Globale tendenser i krigsførelsen og konsekvenser for udvikling af hærdoktriner

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
”Den, som lever på fortidens doktrin eller retrospekt lader udviklingen diktere sin doktrin, vil med stor sandsynlighed tabe fremtidens krig, hvorimod den der evner at skue fremad og formulere en doktrin, der ”trækker” udviklingen ind i fremtiden, vil vinde en kommende krig” [1].

Med ovenstående citat afsluttedes præsentationen af ”Projekt Doktrin”, der blev gennemført mandag d. 23. juni 2003 på Forsvarsakademiet. ”Projekt Doktrin” er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor de studerende på Operations- og Føringsuddannelsen arbejder med et større projekt indenfor området doktrin, hvorefter dette præsenteres for et indbudt panel af gæster. 

Temaet for årets ”Projekt Doktrin” var, som anført i overskriften, globale tendenser i krigsførelsen og konsekvenser for udvikling af hærdoktriner. Opgaven var at analysere fremtidige vilkår for hæroperationer med henblik på at udlede generelle udviklingstendenser inden for doktriner, idet udviklingen skulle også ses i et værnsfælles perspektiv. Emnet skulle behandles i bredden, hvilket blev defineret som overordnede udviklingstendenser i en global ramme og dermed ikke alene i forhold til dansk udvikling.

Udgangspunktet blev taget i en række tendenser, som vurderedes at ville kunne påvirke udviklingen af doktriner i fremtiden.

Formålet med denne artikel er at beskrive de væsentligste problemstillinger og vurderinger fra projektet og således inspirere til debat og drøftelser på alle niveauer. Artiklen er ikke et bud på, hvorledes Forsvaret skal se ud på kort sigt, men et bud på nogle globale tendenser, der vil påvirke fremtidens forsvar på længere sigt[2]. Nøgleordene vil være:  

Specialise - Centralise - Synchronise
not Conventional
but no Revolution in Military Affairs

I det efterfølgende præsenteres de væsentligste problemstillinger fra de enkelte delemner samt uddrag af sammenfatningen af projektet.

Fremtidens kampplads
Uanset om der er tale om egentlige krigsoperationer, eller i den anden ende af spektret fredsstøttende operationer, vil fremtidens kampplads eller måske mere betegnende det fremtidige operationsmiljø være væsentligt anderledes end i dag. I et globalt perspektiv vil såvel en symmetrisk som en asymmetrisk trussel fortsat eksistere, men tendensen vil være, at den asymmetriske trussel i højere grad vil være den dimensionerende. Dette medfører, at grænserne mellem egne og modstanderens styrker udviskes, hvorfor de ikke i samme grad fremstår veldefinerede som i dag. Derudover vil miljøet i højere grad være multifokuseret og pulserende, idet kampene vil foregå i flere retninger på samme tid og med varierende intensitet. Koncentrationer af enheder vil derfor generelt ske kortvarigt, hvorefter enhederne spredes over et større område. Omvendt forventes det, at 70 % af verdens befolkning i år 2020 lever i byer. Det peger således på, at en stor del af de fremtidige operationer vil foregå i et urbaniseret miljø, hvor koncentration af enheder vil foregå over længere tid og med begrænsede rumstørrelser for de enkelte enheder.

Der kan dog ikke forventes et præcis skel mellem symmetriske og asymmetriske operationer, som således vil kunne forekomme samtidigt i en konflikt, uanset hvor i spektret denne må befinde sig. Dette medfører, at fremtidens doktrin og organisation skal være alsidig og rummelig, hvilke peger på fleksibilitet i form af muligheden for at sammensætte en styrke til formålet (Task Force princippet), samt at Dual Capacity er nødvendig.

Sammenfattende kan man således i et globalt perspektiv konkludere, at alle typer af operationer også i fremtiden vil kunne forekomme. Det interessante i den forbindelse er efterfølgende spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens enheder så kan det hele, eller om hele spektret er så komplekst, at man i højere grad bliver nødt til at have specialiserede enheder (organisation og uddannelse) indenfor de enkelte områder. Derudover vil de enkelte landes økonomi virke begrænsende for muligheden for Dual Capacity.

For (vestlige) småstater vil det formentligt i højere grad være et spørgsmål om udvikling af nicheprodukter, der kan supplere de større (vesteuropæiske) lande. Skal Danmark eksempelvis fortsat anvende ressourcer på udvikling af en panserværnskapacitet, når den symmetriske trussel i fremtiden nedtones?

Vedtagelsen af kapacitetsinitiativet (Prague Capabilities Commitment (PCC)) og etableringen af NATO Response Force på topmødet i november 2002 indikerer, at alle NATO medlemslande skal være rede til at påtage sig det ansvar og de risici, der er forbundet med deltagelse i fremtidige operationer i hele opgavespektret. Man kan således argumentere for, at danske enheder (evt. opdelt) skal kunne løse alle typer af opgaver, idet en evt. fordeling mellem egentlige krigsoperationer og fredsstøttende operationer naturligt ikke er defineret. Der er således mulighed for, at eksempelvis Danmark i fremtiden i højere grad kan fokusere på de særlige aspekter af fredsstøttende operationer med hovedparten af de militære enheder, men fortsat bibeholder et mindre bidrag til deltagelse i NATO Response Force. En sådan deltagelse vil kunne være katalysatoren for udviklingen af de øvrige danske enheder. Sidstnævnte bør naturligt indgå som Deployable Forces/Graduated Readiness Forces i NATO’s styrkestruktur, men først efter den fornødne uddannelse.

Asymmetrisk krigsførelse
Asymmetrisk krigsførelse kan defineres som: ”At handle, organisere sig og tænke anderledes end modstanderen med henblik på at maksimere egne fordele, udnytte modstanderens svagheder, vinde initiativet eller opnå større bevægelsesfrihed”[3]. Asymmetrisk krigsførelse kan finde sted på det politisk-strategiske, militær-strategiske og operative niveau eller som en kombination af disse. I projektet er definitionen udvidet til også at dække det taktiske niveau. Asymmetrisk krigsførelse kan indeholde forskellige metoder, teknologier, værdier, organisationer, tidsperspektiver eller en kombination af disse [4]. Den generelle definition på asymmetrisk krigsførelse kan forklares med udgangspunkt i følgende seks overordnede emner:

  • Anvendelse af en anderledes metode eller doktrin end modstanderen, f.eks. guerrillakrigsførelse.
  • En situation, hvor den ene part er den anden teknologisk overlegen, f.eks. Golfkrigen og Irak-krigen.
  • Forskellen i vilje kan komme til udtryk i den grad af vilje de forskellige parter har. F.eks. hvor det for den ene part er en vital (eksistens) kamp, og det for den anden part er en kamp af mindre vital karakter.
  • Forskellen i moral/normer kan komme til udtryk i parternes overholdelse/ikke-overholdelse af krigens love, etniske udrensninger, brug af menneskelige skjolde eller at skjule sig bag civilbefolkningen.
  • Anvendelse af en organisation, som er modstanderens overlegen, eller som modstanderens organisation er dårlig til at håndtere. Dette kunne f.eks. være ikke-statslige netværk, som ikke har et entydigt hierarki, men opererer mere autonomt.
  • Forskellen i viljen til at kæmpe i længere tid. Her tænkes især på befolkningens fortsatte opbakning til operationen. Dette hænger nøje sammen med viljen, som beskrevet ovenfor[5].

Truslerne i den asymmetriske krigsførelse vil kunne bestå af terrorvirksomhed, systemkrigsførelse, baghold, raids og miner. Forhold vedrørende terrorvirksomhed og systemkrigsførelse behandles senere i artiklen under henholdsvis terrorbekæmpelse og Network Centric Warfare.

Baghold kan udgøre en trussel for såvel Lines of Communication som for kampenheder. Der er flere muligheder for at fjerne eller reducere effekten af eller truslen om baghold. For det første kan man fjerne eller reducere størrelsen af målet for bagholdet. Dette peger på et behov for logistisk lette enheder, og/eller dermed implicit et krav om at reducere behovet for logistik. Derudover medfører det et krav om taktisk mobilitet (der er uafhængig af infrastruktur) og gennemførelse af operationer, der ikke er forudsigelige. En anden mulighed er at søge at erkende bagholdsstyrken, før den kan gennemføre bagholdet. Dette stiller krav til efterretningstjeneste og overvågning. Endelig er der den mulighed, at man reagerer hurtigt, effektivt og med stor styrke overfor bagholdsstyrken efter bagholdets iværksættelse. Dette peger på afhængighed af langtrækkende og præcise våben og/eller luftmobile enheder, kamphelikoptere og fly samt midler til mobilitetsfremmende foranstaltninger.

Raids[6] kan især udgøre en trussel mod egne lejre/baser. Effekten af eller truslen om raids kan bl.a. reduceres gennem en øget efterretningstjeneste og overvågning. Derudover kan man etablere lejre/baser, der har en sådan størrelse, at det vil kræve meget store enheder at angribe dem. Tillige kan de placeres i dominerende terræn. Endvidere kan det søges undgået at udgøre et mål ved fx at arbejde med mobile enheder, der kan operere selvstændigt uden et stort logistisk behov og evt. uden lejre/baser i operationsområdet.

Minetruslen vil kunne tilføje tab som et led i den psykologiske krig (under anvendelse af ”booby traps”), forstyrre Lines of Communication samt at vanskeliggøre bevægelser med køretøjer i områder med en måske begrænset infrastruktur. Endeligt vil miner kunne finde anvendelse ved forsvaret af en irregulær styrkes base. Minetruslen vil kunne bestå af både panser- og personelminer. Hensynet til Force Protection kan i dag således tale for anvendelse af pansrede køretøjer frem for hjulkøretøjer. Dette medfører også et behov for at tildele ingeniørenheder og mobilitetsfremmende midler til enheder, der opererer selvstændigt eller adskilt fra andre enheder i rum. Ligeledes skal enheden have kapacitet til at fjerne ødelagte køretøjer fra vejen og/eller midler til bjærgning. Disse forhold kan samtidig begrænse hvor små enheder, der kan opereres med, såfremt operationerne er afhængige af vejnettet.

Faser af kampen må forventes at skulle gennemføres afsiddet, idet køretøjer let kan sinkes eller standses på marchvejene i et kanaliserende terræn. Dette peger på, at ildkraften hos den afsiddede infanterist skal øges.

Luftmobile enheder kan blive afgørende for opretholdelse af tempo og taktisk mobilitet. En øget anvendelse af helikoptere kan dog vanskeliggøres af især mandbårne luftværnsmissilsystemer, som vil være vanskelige at bekæmpe i dybdekampen.

Kamp mod irregulære styrker
Der er i arbejdet anvendt følgende definition: ”Bevæbnede individer eller grupper, der ikke tilhører de væbnede styrker, politi eller interne sikkerhedsstyrker”[7].

Begrebet spænder således bredt og kan bl.a. omfatte alt fra uorganiseret modstand til store organiserede modstandsbevægelser og terrornetværk. Eksempler på dette ses f.eks. i Tjetjenien og Afghanistan.

Konventionelle styrker vil både kunne kæmpe symmetrisk og asymmetrisk. Irregulære styrker vil kun kæmpe asymmetrisk.

Forskellene i den asymmetriske krigsførelse vil bl.a. være, at den konventionelle styrke vil være mere sårbar, da den ikke på samme måde som den irregulære vil kunne skjule sig og optræde overraskende.

Den irregulære styrkes grundlag for at kæmpe udgøres især af adgangen til sikre baser samt den lokale befolknings støtte til kampen. Denne støtte kan inkludere efterretninger, forplejning og/eller rekruttering. For at opnå denne støtte kan der gennemføres propaganda, herunder udnyttelse af medierne. Endvidere kan de irregulære styrker forsøge at destabilisere samfundet og på den måde få befolkningens sympati.

En irregulær styrkes største aktiv er overraskelse. Herunder vil den udnytte muligheder for skjult at koncentrere styrker med henblik på indsættelse. Endvidere vil en irregulær styrke, der kæmper efter guerillaprincipper, være utilbøjelig til at tage eller fastholde terræn, og vil generelt ikke engagere sig i afgørende kampe. Dette medfører, at der er tale om en flygtig fjende, hvor fjendens Center of Gravity (CoG[8]) rammes ved at angribe hans baser og påvirke befolkningen. Der vil være behov for kapaciteter til at erkende fjendens hensigt og bevægelser, dvs. overvågning og efterretningstjeneste. Specielt Human Intelligence (HUMINT), hvor fjenden er uafhængig eller mindre afhængig af teknologi og kun i ringe grad optræder på kamppladsen med troppebevægelser, der kan danne et efterretningsbillede. Der vil også være behov for kapacitet til at gøre fjendens kamp mere afgørende, dvs. man skal kunne binde og nedkæmpe fjenden når, og hvor man møder ham. Dette peger på krav om taktisk mobilitet, stor ildkraft på lavere niveauer og C3[9], herunder evnen til fleksibelt at kunne skifte mellem central og decentral opgaveløsning.

Betydningen af de civile internationale parter i konflikten bliver i lyset af behovet for nationsopbygning og et godt forhold til den lokale befolkning meget stor, fordi befolkningen ofte vil være fjendens CoG. De civile strukturer kan udgøres af ”intergovernmental-, governmental- og non governmental organisations” samt internationale politistyrker. Et tæt samarbejde med disse organisationer er derfor vigtigt.

Desuden bliver det væsentligt for enheder på det taktiske niveau nøje at samordne operationer med det strategiske og operative niveau. Et synligt samarbejde med de civile parter kan desuden medvirke til at legitimere egne enheder i den lokale befolknings øjne – og på den måde øge Force Protection for enheden.

Opmærksomheden må også rettes mod et øget behov for ikke-dødelige våben, idet en irregulær styrke ofte vil optræde i byer og blandt civile for at reducere modpartens teknologiske overlegenhed og ildkraft. Dødelige våben kan således være for ultimative i f.t. risikoen for Collateral Damage.

Fælles for konflikterne i eksempelvis Afghanistan (både Sovjetunionen og USA) og Tjetjenien er en erkendelse af behovet for våbenarternes samspil samt joint operations på ret lave niveauer. Generelt var der tale om bataljonsniveauet, men i Grozny blev blandede enheder formeret helt ned til underafdelingsstørrelse. Sidstnævnte vurderes at hænge sammen med bykampens særlige natur og høje intensitet.

I kampen mod irregulære styrker synes det sandsynligt, at niveauet for indsættelsen af enheder kan være meget varierende. Dette skyldes kampens natur, hvor der ikke er en fast defineret kontaktlinie, og der generelt heller ikke findes en veldefineret fjendtlig styrke på kamppladsen, som automatisk kan gøres til genstand for eksempelvis en troppeenheds samlede indsættelse.

I relation til kamp mod asymmetrisk kæmpende styrker peger det på, at doktrinen skal kunne støtte, at modstanderens CoG, der ofte kan være hans baser og/eller befolkningens støtte, rammes. Endvidere skal modstanderen fratages initiativet, herunder især muligheden for at udnytte overraskelsen. Sårbarheden over for især baghold og raids skal minimeres. Doktrinen skal også give mulighed for, at der kan opereres joint på alle niveauer, herunder også de lavere taktiske niveauer. Der skal fleksibelt kunne vælges mellem anvendelse af dødelig og ikke-dødelig magt, og der skal gives mulighed for at sammensætte enheder, der opfylder kravene til en specifik opgave. Der bør også være mulighed for at fremme sikkerhed, stabilitet og fremskridt hos den lokale befolkning. Det skal endvidere efter behov være muligt at integrere midler og kompetencer fra det strategiske til det taktiske niveau i samme organisation.

Terrorbekæmpelse
Efter ”11. september 2001” er der sket en ændring i verdens prioritering af terrorbekæmpelse: En række lande har sat terrorbekæmpelse øverst på dagsorden, og Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde bl.a. til Rebildfesten 2002:

”Terroristerne vil ikke blot smadre vore bygninger og fly. De vil smadre vor samfundsform og livsstil. De vil skabe frygt og usikkerhed. De håber, at det vil avle tvivl på vore værdier og sammenbrud i vor livsform. Men de afskyelige terrorangreb har kun styrket vor vilje til at stå vagt om vort frie samfund og vore livsværdier. (…) Vi følte, at angrebet på USA var et angreb på os selv. (…) Europa og USA er bundet sammen i et værdifællesskab og et skæbnefællesskab”[10].

Efter at have været indsat i Afghanistan er danske soldater nu indsat i Irak. Ikke for at bekæmpe terror, men som en del af en krig, der bl.a. blev motiveret med, at Saddam Hussein og terrornetværket al-Qaeda var indbyrdes forbundne. Danske militære enheder deltager således aktivt i bekæmpelsen af såvel eksisterende som kommende terrornetværk. På denne baggrund blev det valgt at undersøge, hvorvidt Statsministerens målsætninger, der har bred opbakning i Folketinget, stiller krav om en egentlig doktrin for terrorbekæmpelse.

Hærens raison d’etre er, som det øvrige forsvars, at enhederne skal kunne kæmpe. Denne kamp er bygget op i rammen af de Clausewitz’ske ”hensigter”, der anvendes til at definere opnåelige mål og delmål[11].

Terrorismens raison d’etre kan være noget sværere at definere; måske fordi terrorisme ikke er en ”isme” i traditionel forstand. Der eksisterer da heller ikke en entydig definition af ”terrorismebegrebet”. Terrorisme bliver dermed en politisk definition.

Terrorens kampform er angreb og målene non-kombattanter eller symbolske. Målene er oftest ikke forberedt på angrebet, og resultatet er altid til at føle på: Død og ødelæggelse i forskellige former og størrelser; oftest forårsaget af ”usynlige fjender”. Angreb på militære mål defineres i denne sammenhæng som symbolske, med mindre angrebet alene har til formål at tilintetgøre det militære mål. Sådanne angreb opfatter vi som angreb fra irregulære styrker, hvad enten disse måtte være tilknyttet en terrororganisation eller ej.

Med ”terrorens usynlighed” bliver anvendelsen af det militære begrebsapparat vanskelig, hvorfor der opstår et behov for at opsøge terroristerne dér, hvor de er synlige, som vi bl.a. har set det i Afghanistan. Her blev terroristerne tvunget til at optræde på mere traditionelle militære præmisser, hvorefter de blev bekæmpet. Kampen mod terrorismen i den mere fysiske militære forstand vil således følge principperne, som tidligere omtalt, for kamp mod irregulære styrker. Dette ses også at være i overensstemmelse med det faktum, at tilintetgørelsen af en bestemt ideologi, mening eller politik ikke udgør et målbart militært End-State. At militære enheder herudover kan deltage i ”Nation Building” m.v., som en del af ”kampen mod terror”, ændrer ikke på denne konklusion.

Teknologien
Siden den kolde krigs ophør er den industrielle udvikling i forsvarsindustrien i stort omfang præget af udviklingen i den civile industri. Det indebærer i et vist omfang, at der vil være forøget behov for investeringer, samtidig med at viljen til at anvende store økonomiske midler til forsvaret ikke forventes at stige tilsvarende. Dette afføder et behov for international standardisering, fælles investeringer og dermed en accept af fælles specifikationer.

Den teknologiske udvikling peger tillige på en udviskning af forholdet mellem direkte og indirekte skydende våben og en nedbrydning af grænserne mellem våbenarterne. Sidstnævnte specielt mellem kamp- og kampstøtteenheder, men til en vis grad også de logistiske enheder.

Udviklingen af våben og våbenplatforme retter sig imod en højere grad af modulsystemer. Modulsystemer vil øge fleksibiliteten og reducere de logistiske behov. Modulerne skaber samtidig grundlag for en kapacitetsafgrænset indsættelse, afhængig af de situationsdannende faktorer på den aktuelle kampplads[12]

Den foreløbige udvikling går i retning af mere kompakte våben med større effektivitet og forøget driftsikkerhed, der ved anvendelse af standardkomponenter og standardammunition opnår forøget effektivitet og et mindre behov for logistisk støtte[13].

Udviklingen af elektriske systemer peger på længere sigt i retning af anvendelse af elektroniske stråler som decideret afløsning for de kendte konventionelle våben. Fordelene ved disse våben er, at de er langt mindre ressourcekrævende, samt at de, afhængig af styrke, kan indsættes som enten dødelige eller ikke-dødelige våben.

Udviklingen af køretøjer vil gå i retning af elektriske og hybride frembringelsessystemer, der vil muliggøre produktion af motorer, som kan afløse kompressionsmotoren og skabe grundlag for udvikling af køretøjer, der er hurtigere, lettere, mindre i omfang, mere driftssikre og mindre ressourcekrævende m.h.t. logistisk støtte. Konkret vil disse køretøjer være højmobile med hastigheder i terræn, der er det dobbelte af eksisterende køretøjer. Køretøjerne kan opbygges modulært med mulighed for montering af forskellige våbensystemer eller andre kapaciteter afhængig af den konkrete opgave. Disse køretøjer har udover tempo og fleksibilitet den fordel, at de udsender mindre akustiske og termiske signaturer, hvilket gør dem sværere at erkende for modstanderen.

Kravet om Force Protection vil danne grobund for en fortsat udvikling af aktivt panser, der er lettere og som kan anvendes mod fremtidens elektroniske våbentyper[14]. Der arbejdes tillige med udvikling af passiv pansring i materialer, der er lettere end metal og keramik, men er mere resistente overfor modstanderens kampmidler. Udvikling af intelligent sløring til forsvar mod opdagelse og midler til vildledning vil også øge egen sikkerhed.

Udviklingen af en effektiv logistisk støtte til operationerne er et højt prioriteret emne. Der arbejdes på at gøre kampmidlerne mindre vedligeholdelses- og ressourcekrævende. Dette sker gennem udvikling af systemer, der kan holde til større belastning i længere perioder og som samtidig har et mindre ressourceforbrug[15]. Digitaliseringen af operationsmiljøet betyder, at det vil være muligt at skabe en IT-infrastruktur, der kontinuerligt kan modtage input vedr. alle aspekter af det logistiske spektrum. Disse data sendes direkte til genforsyningscentre, sanitetsinstallationer m.v. Dette vil indebære en forøgelse i logistikkens tempo og dermed mulighed for at understøtte operationer med væsentligt højere tempo.

Sammenfattende vil den teknologiske udvikling kunne understøtte en hurtigere, situationstilpasset indsats over hele kamppladsen. Forøgelsen af den effektive kampafstand og våbnenes præcision, kombineret med variabel våbeneffekt muliggør en situationstilpasset magtanvendelse. Den længere rækkevidde på våbensystemer kombineret med muligheden for at detektere flere mål peger generelt på færre våbensystemer og dermed i højere grad af central styring af disse midler.

Web-baseret føring
Med indførelsen af Web-baseret føring vil alle niveauer være bundet sammen af samme netværk og dermed teoretisk set have adgang til samme informationer, hvilket vil medføre stærkt forøget hastighed i ordreformidling.

Etablering af netværk er allerede gennemført og vil udvikle sig yderligere i den nærmeste fremtid, uafhængigt af om Network Centric Warfare (NCW) ”implementeres” eller ej. Det kræver et effektivt netværk med tilstrækkeligt dimensioneret transmissionskapacitet før NCW kan realiseres.

Ordreformidling vil blive gennemført ved replikering, hvorfor planer og informationer vil kunne formidles langt hurtigere og til et bredere forum end i dag.

I forbindelse med gennemførelse af operative overvejelser vil teknologien muliggøre opstilling og håndtering af flere konfrontationer (”krigspil”), og dermed teknisk kunne gennemskue sammenhængen i tid/rum i større detaljeringsgrad og mere komplekst end tilfældet er i dag. Anvendelse af en elektronisk ”hjerne” skaber dog samtidigt risiko for stereotype opgaveløsninger, hvor blandt andet princippet om overraskelse kan blive kompromitteret.

Et af argumenterne, for at beslutninger træffes på lavere niveauer i dag, er, at det er her beslutningsgrundlaget er til stede. I forbindelse med etablering af Web-baseret føring vil et væsentligt mere detaljeret beslutningsgrundlag være til stede på højere niveauer, hvilket betyder, at den højere fører vil kunne ”fristes” til at disponere på lavere føreres niveauer. På den anden siden kan dette også betragtes som en fordel, da tilstedeværelsen af informationer hos den højere fører åbner mulighed for, at beslutninger tages på det niveau, hvor hele operationen kan overskues. Uanset hvordan denne udvikling tolkes, vil der være et behov for at undersøge, om ikke de nye krav til føreren også medfører et behov for en justeret uddannelse samt eventuelt en justeret officersprofil.

Sammenfattende vil den Web-baserede føring give et bedre dispositionsgrundlag og et hurtigere OODA-loop[16]. Muligheden for såvel Auftrag- som Befehls-taktik vil fortsat være til stede, men der vil forventeligt være risiko for Micromanagement set i relation til den højere førers indsigt i detaljer, han i dag er afskåret fra. En for udpræget grad af anvendelse og afhængighed af IT til gennemførelse af føringsvirksomheden vil reducere den menneskelige faktor, hvilket kan opfattes såvel negativt som positivt.

Network Centric Warfare (NCW)
NCW er en teori, der omhandler fremtidens anvendelse af militære styrker. NCW har til formål at udnytte udviklingen indenfor informationsteknologien til at opnå hastighed i beslutningsprocessen og bedre synkronisering mellem militære enheder fra alle værn[17].  

I dag er alene enkelte indhentningsmidler og våbensystemer tæt forbundet. Derved ejer platformen den information, som sensorerne kan bringe (benævnes Platform Centric Warfare). NCW knytter i teorien sensorer, beslutningstagere og våbensystemer fra alle værn sammen i informationsnetværk m.h.p. at dele al information og opnå et fælles situationsbillede. Web-baseret føring er, som tidligere beskrevet, en integreret del af NCW. Det giver mulighed for større hastighed i beslutningsprocessen (i f.t. modstanderen) og en afgørende synkronisering af enhedernes indsats.

Der vil således kunne etableres et ”kampsystem”, der muliggør, at der til skiftende situationer flyttes informationer frem for enheder. Organisatorisk kan enheder tilpasses den aktuelle situation og opløses, når den ønskede effekt er opnået (opgaven er løst).

NCW påvirker planlægningen således, at der i højere grad kan planlægges ud fra en centralisering af midlerne. Størrelsen af indsættelsesrum vil kunne øges, da NCW samler og udnytter udviklingen af våbenvirkning/-rækkevidde og sensorer. Der vil ikke være et behov for føringslinier grundet mindre afhængighed. Planlægning vil i almindelighed kunne tilpasses/justeres, da der vil være et konstant opdateret validt situationsbillede. Her ud over vil distributionstiden og formidlingstiden være væsentligt reduceret.

Operationer kan udføres med en meget høj integration mellem tjenestegrene og værn. Joint vil optræde på lavere niveauer end i dag, fordi de elektroniske hjælpemidler er til stede på alle niveauer. Dette peger på, at gennemførelsen kan udføres med en højere grad af centralisering, end tilfældet er i dag. Man vil kunne lokalisere og ødelægge modstanderen på lang afstand, hvilket vil medføre et reduceret behov for disponible reserver på alle niveauer, men til gengæld et behov for en central højmobil reserve.

NCW peger på, at der vil være krav til doktrinen om effekt frem for enheder. NCW vil kunne betyde bedre overlevelsesevne og bedre synkronisering, men vil samtidigt være afhængig af IT-systemer, hvilket stiller krav om et højt teknologisk niveau.

Det skal understreges, at NCW ikke er efterprøvet (fortsat en hypotese) i en større ramme på tværs af værn og nationer, og det er fortsat ukendt, hvordan det vil virke under ekstreme situationer som krig. Er systemet robust og sikkert nok til disse vilkår? Der er derudover meget fokus på den tekniske del af NCW og kun i mindre grad de menneskelige og sociale aspekter[18]. Hvordan er profilen f.eks. for en ”netværkskriger”?

I USA oplever man allerede nu problemer med IT-netværk i forsvaret. Der er primært tale om nedbrud i forskellige netværk/IT-infrastrukturer grundet såvel tekniske problemer som angreb fra hackere[19].

Der kan stilles spørgsmålstegn ved muligheden for interoperabilitet i en større ramme. Uanset hvad vil en manglende interoperabilitet være katastrofal i krig. Hvordan undgår vi f.eks. egenbeskydning, hvis vi ikke kan kommunikere med vores allierede.

Sammenfattende vil NCW, hvis det realiseres i fuldt omfang, være det nærmeste vi kommer en Revolution in Military Affairs med en langt højere grad af synkronisering og dermed også en centralisering af midlerne. Manglende interoperabilitet både mellem værn og nationer vurderes som den største hindring for en fuldstændig implementering af NCW, men systemet vil formentlig kunne virke i mindre rammer/moduler.  

Afslutning
Principperne for den nuværende doktrin vurderes fortsat som valide, da den kommende udvikling ikke ses som en Revolution in Military Affairs, men snarere som et produkt af et skiftende trusselsbillede, en amerikansk drevet doktrinudvikling og en kontinuerlig teknologisk udvikling.

Globalt vil både en symmetrisk og en asymmetrisk krigsførelse være aktuel, men tendensen er, at den asymmetriske trussel vil blive mere dimensionerende.

Fremtidens kampplads, herunder forhold vedr. asymmetrisk krigsførelse og kamp mod irregulære styrker, har vist, at der er behov for stor fleksibilitet og rummelighed. Task Force princippet, hvor enheder sammensættes efter operationens krav, kunne derfor være en løsning.

Udviklingen vil bevæge sig i retning af mindre enheder og evt. større rum set i forhold til i dag. Udviklingen inden for våbenplatforme (længere rækkevidde - færre systemer) muliggør mindre behov for personel, hvilket kravet om lettere enheder (behov for taktisk mobilitet) og et minimum af lejre/baser og logistik også peger på. På den anden side vil fredsstøttende operationer, herunder kravet om at vise tilstedeværelse samt øget behov for CIMIC, PSYOPS og PIO, pege på mere personel. Den teknologiske udvikling vil dog kunne reducere behovet for personeltunge opgaver i fredsstøttende operationer som f.eks. overvågning og riot control.

NCW vil kunne medføre, at operationer kan udføres med en meget høj grad af integration af våbenarter og værn samt en større grad af synkronisering. Der vil i højere grad blive fokuseret på den effekt, der ønskes opnået frem for hvilke leveringsmidler, der skal anvendes, og der tales i højere grad om en palet af muligheder på centralt niveau. Det peger på en opbrydning af våbenarter og måske også af værn.

NCW vil dog også indeholde en sårbarhed, der øges proportionelt med omfanget af systemet. Hertil kommer store udfordringer i f.t. interoperabilitet og det menneskelige aspekt. Et decideret netværksbaseret forsvar er således teknisk gennemførligt, men forventeligt kun i mindre rammer/moduler. Endeligt bør det overvejes, om NCW er fremtidens svar på imødegåelsen af irregulære styrker?

Det fremtidige operationsmiljøs større uforudsigelighed, behovet for en hurtig bekæmpelse af modstanderen samt et øget krav om at undgå collateral damage (CNN effekten) peger på en højere prioritering af efterretningstjenesten. Prioriteringen kunne omfatte et større antal analytikere til at håndtere den store informationsmængde samt øget personel til HUMINT. Dette personel skal både kunne verificere informationer fra sensorer o. lign. samt indhente informationer, hvor sensorer ikke kan anvendes.

Som nævnt i indledningen var formålet med ”Projekt Doktrin” primært at fastlægge globale tendenser, der dog samtidigt gav mulighed for at reflektere over danske forhold.

Generelt er det opfattelsen, at Danmark som småstat hverken har økonomi eller ressourcer til at kunne løse alle opgaver indenfor det fremtidige globale opgavespektrum. Der kan således være behov for at lægge tyngde og vælge en eller flere nicher, der kan supplere de kapaciteter, der besiddes af de stormagter, vi forventeligt også i fremtiden vil indgå i alliancer med. En sådan indgangsvinkel vil medføre en øget fokus på kvalitet frem for kvantitet, men betyder det, at danske enheder så kan løse alle opgaver, herunder være med i ”forreste linie” med alle enheder?

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

 


[1]   Håndbog om doktrin for værnsfælles operationer”, Forsvarsakademiet, Fakultet for Højere Militær Uddannelse, op.cit., kapitel 1, p. 1 - 1.

[2]   Der er således ikke defineret en tidsmæssig afgrænsning.

[3]   US Department of Defence, www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/. Definitionen er oversat af forfatterne.

[4]   Steven Metz and Douglas V. Johnson II: Asymmetry and US Military Strategy: Definition, Background and Strategic Concepts, January 2001, p. 5 ff. Definitionen er oversat af forfatterne.

[5]   Ibid., p. 10 ff. Definitionen er oversat af forfatterne.

[6]   Raid er et angreb, der forudgås af en indtrængen bag fjendens forrest indsatte enheder, og som har til formål at ødelægge eller erobre et væsentligt fjendtligt aktiv med henblik på at forstyrre forberedelser. Endelig kan raid have til formål at bryde sammenhængen i fjendens kamp. Ref.: Taktisk ordbog (HRN 918-021), p. R - 1.   

[7]   US Department of Defence, www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/. Definitionen er oversat af forfatterne.

[8]   Centre of Gravity, styrkecentrum, er de dele af fjendens potentiale/kapacitet, hvis ødelæggelse uundgåeligt vil føre til hans nederlag. Det kan være militære potentialer eller geografiske områder, fysiske styrke eller vilje til at kæmpe. Ref.: Feltreglement I (HRN 010-001), p. 104.

[9] Command, Control and Communication.

[11] Opnåelige mål og delmål formuleres typisk som mål for operationer og opdeles i End-State (den militære sluttilstand som ønskes opnået), Operational Objectives (forudsætningstilstande som fører til End-State), Center of Gravity (de dele af fjendens potentiale eller kapacitet, hvis ødelæggelse uvilkårligt vil føre til hans nederlag) og Decisive Point (geografiske områder eller begivenheder, som fører til fjendens Center of Gravity). Den fysiske del af begrebsapparatet er således terræn (geografi) og fjender.

[12] Land Operations in the year 2020, NATO Research and Technology Organization, p. 55.

[13] Infantry Weapons: The way ahead. Artikel i Jane’s International Defence Review, juli 2002 af Charles Q. Cutshaw.

[14] Land Operations in the year 2020, NATO Research and Technology Organization, p. 22.

[15] Ibid., p. 34.

[16] ”Observe, orient, decide, act” med henblik på at være hurtigst i beslutningsprocessen.

[17] Utfordringer/implikationer med Nettverksbasert Forsvar, Norsk Militært Tidsskrift 04 - 03, p. 25.

[18] Utfordringer/implikationer med Nettverksbasert Forsvar, Norsk Militært Tidsskrift 04 - 03, p. 28-29.

[19] I 2000 var der 25.000 dokumenterede angreb på uklassificerede netværk, idet det skal bemærkes, at kun ca. 10 % blev detekteret. Ref.: Arnaud de Borchgrave et al., Cyber Threats and Information Security: Meeting the 21st Century Challenge (Washington: Center for Strategic and International Studies, December 2000), p. 9.

 

Litteraturliste

Del: