"Hemmelig Alliance" - En anmeldelse.

Jørgen Hæstrup: Hemmelig Allianance I og II, 342 og 346 sider. Thanning & Appels forlag.

Forfatteren har med sin bog forsøgf at skrive modstandsbevægelsens historie og ikke bare en historie om modstandsbevægelsen.

Det er svært at skrive historie, mens de historiske personer endnu lever, for det kommer i nogen grad til at afhænge af, hvilke personer man kommer i berøring med, og hvor godt hver enkelt er i stand til at erindre begivenhederne, der jo som regel ikke bliver mindre, når man får dem på afstand.

Det er også svært at skrive objektiv historie, når kildematerialet er så uensartet og så lidet autoritativt, som det nu engang må være for en underjordisk kamp. Mange har ganske vist bagefter skrevet boger om egne og mindre gruppers store og gode gerninger, men få har stillet deres lys under en skæppe.

Forfatteren mener endvidere, at det materiale, der nu kan være tilbage, kim kan være af mindre omfang og spredt natur, men betragter man fortegnelserne over indgåede arkiver og indgåede beretninger (bind I, side 13 — 22), så savner man i høj grad materiale fra „det o fficielle Danmark“ . Jeg v il tro, at en lang række officielle myndigheder og personer har skrevet ,.beretning om udført hverv“ med klausuler om, at det skal henligge uåbnet i arkiverne i så og så mange år; ikke mindst vil jeg tro, dette gælder hærens lysende førerskikkelse, generalløjtnant Gørtz, der, som den loyale embedsmand og soldat han var, i særlig grad må have følt byrden af Danmarks uklare, politiske stilling. Det bliver derfor først senere slægters historikere, der på fuld videnskabelig basis i realiteten kan skrive Danmarkshistorie om modstandsbevægelsen.

Det er ligeledes svært at skulle anmelde en bog som den foreliggende, når man som jeg har levet alle begivenhederne med på forholdsvis centralt hold uden direkte at have taget aktivt del i alle detaljer.

Men når nu dette er sagt, vil jeg også som min personlige opfattelse sige, at jeg finder, at forfatteren har gjort et fortjenstfuldt arbejde ved at samle og bearbejde de mange spredte aktstykker, det har været m uligt at få fat på, og at „Hemm elig Alliance“ er et omfattende og godt bidrag til belysning af vel nok den mærkeligste periode i Danmarks nyere historie.

Bogen er spændende læsning og kan meget anbefales til nærmere studium.

-----

Bogen behandler i hovedsagen perioden 29/8 1943 — 4/5 1945 og skildrer især udviklingen af den danske modstandsbevægelse med særligt henblik på modstandsorganisationens centralorganer og indre struktur og på organisationens forbindelser med udlandet, de danske politikere og de danske myndigheder. Det er derfor også ganske naturligt, at bogen i særlig grad er Danmarks Frihedsråds historie og behandler rådets bestræbelser på at blive anerkendt i ind- og udland som Danmarks „underjordiske regering“ , idet frihedsrådet herunder ingensinde tabte af syne, at det ikke forfulgte andre form ål end kampen mod fjenden, og at det ville blive ophævet ved kampens afslutning, når en grundlovsmæssig regering atter kunne træde til.

E t folk er i almindelighed en træg masse; det tager lang tid at ændre dets samfundsopfattelse og -vaner.

Man bliver i den bås, hvor man liø ­ rer til, og følger de ledere, man altid har gjort, og som man kender; dette gælder både inden for de politiske partier, fagorganisationer, erhvervssammenslutninger m. m., og hertil kommer så, at samfundets embedsmænd har aflagt et højtideligt løfte om at ville holde landets grundlov. Det var derfor naturligt, at dette mystiske begreb „Danmarks Frihedsråd“ , som ingen kendte, og som man end ikke i dag helt nøje kan nævne medlemmerne af, i starten havde visse vanskeligheder ved at overvinde denne træghed og komme i kontakt med samfundets legale myndigheder og institutioner, og det kan måske nu siges, at hvis det ikke havde fået 20 måneder at virke i, var afslutningen på besættelsen måske forløbet mindre gnidningsløst.

Det er i situationer med besættelse og undertrykkelse altid de ganske unge, som endnu ikke helt kan overse konsekvenserne af deres handlinger, der gennem mindre episoder begynder modstanden mod det, som deres medfødte retfærdighedssans føler sig trykket af. De første drengeklubber fra 1941 „Churchill-Klubben“ i Å lborg og „Royal A ir Force Klubben“ i Odense med drenge fra mellemskoleog gymnasieklasserne er lysende eksempler herpå.

„Modstanden var de unges vrede svar til faren. Det var børnene på 20 og de unge på 30, der nu pludselig blev voksne og gik ind under et ansvar, der normalt kun tilfalder de mere aldersstegne eller — undertiden — de affældige. Det sang af initiativ, handlekraft, beslutsomhed, viljestyrke og undertiden også nødvendig hensynsløshed fra de unges rækker i disse år, og ængstelse, bekymring, besindighed og gustne overlæg havde kummerlige kår.“ (Bind I, side 52).

Elle r som Ka j Munk udtrykte del i sin prædiken i Vedersø Kirke nytårsdag 1944, kort før han selv faldt: „Det var den ungdom, man snød for at kæmpe, gav uddannelsen og så lod dem i stikken og, da den var beredt til det yderste, stå og være til grin. Det er dem, der tager sig på at vise Danmarks ansigt“ .

„I modstandsbevægelsens historie spiller netop episoderne en fremtrædende rolle. Dette gælder ikke mindst den tidlige modstandskamp, hvor en centralledelse for modstandsbevægelsen endnu ikke er skabt, og hvor bevægelsen manifesterer sig gennem det tusindtal af storre eller mindre episoder, der tilsammen både udgjorde bevægelsen og karakteriserede dem tendenser. 1 den tidlige kamp lå forudsætningen for den endnu fortrinsvis hos den enkelte. Det var den p rivates kamp mod besættelsesmagten, hvor en utålelig situation pludselig stillede umådelige krav til menigmands nationale og demokratiske indstilling og ansvarsfølelse, og hvor den privates stillingtagen endnu ikke af-stivedes psykisk af nogen bred fællesskabsfølelse eller nogen klar fornemmelse af noget nationalt sammenhold. Det var de ensommes kamp. Det var en kamp, der fødtes ude i geledformat,ionerne i en hær, der endnu ikke vidste, at den var ved at formeres, en hær uden ordrer og uden direktiver, uden depoter og stabe, uden politisk status og uden fikserede planer. En hær af menige, der over for afgørende beslutninger oftest måtte føle sig hjælpeløst alene. Det var en kamp der opstod uden tvang eller påbud, men hvor samvittighed, livsopfattelse, politisk fornemmelse og almen følelse for ret og uret tvang voksende masser til stillingtagen og ganske enkelte til handling. Ingen var kaldede, og ingen havde mandat, men adskillige følte sig forpligtede — som tiden gik, 6a mange, at modstandskampen groede ubønhørligt frem og manifesterede sig gennem det voksende antal episoder, der markerede bevægelsen og udgjorde dens essens.“ (Bind I, side 242).

I sommeren 1943 begyndte en kreds af personer fra modstandsbevægelsens forskellige organisationer at forberede dannelsen af en centralledelse, og den 16. september 1943 må vist betegnes som frihedsrådets fødselsdag. Også dette var unge mænd, gennemsnitsalderen var 38 år, dengang af offentligheden ganske ukendte, unge mænd, der — uden mandat eller formelle beføjelser af nogen art — tog den opgave op at forene de spredte og endnu ret fåtallige modstandsgrupper i en fastere organisme.

„De rådede ikke over noget administrativt apparat, de kunne i realiteten ikke disponere uden friv illig tilslu tning, der aldrig var givet på forhånd, og de besad i særdeleshed ingen myndighed over de gesandtskaber og organisationer i udlandet, der i udenrigssager kunne virke for rådets planer og ønsker. Danmarks uofficielle udenrigspolitik måtte til det sidste trækkes igennem af et mangespand, hvor hver enkelt søgte at trække på hammel med de øvrige. Men den enkeltes træk kunne blive skævt. Nogen kusk sad der aldrig på bukken.“ (Bind I, side 194).

Efterhånden som tiden skred gennem de lange, mørke måneder, og udviklingen både herhjemme og på de allierede fronter viste, hvor det bar hen, blev det selvbestaltede frihedsråd fra at være et symbol en autoritet med udøvende myndighed på mange felter, og det kan vist uden overdrivelse siges at have lia ft sympatien fra de 99 % af Danmarks befolkning bag sig den 5. maj 1945. Rådets navn blev således i besættelsens sidste faser befæstet med en autoritet, både over for befolkningen og indadtil i modstandsbevægelsens organisationer, som ikke lader en lovlig valgt regering meget efter. Men frihedsrådet opnåede dog aldrig mere det, vi i det militære sprog kalder den operative ledelse, det vil sige, det kunne stille opgaver-ne og flytte styrkerne, medens den for samfundet som helhed så vigtige administrative og forsyningsmæssige tjeneste var og blev „det officielle Danmark“ s opgave, det vil stort set sige departementschefstyrets.

I det store og hele må frihedsrådets gerninger siges at være et udtryk for, at det i alt væsentligt greb rigtigt i sine dispositioner, og at det havde tilslutning fra ligesindede danske, der ikke alene var kampberedte, men også modne og selvdisciplinerede.

Ind imellem sin redegørelse for modstandsbevægelsens udvikling og sammensvejsning samt frihedsrådets voksende autoritet, således at det den 5. maj kunne besætte halvdelen af pladserne i befrielsesregeringen, føjer forfatteren nogle kapitler om de enkelte områder af det arbejde, som gav modstandsbevægelsen ansigt, f. eks. efterretningstjenesten, radiotjenesten sabotagen og ikke mindst våbenmodtagelsen. Forfatteren har også gerne villet behandle andre områder, f. eks. de enkelte regioner, de illegale ruter, den danske aktivitet i den øvrige frie verden, pressetjenesten, finansieringen, den politiske aktivitet til etablering af passiv modstand, departementschefstyret m. m., men har afstået herfra og er kun gået ind på disse problemer, når hensynet til helheden har krævet det.

Disse kapitler er efter min opfattelse den historisk svageste og mest ensidige del; her er ikke sparet på ros og superlativer, hvad der dog sikkert i nogle tilfælde er fuldt berettiget

Det kan ikke undre, at det ofte slog gnister under arbejdet, for de unge modstandsfolk var af hård nødvendighed selvrådige, selvstændige og selvhjulpne, og de blev vanskeligt blæst omkuld af nogen eller noget. Forholdene var meget særegne og langt fra dem, vi kender i en disciplineret hær.

Uden på nogen måde at ville forklejne den modige indsats, der blev gjort af mange enkeltpersoner, må vi nu, hvor vi har fået begivenhederne lid t på afstand, og så småt kan begynde at se dem i historisk perspektiv, være forsigtig med overdrivelser. Modstandsbevægelsens totalstyrke oversteg ikke 1 % af landets befolkning (bind II, side 115), af disse var størstedelen ventegrupper og vel kun godt en halv snes procent aktive deltagere. Men alligevel står Danmark i taknemmelighedsgæld til disse få med hjertet på det rette sted, for som „Niels Jyde“ skriver i et af sine breve: „... en nation, der passivt modtager friheden af andres hånd, er på vej til at dø — og vil blive udslettet før eller senere, uanset hvor mange frihedsgaver den end tager imod. Den, der ikke forstår dette, har glemt loven om de frie folks liv.“

M . Amtrup

 

Litteraturliste

Del: