Heinrich Germer - fra vestkysten til Østfronten – Billeder af en forført generation

Forfatter: Suzi Elena Apelgren

Forlag: Klithedegården
Diverse: 2018, 285 sider, gennemillustreret med aldrig tidligere offentliggjorte billeder, DKK 299,-.

Anmelder: Steen Bornholdt Andersen

Meget få har formentlig nogensinde hørt om Heinrich Germer, så hvorfor skrive en bog om ham i en tid, hvor biografier sælger bedst, hvis de handler om magtfulde mennesker eller stjerner fra filmlærredet eller musiktribunerne?

Der er nemlig intet usædvanligt ved Heinrich Germer. Han fødes i 1921 ind i en gartnerfamilie i Bremen, har en tryg opvækst, han passer sin skole og går i gartnerlære for en gang at skulle overtage familievirksomheden. Præcis som så mange andre unge mennesker. Og som præcis alle andre unge tyskere fra den generation, som Heinrich Germer tilhører, kom det nationalsocialistiske partis magtovertagelse i Tyskland 1933 til at bestemme, hvordan hans liv skulle udfolde sig. Som 12-årig blev han en del af Marine-Hitlerjugend, dernæst pligtig tjeneste i Reichsarbeitsdienst og fra oktober 1940 – 19 år gammel – som soldat i værnemagten – i 269. Infanterie-Division.

Forfatteren bruger ikke mange kræfter på at sætte læseren ind i den bredere militærhistoriske sammenhæng, men efter knap 7 måneders besættelsestjeneste i en panserværnsenhed i det vesttyske Ulfsborg, sendes han med enheden til Heeresgruppe Nord, hvor han deltager i den tyske invasion af Sovjetunionen – Barbarossa – i juni 1941. I de næste 18 måneder skiftevis rykker han frem, venter og kæmper sig gennem Litauen, Letland, Estland og helt frem til Leningrad. Han får alvorlige forfrysninger i den ene fod, men sendes efter nogle måneder tilbage til fronten, før divisionen reorganiseres og dele af den forlægges til Norge, hvor Heinrich befinder sig til krigen slutter – for hans vedkommende i et kortvarigt britisk fangenskab.

Bogen er skabt omkring de mange breve, som han skrev hjem - i perioder dagligt – om stort og småt. Vi følger hans bekymring over faderens sygdom, bekymringen over familiens livsgrundlag, som er blomster, og da blomster er ikke essentielle for krigsførelsen forsvinder gartneriets arbejdere til krigsessentielle aktiviteter. Han forsøger at bidrage til familiens overlevelse ved at formidle blomsterhilsner fra soldaterne til deres kære, hvad enten det er mærkedage eller begravelser.

Heinrich befinder sig ikke godt ved fronten. Han er bange, og bruger mange kræfter på at finde en vej ud af de forfærdende forhold, som han nøgternt og ret usentimentalt beskriver (det skal jo kunne overleve censuren!). Alligevel gør han det, han får besked på.

De mange breve både gengives i læsbar illustration af det oprindelige brev og i en dansk oversættelse, og kittes sammen af kommentarer, der primært har til formål at sætte en bredere ramme for Heinrichs historie. De uddybende elementer er ret få, fordi forfatteren hele tiden fastholder sin trofasthed over for Heinrich Germers egen historie, som beskrives så indgående gennem hans egne breve til familien hjemme i Bremen.

Det fremgår ikke af bogen, hvordan Heinrich Germers historie er kommet til forfatteren, og det fremgår heller ikke, hvorfor forfatteren har ønsket at skrive og udgive bogen. Heinrich giver dog sit svar i bogens indledning: ”Til minde og information om nazismens og verdenskrigens vanvid, som jeg gennemlevede det i min ungdom. Og netop unge mennesker bør vide, hvordan det gik os dengang.” Men Heinrich er faktisk ikke særlig reflekterende i sine breve – og det var sikkert også vanskeligt i betragtning af, at brevene blev censureret, før de nåede familien. I den situation kunne forfatteren med fordel have hjulpet ved at vejlede læseren og forklare om livet i det tyske rige fra 1933 til kapitulationen i 1945.

Bogens svaghed er først og fremmest, at Heinrich historie får lov til at stå næsten urørt og alene. Det var formentlig blevet et stærkere vidnesbyrd om livet i Tyskland for en ung tysker, hvis et godt forlag med kræfter til at holde forfatteren fast i Heinrichs vision om at fortælle om vanviddet og tyveriet af en generation af unge menneskers liv, havde stået for udgivelsen. Bogen har derfor et par fodfejl, som svækker den faghistoriske værdi.

Men bogen og fortællingen har også sine stærke sider. Heinrich var en ivrig og modig fotograf. Med sit lille Kodak Retina-kamera tog Heinrich billeder af de ting, han så, og de mennesker, han kæmpede sammen med. Det blev i alt til omkring 800 fotos, og mange gengives i bogen. Billederne er så afgjort bogens styrke, fordi de er så ærlige, og fordi læseren selv kan se, hvad Heinrich fortæller til sin familie og ofte mere til. Og det forandrer Heinrichs ganske almindelige liv som ung mand før og under 2. Verdenskrig til at være et stærkt vidnesbyrd om, hvordan et ungt menneske – uden indflydelse på sit eget liv – tilpassede sig og kæmpede for overlevelse.

Militærhistorisk interesserede vil formentlig blive irriterede over talrige tilfælde af mangelfuld militær terminologi og forkerte materielbetegnelser, men se bort fra det, og lad i stedet breve og billeder tale deres eget sprog. Heinrich Germer beklager, at ”billederne ikke altid kvalitetsmæssigt (er) optimale”. Det er muligt, men sjældent ser man en bog af militærhistorisk tilsnit, hvor de udvalgte illustrationer i den grad underbygger og udvider fortællingen.  Og det løfter fortællingen fra at være en historie om en mand, som ingen har hørt om, til at være en historie om Heinrich Germer, og ham kender du ret godt, når du har læst bogen.

 

 

Del: