Frankrigs nationale afskrækkekoncept

Denne artikel er en gengivelse af en forelæsning af den franske forsvarschef, General d’Armée Aérienne M. Fourquet, ho dt den 3. marts 1969 på Institut des Hautes Etutes de Défense Nationale. Forelæsningen, der er blevet trykt i Revue de Défense Nationale i maj 1969, er bemærkelsesværdig ved den ændring, der synes at være sket i fransk opfattelse bort fra tous azimuts-teorien. De franske synspunkter synes nu at nærme sig NATO's , selv om general Fourquets fremstilling af disse næppe er helt dækkende.

Udenrigs-, indenrigs- og forsvarspolitikken skaber sammen det militære forsvars midler. Disses effektivitet er ikke kun afhængige af deres art og omfang, men i lige så høj grad af måden, man anvender dem på. En anvendelsesdoktrin, der skal muliggøre den mest effektive anvendelse af de midler, der er til rådighed i konfliktøjeblikket, må nødvendigvis være en funktion af midlernes karakteristika. De midler Frankrig råder over, og i nærmeste frem tid vil komme til at råde over, omfatter i hovedsagen følgende:

En strategisk atomstyrke, som omfatter Mirage IV-fly, og som vil komme til at omfatte strategiske ballistiske missiler (jord-til-jord, hav-til-jord).

Territorialforsvarsstyrker (Défense opérationelle du territoire og Défense aérienne).

Et Corps de bataille, bestående af hærenheder og taktiske fly-enheder, og flådeenheder alle udrustede med taktiske A-våben. En interventionsstyrke, som kun nævnes for fuldstændighedens skyld, da dens hovedopgave ligger uden for Europa.

Disse styrker opererer og skal i frem tiden operere i rammen af en national afskrækkelsesstrategi.

Fø r den nukleare tidsalder var det nødvendigt, for at opnå et gunstigt resultat, at iværksætte strategiske aktioner ud fra tre områder, nemlig jorden, luften og havet, på grund af midlernes begrænsede rækkevidde. Det var opsummeringen af successive ødelæggelser, der startede i periferien og arbejdede sig ind mod kernen af modstanderens samfund, for til sidst at ryste denne, der afgjorde konflikten. Forøgelsen af flyenes rækkevidde ændrede ikke fundamentalt dette problem; opfattelsen af krigsskuepladsen udvidedes blot.

Idag tillader de strategiske atomvåben en koncentration af aktioner fra land, hav og luft mod samme hovedmål. Sejren, d.v.s. den kendsgerning, at vores vilje sejrer over fjendens, mener man nu, bør opnås gennem en kombination af holdninger og » substrategiske« engagementer med alle militære enhedssystemer, samtidigt med at der består en effektiv trussel om indsættelse af strategiske atomvåben. Det drejer sig ikke blot om at kombinere aktioner i rummet, men lige så meget om at overbevise modstandel'en om, at man vil og kan virkeliggøre den strategiske trussel nårsomhelst det bliver nødvendigt.

J. Guitton siger i »La Pensée et la guerre« (Desclée de Brouwer, 1969) om nødvendigheden af en sådan holdning og besiddelse af en aktionskapacitet: »For at den absolutte krig aldrig finder sted, er det nødvendigt, at den skal kunne finde sted hvert øjeblik«.

Hvorledes når man nu dette mål?

Teoretisk skulle det være tilstrækkeligt, efter at man bar nedsat den strategiske styrkes sårbarhed til et absolut minimum , at true med at anvende den ved den mindste manifestation af aggression. En sådan trussel var i præsident J. F. Kennedys hænder afgørende for Cuba-krisens udfald. Men for det første taler militærtekniske krav mod en sådan anvendelse, og for det andet kan man forestille sig utallige situationer, hvor den massive gengældelses alternativ ville fjerne vores holdnings troværdighed. For at forlene den strategiske styrkes potentielle aktioner med størst m ulig troværdighed, er der tre uundgåelige betingelser, man må tage i betragtning. Disse er følgende:

- kendskab til fjendens hensigter,

- erkendelse af tærsklen, hinsides hvilken der klart og utvetydigt skal spilles på den strategiske trussel,
 
- mulighed for regeringen til at virkeliggøre truslen i det gunstigste øjeblik.
 
At erkende fjendens hensigter, d. v. s. at afgøre, hvor langt han vil gå, medfører en militær aktion, som vil muliggøre, ved anvendelse af midler på samme niveau - det betyder ikke nødvendigvis i samme omfang — enten, i gunstigste tilfælde, standsning af hans aggression, eller erkendelse af, om han har til hensigt at benytte hårdere midler.
 
Det vil være nødvendigt at fastlægge et niveau, over hvilket nationens vilje til at anvende strategiske atomvåben er klar for fjenden. Dette niveau afhænger af situationen, Frankrigs allieredes holdning og hvad regeringen definerer som vitalt i kriseøjeblikket. Et direkte angreb på fransk territorium vil naturligvis være af vital karakter, men det er et ekstremt tilfælde. Men hvorledes vil man reagere på en atom-ubåds forsvinden? Eller på en begyndende invasion af Tyskland østfra, hvor NATO ikke kan beslutte sig til at forøge sin indsats?
 
Forsvarets dispositioner skal gøre det m uligt for regeringen at vælge det gunstigste øjeblik for forøgelse af indsatsen. De skal gøre det muligt at erkende fjendens hensigt, at fastsætte tærsklen og at fastsætte øjeblikket, hvor regeringens strategiske beslutning udføres. Disse opgaver skal løses af Corps de Bataille, territorialforsvarsstyrkerne, gendarmeriet og marinens overvågningsenheder.
 
Overfor doktrinen om massiv gengældelse står NATO s amerikansk-inspirerede doktrin om controlled flexible response. Ved at imødegå et konventionelt angreb med konventionelle forholdsregler søger man at mindske risikoen for eskalation. Det er en drøm, som kun lader sig realisere, hvis man råder over tilstrækkelige konventionelle styrker. Desuden rummer doktrinen den fare, at regeringerne ender i ubeslutsomhed, hvorved måske enhver chance for at standse konflikten forpasses.
 
Fra fransk side skønner man det ikke nødvendigt, at »test«-styrkerne ligger på samme konventionelle niveau som den potentielle modstanders, men man anser det for afgørende, at de er udrustet med taktiske atomvåben, således at de kan demonstrere viljen til at skride til absolut afskrækkelse, så snart tærsklen er nået. De taktiske atomvåben v il som følge af deres begrænsede virkning forøge troværdigheden i den franske holdning.
 
Med hensyn til territorialforsvar og beskyttelse af strategiske baser, er det nødvendigt at råde over tilstrækkelige midler til imødegåelse af punktangreb og indre uroligheder, således at regeringens og den strategiske styrkes handlefrihed bevares.
 
Hvad angår den strategiske atomstyrke bør følgende betingelser være op fyldt:
 
- den bør kunne handle øjeblikkeligt, når ordren fra regeringen bliver givet,
- den bør til stadighed befinde sig bedst m uligt sikret. Som minimum bør én enhed af styrken kunne indsættes.
 
Den første betingelse afhænger af fredstidsberedskabet, kommunikationsmidler og en fredstidsplanlægning, der omfatter alle tænkelige m uligheder. Den anden betingelse opfyldes ved anvendelse af flere forskellige leveringsmidler, deployering på land og i havet, statisk beskyttelse (siloer) og aktiv beskyttelse. De politiske myndigheders sikkerhed og handlefrihed er i denne forbindelse af væsentlig betydning; de bør opholde sig beskyttet eller på forhånd have udgivet tilstrækkelige bemyndigelser. Den strategiske styrke skal til stadighed være beskyttet af gendarmeriet, territorialforsvarets styrker, evt. af enheder af Corps de Bataille, af flådeenheder (især de raketbærende atom-ubådes ind- og udsejling) samt af luftforsvarsstyrker. Denne opgave er disse enheders hovedopgave.
 
Corps de Bataille, der er sammensat af »forces de manoeuvre«, har til opgave at »teste« fjendens hensigter, og at fastslå, at nationen ikke v il tolerere nogen form for aggression, lige meget hvad konsekvenserne bliver. Med en styrke på 5 mekaniserede divisioner, udstyrede med atomvåben, støttet af fly ligeledes udstyrede med taktiske atomvåben, vil Corps de Bataille besidde en anseelig ødelæggelseskapacitet. Men overfor fjendens konventionelle og taktisk nukleare potentiel vil styrken ikke være i stand til at føre en forsvarskamp af længere varighed. Mobil og vel samarbejdet vil den, idet den drager fordel af flystøtte, kunne sinke fjendens mindre operationer, samtidig med at den bevarer muligheden for at indsætte taktiske atomvåben før den strategiske indsats.
 
Med styrken indsat ved nord- og østgrænsen, regner man med et nært samarbejde med NATO-allierede, men en »autonom« anvendelse af styrken forudses; det kan blive aktuelt i det øjeblik, man ikke kan opnå enighed om, hvornår atomvåben skal indsættes, og Frankrig kun lader afskrækkelsen gælde det nationale område. Man regner med at truslens troværdighed i dette tilfælde vil forøges. Styrken skal prøve modstanderens hensigter, for at det strategiske modstød ikke udløses for tidligt, samtidig med at den beviser nationens vilje til at sætte sig til modværge uden straks at indlade sig på eskaleringens spil.
 
Fjendens hensigter kan prøves ved en række graduerede aktioner, men på grund af Frankrigs geografiske placering v il hans hensigt være klar allerede, når de nationale styrker opnår kontakt med ham. Det nye element er faktisk det, at man på eget initiativ søger kontakt med fjenden; de kan føre fjenden til fire reaktioner. Standser han sin fremrykning, er det optimale mål nået, og hvis, i modsat fald, han går til angreb i dybden, er hans hensigt afsløret. Han kan fortsætte sin fremrykning, idet han presser de styrker, han er i kontakt med uden at angribe andre styrker, eller han kan nøjes med at angribe styrker placeret udenfor det nationale territorium ; disse fremgangsmåder kan antyde, at hans øjeblikkelige mål ikke angår fransk område, eller at han praktiserer »la stratégie du champ clos« for at beskytte eget territorium længst m uligt mod massiv gengældelse.
 
Den første »test« bestod altså i at optage føling med fjenden. Den anden »test« sigter faktisk mod at bringe en ny diskontinuitet ind i styrkeprøven, idet dens natur ændres; den består i åbning af den taktiske atomild. Denne skarpe opdeling kan forekomme teoretisk, og det er også m uligt at åbning af den strategiske atomild ville forekomme mere sandsynlig på grund af truslens karakter på dette trin. Imidlertid øges troværdigheden af den strategiske indsats ved indsættelse af de taktiske atomvåben. Den hindrer samtidig fjenden i at få den opfattelse, at han v il kunne gennemføre sit forehavende uden anvendelse af atomvåben. Man må ikke glemme, at det drejer sig om en politisk beslutning, af hvilken man forventer et strategisk resultat, nemlig at fjenden standser sin fremtrængen. Det er forsvarets sag at definere de gunstigste betingelser for gennemførelsen af den anden »test« set fra et militært synspunkt, uden at tage det gunstige i den politiske beslutning i betragtning. For at kunne gøre det, er der er række principper man må tage i betragtning:
 

1. De taktiske atomvåben er det element om hvilket manøvren planlægges.

2. Den første indsættelse af taktiske atomvåben sker, når det anses for opportunt af regeringen; det samme gælder for indsættelsen af større enheder af hær og flystyrker.
 
3. Idet regeringen søger en afgørelse, bør hær- og flystyrker anvendes således, at atomvåben kan indsættes umiddelbart.
 
4. Kun aktioner med hær- og flystyrker, der er afgørende for en effektiv indsættelse af atomvåben, kan på førerens initiativ iværksættes uden regeringsbeslutning. Midlerne til sådanne aktioner v il dog være begrænsede.
 
5. Idet nationen står overfor en stærkere modstander og befinder sig i en ugunstig situation som den angrebne, kan man ikke acceptere på det operationelle plan at handle defensivt. Indsættelsen af styrkerne bør finde sted i et offensivt perspektiv og gøre det m uligt for nationen at tage initiativet til den nukleare ildåbning. I det øjeblik ildåbningen ledsager Corps de Batailles indsættelse bør den svare til den maksimale effektivitets krav.
 
På trods af ønsket om at optage følingen med fjenden længst m uligt fra egen grænse, gør nødvendigheden af, at regeringen kan handle bedst muligt i uforudsigelige situationer, og blandt andet besværlighederne, som et engagement på tværs af allierede dispositioner kunne medføre, ofte, at man må handle på kort afstand fra grænserne, idet man så drager størst mulig fordel af de allierede operationer, der er gået forud. At vente på fjenden på eget territorium er en risikabel disposition, og den hører til i rammen af forsvar for enhver pris i det tilfælde, hvor afskrækkelsen ikke har virket. Hvad så end tiden eller stedet for Corps de Batailles engagement bliver, må man forvente, at kampen når sit højdepunkt i løbet af timer, for man kan ikke med fornuft håbe, at fjenden ikke vil udløse en nuklear ripost, der er i stand til at ødelægge en stor del af Corps de Bataille eller i hvert fald desorganisere det. Ingen kan forøvrigt forudse hvorledes kampzonen vil se ud eller i hvilken udstrækning det vil være muligt, for begge parter, at operere. Der bør træffes foranstaltninger, således at de styrker, der overlever, kan samles og fortsætte kampen uden nye ordrer under enhver form fra organiseret kamp til indre modstand. Denne anvendelse af de operationelle styrker mener man svarer til afskrækkelsesstrategiens behov.
 
Territorialforsvarets opgaver er følgende:
 
1. Beskyttelse af strategiske baser og punkter af vital betydning for regeringen.
2. Deltagelse i operationer i hovedstadsområdet underlagt enheder af Corps de Bataille.
3. Ødelæggelse af infiltrerede, luftlandsatte eller sølandsatte fjendtlige enheder eventuelt med hjælp fra Corps de Bataille.
4. Sikring af mobilisering og kommunikations- og forsyningsaktivitet.
5. Deltagelse i gennemførelse af generelle beskyttelsesplaner.
6. Deltagelse i opretholde af ro og orden eller fuldstændig overtagelse af denne funktion efter regeringsbemyndigelse.
7. Forberedelse af områder, hvori modstandskampen skal føres.
 
Territorialforsvaret v il ikke kunne løse alle disse opgaver uden en aktiv indsats fra borgerne; man regner med deres vilje til at kæmpe med alle disponible m idler mod enhver fjende indenfor rækkevidde, selv i den situation hvor territoriet bliver invaderet. Territorialforsvarets resultater vil således være afhængig af hele befolkningens, civile som militæres, vilje til at fortsætte kampen. Dette kræver en lang materiel og moralsk forberedelse; denne holdning er nødvendig for at gennemføre en afskrækkelse, som bør udtrykke viljen hos hele befolkningen, og ikke kun hos nogle regeringsmedlemmer og teknikere.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon frankrigs_nationale_afskraekkelse1969.pdf

 

Litteraturliste

Del: