Har Danmark et body bag syndrom?

Body bag syndromet
“Body bag syndromet” – de vestlige regeringers frygt for den folkelige reaktion på tab - er i sin nuværende form et barn af Vietnamkrigen. Amerikanske beslutningstagere drog den lære af Vietnam, at den amerikanske befolkning ikke ville acceptere tab i krige, som ikke vedrørte deres sikkerhed direkte. De blev siden bekræftet i denne tro af de mislykkede interventioner i Libanon og Somalia.[1] Den amerikanske tilbagetrækning fra Somalia fik syndromet til at sprede sig til de øvrige vestlige lande. Operationen efterlod det indtryk, at en medieskabt folkestemning (CNN effekten) først pressede Præsident Bush ind i Somalia for så derefter at presse Præsident Clinton ud igen.[2] Læren fra Somalia blev følgelig, at tab automatisk skaber et uimodståeligt folkeligt pres for tilbagetrækning, og at tab kan få folkestemningen til at vende på en tallerken.

Foto: Forsvaret.dk

Konsekvensen blev ikke overraskende, at de vestlige regeringer blev meget tilbageholdende med at sende deres soldater på operationer, som ikke så ud til at kunne afsluttes hurtigt med få tab. Frygten for tab gjorde det umuligt at bremse folkemordet i Rwanda i tide, og generelt kunne de vestlige regeringers vilje til at sende soldater til Afrika ligge på et meget lille sted.[3] Body bag syndromet ytrede sig endvidere ved, at de vestlige regeringer begyndte at prioritere egenbeskyttelse (force protection) meget højt, indførte restriktive regler for magtanvendelse (rules of engagement), og nægtede at lade deres styrker påtage sig farlige opgaver.[4] Bekymringen for tab ses endvidere af, at NATO lagde body bag syndromet til grund for sit arbejde med at udvikle en doktrin for fredsstøttende operationer. Følgende passage kan findes i et sidste udkast fra 1998:

“It is a reality, proven throu­gh experience, that whilst na­tional publics expect action to be taken to end conflict or hu­man suffering, they expect such action to involve mini­mum cost in terms of fiscal and materiel resources as well as human life ... In political terms, this expectation trans­lates itself into to the cliché of conducting a “no casualties operation”.[5]

At bekymringen for tab gik udover NATOs effektivitet på Balkan, er der talrige eksempler på. I Bosnien lagde NATO’s IFOR-styrke ud med at se den anden vej, mens serbiske ekstremister fordrev de tilbageblevne serbere fra Sarajevo i starten af 1996.[6] Frygten for tab var længe den primære årsag til, at alliancen ikke gjorde noget for at pågribe de bosnisk serbiske ledere, Radovan Karadzic og Ratko Mladic, som krigsforbryderdomstolen i Haag har sigtet for krigsforbrydelser.[7] Frygten for tab var endnu tydeligere i forbindelse med Kosovokrigen, hvor ønsket om at holde nullet blev styrende for krigsindsatsen: kamptropper blev udelukket fra starten, NATOs fly fik ikke lov at angribe i lav højde, og brugen af Apachehelikoptere blev også anset for at være for risikabel af Pentagons ledelse.[8] Endelig forhindrede frygten for tab også alliancen i at sætte en effektiv stopper for kosovoalbanske ekstremisters forsøg på at destabilisere Makedonien i foråret 2001 – bestræbelser, som var uhyggelig tæt på at udløse en ny borgerkrig.[9]

Nu er det selvfølgelig ikke fair at behandle alle NATO landene under ét, da body bag syndromets styrke varierer fra land til land. Amerikanerne har uden tvivl været hårdest ramt, mens briterne og franskmændene umiddelbart synes mindst påvirkede. Hvor USA hang i bremsen i forhold til Bosnien, Rwanda og Kosovo, skiftedes briterne og franskmændene til at hoppe på speederen. Frankrig intervenerede alene i Rwanda og pressede som det første land på for at få landtropper indsat i Bosnien. Storbritannien førte an i kampagnen for landtropper i Kosovo og intervenerede alene i Sierra Leone i 2000.[10]

Danmark har hidtil været forskånet for tab i større målestok i forbindelse med sit voksende internationale engagement siden starten af 1990erne. Derfor er det et åbent spørgsmål, hvordan de danske beslutningstagere og befolkningen vil reagere, såfremt det værste skulle ske, og tabene begynder at stige? Dette spørgsmål trænger sig på, fordi tendensen i retning af øget dansk krigsdeltagelse (Kosovo, Afghanistan og Irak) øger risikoen for tab. Denne tendens ser ud til at fortsætte, da både regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse (Bruhn-rapporten) og Forsvarskommandoens militærfaglige oplæg til en ny forsvarsstruktur anbefaler, at forsvaret øger sin kapacitet til at deltage i krigsoperationer i første bølge.[11]

Spørgsmålet lader sig imidlertid ikke uden videre besvare, da de danske tab til dato har været meget små, og fordi der ikke er lavet nogen (offentligt tilgængelige) systematiske analyser af, hvor følsomme danskerne er overfor tab. De to forskere, som har forholdt sig til spørgsmålet, tvivler på, at danskerne er parate til at acceptere højere tab. Ifølge Christopher Coker mangler danskerne en ligposekultur og har ingen sans for værdien af militære midler i udenrigspolitikken, medmindre de har indlysende humanitære begrundelser. Denne opfattelse begrunder han med Danmarks lave forsvarsbudget og indsatsen under Kosovokrigen, hvor de danske F-16 jagere fly fløj patrulje over Adriaterhavet det meste af tiden.[12] Nu kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, om Coker ved, hvad han taler om? Årsagen til, at de danske fly primært befandt sig ude over Adriaterhavet, var jo tekniske mangler, ikke frygt for tab. Tværtimod blev det anset for flovt, at Danmark ikke kunne være med i første linie.[13] Men Cokers pointer, at danskerne kun vil acceptere humanitært begrundede krige og ikke har vænnet sig til tab ligesom Frankrig og Storbritannien, kan ikke afvises uden videre. En dansk ekspert deler således Cokers syn på Danmark som en civilmagt og tvivler på, at udviklingen i retning af øget krigsdeltagelse kan opretholdes. Sten Rynning underbygger sit argument med at pege på, at Socialdemokratiet og det Radikale Venstre fandt bidraget til Operation Enduring Freedom “for hårdt” (F-16 og specialstyrker) og hellere havde bidraget med styrker til fredsbevarelse og genopbygning.[14] De to partier udtrykte samme bekymring i forbindelse med Irakkrigen, inden de sagde fra,[15] og den ligger også til grund for den noget karikerede diskussion, om forsvaret fremover hovedsagelig skal struktureres som tæskehold eller humanitær nødhjælpsarbejder.[16]

Denne uenighed tyder på, at det kan blive vanskeligt at skabe konsensus om øget dansk deltagelse i krigsoperationer, som ikke kan legitimeres humanitært, og at stigende tab i forbindelse med krigsoperationer kan give bagslag og ødelægge den enighed, som har kendetegnet dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i 1990erne. At tab må påregnes lader de canadiske, italienske og spanske erfaringer fra Afghanistan og Irak imidlertid ingen tvivl om.[17] De viser, at der er en øget risiko forbundet med at deltage i krigsoperationer og fredsstøttende operationer, der sker i forlængelse heraf.

Coker og Rynnings vurderinger bygger imidlertid på et så usikkert grundlag, at vi reelt ikke ved, hvordan danskerne vil reagere på højere tab, fordi ingen af dem har foretaget egentlige analyser af de danske erfaringer. For at gøre os klogere vil denne artikel foretage en systematisk analyse af, hvor følsomme danskerne har været overfor tab efter afslutningen på den kolde krig. Denne analyse vil så blive brugt som grundlag for at vurdere, hvordan højere tab vil påvirke Danmarks internationale engagement.

Argumentet i artiklen er, at teorien bag body bag syndromet ikke holder. Der er ikke nogen direkte sammenhæng i mellem tab og den folkelige opbakning til en given operation. Den folkelige reaktion på tab afhænger af tre faktorer: politisk lederskab, elite enighed og formål/udsigt til succes. Den danske befolknings store støtte til det internationale engagement og accepten af de tab, der er indtruffet til dato, kan forklares med tilstedeværelsen af disse tre faktorer, og det tyder på, at den vil være parat til at acceptere højere tab som led i kampen mod terror. Forudsætningen er, at disse tre faktorer også er til stede fremover.

Artiklen er delt i tre. Første del sætter fokus på de danske beslutningstagere og undersøger, i hvilken grad frygten for tab har haft betydning for beslutninger om at bidrage til fredsoperationer, udformningen af retnings­linier for brug af danske enheder i internationale operationer, og viljen til at udføre risikable opgaver, så som anholdelsen af eftersøgte krigsforbrydere. Anden del ser på befolkningens følsomhed for tab. Denne følsomhed analys­eres på baggrund af den nyeste forskning på området, som peger på, at de vestlige befolkninger er mere tolerante overfor tab, end teorien om body bag syndromet antager. Artiklens tredje del retter blikket mod fremtiden og giver et bud på, hvordan befolkningen vil reagere på stigende tab, og hvad danske beslutningstagere kan gøre for at bevare den brede politiske og folkelige opbakning til Danmarks internationale engagement.

Hvor stor er de danske beslutningstageres frygt for tab?
Det er svært at give et præcist svar på dette spørgsmål af to årsager. Den første er, at det kan diskuteres, hvor stor frygten for tab skal være, før det er rimeligt at karakterisere den som et body bag syndrom. At frygte tab er ikke problematisk i sig selv. Det er enhver regering og militær chefs pligt at gøre, hvad de kan for at minimere den risiko, som deres soldater og civilbefolkningen i operationsområdet udsættes for. Problemet opstår først, når frygten for tab bliver så stor, at egenbeskyttelse stiller sig i vejen for den mission, som soldaterne er sendt ud for at løse. For at bedømme om de danske beslutningstagere har ligget under for body bag syndromet, vil jeg derfor lede efter eksempler på, at danske beslutningstagere (politikere og militære chefer) har undladt at løse deres opgaver på samme måde, som det var tilfældet med NATO i eksemplerne ovenfor.

Det andet problem er, at det kan være svært at afgøre, hvor stor en rolle frygten for tab har spillet i en given situation. Det skyldes dels, at det for en udenforstående kan være svært at gennemskue, hvad der ligger til grund for udsendelsen af soldater, udformningen af retningslinier for magtanvendelse og løsningen af konkrete opgaver. Dels at sådanne beslutninger altid vil blive retfærdiggjort med andre begrundelser end frygten for tab. For at komme ud over det problem, vil jeg holde mig til beslutninger, som blev kritiseret for at lægge for stor vægt på risikoen for tab.

Denne fremgangsmåde sikrer, at body bag problemet ikke overdrives. Til gengæld kan den betyde, at jeg kommer til at undervurdere det, fordi frygten for tab også kan have ligget til grund for beslutninger, som ikke blev kritiseret offentligt.

For at sætte de kontroversielle episoder i perspektiv vil jeg indledningsvis give en overordnet karakteristik af den danske indsats i 1990erne. Sammenligner man den danske indsats med andre vestlige landes, er der ikke noget, der tyder på, at danskerne er mere tilbageholdende end gennemsnittet, tværtimod. Danmark har haft en meget høj profil på Balkan, og de danske soldater i Bosnien og Kosovo får generelt et godt skudsmål for deres indsats. Mens adskillige andre vestlige lande er blevet beskyldt for at være for passive, det gælder amerikanerne i alle Balkan operationerne, italienerne i Kosovo,[18] finnerne i IFOR/SFOR perioden,[19] franskmændene i Mitrovica,[20] spanierne i Mostar,[21] og tyskerne i både Bosnien og Kosovo,[22] så er danske kontingenter ofte blevet rost for at optræde proaktivt og robust.[23] I Bosnien blev kampvognseskvadronen i kølvandet på Operation Bøllebank og et par andre konfrontationer med serberne direkte beordret til at holde en lavere profil.[24] Danmarks forgæves bestræbelser på at skabe international opbakning til en intervention i Albanien i foråret 1997,[25] og indsættelsen af specialstyrker i Afghanistan peger heller ikke i retning af, at danske beslutningstagere lider af et body bag syndrom.

Der er imidlertid heller ikke noget, der tyder på, at danske beslutningstagere er lige så risikovillige som deres engelske og franske kollegaer. Danmark afslog anmodninger om at bidrage til de humanitære interventioner i Nordirak (1991) og Somalia (1992) og sagde også nej til en anmodning fra FN om at bidrage til en fredsstyrke for at standse folkemordet i 1994. Danmark pålagde ligesom de fleste andre lande geografiske begrænsninger på sine enheder i Bosnien, og ordrer om at bidrage til operationer udenfor disse områder blev afvist ved flere lejligheder. Et ønske fra UNPROFORs øverstkommanderende om at få de danske kampvogne i Tuzla sendt til Sarajevo blev f.eks. afvist i 1994. [26] Da der ikke er offentligt tilgængeligt materiale, som belyser denne beslutning, vil jeg i stedet se nærmere på en beslutning om at sige nej til at forstærke den canadiske bataljon i Kroatien med et pansret kompagni i september 1993. Canadierne havde fået ordre til at tvinge en kroatisk enhed ud fra Medak lommen, efter at den havde indtaget tre serbiske landsbyer og foranstaltet en massakre på indbyggerne. Den officielle begrundelse for det danske afslag var, at Medak lommen lå udenfor det danske operationsområde.[27] Den reelle var, at operationen blev anset for at være for risikabel, og at de danske soldater ikke var uddannet og udrustet til angrebsoperationer. Enden på det hele blev, at canadierne i stedet blev forstærket med franske og polske enheder. Oberst Bjarne Hesselberg, der var chef for SEKTOR NORD/UNPROFOR i perioden marts 1993-marts 1994, var uenig i beslutningen. Han følte, at den blev taget på et uklart og forkert grundlag og skammede sig over at måtte bede enheder fra andre lande om at udføre det ”beskidte arbejde”.[28] Enden på det hele blev, at kroaterne blev smidt ud med et regulært angreb.[29]

Et andet eksempel, der lugter af body bag syndrom, finder vi i 1997, hvor den daværende chef for de danske styrker i Bosnien, brigadegeneral Jørgen Hansen-Nord, egenhændigt indførte en bureaukratisk procedure, der gjorde det umuligt at anvende danske jægersoldater udstationeret i Bosnien til at jage krigsforbrydere med. Beslutningen blev begrundet med, at det ikke var ”soldaternes opgave at fange krigsforbrydere”. Denne fortolkning af mandatet var i klokkeklar modstrid med den danske regerings politik på området, og det er nærliggende at få den tanke, at hensynet til egenbeskyttelse spillede en væsentlig rolle herfor.[30]

Det næste eksempel på, at danske beslutningstagere ryster på hånden, finder vi i Kosovokrigen, hvor regeringen var så bange for at miste den folkelige opbakning, at den i lighed med de andre NATO lande ikke turde tage ordet krig i sin mund. I stedet blev krigen præsenteret som en ”militær operation med et humanitært sigte”, hvilket ikke overraskende gav anledning til kritik.[31] I og med at de øvrige NATO lande anlagde samme linie, kan dette eksempel ikke bruges til at vise, at danske politikere lider af et body bag syndrom. Når jeg alligevel har taget det med, er det fordi det dokumenterer den modvilje mod ”krig”, som Coker og Rynning ser som en væsentlig barriere for øget dansk krigsdeltagelse.

Det sidste eksempel er hentet fra udsendelsen af det danske SHIRBRIG kontingent til Eritrea/Etiopien i 2000. Her spillede frygten for tab en væsentlig rolle i beslutningsprocessen, men den forhindrede ikke udsendelsen. At netop denne operation skulle give anledning til frygt kan undre i og med, at der var tale om en klassisk fredsbevarende operation mellem to lande, som havde afgjort deres mellemværende på slagmarken. Landene ringede derefter til FN og bad om en at få indsat en styrke til skille deres to hære ad. Operationen viste sig da også at blive ”ren ferie”.[32] Selv om sikkerhedssituationen var den bedste i mands minde for en FN operation, var statsministeren og hans departementschef, hvis man ellers skal tro kilder i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, alligevel så bekymrede for, hvordan befolkningen ville reagere på eventuelle tab, at beslutningen om at udsende soldaterne blev udskudt, så sikkerhedssituationen kunne blive vurderet en ekstra gang.[33] Dansk Folkeparti delte statsministerens bekymring for sikkerheden og stemte imod operationen. Peter Skaarup, partiets ordfører, havde heller ikke glemt Somalia:

”Jeg tror ikke, der er opbakning i befolkningen til at sende soldater ned i 50 graders varme. Vi så, hvad der skete i Somalia.”[34]

Set under et giver disse eksempler ikke grundlag for at hævde, at frygten for tab har spillet en afgørende rolle i udformningen af Danmarks internationale engagement. Men der er heller ikke grundlag for at afvise Coker og Rynnings formodning om, at danske beslutningstagere vil opgive kursen mod øget krigsdeltagelse, såfremt den resulterer i højere tab. Bekymringen for hvordan befolkningen vil reagere på tab er tydelig, og det sidste eksempel tyder på, at Somalia lurer i baghovedet. Spørgsmålet er imidlertid, om danske beslutningstagere har så stor grund til bekymring, og om den danske befolkning er så følsom over for tab, som de tilsyneladende går og tror.

Den folkelige accept af tab er større end body bag syndromet antager
For at vurdere den danske befolknings følsomhed for tab må vi først slå et slag omkring den seneste forskning for at forstå, hvordan de vestlige befolkninger i virkeligheden reagerer på tab. Teorien bag body bag syndromet holder nemlig ikke. Body bag syndromet dækker som nævnt over den antagelse, at (vestlige) befolkninger ikke vil tolerere tab i konflikter, som ikke udgør en direkte trussel mod deres egen nationale sikkerhed, og at den folkelige opbakning til brug af magt i sådanne situationer derfor vil forsvinde, når deres soldater begynder at komme hjem i ligposer.[35]

Enkelte forskere er gået endnu videre og har argumenteret for, at de vestlige befolkninger ikke længere vil tolerere tab under nogen omstændigheder, heller ikke når den nationale sikkerhed er truet. Edward Luttwak er den mest fremtrædende fortaler for dette synspunkt. Han har argumenteret for, at de lave fødselsrater i Vesten har gjort tab i alle typer af konflikter uacceptable.[36] At det argument ikke holder illustreres af den amerikanske befolknings accept af tabene i krigen mod terror.[37] Opbakningen til krigen mod terror er fortsat høj i den amerikanske befolkning til trods for, at de amerikanske tab i Afghanistan og Irak i slutningen af januar 2004 havde passeret 600 dræbte.[38] Falklandskrigen peger i samme retning. Her accepterede den britiske befolkning et tab på 236 soldater for at få øerne tilbage.[39]

Den mindre vidtgående antagelse, at befolkningerne er allergiske for tab i konflikter, som ikke truer deres nationale sikkerhed, har mere på sig. Kombinationen af forholdsvis lave tab og faldende folkelig opbakning har således resulteret i tre vestlige tilbagetrækninger i nyere tid. Tabet af 241 marinesoldater i oktober 1983 som følge af et selvmordsangreb fik USA til at forlade Libanon året efter, og historien gentog sig ti år senere, hvor tabet af 18 soldater udløste tilbagetrækningen fra Somalia i 1994. Samme år var 10 døde soldater nok til at få Belgien til at trække sig ud af Rwanda. At fænomenet ikke kun er af nyere dato illustreres af, at stigende tab foranlediget af en israelsk terrorkampagne også bidrog til den britiske beslutning om at trække sig ud af Palæstina i 1948.[40]

Det er de tre nyeste tilbagetrækninger, som har givet næring til antagelsen om, at de vestlige befolkninger ikke længere vil tolerere tab. Det er imidlertid et spinkelt grundlag at bygge en teori på, og det er forholdsvist nemt at finde cases, som sår tvivl om den automatiske sammenhæng mellem tab og faldende folkelig opbakning. Et flertal af den franske befolkning blev således ved med at støtte det franske engagement i Bosnien selvom 54 franske soldater blev dræbt og over 600 såret i 1992-95. Det samme var tilfældet i Storbritannien, der mistede 18 soldater og fik 38 alvorligt såret.[41]

Den nyere forskning viser da også, at der ikke er nogen direkte og automatisk sammenhæng mellem tab og folkelig opbakning.[42] Den peger i stedet på, at den folkelige reaktion på tab, udover tabenes størrelse, bestemmes af tre faktorer: politisk lederskab, grad af politisk enighed og formål/udsigt til succes i den pågældende operation.

Det er for det første af betydning, om den politiske ledelse gør en aktiv indsats for at mobilisere og fastholde den folkelige opbakning til en given militær operation. Kravene til politisk lederskab i så henseende stiger i takt med, at brugen af militær magt bevæger sig væk fra nationalt selvforsvar. Selvvalgte krige, der udkæmpes af humanitære eller idealistiske årsager, er alt andet lige sværere at retfærdiggøre end nødvendige krige, som udkæmpes for at forsvare nationens fortsatte eksistens. Når nationens sikkerhed ikke står på spil, skal den folkelige opbakning skabes og holdes ved lige, og det er vigtigt at forberede befolkningen på mulige tab og forklare, hvorfor de er nødvendige og acceptable. Det forsømte de amerikanske præsidenter i både Libanon og Somalia. Hverken Præsident Reagan eller Præsident Clinton havde gjort noget særligt for at bremse det fald i både folkelig og politisk opbakning til operationerne, som havde fundet sted, inden tabene indtraf. Som følge heraf var det umuligt for dem at forhindre opbakningen i at falde yderligere, da det gik galt.[43]

Graden af elite enighed viser sig også at være vigtig for den folkelige reaktion på tab. Hvis en enig politisk elite bakker op om en operation, når der sker tab, vil befolkningen i de fleste tilfælde også gøre det. Fører tab derimod til elite uenighed og krav om tilbagetrækning fra nogle politikere og opinionsledere (kommentatorer og eksperter i medierne), vil denne splittelse brede sig til befolkningen og få opbakningen til at falde. Forskningen peger således på, at befolkningens reaktioner i høj grad afhænger de politikere og opinionsledere, som de normalt lytter til.[44]

Betydningen af politisk enighed understreges af både Libanon og Somalia operationerne. Operationerne havde delt både befolkning og politikere allerede inden tabene fandt sted. Tabene forstærkede den indenrigspolitiske uenighed og resulterede i et voksende politisk pres på præsidenten for at trække de amerikanske soldater hjem.[45] Der var i begge tilfælde en sammenhæng mellem voksende uenighed i eliten og faldende folkelig opbakning. Denne sammenhæng finder vi også udenfor USA. I 1946-47 førte voksende tab som følge af israelske terrorangreb til politisk uenighed om den britiske tilstedeværelse i Palæstina. Tabene fik Winston Churchill, lederen af den konservative opposition, til at foreslå en hurtig tilbagetrækning, og han fik hurtigt skabt folkelig opbakning til sit krav.[46] De britiske og franske erfaringer fra Bosnien er omvendt eksempler på, at befolkningen accepterer voksende tabstal i operationer, som nyder bred politisk opbakning.  

Selv om elite enighed således spiller en vigtig rolle for den folkelige reaktion på tab, betyder det ikke, at en enig elite kan få sin befolkning til at støtte en hvilken som helst operation. Det viser den folkelige modstand imod det britiske engagement i Nordirland, der opstod som konsekvens af tabet af 102 britiske soldater i 1971-72. De næste 20 år var et flertal af befolkningen stort set konstant tilhængere af en tilbagetrækning fra Nordirland. Det kunne støtten til en fortsat tilstedeværelse fra en enig britisk elite og en stabilisering af tabstallene på et meget lavere niveau ikke ændre ved.[47] Nordirland casen understreger vigtigheden af, at soldaternes familier bakker op om et militært engagement. Højlydte protester fra familierne anses nemlig for en vigtig årsag til, at en enig britisk elite ikke kunne fastholde den folkelige opbakning til denne operation.[48]

En anden årsag til, at den britiske elite ikke kunne overbevise et flertal om det fornuftige i at forblive i Nordirland, skal utvivlsomt findes i den tredje faktor, som påvirker befolkningens reaktion på tab: formålet med en given operation og om udsigten til succes står mål med risikoen. At formål og risiko gør en forskel viser den britiske opinions syn på operationerne i Bosnien og Nordirland i starten af 1990erne. Et flertal kunne ikke se formålet med at lade britiske soldater blive dræbt af terrorister i Nordirland som led i bestræbelserne på at bilægge en endeløs borgerkrig. Det modsatte var tilfældet med Bosnien, hvor et flertal støttede ideen om, at de britiske soldater skulle bruge magt for at få humanitær nødhjælp frem til civilbefolkningen.[49] At opgavens karakter og udsigten til succes gør en forskel, fremgår også klart af den amerikanske befolknings syn på Somalia operationen. Mens der stort set gennem hele operationen var flertal for en begrænset humanitær operation (udlevering af mad og lignende humanitære opgaver), var der samtidig stort flertal imod mere ambitiøse og risikofyldte opgaver (standse borgerkrigen og afvæbne klanerne).[50]

Ifølge Bruce Jentleson er disse eksempler udtryk for en generel tendens. Hans forskning viser, at den amerikanske befolkning i 1990erne var mere positiv overfor humanitære operationer og indgriben mod aggressorer end forsøg på at blande sig i, hvordan andre lande skal regeres.[51]

Sammenfattende kan det altså konstateres, at tab ikke automatisk får vestlige befolkninger til at vende sig mod operationer, som ikke berører deres egen sikkerhed direkte. Den folkelige reaktion vil afhænge af, om regeringen har gjort en aktiv indsats for at sælge operationen, om operationen nyder bred opbakning i eliten og soldaternes familier, om formålet appellerer til befolkningen og om der er udsigt til succes. De vestlige befolkninger er således ikke bare mere villige til at acceptere tab, end deres politikere generelt tror.[52] De vestlige politikere har også haft en tendens til at undervurdere deres egen evne til at påvirke den folkelige opinion. Philip Everts opsummerer synet på body bag syndromet i den nyeste forskning meget præcist:

“The body bag syndrome in its simple straightforward form is largely a self-serving creation of politicians and journalists.”[53]

Den danske befolknings syn på det internationale engagement og tab
Spørgsmålet er nu, om disse resultater også gælder i Danmark? Meningsmålinger viser, at befolkningen bakker op om det internationale engagement. Balkan operationerne har, som det fremgår af tabel 1, haft stor støtte med 70% og derover, mens støtten er lavere til operationer uden for Europa. Deltagelsen i sådanne operationer nyder dog også støtte fra over 50% af befolkningen. Støtten til konkrete operationer (tabel 2) er noget lavere, men tendensen går entydigt i retning af højere støtte, som 1990erne skrider frem.

Det bemærkelsesværdige ved tabel 1 er, at det er lykkedes for de danske politikere at overbevise befolkningen om, at deltagelsen i FN-operationer ikke er ren idealisme, men at den også styrker Danmarks nationale sikkerhed. FN-operationer bliver normalt betegnet som ren idealisme, men en del af forklaringen på den store opbakning skal utvivlsomt findes i, at politikerne op gennem 1990erne havde held til at få sikkerhedspolitiske og idealistiske argumenter til at gå op i en højere enhed. Et tidligt eksempel herpå kan findes i en kronik af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra 1992:

”Udviklingen i det tidligere Jugoslavien rummer også kimen til en anden - og langt mere direkte - trussel mod os. Hvis resten af Europa ser passivt til, mens menneskerettigheder og mindretalsrettigheder bliver undertrykt i det tidligere Jugoslavien, er det et signal til fremtidige stridende parter om, at magtanvendelse betaler sig. Det eksempel kan hurtigt blive en trussel mod os alle, hvis det får lov at brede sig ... Den handler om, at vi i Europa har nået et civilisationsniveau, der ikke tillader os at ignorere krig i vor egen verdensdel. Krigen på Balkan er ikke nogen fjern krig. Det er vore værdier, vor samfundsform og i sidste ende vor frihed, der udfordres i det tidligere Jugoslavien. Hvis vi ikke er rede til aktivt at forsvare disse værdier, undergraver vi på længere sigt vor egen sikkerhed ... Krig og fred ikke længere kun er et spørgsmål om forsvar af Danmarks grænser. Hvis stabiliteten i Europa skal sikres - og det skal den selvfølgelig - er det nødvendigt, at vi er villige til at yde en indsats. Vi skal medvirke til forebyggelse og bilæggelse af konflikter samt bevaring af freden - også i områder, der ikke ligger nær vore egne grænser. Forholder vi os passive, risikerer vi at undergrave vor egen sikkerhed”.[55]

Spørgsmålet er så, hvor holdbar denne kobling mellem idealisme og sikkerhedspolitiske interesser er? Hvis tabene begynder at stige markant, er det immervæk stadig sværere at argumentere for det nødvendige i at acceptere store tab langt væk hjemmefra, end det er på grænsen til ens eget territorium.

Den folkelige accept af tab har til dato været lige så markant, som opbakningen til det internationale engagement. Elleve soldater blevet dræbt i international tjeneste, siden Olfert Fisher satte kurs mod Golfen i 1990.[56] Af disse er fire døde i kamp, to ved påkørsel af miner, to ved færdselsulykker, og tre ved en sprængningsulykke. Det er først og fremmest tabet af soldater i kamp, som forventes at resultere i faldende opbakning, fordi den psykologiske effekt er en anden, når de kan tilskrives ulykker, sygdom og andre ”normale” årsager. Grundlaget for at vurdere danskernes reaktion på større tab i kamp er derfor uhyre spinkelt, men det ændrer ikke ved, at reaktionerne til dato har været meget klare og entydige. Opbakningen til det internationale engagement har ikke været til at tage fejl af i de to værste episoder Danmark har været udsat for: tabet af tre soldater i Kroatien i august-september 1995 som følge af fjendtlig beskydning og tabet af yderligere tre soldater ved sprængningsulykken i Kabul i marts 2002.

Ser vi først på tabene i Kroatien i 1995, så kulminerede de 18. september, hvor to soldater blev dræbt og otte såret. Det er de største tab, en dansk enhed i international tjeneste er blevet påført på en enkelt dag siden 1948. Yderligere seks soldater blev såret et par dage senere.[57] Tabene førte ikke til krav om tilbagetrækning og en revurdering af Balkanpolitikken. Det store flertal af ledende politikere, lederskribenter og kommentatorer beklagede tabene men støttede en fortsat dansk tilstedeværelse på Balkan. Fremskridtspartiet var sammen med Ekstra Bladet ene om at kræve de danske soldater trukket ud.[58] Men disse isolerede røster fandt ikke genklang i befolkningen, som fortsat bakkede op omkring den danske Balkanindsats.

Reaktionerne på sprængningsulykken i Kabul i 2002 var identiske. En enig elite bakkede op om den danske indsats i Afghanistan. Tabene blev beklaget som tragiske men accepteret som nødvendige, og vigtigheden af at fortsætte Danmarks internationale engagement blev understreget.[59] Til gengæld blev forsvarets ledelse hårdt kritiseret for sin håndtering af ulykken, fordi det tyske forsvarsministerium og internationale telegrambureauer var hurtigere ude med meddelelsen om dødsfaldene end Forsvarskommandoen. Heller ikke denne gang resulterede tabene i et fald i den folkelige opbakning til operationen eller det danske internationale engagement.

Den høje folkelige opbakning til Danmarks internationale engagement og accepten af tabene er i overensstemmelse med den nyere forsknings forventninger. Ser vi på målingerne i tabel 2, viser det sig nemlig, at opbakning er høj, når de tre betingelser for folkelig opbakning er til stede og markant lavere, når det ikke er tilfældet.

Ser vi først på målingerne med høj opbakning, så er de alle kendetegnet ved en bred enighed i eliten, politisk lederskab med det formål at overbevise befolkningen om, at Danmark havde en moralsk og sikkerhedspolitisk interesse i at deltage i den pågældende operation, klare humanitære og/eller sikkerhedspolitiske mål samt en rimelig udsigt til succes. Udover at gøre en aktiv indsats for at skabe og fastholde den folkelige opbakning, lagde både regeringer og opposition også vægt på at forberede befolkningen på tab. Et eksempel herpå er det konservative folketingsmedlem Helge Adam Møllers advarsel fra oktober 1993:

“Hvis vi ikke får baggrunden og ideen med at oprette denne internationale enhed udbredt til hele befolkningen . . . også at det kan være farligere end hidtil . . . og det skal vi ikke skjule, kan vi risikere at komme i utrolig store vanskeligheder den dag, nogle af disse enheder kommer i kamphandlinger, og hvor vi får dræbte eller sårede.”[61]

Den lave støtte til Golfkrigen og Irakkrigen lader sig også forklare. Regeringens forslag om at lade Olfert Fischer deltage i Golfkrigen blev afvist af et flertal af Folketinget,[62] og Irakkrigen blev kun vedtaget med et snævert flertal. I begge tilfælde afspejler uenigheden i eliten sig som forventet i befolkningen. Betydningen af enighed i eliten understreges endvidere af den store folkelige opbakning til udsendelsen af en fredsbevarende styrke til Irak efter krigens afslutning, der blev støttet af et bredt flertal i Folketinget.

Operation Alba er den eneste operation, som falder noget udenfor det forventede mønster. Den fik forholdsvis lav opbakning til trods for, at den blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget med 89 stemmer mod 20. Når den lave opbakning alligevel lader sig forklare hænger det sammen med at operationen blev udsat for hård kritik af begge fløje på Christiansborg og af uafhængige eksperter. Fremskridtspartiet anså operationen for unødvendig, fordi der ikke var “krig – kun rod” i Albanien, venstrefløjen var bange for, at operationen ville støtte den siddende præsident, mandatet blev kritiseret for at være uklart, og operationen blev også anset for at være alt for risikabel. [63] Somalia spøgelset blev fremmanet, og daværende oberstløjtnant Lars R. Møller fandt det:

“tåbeligt at sende militære styrker til Albanien før, der var en politisk løsning i sigte. Albanerne er nu vant til partisankrig. Vi risikerer, at hele bundtet vender sig mod udsendte styrker, hvis der ikke er klare aftaler før udsendelsen.”[64]

Hertil kommer, at operationen ikke havde noget klart humanitært sigte. Operationen havde i modsætning til Bosnien operationen ikke til formål at undsætte en nødlidende civilbefolkning. Formålet med Operation Alba var at bidrage til at genoprette lov og orden i hovedstaden Tirana, som var præget af omfattende uroligheder og plyndringer. Alba kan derfor have forekommet mere risikofyldt og mindre ædel end Bosnien operationen.

Opsummerende kan det altså konstateres, at den danske befolkning har opført sig som forventet. Kombinationen af politisk lederskab, elite enighed, og operationer med klare formål og udsigt til succes har sammen med de lave tab skabt grundlaget for den store folkelige opbakning, der har kendetegnet Danmarks internationale engagement siden starten af 1990erne. Spørgsmålet er så, om opbakningen vil kunne fastholdes, såfremt øget krigsdeltagelse resulterer i større tab?

Accept af større tab i krig?
Udviklingen i international politik efter angrebene på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001 har bidraget til at gøre tab mere acceptable på to måder. For det første fremstår international terrorisme som en direkte trussel mod Vesten og dermed dansk sikkerhed. For det andet har de tab, som vestlige nationer har lidt i kampen mod terror i Afghanistan og Irak, bidraget til at gøre tab ”normale” og dermed mere acceptable. Tab på op til tyve soldater gør ikke længere det samme psykologiske indtryk, som det var tilfældet i 1990erne.

Denne udvikling skulle alt andet lige gøre danske beslutningstagere og den danske befolkning mere modtagelige for tab, fordi de nye trusler gør det lettere at argumentere for at tab er nødvendige, og fordi risikoen for tab nu er så åbenlys, at de ikke vil have samme chokeffekt som tidligere. Betyder det så, at man helt kan afvise Coker og Rynnings forudsigelse om, at de danske beslutningstagere vil slå bak, hvis Danmark oplever tab i samme størrelsesorden, som dem Italien har lidt i Irak?

Hertil er svaret nej. De danske tab i 1990erne er for små til, at de kan bruges som grundlag for skråsikre forudsigelser. Hertil kommer, at danske beslutningstagere i lighed med deres vestlige kollegaer op gennem 1990er­ne har vist sig at være mere følsomme overfor tab end befolkningen, fordi de har undervurderet den folkelige vilje til at acceptere tab. Derfor kan det ikke udelukkes, at danske politikere vil skifte kurs, hvis tabene stiger. Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at det er politikernes og ikke befolkningens reaktioner, som vil være udslagsgivende. Hvis et enigt Folketing og en enig dansk elite bliver ved med at bakke op om øget dansk krigsdeltagelse, selv om tabene stiger markant, så forudsiger analysen her i artiklen, at befolkningen vil følge trop.

En bred opbakning i eliten er nøglen til den øgede krigsindsats, som regeringen lægger op til. Hvis regeringen ikke er i stand til at skabe bred opbakning til sin politik, vil befolkningens støtte ikke kunne bevares. Det har Irakkrigen allerede demonstreret. Selv om regeringen med hele sit arsenal af spindoktorer gjorde sit bedste for at overbevise befolkningen om det rigtige i at gå i krig, lykkedes det ikke at få et flertal til at støtte beslutningen. Politisk lederskab, et klart sikkerhedspolitisk sigte, udsigt til militær succes og en ønskemodstander, som ingen havde sympati for, kunne ikke opveje manglen på enighed i den danske elite. Tab i Irakkrigen ville have givet bagslag for regeringen, hvilket den godt var klar over. Det ligger i hvert fald lige for at tro, at frygten for tab spillede en vigtig rolle for beslutningen i 11. time om at lade jægersoldaterne blive hjemme. Risikoen for tab blev reduceret til et minimum ved i stedet at sende en ubåd og en korvet.

Danske beslutningstagere skal kort sagt følge samme opskrift, som de gjorde i 1990erne, hvis de vil overbevise befolkningen om det nødvendige i at acceptere de højere tab som et øget engagement i krigen mod terror kan indebære:

·         gøre en aktiv indsats for at forklare befolkningen, hvorfor danske soldater skal sendes i krig langt væk hjemmefra og forberede den på højere tab.

·         skabe og fastholde enigheden i den danske elite.

·         holde sig til operationer med et klart humanitært og/eller sikkerhedspolitisk sigte.

·         holde sig til operationer med udsigt til succes.

ølger de danske beslutningstagere denne opskrift, er der intet, der tyder på, at befolkningen ikke vil være villig til at acceptere større tab som følge af en øget dansk krigsdeltagelse. Den danske deltagelse med F-16 i Kosovo og med F-16 og jægersoldater i Afghanistan gav anledning til stolthed, ikke ubehag, og det ville også have været tilfældet med Irakkrigen, hvis den var blevet ført med et FN mandat i ryggen.

Af afdelingsleder Peter Viggo Jakobsen, DIIS

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf


Noter

Jeg vil gerne takke medlemmerne af Afdelingen for Sikkerhedspolitik og Konfliktforskning ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Jesper Jespersen for nyttige kommentarer til et tidligere udkast. Anna Riis-Hedegaard og Line Selmer Friborg skal også have en stor tak for effektiv forskningsassistance.

 

[1] Richard Holbrooke forklarede eksempelvis Pentagon’s frygt for mission creep og tab i Bosnien med, at det amerikanske militær som følge af Vietnam og Somalia havde pådraget sig et “Vietmalia syndrom.” Holbrooke, Richard, To End a War: From Sarajevo to Dayton and Beyond (New York: Random House, 1998), s. 217.

[2] Se f.eks. Gowing, Nik,  Real-time Television Coverage of Armed Conflicts and Diplomatic Crises: Does it Pressure or Distort Foreign Policy Decisions, Working paper 94:1, John F. Kennedy School of Government, (June 1994), s. 68; Shattuck, John, ‘Human Rights and Humanitarian Crises: policy‑Making and the Media’, i Robert I. Rotberg og Thomas G. Weiss (red.) From Massacres to Genocide: The Media, Public Policy, and Humanitarian Crises (Washington, D.C.: The Brookings Institution; Cambridge, MA: The World Peace Foundation, 1996), s. 174.

[3] Jakobsen, Peter Viggo, ‘FN’s fredsoperationer i Afrika i dag og i morgen’, Militært Tidsskrift, 130:2 (marts 2001), s. 75-97.

[4] De amerikanske kontingenter på Balkan fik skriftlige ordrer om, at force protection gik forud for alt andet. Caniglia, Richard R., ‘US and British Approaches to Force Protection’, Military Review, 81:4 (July-August 2001), s. 77.

[5] Bi-MNC Directive for NATO Doctrine for Peace Support Operations (NATO, Final Draft 27 July 1998), s. 4-5.

[6] Holbrooke, To End a War, s. 335-337.

[7] Lockwood, Christopher, ‘French ignore indicted Serbs’, The Daily Telegraph, 2. august 1999; Weiner, Tim, ‘U.S. Drops Plan to Nab Accused Serbs’, International Herald Tribune, 27. juli 1998, s. 1.

[8] Priest, Dana, ‘Risks and Restraint: Why the Apaches Never Flew in Kosovo’, The Washington Post, 29. december 1999, s. A01.

[9] Perlez, Jane, ‘As Strife in Macedonia Rises, U.S. and NATO Shun Fight’, The New York Times, 19. Marts 2001; Smith, R. Jeffrey, ‘Macedonia Girds for Expanded Conflict, Reserves Activated To Counter Rebels, The Washington Post, 19. marts 2001, s. A01; Smith, Michael, Ben Fenton og Anton La Guardia, ‘American body-bag syndrome is holding back Nato’, Daily Telegraph, 21. marts 2001.

[10] For en direkte sammenligning af de amerikanske og britiske tilgange til egenbeskyttelse se Caniglia, ‘US and British Approaches to Force Protection’, s. 73-81. Forskellene er også kommet til udtryk i de landes håndtering af civilbefolkningen i Irak i 2003. Se Norton-Taylor, Richard and Rory McCarthy, ‘Coalition split over battle for hearts and minds’,The Guardian, 1. april 2003, s. 4.

[11] Redegørelse for de sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik (København, Udenrigsministeriet, august 2003); PowerPoint briefing – det militærfaglige oplæg (Vedbæk: Forsvarskommandoen, september 2003) http://www.fko.dk/NR/rdonlyres/F801F664-F49F-4402-9262-FB142CA19690/0/2 [9 januar 2004].

[12] Ugebrevet Mandag Morgen, ‘Britisk ekspert: Danmark har intet at bidrage med til EU-forsvar’, Nr. 44 (13 december 1999), s. 28-33.

[13] Jakobsen, Peter Viggo, ‘Denmark at War: Turning Point or Business as Usual?’, i Bertel Heurlin og Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2000 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2000), s. 79.

[14] Rynning, Sten, ‘Crusading for Democracy: Danish Security Policy after September 11’, i Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2003 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2003), s. 36-37. Se også Petersen, Nikolaj, ‘Den tro allierede: Danmark og 11. september’, i Mehdi Mozaffari (red.) 11. september: Internationale konsekvenser og perspektiver (Århus: Systime, 2002), s. 125-126.

[15] Ritzaus Bureau, ‘S frygter at dansk Irak-profil bliver for høj’, Berlingske Tidende, 2. februar 2003, s. 4.

[16] Brøndum, Christian, ‘Dronningens tæskehold’,  Berlingske Tidende, 18. januar 2004, Magasin, s. 7; Rasmussen. Mikkel Vedby, ‘Krudt og kugler. Skal det danske militær fremover være en højskole eller et tæskehold?’, Politiken, 7. januar 2004, 2. section, s. 5.

[17] I Afghanistan mistede Canada fire soldater og fik otte såret som følge af en amerikansk fejlbombning i april 2002. I Irak kostede et bilbombeangreb Italien 19 dræbte og 20 sårede i november 2003. Et angreb senere samme måned i Baghdad kostede Spanien syv dræbte og en såret.

[18] Lawyers Committee for Human Rights, A Fragile Peace: Laying the Foundations for Justice in Kosovo (New York: Lawyers Committee for Human Rights, October 1999); Erlanger, Steven, ‘Chaos and Intolerance Prevailing in Kosovo Despite U.N.'s Efforts’, The New York Times, 22. november 1999, s. A1.

[19] Se kapitel 4 i Peter Viggo Jakobsen, The Nordic Approaches to Peace Operations After the Cold War: A New Model in the Making? (London: Frank Cass, under udgivelse 2004).

[20] Smith, R. Jeffrey, ‘French Troops in Kosovo Accused of Retreat. U.N. Police Cite Lack of Support in Mitrovica Uprising, Inadequate Aid to Civilians’, The Washington Post, 9. februar 2000, s. A14.

[21] Hedges, Chris, ‘On Bosnia’s Ethnic Fault Lines, It’s Still Tense, but World Is Silent’, The New York Times, 28 februar 1997, s. A1; Pellnäs, Bo, Utan slut? Kriget på Balkan - bilder från et FN-uppdrag (Sweden: Albert Bonniers förlag, 1995), s. 59-60.

[22] Erlanger, ‘Chaos and Intolerance Prevailing in Kosovo Despite U.N.'s Efforts’, s. A1; Smith, R. Jeffrey, ‘Macedonia Girds for Expanded Conflict, Reserves Activated To Counter Rebels’, The Washington Post, 19. marts 2001, s. A01.

[23] De danske enheder i den nordisk-polske brigade i Bosnien optrådte meget mere robust end deres nordiske og polske partnere. Se kapitlet om Danmark i Henning-A. Frantzen, ‘NATO and Peace Support Operations 1991-1999: Policies and Doctrines. A Study of NATO and Britain, Canada, and Denmark’, thesis submitted for the Degree of Ph.D. in War Studies at King’s College University of London, juni 2003. Se også Smith, ‘French Troops in Kosovo Accused of Retreat’, s. A14.

[24] Findlay, Trevor, Fighting for Peace (Oxford: Oxford University Press for Stockholm International Peace Research Institute, 2002), s. 220; Mads, ‘Danske FN-tropper i bosnisk blodbad’, Ekstra Bladet, 2. November 1994.

[25] Broksø, Keld, Klaus Justsen og Henrik Thomsen, ‘Helveg og Albanien’, Jyllands-Posten, 23. marts 1997, s. 2. I UNPROFOR perioden udgjorde kampvognseskvadronen nok en undtagelse, idet de samtaler jeg har haft med danske officer, der gjorde tjeneste i andre enheder, tyder på, at de danske hærenheder ikke optrådte videre robust og proaktivt.Årsagen hertil skal findes i mandatet og manglen på tunge våben. Men erfaringerne fra kampvognsenheden og NATO kontingenterne peger alligevel i retning af, at danske kontingenter optræder robust og proaktivt, når de har de midlerne og mandatet til at kunne gøre det.

[26] Andersen, Simon og Larsen, Jesper, ‘Høj cigarføring’, Jyllandsposten, 2. marts 1997, Sektion: Indblik, s. 1-2.

[27] Husum, Bo, I krig uden våben. En dansk FN-observatørs beretning fra krigen i det tidligere Jugoslavien (Lynge: Bogan's Forlag, 1995), s. 103.

[28] Hesselberg, Bjarne, ‘Stresspåvirkninger under FN‑tjeneste’, Militært Tidsskrift, 124:1 (marts 1995), s. 17‑23; Off-the-record samtale med en dansk officer tæt på beslutningsprocessen.

[29] Smith, James D. D., ‘Canada in Croatia: Peacekeeping and UN Reform - The View from the Ground’, The Strategic and Combat Studies Institute Occasional Paper, Nr. 15 (Camberley: Strategic and Combat Studies Institute, 1995), s. 55.

[30] Andersen, Simon, ‘Danske elitesoldater uden for krigsforbryderjagt’, Jyllands-Posten, 24. juli 1998, s. 7.

[31] Baumann, Tage, Kriger i åbent landskab (København: Forlaget Fremad, 2002), s. 43-54; Jakobsen, ‘Denmark at War: Turning Point or Business as Usual?’, s. 73.

[32] Jakobsen, ‘FN’s fredsoperationer i Afrika i dag og i morgen’, s. 83-84.

[33] Brøndum, Christian og Karl Erik Nielsen, ‘Nyrup bremser Etiopien-styrke’, Berlingske Tidende, 26. oktober 2000, s. 1; Damkjær, Ole, ‘Etiopien-styrke af sted inden jul’, Berlingske Tidende, 27. oktober 2000, s. 1; Hækkerup, Hans, På skansen (København: Lindhardt & Ringhof, 2000), s. 92.

[34] Brøndum, Christian, ‘Etiopien bekymrer forsvaret’, Berlingske Tidende, 23 juni 2000, s. 9.

[35] Burk, Jame, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia: assessing the casualties hypothesis’, Political Science Quarterly, 114:1 (Spring 1999), s. 53-54; Everts, Philip, ‘When the Going Gets Rough: Does the Public Support the Use of Military Force’, World Affairs, 162:3 (Winter 2000), s. 93.

[36] Luttwak, Edward N., ‘Where Are the Great Powers? At Home with the Kids’, Foreign Affairs, 73:4 (July/Au­gust 1994), s. 23-28.

[37] For en mere dybtgående kritik som piller Luttwaks argument helt fra hinanden, se Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’, s. 58-62.

[38] Helt præcist var tallene 12. januar 2004: 100 dræbte i Afghanistan og 495 i Irak. ‘U.S. Suffers 100th Death in Afghanistan’, Associated Press, 12 januar 2004. I slutningen af januar 2004 viste de fleste meningsmålinger fortsat flertal for Præsident Bushs håndtering af terrorkrigen og beslutningen om at angribe Irak. Se Bowman, Karlyn H., America After 9/11: Public Opinion on The War on Terrorism, The War with Iraq, and America’s Place in the World (Washington, DC.: AEI Studies in Public Opinion, updated February 5, 2004), http://www.aei.org/publications/pubID.16974,filter.all/pub_detail.asp [12 februar 2004]

[40] Terrorkampagnen starter for alvor i november 1945 og når sit mål i juli 1947. Her får hængningen af to britiske soldater samme psykologiske effekt som tv-billederne af den døde amerikanske soldat, der trækkes gennem Mogadishus gader i oktober 1993. Se Saul Zadka, Blood in Zion: How the Jewish Guerrillas drove the British Out of Palestine(London: Brassey’s Ltd., 1995), s. 6-10.

[41] La Balme, Natalie, ‘The French and the use of force: public perceptions and their impact on the policy-making process’, i Philip Everts og Pierangelo Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force (London: Routledge, 2001), s. 192-193; Sobel, Richard, ‘U.S. and European Attitudes toward Intervention in the Former Yugoslavia: Mourir pour la Bosnie?’, i Richard Ullman (red.) The World and Yugoslavia’s Wars (New York: Council of Foreign Relations, 1998), s. 145-181; Weiss, Thomas G., ‘Collective Spinelessness: U.N. Actions in the Former Yugoslavia’, i Richard H. Ullman (red.) The World and Yugoslavia's Wars (New York: Council on Foreign Relations, 1998), s. 59-96; Lords Hansard, 23 October 1995: Column 885.

[42] For en oversigt se Everts, Philip, ‘Introduction’, i Everts og Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force, s. 17-23.

[43] Drew, Elizabeth, On the Edge: The Clinton Presidency (New York: Simon & Schuster, 1994), s. 315-324; Foyle, Douglas C., Counting the Public In. Presidents, Public Opinion, and Foreign Policy, (New York, NY: Columbia University Press, 1999), s. 211.

[44] Burk; Larson, Eric V., Casualties and Consensus: The Historical Role of Casualties in Domestic Support For U.S. Military Operations, RAND Document Nr. MR-726-RC (Santa Monica: CA.: RAND, 1996).

[45] Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’; Foyle, Counting the Public In, s. 206-211, 218-224.

[46] Dixon, Paul, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’? Public Opinion and British military intervention from Palestine to Yugoslavia’, Review of International Studies, 26:1 (2000), s. 103-104.

[47] Dixon, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’?’, s. 109-110; Towle, Philip, ‘The British Debate About Intervention in European Conflicts’, i Lawrence Freedman (red.) Military Intervention In European Conflicts (UK: Blackwell Publishers, 1994), s. 99.

[48] Dixon, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’?’, s. 112, 118-119.

[49] Towle, ‘The British Debate About Intervention in European Conflicts’, s. 99.

[50] Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’, s. 68-69.

[51] Jentleson, Bruce W., ‘The Pretty Prudent Public: Post Post-Vietnam American Opinion on the Use of Military Force’, International Studies Quarterly, 36:1 (1992), s. 49-74; Jentleson, Bruce W. and Britton, Rebecca L., ‘Still Pretty Prudent, Post Cold War American Public Opinion on the Use of Military Force’, Journal of Conflict Resolution, 42:4 (August 1998), s. 395-417.

[52] Meningsmålinger fra Bosnien viser generelt, at de europæiske befolkninger var mere villige til at bruge våbenmagt end deres regeringer. Se Isernia, Pierangelo ‘Italian public opinion and the international use of force’, i Everts og Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force, s. 86-115; Jakobsen, Peter Viggo, Western Use of Coercive Diplomacy After the Cold War: A Challenge for Theory and Practice (Houndsmill: Macmillan Press Ltd., 1998), s. 148; Sobel, Richard, ‘U.S. and European Attitudes toward Intervention in the Former Yugoslavia: Mourir pour la Bosnie?’, i Ullman (red.) The World and Yugoslavia’s Wars, s. 145-181; Van der Meulen, Jan og Marijke De Konink, ‘Risky missions: Dutch public opinion on peacekeeping in the Balkans’, i Everts og Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force, s. 116-138.

[53] Everts, Philip, ‘Introduction’, i Everts og Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force, s. 23.

[54] Kousgaard, Erik, Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 1998, FCLPUB, Nr. 147 (København: Forsvarets Center for Lederskab, 1998), s. 7; Kousgaard, Erik, Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 2000, FCLPUB, Nr. 151 (København: Forsvarets Center for Lederskab, 2000), s. 8; Kousgaard, Erik, Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 2002, FCLPUB, Nr. 153 (Forsvarsakademiet, 2003), s. 7.

[55] Ellemann-Jensen, Uffe, ‘Det urolige Europa’, Weekendavisen, 9 oktober 1992, s. 18.

[56] I alt er 54 danskere blevet dræbt på internationale fredsoperationer siden starten med FN i 1948. Hovedparten som følge af sygdom og trafikuheld. Derudover blev tre danske nødhjælpschauffører dræbt i Bosnien som følge af fjendtlig beskydning. Buhl, Ida, ‘Trykket stemning i Camp Eden’, Berlingske Tidende, 18 august 2003, s. 5.

Fridberg, Anders V., ‘Dag Hammarskjöld medalje til faldne i FN-tjeneste’, FOV Nyhedsbrev, 16:6 (21 marts 2002), s. 4; Langberg, Ida, ‘Plyndringer plager Irak’, Politiken, 18. august 2003, s. 2.

[57] Holsøe, Jens, ‘Danskere i skudlinien’, Politiken. 20. september 1995, s. 1.

[58] Povlsen, Klaus Bundgård, ‘Flertal for at vi bliver’, Politiken, 21 september, s. 10; Redaktionen (1995) ‘FN stinker’, Ekstra Bladet, 22. september 1995, s. 2.

[59] Carlsen, Erik Meier, ‘En meningsfuld tragedie’, B.T., 7 marts 2002, s. 2; Leder, ‘Soldater i krig’, Berlingske Tidende, 8. marts 2002, s. 2/6; Leder, ‘Tragedien’, Jyllands-Posten, 7 marts 2002, s. 10; Leder, ‘Tragedien i Kabul’, Ekstra Bladet, 7. marts 2002, s. 2; Steenbeck, Bjarne, ‘Forsvarspolitikken står fast’, Politiken, 7 marts 2002, s. 8.

[60] Arnum, Sten, ‘Dansk støtte til landkrig er faldende’, Jyllands-Posten (www.jp.dk), 5 maj 1999 [5 maj 1999] ; Cordsen, Christine, Kristian Klarskov og Jakob Nielsen, ‘Danskerne imod krig i Irak’,  Politiken, 19 marts 2003, s. 1; Due-Nielsen, Carsten og Nikolaj Petersen (red.) Dansk Udenrigs­politisk Årbog 1992 (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1993), s. 510; Eurobarometer, ‘Iraq and Peace in the World’, Flash Europarometer, nr. 151, 8.-16. oktober 2003; Gallup, ‘NATOs bombning af Serbien’, Berlingske Tidende, 28. marts 1999, s. 6; Hansen, Eva Rymann, ‘MEGAFON: Danskerne mere positive over for krigen’, TV 2 Nyheder­ne, 5. maj 2003, http://nyhederne.tv2.dk [5 maj 2003]; Heurlin, Bertel og Hans Mouritzen (red.), Danish Foreign Policy Yearbook 1998 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1998), s. 155; Heurlin, Bertel og Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 1999 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1999), s. 220-221, 223; Møller, Peter og Eva Rymann Hansen, ‘MEGAFON: Folkelig krigsmodstand, men støtte til Fogh’, TV 2 Nyhederne, 27. marts 2003 http://nyhederne.tv2.dk [27 marts 2003]; Sonar (1999) ‘Danskernes holdning til NATO’s aktion’, Jyllands-Posten, 9 April 1999, Sektion 2, s. 4; Vilstrup-instituttet, ‘Danskernes reaktion på NATO-aktionen’, Politiken, 31. marts 1999, s. 8; Weiss, Jakob, ‘Gallup: Dansk ja til krig’, Berlingske Tidende, 26. marts 2003, s. 1.

[61] Citeret i Brøndum, Christian, ‘Hvis det bliver alvor’, Berlingske Tidende, 29. april 1999, s. 16.

[62] ‘Golfkrigen 15/1 - 28/1 1991 luftkrigen’, POLINFO, 29 januar 1991.

[63] Broksø, Keld, ‘Hård debat om soldater til Albanien’, Jyllands-Posten, 24 april 1997, s. 4; Knudsen, Søren, ‘Den danske indsats i ‘Operation Alba’’, Militært Tidsskrift, 126:5 (december 1997), s. 532.

[64] Broksø, Keld, Klaus Justsen og Henrik Thomsen, ‘Helveg og Albanien’,  Jyllands-Posten, 23. marts 1997, s. 2.

 

Litteraturliste

Del: