German Strategy and the Path to Verdun. Erich von Falkenhayn and the Development of Attrition, 1870-1916

Anmeldt af Michael Clemmesen

Robert T. Foley, German Strategy and the Path to Verdun. Erich von Falkenhayn and the Development of Attrition, 1870-1916Cambridge: Cambridge University Press 2005, 315 sider, £42,75.

Foto: barnesandnobles.com

Hvis man lavede det bedste, mest sande, udtræk af de store tyske feltherrers og generalstabschefers tænkning og operationer, ville man næste gang bedre kunne levere en sejr tilbage til politikerne og blive hyldet som Frederik den Store, Scharnhorst og den Ældre Moltke var blevet det.

De tyske generalstabshistorikere ignorerede i 1920’erne den manglende effektive dialog og koordination på det strategiske niveau, som havde præget hele perioden efter Bismarck. I deres forsøg på at lære taktik og operativ kunst for fremtiden, måtte de også identificere ’skurke’, nemlig dem, der ikke forstod god tysk føringskunst. Hovedskurken var Erich von Falkenhayn, generalstabschefen under hovedparten af Verdenskrigens første to år. Han måtte derefter usynliggøres, som man så ofte gør med dårlige eksempler i den nationale krigshistorieskrivning. Det blev ignoreret, at hovedparten af de taktiske reformer med hensyn til infanteri- og artilleritaktik, som blev fuldt udnyttet fra slutningen af 1917, blev indledt i hans tid. Selv i den nyere historieskrivning - som jeg indtil nu selv har viderebragt i min undervisning i landmilitær doktrinudvikling - startede alle reelle fremskridt med Ludendorffs overtagelse som de facto generalstabschef i eftersommeren 1916. Falkenhayn blev tvunget væk, efter at Verdun-offensiven var slået fejl, efter krisen på Østfronten ved Brusilov-offensiven i juni samt efter de uventede og meget alvorlige tyske tab under den britisk-franske Somme-offensivs første fase.

                             En afbalanceret britisk militærhistorieskivning om 1. Verdenskrig har ikke kun været hæmmet af, at alle jo vidste, at den britiske krigsdeltagelse var unødvendig og domineret af slagteriet af ’løver ført af æsler’. Det var pinligt og unødvendigt at beskæftige sig yderligere og kritisk med, ikke et attraktivt område for ambitiøse unge historikere. Det resulterende begrænsede antal involverede historikere skulle ses i sammenhæng med den massive mængde af operative og forvaltningsmæssige arkivalier, som var bevaret. Men nu, endelig, bliver der udgivet nye, solidt kildefunderede tolkninger af alle centrale dele af Verdenskrigens historie.

For Tysklands vedkommende var og er situationen anderledes. Umid­delbart efter afslutningen af Verdenskrigen iværksatte hærledelsen en omfattende og grundig militærhistorisk analyse på grundlag af alle tyske og tilgængelige udenlandske kilder. Den havde et dobbelt formål. For det første - og primært - at lære mest muligt af operationernes forløb. For det andet at placere hovedansvaret for nederlaget andre steder end i den tyske hærledelse. Dennes rettænkende del var overbevist om, at det stadig var muligt relativt hurtigt at opnå en så overbevisende operativ sejr, at man kunne diktere fredsbetingelserne.

Denne første historieskrivnings fortælling danner stadig i al væsentligt grund­laget for den almindelige opfattelse af Tysklands indsats i Verdenskrigen. Visse dele, herunder ikke mindst beskrivelsen af krigsforberedelserne, blev anfægtet og nytolket, men nytolkninger måtte stadig baseres på det meget begrænsede intakte kildegrundlag, man troede var til rådighed.

Man gik ud fra, at alle de centrale arkivalier var gået tabt under et bom­bardement af Potsdam i foråret 1945. Imidlertid var ikke alt ødelagt. I 1988 afleverede Sovjetunionen 40 tons - hidtil formodet tabte - arkivalier til DDR, og med Tysklands samling blev der tilvejebragt et grundlag for ny forskning i Prøjsens og Kejserrigets militærhistorie. Foley’s bog er et af de første resultater. Meget andet på er på vej fra tyske historikere.

I 1871 mødte de tyske militære ledere i Frankrig for første gang en nation mobiliseret til folkekrig. Imidlertid kom fredsslutningen, før Moltke kunne iværksætte det felttog ud i den franske provins, der helt og endeligt skulle knuse denne arrogante nations vilje og muligheder at sætte sig op mod Tyskland.  Det er Foleys tese, som han argumenterer overbevisende for, at denne første oplevelse af folkekrig derefter påvirkede den interne diskussion i den tyske militære elite om både historiske eksempler og fremtidige operationer. Virkningerne af en mulig folkekrig var også et centralt tema i den langvarige, offentlige strid mellem ledende generalstabsofficerer og den uafhængige militærhistoriker og kommentator Hans Delbrück. Hærledelsen lærte både af striden med Delbrück og af egen analyse og prøvede bedst muligt at tage højde for de problemer, som kunne følge af en stormagtsmodstanders forsøg på totalmobilisering af samfundet. Imidlertid var kredsen omkring Schlieffen, der helt dominerede generalstabsofficerskorpset, overbevist om, at Tyskland ville bryde sammen og tabe en langvarig nedslidningskrig. Derfor måtte man overbevise sig selv om, at den afgørende operative sejr - der førte til en dikteret fred - var en mulighed.

Falkenhayn afløste den Yngre Moltke efter, at felttoget mod Frankrig var kørt fast. Han var da Krigsminister og fik kun stillingen som generalstabschef på grund af kejserens støtte. Generalstabsofficerskorpset så ham som en opkomling, en professionel letvægter uden den nødvendige erfarings- og holdningsmæssige ballast. Korpset intrigerede straks for at opnå hans afløsning med sejrherrerne fra forsvarsslaget på Østfronten. Kejseren kæmpede i to år for Falkenhayn, idet han snart og korrekt så, at han ikke ville kunne kontrollere det populære par, Hindenburg og Ludendorff.

Foley følger Falkenhayns militærstrategiske og operative læreproces fra forsøget på i slutningen af 1914 - trods alt - at opnå en afgørende sejr mod Frankrig. Derefter fulgte det stadige dræn af strategiske reserver til Østfronten, hvor russerne ved to lejligheder var ved at tilføje den østrig-ungarske hær et felttogsafgørende nederlag, og hvor Hindenburg og Ludendorff lokkede med muligheden af en afgørende sejr over Rusland. Falkenhayn erkendte et masseret tungt artilleris afgørende virkning i både offensiverne på Østfronten og i forsvarsslagene i 1915 på Vestfronten. Han mål blev efterhånden reduceret til at opnå et så klar operativt resultat mod en af Tysklands modstandere, at man ved et generøst fredstilbud kunne opnå en separatfred med dette land. Imidlertid mislykkes dette på grund af det defekte civilt-militære samspil på tysk strategisk niveau og på grund af, at Falkenhayn konstant undervurderede ikke mindst Frankrigs vilje til at fortsætte til en total sejr. Man følger forberedelserne til den sidste afgørende satsning på at tvinge Frankrig til en forhandlingsfred, men forsøget mislykkedes. Dette ikke kun på grund af en regnperiode forsinkede offensivens start, så overraskelsen gik tabt, men også fordi Falkenhayn prioriterede operativ hemmeligholdelse så højt, at dette sammen med arméchefernes og deres stabschefers manglende respekt og loyalitet gjorde, at hans hensigt blev misforstået eller ignoreret.

Det eneste, som ikke lykkedes for forfatteren, er at overbevise den skeptiske læser om, at Falkenhayn på nogen måde på forhånd var inspireret af nogen alternativ strategisk skole. Det synes mindst ligeså sandsynligt, at han blot var mere pragmatisk, mere villig til at lære og prøver nye fremgangsmåder, end hovedparten af samtidens og eftertidens kritikere. 

Med denne lille kritiske bemærkning er bogen stadig et centralt bidrag til en ny, lidt mere kompleks og bl. a. derfor mere sand forståelse af 20. århundredes militærhistorie.  

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Del: