Hitlers furier

Anmeldt af Poul Grooss

”Hitlers furier” af Wendy Lower. Udgivet på Gads Forlag den 3. oktober 2014. 293 sider illustreret. Pris kr. 299,95.

Foto: Gad.dk

Bogen er skrevet af en kvinde om kvinder, men ikke kun for kvinder. Forfatteren har udvalgt 13 kvindeskæbner, og hun giver en udmærket levnedsbeskrivelse af hver enkelt frem til krigens start. Hun inddeler de 13 kvinder i vidner, meddelagtige og mordere. Ved at lægge lidt statistik og sandsynlighedsbetragtninger ind over de 13 kvinder når hun frem til, at kvinderne i Det tredje Rige havde en noget større rolle end almindeligvis antaget. Mange af kvinderne havde en omfattende viden om, hvad der foregik i de østlige områder. De var ikke blot ”Hausfrauen”, men mange deltog aktivt i administration af folkemord, tyveri af jødiske ejendele, tortur og mord.

Et af forfatterens udgangspunkter er: Hvorledes kunne disse kvinder deltage aktivt i så voldsomme forbrydelser? Hvad får en gravid kvinde til at piske og skyde jødiske børn? Nogle af svarene kommer via den grundige gennemgang af de tyske love om ”racehygiejne”. Mindre egnede og uønskede borgere elimineres, så de ikke udgør en belastning for samfundet. En sygeplejerske, som læseren følger, ser ikke noget forkert i at dræbe retarderede børn, og drabsteknikken overføres snart til andre grupper, som Det tredje Rige også ønsker at eliminere. Senere benytter hun selv sin ekspertise i en hemmelig operation nær Minsk, hvor alvorligt sårede tyske soldater ”bliver befriet for deres lidelser”. Læger og sygeplejersker på et felthospital dræber simpelthen hjerneskadede, blinde og alvorligt lemlæstede soldater. Hovedparten af bogens kvinder deltager i den tyske kolonisering bag Østfronten.

Kvindens rolle i Det tredje Rige stod lidt i baggrunden i forhold til mandens. Hun måtte ikke beklæde poster som soldat, dommer eller statsoverhoved. I en del af efterkrigstidens retssager i Vesttyskland går kvinderne fri, alene fordi de ikke havde en formaliseret rolle i drabshandlingerne. I en af disse sager havde SS-officererne som vidner været chokerede over den anklagedes grusomhed, som stred mod de forudfattede forestillinger om ”kvindelige karaktertræk”. I en anden sag var årsagen til kvindens brutale adfærd formentlig, at hun ville vise, at hun kunne handle fuldt på højde med mændene.

Meget af bogens indhold kan være svært at fatte, hvis ikke man får hele den nazistiske baggrund grundigt forklaret. Eutanasisygeplejrsken, som dræbte retarderede børn, dræbte sin sidste patient, en 4-årig dreng, den 29. maj 1945 i Sydtyskland, 33 dage efter de amerikanske troppers ankomst til området. Instrukserne til plejepersonalet blev åbenbart ikke ændret i forbindelse med Det tredje Riges ophør.

I sin afslutning peger forfatteren på, at kvinderne ofte gik fri af domfældelse i Vesttyskland og Østrig, men ikke i Østtyskland. Frifindelserne kunne ofte være forårsaget af kvindernes fysiske fremtræden, kønsfordomme og deres lavere stilling i det nazistiske hierarki, men undertiden også af den simple grund, at vidnerne var afgået ved døden. De anklagede var ofte også i stand til at hulke, påpege at de selv var havnet i offerrollen, de vidste ikke noget, de så ikke noget etc. I denne forbindelse bruger forfatteren et citat fra Grossadmiral Erich Raeders kone, Erika Raeder, som gerne ser sin mand løsladt fra dommen i Nürnberg: ”Den behandling, vi tyskere er blevet udsat for, er langt værre end noget af det, der skete for jøderne”.

Bogen er forsynet med et godt kort over Østeuropa, så læseren kan finde de steder, hvor handlingen foregår. Der er desuden et meget omfattende noteapparat med dokumentation for de mange uhyrligheder. Grundlaget er retsudskrifter fra efterkrigstiden, bøger og artikler. Endelig er bogen forsynet med et personregister.

 

Poul Grooss,

kommandør, pensioneret.

 

Del: