Hitler mod Stalin

Anmeldt af Poul Grooss

Niklas Zetterling. Bogen er udgivet af Informations Forlag den 11. november 2010 og oversat fra svensk af Niels Ivar Larsen. 358 sider illustreret. Pris kr. 349.

Kilde: saxo.com

Bogens undertitel er ”Kampen på Østfronten 1941 – 1945”. Bogen er velegnet til at give et overblik over krigshandlingerne på Østfronten fra 1941 til 1945. Den rummer ikke så meget nyt, og den baserer sig i hovedsagen på tyske tal, som har været kendt i årevis, og som primært gengiver tyskernes billede af udviklingen. Der er dog medtaget en række oplysninger om de faktiske russiske tab, som er enorme.

Det ændrer dog intet ved, at beretningen i sig selv er en fantastisk historie, hvor det kan være svært at fatte omfanget af specielt den sovjetiske befolknings lidelser. En del af dette skyldes ikke mindst Stalins hårdhændede politik over for egen befolkning og specielt hans forhold til politisk mistænkelige grupperinger så som krigsfanger, jøder, ikke-sovjetiske befolkningsgrupper, kujoner, desertører og mange andre. At det sovjetiske dødstal passerede 27 millioner mennesker, var ikke Hitlers skyld alene, hvilket fremgår af tallene.

Bogen er opbygget kronologisk, og af de indledende kapitler kan man langsomt følge, at Hitler forregner sig ved ikke at få en afgørende sejr over Stalin, inden vinteren satte tidligt ind i 1941. Sovjetunionen var på sammenbruddets rand, men med Stalins faste hånd tilføjede man tyskerne betragtelige tab i den første vinter. Sommeren 1942 udvikler sig igen til en katastrofe for Sovjetunionen, og så kommer slaget ved Stalingrad, som i mange henseender markerer et vendepunkt. I samme periode udsættes Sovjetunionen dog for voldsomme nederlag, men forskellen på Hitler og Stalin er, at Stalin kan erstatte store tab, hvad Hitler ikke er i stand til. Herefter følger beskrivelser af de sidste to krigsår

Oversætteren har lagt megen vægt på at oversætte militære betegnelser på svensk så ordret som muligt, hvilket gør dem komplet uforståelige for den danske læser, som nok ville have sat pris på, at morterer ikke blev omtalt som ”granatkastere”, at panserværnskanoner ikke blev omtalt som ”panserskyttekanoner” etc. Tilsvarende er der fejl i brugen af den sovjetiske terminologi, og det er måske ikke oversætterens, men forfatterens, skyld. Sovjetiske enheder kunne tilkæmpe sig en ærestitel som ”Garde-enheder”, men her bliver det til for eksempel ”2. Garderarmé” på side 189, som rettelig på dansk hedder 2. Gardearmé. Tilsvarende er der unøjagtigheder i transskriberingen af de sovjetiske stednavne (for eksempel Tikhvin side 130) og de sovjetiske marskalers navne. Da marskalerne står med to forskellige stavemåder, figurerer de som to forskellige personer (for eksempel Tolbukhin/Tolbutjin side 237). Det gælder dog ikke i registeret.

I forbindelse med de sovjetiske angreb rettet mod Østersøkysten er der en udmærket vurdering af indsættelsen af ”Volkssturm-enheder”, som i praksis ikke betød noget. Enhederne hørte ikke under hæren, men under nazi-partiet.

Når alt dette er sagt er der dog tilvejebragt et flot overblik over situationen på Østfronten. Forfatteren påpeger, at en lang række sovjetiske publikationer i årenes løb har angivet særdeles ukorrekte tal omkring de tyske styrker. Selv efter åbningen af visse russiske arkiver fortsætter de forkerte russiske talangivelser. Bogen er forsynet med et godt noteapparat, kildefortegnelse og register.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Del: