"Himmlers Norge"

Anmeldt af Peter Scharff Smith

Terje Emberland og Matthew Kott: ”Himmlers Norge”, Aschehoug 2012, 683 sider. Indbundet 349 kr

 

Foto: digglitt.no

"Vi lærte om langskaller og kortskaller. Hvis avstanden fra neserot til nakkegrop var lengre enn fra ørefeste til ørefeste, var vi langskaller. Germanerne var langskaller. Blant germanerne var den nordiske rasen overlegen alle andre, og vi lærte at rasen var renest i Norge".[1]

Sådan fortæller en norsk Waffen-SS frivillig om den ideologiske race-undervisning, som han og hans kollegaer fik på SS forskolen i Sennheim i foråret 1943. Der er da heller ingen tvivl om, at nordmændene havde en høj stjerne hos Heinrich Himmler, chefen for den tyske SS organisation, og at årsagen netop var det norske folks formodede racemæssige kvaliteter. Derfor havde SS særlige ambitioner i denne del af verden og da hvervningen af såkaldte germanske frivillige gik i gang var ikke mindst Norge et helt naturligt sted at søge det menneske materiale, der kunne indgå i SS’ militære og ideologiske projekt. Hvordan dette forløb og hvordan SS arbejdede i Norge er nu endelig blevet genstand for en stor og selvstændig analyse.

Lad det være sagt med det samme. Himmler’s Norge er et både grundigt, velskrevet og spændende studie, der bringer meget nyt til feltet, ikke mindst i kraft af, at der er tale om omfattende arkivbaseret forskning. Dermed er norsk historieskrivning om perioden blevet beriget og der er samtidig lagt flere nye vigtige brikker i det gigantiske internationale puslespil, som hele SS’ og Waffen-SS’ historie udgør.

Bogens hovedtese er, at rekrutteringen af nordmænd til Waffen-SS ikke var et mål i sig selv, men skal ses i lyset af SS’ ”storgermanske ambitioner”, der ikke mindst handlede om tiden efter Den anden Verdenskrig og Himmler’s forestillinger om hvorledes Det tredje Rige skulle udfolde sig.[2] Dette betød bl.a., at SS med indsættelsen af de norske frivillige i den nazistiske udryddelseskrig på østfronten, først og fremmest ønskede at ”selektere og herde en elite” til det fremtidige fællesgermanske SS, der ifølge Himmler’s visioner skulle spille en helt afgørende rolle efter nazismens fjender var nedkæmpet.[3]

Der ligger en væsentlig forskningsmæssig pointe i at gennemføre en grundig empirisk analyse af netop dette spørgsmål, ikke mindst fordi det mange steder i den internationale litteratur om Waffen-SS antages, at det grundlæggende formål med at rekruttere ikke-tyskere til Waffen-SS var at indfange kanonføde til fronten. Men Emberland og Kott argumenterer overbevisende og med baggrund i kilderne for deres tese, som der endvidere er god grund til at tro kan udbredes til også at dække andre grupper af såkaldte germanske frivillige. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hele den storstilede udvidelse af Waffen-SS under krigen langt fra blot drejede sig om at skaffe tropper, men i høj grad handlede om ideologi, besættelsespolitik og SS organisationens ambitioner i bred forstand.

I hovedparten af bogens første del prioriteres særligt den ideologiske dimension i form af ikke mindst Himmler’s visioner om hvad SS var for en organisation og hvordan SS-mændene skulle præge fremtiden ved at udbrede både sine værdier og sine angivelige racemæssige kvaliteter. Forfatterne forklarer bl.a., hvor omfattende Himmler’s ideologiske visioner var, hvilken central rolle de spillede for SS organisationens udvikling og hvorledes de knyttede specifikt an til Norge. I det hele taget figurerede det skandinaviske ”blod” som en vigtig brik i SS organisationens ideologiske og racemæssige projekt. Som en af de ideologiske hovedaktører i SS tidlige år, Richard Walther Darré, forklarede det i 1930’erne, så ville det skandinaviske menneskemateriale og deres værdifulde arvemasse komme tyskerne til stor nytte.[4] En SS-mand, der var udsendt til Norge i 1936 kunne i denne ånd bl.a. rapportere om, at de norske bondedøtre var svært interesserede i at skaffe sig tyske mænd, hvilket Himmler så som en mulighed for at hente ”godt blod fra Norge”.[5]

Fra sidst i bogens første del og igennem del 2 fortsætter en gennemgang af, hvordan SS organisationen arbejdede i Norge. Detaljegraden i denne del af bogen vil for en del læsere nok være for stor, pga. et til tider meget detaljeret fokus på enkeltpersoner og deres netværk. Analysen er dog stadig spændende, for så vidt den illustrerer, hvordan SS helt konkret arbejdede i Norge og dermed udgør et case studie i hvordan SS forholdte sig i og til et besat nordeuropæisk land.

Fra og med bogens tredje del når vi ud til fronten – først i form af Division Wikings indsats i operation Barbarossa og dernæst i form af Legion Norges oprettelse og indsats. For en læser, der bl.a. havde set frem til at høre om soldaterkulturen og livet ved fronten, samt ikke mindst spørgsmålet om hvordan dette – og herunder deltagelsen i udryddelseskrigen – prægede de norske frivillige, så er det ærgerligt, at disse emner stort set ikke figurerer i ”Himmlers Norge”. Den naturlige forklaring på dette er efter alt at dømme, at disse temaer vil blive behandlet i en kommende doktorafhandling, der udgør en endnu upubliceret del af samme forskningsprojekt.[6]

På den baggrund har forfatterne til gengæld truffet et klogt valg - i forhold de frivilliges krigsindsats – ved bl.a. at fokusere på og dokumentere flere af de relevante enheders deltagelse i krigsforbrydelser og udryddelser. Det er væsentligt af flere årsager. Dels fordi der stadig findes personer og miljøer, der benægter sådanne forhold og dels fordi det er en særdeles vigtig pointe, at de norske Waffen-SS frivillige på forskellige måder blev viklet ind i den nazistiske udryddelseskrig – præcis som det f.eks. var tilfældet for de danske frivillige i Waffen-SS.[7] Dette faktum fortæller både om hvordan SS ønskede at benytte og forme sine frivillige germanske soldater, samt om hvilke oplevelser og gerninger, der blev en del af de frivilliges tjeneste, liv og skæbne. F.eks. fremgår det tydeligt, at Division Wiking, hvori både norske og danske Waffen-SS frivillige gjorde tjeneste, allerede fra krigens start blev involveret i deciderede udryddelsesaktioner bag fronten. Tilsvarende er det fortjenstfuldt, hvorledes forfatterne løbende igennem bogen grundigt orienterer om, hvorledes en lang række af de SS-officerer, der kom i berøring med SS aktiviteter i Norge og de norske Waffen-SS frivillige, på forskellig vis havde spillet væsentlige roller i den ideologiske udryddelseskrig.

Værkets to sidste dele omhandler ikke mindst SS’ videre arbejde indenfor Norges grænser og herunder de interne magtpolitiske konflikter blandt de forskellige tyske aktører, samt etableringen af og forsøg på at oprette diverse enheder og organisationer, der på forskellig vis skulle styrke SS’ position og arbejde. Det gælder f.eks. de såkaldte SS- og politikompagnier i Norge, samt arbejdet i den såkaldte ”Germanske landtjeneste” og andre steder med bl.a. at finde unge nordmænd, der kunne kolonisere de besatte områder i øst. Det norske nazist parti, Nasjonal Samling (NS), havde bl.a. store planer for en norsk kolonisering i det besatte Rusland og den berygtede formand, Quisling, deltog i juni 1942 selv i en inspektionsrejse af en lille mønsterlandsby, der var under opbygning af norske og andre germanske frivillige.[8] Det er også interessant at notere sig, hvorledes det dokumenteres grundigt, at der løbende fandt et væsentligt samarbejde sted mellem SS og dele af det norske politi.

Samlet set må man konkludere, at forfatterne bogen igennem har fokus ikke mindst på interne SS anliggender på policy niveau og herunder konflikter mellem de forskellige dele af SS, ligesom de norske magtkampe mellem NS og andre højreradikale grupper og personer løbende beskrives. De norske Waffen-SS frivilliges generelle historie og herunder deres soldatertjeneste hører man til gengæld mindre om. En meget væsentlig styrke ved Himmlers Norge er et gennemført blik for den rolle, som ideologien spillede både for SS’ planer og for organisationens konkrete arbejde, samt for betydningen af de langsigtede visioner, som Himmler havde for hele SS. Det er et tema, der er afgørende i forhold til at forstå SS organisationens virke og målsætninger både før og under krigen. Ikke desto mindre er ideologiens rolle ofte blevet beskrevet og behandlet ganske stedmoderligt i litteraturen om SS og Waffen-SS.[9] Men det er nu gjort med stor grundighed i det foreliggende værk og på en måde, der har helt åbenlys relevans også udenfor Norges grænser. I den forstand bidrager Himmler’s Norge ikke blot væsentligt til den norske historieskrivning men i høj grad også til den internationale forskning i SS og Waffen-SS’ historie.

____________________________________

[1] Himmlers Norge, s. 234.

[2] Himmlers Norge, s. 19.

[3] Himmlers Norge, s. 228.

[4] Himmlers Norge, s. 71.

[5] Himmlers Norge, s. 75.

[6] Denne afhandling vil være forfattet af Sigurd Sørlie.

[7] Se Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith: ”Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-45”, Aschehoug 1998.

[8] Himmlers Norge, s. 330 f.

[9] Tilbage i 1998 søgte Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og undertegnede at råde bod på netop denne mangel i forskningen, da vi udgav ”Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen-SS 1940-45” og forsøgte at gå tæt på de danske SS frivilliges nazistiske skoling samt spørgsmålet om, hvordan de blev præget af den nazistiske ideologi. Et af de temaer, som vi imidlertid ikke fokuserede på var Himmler’s og SS organisationens ambitioner på sigt og spørgsmålet om hvordan hvervningen skulle tolkes og forstås i den henseende.
 

Del: