Hitler – en introduktion

Anmeldt af Poul Grooss

Søren Gosvig Olesen. Udgivet af Gyldendal den 2. marts 2010. 224 sider. Pris kr. 249,00 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Derefter behandler han Hitler som taler. På en måde har han samme indgangsvinkel til fænomenet Hitler, som den afdøde tyske forfatter Sebastian Haffner. Han så udelukkende på Hitler som en taber, der i en alder af 30 år ikke havde afsluttet en uddannelse og ikke kunne noget som helst. Som 30-årig konstaterer han dog, at han har et talent som taler. Som filosof prøver Søren Gosvig Olesen at analysere Hitler ud fra hans anvendelse af ordets magt. Nok er han en taler, som kan fængsle et publikum, men han prøver også at analysere indholdet af talerne. Spørgsmålet melder sig så: Er Hitler en blændende taler, fordi han kan rive folk med sig, eller er han en middelmådig taler, fordi der ikke er noget reelt indhold i talerne? Citat fra bogen: Hvis man går ud fra de dyder, retorikken har lagt vægt på siden Cicero, må man bedømme Hitler som middelmådig. Han var ingen brillant taler. Alligevel var det fra først af med sine taler, at han vandt folk for sin sag. Hitlers tale virker. Det er dens eneste mål. Talen skal overvinde afstande. Den er som en kamp, et slag taleren skal vinde. Når talen er slut, skal publikum være besejret.

Det er ikke Hitler som person, der er interessant. Det er fænomenet Hitler, som interesserer forfatteren, og herefter går han nådesløst til værks. Der er tale om en særdeles begavet forfatter, som med en klar og enkel fremstilling dissekerer personen Hitler. Hans hovedværk Mein Kampf får ikke mange pæne ord med på vejen, men som forfatteren siger: ”Det er ikke ”bare en bog”. Man kan ikke bare stille den tilbage på hylden og være ligeglad, for det er sket, det er som en begivenhed i ens liv, man ville ønske kunne gøres usket – men en begivenhed af uendelig meget større dimensioner, eftersom det er en begivenhed i menneskehedens historie. Derfor kan bogen ikke ignoreres.”

Talesproget under Hitlers opstigen til magten var noget anderledes, end vi forestiller os politiske debatindlæg i dag. Hitler benytter sig af standardiserede floskler og skældsord, som sætter folk i bås: ”Jøder”, ”negre”, ”asiater” og ”polakker” var almindelige betegnelser i hans nedgørelser. Den omtale giver så forfatteren anledning til at skære igennem – for eksempel omkring jøderne – og konkludere (s. 46): ”Hitlers antisemitisme er ren konspirationsteori; det er helt igennem paranoid teoridannelse. Det er, hvad jeg forstår ved Hitlers og dermed nazismens ”vanvid”.

Hitler er dog klar over, at våben ikke hjælper. Inden hans tilhængere får våben, skal der rejses en vilje, og den fik han personligt ved sine oplevelser som soldat under Den første Verdenskrig. Talerne er instrumentet, der skal rejse viljen.

I bogen kapitel V: ”Bogen Mein Kampf som nøgle til nazismen” behandler forfatteren tre emner: 1) Hitler som taler, 2) Hvad kunne Hitler? Og 3) selve Hitlerfænomenet. Udgangspunktet for det hele er Hitlers konstatering: ”Jeg er taler”. Forfatterens meget tørre konstatering under punkt 1 er, at Hitlers taler godt nok virker, men at han som taler er middelmådig. Under punkt 2 medgiver forfatteren, at Hitler ikke imponerer på skrift, men det udelukker ikke, at han trods alt havde et talent. Talentet er dog ikke tilstrækkeligt til at betegne ham som intelligent. Under punkt 3 kommer så den vanskelige karakteristik af ”selve Hitlerfænomenet” (s. 104): Det vrimler med karakteristikker af Hitler som psykopat, galionsfigur, dilettant, halvstuderet røver, klovn og så videre. Nedgørende beskrivelser, alle sammen uden pointe. For hvorfor virkede det så? Det er ikke engang en pointe at kalde Hitler ond. Lige så lidt som det er en pointe at benægte hans ondskab. Manden er uinteressant. Hvis det skal have en pointe at diskutere ondskab her, må det gælde om at se Hitler som instrument for det onde. Som fænomen betegner Hitler noget langt større, end hvad man kan ramme med en beskrivelse af ham som person.

Sådan peger Hitlerfænomenet, som jeg har vist gennem denne introduktion, hele tiden ud over sig selv. Hans antisemitisme er mere end antisemitisme, hans politik er mere end politik, hans tale er mere end tale. Det er et overskridelsesfænomen, transgression. Hitlerfænomenet kan ikke forstås ud fra Hitler alene; det peger ud over sig selv, mod samspillet mellem Hitler og de andre, mod enheden nogle vil endda sige identiteten mellem folk og fører”.

Så har vi fået slået fast, at Hitler som person er uinteressant, og så kommer vi til forfatterens beskrivelse af hans ”karisma”. Ordet er græsk og betyder ”nådegave”, og han medgiver Hitler, at han har et talent som taler, men talerne har ingen substans – og man kan måske godt være et geni som taler uden at sige noget intelligent! Det er blevet sagt om Hitler: ”Mange hørte ikke, hvad han sagde, men hvordan han sagde det.”

Mange opfatter Goebbels som ”propagandaens fader”, men det er faktisk Hitler, som i ”Mein Kampf” beskriver propagandaens rolle, og så finder han i Goebbels manden, som skal føre hans tanker ud i livet. Propagandaens budskaber skal være korte, enkle og gentages i en uendelighed.

I den afsluttende del giver forfatteren en prøve på den vigtigste del af ”Mein Kampf” (Bind II, kapitel 6), som blandt andet omhandler talens betydning.

I min ungdom så jeg en tegneserie fra ”Radiserne”, hvor et af de unge mennesker – under en fjernsynsudsendelse – siger til den anden: ”I det gamle Grækenland havde de ikke TV. Da havde de filosoffer!” Hertil lyder svaret: ”Jeg kunne ikke tænke mig at sidde og se på en filosof en hel aften!” Min konklusion er, at filosoffer måske ikke er så tossede, hverken at se eller høre på.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf
 

Del: