Gerilja - Boganmeldelse

Ernesto Che Guevara: Gerilja. Pax billigbog 139, Pax Forlag A/S, Oslo 1968, i kommission hos Borgen Forlag. 173 sider, kr. 21,20 incl. moms.

Efter at Fidel Castro og hans styrker havde bragt den cubanske revolution til en sejrrig afslutning, skrev en af hans mest betroede medarbejdere Ernesto Che Guevara i 1960 bogen La guerra de guerilla, i hvilken han op summerede erfaringerne vedrørende guerillakrigens teknik under kampen mod Batistastyret.
Den her foreliggende bog er en norsk oversættelse af dette nu klassiske værk om guerilla. På bogens forside betegner dens norske forlag den som ’en bibel for revolutionære og en lærebog for militære’. Og det er nok ikke helt forkert. Efter Guevaras død i en boliviansk landsby i begyndelsen af oktober 1967 er han blevet en revolutionær martyr, hvis ytringer for ikke mindst den vestlige verdens revolutionære står i et guddommeligt skær.
Che Guevara, den argentinske arkitektsøn, der fik sin medicinske embedseksamen fra Buenos Aires’ Universitet i 1953, betegnes lige som sin chef og fortrolige, Fidel Castro, i bogens forord som en intellektuel overklasseoprører. Han sluttede sig til Castro i Mexico, og sammen gik de med en håndfuld mænd i 1956 i land på Cuba, hvor de i bjergene etablerede den guerillabevægelse, som senere skulle skabe grundlaget for magtovertagelsen på Cuba.

Efter sejren blev han udnævnt til præsident for Cubas Nationalbank og i 1961 til industriminister. Men pludselig nedlagde han, der i almindelighed betegnes som den cubanske revolutions arkitekt, alle sine tillidshverv for på det latin-amerikanske kontinent at praktisere den guerilla, han har beskrevet så detaljeret i denne bog. Som det fremgår af hans dagbog og hans skæbne var det imidlertid ikke muligt for ham at få succes med sin guerillakamp med »en kerne på 30-50 mand - - i et hvilket som helst land i Latin-Amerika med de gunstige geografiske forhold, hungeren efter jord, gentagne krænkelser af lov og ret osv«, således som han proklamerer det i denne bog (s. 150).

I forhold til skrifter af andre af vor tids fremtrædende guerillaledere, Mao Tse-Tung og Yo Nguyén Giap, indeholder Guevaras anvisninger for guerillaens teknik i og for sig intet nyt.
Selv om det ikke explicit kommer til udtryk i bogen inddeler han, som disse, revolutionskrigen i tre faser: den defensive fase, hvor grundlaget for den revolutionære bevægelse skabes, og hvor guerillaen - ligesom i den mellemste fase, lige- vægtsfasen - spiller den afgørende rolle. Når den tilstrækkelige basis er skabt og den nødvendige styrke er opnået, kommer den sidste og afgørende offensive fase, hvor guerillaenhedeme samles til større, samlede operationer med henblik på den endelige eliminering af det hidtidige styre.

Denne eliminering må nødvendigvis være total for »der kan aldrig blive nogen sameksistens mellem de, der har vundet kampen, krigsvante, ædle, venligtsindede mænd, men næsten altid uden den mest elementære kultur og de besejrede, som er stolte af deres militære kundskaber, specialister i en eller anden våbengren, fæstningsanlæg osv, og som er fulde af foragt for den uoplyste guerillakriger« (s. 153).

Guerillakrigeren er nemlig hos Guevara - som hos Mao og Giap - bonden, der tørster efter jordreformer og som derfor let lader sig motivere til at tage del i denne sociale revolution. Yi er her langt fra Marx’ tese om, at det er det industrielle byproletariats masse, som griber magten. Allerede Lenin måtte erkende minoritetens nødvendighed og organisere en ’folkets kæmpende fortrop’ ved en alliance mellem byproletariatet og fæstebønderne.

Under den kinesiske revolution blev det så afgørende bondebefolkningen, der i ønsket om jordreformer blev fundamentet for den revolutionære bevægelse. I afsnittet om ’Guerillasoldaten som social reformator’ slår Guevara da også fast at under de forhold, der råder i Latin-Ame- rika, må slagordet hele tiden være jordreformer. Men »lederne af guerillakrigen er ikke mænd, som dag efter dag har gået krumbøjede bag ploven. De er mænd, som forstår, at der er behov for forandringer i samfundets behandling af landarbejderne, men de har som oftest aldrig selv lidt under denne behandling« (s. 65).
Det, der gør Guevaras bog til interessant læsning er først og fremmest hans evne til klart at formulere de grundlæggende principper bag de revolutionære bevægelser i Latin-Amerika og de øvrige af verdens lande, der beherskes af feudale samfundssystemer. Guevaras grundlæggende revolutionære filosofi synes oprindeligt alene at have haft et socialt tilsnit, men udviklede sig efterhånden i retning af den kommunistiske ideologi, for som han udtrykker det »i krigen vil den revolutionære næsten altid blive mere revolutionær« (s. 65).

Bogen er, som Guevara selv nævner det, tænkt som en anvisning for revolutionære i disse lande. Den indeholder derfor udover de mere principielle betragtninger en endeløs gentagelse af guerillaens fundamentale principper: offensiv optræden, overraskelse, hurtig handlen, bagholdets og sabotagens teknik, propagandaens og terrorens værdi og udnyttelse osv. Hertil kommer detaljerede anvisninger på hvorledes sanitetstjeneste og forsyningstjeneste organiseres - noget af det vigtigste er at sikre tilførsler eller produktion af godt fodtøj, hvorledes man skal udvise den strengeste økonomi med ammunition - man kan altid skelne regeringsenheder fra guerillaenheder på den hastighed,'
 hvormed skudafgivelsen sker, for guerillasoldaten må hvert enkelt skud være velovervejet og velrettet.

Også guerillasoldatens uddannelse og disciplin behandles indgående. »Guerillasoldatens moralske vandel må være sådan, at ingen kan være i tvivl om, at han er en sand profet for den reform, han kæmper for« (s. 64).
Guevara beskæftiger sig ligeledes indgående med, hvorledes den revolutionære administration af erobrede områder organiseres. »Jorden, industrien, alle ejendele til erklærede fjender af revolutionen må øjeblikkelig gå over til de revolutionæres hænder. Man må drage fordel af kampens hede - disse stunder, hvor menneskelig broderskab når sit højeste udtryk - og fremskynde alle arbejder, som der kan samarbejdes om« (s. 65).

Siden denne bog første gang publiceredes i 1960 er den udsendt i adskillige oversættelser, og den er - som det indledningsvis anførtes - blevet en bibel for revolutionære og en lærebog for militære. Guevara understreger som betingelsen sine qua non, for at guerillaen skal lykkes, er, at den lokale befolkning slutter op bag guerillasoldaten. Det var denne manglende forudsætning, som bragte hans forsøg i Bolivia til fald. Overalt i verden studeres imidlertid hans anvisninger af potentielle revolutionære. For den, der ønsker at skafffe sig baggrund for forståelse for det, der sker bl.a. i Mellemøsten, Latin-Amerika og Sydøstasien, er denne bog derfor nyttig læsning.

K. V. Nielsen.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_feb.pdf

Del: