Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943 -45

Anmeldt af Poul Gross

”Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943 -45” af Peter Birkelund. Udgivet af Syddansk Universitetsforlag, Odense i 2008. Udgivet i to bind, illustreret med i alt 873 sider. Pris kr. 398.

Han har været ansat som forsker på Frihedsmuseet og i Rigsarkivet. Hans værk i to bind er et videnskabeligt værk om en af de vigtigste modstandsorganisationer fra besættelsestiden. Værket er enestående på mange måder, blandt andet fordi organisationen ikke tidligere har været beskrevet i detaljer. Der er skrevet mange bøger om ”Holger Danske” (HD), men fælles for alle disse bøger er, at ingen af deres forfattere har haft et overblik over organisationens omfang, struktur, midler, resultater etc. Det er der mange gode grunde til. Organisationen måtte være hemmelig på grund af omstændighederne. Nogle troede, at de var medlemmer af BOPA, andre anede ikke, at det var HD, og da organisationen var truet adskillige gange blev den faktisk opbygget næsten helt fra grunden adskillige gange.

Af mange årsager, som der redegøres for i bogen, måtte HD i perioder afstå fra sabotage, og så kunne man passende foretage sig noget andet, nemlig likvidere stikkere. Det har siden krigen været et tabubelagt emne, og først med Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet” er der slået hul på debatten om dette meget omtålelige emne, som Peter Birkelund her gør meget ud af.

Bogen kan godt opfattes som kontroversiel eller ringeagtende over for modstandskampen. Det har dog ingenlunde været forfatterens hensigt, og der er ingen tvivl om, hvor hans sympatier ligger, men det udelukker ikke en noget klinisk, kold og kynisk gennemgang af opgaver og resultater. Det står helt klart, at modstandsfolkenes modstandere var veludrustede, velinformerede og tillige rådede over rigelige økonomiske midler. Selv var de fleste modstandsfolk amatører, de måtte klare sig med få, enkle og billige virkemidler, og de var udsat for et enormt pres fra overmagten. Den bestod af tysk politi og militær, danske håndlangere samt under besættelsens start tillige velvillige danske myndigheder, som arbejdede under de lovligt valgte politikere. HD blev dannet i 1943 og arbejdede med to hovedopgaver, som det fremgår af bogen, nemlig sabotage og likvideringer. Det startede med sabotage, men der var visse begrænsninger, for der var mangel på skydevåben, og HD havde meget svært ved at skaffe sig sprængstoffer. I perioder var der tillige indført sabotagestop. I den seneste tid af besættelsen tog de såkaldte stikkerlikvideringer fart, og alt i alt vurderes HD at have likvideret ca. 400 mennesker.'

Bogen beskriver ganske nøje hvilke virksomheder, der blev saboteret, hvem der deltog i sabotagerne, hvis det vides, og især hvad forsikringsselskaberne bagefter udbetalte i erstatning efter ødelæggelserne. Hermed har forfatteren skaffet et udgangspunkt for at måle effektiviteten, selv om erstatningsprisen alene ikke kan danne grundlag som succeskriterium. Endvidere har han ved grundige arkivstudier skaffet sig indsigt i de tyske vurderinger efter sabotagerne. Aftog tyskerne varer fra denne virksomhed og fik det betydning for krigsindustrien? Det har ikke altid kunnet besvares, og undertiden har tyskerne ikke selv været klar over, om de aftog varer fra en sabotageramt virksomhed eller ej. Forfatteren er klar over, at han med denne fremgangsmåde ikke kan måle ændring i folkestemningen, tyske forholdsregler mod sabotage, i hvor høj grad den tyske våbenindustri var afhængig af danske produkter etc., men hvor han kan sætte faktuelle tal på sine påstande, gør han det.

Hele beskrivelsen af opbygningen af HD under besættelsens forskellige faser giver et godt indblik i modstandsfolkenes arbejdsvilkår. De måtte som regel selv skaffe deres våben ved tyverier. Der var stikkere som angav dem. Gestapo var ofte lige i hælene på dem, og HDs tab ved aktioner, arrestationer, henrettelser og KZ-fangenskab var ganske omfattende.

Stikkerlikvideringerne dækker over en lang række planlagte drab af folk, der af forskellige årsager hjalp tyskerne eller udgjorde en fare for modstandsfolkene. 9 af HDs udførte likvideringer blev efter besættelsen beklaget som rene fejltagelser. Hertil skal lægges et antal aktioner, som måske skulle have været våbentyverier, hvor offeret satte sig til modværge. Forfatteren har lavet en sammenfatning, hvor han runder hele problematikken omkring jura, skyld og moral sammen. En af modstandslederne i HD, Hans Edvard Teglers, forklarede en af årsagerne til HDs mange stikkerlikvideringer med, at den udsprang dels af HD-folkenes manglende evner som sabotører, dels en mangel på egnede sabotagemål. I modsætning til BOPA kom HDs folk fra akademiske miljøer, og de havde aldrig sat deres ben på en arbejdsplads. Endvidere var der et organisatorisk krav om ikke at likvidere de tyske modstandere på grund af tyske repressalier, medens der var frit slag over for danske håndlangere.

Det er en meget interessant bog, hvor argumenterne er underbygget med gode og nøje udvalgte illustrationer, statistik, navneregister, noter og kildehenvisninger. Forfatteren er i stand til at behandle ømtålelige emner så som stikkerdrab, fejlagtige likvideringer, sabotage kontra terror, våbenfordeling med videre på en meget nuanceret måde.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1.pdf

Del: