Globaliseringen

Uanset hvordan man vil definere eller bortdefinere globaliseringen er den der. Spørgs-
målet er blot, hvor mange omkostninger og hvor megen uro, den vil påføre landene, og
hvordan den bringes til at være til gavn for alle lande. Den er en logisk følge af de
transport- og kommunikationsteknologiske forandringer, som især tog fart i anden
halvdel af det tyvende århundrede og imødegås nu af flere europæiske partier for tiden.
Disse partier vinder fremgang på deres negative holdning til globaliseringen, men sej-
rer neoprotektionismen, vil den udløse tumulter, uro og kulturkonflikter både inde i
landene og mellem landegruppeme, og den kan i sidste ende føre til væbnede nord-syd-
konflikter.

US Deputy Secretary of Defense Paul Wolfowitz and his staff meet with Denmark's Minister of Foreign Affairs Per Stig Møller (right) and Member of the Greenland Landsting Joseg Motzfeldt (middle) in the Pentagon to discuss defense issues of mutual interest.

Omvendt kan globaliseringen fremkalde den evige fred, som den tyske filosof
Immanuel Kant drømte om for nu over 200 år siden, og som han forudså ville blive
fremkaldt af verdenshandelen. Handel rimer sig ikke på krig, skrev han og mente, at
en stigende verdenshandel ville styrke freden, fordi man fik større interesser i at handle
med hinanden end i at bekrige hinanden. Denne fredsforestilling fremlagde i øvrigt
både den franske filosof Montesquieu og den skotske David Hume allerede omkr. år
1750. Montesquieu kaldte det "den blide handel", som ville ophæve krige, og Hume
så frihandelen som forudsætningen for fælles rigdom og velfærd. Verdenshandlen var
ikke et nulsumspil, men en metode til vækst for alle handelens parter, forklarede Hume.
Hans tanker blev fulgt op af den senere, franske finansminister Turgot, der i 1766
formulerede kapitalens væsen, som bestod i, at kapitalen altid vil flytte sig derhen, hvor
arbejdskraften og produktionen er billigst og dermed flytte penge fra områder med fuld
beskæftigelse til områder med lav beskæftigelse, hvor lønningerne og velfærden så vil
stige, hvorefter kapitalen igen vil flytte. Selv om Turgot kun beskrev, hvordan
kapitalen vil flytte sig inde i ét land, er det jo, hvad der under navnet globalisering sker
mellem landene i dag. Den kendteste liberal-økonomiske frihandels-teoretiker er Adam
Smith. Han videreudviklede alle disse tanker og viste, hvordan liberalisering,
privatisering og udlicitering under regulerede og velovervejede former ville løfte alle
i samfundet og til sidst alle i de gensidigt handlende lande ud af fattigdommen. Men
Montesquieu havde ét væsentligt forbehold over for denne verdenshandel. Han mente,
at der ville være lande, som tabte i denne verdenshandel, og som derfor ville være
bedst tjent med at holde sig udenfor den, og det var de lande, som ikke havde noget at
bidrage med. De ville blot blive oversvømmet af frihandelen og synke ned i gæld og
fattigdom. Også dette ser vi jo i dag, og for at imødegå denne virkning af frihandelen
skal kandidatlandene til EU nå op på et vist økonomisk niveau, før de lukkes ind. Det
er som sluserne i to vandkamre. Vandstanden skal være på samme niveau, før
sluseportene åbnes.

Når jeg har startet med disse betragtninger fra 1700-tallet skyldes det, at hvad vi
nu står foran, ganske svarer til problemerne, idealerne og teorierne fra dengang, vor
 moderne verden tog fart. Der kan derfor være god grund til at genoverveje, hvorfor
man liberaliserede, og hvad det moralske formål med liberaliseringen var. Mens de
dengang stod overfor en række toldbarrierer inde i landene, som blev ijemet på grund
af disse tanker, står vi nu overfor toldbarrierer mellem landene, som vi er igang med
at ijeme globalt, efter at vi har ijemet dem regionalt, og dermed i EU-området
virkeliggjort drømmen om, at "den blide handel" skaber fred. Dette er jo selve
grundlaget for den europæiske unionstanke og årsagen til, at man netop byggede den
op på handelspolitikken og derfra udbyggede samarbejdet fra traktat til traktat, så det
nu omfatter miljø, sundhed, arbejdskraften, pengepolitikken og sågar forsvars- og
udenrigspolitikken, vel at mærke for dem, som ikke har taget forbehold.
Den europæiske udvikling er både en følge af den politiske vilje, og af den
teknologiske udvikling. Det samme vil blive tilfaeldet for den globale udvikling. En
teknologisk årsag er den simple, at afstandene er blevet mindre og samkvemmet
følgelig lettere og større. I løbet af de 1000 år fra nationalstatens oprettelse blev
retsstaten og demokratiet udviklet og knæsat. Retssamfundet var forudsætningen for
handelssamfundet og den heraf afledte beskæftigelse og rigdom. Derfor nødvendiggør
den udvikling, vi står foran, en global retsorden med en form for internationalt
demokrati, baseret på nationalstaterne. Det er denne orden, som nu er i støbeskeen, og
som det er vor tids politiske opgave at forme. Et intematonalt anarki betyder krig og
forringet handel, hvorved handelens muligheder for at bekæmpe verdensfattigdommen
forskertses. Vor internationale opgave er at undgå dette, og derfor søger vi nu efter de
rette virkemidler og metoder. Vi ved, at handelen liberaliserer, og vi ved, at den kræver
en retsorden for at fungere. Vi ved, at denne liberalisering ikke bare skal være friheden
for de stærke, og derfor må der reguleringer til, som beskytter de svage. Dette
påpegede Adam Smith, og derfor frarådede Montesquieu de svage at indskibe sig i den
globale verdensøkonomi.

Vi har skabt grundlaget for en orden i den globale uorden, fordi vi har erkendt
vores fælles vilkår: k'lodens overlevelse. Før kunne enkelte kulturer og områder gå til
grunde, uden at det gik du over andre end dem selv, men i dag vil et sammenbrud ét
sted, føre til sammenbrud andre steder. Derfor tager EU ikke så hårdt fat i nakken på
Rusland i forbindelse med Tjetjenien, som det burde gøre. Første gang denne
sommerfugle-effekt viste sig var med Børskrakket i 1929 i New York. Sidste gang
vingerne rørte på sig, var ved sammenbruddet af nogle thai-banker i 1997, hvis
virkning netop blev inddæmmet, fordi vi i mellemtiden har konstrueret systemer til at
opfange og modvirke effekten. Vi har skabt IMF, Verdensbanken, Verdenshandels-
rganisationen WTO og forskellige FN-kontorer til fremme af en global, økonomisk
orden. Vi har skabt konventioner til at modvirke de miljømæssigt negative sider af
verdenshandelen såsom Montreal-protokollen og Basel-konventionen. Til fremme af
den geopolitiske orden har vi skabt domstolen i Haag og FN med dets Sikkerhedsråd
og stående komiteer og i Europa både Europarådet og OSCE samt naturligvis EU. Vi
har skabt konventioner til beskyttelse af Menneskeretighedeme og de sociale
rettigheder, som for hver gang, de revideres, gøres mere og mere omfattende og mere
og mere bindende. Som Kofi Annan sagde i april 1999 kan intet land i dag bag sine
grænser behandle sine borgere, som det måtte få lyst til. Omverdenen ikke alene kan,
men skal gribe ind. Selv om den jo også kan vælge at se bort, som vi for tiden ser det
i forbindelse med Tjetjenien. Men vi har trods alt skabt et krigsforbrydertribunal, og
det er blot et spørgsmål om tid, før dette gøres permanent.
Vi er således på vej mod en global verdensorden i erkendelse af, at globaliseringen
ikke lader sig standse. Vi er på vej med systemer og institutioner til sikring af fred og
fairness mellem landene. Men spørgsmålet er, om vi når at få gjort dem lige så
selvfølgelige mellem landene, som de er blevet inde i landene, inden utilfredsheden ved
globaliseringen vokser så meget inde i landene, at processen går i stå og bevæger sig
den modsatte vej, mod en ny protektionisme med alt, hvad dette indebærer af en
gentagelse af fortidens konflikter, ligesom det er et spørgsmål, om en fair
verdenshandel når at fungere, før befolkningspresset slår hele det møjsommeligt
opbyggede system itu?

Demografien er verdenshistoriens store hjul, som vi slet ikke er nok opmærksom-
me på, men historien har faktisk altid udviklet sig i overensstemmelse med demo-
grafien. Hvor der er stor befolkningstilvækst og en stor andel af unge i befolkningen,
er der ekspansion, hvorimod områder uden vækst og mange ældre altid har oplevet til-
bagegang. Indenfor de kommende femogtyve år vil befolkningsvæksten og forskydnin-
gen blive markant og dermed skabe nogle økonomiske, økologiske og geopolitiske pro-
blemer, der skal tackles i tide. Både Europa og Nordamerika risikerer at løbe ind i
regionale og nationale vanskeligheder, som kan sætte deres velfærdssamfund, retssam-
fund og demokratier under voldsomt pres.
De 15 EU-landenes samlede befolkningstal vil ifølge FN' s gennemsnitsprognose
om 25 år falde fra 371 millioner mennesker til 363 millioner. Lige syd for sig på den
anden side Middelhavet vil EU have et Nordafrika, hvis befolkningstal vil vokse fra
200 til 325 millioner. Hvis disse ekstra 125 millioner ikke skal blive fattigere end de
allerede er, skal der en økonomisk vækst på over 100% til, så der kan komme flere
jobs, bedre uddannelser, bedre infrastruktur, bedre sundhedsvæsen. Kommer denne
vækst ikke, vil der komme en voldsom illegal indvandring til EU-området herfra, som
vil skabe uro i EU-landene og deres storbyer. Ganske vist har en embedsmand i EU
beregnet, at EU får brug for 125 millioner ekstra arbejdstagere, og så kan vi jo bare
tage de nye 125 millioner fra Nordafrika, men så enkelt er det ikke. For det første vil
der næppe være forståelse i de europæiske befolkninger for at modtage dem, og for det
andet vil de heller ikke have de fornødne uddannelser. Dertil kommer det kulturelt
umulige i på så kort tid at lade 25% af Europas befolkninger bestå af nytilkomne
mennesker fra en helt anden kultur. De vil efter en snes år udgøre op mod halvdelen
af befolkningen, og hvad er da europæisk kultur? Europa er ikke blot en jordeklimp,
men først og fremmest en kultur, nogle sprog, værdier, traditioner og en rimeligt fælles
religion. Vores forpligtelse består ikke blot i at sørge for, at de økonomiske hjul på det
europæiske kontinent kører rundt, men også i at sørge for, at europæisk kultur, sprog,
værdier, historie og religion gives videre til de næste generationer. Denne historiske
opgave har kun vi, og løfter vi den ikke, gør ingen det og da opløses den europæiske
kultur. En langsom integration over flere generationer har vi derimod altid kunnet
klare, men dette er der jo ikke tale om, hvis vi forestiller os ekstra 125 millioner udefra
i løbet af en snes år. Det kan ingen kultur absorbere. Vi skal derfor klare de europæiske
befolkningsproblemer ved at omlægge vores produktion, vores arbejdsmarkeds- og
velfærdssystemer, så vi kan opretholde velfærden med færre hænder uden samtidig at
forværre fattigdommen i verden omkring os, fordi en sådan fattigdom vil til sidst
fremkalde alvorlige konflikter på tværs af Middelhavet. Vores politiske alternativ
består derfor i: enten at forbedre deres handelsbetingelser hos os med risiko for
strukturarbejdsløshed hos os eller at forsøge at holde dem ude og fortsætte som hidtil,
hvilket bare ikke lader sig gøre i længden. For syd for sig har Nordafrika et
fattigdomsområde, som vil skyde store befolkningsmasser op mod det, da Afrika syd
for Sahara vil gå fra 681 millioner mennesker til 1.5 milliarder mennesker. Skal disse
nye 900 millioner ikke vandre mod nord - og hvor skulle de ellers vandre hen? - skal
der altså en økonomisk fremgang til hos dem på flere hundrede procent. Selv om det
ser næsten uoverstigeligt vanskeligt ud er der kun én løsning: en ny økonomisk Nord-
Syd-orden. Og dette gælder ikke kun i forholdet mellem Europa og Afrika, men også
mellem Nord- og Sydamerika.

Nordamerika vil vokse fra 278 millioner til 332 millioner, og væksten vil finde
sted i befolkningsgrupper med rødder i Afrika og Latinamerika. Syd for sig vil det have
et Latinamerika, som vil vokse fra 520 millioner til 788 millioner mennesker. Det vil
igen sige: hvis ikke der kommer en kraftig økonomisk vækst i Latinamerika, vü
Nordamerika blive sat under samme pres som Europa. Den nordamerikanske energi vil
blive rettet mod Latinamerika, og dets militære forpligtelser over for Europa vil falde
tilsvarende. Hertil kommer, at USA' s befolkningsforskydning vil gøre det svært for en
amerikansk præsident at ofre amerikanske liv for Europa. De, der skal ofre deres liv,
vil nemlig slet ikke have deres rødder i vort kontinent. Det betyder, at Europa skal til
at klare mere selv og betale mere til sit forsvar, hvilket igen betyder, at vi skal bruge
mere på forsvaret, end vi er vant til. Det betyder igen, at de offentlige budgetter, som
i forvejen kommer under pres på grund af den ændrede befolkningssammensætning,
får et ekstra forsvarsøkonomisk pres.

Det amerikanske kontinent vil løse sine problemer ved at skabe et større
frihandelsområde, hvor NAFTA udvides til at omfatte det meste af Latinamerika. Det
medfører, at verden vil stå med to store konkurrerende markedssammenslutninger: den
europæiske og den amerikanske, og skal denne konkurrence ikke påføre begge parter
nogle ødelæggende handelskrige, skal Verdenshandelsorganisationens spilleregler
forbedres, og bindende konfliktløsningsmodeller opbygges.

Af de øvrige demografiske forandringer skal jeg her blot nævne forholdet mellem
Indien og Kina, idet Indien vil gå fra 1 mia til 1,6 mia, mens Kina kun vil gå fra 1.2
mia til 1.5 mia mennesker og altså blive overhalet af Indien. De vil slås om magten
over de sydøstasiatiske underleverandører og sikre sig så stærke forsvarsbastioner som
muligt for hver forlig at forberede sig på et sammenstød eller på en opdeling af Asien
i interessesfærer. Den kamp er jo allerede igang i form af Indiens atomvåbenprogram-
mer og Kinas gentagne rysten med sablen i det Sydkinesiske Hav. Uden for dem vil
Japan ligge med en aldersstegen befolkning og et forsøg på at bevare sin velstand og
velfærd ved at spille rollen som "den lykkelige tredjemand", så længe det går.
Vi kan således se foran os et kapløb mellem globaliseringen og en form for
regional nationalisme. Lykkes det ikke at få skabt en retfærdig verdensorden i pagt med
globaliseringen, vil regionalismen og nationalismen slå den spirende orden over ende,
endnu før den er skabt. Lykkes det derimod at få skabt denne orden og en verdens-
handel, der løfter alle, vil verdenshandelen sikre freden, skabe stadig større interna-
tionale alliancesystemer og markeder, og lige så stille sætte væksten i verdens befolk-
ningstal ned. Det forholder sig nemlig altid sådan, at økonomisk fremgang skaber
større erhvervsfrekvens blandt kvinderne, giver flere uddannelse og færre børn. Sådan
er den demografiske transition, som det hedder, gået i Europa fra 1750 til 1950, men
hvor vi havde 200 år til at klare det og nye kontinenter at sende og vore befolknings-
overskud til, så har Latinamerika og Afrika kun 25 år til at gøre os kuntstykkei efter og
ingen steder at sende deres befolkningsoverskud hen. Det forudsætter næsten et mira-
kel!

Hvis dette økonomiske mirakel lykkes, vil det skabe betydelige økologiske
vanskeligheder. Den økonomiske vækst, der skal til på så kort tid, forudsætter en kraf-
tig produktionsstigning, som kræver materialer, energi og ressourcer og dermed for-
stærker klodens miljøproblemer. Energipriserne og forureningen vil stige, omend
problemerne kan begrænses med en mere energi-effektiv produktion og mindre
ressourcebelastende materialer, men kan det klares så hurtigt? Og vil netop denne del
af verden være med til at klare dem, eftersom dens komparative fordele består i, at de
kan producere uden alle de pålæg og hensyn, som energi- og miljøministrene påfører
producenterne i OECD-landene? For at imødegå denne udvikling har vi klimakonven-
tionen, Montreal-protokollen og Basel-konventionen samt en række aftaler og
mekanismer til overførsel af bedst tilgængelig teknologi, men vi har jo samtidig set, at
den rige verden agter at stille yderligere krav til producenterne i den tredje verden, som
denne verdens ledere ikke vil imødekomme. Derfor mislykkedes WTO-forhandlingeme
jo i efteråret 99!

I WTO stiller vi krav om lige og fri konkurrence. Og vi mener ikke, at
konkurrencen er fair, hvis de kan producere uden hensyn til det ydre og indre miljø og
bruge f.eks. bømearbejdere. Hvis de herefter imødekommer vore krav, vil de miste en
del af deres muligheder for at producere billigere end os og derved erobre eksportmar-
keder og skabe økonomisk fremgang. Hvis vi derimod accepterer, at de ikke imøde-
kommer kravene, mister vi arbejdspladser udkonkurrere. De opfatter derfor globali-
seringen som en metode til at gøre os rigere og fastholde dem i fattigdommen. Hvad,
vi forsøger at gøre, er i realiteten at ophæve Turgots lære om, at kapitalen flytter hen,
hvor arbejdskraften er billigst. I Frankrig undlod man at liberalisere økonomien efter
Turgots forslag - og man fik revolutionen! Globalt vil vi også få et oprør og et opgør,
hvis vi opretholder de spærringer, der fastholder den fattigere verden i fattigdom, fordi
vi forhindrer den i at arbejde sig ud af den. UNDP har beregnet, at den rige verden
årligt berøver den fattigere verden 500 mia dollars i indtægter gennem vore
handelshindringer og vore spærringer af arbejdskraftens frie bevægelighed. Samtidig
er det beregnet, at der er behov for investeringer på 400 mia dollars årligt i den
fattigere verden, hvs den skal producere sig ud af problemerne. En liberalisering vil
således løse problemet på kapitalsiden, men forøge indvandrings- og arbejdsløsheds-
problemet hos os, hvortil kommer de økologiske problemer som et biprodukt. Globa-
liseringen giver os altså tre problemkomplekser: det demografiske, det økonomiske og
det økologiske, som ikke lader sig løse hver for sig, men kun samlet og nogenlunde
samtidig. Og dét gør ikke sagen lettere!

En ny, global verdensorden kan ikke berøve de fattigere områder deres
komparative fordele uden at forværre problemerne. Disse fordele består i den billigere
arbejdskraft og de færre regler. Moralsk set kan vi anføre, at det ikke er rimeligt, at
deres arbejdere arbejder i et dårligt indemiljø. Vi kan også anføre, at deres børn skal
gå i skole og ikke på arbejde. Omvendt er det jo et spørgsmål om det i grunden er mere
moralsk derved at fastholde dem i arbejdsløshed, lade familierne sulte og børnene
levere gadehandel og prostitution? Og spørgsmålet er til syvende og sidst, om vi ikke
med vore moralske regler i realiteten bare sørger for at beskytte os selv mod konkur-
rencen? For vi ved jo godt, at kapitalen flytter med prisen på arbejdet. I 1998 inves-
terede europæerne således 185 mia dollars netto uden for Europa, og dansk kapital
skaber arbejdspladser i Polen, Baltikum, Rusland og vil snart gøre det i Nordafrika.
Vores problem i denne globalisering er følgende: hvis det lykkes at få gang i f.eks
den nordafrikanske økonomi, betyder det, at kapital og arbejde er flyttet dertil, og at
vi har importeret billigere varer derfra, som ikke længere produceres her. Her produ-
cerer vi til gengæld dyrerere varer og tjenester, som de flere beskæftigede og den
voksende middelklasse i Nordafrika derpå køber hos os - og så er vi alle blevet rigere
efter Turgots og Smith's model. Men, men, hvis nu de dyrere varer med mere videns-
indhold slet ikke købes hos os, men hos asiáteme, der er ved at få samme eksport-profil
som os, står vi med et stort velfærdsproblem, for så køber vi billigt uden at sælge dyrt
på det nye verdensmarked, hvor handelen ikke længere går nord-syd, men øst-syd, og
da er Europa spændt ude, ligesom den tyrkisk-arabiske verden blev, da verdenshan-
delen i det 17. og 18. århundrede pludselig bevægede sig over Atlanterhavet i stedet
for over Middelhavet.

Vores måde at gå til globaliseringen på må derfor være: at liberalisere for at få
gang i økonomierne i befolknings vækstområderne. At sørge for en ny struktur på vore
arbejdsmarkeder, som gør omstilling let og håndterlig, og som hverken ijemer en
million mennesker i den erhvervsaktive alder fra arbejdsmarkedet eller lader os pen-
sionere hinanden som 60-årige eller holder anden- og tredjegenerations- indvandrerne
ude af det aktive samfimdsfællesskab. At styrke hele vores uddannelses- system for at
sikre innovationen og produktfomyelsen. At udvikle vores velfærds- samfund, så vi
med færre hænder i arbejde kan sikre mindst samme kvalitet og kvantitet i velfærden,
,som vi har vænnet os til, ellers far vi store generationskonflikter om fa år, for min
generation vil ikke være særlig forstående overfor nedskæringer.
I den nye verden med den hurtige transport og store mobilitet fra fattigdoms-
områder til de rige områder er det halsløs gerning at tilstræbe neoprotektionisme og
afvise det multietniske samfund, men selv om man foretog en folkeafstemning over
temaet: Skal Danmark være et multietnisk samfund? ville svaret nu i bedste fald være
ligegyldigt, i værste fald dødsens farligt. Lad os sætte, at et flertal svarede: Nej,
Danmark skal ikke være multietnisk! Hvad skal man så stille op med det svar? Üdvise
alle statsborgere af anden etnisk herkomst? Hvor mange generationer skal man gå
tilbage? Og eftersom vi taler om danske statsborgere betyder det jo i realiteten etnisk
fordrivelse. Og den slags bekæmper vi alle andre steder!
Dét, vi må gøre, er at integrere de, som er blevet danskere. Lykkes integrationen
ikke i de kommende år vil kultursammenstød og gadeballede vokse dramatisk, og især
hvis Danmark ovenikøbet far velfærdsproblemer under den globale konkurrence eller
voksende illegal indvandring som følge af en forværret fattigdom uden om Europa.
You haven't seen anything yet!

Hvis både indvandringen og lukningen af danske arbejdspladser opleves som et
resultat af globaliseringen og liberaliseringen, vil der opstå en modvilje mod begge
dele. Vi så det i Seattle i demonstrationerne mod WTO og i de amerikanske fagbe-
vægelsers kamp mod regeringens liberale handelsintentioner. Vi har set og vil se det
i Bruxelles, når ministerrådene samles for at liberalisere importen fra tredjelande med
øget pres på gartneriet, landbruget og forskellige industri-områder til følge. Det kan
føre til skræmte befolkninger, der vælger neoprotektionistiske og nationalistiske
regeringer, som vil modarbejde globaliseringen og liberaliseringen, hvorved de nok
udsætter pinen, men gør den så meget desto større senere. Hvis USA og EU skræmmes
tilbage i musehullerne, får vi fort-Europa-politikken og det lukkede USA, og derefter
får vi den nord-syd-konfrontation, som vi i det lange løb er sikre tabere af.
Med mindre man vælger neoprotektionismen, er det allerede stærkt begrænset,
hvad de enkelte, nationale regeringer reelt kan gøre. Et land kan godt beslutte at ville
være verdens reneste land med de strammeste miljølove. Det bliver et dejligt rent land,
men det bliver et meget fattigt land med stor arbejdsløshed, for produktionen vil straks
flytte hen til lande med mindre omkostningsfyldte krav til produktionen. Et land kan
godt beslutte at have verdens højeste velfærd med verdens højeste skattetryk og største
formueskatter, men velfærden bliver kortvarig, for kapitalen flyttes ud og den bedst
uddannede arbejdskraft flytter væk. F. eks. arbejder nu 500.000 franskmænd og 30.000
danskere i dag i Storlondon-området, og det har nok noget med trækprocenterne at
gøre. Et land kan også beslutte at ville have maksimalt ud af de udenlandske selskaber,
som opererer i landet, og derfor indføre høje selskabsskatter, men i stedet for flere
penge i kassen får det flere arbejdsløse og højere personskatter, fordi selskaberne
lokaliserer sig i andre lande med lavere selskabsskatter. En stats politiske frihed er
således i dag principielt ubegrænset, men reelt stærkt begrænset. Med mindre den vil
melde sig ud af verden og sætte hegnspæle op omkring hele landet og hænge enhver,
som vil ind eller ud, sådan som Rousseau for resten foreslog omkring 1750. Metoden
er afprøvet i Kambodia, Østblokken og i Kina, men synes ikke efterlignelsesværdig og
er i øvrigt i strid med alle vore frihedsbetragtninger og hele vores menneskeopfattelse.
Men det betyder jo ikke, at vi intet kan gøre og blot passivt må se, hvad globaliseringen
bringer os på halsen af genvordigheder. Vi har jo netop i kraft af den fået en meget
større verden at agere i og øve indflydelse på, end nogen småstat nogensinde før har
haft. Vi har i EU's ministerråd langt større indflydelse på Europas udvikling end
nogensinde før, og vor stemme tæller med langt større vægt end vort befolkningstal
tilsiger. Vi har mulighed for at indføre spilleregler, som beskytter borgerne mod
politiske og tekniske handelshindringer, stormagtsblokader og den arbejdsløshed, de
europæiske magter før skubbede rundt mellem hinanden. Vi har under udarbejdelsen
af de forskellige konventioner indenfor FN, ILO, Europarådet mulighed for at påvirke
de internationale normer i overensstemmelse med vort menneske- og samfundssyn. Og
vi øver betydelig indflydelse hver gang EU skal have en ny traktat, selv om vi altså
også kan vælge at stå udenfor enkelte områder. Og det vil vi stadig kunne. Et stærkt
udvidet EU vil i fremtiden udvikle sig i flere tempi.

Der er således kun én vej til fælles og varig fremgang: konstruktivt at arbejde for
spilleregler for globaliseringen, så denne bliver til gavn for verdensamfundet og
borgerne i alle lande. Det kræver en vilje til at gå ind i processen i stedet for at stritte
imod, og det kræver en forståelse for de store, globale, demografiske, politiske,
økonomiske og økologiske sammenhænge, som løsningerne skal indgå i og fungere
med. Kun igennem internationale, forpligtende konventioner kan vi skabe de spillereg-
ler, som gør, at den globale frihed ikke misbruges af en global overklasse uden ansvar
for og sammenhæng med nogen nation. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at interna-
tionale spekulanter fra den ene dag til den anden kan spekulere et lands valuta og
pengebeholdning i sænk. Den slags kan modvirkes, hvis vi skaber forpligtende rente-
systemer i f.eks. FN' s ECOSOC, som alle lande skriver under på at overholde, og hvor
der er indbygget sanktioner mod dem, der hverken skriver under eller overholder
reglerne.

Man kan via FN indføre regler for multinationale selskaber, der tvinger dem til
ikke at optræde mod landene, men i overensstemmelse med de vilkår, som hersker i
retsssamfundene. De fleste, store olie-katastrofer, som den i julen i Frankrig, udløses
af selskaber, der ikke er hjemmehørende i noget civiliseret land, og som derfor ikke
respekterer det samme sikkerhedsudstyr og den samme skibskonstruktion, som de
nationale rederier, som derfor ét efter ét flager ud for at stå sig i konkurrencen. I
forbindelse med den franske katastrofe bragte det seriøse, franske ugemagasin, "Le
Nouvel Observateur" en artikel om "Havets mordere". Heri viste bladet, at det land,
som har den største skibstransport-kapacitet, er Grækenland, men langt under halvdelen
sejler under græsk flag. Næststørst kapacitet har Japan, under hvis flag endnu færre
japanske skibe sejler. På 10-pladsen figurerer Sverige, under hvis flag kun en brøkdel
af den svenske handelsflåde sejler. Det land, som har den største transportkapacitet
under sit flag, er Panama efterfulgt af Liberia. Det betyder, at langt den største trans-
port til havs foregår uden respekt for sikkerhedsreglerne under WMO, fordi ingen
udøver repressalier mod disse transportselskaber. Kun ved bindende regler med forud
fastlagte sanktioner over for lande, der ikke håndhæver reglerne, kan man beskytte
verden mod den slags fribyttere. Det lader sig ikke gøre gennem nogen national lov,
kun gennem international ret, som alle FN's lande forpligtes på.
Problemet med de multinationale selskaber i en åben og ureguleret global økonomi
er, at disse kan bevæge sig derhen, hvor modstanden er mindst og derfor kan undermi-
nere enhver fornuftig, national politik. De står ikke til ansvar over for noget folk, men
kun over for en bundlinie i et regnskab, ingen nødvendigvis kontrollerer. Det betyder,
at de kan spekulere mod lande og blæse på landeaftaler. De køber nationale firmaer,
når disse privatiseres, og kan score gevinsten, hvorefter de kan rykke ud og efterlade
arbejdsløshed og uløste opgaver, som samfundet derefter i dyre domme skal rette op
på. De fusioner og opkøber hinanden og kan opnå monopollignende positioner på
forskellige nationale og regionale markeder og derpå sætte prisen i vejret, og trække
penge og arbejde ud af landene. En sådan junglens frihed vil rejse voksende protester
mod globaliseringen og forstærke kravene om indgreb og protektionisme med dannel-
sen af neonationalistiske regeringer til følge, hvorefter disse vil rive de de interna-
tionale aftaler og organisationer op, og så er globaliseringens muligheder forskertset
til skade for alle.

Skal denne udvikling undgås, skal vi internationalt til at tænke, som Montesquieu,
Hume, Tugot og Smith gjorde for de nationale økonomiers vedkommende i 1700-tallet.
De anså ikke den økonomiske frihed som et middel til at skabe velstand for de fa, men
som et middel til at løfte alle op. Velstanden blev nok trukket frem af de fås mulighe-
der for gennem den økonomiske frihed at skaffe sig selv større rigdomme, men i kraft
af de politiske beslutninger og reguleringer sikredes det, at de foretagsomme blev gjort
til lokomotiver, der trak hele samftmdstoget frem. Det er på samme måde nu vor tids
politiske opgave at sætte reglerne for den globale, økonomiske frihed, så vi sikrer, at
lokomotivføreme ikke blot kobler vognstammen fra og lader fanden tage de sidste.
Fordi det internationale og globale har så stor betydning, som tilfældet er, ser vi en
styrkelse af den regionale og nationale bevidsthed. Den kan blive til en bremseklods,
men den behøver ikke blive det. For det nationale er det ståsted, som er nødvendigt for
alle. Har vi ikke fodfæste, bliver vi sommerfugle. Kun ved at erkende dèt nationale
som det basale, kan vi præge det internationale. Erkender vi ikke vort nationale
værdigrundlag og udgangspunt, har vi hverken noget at bidrage med eller stå imod
med, og da væltes vi over ende af dem, der har erkendt deres ståsted og deres værdier.
Vi kan heller ikke undvære det nationale som rammen om vore politiske beslutninger,
fælles ansvar og det fælles samvær, hvori vi udvikler os, og hvor vi står til ansvar, hvad
enten vi er erhvervsfolk eller politikere. Vi kommer nok i højere grad end før til at
handle globalt, men vi vil fortsat leve nationalt. Der behøver således ikke være nogen
konfrontation mellem det nationale og det globale, tværtimod er de mere end
nogensinde hinandens forudsætninger - under forudsætning af, at man er sig bevidst
herom. Om den bevidsthed drejer den politiske kamp sig allerede, og i den skal de
ansvars- og fremtidsbevidste have deres argumenter i orden og ihærdigt skabe ind-
lysende gode, internationale resultater, hvis ikke fundamentalismens og protektionis-
mens egoistiske demagoger skal fa held til at slå os alle tilbage til start i det inter-
nationale Matador-spil, som vi alle deltager i.

Af Dr. phil Per Stig Møller, MF
 

Litteraturliste

Del: