Frontlinjer. Med medierne og militæret i krig.

Anmeldt Af Laura Schousboe

Frontlinjer. Med medierne og militæret i krig. Af Charlotte Aagaard, H.-C. Mathiesen og Jens Ringsmose. DJØF Forlag. 2014. Kr. 295.

 

Foto: djoef-forlag.dk

Om samarbejdet ligefrem er kontroversielt, kan diskuteres, men det er da usædvanligt, da der her er tale om, at forskeren Jens Ringsmose(Syddansk Universitet), journalisten Charlotte Aagaard (Information, og journalistisk lektor ved Syddansk Universitet) og Generalmajor H.-C. Mathiesen (desuden chef for Hærstaben, samt tidligere kommunikationschef hos forsvaret) er gået sammen om at give et bud på, hvordan forholdet mellem medierne og militæret har været de sidste 13 år, hvor Danmark, under den aktivistiske udenrigspolitiks flag, har været en krigsførende nation. Bogens udgangspunkt er, at forholdet mellem medierne og militæret er anstrengt og udgjort af en grundlæggende mistillid og interessekonflikt. Mens forsvaret drager i krig under varmere himmelstrøg, går medierne og militæret samtidig i krig mod hinanden.

Der er en tydelig rollefordeling mellem de tre forfattere. Mens Ringsmose skal fungere som den objektive forsker, fører Aagaard os gennem mediernes perspektiv, og Mathiesen fortæller, hvordan forholdet mellem medierne og militæret ser ud fra forsvarets synspunkt. Denne opdeling virker fint og kunne næppe have været gjort anderledes, da Aagaard og Mathiesen selvsagt har forskellige synspunkter på, hvem og hvad der er skyld i det dårlige forhold. Gennem hele bogen lægges der vægt på, at journalisten og generalen er enige om at være uenige, selvom de på visse områder også finder fælles fodslag.

Bogen er den første af sin art på dansk, som forsøger at give læseren et indblik i, hvorledes medierne og militæret spiller sammen i krigstid, og hvilke udfordringer der binder sig hertil. Alene af denne grund vækker bogen interesse. Derudover har det været åbenlyst for alle, der bare følger det mindste med i dansk forsvar og forsvarspolitik, at vi i det seneste årti har oplevet en forsvarsledelse, der har ageret klodset og umodent i forhold til den offentlige kommunikation, specielt vedr. ”skandalesagerne”, som f.eks. Jægerbog-sagen og Hommel-sagen, og som har haft fokus på at fortælle krigenes succeshistorier. Men samtidig har vi også stiftet bekendtskab med et journalistkorps, som til tider har behandlet den danske krigsindsats for overfladisk, tydeligvis bejlende til vores krav om ”instant news”. At der nu er kommet en udgivelse, der tager hul på den betændte byld, er glædeligt.

”Frontlinjer” er tænkt som værende en blanding mellem en debatbog og en akademisk udgivelse. Undertegnede anmelder må dog påpege, at havde det ikke været for et indledende teoretisk kapitel (som desværre ikke bliver fulgt op i de efterfølgende kapitler), er den akademiske dimension haltende. Bogen har altså primært karakter af at være en debatbog, skønt den i høj grad også anlægger en gennemløbende policy-vinkel og giver reelle bud på, hvad der kan og bør gøres for at ændre forholdet mellem medierne og militæret.

Bogens normative udgangspunkt er, at forholdet mellem medierne og militæret er bedst, når det består af en vis spænding. At et for kammeratligt venskab ikke er ønskeligt, er alle bogens forfattere enige om. Når Danmark er i krig, er det mediernes opgave at forholde sig kritisk og stille de relevante kritiske spørgsmål, så medierne kan leve op til deres rolle som demokratiets vagthund. En grundlæggende udfordring er iflg. forfatterne, at forholdet er asymmetrisk; medierne er mere afhængige af militæret end omvendt. At forsvaret besidder et vidensmonopol på, hvad der foregår i og omkring missionerne, er et grundlæggende problem, som er svært at løse. Men samtidig med at medierne er afhængige af forsvarets viden, er militæret afhængige af mediernes kommunikation til befolkningen. Medierne er, med den de facto nedlæggelse af værnepligten, blevet det vigtigste bindeled mellem forsvaret og befolkningen, hvorfor medierne også er en vigtig ressource for forsvaret.

Aagaard fremlægger i sit kapitel en lang række problemstillinger vedr. forsvarets (kommunikations)kultur, som bl.a. drejer som om det ovennævnte informationsmonopol, at militæret traditionelt er et lukket broderskab, at forsvaret ønsker at kontrollere mediernes kildeadgang ved f.eks. at nægte eller forhale aktindsigter, samt at der er en stor mangel på ytringsfrihed blandt forsvarets ansatte. Medierne oplever i stigende grad forsvaret som en lukket og utroværdig organisation, som pga. deres nulfejlskultur forsøger at dække over fejl og mangler. Fremtiden ser, iflg. Aagaard, meget sort ud med fusionen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet og sammenlægningen af de operative kommandoer. Centraliseringen ser hun som et overlagt forsøg på at kontrollere kommunikationen, og en mulighed for at forsvaret kan lukke sig endnu mere inde i sig selv og nægte medierne, og dermed befolkningen, adgang til, hvad der egentlig sker i missionsområderne. Aagaard tager altså fat på nogle vigtige problemer, men for denne anmelder, savnes der er en vis forståelse for, eller indsigt i, hvordan sagen ser ud fra ”den anden side”.

Hvor Aagaard omtaler medierne som vagthunde, skriver Mathiesen om ”blodtørstige jagthunde”.

I soldaternes øjne er medierne nogle blodtørstige jagthunde, som konsekvent går efter sensationen og skandalen, der ofte har en forklaring, hvis researchen blot er lidt grundigere end normalt. Et vigtigt aspekt som Aagaard knapt forholder sig tilMathiesen ønsker sig en mere nuanceret fremstilling af den danske krigsindsats, men er ikke bleg for at indrømme, at forsvaret kan gøre meget mere for at optræde troværdigt og åbent. Centraliseringen og kontrollen af kommunikationen er problematisk og bør løsnes, og ligeledes bør de redaktionelle bånd på forsvarets egne journalister og presseofficerer. Forsvaret skal ikke forfalde til at påberåbe hemmeligholdelse af informationer, med mindre det er strengt nødvendigt – men her bør journalisterne også respektere grænserne. Hvis den grundlæggende og forudindtagede mistillid mellem de to parter (som eksisterer på begge sider) kan udviskes, vil befolkningen vinde. For det er dem, der på nuværende tidspunkt er tabt i mediernes og militærets kamp om virkeligheden.

Bogens afsluttende kapitler, hvor de tre forfattere fælles identificerer problemer og løsninger, er en af bogens styrker. De er alle enige om, at forsvarsledelsens syn på den medie-militære relation forplanter sig nedad i systemet. Derfor skal grundlæggende ændringer i forsvarets åbenhedspolitik komme fra oven, fra forsvarsministeriet og forsvarschefen. Forfatterne kommer her med 10 fælles bud på, hvilke tiltag der bør implementeres for at forbedre forholdet mellem medierne og militæret. De er efter anmelders mening gode bud, som bør undersøges nærmere.

Generelt er bogen meget pædagogisk opbygget og letlæselig. Endda lidt for meget. Det fører nemlig til en hel del gentagelser, hvilket er ærgerligt, når bogen kun er knap 200 sider lang, og hvilket i sidste ende desværre bliver til et relativt stort irritationsmoment. Der er ingen tvivl om, at bogens styrke er i dens ærlighed og dens policy-perspektiverende vinkel. ”Frontlinjer” tager fat i og sætter ord på enormt vigtige kerneproblematikker (flere end nævnt i denne anmeldelse) og er et fint bud på en første bog om de medie-militære relationer i krig. Bogen er hurtigt læst, og kan med fordel læses som inspiration til videre forskning eller debat. Mængden af opnået ny viden efter endt læsning, er begrænset, men forhåbentlig kan bogen være med til at fremme den offentlige og politiske debat om forsvarets åbenhedspolitik.

 

 

Del: