Hitler 1889 –1936: Hubris.

Ian Kershaw: Hitler 18891936: Hubris. London 1998. 845 sider. Illustreret. £ 20,–

Hitler 193645: Nemesis. London 2000. 1115 sider. Illustreret. £ 25,–

Anmeldt af kaptajn Claus E. Andersen

”Never in history has such ruination – physical and moral – been associated with the name of one man” (Nemesis, side 841).

Den engelske historieprofessor Ian Kershaw har, som en foreløbig kulmination på et livslangt forfatterskab om tysk historie i perioden 1933–45, udgivet et dobbeltbind om den tyske diktator. Nu foreligger så endeligt sidste bind i Ian Kershaws to–bindsværk om Adolf Hitler; den tyske diktator, der om nogen anden prægede det forgangne århundrede. Der er skrevet dusinvis af bøger om rigskansleren og føreren for den tyske nation i de skæbnesvangre år 1933–45. Så hvordan og hvorfor adskiller dette værk sig så markant fra de hidtidige produktioner, der har ramt markedet?

Den engelske historiker Kershaw har kaldt det første bind, der omhandler perioden 1889–1936, for hybris; jf. det oldgræske begreb ”menneskeligt overmod” i forhold til guderne. Andet bind har derfor helt naturligt fået betegnelsen nemesis, efter den græske gudinde, som straffede mennesket og hævnede det menneskelige overmod.

Den danske historiker og Tysklandsekspert Karl Christian Lammers har om Ian Kershaws første bind “Hitler 1889–1936: Hubris” skrevet, at den engelske professor med sin biografi “vil søge at give et svar på, hvorfor Hitler var mulig” og desuden, at ”svaret søger han ikke i Hitlers karakter og liv, men i den tid og det samfund, der gav denne i Kershaws øjne mærkelige karakter en chance og mulighed for at realisere hans politiske forestillinger” (Berlingske Tidende, 8. december 1998). Ian Kershaw undrer sig over, at denne uanseelige person, som tilsyneladende ikke besad et eneste indlysende talent, kunne komme så langt og endvidere bringe den tyske nation ud på et så markant skråplan. En af grundene til at tidligere biografer har haft så store vanskeligheder med at beskrive Adolf Hitler som person, skal, jf. Kershaw, ses i det forhold, at den tyske leder i virkeligheden kun eksisterede i kraft af sit politiske virke. Privatpersonen Adolf Hitler var praktisk ikke eksisterende.

Ian Kershaw, som til dagligt er historieprofessor ved Sheffield University i England, har det meste af sit forskerliv beskæftiget sig med personen Adolf Hitler og ikke mindst hans epoke. Han bekender sig som historisk strukturalist. En historisk strukturalist er groft sagt en forsker, der ikke tillægger enkeltpersoner en drivende kraft i historien, men tværtimod ser strukturer i samfundet, som afgørende for historiske hændelser. Kershaws Hitler–biografi skal dermed ses i modsætning til Alan Bullock og Joachim Fests klassiske “intentionalistiske” Hitler–biografier (Alan Bullock Hitler. A study in Tyranny samt Joachim Fest Hitler. Eine Biographie). Men Kershaws værk viser også at diskussionen mellem intentionalister – de, der mener, at mennesket har afgørende indflydelse på historien – og strukturalister – sidstnævnte også ind i mellem kaldet funktionalister – i sin rene form er forældet, og at det nu er blevte muligt at forene de to retninger i én afhandling. Det er ikke uden selvironi, at Kershaw beskriver sin approach til Hitler–biografien, som en tilgang til historien ”fra den forkerte side.” (1)

Kershaw angiver, at der kan være flere årsager til at forfatte en ny biografi om Adolf Hitler. En af grundene er den nationalsocialistiske raceideologi, som af Kershaw betragtes som den drivende fjeder i Det Tredje Riges opdukken og forsvinden. Derfor er det ikke alene et værk om Adolf Hitler men også en historisk kronologisk fremstilling af det tyske folk og dets vej til nationalsocialismen.

Kershaw angiver tre hovedårsager til, at han har skrevet en ny biografi om Hitler. For det første er det et forsøg på at anvende en strukturalistisk approach til biografiskrivningen. For det andet mangler tidligere biografier at knytte forbindelsen imellem personen Adolf Hitler og morderne på jøderne – Den Endelige Løsning (die Endlösung) samt de mange andre personer, der blev myrdet af tyskerne. For det tredje udnytter Kershaw de seneste to årtiers fremskridt indenfor historieforskningen samt fremkomsten af nye primære kilder, herunder især den hidtil tabtgåede version af Joseph Goebbles dagbøger, som nyligt blev fundet som fuldstændig kopi i de nyåb- nede russiske arkiver samt nye udgivelser af Hitlers taler og manuskripter indtil 1933. Kershaw bruger Goebbels dagbøger til at beskrive Adolf Hitler set gennem propagan- daministerens øjne.

Med Kershaws arbejde kunne det lade til, at det historiske pendul, som opfattelsen af det tyske folks rolle i den bestialske tilintetgørelseskrig udgør, endnu engang er faldet på plads, efter vildt at have svinget mellem forskellige yderpunkter. For det første opfattelsen af at alle tyskere havde været medskyldige i den forbryderiske krig (eksemplificeret ved den amerikanske historiker Daniel Goldhagen – som skrev om ”Hitlers villige bødler”) og til det modsatte yderpunkt, at det kun var ganske få (SS), som havde indsigt i det tredje riges forbrydelser og reelt handlede jf. denne indsigt. I virkeligheden er sandheden langt mere kompleks, som Kershaw kompetent beskriver det i sin bog.

For at belyse Adolf Hitlers engagement i den forbryderiske krig, som den især kom til udtryk på østfronten, beskriver Kershaw i sit værk de såkaldte ”Einsatzgruppens” mandat og fremfærd (Nemesis, side 462 ff.). Den engelske historiker beskriver, hvordan disse enheder allerede fra første færd brutalt og skånselsløst slog til mod intelligentsiaen, politiske modstandere samt jøder – herunder såvel mænd, kvinder som børn. Hitler var, efter Kershaws udlægning, slet ikke uvidende om forbrydelserne, hvilket bl.a. fremgår af et kodet signal fra Gestapo–chefen Heinrich Müller, som forlangte, at ”continual reports from here on the work of the Einsatzgruppen in the east are to be presented to the Führer” (Nemesis, side 464). Rapporterne er, for en stor dels vedkommende, blevet bevaret for eftertiden, og de bærer hårrejsende vidnesbyrd om de omfattende forbrydelser, der fandt sted på tysk side mod civilbefolkningen under krigen.

Ian Kershaw skriver om dette:

”It was no accident that the war in the east led to genocide. The ideological objective of eradicating ‘Jewish–Bolshevism’ was central, not peripheral, to what had been deliberately designed as a ‘war of annihilation’. It was inseparably bound up with the military campaign. With the murderous onslaught of the Einsatzgruppen, backed by the Wehrmacht, launched in the first days of the invasion, the genocidal character of the conflict was already established. It would rapidly develop into an all–out genocidal programme, the like of which the world had never seen” (Nemesis, side 461).

Det er lykkedes for Ian Kershaw at påvise, hvad bl.a. hans landsmand, historikeren David Irving, fuldstændigt er gået fejl af, nemlig, at Hitler var dybt involveret i beslutningsprocessen og faktisk udslagsgivende for selve processen – udryddelse af jøderne – og i kølvandet af dem mange andre grupper af mennesker. Uden Hitler ville jødeudryddelsen næppe have fundet sted, erkender Kershaw.

Kershaw anvender som arbejdsværktøj i sin forskning Max Webers (1864–1920) teori om ”det karismatiske herredømme”, som Weber i sine arbejder foreslog anvendt i biografier og socialhistorie som mulig forklaringsmodel for diktaturet (Max Weber Wirtschaft und Gesellschaft). Det skal dog siges til Kershaws ros, at han anvender model- len uden omfattende og konkrete teoretiske overvejelser, som ville kunne begrænse læsbarheden af biografien. Historikeren Lammers bedømmer Kershaws anstrengelser således: “vi (skal) også være taknemmelige for, at han er så bevidst og eksplicit for- muleret om de metodiske og historiografiske problemer, som han mener den biogra- fiske tilgang og historieforskning er konfronteret med.”

Kershaw anvender som et fortløbende begreb og rød tråd i afhandlingen vendingen: “working towards Hitler” (Hitler entgegenarbeiten! – at arbejde mod Hitlers ønsker). Dette begreb er centralt i Ian Kershaws forståelse af de mekanismer, som drev den nationalsocialistiske magtelite. Ian Kershaw opdagede talemåden, da han tilfældigvis faldt over en tale af en mindre og ukendt funktionær i det nationalsocialistiske parti. Kershaw fandt, at vendingen langt hen ad vejen forklarede, hvorledes det kunne ske, at disse ind i mellem uforklarlige og uhyrlige tiltag kunne ske i et tilsyneladende højkulturelt Tyskland. Ting, som øjensynligt ikke blev igangsat af Adolf Hitler person- ligt, men ofte med hans vidende og efterfølgende anerkendelse. Tiltagene skete derfor også ind i mellem uden Hitlers eksplicitte direkte forudgående billigelse, men sjældent uden hans efterfølgende samtykke. Kershaw har forsat sin teori om begrebet ”at arbejde hen imod føreren” fra første bind til andet bind.

Kershaws omfattende to–bindsværk er skrevet på et letforståeligt engelsk, som, trods faghistorikerens høje ambitionsniveau, ikke stiller sig hindrende for lægmands læsning af afhandlingen. Et omfattende noteapparat og en tilsyneladende endeløs litteraturliste gør det muligt for den historie–fagligt engagerede at ”kigge” professoren i kortene og hermed også værdsætte det kolossale arbejde, som Kershaw helt åbenlyst har langt for dagen med udgivelsen af denne biografi.

Ian Kershaw har skabt et klassisk værk, som forventeligt længe vil stå, som det mest absolutte, der indtil videre er frembragt om Adolf Hitler og det tyske folk i de skæbnesvangre år til og med 2. Verdenskrig. Skal man til at læse et værk om Adolf Hitler og hans epoke, hvorfor lade sig nøjes med det næstbedste, når det seneste værk ikke alene er brillant; men også en opdatering af den nyeste forskning på området med mange værdifulde referencer til stort set alt, hvad der er værd at vide om Adolf Hitler. Men også den tyske hær og de tysk generaler arbejdede ”hen imod føreren.” Det gik hurtigt op for de militære førere, at en realistisk indstilling til den taktisk–strategiske situation kunne opfattes som en negativ approach til krigen. Efter angrebet på Sovjet- unionen gik al planlægning ud på at gætte den militære øverstkommanderende, Adolf Hitlers, inderste ønsker. Ikke mindst dette bidrog til de fatale beslutninger, som blev taget i f.m. planlægningen af militære operationer på østfronten. Kun ganske få offi- cerer tog konsekvensen af det moralske dilemma, som Hitlers status som øverstkom- manderende for værnemagten udgjorde. Det mest spændende afsnit beskriver, efter min mening, således det mislykkede attentat på Adolf Hitler i juli 1944. Selvom man kender resultatet af attentatet, er afsnittet skrevet så spændende som nogen kriminal- roman.

Ian Kershaw beskriver afslutningsvis rammende personen Adolf Hitlers og hans rege- ringstid, som:

”The extreme form of personal rule which an ill–educated beerhall demagogue and racist bigot, a narcissistic, megalomaniac, self–styled national saviour was allowed to acquire and exercise in a modern, economically advanced, and cultured land known for its philosophers and poets, was absolutely decisive in the terrible unfolding of events in those fateful twelve years” (Nemesis, side 841).

Jeg vurderer professor Ian Kershaws dobbeltudgivelse som den hidtil vigtigste historiske opdatering af vor viden om Hitler. Værket skal anbefales enhver med interesse for periode og ikke mindst interesse for personen Adolf Hitler.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.3_2001.pdf

 

Note:

1. “Det strukturalistiske historiesyn anser økonomiske, sociale og mentale strukturer for det væsentligste i den historiske udvikling. Strukturalistisk historieskrivning eller strukturhistorie står hermed i modsætning til et historiesyn, der opfatter begivenheder og personer som afgørende” (Den Store Danske Encyklopædi, bind 18, 200–1, 2000).

 

Del: