Hæren og arbejderbevægelsen

Vi fejrer hvert år med rette den 5. maj som befrielsesdagen efter Danmarks lange besættelse under den anden verdenskrig. Imidlertid har netop denne dato en særlig betydning for hæren og arbejderbevægelsen. På denne dag blev hæren i 1872 indsat mod arbejderbevægelsens berømte møde på Københavns Fælled - fæstningens forterræn - og hermed startede et modsætningsforhold, der skulle vare i næsten trekvart århundrede. Samme dato, 73 år senere, kunne begge - hæren og arbejderbevægelsen - i forening glæde sig over en genvunden frihed, der havde kostet tab af menneskeliv, tortur og ophold i koncentrationslejre hos begge parter, men også havde fået dem til at finde hinanden.
Perioden mellem disse to begivenheder, den åbne kamp og den fælles glædesfest, havde ikke været nogen nem tid for nogen af parterne, og man var ikke kommet let til den fælles holdning.
Vi kan nu, mange år efter, se, at striden mellem hæren og arbejderbevægelsen i 1872 slet ikke var nogen kamp mellem disse to parter, men en politisk strid, hvor hæren blev brugt indenrigspolitisk af den siddende regering mod en efter dennes mening truende revolutionær udvikling - helt som vi senere har set det f.eks. i USSR og i Kina. Indsættelsen kom dog næppe officerskorpset på tværs. Officererne tilhørte gennemgående det mellemste og øverste sociale lag i befolkningen, og de var, efter ydmygelserne i 1864, dybt skuffede over nationens manglende selvopholdelsesdrift.
Selv om officerskorpsets sammensætning i de følgende årtier ændredes totalt, genvandt korpset, under de stærke forsvarspolitiske modsætninger i denne periode, aldrig sin selvrespekt. Efter sikringsstyrkens hjemsendelse i 1918 var officerskorpset udmarvet efter den årelange opslidende indsættelse. Omkring tusind officerer blev afskediget ved hærloven af 1922, og nedgangen i uddannelsen af værnepligtige og undladelsen af indkøb af våben og materiel i 20’eme og 30’eme fik hæren til at forvitre.
Arbejderbevægelsen glemte ikke de gamle uoverensstemmelser, og da Socialdemokratiet kom til magten, fremsattes både i 1924 og i 1930 de forslag til hærens afskaffelse, der stærkt bidrog til modsætningernes opretholdelse. Selv om landstinget forhindrede en nedlæggelse, blev hærens betydning som forsvar af suveræniteten illusorisk, og tilgangen til officerskorpset gik meget naturligt næsten i stå. Arbejdsløshed og fattigdom prægede i mange af disse år arbejderbevægelsen, og mange værnepligtige så ikke meget formål i at forsvare en nation, der bød så usle levevilkår. Den gensidige forståelse havde nået et lavpunkt.
Uoverensstemmelsen mellem hæren og arbejderbevægelsen bekymrede mange af hærens ledende officerer dybt, og da det med Hitlers magtovertagelse i Tyskland blev klart, at uoverensstemmelsen nu kunne få katastrofale konsekvenser for Danmark, tog den daværende chef for hæren, generalløjtnant With, sagen i sin egen hånd ved bogstavelig talt at bevæge sig ind i løvens hule og holde foredrag i Danmarks Socialistiske Ungdoms afdelinger om »Hæren og Folket«. Foredraget blev i pjeceform udsendt til alle DSU’s afdelinger og optrykt i »Tilskueren«, og generalen kunne i løbet af kort tid konstatere, at hans fremstrakte hånd var blevet modtaget. 11937 opfordrede DSU på sin årlige kongres medlemmerne til at gennemgå befalingsmandsuddannelsen og erklærede, at »vi er nu også rede tü at gøre et praktisk arbejde for at øge denne ungdoms forståelse af værnenes betydning og nødvendighed«.
Også den socialdemokratiske leder, Stauning, blev klar over, at der måtte ske en ændring, men det blev som bekendt ved tilløbene, og Danmark blev - med en forvirret og splittet befolkning - på det nærmeste taget på sengen om morgenen den 9. april 1940, hvad der da også fik den daværende chef for 6. bataljon til at skrive i sin indberetning til Generalkommandoen: »Mandskabet har den opfattelse, at det er forrådt af regeringen, der i januar havde lovet at forsvare landet med alle til rådighed stående midler«. Hæren og dens officerskorps havde fået endnu et moralsk knæk. Personellet blev hånet af befolkningen i en sådan grad, at Statsministeren personlig måtte gribe ind, men bitterheden mod politikerne - arbejderbevægelsens politikere - kunne han ikke fjeme.
Den nye ydmygelse fik gamle uoverensstemmelser til at blusse op, men landets ulykkelige situation manede også til besindighed og sammmenhold. Hæren var ikke alene om ydmygelsen. »Socialdemokraten« i Sverige skrev således den 1. maj 1940 bl.a.: »Danmark kom i forbifarten til at forsvinde som neutralt og selvstændigt rige - dertil behøvedes der ikke en gang en motivering. Den aldeles forsvarsløse spilder man ikke en gang ord på. Den som gør sig til får, ham opsluger ulven. Sådan er vildmarkens lov. Kun det folk, som forstår at dø for sin frihed, kan leve i frihed«. Arbejderbevægelsen måtte tage sin del af ansvaret.
Det blev atter værnene, der greb initiativet. I dagene 22.-24. november 1940 afholdes der, efter invitation fra værnene, på Skodsborg Søbad et møde meUem ledende officerer fra værnene og repræsentanter for universitetet, skoleverdenen, kirken, idrætsorganisationerne og erhvervslivet med det formål at knytte forbindelsen mellem værnene og befolkningen. Værnene følte, trods al modgang, at de repræsenterede nationens kraft i en katastrofesituation, og når de ikke havde fået politisk bemyndigelse til at bruge denne kraft til dens egentlige formål, at forsvare rigets selvstændighed, så måtte de nu selv tage sagen op og søge at bringe den splittede nation tü samling.
Mødet blev en klar tillidserklæring. Men den arbejderbevægelse, hæren i 1930’eme havde søgt at opnå forbindelse og gensidig forståelse med, og som havde haft regeringsmagten op til den skæbnesvangre 9. april, havde ikke deltaget i mødet. Chefen for Generalstaben, general Gørtz, ønskede at sikre sig støtte i andre dele af befolkningen, før han nærmede sig arbejderbevægelsen. Men den 28. december 1940 udsendte værnene i forening en mødeinvitation til arbejderbevægelsens ledende mænd. Invitationen resulterede i et formøde den 6. januar mellem general Gørtz og repræsentanter for arbejderbevægelsen, endnu et indledende møde den 14. januar og endelig en omfattende møderække i Håndværkerforeningen i København i dagene 28.-31. januar 1941. Formålet med disse møder var - som for møderne i november - at udvide og underbygge kontakten mellem væm og befolkning, og gennem gensidigt kendskab tü hinandens arbejde og livsvilkår også at skabe gensidig tiUid og forståelse. I møderne deltog 27 repræsentanter fra fagforeningerne, 21 repræsentanter fra Socialdemokratiet (heraf 14 medlemmer af Rigsdagen) samt 7 medlemmer fra DSU. Fra hæren og søværnet deltog ca. 7 5 officerer. Blandt deltagerne kan nævnes Poul Hansen (formand for DSU), Victor Gram, Erhard Jacobsen, formanden for de samvirkende fagforbund (LO) Laurits Hansen, næstformanden Eiler Jensen, 14 forbundsformænd, Alsing Andersen, Julius Bomholt, Hartvig Frisch (indtil 1940 formand for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe), H. C. Hansen (partisekretær i Socialdemokratiet), Hans Hedtoft (formand for Socialdemokratiet), admiral Hammerich (senere dræbt under angrebet på Shellhuset) og general Gørtz.

Møderækken havde to hovedemner: Forsvars- og sikkerhedspolitikken og samhørigheden mellem folket og værnene. To emner, som efter værnenes opfattelse var uadskillige. General Gørtz indledte da også møderne med at citere den svenske redaktør og repræsentant for den svenske arbejderbevægelse Karl Frederiksen: »En første forudsætning for et godt forhold mellem Folk og forsvar er, at folket erkender forsvaret som en nødvendig funktion i samfundet samt værdsætter og respekterer befalingsmændenes arbejde«. For værnene var det helt afgørende, at man havde nationen bag sig, og ikke stod som året før op til og efter den 9. april, hvor soldaterne følte sig svigtet og alene. Generalen lagde ikke skjul på, at hans formål med møderne var at sikre sig arbejderbevægelsens fulde tilslutning til værnenes eksistens og nødvendighed og støtte til deres arbejde, for som han udtrykte det: »de bånd, der skal binde folk sammen i en situation, hvor de måske skal dø sammen eller for hinanden, kan ikke baseres på frygt eller tvang, de skal hvile på fællesskabsfølelse, tillid, fælles vilje og stolthed over at høre sammen«. Generalstabschefens overordentlig direkte og utvetydige fremlæggelse af, hvad han ønskede, blev - når man betragter forsvarsviljen i de forudgående årtier - bemærkelsesværdigt vel modtaget. Selv om det tydeligvis voldte vanskeligheder for formanden for de samvirkende fagforbund, Laurits Hansen, at udtrykke det, afsluttede han sin svartale med at udtale: »Vi har - i hvert fald indtil 1914 - haft troen på, at vi gennem arbejdernes internationale samarbejde skulle forhindre krig. Det slog fejl, og jeg erkender derfor, at vi bevidst eller ubevidst inden for dansk arbejderbevægelse har ændret indstilling siden dengang«.
Hans Hedtoft udtrykte sig i endnu klarere vendinger ved bl.a. at udtale: »Danske arbejdere er antimilitarister. Med militarisme forstår jeg den tilstand, hvor militæret gør sig til samfundets herre og ikke dets tjener. At tale om militarisme i Danmark er absurd. Får vi igen et frit, uafhængigt folkestyret Danmark, må den lære general Gørtz indprentede os: et militært tomrum kan ikke eksistere - indprentes hele det danske folk, og den frihedsassurancepræmie det koster, må vi betale. At øve en indsats for at dette kan ske, tror jeg alle herværende arbejderrepræsentanter er parate til at give tilsagn om«.
Hæren fik således gennem disse møder i 1940 og 41 arbejderbevægelsens tilslutning til sit formål og virke, og med det sammenfald der dengang var mellem arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, vandt man også dette store partis tilslutning. Resultatet har da også smittet af på efterkrigstiden, som man jo i 1941 intet kunne vide noget om, hvordan den ville forme sig. Der er i den danske befolkning et overordentlig solidt flertal for et forsvar og for medlemsskabet af NATO. Af betydende partier er der kun i SF et flertal imod, og SF har kun en ringe del af arbejderbevægelsens folk blandt sine vælgere. Men trods Laurits Hansens ovenfor citerede udtalelse for snart 50 år siden, betragter nogle stadig Socialistisk Internationale som den største og mest effektive af alle fredsbevægelser, og trods Hans Hedtofts erklærede hensigt om at overbevise hele arbejderbevægelsen om værnenes nødvendighed, kan man alligevel stadig se udtalelser om »at forsvaret af de fleste accepteres uden begejstring«, og »at et stort pacifistisk mindretal aldrig har følt dets nødvendighed, for dansk arbejderbevægelse er i bund og grund antimilitaristisk«.

Den følelse af samhørighed og fælles stræben efter i fremtiden at bevare nationens frihed, der i 1940’eme opnåedes mellem arbejderbevægelsen og hæren, og hvis udvikling er søgt beskrevet, har da også siden været sat på hårde prøver. Oprustningsfrygt og arbejdsløshed, men også samfundets velfærdsstræben og selvforkælelse og karakter- og holdningsmæssige forfaldstendenser, har været nogle af de nære årsager hertil. Forventning om stærkt ændrede sikkerhedspolitiske forhold, men også bevidst førte kampagner mod værnenes eksistens og interne forhold, har medført en stigende tilbøjelighed til at betragte det militære forsvar som en national byrde og ikke som den nødvendige og selvfølgelige bestanddel af et frit samfund. Kampen mod krigen er fejlagtigt blevet en kamp mod forsvaret.
Det glemmes herunder også, at væmene har andre, indadrettede formål end landets ydre sikkerhed. Disse andre formål, som de kommer til udtryk i begrebet »samhørighed mellem folket og væmene«, var som tidligere nævnt det andet hovedemne under møderne mellem arbejderbevægelsens ledere og væmene i januar 1941, og det var også hovedbudskabet i de taler, general With i 1930’eme holdt i Danmarks socialistiske Ungdoms afdelinger. Det var klart det emne, der gav anledning til mest debat under møderækken i januar 1941. Det andet diskussionsemne: sikkerhedspolitikken, kunne man hurtigt blive enige om. De tyske uniformer på gaderne var jo det vedholdende synlige bevis på, at den pacifistiske politik i mellemkrigsårene havde spillet fallit.

Det, der var hovedønsket for både arbejderbevægelsen og hæren, var opbygningen af en fællesfølelse i den danske befolkning, at skabe en dygtig, ansvarsbevidst befolkning med faste holdninger og en sund og stærk moralsk modstandskraft. Som forstanderen for Esbjerg Arbejderhøjskole, Poul Hansen, udtrykte det under møderne:
»Skal Darmiark hævde sig, må det være i kraft af sine menneskers kvalitet. Kan arbejderorganisationerne præge dansk samfundsstyre gennem sin sociale indstilling og skabe den følelse af medborgerskab, der er betingelsen for samfundsborgerens udvikling, og kan hæren lære de unge mænd præcision, pligtfølelse, soberhed og give dem rankhed og holdning, der bygger på karakterens udvikling, har vi nogle af de midler, hvorpå vi kan bygge den indre styrke, der er betingelsen for vor beståen«.
Poul Hansens udtalelse kom som et svarindlæg på generalstabschefen, general Gørtz’ udtalelser på møderne første dag, hvor denne fremhævede, at
»værnene har opgaver på folkeopdragelsens område, som de med folket bag sig har betingelser som få for at tage op. Værnene må forstå dette ansvar, og folket må lære at værdsætte de værdier, værnene på dette felt rummer. Hæren har muligheder for at uddanne mænd, der sætter pligt over ret, arbejde fremfor magelighed, tü enighed om at løfte i flok og til at danne mænd af støbning. Disciplinen i hæren giver undertiden anledning til frygt, men vor disciplin er ikke anderledes end disciplinen på et fodboldhold, i et orkester eller i en redningsbåd, men den kan i en given situation være mere afgørende for liv end i andre sammenhænge. Men samfundet må i sin helhed være med til at styrke nationens disciplin: hjemmet, skolen, pressen, rigsdagen. Er der ikke noget sammenhold - nogen disciplin - i nationen, er det svært for hæren at skabe den, den må have hjælp til fælles bedste«.
Generalen fortsatte med at påpege, at hæren uddanner for at tilvejebringe en kunnen, der kan skabe både selvtillid hos den enkelte og gensidig tillid mellem kammerater. Bag denne kunnen udvikles viljen og de krav, den enkelte stiller til sig selv til fordel for helheden, og det er denne vilje, soldaten kan tage med sig hjem fra soldatertiden til gavn for samfundet. Hæren har pligt til at fordre og optræne denne vilje til gavn også for nationen. Men, som han sagde: »Hæren kan også give andre værdier: evnen til at holde orden, renlighed, respekt og ansvar for værdier, vedligeholde værdier, lære at overvinde vanskeligheder, lære hvad det betyder at kunne arbejde sammen om en opgave, lære befalingsmændene forståelse for deres folks ve og vel, for ansvaret i at lede og glæden ved at tage et ansvar og løse en opgave.
Hæren skal kunne bære sit arbejde i fredstid og den skal kunne holde til den hårdeste belastning, man kan komme ud for. Hæren kan kun holde sammen ved, at alle hjælper hinanden og stoler på hinanden, også selv om alt går anderledes, end det var planlagt. Enhver forstår den store betydning af hans eget lille ansvar og opgave. Sådanne mænd er uvurderlige for en nations daglige liv. Tror man, denne side af hærens opgaver er værd at tage op, eller tror man disse værdier er så ringe, at det er forsvarligt at lade dem ligge?
Forståelsen for det lille ansvars store betydning for helheden bygger nationen stor. Svigter denne forståelse falder nationen i stumper, som hæren ville falde i stumper. Men skal hæren være denne opgave voksen, må der forståelse til fra nationen over for hæren. Ja, blot forståelse for det, nationen bør forlange af hæren«.

Under den tre dage lange møderække blev denne gensidige påvirkning mellem nationen og værnene drøftet, og enigheden om dens betydning var bemærkelsesværdig. Hærens disciplin havde nok været det område, hvor hærens officerer havde forventet at møde en manglende forståelse, men en sådan frygt viste sig ubegrundet. Disciplinen var arbejderbevægelsen ikke bange for. Disciplin var en del af arbejdernes tilværelse på arbejdspladsen og i organisationerne, og opbyggedes disciplinen på grundlag af forståelse og tillid, var dette i fuld overensstemmelse med arbejderbevægelsens holdning.
Når drøftelserne af disse områder er så indgående beskrevet her, skyldes det den udvikling, der har været og nu synes at finde sted i forståelsen for betydningen af befolkningens karakter- og holdningsudvikling. Ansvar er i de sidste årtier skubbet fra den enkelte over på samfundet, og samfundet skubber gæld og manglende forsvarsforberedelser over på udlandet. Hæleri, sort arbejde, svigtende respekt og ansvar over for privat og offentlig ejendom, økonomiske samfundsydelser uden modkrav, accept af anarkistiske tilstande i dele af samfundet. Alt er det tegn på egoisme, dårlig karakter og holdning.

Nationen Danmark har opdraget sin befolkning til at modtage uden at yde, til at bruge rettigheder uden krav om ansvar, og til at man kan skade sine medborgere uden ulempe for én selv. Samfundet er ophørt med at stille krav til den enkelte om solidaritet over for medborgere og over for helheden, og er ophørt med at fastsætte og forlange normer og grænser.
En reaktion mod denne udvikling er i gang. Landets Justitsminister har udtalt sidste år, at svækkelsen af samfundsmoralen ikke er acceptabel, men anfører samtidig, at det er meget svært at gøre noget ved det. Mange andre har udtalt sig mod samfundsudviklingen. Lektor, dr. phil. J. Boisen Smidt udtrykte det i Politiken meget klart:
»Demokratiet kan ikke tillade sig passivitet over for sådanne kræfter, der søger at nedbryde samfundet indefra, bevidst eller ubevidst«.
Når ansvarsbevidstheden og solidariteten er svigtende, og det erkendes, at det er meget vanskeligt at imødegå en fortsat svigtende samfundsfølelse, må det være nærliggende at udnytte det apparat, samfundet råder over, og som hviler på eksistensen af gensidigt ansvar og respekt, samarbejdsevne, initiativ og viljestyrke: hæren.
Hæren, hvis uniform til daglig på gaden er et af nationens symboler på dets frihed - som tyskernes var det på besættelsen - repræsenterer netop de holdninger og den moral, der er nødvendig, for at mange kan virke sammen, det være sig en hær eller en nation. Hæren vægter karakter- og holdningsdannelsen højt, samtidig med at den søger at udvikle den enkeltes initiativ og evne til improvisation, udholdenhed og viljestyrke. Uden disse egenskaber kan hæren ikke virke. Men dette gælder også nationen, virksomhederne, landbrugene, fiskerbådene, og hvad der ellers er med til at opretholde vort land. Som Morsø Folkeblad skrev for ikke så længe siden:
»Dygtige, samvittighedsfulde medarbejdere med høj arbejdsmoral er guld værd for virksomheden. Dygtige medarbejdere er rygraden i en hvilken som helst virksomhed. Og den tendens, der spores i tiden - hvor mennesker ikke har samme engagement i deres arbejde som tidligere - ikke viser samme faglige stolthed - er farlig for dansk konkurrenceevne. Det er på tide, vi får en debat om kvalitet og arbejdsmoral«.
Hæren møder ofte modvilje, fordi den ikke er demokratisk, og hæren er ikke demokratisk - demokrati er ikke egnet som ledelsesform hverken i hærens enheder eller på en arbejdsplads - men hæren tjener et demokratisk samfund. Hærens disciplin skabes ved at optræne soldater til selvdisciplin, selvovervindelse og mod, til at tænke og handle selv - uden ordrer - i helhedens interesse. Disciplin skaber i hæren forudsætningerne for enhedernes overlevelse. Den effektive efterlevelse af ordrer skaber orden og målrettethed, og giver gensidig tillid og en retfærdig belastningsfordehng. Fællesskabsfølelsen og den fælles vilje er det bærende element, som det må være bærende på enhver arbejdsplads, hvis den skal virke effektivt. Og her er vel netop nationens svaghed: Hvor er viljen og fællesskabsfølelsen til at hævde et frit og - også økonomisk - uafhængigt Danmark, hvor enhver åbent og selvbevidst kan se en hvilken som helst udlænding i øjnene og føle sig som repræsentant for et initiativrigt og ansvarsbevidst folk, der er sig sin kunnen og sin kultur bevidst, som forstår at klare sig uden fremmed hjælp og er rede til at støtte andre, svagere nationer og folkeslag.
Har arbejderbevægelsen glemt det tilbud, hæren gav i 1930’erne og under møderne i 1941? Er der en sammenhæng mellem nationalkarakterens udvikling og afskaffelsen af den almindelige værnepligt? Har man glemt den vægt, arbejderbevægelsens folk dengang tillagde befalingsmandsuddannelsen i hæren. Nogle - og ikke de dårligst virkende - virksomheder har ikke glemt det, og udnytter i videst mulige omfang reserveofficerer og sergenter som ledere i virksomheden. Vi, der har set disse unge mænd møde ved hæren som rekrutter og har kunnet følge deres udvikling gennem to års tjeneste, set dem lede 10, 20, 30 mand eller mere under de mest krævende omstændigheder, forstår godt, at her er lederemner for enhver virksomhed, ethvert værksted eller ethvert landbrug. Hærens uddannelse af ledere er, hvad andre må betale sig fra gennem kostbare kurser, som endda ikke tilnærmelsesvis giver de praktiske ledermuligheder, hæren kan tilbyde.
Hans Hedtoft sagde under møderne i januar 1941:
»En hær må - selv under nok så demokratiske tilstande - bygge på orden, disciplin og kommandomyndighed. Men alle vil sikkert kunne blive enige om, at den bedste orden og disciplin ikke er den, der alene bygger på kommandomyndigheden, men den, som samtidig bygger på naturlig tillid og gensidig agtelse«.
Både hæren og det øvrige samfund har behov for ansvarsbevidste og solidariske borgere, og samfundet kan ikke i sin helhed opretholde et levedygtigt demokrati uden holdningsopdragelse af børn og unge.

Nogle vil til visse af disse udviklings- og holdningsmål formentlig hævde, at de er ude af trit med samfundsvirkeligheden i 1990 og den igangværende udvikling. At de er ude af trit med virkeligheden i dele af befolkningen, kan der næppe herske tvivl om. Samfundets fremtidige udvikling er derimod det, hvorom det drejer sig. Hvorledes ønsker vi, at samfundet moralsk og holdningsmæssigt skal udvikle sig? Hvilke værdier ønsker vi skal være styrende i udviklingen?
Hjemmet, skolen og værnene er sammen med pressen væsentlige skabere af holdningsudviklingen i samfundet. Af disse er - bevidst eller ubevidst - alle de tre førstes indflydelse gennem de seneste årtier væsentlig svækket Væmene kan imidlertid, som i høj grad værende nationens traditionsbærere, påvirke imgdommens holdninger, og sikre disse holdningers senere tilstedeværelse i familierne og skolerne.
Det kunne derfor være en fælles målsætning at følge forretningsfører i Arbejdernes Oplysningsforbund Chr. Christiansens og DSU formand Poul Hansens ønsker fra januar 1941: at væmene og arbejderbevægelsen går ud i et gensidigt oplysningsarbejde, der tager sigte på forståelsen for værnenes betydning for samfundet og for Uvs- og væmeviljen i befolkningen, og derigennem hindrer en gentagelse af den udvikling, der fandt sted i perioden mellem de to verdenskrige.

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon militaert_tidskrift_120_aargang_jan.pdf

 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.