Hammerstein eller egensindigheden. En tysk historie

Anmeldt af Poul Groos

Hans Magnus Enzensberger. Udgivet af Gyldendal den 3. december 2008. Oversat fra tysk: ”Hammerstein oder das Eigensinn. Eine deutsche Geschichte” af Per Øhrgaard. 328 sider illustreret. Pris kr. 299.

Foto: Saxo.com

General Hammerstein var chef for hæren, da Hitler overtog magten i Tyskland den 30. januar 1933. Han forhandlede med Hindenburg i dagene op til denne skæbnesvangre udpegelse, og Hammerstein var ikke på nogen måde en beundrer af Hitler, og han så da også frem til, at Hindenburg fandt en anden løsning.

Bogen beskriver ikke alene generalen, men hele hans usædvanlige familie og det særlige tyske miljø i1930’erne og 1940’erne, som de befinder sig i. Der er tale om en general af prøjsisk slægt, hans kone og syv børn. Af hans fire døtre blev de to dybt engageret i det kommunistiske partiarbejde i Berlin og Moskva. To af hans sønner blev direkte involveret i 20. juli opstanden mod Hitler i 1944, og de overlevede begge. Generalen selv døde af en kræftsygdom i 1943.

Enzensberger tegner et portræt af en meget kompliceret personlighed. General Hammerstein deltog i Den første Verdenskrig som stabsofficer, og en af udtalelserne om ham lyder: ”Jeg har aldrig siden oplevet en generalstabsofficer, som så hurtigt ud fra de ofte indbyrdes modstridende meldinger fra tropperne nåede frem til en klar forståelse af situationen som helhed og derpå var i stand til at sammenfatte de forholdsregler, der skulle rette op på den, så prægnant og forståeligt for enhver i en kort befaling. Det hele var ofte overstået på nogle få minutter, i hvilke han arbejdede i absolut ro og afslappethed uden i mindste måde at lade sig forstyrre af telefoner eller folk, som ophidset kom farende ind i rummet. Hammerstein var den hvilende pol i denne stab. Tilliden til ham beroede ganske enkelt på hans fremragende dygtighed, hans klare, meget reale bedømmelse af situationen.”

Allerede som 20-årig løjtnant hed det i hans bedømmelser, at han var ”produktivt doven”. Dovenskab er et prædikat som følger ham, men det skal også ses i lyset af hans enorme arbejdsevne, intelligens og politiske vurderingsevne. Han er beskrevet som genial, klog, skødesløs (også i sin ydre fremtoning), meget kritisk, let pessimistisk og luddoven. Nationalsocialisterne så med rette en åndeligt langt overlegen modstander i ham, og ingen regnede med, at denne general ville få en lang embedsperiode under Hitler.

Hammerstein tillægges en række citater, blandt andet at ”forskrifter er for de dumme”. Han har forklaret sin adjudant, at som øverstbefalende gælder det om at blive fri for småtterierne. Det skal klares af nogle få gode folk, så man kan koncentrere sig om at tænke sig om. Han skelnede mellem fire officerstyper: De kloge, de flittige, de dumme og de dovne. For det meste mødes to egenskaber i den samme. Ifølge Hammerstein: ”skal de kloge og flittige til generalstaben. De dumme og dovne udgør 90 % af hærens personel. De skal sættes til rutineopgaverne. De kloge og dovne kvalificerer sig til de højeste ledelsesopgaver, for de medbringer den åndelige klarhed og mentale styrke, som er nødvendige for at træffe svære beslutninger. Den dumme og flittige må man ikke give noget ansvar, for han vil altid kun anrette ulykker.”

Hammerstein blev allerede kort tid efter Den første Verdenskrig, fra 1921, involveret i det militære samarbejde mellem de to paria-nationer, taberne efter krigen: Rusland og Tyskland. Versailles-freden havde pålagt Tyskland en lang række restriktioner, specielt omkring fly, ubåde, kampvogne og langtrækkende artilleri. Russerne manglede teknisk know-how, og tyskerne manglede store, afsides øvelsesområder. De to lande fandt hurtigt sammen, og Tyskland øvede sig i gaskrig, flyangreb, kampvognstaktik og meget andet. Blandt andet stillede Rusland et øvelsesområde på 500 kvadratkilometer til rådighed. Marskal Tjukachevsky og general Hammerstein nåede således at kende hinanden i en længere årrække. Øvelserne, det gensidige stabsarbejde, industrisamarbejdet med mere var til stor gavn for begge parter.

Som sagt går Hammerstein af som hærchef ca. et år efter Hitlers tiltrædelse. Herefter følger vi familien frem til 1945, og hermed beskrives også dele af det modstandsmiljø, som fandtes i Tyskland. Meget af det var centreret omkring de ældre officerer fra hæren. De var ofte meget konservative, af prøjsisk slægt og efter nutidens målestok lidet demokratisk anlagte. Forfatteren har skaffet sig en meget stor viden om hele Hammersteins slægt, og noget af det meddeler han læseren via ”fiktive samtaler med afdøde”. I efterskriftet forklarer han hvorfor, og det er gjort efter meget grundig research. Det er hans måde at beskrive modstandsmiljøet på. Det er lykkedes ham at få familien til at beskrive, hvad der egentlig forgik og hvorfor. Mange af de involverede i modstanden mod Hitler har ikke villet udtale sig. Blandt andet har 20. juli-attentatets bagmænd i Tyskland været kritiseret for ”landsforræderi” frem til langt op i 1970’erne. Kort fortalt er der kommet en særdeles læseværdig bog ud af det, og forfatteren har i årevis samlet materiale om netop denne familie, som rummede lidt af hvert fra tysk politiks yderpoler. Bogen er forsynet med kilder, litteraturfortegnelse og personregister. Endvidere er der en lang række fotografier, hovedsageligt af bogens nøglepersoner.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Del:

Emneord