Hærens organisation og uddannelsesstruktur II

Næstkommanderende ved 3. jyske Brigade, oberstløjtnant Ole Mathiasen, fortsætter her sin analyse af hærens organisation og uddannelsesstruktur.

I artiklen »Hærens organisation og uddannelsesstruktur« i oktober-udgaven 1982 af Militært tidsskrift (p. 258-266) blev lovet en fortsættelse, eller rettere en uddybning i en efterfølgende artikel. Den fortsættelse skulle behandle de nærmere konsekvenser af en gennemførelse af de i den første artikel opstillede principper for kamp- troppemes og artilleriets fredsorganisation. Ideen er, at der fastsættes nogle hovedregler for fredsbemandingen, og at de enkelte funktioner hver for sig vurderes ud fra disse. Herefter kan en fredsbemanding af organisationen fastsættes, og der kan måske drages organisatoriske følgeslutninger.

Fredstidsbemanding Afgørende for fredsorganisationen er fastsættelsen af hvilke funktioner, der må besættes med fast personel. I den første artikel blev disse funktioner beskrevet således:
I. Funktioner, der må bemandes med fast personel, for at styring og føring kan ske effektivt = det, der skal til, for at en STØV kan gennemføres.
II. Funktioner, der må bemandes med fast personel, fordi materiellet er kompliceret, sårbart eller kræver lang uddannelse, eller hvor viden og færdigheder kræver lang, kostbar og vedvarende uddannelse.
III. Funktioner, der må besættes med fast personel for at uddannelsen af de værnepligtige, og disses hurtige indslusning ved fredsstyrkens forøgelse, kan ske effektivt.
 
 
 
 
Det er naturligvis interessant, at disse principper nøje svarer til det af Forsvarschefen i sin i september 1982 udgivne »Foreløbig plan forforsvarets virksomhed 1983« anførte formål med stående styrkes virksomhed. I det efterfølgende er valgt den arbejdsmetode indledningsvis at vurdere funktionerne i den nuværende organisation i kamptroppeme og artilleriet. Det bør gentages fra den første artikel, at vurderingerne er baseret på styrkerne i jyske divisions område, og der er ikke taget stilling til deres holdbarhed f.s.v.a. det sjællandske. Efter at denne vurdering er foretaget, vil blive fremsat tanker om de organisatoriske muligheder, den måtte give anledning til. I oversigten er kun medtaget stampersonel og ikke officerer. Dette er logisk derved, at officersfunktioner må være fredsbemandede, hvis enheden overhovedet eksisterer. Stampersonelmængden er således styrende, mens den rådige officersmængde i sidste ende kan blive begrænsende. Man vil naturligvis altid kunne føre lange diskussioner om, hvilke funktioner, der kan bestrides af personel med en kortere værnepligtsuddannelse og efter flere års hjemsendelse i mobiliseringsstyrken. I skema 1 er det primære vel nok, at PNINFDEL og artilleriets skyts ikke forudsættes bemandet med stampersonel. Forfatteren vil vove den påstand, at dette rent uddannelsesmæssigt kan lade sig gøre, selv om det ikke er nogen lykkelig løsning. Det skal bemærkes, at man allerede nu uddanner værnepligtige PNINFKMP. For at opnå en rationel uddannelse, må indgå et vist antal af konstabelgruppen i enheder af denne art (PNINFKMP, KNBT(SK)). De skal køre vognene og vedligeholde dem indtil det værnepligtige personel er uddannet hertil. Herom senere. Foretages en sammenligning af personelforbruget i de nu eksisterende enheder fås et resultat for JDIV, som fremgår af skema 2. 
 
 
Skema 2
 
Skal der være mening i tingene, må resten af brigadernes enheder bemandes efter samme principper. Altså således, at alle enheder har en bemanding som angivet i skema 1. Desuden ville det være meget ønskeligt, at også MOTINFKMP og BT(TR) var bemandede således, at kategori I-funktioneme er med. Det giver følgende yderligere bemandingsbehov:
 
Skema 3
 
Herved kommer det samlede personelforbrug op på 1487 i de ni PN/PMNFBTN mod nu 1401 og på 393 i afdelingerne mod nu 588. Når man betragter det store antal underafdelinger, der kun er bemandet med en mindre styrke, må erindres, at det er disse enheder, som danner rammen for uddannelsen af de værnepligtige. Det skønnes, at der skal anvendes yderligere 5-10 konstabler for hvert pansret kompagni/batteri, der har værnepligtige til uddannelse. Fravær til civiluddannelse kan accepteres for en del af kampvognspersonellet, men ikke for ret mange andre. Der er således så nær ved 100% balance i personeltallene, at dette i sig selv ikke hindrer ideens videre udvikling.
 
Organisation
En bemanding som den foreslåede vil betyde, at:
- der eksisterer en ramme, som medfører, at BDE ledelsesmæssigt meget hurtigt ved tilførsel af personel kan være på et højt niveau,
- de kampafgørende våben, som kræver en stor grad af professionalisme, er bemandede i fredstid, og
- organisationen herudover udnyttes til at uddanne og forberede hurtig indpasning af mobiliseringspersonel.
 
Hidtil er alt betragtet ud fra nuværende organisation af BDE. Det er ikke rimeligt at betragte denne som uforanderlig. Forøgelsen af panser- væmsvåben i kamptroppeme kunne f.eks. nok lede til en mere hensigtsmæssig fordeling af kampvognene end vi har i dag. Nogle eksempler (skema 4): Model A vil vel nok have nogle uddannelses- og vedligeholdelses- mæssige fordele, men ulemper såvel på uddannelses- som næsten alle andre områder, at den er ren teori. Model B og C er vel derimod tænkelige muligheder. For artilleriets vedkommende er det ikke nogen helt fjem tanke at samle de styringsmæssige elementer (ildledelse og observation) i eet (professionelt) batteri og skytset i eet (væmepligtigt) batteri, evt. med et blandet professionelt/væmepligtigt forsynings- og vedligeholdelsesbatteri. Man river herved unægteligt op i nogle traditioner. Men, hvis traditionerne kun er der, fordi de er traditioner, bliver de en bremse på udviklingen, og medvirker til at fremkalde de voldsomme omvæltninger, som de skulle være et væm imod.
 
Skema 4
 
 
Mobiliseringsstyrken
Man kan fremføre, at den i denne og den foregående artikel fremlagte uddannelsesstruktur og organisation er designet til felthærens og endda helt specifikt til brigadernes behov. Dette er rigtigt. Men rigtigt udnyttet vil den også udgøre en god baggrund for opstillingen af styrker for felthæren. Lokalforsvarets enheder vil kunne uddannes i denne struktur. Bedst ville det være, om uddannelsen kunne ske med direkte sigte på krigs- opgaveme i stedet for ved overførelse efter en årrække som felthærs- reserve, som det nu sker. Om det ud fra en ressourcemæssig beregning kan lade sig gøre, f.eks. ved en varieret værnepligtstid, skal der ikke her tages stilling til. Divisionsartilleriets enheder ville uden videre kunne uddannes i denne ramme. De opstillede afdelingsstrukturer kan uddaime batterier af forskellige skytstyper og de tilhørende stabsbatterier uden større problemer og formentlig med bedre resultat end nu. I alle tilfælde må mønstringer anvendes til at specialisere enhederne i deres krigsopgaver og til at samarbejde de stykvis uddannede underafdelinger.
 
Afslutning
Man vil kuime opstille indvendinger mod det i de to artikler fremførte. Mit håb er, at man vil undlade at lede efter petitesser, men acceptere baggrunden for artiklens fremkomst: Det kan ikke fortsætte som hidtil; der må tilvejebringes en rimelig balance mellem ressourcer og opgaver. Man må opstille mål, fastlægge grundprincipper, og så opbygge en struktur og en organisation, der svarer hertil. Efter forfatterens opfattelse er eneste alternativ til en sådan metode nedlæggelse af primære enheder i fredsstyrken, formentlig på brigadeniveau. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.