Hærens stabstjeneste

Foto: Forsvaret.dk

 

“Staben udgør chefens nærmeste hjælpere. Den bistår ham iføringen ved

  •     at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige som grundlag for planlægningen og føringen samt holder chefen orienteret,
  •     at overveje og vurdere situationen og fremsætte forslag til beslutninger,
  •     at omsætte chefens beslutninger til planer og befalinger og - i den udstrækning chefen ikke personligt vil befale - at formidle dem til rette vedkommende,
  •     at opretholde snæver kontakt med dispositionsenhederne og herigennem sikre, at situationen er kendt og chefens hensigt og befalinger efterkommes, samt
  •     at opretholde snæver kontakt med foresat og sideordnede myndigheder.
  •     Staben skal være forud i tankegang og frigøre chefen for detaljer, således at han kan bevare overblikket og koncentrere sig om disponeringen af troppeenhedens kampkraft. ”

(HRN 810-001 Feltreglement III, Stabstjeneste under feltforhold, DEC 1992; pkt. 102.)

Den historiske baggrund
Nødvendigheden af en effektiv stabsorganisation tager sit udgangspunkt i de logistiske
behov ved en hærenhed. Fra det tidspunkt hvor det ikke længere var muligt for
en fører at varetage alle aspekter af føringen af igangværende operationer samt
planlægningen af kommende operationer (administration af personellet, efterretningsvirksomhed,
operationer og logistik) opstod behovet for en formaliseret stab
med dertil hørende stabsprocedurer.
Nugældende stabsorganisation og procedurer i den danske hær er resultatet af
den udvikling, som fandt sted i Europa i forbindelse med Revolutionskrigene efterfulgt
af Napoleonskrigene.
Behovet, som allerede var vel defineret i det 18 århundrede, blev tydeliggjort af
Revolutions massehære, som til tider blev indsat i flere forskellige strategiske
retninger og efterhånden havde en sådan størrelse, at selv en hærfører som Napoleon
ikke kunne magte opgaven alene. I forbindelse med disse krige udvikles således en
række grundlæggende dokumenter, der bliver af afgørende betydning for nugældende
organisation og procedurer. Her skal bl.a. peges på Document sur le Service de
l'Etat-Major Général à l'Armée des Alpes af Alexandre Berthier2 i 1796 og Manuel
des Adjudans-Généraux et des Adjoints employés dans les Etats-Majors-Divisionnaires
des Armées, forfattet af Adjudant-Général Paul Thiébault3 og udgivet i 1800
i Paris. Omend førstnævnte er mest kendt, så bliver det sidstnævnte, som i høj grad
kommer til at danne grundlaget for stabstjenesten på divisions- og korpsniveau i
Napoleons hære. Særligt skal fremhæves opdelingen i stabsfiinktionele sektioner og
stabschefens rolle som koordinator af stabsarbejdet, to grundlæggende egenskaber,
som senere bliver af betydning for vor forståelse af nugældende stabsorganisation.
Opdelingen i specialiserede sektioner tager særligt hensyn til march, logistik og
efterretningstjeneste, operationer er fortsat i høj grad i hænderne på hærføreren.
Stabschefens rolle som en koordinatot og kun i begrænset omfang som chefens
stedfortræder er en klar forskel i forhold til den preussiske stabstradition, som i høj
grad fremhæver stabschefens rolle som rådgiver for en mere eller mindre talentfuld
fyrste, som pr. definition er hærfører.
I perioden mellem Napoleons fald i 1816 og afslutningen af den Fransk-Tyske
Krig af 1870-1871 forfalder den franske stabsorganisation og generalstabsuddannel
se. Nederlaget af 1870-1871 medfører omfattende reformer, som påny giver
Frankrig en hensigtsmæssig stabsorganisation på divisions- og korpsniveau. Denne
organisation videreudvikles under de første år af den Første Verdenskrig og finder
sin endelige form i 1917 med en opdeling i fire kontorer (sektioner), personel,
efterretning, operationer og logistik (bilag 1). Ved USAs indtræden i den Første
Verdenskrig i 1917 overtages deene stabsorganisation af den amerikanske hær, som
gør den til sin egen, omend under betegnelserne GI, G2, G3 og G4, idet “G”-
betegnelsen er af britiske afstamning. Denne model anvendes tillige under den
Anden Verdenskrig og bliver dermed den model, som overtages af NATO ved dets
oprettelse i 1949 og dermed også af Danmark. Det kan således fastslås, at den
danske hærs stabsorganisation i 1996 er udsprunget af den franske skole og
viderebragt til landet af USA, som blev og fortsat er den dominerende magt i
NATOs integreret kommandostruktur.
Som på så mange andre områder brød Danmark med dets tidligere stabstradition
ved dets indtræden i NATO i 1949. Indtil da var den danske hær stærkt påvirket af
de tanker, som var gældende i Tyskland, det være sig landmilitær doktrin eller
stabsorganisation. Frem til 1945 var den tyske stabsorganisation en del anderledes
end den også af Tyskland senere anvendt fransk-amerikanske model Særligt skal
fremhæves stabschefen, som varende direkte medansvarlig for operationerne og
følgelig kontrasignere befalinger mv. Endvidere var alle afgørende funktioner i
staben, operationer, efterretninger, logistik og uddannelse at finde i en sektion, h
Sektion, som fortrinsvis blev bemandet med generalstabsofficerer. Øvrige
funktioner, med et mere udpræget forvaltningsislæt, var organiseret i en række andre
sektioner, som dermed ikke fik samme betydning eller status i det daglige stabsvirke
som omtalte 1. Sektion (bilag 2 og 3).
Komparativt set er der stærkt divergerende meninger om effektiviteten af de
forskellige modeller. En række forfattere, herunder Van Creveld4 og T.N. Dupuy5,
hælder til den opfattelse, at den tyske stabsorganisation og generalstabsuddannelse
var vigtige faktorer i den tyske militære effektivitet under Første og Anden
verdenskrig. Begrundelsen skulle være den udprægede tyske fokusering på
operationer, som bærende element i al stabstjeneste og stabsuddannelse. Synspunktet
er besnærende og indeholder utvivlsomt en del sandhed, men argumentationen
forekommer til tider tvivlsom. Unægteligt er det, at et større antal tyske enheder,
både under den Første og Anden Verdenskrig, formåede at løse deres opgaver under
både ekstreme og meget ugunstige vilkår. Denne diskussion bliver imidlertid på ny
af betydning, når blikket vendes mod en mulig udvikling af den nugældende
stabsorganisation efter år 2000.
 

Dansk stabsorganisation og stabsuddannelse i 1996
I henhold til Feltreglement III er staben ved en dansk troppeenhed organiseret med
en chef, en næstkommanderende, som tillige er stabschef, og fire sektioner:
adjudantursektionen, efterretningssektionen, operationssektionen og forsynings- og
transportsektionen (bilag 1). Denne organisation er, med andre betegnelser, den
amerikanske stabsorganisation, der blev beskrevet tidligere. Imidlertid rækker de
facto denne organisation kun til tjeneste i garnisonen. Feltmæssig brydes organisationen
om til en række føringsinstallationer, et operationscenter, et plancenter med
samplaceret situationscenter og et logistikcenter. Operationscentret bistår chefen
med føring af de igangværende operationer, plancentret varetager planlægningen af
kommende operationer oftest under næstkommanderendes opsyn, situationscentret
følger situationen og støtter igangværende planlægning samt er rede til at overtage
føringen af igangværende operationer og logistikcentret, som styrer den logistiske
støtte til igangværende operationer (bilag 4). Endvidere skal fremhæves den
tilsigtede repræsentation af alle stabsfunktionelle sektioner ved plancentret og delvis
operationscentret. Med andre ord ændres den stabsfunktionelle organisation til en
delvis kampfunktionel organisation bl.a. ved en tilsigtede repræsentation af alle
stabsfunktionelle sektioner ved plancentret og delvis operationscentret. Hermed er
vi så tilbage i den førnævnte diskussion om den tyske stabsorganisations mulige
fordele. Hensynet til stabens daglig virke, hurtig omstilling til kamporganisation
samt uddannelse tilsiger et snævert sammenfald mellem stabens fredstidsorganisation
og kamporganisation. Det forekommer ikke fuldt ud tilgodeset i den franskamerikanske
model, som stiller krav om en række ændringer ved overgang til en
kamporganisation. Et første skridt i en udvikling af den danske stabsorganisation
kunne således være i videst mulig omfang at bringe sammenklang mellem
fredstidsorganisationen og kamporganisationen. Mere om det senere.
En organisation er imidlertid aldrig bedre end det personel, som uddannes til at
virke i og med den. Det er således nødvendigt at se nærmere på den danske hærs
generalstabsuddannelse. Uddannelsen blev grundlæggende justeret i 1977 ved at
ændre den tidligere hærspecifikke generalstabsuddannelse (18 måneder) til et
hærspecifik kursus (Føringskursus II) af 9 måneders varighed og et værnsfælles
kursus tillige af 9 måneders varighed (Stabskursus II). Sidste ændring fandt sted i
1989. ved navneændring fra Føringskursus II til Operations- og føringsuddannelse
og for nyligt fra Stabskursus II til Stabskursus. Formålet med 1977 reformen var at
styrke den værnsfælles uddannelse hvilket, set i relation til Danmarks geografi og
rådige militære styrker, kun kan anses for at være en rigtig udvikling. Forudsætningen
for en værnsfælles uddannelse er imidlertid en hensigtsmæssig værnsspecifik
uddannelse, som giver den fornøden forståelse for helheden i det pågældende værn.
Dette krav tilgodeses i dag kun helt i hæren og delvis i flyvevåbnet6, hvilket må
beklages, idet synergieffekten ved værnsfælles operationer dermed mistes.
Operations- og Føringsuddannelse har tre formål, at uddanne hærofficerer til at
indgå i hæroperative stabe (brigade/division/korps), at give hærofficerer indsigt i
hærens vilkår og den moderne slagmark samt at forberede hærofficerer til
efterfølgende Stabskursus og på sigt at virke på chef-niveau (oberstløjtnant og
højere)7. Det grundlæggende undervisningsredskab er taktisk-operative applikatoriske
arbejder, som danner rammen for studie af doktrin, doktrinudvikling samt
gennemgang af opgaverne i terrænet. Særligt skal fremhæves det individuelle
skriftlige arbejde, som skal øve den pågældende hærofficer i at kunne analysere
komplekse taktisk-operative problemer af enhver karakter, inden for et begrænset
tidsrum, og fremkomme med en holdbar anbefaling til chefen. Hertil kommer
krigshistoriske arbejder, som bl.a. skal belyse sammenhængen mellem samfund,
doktrin og kampens vilkår. Det er en målsætning og undervisningsmetode, som
forekommer at være i god tråd med det formål for stabens virke, der fremgår af
indledningen til denne artikel.
Det kan således konstateres, at den danske hærspecifikke stabsorganisation er
i god overensstemmelse med den gældende NATO-model, og den danske
generalstabsuddannelse forekommer at give stabsofficeren den uddannelse som
stabstjenesten fordrer. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved overgangen
fra fredstidsorganisation til kamporganisation. Hertil kommer de kommende års
teknologiske udvikling på C4I-området8, som sandsynligvis vil få mærkbare
konsekvenser for nugældende kamporganisation af staben.
 

Fremtiden
Som omtalt tidligere er der ikke den fornødne sammenhæng mellem fredstidsorganisationen
af staben og dens kamporganisation. Det forekommer muligt at udbedre den
mangel på en hensigtsmæssig måde alene ved organisatoriske ændringer. Kamporganisation
tilsiger behovet for et snævert samarbejde mellem operationsektionen og
efterretningssektionen, det være sig i forbindelse med føringen af igangværende
operationer eller under udarbejdelse af kommende planer. Det peger mod en
sammensmeltning af disse to sektioner omend med en delvis fortsat specialisering
af personellet. Tilsvarende argumenter kan fremføres hvad angår adjudantursektionen
og forsynings- og transportsektionen. Således kan staben reorganiseres i to
sektioner, en operations- og efterretningssektion og en logistiksektion, idet
sidstnævnte er en mere korrekt betegnelse for de opgaver, som varetages af
adjudantursektionen og forsynings- og transportsektionen. Disse to sektioner kan
efterfølgende opdeles i det nødvendige antal integrerede vagthold, som skal
bemande de forskellige føringscentre. En eventuel reorganisering af staben med
henblik på at bringe kamporganisationen i højsædet kan imidlertid ikke gennemføres
uden en nærmere analyse af selve føringskoncepten. Den nuværende føringskoncept
med sine fire føringscentre er såvidt en hensigtsmæssig koncept, såfremt operationerne
er af mere stationær karakter. Mere problematisk bliver det, hvis vi taler om
mobile operationer over store afstande og med hurtigt skiftende situationer. Desto
mere staben - uanset kamporganisation - bevæger sig, desto større er sandsynligheden
for tab af sammenhæng i operationerne, idet samvirket mellem de forskellige
våbenarter forringes, endsige går tabt i perioder. En sådan forringelse kan ikke
akcepteres under mobile operationer, som ofte vil være stærkt præget af “krigens
friktioner”. Desto mere usikker situationen er, desto større er behovet for hurtigt og
koordineret at kunne indsætte alle midler. Indtil videre har svaret været en
kombination af en fremskudt placering af chefen med henblik på føring ved selvsyn
samt en udstrakt handlefrihed til underlagte førere med henblik på en optimal
udnyttelse af lokale gunstige situationer. Det er dog tvivlsomt om disse foranstaltninger
i sig selv også vil være tilstrækkelige om nogle år, ikke mindst som følge af
den teknologiske udvikling, som går i retning af højmobile operationer med meget
præcise og langt rækkende våbensystemer. Mere end nogensinde vil kampen blive
ført over store afstande, det være sig i fjendens eller eget bagland (dybdekamp og
baglandsoperationer), snævert integreret med luftoperationer. Det stiller krav om en
hurtig og sikkert virkende stab, som i tide kan give chefen det nødevndige
dispositionsgrundlag samt sikre den nødvendige ordreformidling.
Den igangværende teknologiske udvikling er fortrinsvis at finde inden for C4Iområdet.
Her kan forventes en næsten accelererende udvikling i de kommende år,
i særdeleshed hvis blikket rettes mod den modsatte side af år 2000. Et udbygget net
af sensorert, næsten øjeblikkelig dataoverførelse og delvis autonome våbensystemer
med stor præcision og rækkevide vil stille krav om meget hurtige beslutninger og
en meget snæver koordination mellem de forskellige våbenarter/våbensystemer. Ikke
alene vil organisationen af troppeenheden sandsynligvis blive berørt af denne
udvikling, stabens kamporganisation vil antageligt også skulle gennemgå væsentlige
ændringer. Sidstnævnte kan være i retning af en delvis centralisering af føringen i
form af et føringscentre med repræsentanter fra alle våbenarter/tjenestegrene, som
varetager den rutinemæssige del af føring. Et sådan føringscentre kunne tage sit
udgangspunkt i en sammensmeltning af det nuværende operationscentre og
Afdelingens Ildeledelsescentral (AILC). Dette føringscentre skulle føres af en
vagtchef med udstrakt dispositionsret, som varetager den rutinemæssige føring af
troppenheden. Chefen opholder sig enten ved dette føringscentre eller danner sig
indtryk af situationen ved selsyn, støttet af et reduceret føringscentre, som giver
mulighed for at ændre/justere vagtchefens dispositioner. Chefens skal således i
højere grad end idag frigøres fra den rutinemæssige føring med henblik på at kunne
koncentrere sig om de væsentlige beslutninger, såsom reservens indsættelse eller
ændring i tyngden af kampen. Hertil kommer et behov for et planlægningscentre for
kommende operationer. Det bør endvidere tilstræbes, at den logistike føring og
planlægning integreres fuldt ud i de to omtalte føringscentre og dermed bortfalder
logistikcentret som selvstændig funktion/installation. Hertil kommer behovet for en
“miniaturisering” af de forskellige installationer samt en komplet pansring af disse
kombineret med en god taktisk mobilitet og evne til at flytte næsten øjeblikkeligt.
 

Konklusion
Fremtidens stab kan således indledningsvis være en to-strenget stab (O&E og LOG)
med henblik på at skabe en bedre sammenhæng mellem fredstidsorganisationen og
kamporganisationen. Denne to-strenget strukur vil uden videre kunne anvende
nugældende føringskoncept, idet en mindre justering dog fortsat er nødvendig ved
overgang fra fredstidsorganisation til kamporganisation. Næste skridt kunne være
et komplet samfald mellem fredstidsorganisationen og kamporganisationen. En
sådan stab kunne, i fredstid, være organiseret i en føringssektion og en planlægningssektion,
som i kamporganisationen bliver til føringscentre og planlægningscentre.
Disse to sektioner/centre skulle hver råde over repræsentanter fra nugældende
•fire sektioner, og således være i stand til at skabe den nødvendige sammenhæng i
igangværende og kommende operationer. Det stiller dog krav om et ensartet og
opdateret dispositionsgrundlag ved begge sektioner/centre.
Slutteligt, den igangværende teknologiske udvikling åbner for muligheder i de
kommende år, som hidtil har været anset for usandsynlige. Forskning og debat må
således fokusere på disse nye muligheder, også med henblik på at stille krav til den
teknologiske udvikling og dermed skabe størst mulig sammenfald mellem
fredstidsorganisationen og kamporganisationen af staben ved en troppeenhed indsat
i høj mobile operationer over store afstande.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_126_aargang_jan.pdf

 

Noter
1 Alexandre Berthier (1753-1815) stabschef hos general Bonaparte under Italien
felttoget og senere, som marskal, kejserens stabschef.
2 Paul - Charles - Francois - Adrien - Henri - Dieudonné Thiébault (1769-
1846).
4 Se Fighting Power af Martin Van Creveld; Arms and Armour Press, London
1983.
5 Se A Genius for War af T.N. Dupuy, London 1977.
6 Se Udviklingen a f det værnsfælles område af generalløjtnant K.G.H. Hillingsø
i Jubilæumsskriftet af 31. oktober 1996 i anledning af Det Krigsvidenskabelige
Selskabs 125 års jubilæum..
7 Se Kursusmappe for Operations- og Føringsuddannelse ved Forsvarsakademiet.
8 Command, Control, Communications, Computers and Intelligence.

 

 

Bilag


 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.