentagon, som huset i splid med sig selv. Der var mange interne “krige” mellem forsvarets forskellige værn eller intriger i det enkelte værn om nye våbensystemer. Som eksempler kan nævnes flyvevåbnets forsøg på at “monopolisere” A-våbnet, først med bombefly, senere med såvel missiler som bombefly (B-52), og flådens kamp for at bevare hangarskibene og senere kampen for at få atombevæbning på ubådene som en del af den strategiske trussel. Eller de såkaldte “taktiske” atomvåben til affyring fra hærens kanoner og kampvogne. Det er også i dag svært at se, hvordan sådanne våben skulle kunne bruges med fordel for en selv, men produceret blev de, i hobetal, formentlig alene til fordel for våbenindustrien!

Forfatteren dækker perioden fra 1942/43 til 2006 og slutter med at konstatere, at den omstændighed, at Pentagon efter Den anden Verdenskrig “satte sig” på den amerikanske “National Security Organization” medførte, at sikkerhed for den amerikanske befolkning ofte ikke var centralt placeret, når afgørelser blev truffet, ofte fordi efterretningsvirksomheden hele tiden var styret mod det værst tænkelige. Pentagon måtte derfor have flere midler til at imødegå dette, måske fordi både generalerne og kongressen havde “vigtigere ting” at varetage, herunder genvalg, position og økonomisk udkomme.

Det synes ”at være hårde ord på en torsdag”, men forfatteren skriver overbevisende og letflydende. Han udtrykker utvivlsomt meninger, som vinder genklang hos mange amerikanere, specielt af hans egen generation, de tvangsudskrevne til krigen i Vietnam. Den samme generation, som i deres yngre dage i skolerne tilbragte mange timer på knæ under skolebordene med lukkede øjne, når der var “atombombeøvelser”.

Bogen har på midtsiderne en billedserie omkring bygningen Pentagon, og her vises også nogle af hovedpersonerne, specielt i den indledende del af tidsperioden. Den er forsynet med et indeks, en bibliografi og ikke mindst et fyldigt noteapparat.  Bogen er på over 600 sider.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1.pdf

Del: