Hærens klimaproblemer

Chefen for Sjællandske Telegrafregiment, oberst A. V. Hensch, drager i denne artikel sammenligning mellem det m ilitære og det civile m ilieu og finder, at skolen er den institution, der bedst lader sig sammenligne med m ilitære forhold.

På denne baggrund og med udgangspunkt i et citat fra Bernhard Shaw hævder forfatteren, at skolens og forsvarets klimaproblem dybest set er et autoritetsproblem.

Forståelsen af dette, en værdigt udformet og effektivt kontrolleret autoritetsudøvelse og autoritetsrespekt er forudsæningen for, at forsvaret kan løse sin opgave, konkluderer forfatteren.

 

I. Det militært-civile ækvivalensprincip.

Enhver situation i et vågent demokrati må opbygges og ledes i pagt med medborgernes forventninger til det omhandlede virke, deres hele livsindstilling overfor de problemer, som institutionen indebærer - ellers vil en fri presse snart bringe institutionen i miskredit, forespørgsler i Folketinget vil følge og bevillinger komme i farezonen. Ikke mindst gælder dette de institutioner, som på den ene eller anden måde tager sig af vore børn og unges uddannelse, skolen, universitet og andre læreanstalter, lærlingeuddannelse o.s.v., og hermed kommer også hæren naturligt ind i billedet. Et levedygtigt demokrati sætter menneskeværdighed i højsædet og anser krig som en skændsel - men husker Churchills ord: Slaveri er værre. Derfor opretholder demokratiet, omend med ægte og sund beklagelse, væbnede styrker som et led i sikkerhedspolitikken. Hermed opstår naturligt problemet om den ånd og tone, i hvilken hæren i fredstid uddanner vore sønner til soldater. I vort demokratis første generationer var magten vel som i dag folkets, men menigmands evne og mod til selvstændig stillingtagen begrænset, autoritetstroen endnu indgroet. Hæren havde i umindelige tider været en privilegeret overklasses værn og en enevoldsherskers krigsapparat - ikke underligt, at der skulle mere end en grundlovspragrafs ændrede signaler til at få befolkningen til at anse landets hær som et moderne værn for den nyskabte forfatning, ikke underligt, om det måtte tage nogen tid, før man med tillid turde betragte den danske officer som en ærlig demokrat, en fredselskende medborger. Hvad man ikke straks bemærkede - og hvad mange endnu ikke har opdaget - var værnepligtens forbløffende, demokratiserende betydning.

Da man først kom så vidt, at det ikke bare var »bønderkarle«, der måtte springe soldat, men hele landets mandlige ungdom, uanset uddannelse og navn, blev hærens afdelinger hurtigt et forum, hvor unge mennesker med de mest forskellige forudsætninger og fordomme blev tvunget i meget nært samliv på hærens kaserner med en samfundsopgave som mål. Man bør erindre, at dette skete på et tidspunkt - endnu i forfatterens ungdom - hvor ingen »bedre folk« drømte om at sætte deres børn i en kommuneskole, men hellere halvsultede for at bringe børnene i en » ordentlig skole«, hvor velfærdsstaten endnu var en fjern drøm og klassebevidstheden endnu var såvel intellektuelt som økonomisk skarpt udtalt.

Det er rigtigt, at tonen i hæren var streng for 40 år siden, men da forfatteren fra et intellektuelt betonet tjenestemandshjem blev rekrut i garden, følte han denne demokratiserende virkning så forbløffende, så ægte, så demokratisk værdig i sammenligning med alle de civile klassefordomme, at han valgte at tjene hæren i al fremtid - og aldrig har fortrudt det. Mange vil i dag trække overbærende på skulderen af en sådan påstand, men prøv at lytte til danske mænd, der har været soldater. Naturligvis har de noget at brokke sig over - men soldatertiden satte et præg på dem, som de aldrig glemmer, vender tilbage til, når de mødes, på gaden eller i soldaterforeningerne. De kan umuligt allesammen være militaristiske, udemokratiske overklassenlænd! Hvad de i virkeligheden har værdsat og aldrig glemmer, det er kammeratskabet med jævnaldrende mænd af alle mulige andre »samfundslag« end deres, den forbløffende oplevelse, at »lighed« faktisk lader sig realisere blandt mennesker. Et sociologisk studie ville utvivlsomt dokumentere, at hæren har haft og fremdeles har en ganske afgørende, demokratiserende virkning, ford i den nøder unge mænd af vidt forskellig oprindelse, uddannelse, livsopfattelse og økonomi til at leve under samme tag, lægge alle forskellighederne på hylden og enes om en fælles samfundsopgaves løsning: Beskyttelsen af rets- og velfærdsstaten Danmark, som vi alle er lumsk stolte af at tilhøre. Hæren evnede at løse denne demokratiserende opgave, længe inden skolen evnede det - for vi har aldrig haft »betalingsregimenter« og »kommuneregimenter« i hæren. I dag er skolen i egentlig forstand en folkeskole, men hæren var en folkehær et par generationer før den offentlige skole blev en folkeskole. Denne hærens praktisk-demokratiserende betydning foreligger stadig, uanset velfærdsstaten, fordi der stadig er afgørende skel - ikke mere ved fødsel, men desto mere ved uddannelse, erhverv og økonomisk stilling. Mange unge akademikere og lærere, der blev sergenter og løjtnanter ved Sjælandske Telegrafregiment, erkender stadig åbent, at det var hæren, der lærte dem at omgås danske af andre kategorier på en naturlig og tillidsfuld måde - og hertil kommer, at hæren gennem sine sergentskoler årligt træner tusinder af unge danskernænd i et elementært lederskabsproblemer, en skoling, som samfund og arbejdsgivere i udstrakt grad bygger videre på.

Vi kan ikke i dag, trods vort grundfæstede demokrati, fjerne kasernerne fra Danmarks jord, skønt vi alle meget gerne ville det. Vort valg er alene, om vi vil have danske soldater på danske kaserner eller fremmede soldater på danske kaserner. Men selv om vi trygt kunne fjerne kasernerne, ville et meget alvorligt problem stå tilbage: Hvilken civil uddannelse kan vi sætte i stedet for den praktiske skoling i lighed mellem mennesker, i fælles pligt overfor samfundet, i fundamentalt lederskab, som hæren giver vore sønner i dag? Når man nu om dage drøfter hærens klimaproblemer, så bør den her skitserede baggrund medføres i regnestykket. Utvivlsomt kunne hæren løse sine militære og sine sociale opgaver langt mere effektivt, end den gør - men den er nu ikke bare et nødvendigt onde, og de, der kun vil betragte den under den synsvinkel, bidrager ikke til en effektiv løsning af vore problemer. Det er et levn fra enevældens tid at betegne hæren som udemokratisk! Hvis demokrati betyder folkestyre, så er hæren i sandhed demokratisk, for den er skabt af vort Folketings vilje, opretholdes ved dets bevillinger, ledes af tjenestemænd, der uddannes efter Folketingets vilje og kontrolleres af alle demokratiets organer - tilmed har alle dens faste folk underskrevet en æresforpligtende erklæring om at holde grundloven og tjene demokratiet med troskab og nidkærhed. Ingen i forsvaret, hverken menige eller befalingsmænd har strejkeret - det har vi jo heller ikke som borger i dette land! Hæren er en arbejdsplads, hvor alle, menige arbejdere som arbejdsledere, arbejder på samme mål, under den samme lov og efter en vilje, der er højt hævet over kampen for det daglige brød eller privatkapitalistisk spekulation: Vi arbejder her efter samfundets vilje.

----------------

Når råbet: »Demokrati i hæren« har kunnet vinde genklang - ikke som konstatering af et faktum, som vitterligt foreligger for en objektiv betragtning, men som et krav om noget, der ønskes moderniseret - så kan dette råb umuligt bygge på et studium af forsvaret. Vi kan få klimaproblemer, fordi vi, som civile myndigheder og autoriteter, ikke evner at udøve vor autoritet på en fuldendt, demokratisk værdig måde, og her har vi, som vore civile kolleger, altid noget at lære - men autoritet er ikke en kontrast til demokrati. Autoritet er nødvendig på enhver arbejdsplads og i ethvert samfund, også i demokratiet, hvis det vil bestå — men herom i afsnit II.

Råbet om demokrati i hæren kommer ikke fra hæren - det kommer som en formodet parallel til råbet: »Demokrati på den private arbejdsplads!« Dette råb har realitetsbaggrund, for hvis demokrati betyder folkestyre, så er den private arbejdsplads bestemt ikke demokratisk. Den er ikke skabt og ledet af Folketinget, men af privat, dansk eller udenlandsk kapital, med det eneste formål at afkaste den størst mulige forrentning til ejerne af denne kapital. Hal Kock skriver i sin bog: »Hvad er demokrati?«, at vi kun har et halvt demokrati, kun et politisk demokrati, men ikke et økonomisk demokrati. Han udtrykker alvorlig frygt for, at vort politiske demokrati ikke kan bevares uden et økonomisk demokrati. Det er ikke hæren, men den private arbejdsplads, der efter Kochs mening truer vort politiske demokrati. Alt hvad det politiske demokrati har kunnet gøre for vore medborgere, der tjener det daglige brød i den ikke-demokratiske del af vort samfund, er at forsyne dem med organisationsfrihed, sikre ytringsfrihed og strejkeret, pånøde ejerne samarbejdsudvalg o.s.v. Det er uhyre værdifulde fremskridt, der sikrer disse medborgere nogenlunde rimelige kår - men hvis demokrati betyder folkestyre, så er den private arbejdsplads ikke gjort demokratisk med disse humane nødforanstaltninger, ej heller er disse foranstaltninger udtryk for demokratiske tilstande på arbejdspladsen, selv om de naturligvis er uhyre meget bedre end, hvad en diktator ville byde arbejderne. På de private arbejdspladser hersker intet demokrati, men en vaklende våbenstilstand mellem to parter med modsatte mål, en våbenstilstand, der bringes i fare og ofte brydes hvert andet år med det resultat, at tusinder af arbejdere, hustruer og børn i en uvis periode må se deres løn drastisk reduceret.

---------------

Hvis læseren finder, at den ovenanførte, korte beskrivelse af hærens og den private arbejdsplads’ placering i vort samfund er nok så skarp, så er det gjort med vilje, fordi det store flertal af tidens velmenende stemmer slet ikke øjner »the other side of the hill«, hverken når det gælder hæren eller den private arbejdsplads. Man kan aldrig få forbedret »tonen i hæren«, hvis man bevidst eller ubevidst fortier dens idéelle målsætning: Alle borgeres samling om det helt fundamentale at bevare vort politiske demokrati overfor de farer, som truer det, eller hvis man søger at indføre den samme fundamentale mistillid mellem hærens befalingsmænd og menige, som uundgåeligt må præge forholdet mellem arbejderen og den private arbejdsgiver på den ikke-demokratiske, private arbejdsplads. Tror man virkelig, at nogen af os i uniform, befalingsmænd og menige, ville vove livet, mens alle vore civile medborgere styrter i beskyttelsesrummene, hvis ikke vi alle i hæren, »arbejdere« som »arbejdsledere« nærede en urokkelig tillid til hinanden, en fælles tro på demokratiet, en fælles vilje til at vove livet, for at forhindre at se det erstattet med slaveri?

Det klima, som uundgåeligt hersker på den private arbejdsplads, er præget af våbenstilstandens mistro eller arbejdskampens sår, givet af modstandere, som man glemmer at betragte og behandle som medborgere. Det klima, som den militære direktør, regimentschefen, må skabe, må bygge på urokkelig tillid. Hærens klimaproblemer at skabe denne tillid hos rekrutter, som møder skolet i mistillidens atmosfære. Det er denne omstillingsproces, som vi behøver støtte til at udøve og lære. Det må siges ligeud til rekrutten, at han med føje var en tåbe, hvis han var en ’morakker’ på arbejdspladsen, han forlod i går - og at han er lige så stor en tåbe, hvis ikke han er en ’morakker’ som soldat, thi så kan hverken han eller rets- og velfærdsstaten Danmark overleve, som verden er i dag. Det må gøres rekrutten begribeligt, at han - i modsætning til i går - befinder sig på hærens demokratiske arbejdsplads, hvor obersten ikke bliver een øre rigere af hans trofaste og nidkære indsats, hvor alle trygt kan nære tillid til hinanden. Man kan passende demonstrere dette kontant ved at præsentere soldaterne for socialrådgiveren, auditøren, soldaterhjemsbestyreren, civilundervisningsforstanderen, overlægen og feltpræsten og dermed dokumentere, hvorledes vort folkestyre har udrustet denne arbejdsplads med alle tænkelige medarbejdere, som kan sikre enhver rekrut en effektiv støtte og omsorg og fair behandling, som det han stadig er: En fri borger i et frit land. Man bør ikke glemme at tilføje, at hver eneste soldat desuden har selvfølgelig ankeret, hvis han undtagelsesvis straffes, og at han har en selvfølgelig klageret - om han vil direkte til Forsvarsministeriet, hvis han alligevel føler sig skidt behandlet, og at det er oberstens ønske, at disse rettigheder respekteres og benyttes som en selvfølge.

Man kan passende gøre alt dette den samme dag, rekrutterne møder, gøre det med regimentets Dannebrog ved sin side, mens alle befalingsmænd hører derpå - man kan passende invitere forældrene til at være med - man kan passende sende rekrutterne i seng og forsætte samværet med forældrene over en kop kaffe, lade dem stille spørgsmål til obersten og alle de medarbedere, man præsenterede for dem. Når det er overstået, er oberstens arm ødelagt af 300 rekrutters stærke håndtryk, opfulgt af hundreder af tillidsfulde, klare øjne og af lige så mange håndtryk og venlige ord fra forældrene. Man kan gøre det - det er gjort ved Sjællandske Telegrafregiment gennem en rumtid. Grunden er lagt til et effektivt klima på vor arbejdsplads, et klima, som belønnes tjenestetiden ud på en såre overbevisende måde: De feltmæssige forbindelser, som kun den menige telegrafsoldat kan skabe og opretholde, og med hvis effektivitet hærens alarmering og øvelser står og falder, er næsten altid i orden - og når de ikke er det, er det visselig ikke telegrafsoldatens skyld. Klimaet ved regimentet er skabt, et funktionelt, effektivt klima. Kontakten med forældrene er skabt - ikke een tager anstød af, at denne grund er lagt, ikke ved at fremdrage paralleler til den private arbejdsplads - men ved at fremhæve den skærende kontrast.

-------------

Det er rigtigt, at et militært-civilt ækvivalensprincip må respekteres, hvis et demokrati skal anse sit forsvar som en selvfølgelig og tillidsvækkende institution, men dette militært-civile ækvivalensprincip må være veldefineret, med rod såvel i forsvarets formål som i det bedste og værdifuldeste af det demokrati, det skal forsvare - og det er ikke den private arbejdsplads, men skolen, der, ligesom hæren, er for alt folket. En fremtrædende civilforsker af disse problemer har overfor forfatteren ligeuderklæret, at det ikke er den civile arbejdsplads, hæren bør kopiere, for den er nemlig ikke god nok. Forfatteren har følt trang til med disse bemærkninger og på basis af en »militær direktørs« mangeårige erfaringer at støtte dette standpunkt, som jo bl. a. kommer til udtryk i en offentlig gjort betænkning og påpeger, at mange paralleler kan drages fra den civile skole til den militære skole - sandheden er jo, at enhver kaserne kun er en skole, medens den militære arbejdsplads er noget ganske andet: Danmark den ulykkesdag, da sirenerne hyler - for alvor. Skolen er, som hæren, en demokratisk institution. Talrige lærere fra alle skolens afskygninger har gennem årene forrettet tjeneste ved Sjællandske Telegrafregiment og har hjulpet os til at blive klogere - og ofte ved hjemsendelsen bedyret, at også de har lært en del af os. Vil man forbedre klimaet i hæren, der måske ikke er så ringe, som medborgere uden personligt kendskab til dens daglidag synes at mene, så må man begynde med at klarlægge ækvivalensprincippet, man må komme over det dødvande, hvor nogle vil ækvivalere den private arbejdsplads, andre skolen med vor hær, for disse to standpunkter er incommensurable.

-----------------

Endelig bør det præciseres, at ingen nogensinde - hverken rekrutter eller forældre - har vist andet end positiv forståelse for den påviste kon­trast mellem den private arbejdsplads og hæren. Det er ikke en relativ vurdering til fordel for hæren, men en påvisning af helt fundamentale forskelligheder. Den private arbejdsplads eksisterer på lovens grund, fuldt ligeberettiget med andre arbejdspladser, værdifuldt ansporende i en økonomisk kappestrid mellem borgere, der iøvrigt helt og fuldt vedkender sig demokratiets høje målsætning - men fra kappestrid til splid og kamp er skridtet kort. Hverken skole eller hær kan akceptere splid og kamp. Skolen lærer vore børn, i hjerne og hjerte, hvad de bør kunne for at indtage forældrenes plads i vort samfund, når vi falder fra. Hæren lærer vore sønner, hvad læres må, hvis vor rets- og velfærdsstat, herunder den private arbejdsplads, skal kunne overleve i en ufredelig verden. Skolen som hæren er hævet over dagens kappestrid. Hver på sit felt tilsigter de at bevare og udbygge vort lykkesamfund. Derfor er det mellemskolen og hæren at ækvivalenstegnet bør sættes. Klimaproblemerne i hæren som i skolen er også af principielt samme karakter: Det er ikke kappestridsproblemer, ikke lønproblemer, men autoritetsproblemer.

Disse autoritetsproblemer skal behandles i det følgende afsnit.

II. Autoritetsproblemer.

I første afsnit er det søgt påvist, at man i tidens tanker dels om skolen, dels om den private arbejdsplads som en principiel ækvivalent til hærens virke bør vælge skolen, ikke arbejdspladsen. Det er anført, at hæren som skolen er hævet over borgernes indbyrdes, økonomiske kappestrid, så at klimaproblemer hverken i hæren eller skolen kan føres tilbage til økonomiske problemer, som på den private arbejdsplads. Skolens og hærens klimaproblemer er af en helt anden art: Det er autoritetsproblemer.

Bernhard Shaw siger i sin velkendte »Intelligent woman’s guide...« omtrent følgende:

»Vi mennesker havde aldrig evnet at hæve os op over stenalderens stade, hvis vi ikke havde lært os selv at anse vore leder som ufejlbarlige, skønt vi udmærket ved, at de ikke er det.«

Han fastslår herved to yderst fundamentale ting, nemlig

1) Intet menneskeligt samvirke er muligt uden en plan, en ledelse og ubetinget lydighed mod ledernes fortolkning af planen.

2) At vi må finde andre veje end ulydighed til at afbøde ledernes uundgåelige, lejlighedsvise fejlgreb.

Punkt 1 alene er diktaturets metode. Det kræver blind lydighed, uanset ledernes fejlbarlighed, fastsætter dogmatisk at lederne er ufejlbarlige. Dikaturet har behersket os siden stenalderens dage. Det er forståeligt, om unge, uerfarne demokratier forbinder diktatur og autoritet som synonymer og gør, hvad gøres kan for at mistænkeliggøre såvel autoriteten som lydighedspligten - måske er dette en væsentlig grund til, at demokratier gang på gang er bukket under. Vi er næsten betænkelige, når vi præsenterer nye rekrutter forlydighedspligten: »Uden hensyn til personer eller forhold, uden indsigelse og tøven...«, og dog har det moderne storbymenneske langt lettere ved at forstå dette krav, end fortidens unge mand fra gården derhjemme. Man kan sige til rekrutterne, den dag de møder: »Dette lyder strengt og er strengt, men det er hverken mere eller mindre end De alle præsterer hver dag på byens gader, eller hvad mange af Dem præsterede i går ved et samlebånd.

De står ved et gadehjørne, øjner en smart pige på det andet fortov, får en tå udover fortovskanten - men stopper - for et trafiksignal lyser rødt. Uden indsigelse og tøven, uden hensyn til personer eller forhold bøjer De Dem for lyssignalets autoritet. De kunne måske have en fair chance for at smutte over uskadt - men De er lydig over for signalets autoritet, venter til der bliver grønt lys - og så er pigen væk. Der er ikke noget at gøre ved det.

At De viser ubetinget, nøjagtig og villig lydighed overfor en færdselsbetjent er indlysende. På samme måde efterlevede De måske endnu i går samlebåndets autoritet på en fabrik. Den lydighed, som enhver i hæren, De, sergenten og jeg må udvise, er af ganske samme karakter, hverken mere eller mindre.« Punkt 2 rummer i sig hele løsningen på demokratiets autoritets- og lydighedskrise. Hvis demokratiets ånd får borgerne til at trodse færdselsreguleringens eller samlebåndets autoritet med ulydighed, så bliver vi dræbt på gaden og fabrikken går i stå. Hvis soldaterne trodser de foresattes autoritet, så vil hæren kæmpe forgæves. Hvis skolebørnene trodser lærerens autoritet, så lærer de ingen ting. Derfor må demokratiet målbevidst forlange lydighed, ganske som diktaturet gør det, men i skarp modsætning til diktaturet forkaster demokratiet dogmet om lederens ufejlbarlighed, erkender, at lederen, som den menige, kan fejle og skaber en løsning på spørgsmålet: »Hvad skal vi gøre, hvis og når en menig, civil eller soldat, barn eller voksen, formoder, at hans leder fejler?«

Svaret er simpelt: Vi skal sikre ham ret og pligt til at fremføre sin formodning, sine tvivl — og vi skal uddanne alle civile ledere såvel som befalingsmænd til den erkendelse, at det er lettere at bære et lederansvar i en organisation, hvor menigpersonellet - i egen såvel som i helhedens interesse — har ret og pligt til at fremsætte kommentarer til en given ordre eller anvisning. Demokratiet analyserer emnet og finder ud af tre grupper af årsager til meniges kommentarer til en given ordre, nemlig a) Det kan tænkes, at den, der modtager ordren eller anvisningen - barnet, arbejderen, soldaten - ikke har forstået, hvad der blev sagt. Årsagen kan være uopmærksomhed eller lærerens, værkførerens eller sergentens mindre logiske ordvalg, men under alle omstændigheder lærer barnet, arbejderen og rekrutten, at man ingen sinde må løbe videre med halv besked, at man selv har et medansvar, ansvaret for, at man helt og fuldt har forstået anvisningen. b) Det kan tænkes, at barnet, arbejderen eller den menige soldat mener at besidde en viden, som læreren, værk øreren eller sergenten tilsyneladende ikke besidder, og som synes vigtig i den foreliggende situation.

Læreren har måske ikke bemærket, at svampen er væk, og siger: » Lille-peter, gå op til tavlen og vaske den ren!« Formanden i et garageanlæg har måske ikke bemærket, at grosserer Petersen har hentet sin vogn, og siger: »Jensen, gå ned i hal 7 og vask Petersens vogn!« Sergenten ved ikke, at 87’s gevær er på værksted, og siger: »87. De stiller på skydebanen til restan tskydning efter frokost.« Det er tåbeligt, hvis Lille peter går til tavlen, Jensen til hal 7 og 87 på skydebanen under de nævnte omstændigheder - men de gør det, hvis vi lærer dem, at lederen er ufejlbarlig, lærer dem at lystre på trods af, hvad de må anse som sund fornuft. Sligt er diktaturets tåbelighed og antagelig medvirkende til, at demokratiet stundom overlever.

c) Det kan endelig tænkes, at Lille peter, Jensen eller 87 føler sig uretfærdigt behandlet ved den anvisning, han får. Diktaturet spørger ikke om mandens følelser, han skal bare parere ordre: »Kæft, Trit og Retning.«, men demokratiet indser, at en sådan arbejder ikke er meget værd. Derfor skal på den ene side Lille peter, Jensen og 87 og på den anden side læreren, værkføreren og sergenten lære, at det fremmer resultaterne, når den, der føler sig skidt behandlet, siger til derom. I alle tre tilfælde: a, b og c, bør lederen i egen som helhedens interesse have lært og forstået sin pligt til at lytte og sin pligt til at overveje og om muligt om gøre sin beslutning i lyset af det anførte - med mind resituationen er så akut, at der ikke er tid til snak. I så fald gentages anvisningen, og Lille peter, Jensen og 87 må have lært, at i så fald må anvisningen efterkommes uden yderligere indsigelser. Men så er vi jo tilbage til diktatoren igen, vil læseren sige: Læreren, Jensen og sergenten kan jo bare påstå, at der ikke er tid til at lytte! Det er fuldstændig rigtigt, og derfor tilføjer demokratiet noget meget fundamentalt: Hvis lederen mener at måtte fastholde sin anvisning, uden hensyn til det anførte, så skal anvisningen efterkommes uden indsigelse og tøven - men Lille peter, Jensen og 87 kan siden, når jobbet er gjort, føre klage, hvis han stadig føler sig forurettet.

Altså:

- Diktaturet kræver lederens absolutte ufejlbarlighed respekteret ubetinget, med støtte i gaskamre og koncentrationslejre.

- Demokratiet kræver ubetinget lydighed overfor enhver anvisning, som modtageren forstår, finder i overensstemmelse med sin egen viden og rimelig overfor sin egen person. Er disse forudsæ tninger ikke til stede, har modtageren ret og pligt til at sige sin mening, ligesom anviseren har pligt til at lytte og om muligt korrigere sin anvisning. Har han ikke tid til at lytte eller undlader han at korrigere anvisningen, så må modtageren efterkomme anvisningen - men han har ret til at klage sidenhen, en ret, som anviseren naturligvis må respektere.

Der findes naturligvis borgere, der føler det som en demokratisk pligt at opponere mod enhver autoritet, diktatorens som folketingets, men det er i bedste fald teoretikere som - om vi lytter til dem - vil bringe vort demokrati til fald via kaos, for samvirke kræver ledelse og lydighed. Men ser vi bort fra disse teoretikere, der hører hjemme på en øde ø, så vil vist de allerfleste medborgere erkende, at den ovenanførte løsning på autoritetsproblemet - med udgangspunkt i Shaws dogme - tager ethvert tænkeligt hensyn til den menneskeværdighed, som vi ønsker sat i højsædet. Hvis disse medborgere nu kommer og siger: »Hvorfor går den oberst ikke hjem og indfører disse smukke tanker ved sit regiment?« - ja så kan forfatteren kun røbe, at ovenstående fremstilling er identisk med Hærens Tjenestereglement, der nøje opregner situationerne a, b og c og fastsætter klageretten - og at reglementet er fra 1939 samt at disse regler har stået på samme måde i endnu tidligere udgaver.

De samme regler har i generationer stået i de lærebøger, som udleveres til enhver rekrut og gennemgås nøje med alt mandskab. Når talsmænd ved Sjællandske Telegraf regiment herefter i 1965 fortæller rigets om budsmand, at de normalt ikke har noget at klage over og - adspurgt - tilføjer, at de problemer, som uvægerligt opstår, normalt løses på stedet, om fornødent ved kompagnischefenis mellemkomst, så bliver det måske mere forståeligt, hvorfor mangen unglærer fortæller forfatteren, at læreren også kan lære noget af hæren, som hæren kan lære noget af ham. Medmindre man anser det som demokratiets mål, at vi alle dalrer rundt med vor egen magelighed som primær ledetråd, er det klart, at der er et meget, meget langt skridt fra diktatorens kæft, trit og retning til det, som hæren lærer vore sønner om lydighed mod autoritet og om udøvelse af autoritet. I skolen og på mange civile arbejdspladser kan man for en tid - men kun for en tid - ustraffet sætte sig udover kravene om ledelse og lydighed som betingelse for effektivt samvirke. I hæren er autoritetskravet mere indlysende end noget andet sted. I skolen kommer miseren jo først, når barnet har forladt skolen og ikke har lært nok til at kunne stå på egne ben. På den civile arbejdsplads kommer den først, når produktionen går i stå eller er blevet for kostbar.

For et års tid side kunne man i dagspressen læse et indlæg fra en organisation af skoleeksperter, som fastslog, at børnene i skolen bl. a. må lære, at autoritet og lydighed mod denne overalt er en forudsætning for et planmæssigt arbejde, og at autoriteten må være lærerens autoritet, ikke forældrenes og ikke børnenes.

Se et øjeblik bort fra den private arbejdsplads med dens våbenstilstand svilkår og lønningsproblemer og den mangel på principiel tillid, som deraf må følge. Se på skolen og på hæren, skabte og opretholdt af folkets vilje, hvor demokratisk næstetillid kan og skal skabes mellem lærere og befalingsmænd på den ene side, skolebørn og menige soldater på den anden - disse arbejdspladser, hvor ingen lønkonflikter forplumrer tilliden, og hvor autoritetsproblemet derfor kan studeres isoleret. Besvar så ærligt spørgsmålet: »Hvad kan demokratiet gøre mere for klimaet i disse skoler og denne hær?«, » Er det muligt at påvise grove, udemokratiske overgreb i den deduktion af Shaws dogme, som hæren har draget for generationer siden?« Råbet om »Demokrati på arbejdspladserne« kommer fra arbejdspladserne, fordi de ikke er demokratiske. Råbene om »Demokrati i skolen« og »Demokrati i hæren« kommer sjældent eller aldrig fra skolen eller hæren, for de er demokratiske. De kommer som regel udefra, fra velmenende mennesker, som har stirret sig blinde på de udemokratiske arbejdspladser og tror at have gjort dem demokratiske ved de tidligere nævnte nødløsninger, som det politiske demokrati skaber for at gøre kårene menneskeværdige. Det kan ikke være alvor, at skole og hær skulle påføres de procedurer, som er en bitter nødvendighed på arbejdspladserne - for disse på den ene side og skole og hær på den anden side er incommensurable: Vi har ingen lønproblemer, der skaber mistillid overfor hærens og skolens autoritet. Vi kan skabe en skolens og hærens autoritet, der tager sigte på og bygger på børnenes og de meniges tillid, når blot vi vil tage effektivt og med menneskeværdighed på vort eneste problem: Autoritesproblemet.

---------------

Det har ikke været hensigten med dette indlæg at søge påvist, at vi i hæren evner at løse vore autoritetsproblemer på fuldendt effektiv og fuldendt demokratisk vis - både skolen og vi kan gøre det endnu bedre - men det har været hensigten at vise »the other side of the hill«: Påvise, at hæren forlængst har knæsat en procedure, som må forekomme helt demokratisk for den ærlige observatør, antyde den opfattelse, at det ikke altid er os, der hænger bagefter, at andre kunne lære af os, som vi er beredt til at lære af andre, der virker under samme demokratiske vilkår som vi - nemlig skolen - og konkludere i den opfattelse, at

Tryg tillid mellem alle demokratiets borgere og en værdig udformet og effektivt kontrolleret autoritetsudøvelse og autoritetsrespekt er de uafviselige forudsætninger for at undgå, at vi en ny tirsdag morgen vågner op til koncentrationslejre og gaskamre.

Hensch.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon haerens_klimaproblemer.pdf

Litteraturliste

Del: