Hitler's Warrior - The life and wars of SS colonel Jochen Peiper

Forfatter: Danny S. Parker

Forlag: Da Capo Press

Sider: 441

Udgivelsesår: 2016

Vejl. pris som paperback: £13.99/$19.99

Anmelder: Claus Eskild Andersen, Major, cand. phil.

 

Der findes i dag dusinvis af bøger, som behandler Peiper, hans liv og levned, men som regel er de ikke det papir værd, som de er trykt på. På den måde er kadetterne ofte lovlig undskyldt for deres ukritiske tilgang til emnet, men der er begyndt at dukke en ny type bøger op, som behandler emnet langt mere reflekteret.

Den foreliggende bog tager fat på historien om Joachim Peiper, som sluttede krigen som Obersturmbannführer og krigsforbryder. Spørgsmålet er, om bogen kan skille sig ud fra den øvrige ureflekterede litteratur om Peiper, som findes i hobetal.

På Hærens Officersskole falder kadetterne, i faget Krigshistorie, ofte over beretningerne om historisk ”spændende” skikkelser, som Joachim Peiper (kaldet Jochen) og Michael Wittmann, som de med iver skriver krigshistoriske opgaver om. Begge var medlemmer af det tyske Waffen-SS og på grund af den ukritiske litteratur, som findes i overflod om de to herrer, bliver kadetternes beretninger om disse som regel ureflekterede og en hyldest til deres tilsyneladende militære geni, som en kritisk læsning i virkeligheden dårligt kan retfærdiggøre. Den ene af de to herrer - Joachim Peiper - blev efter krigen dømt til døden for sine krigsforbrydelser – en dom, som imidlertid af forskellige årsager aldrig blev eksekveret.

Forfatteren Danny Parker har skrevet mange bøger om 2. Verdenskrig bl.a. om massakren ved Malmedy, som Joachim Peiper blev anklaget for at have været ansvarlig for efter krigen. Det kan undre lidt, at man ikke på omslaget kan læse, at Parker rent faktisk har en kandidatgrad fra University of Montana, og dermed burde have det historiefaglige og kritiske øje på plads, når han skriver om en kontroversiel skikkelse som Peiper.

Samtidigt med at Parker over en årrække har samlet materiale og skrevet foreliggende bog, har den tyske historiker Jens Westemeier skrevet en PhD og senere udgivet en bog om samme emne, men Westemeier har med relevans for emnet udvidet værket til også at behandle Waffen-SS i sin helhed. Angiveligt har de to forfattere i fællesskab samarbejdet om at gennemgå de historiske akter om emnet. Det er der dog kommet to meget forskellige bøger ud af.

Halvdelen af Parkers bog er en krigshistorisk fortælling om SS-føreren Joachim Peiper, mens den anden halvdel af bogen beskæftiger sig med Peiper efter 1945. Dvs. retssagen mod ham gennem Malmedy-processen, den efterfølgende fængsling og ikke mindst begivenhederne op til hans tidlige død i Frankrig, 1976, 61 år gammel.

Det, der kan bekymre mest, er forfatterens manglende distance til hovedpersonen. Parker synes at falde i den, for en biografiskriver, velkendte faldgrube at sympatisere med genstanden for undersøgelserne, især når det drejer sig om problematiske karakterer, som krigsforbrydere og personer, som har det svært med sandheden. Her er der i høj grad brug for det kritiske blik, som en faghistorisk beretning giver mulighed for. Flere gange i løbet af fortællingen befinder Parker sig øjensynligt inde i Peipers hoved, hvor han beretter om Peipers oplevelser, følelser og synsindtryk. Et fortællermæssigt trick, som formodentlig skal gøre bogen mere læsevenlig og dramaturgisk spændende. Men dette skønlitterære indslag gør det svært at holde den fornødne distance til fortællingens subjekt, hvis bogen på nogen måde skal have merit som en historisk afhandling. Parkers behandling af  Peipers død vidner om forfatterens syn på hovedpersonen hvilket kan eksemplificeres ved forfatterens udlægning af detaljerne omkring branden som kostede Peiper livet. Når Parker så tillige taler om Peipers mord og Peipers mordere, så foregriber han vel egentlig sagen, især når han i et tidligere kapitel har klargjort, at Peiper ikke blev skudt – ingen projektiler blev fundet i liget – og at han omkom i flammerne, fordi han forsøgte at redde sine ejendele ud af det brændende hus. Han havde altså haft mulighed for at redde sig selv, hvis han ikke var vendt tilbage til huset, hvor taget tilsyneladende styrtede sammen over ham. Man kunne hævde, at hændelsen var et fatalt uheld. Det er derfor noget af en overdrivelse – ja, vel direkte forkert, at kalde Peipers død for et mord.

Der var altså intet som helst grundlag for at hævde, at Peiper var det sidste offer i 2. Verdenskrig (i 1976!) i en kamp mod kommunismen, som foregik i den lille franske by Traves i Frankrig, som vennerne i de tyske foreninger for tidligere Waffen-SS gjorde og andre med dem på den yderste højrefløj.

Peiper beskriver gentagne gange sig selv som ”prøjsisk officer”. En præmis, som Parker helhjertet køber, idet han selv flere gange beskriver Peiper som selve billedet på en prøjsisk officer. Prøjsiske dyder er generelt blevet anset for at være pligtfølelse, redelighed, flid, saglig ærgerrighed og en stræben efter at løse en given opgave med alle sine kræfter ”Pflichtgefühl, Redlichkeit, Fleiß, sachlicher Ehrgeiz und das Bemühen, jede Aufgabe unter Anspannung aller seiner Kräfte zu lösen, werden gemeinhin als preußische Tugenden bezeichnet”1. Jeg har nu svært ved at genkende billedet at en prøjsisk officer i Peiper, fordi han var en politisk soldat uden nogen form for moral eller skyldfølelse over for sine ofre, brutal over for sine undergivne, samt hoven over for sine foresatte. Særligt når man ved, at også attentatmændene fra den 20. juli 1944 ligeledes påberåbte sig den prøjsiske tradition, er det meget svært at presse Peiper ned i den prøjsiske officersskabelon. Han var først og fremmest en politisk soldat i en politisk organisation, dømt krigsforbryder og nazist til sit sidste åndedrag. Waffen-SS var tillige en del af en politisk organisation og ikke en del af de væbnede styrker – en organisation som med god grund blev dømt til at være forbryderisk ved domstolen i Nürnberg.

Parkers bog er så detaljeret og med så mange beskrivelser af hovedpersonen Peiper, at man får et virkeligt godt billede af, hvem Peiper i virkeligheden var. Når man læser Parkers værk kan man ikke ryste den tanke af sig, at Peiper i virkeligheden var psykopat eller i de mindste var i besiddelse af psykopatlignende træk. Han besad et godt udseende og en overfladisk charme, som nogle kvinder kunne falde for, men nogle bedømte ham også som uhyggelig og fremmedgjort. Han havde svært ved at knytte sig til andre mennesker. Han løj i utallige tilfælde, når det kunne fremme hans egen sag. Mange af hans soldater og kolleger i de højere grader i Waffen-SS kunne ikke fordrage Peiper. Han regnede ikke menneskeliv for noget, heller ikke sine egne soldaters, og de rosende toner blev først fundet frem efter krigen, da man i fællesskab i venskabsforeningerne for Waffen-SS så det som en fordel i efterkrigstiden at opbygge et glansbillede (Vorzeigebild) af Peiper. Myten om Peiper blev således først og fremmest skabt i efterkrigsårene. Man glemte tillige bekvemt, at Peiper i en årrække havde været adjudant for Himmler og var førstehåndsvidne til summariske henrettelser af bl.a. dele af den polske civilbefolkning, og havde kendskab til udryddelsen af jøderne og mange andre nazistiske forbrydelser.

Parker kolporterer i sin bog også myten om Peipers udnævnelse til Standartenführer (svarende til oberst), hvilket ville gøre Peiper den yngste SS-fører i Waffen-SS med denne grad (29 år). I Parkers version hælder han til Peipers egen forklaring, at Adolf Hitler selv ringede til Peiper og informerede ham om udnævnelsen. Peipers sanddruelighed kan som sagt ligge på et lille sted, og i andre versioner blev udnævnelsen hævdet at være foretaget i felten af oberstgruppenführer Dietrich (medanklaget i processen om Malmedy-massakren), som i øvrigt ikke havde beføjelser til at foretage denne slags udnævnelser. I hvert fald foreligger der ingen officiel dokumentation omkring udnævnelsen, hverken i Peipers papirer eller i datidens kundgørelser. Med Peipers hang til uvederhæftig omgang  med sandheden in mente har den sandsynligvis aldrig fundet sted. Der findes utallige fotos af Peiper efter at han modtog diverse dekorationer og udnævnelser. Derimod findes der ikke et eneste foto af Peiper med sine nye påståede Standartenführer-gradstegn, hvilket kan være svært at forstå, når man kender til Peipers altoverskyggende forfængelighed.

Afsluttende skal det sammenfattes, at bogen til dels kan retfærdiggøres som læsning om Peiper, idet den i store dele er kritisk overfor Peiper. Dette skønt den historiske beretning ind i mellem flyder over i noget, der ligner skønlitteratur og at den manglende distance til beretningens subjekt er mærkbar. Hvis man behersker hovedsproget tysk, er og bliver standardværket om Peiper i alle tilfælde Jens Westemeiers fremragende biografi om ”Himmlers Krieger” fra 2015, som må regnes for det mest autoritative værk på bogmarkedet om SS-føreren Peiper. Et værk, der i modsætning til Parkers næsten populærvidenskabelige bog på alle måder opfylder alle gængse faghistoriske standarder på området. Som bonus får man med Westemeier også det meste af fortællingen om Waffen-SS med i købet.

1: Citeret fra Herbert Kremp ”Preußische Tugenden” i Die Welt fra 05.02.2001.

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.