Frankrigs forsvar, reform og stabilitet

Baggrund
Den daværende major og senere franske general og republikkens præsident, Charles de Gaulle, fastslog i 1932: “Frankrig skal ikke bevare det forsvar, vi er vant til, men konstruere det forsvar, vi har behov for”. Denne banale konstatering af nødvendigheden af at tilpasse sig udviklingen kan overføres til utallige af tilværelsens forhold, og en efterfølgelse er den enkle forudsætning for at få tingene til at fungere på en hensigtsmæssig måde. I såvel Frankrig som alle andre lande, må dette princip i særlig grad gælde for forsvaret, fordi ethvert samfunds grundlæggende interesse er at sikre sin eksistens og i videst muligt omfang på egne præmisser. Opretholdelsen af et effektivt forsvar er den første forudsætning for at overleve, og afhængig af samfundets dynamik og muligheder kan forvaret som politisk værktøj også anvendes til at påvirke udviklingen i egen interesse. I et lille land som Danmark er en bredere forståelse af forsvarets muligheder som instrument for landets sikkerhedspolitik først genopstået med udviklingen efter Den kolde Krigs ophør. I Frankrig, som ikke alene opfatter sig selv som en stormagt, men som også er det, har situationen altid været anderledes.
 
“Aux armes, citoyens!” - “Grib til våben, borgere!” - indledes det iørefaldende omkvæd til den franske nationalhymne, “La Marseillaise”, der er skrevet i foråret 1792 under den franske revolution. Og borgerne greb som bekendt til våben i stort omfang og tilkæmpede sig nogle rettigheder og pligter, som i første omgang blev organiseret og udnyttet effektivt af kejser Napoleon I, som i sin regeringsperiode på behændig vis søgte at udnytte det bedste fra såvel det tidligere kongedømme som fra revolutionen. Fra revolutionens idégrundlag kom filosofien om “nationen under våben” - den enkelte borgers pligt til med våben i hånd at forsvare det samfund, som til gengæld giver ham nogle demokratiske rettigheder: frihed, lighed og broderskab.
 
Napoleontidens massehære har siden tjent som model for ikke mindst stormagternes planlægning af, hvorledes deres militære styrke skal opbygges for at sikre, at dette politiske instrument har størst mulig effekt. Stormagternes militarisering efter disse principper i 1930erne og under Den anden Verdenskrig medførte en teknologisk udvikling, hvor kernevåbnene betegnede det ultimative resultat. Ikke alene kunne alle samfundets ressourcer - herunder de menneskelige - nu sættes ind i en total krig, men ethvert samfund kunne også udslettes. Efter 40 års åndeløs, ubevægelig konfrontation mellem to alliancer under ledelse af hver sin supermagt, som hver for sig havde optimeret det militære værktøj, er det kommet til et vendepunkt i de strategiske overvejelser. Det har vist sig, at det ikke tjener noget formål, at forfølge en ekspansionsmålsætning med militær magt, når prisen er en global ødelæggelsesproces. Det er effekten af denne fredeliggørelse, som medfører, at Frankrig nu påbegynder gennemførelsen af en forsvarsreform, som er den største, siden præsident de Gaulle i begyndelsen af 1960erne opbyggede et “mini-supermagtsforsvar”. Og som det fremgår af den indledende bemærkning, er en sådan ændring helt i de Gaulles ånd.
 
Fransk forsvarspolitiks grundlag
I det følgende vil det blive søgt belyst hvilke faktorer, der især er bestemmende for fransk militær tænkning, og som fortsat vil være det, omend vægtningen af de enkelte faktorers indflydelse ændres. Den grundlæggende faktor er naturligvis de geografiske forhold, hvor især Frankrigs grænselinie mod Belgien, Luxemburg og Tyskland har interesse. Det er gennem dette område, som er fremkommeligt for større landstyrker, at Frankrigs overlevelse umiddelbart kan trues, som oplevet gennem historien og senest i 1870, 1914 og 1940. Uanset hvilke motiver der i øvrigt ligger til grund for det fransk-tyske forhold, så er hoveddrivkraften, at Frankrig altid vil søge at kontrollere, hvad der foregår på tysk territorium, med henblik på at undgå at der pludselig kan opstå en militær trussel fra denne side. Som noget nyt har Middelhavet betydelig interesse, fordi en fremtidig trussel hurtigt kan udvikle sig hen over dette fra urocentre i Nordafrika og Mellemøsten.
 
Den historiske erfaring er et forhold, som franskmændene er meget opmærksomme på. Som beskrevet ovenfor var Napoleons krigsførelse model for eftertiden, og Frankrig var Europas førende nation i årene efter revolutionen. Siden har Frankrig som bekendt ikke haft nogen større selvstændig succes i sine krige. De tre tyske invasioner samt Indokina- og Algierkrigen er smertelige erindringer om dette. Man kunne måske forestille sig, at franskmændene ønskede at fortrænge disse krige fra erindringen, men sådan er det ikke. Alle, der har besøgt Frankrig, ved, at hver eneste by har mindesmærker for sine krigsofre, hvis indsats for Frankrig stadig er genstand for højtideligholdelse på vigtige, historiske datoer. Frankrig er således et godt eksempel på et samfund, der har taget ved lære af aforismen: “De, der ikke vil huske historien, er dømt til at genopleve den!” Det var i stort omfang denne filosofi, som efter Algierkrigen fik præsident de Gaulle til at genopbygge Frankrigs forsvar og våbenindustrien til en egentlig stormagtsstatus samt til at trække Frankrig ud af det integrerede, militære samarbejde i NATO. Frankrigs forsvar skulle være så stærkt, at det selv kunne løse de militære opgaver. Under de to verdenskrige var det de allierede, der havde reddet Frankrig, men først efter at mange franske liv var gået tabt og landet ydmyget, hvilket var uacceptabelt. Frankrig vil gerne kæmpe sammen med allierede, men udgangspunktet skal altid være, at det foregår på franske præmisser. Udviklingen af den selvstændige, franske atomslagstyrke til sikring af nationens overlevelse under alle forhold var det logiske højdepunkt i denne filosofi.
 
Den tredje faktor er også af mere abstrakt karakter, og har tilknytning til den historiske erfaring. Det er det allerede nævnte forhold, at Frankrig er en stormagt, samt ønsket om at påtage sig en rolle som sådan. Ikke supermagt, men stormagt. Den grundlæggende forudsætning for en sådan ambition er naturligvis en vis størrelse såvel geografisk som befolkningsmæssigt. Af hensyn til oplysninger senere i artiklen kan det måske være nyttigt at lægge mærke til, at Frankrig såvel med hensyn til antal indbyggere som arealmæssigt er ca. 11 gange så stort som Danmark. Ud over størrelsen er der mange forhold, der signalerer en stormagtsstatus. Den franske nations idémæssige grundlag og den blandt andet deraf udspringende kultur er et andet vigtigt grundlag. Frankrig vogter nøje over sine oversøiske departementer og territorier, som ligger spredt ud over hele jorden. Der er ingen tvivl om, at eventuelle trusler mod disse vil blive imødegået med militær magt. Frankrig dyrker også i muligt omfang sine forbindelser med de såkaldt frankofone lande, der primært er tidligere kolonier i Afrika, som på en eller anden måde har fransk sprog og kultur som synlige elementer i hverdagen. Ligesom England plejer forbindelsen med Commenwealth-landene, afholder Frankrig jævnligt konferencer for disse lande, som alle har en eller anden form for aftaler om fransk, militær bistand, og en håndfuld er privilegerede med en permanent, fransk militær tilstedeværelse. Frankrigs økonomiske, teknologiske og militære formåen og for eksempel medlemskabet af FN s Sikkerhedsråd er naturligvis vigtige facetter af stormagts- indtrykket. Atomslagstyrken, de atomdrevne angrebsundervandsbåde og det kommende atomdrevne hangarskib er vigtige symboler, fordi de dels demonstrerer Frankrigs evne og vilje til at overleve, og dels forener landet med den betydelige prestige, der er forbundet med at være blandt de etablerede og accepterede atommagter. 
 
Gemt i stormagtsproblematikken ligger imidlertid også et fbrhold, som på forskellig vis arbejder imod de franske interesser. Det er det franske sprog og mange franskmænds totale uvilje mod at kommunikere på andre sprog og da især det konkurrerende stormagtssprog engelsk. Pragmatikere indser klart nødvendigheden af at kunne tale engelsk, men en voldsom, traditionel, intellektuel og endda delvis lovfæstet modstand mod, at der tales andet end fransk i Frankrig, vanskeliggør - for ikke at sige umuliggør - nogen videre udvikling på dette område. Det er formodentlig her, at den væsentligste begrænsning på fransk indflydelse - også militært - både i Europa og den øvrige verden ligger. 
 
Et fjerde afgørende forhold for fransk, forsvarspolitisk tænkning vurderes at være en grundlæggende skepsis over for delegering af betydelig kompetence fra det politiske niveau til det operative niveau. I hvert fald siden revolutionen har Frankrigs politiske ledelse undladt at koncentrere magt hos statsinstitutioner, hvilket blandt andet medfører, at man har to forskellige politikorps (la Police Nationale under indenrigsministeriet og la Gendarmerie under forsvarsministeriet), og mindst fire forskellige efterretningstjenester. For forsvarets vedkommende er magten fordelt mellem præsidenten, premierministeren og forsvarsministeren. Præsidenten er ansvarlig for nationens overlevelse, og bærer derfor - meget logisk - som den eneste ansvaret for atomslagstyrkens indsættelse. Premierministeren er ansvarlig for nationens forsvar, hvilket er en totalforsvarsbetragtning, og endelig er forsvarsministeren ansvarlig for det militære forsvar. Præsident de Gaulles beslutning om at trække Frankrig ud af det militære NATO-samarbejde kan betragtes ud fra sammen synsvinkel. Den franske præsident og regering ønskede ikke at delegere betydelige beføjelser fra franske politikere til NATOs generaler.
 
Den sidste store og meget tungtvejende faktor, der er med til at styre forsvarspolitikken, er våbenindustrien. Professor Michael Howard har en gang skrevet: “Performance irç the arms’ race was a very effective indicator of social efficiency, - and regrettably it still is ....” Denne betragtning passer meget godt på Frankrig, hvor våbenindustrien i dag kan alt fra fremstilling af håndvåben til atomvåben. Fransk forsvar anvendte indtil 1995 omkring 115 milliarder kr. på sit materielinvesterings- budget. Dette beløb er nu reduceret til omkring 95 milliarder kr., hvilket i øvrigt svarer til værdien af ca. to tredjedele af våbenproduktionen. Den sidste tredjedel eksporteres, hvilket normalt placerer Frankrig på en tredje-, fjerde- eller femteplads på ranglisten over verdens førende våbeneksportører. Tælles der ansatte i våbenindustrien og disses familiemedlemmer, vurderes det, at ca. en million franskmænd er afhængige af den indtægt, som opnås i denne specielle industrisektor. Den er således en betydelig politisk faktor i et land med ca. 12% arbejdsløshed, og forholdet sættes yderligere i relief af, at våbenindustrien ofte er placeret i områder, der har karakter af arbejdsløshedsøer. Med i billedet tæller også, at der er betydelig politisk uvilje mod at opgive know-how og produktionskapacitet på et område, som bidrager væsentligt til billedet af en stormagt.
 
Det er ikke noget tilfælde, at våbenindustrien, som noget meget håndgribeligt, omtales sidst i denne gennemgang af faktorer, der er med til at bestemme forsvarspolitikken. Spørges der, hvorfor Frankrigs forsvar i dag stadig omfatter over 500.000 mand i fredstid, kan det umiddelbart konstateres, at det stadig er præsident de Gaulles beslutninger i 1960erne, som gør sig gældende. Den konstruktion, han dengang opbyggede, har vist sig at være en succes for Frankrig lige indtil nu, og den politiske vilje til at ændre på denne, har derfor været yderst behersket. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om det set udefra vurderes, at NATOs indsats - også uden integrerede franske styrker - har betinget Den vestlige Verdens succes i perioden. For Frankrig kom opgangen med præsidentens opbygning af et stærkt, selvstændigt forsvar, - og det er det, som tæller. Præsidentens plan var så gennemtænkt, at forsvaret og militærindustrien fandt ind i et perfekt samarbejde, hvilket vurderes at have medført, at fransk forsvars nuværende størrelse i stort omfang er bestemt af våbenindustriens produktionskapacitet. Våbenindustrien er derfor nøglen til en omstrukturering af forsvaret, som det også vil ses i det følgende.
 
Udviklingen efter den kolde krig
Hvad er det nu for mere konkrete forhold, som fører frem til den igangsatte forsvarsreform? Det er ovenfor omtalt, at den “nye verdensorden” er en scene, som kræver nytænkning. Den nævnte respekt for præsident de Gaulles forsvarskonstruktion og våbenindustriens store indflydelse hos franske politikere betød igennem første halvdel af 1990erne, at det så ud til, at hvor forsvarsreformer andre steder i den industrialiserede verden var nedskæringer, så var den franske “nytænkning” opretholdelse af status quo, således som det også blev konkluderet i den “Forsvars- hvidbog”, som den franske regering udsendte i februar 1994. Ikke overraskende fastholdes denne målsætning i den nye reform, som sigter mod, at forsvarets operative kapacitet skal bevares, og at målet skal nås gennem effektivisering af en reduceret styrke. Sovjetunionens opløsning, Golfkrigen, krigen i ex-Jugoslavien og præsident Mitterrands beslutning om stop for franske atomvåbenforsøg var sikkerhedspolitiske hændelser, som har været med til at pege frem mod en forsvarsreform, der i første omgang ikke berørte forsvarets størrelse særlig meget, med den nævnte “Fors varshvidbog”. “Fredsdividende er ikke noget forsvaret skal betale, men noget man opnår ved at investere i forsvaret”, kunne den daværende forsvarsminister Francois Leotard efterfølgende med tilfredshed konstatere, mens Frankrigs allierede halvt misundelige og halvt undrende så til.
 
Med Sovjetunionens forsvinden forsvandt også en egentlig militær trussel mod fransk territorium. Som for Danmarks vedkommende flyttede den sikkerhedspolitiske interesse ud til de kriseområder, som kunne true den europæiske konstruktion. Den franske, militære efterretningstjeneste blev opprioriteret og omfattende organisatoriske ændringer gennemførtes i denne, samtidig med at personelstyrken fortsat øges og nyt, højteknologisk materiel som for eksempel overvågningssatelliter indføres. Formålet er ikke mindst at styrke evnen til krisestyring. Den manglende militære trussel mod Frankrigs grænser har givet plads for øget opmærksomhed omkring de mere “bløde” trusler, - narkotikahandel, ulovlig indvandring og international forbryder virksomhed. Mens hæren i de senere år er skåret behersket ned, er personelstyrken i gendarmeriet samtidig blevet øget, fordi dette, som militært organiseret politikorps under forsvarsministeriet er meget anvendeligt til indsats mod de omtalte trusler.
 
Golfkrigen i 1991 var på forskellig vis en ubehagelig oplevelse for Frankrig. De franske styrker, som deltog, klarede sig godt, men det viste sig, at Frankrig ikke var i stand til med det givne varsel at sætte så store styrker ind i operationer af denne art, som landet selv troede. Amerika fremstod som den eneste supermagt, som selvstændigt ville kunne håndtere en sådan situation, men selv i forhold til konkurrenten England kom den værnepligtstunge og underenkadrerede franske hær bagefter på visse områder. Ligesom tilfældet er i Danmark, sender Frankrig ikke værnepligtige til kampzoner uden for Frankrig, og det kunne meget vel tænkes, at erfaringerne fra Golfkrigen har været et væsentligt incitament til den professionalisering af forsvaret, som nu er initieret. Sikkert er det, at Frankrig efter Golfkrigen ikke har tøvet med at signalere, at fremtidige operationer uden for Frankrigs grænser skal ske i samarbejde med allierede. Interessen samler sig naturligvis her om Frankrigs forhold til NATO, og om landet atter vil nærme sig en deltagelse i den integrerede militære struktur. Som bekendt har Frankrig allerede genoptaget samarbejdet i Militærkomitéen på forsvarschefniveau og i NATO-rådet på forsvarsministerplan. Derimod deltager Frankrig ikke i arbejdet i Den militære Planlægningskomité eller i Den nukleare Planlægningsgruppe. Tidspunktet for denne tilnærmelse er formodentlig direkte affødt af den betydelige interesse, der er for IFOR-indsatsen i ex-Jugoslavien, der må anses for så betydningsfuld, at udfaldet i høj grad vil influere NATOs fremtidige skæbne og derfor også kræver en helhjertet og loyal indsats af NATO-landene - og ikke mindst de største. Det har imidlertid ligget i kortene, at Frankrig var klar til et nærmere samarbejde i NATO, simpelthen fordi man fra fransk side har følt, at udviklingen i NATO har bevæget sig ganske meget i retning af de franske synspunkter, som der vil blive redegjort for i det følgende.
 
Det er generelt opfattelsen mange steder, at der er forskel på Frankrigs erklærede holdning til NATO og den linie, der følges i praksis. Frankrig har aldrig tøvet med at understrege, at NATO er den vestlige verdens vigtigste forsvarsalliance og landet slutter altid op om de store, politiske beslutninger. På den anden side har Frankrig siden WAPAs nedlæggelse også hævdet, at der skulle større reformer til i NATOs struktur end de hidtil vedtagne, for at Frankrig i øget omfang ville kunne deltage i det militære samarbejde. For Frankrig har den europæiske konstruktion og Europas forsvar altid haft prioritet, fordi fred i Europa er forudsætningen for al videre udvikling i vores verdensdel. Den fransk opfundne “Stabilitetspagt” og OSCE-arbejdet er vigtige redskaber i fredsprocessen ligesom tilfældet - naturligvis - er med Den vesteuropæiske Union - WEU, som Frankrig i praksis længe har identificeret med, den “europæiske søjle” i NATO. Denne er vigtig, fordi de europæiske NATO-lande ikke under alle omstændigheder kan være sikker på, at USA og Canada vil deltage i militære operationer, som de europæiske lande, eller nogen af dem, finder vigtige.
 
Desuden vurderes det fra fransk side, at fremtidens NATO-operationer ikke vil blive efter “musketerprincippet” i artikel 5, men snarere får en karakter, hvor de enkelte NATO-lande i hvert enkelt tilfælde selv vurderer, i hvilket omfang, de ønsker at deltage. Der er således ingen særlig grund til at opretholde den meget “tunge” organisation og kommandostruktur, som NATO i stort omfang har bevaret siden Den kolde Krigs tid. NATO bør have en selvstændig efterretningstjeneste med egne højteknologiske indhentningsmuligheder, og denne skal betjene en forholdsvis lille planlægningsstab, som moniterer den sikkerhedspolitiske udvikling og planlægger ud fra denne. Hvis NATO skal skride til indsats, kan det foregå i fuldt NATO-regi eller WEU-regi og ved hjælp af det etablerede C3-system og i øvrigt efter Combined Joint Task Force-koncepten. De enkelte lande kan så gøre op med sig selv, om de ønsker at deltage, og derefter bidrage med de styrker, de mener at kunne afse, og således få indflydelse på operationens militære del gennem en styrkebidragsbestemt deltagelse i den ad hoc stab, som oprettes til styring af denne.
 
Frankrig har med den for blot et år siden færdigetablerede, værnsfælles planlægningsstab, “Etat Major Interarmées”, lagt et mønster for, hvorledes denne model kan gennemføres på nationalt plan. Via forsvarschefen, som de seneste år har fået stærkt udvidede beføjelser, har den franske regering en kort adgangsvej til dette krisestyringsværktøj, der arbejder snævert sammen med den udvidede og effektiviserede efterretningstjeneste. Det er den samme europæiske tankegang, der ligger til grund for Frankrigs ideer om en fælles forsvarsindustri. Hvis en europæisk forsvarsidentitet skal have nogen mening, nytter det ikke at være afhængig af våben- og reservedelsleverancer udefra. Europa må derfor selv kunne fremstille alle slags våben og tillige selv købe dem, uanset om det måske i første omgang ville medføre øgede omkostninger i forhold til at købe dem hos den eneste alvorlige konkurrent, der er den amerikanske våbenindustri. I den sidste ende er det spørgsmål om arbejdspladser på den ene eller den anden side af Atlanterhavet, hævdes det - formodentlig med rette. På dette område ser det foreløbig ikke ud til, at Frankrig vil få nogen større forståelse fra de fleste af sine europæiske partnere, og det første “flagskib” på området, som skulle være det nye, fælles europæiske transportfly - Future Large Aircraft - ser foreløbig ud til at være skudt ned af manglende enighed.
 
Den franske atomvåbenpolitik har ligeledes været i bevægelse inden den nye reform kom på tale. Efter at præsident Mitterrand uden at få nogen særlig response i januar 1992 luftede muligheden af, at de franske atomvåben kunne indgå i en europæisk atomafskrækkelsespolitik, standsede han som bekendt i april samme år uden varsel en igangværende atomvåbenforsøgsrække. Præsidenten gav ikke nogen særlig begrundelse for sit skridt, men dette medførte omgående en negativ reaktion fra såvel atomenergikommissionen som forsvaret. Disse myndigheders argument var, at hvis Frankrig skulle kunne troværdiggøre en bredt, politisk vedtaget atomafskrækkelsespolitik, nyttede det ikke noget at umuliggøre denne ved at forbyde forskere, teknikere og operatører at gennemføre de forsøg, der skulle til for at løse rent tekniske problemer, inden Frankrig eventuelt tilsluttede sig et totalt atomprøvestop. Præsidenten burde være den første til at vide dette, for så vidt som han på daværende tidspunkt havde gennemført 88 atomforsøg i sin embedsperiode. Han har givetvis også været klar over, at hans efterfølger blev nødt til at tage den upopulære beslutning om at føje specialisterne, da ingen anden løsning ville give nogen mening på dette område. Dette skete som bekendt også, og selv om forsøgsrækken blev afkortet, må det vurderes, at Frankrig har indsamlet de data, der for det første skulle til for at klargøre sprænghovedet til de nye strategiske, undervandsbådsbaserede, interkontinentale M45 missiler, for det andet skulle løse visse problemer i forbindelse med opmagasinering af våben, som ikke igen ville kunne afprøves, og endelig for det tredje skulle kunne danne baggrund for fremtidig simulation af atomforsøg. Frankrig er nu klar til at tilslutte sig et totalt stop for atomforsøg. På Mururoaatollen, som levede godt af den massive franske tilstedeværelse og kompensationsbetalinger, beklager lokalsamfundet dog dette og imødeser store økonomiske problemer i fremtiden.
 
Den generelle vurdering er vel nok, at timingen af de franske forsøg alt andet lige var god, og der findes i øvrigt franske synspunkter, som går i retning af, at den negative reaktion på forsøgene ikke var så uheldig endda, fordi det er vigtigt, at verden jævnligt bliver erindret om, hvor frygtindgydende kernevåben er, og at det da derfor også er uhensigtsmæssigt, at sådanne påmindelser fremover muligvis ikke finder sted. Måske har vores og næste generation lært, hvad anvendelsen af masseødelæggelsesvåben betyder, men der er ingen sikkerhed for, at fremtidige generationer vil holde denne erfaring à jour, og dette øger chancen for, at våbnene, som jo fortsat vil eksistere, en dag bliver anvendt. Selv om atomvåbnenes eksistens nedtones eller søges overset i dagens Europa, tilsiger en rationel tankegang, at der før eller senere tages stilling til, hvordan de europæiske lande vil forholde sig til disse. Ikke mindst er det vel af betydning, at landene gør sig klart, om et europæisk forsvarssamarbejde på en eller anden måde skal udvikle en doktrin for de europæiske atomvåben, sådan som Frankrig flere gange har lagt op til. De her beskrevne tendenser og udviklinger har på forskellig vis ledt frem til forsvarsreformen, men det som helt konkret har initieret den netop nu, er formodentlig helt andre forhold.
 
Som nævnt ser Frankrig intet alternativ til Den europæiske Union og dennes videreudvikling ikke blot på forsvarsområdet og andre områder, men især i øjeblikket når det drejer sig om den økonomisk-monitære union. Med et stort underskud på statsfinanserne er Frankrig nødt til at spare på de offentlige udgifter for at kunne kvalificere sig til at deltage i dette samarbejde. Forsvarsudgifterne udgør 13 - 14% af statsbudgettet og må derfor være et oplagt mål for besparelser. Dette har den franske regering nu besluttet at gøre, vel vidende at besparelserne ikke mindst vil ramme den nationale våbenindustri i den sidste ende. Dette er set med regeringens øjne beklageligt, men våbenindustrien har ikke selv evnet eller ønsket at foretage den rationalisering, som den blev opfordret til for nogle år siden, og det må den nu bøde for. Det vurderes, at dette er de omstændigheder, som har nødvendiggjort de omfattende ændringer, der vil blive beskrevet i det følgende.
 
Forsvarsreformen
Forsvarsreformen er udarbejdet af en til formålet nedsat “Comité Strategique”, hvis formand er forsvarsminister Charles Millon, og hvis sekretær er Jean-Claude Mallet, som er direktør for forsvarsministeriets “Direction Affaires Strategiques”, som nærmest kan sammenlignes med vores hjemlige internationale afdeling i forsvarsministeriet. Komitéen er i øvrigt en embedsmandskomité, som blandt andet omfatter forsvarschefen, værnscheferne, den delegerede for våbenindustrien og repræsentanter for præsidenten, premierministeren og øvrige ministerier med direkte ansvar for landets sikkerhed. Arbejdet, som blev påbegyndt i sommeren 1995, har lagt op til en ny “Forsvarsplanlægningslov 1997-2002” til erstatning for den gældende lov, der var vedtaget for perioden 1995-2000. Komitéen har endvidere udstukket en detaljeret plan for forsvarets udseende i 2015.
Mere konkret omfatter reformen følgende elementer, som vil blive kommenteret kort i det følgende:
- Overgang til et professionelt forsvar i løbet af de næste fem år.
- En reduktion af forsvarsbudgettet og forsvarets størrelse, men med bevarelse af effektiviteten.
- En ny forsvarskoncept.
- En atomafskrækkelsesstyrke baseret på to komponenter.
- Strukturændringer i våbenindustrien.
 
Noget overraskende har præsidenten besluttet, at værnepligten i militær form skal afskaffes i løbet af de næste fem år. Der er i Frankrig i de seneste år gennemført flere analyser, som har vist, at den militære værnepligt er den mest økonomiske måde at opretholde et stort forsvar på, samtidig med at værnepligten er en forudsætning for at rekruttere tilstrækkeligt fast personel til forsvaret. Som tidligere nævnt kan erfaringerne fra Golfkrigen have spillet en rolle ved denne beslutning, som dog Også må antages at hænge sammen med en overvejelse om hvorvidt systemet stadig er “retfærdigt”. Udviklingen medfører, at kun noget over halvdelen af værnepligtsårgangene kan udnyttes i de kommende år, og dette forhold ønskes ændret. Modsat hvad tilfældet er med resten af reformen, er der lagt op til en folkelig debat om værnepligten, som præsidenten ikke forestiller sig afskaffet, men ændret til en civil samfundstjeneste, som omfatter alle unge, og som er kortere end de 10 måneder, der er værnepligtstiden i øjeblikket. Debatten vil vise, om befolkningen er enig i disse overvejelser, som reelt ikke vedrører forsvaret, ud over et forslag om, at de unge som en del af den civile værnepligt skal tilbringe nogle informationsdage med en orientering om ansættelsesmuligheder i forsvaret.
 
Afskaffelsen af den militære værnepligt forudses at løse enkadreringsproblematikken, lige som der ikke længere vil være problemer med at sende militære enheder ud i internationale operationer, når de mange værnepligtige er væk. Endelig er der naturligvis en forventning om, at fremtidens højteknologiske våbensystemer kræver mindre, men bedre trænet bemanding, og netop her skal indgangsværdien søges til, hvorledes det som beskrevet i det følgende forventes, at forsvaret kan gøres mindre og billigere i drift, samtidig med at effektiviteten bevares. Forvarsbudgettet uden pensioner vil i planlægningsperioden 1997 - 2002 være på 185 milliarder FF i 1995-priser, hvilket svarer til ca. 209 milliarder kr. Nedskæringen er på ca. 10% i forhold til det tidligere vedtagne budget, og den foretages i princippet udelukkende på materielinvesteringssiden.
 
Forsvarets styrketal, der i 1995 omfattede 577.360 personer, heraf 502.460 militære og 74.900 civile, skal i 2015 være på 434.000 personer, heraf 352.700 militære og 81.300 civile. Der er således tale om en reduktion på ca. 25%.
 
Hærens styrke reduceres fra 271.500 mand i 1995 til 170.000 i 2015. Der er her tale om en reduktion på ikke mindre end ca. 37%. Dette hænger naturligvis sammen med, at hæren er det mest “værnepligtstunge” af de fire værn. De vigtigste ændringer er i øvrigt, at de nuværende 9 divisioner opstillet af 129 regimenter, 927 tunge kampvogne og 340 helikoptere reduceres til 4 “kampgrupper” opstillet af ca. 85 regimenter, 420 tunge kampvogne og 180 helikoptere.
 
Marinens personelstyrke reduceres med ca. 20% fra 70.400 mand til 56.500. 106 større enheder reduceres til 95. Antallet af strategiske, missilbærende atomundervandsbåde reduceres fra 5 til 4, de to nuværende hangarskibe erstattes muligvis kun med det ene atomdrevne, som er under bygning, idet antallet af hangarskibsbaserede fly udvides med tre radarovervågningsfly. De 6 atomdrevne angrebsundervandsbåde bevares, mens de 7 konventionelle undervandsbåde udgår. Antallet af større fregatter reduceres fra 15 til 12, og antallet af maritime patruljefly går fra 33 til 22. Den samlede tonnage reduceres fra 314.000 til 234.000.
 
I flyvevåbnet bliver personelreduktionen på næsten 26%, idet bemandingen ændres fra 94.100 til 70.000. De 405 nuværende kampfly skæres ned til 300 og transportflyflåden reduceres fra 86 til 52. Antallet af tankfly forøges fra 11 til 16 og antallet af helikoptere går fra 101 til 84.
 
De værnsfælles tjenester som sundhedstjeneste og drivmiddeltjeneste reduceres fra 47.910 til 39.500 svarende til ca. 18%.
 
Som det eneste værn øges gendarmeriet med ca. 5% fra 93.450 mand til 97.900. Endelig reduceres forsvarets reserver fra 500.000 mand i dag til blot 100.000 allerede i 2002. Halvdelen af disse øremærkes til gendarmeriet.
 
Skønt tilgængelige materialer omtaler de nye styrketal som gældende i 2015, må det vurderes, at disse skal nås længe før, - sandsynligvis allerede i 2002. Den nye forsvarskoncept bygges op om fire “operative nøglefunktioner”. Disse er:
- “Afskrækkelse”, “forebyggelse”, “styrkeprojektion” og “beskyttelse”.
 
Afskrækkelsens virkemiddel vil fortsat være atomslagstyrken, som fremover kun skal hvile på to komponenter. Det er dels M45 våbnet, der som nævnt er et interkontinentalt, ballistisk missil, der indeholder seks sprænghoveder, og som udgør bevæbningen ombord på de fire nye strategiske, atomdrevne missilundervandsbåde i et antal af 16 pr. fartøj. I løbet af en 15 års periode forudses det i øvrigt nye M45 missil påbegyndt udskiftet med næste generation af missiler kaldet M51. Den anden komponent er en forbedret variant af stand-off missilet Air-Sol Moyen Ptartée (ASMP), som skal bæres under Rafale-flyet, som efter år 2000 gradvist vil overgå til at være det franske forsvars standard-kampfly. Denne disposition betyder i praksis, at den hidtidige tredje, landbaserede komponent nedlægges. Der er tale om den franske hærs 30 ballistiske kortdistancemissiler af Hades typen og flyvevåbnets 18 ballistiske, interkontinentale, silobaserede S3 missiler på Plateau d’Albion i Sydfrankrig. Nedlæggelsen finder formodentlig allerede sted i år.
 
Forebyggelsen vedrører primært krisestyring, og den hviler dels på en effektiv efterretningstjeneste og dels på styrker, som er præpositionerede i strategiske nøglepositioner. Efterretningstjenesten vil som tidligere nævnt i de kommende år få et stadig mere avanceret satellitovervågningssystem til sin rådighed, ligesom personelstyrken øges betragteligt. Frankrig har traditionelt haft udstationeret styrker ganske mange steder i verden, og vil altså fortsat have dette. Det må imidlertid vurderes, at interessen for udstationering af styrker i Afrika syd for Sahara vil dale, og at eventuelle, fremtidige operationer i dette område fra fransk side mere vil opfattes som et fælles europæisk anliggende eller eventuelt et rent afrikansk anliggende. For at slippe af med den byrdefulde udstationering af styrker i et antal afrikanske lande, er det med jævne mellemrum blevet diskuteret, om det ville være en mulighed at lade visse afrikanske lande selv opstille og finansiere en fælles interventionsstyrke, som franskmændene så kunne påtage sig det førings- og udrustningsmæssige ansvar for.
 
Styrkeprojektion er den logiske forlængelse af forebyggelsen. Hvis denne svigter, skal de franske værn umiddelbart kunne indsætte betydelige styrker langt fra Frankrig:
- Den franske hær skal til dette formål have 4 kampgrupper på hver ca. 15.000 mand, en pansret -, en mekaniseret -, en let pansret - og en angrebsinfanteristyrke.
- Marinen skal kunne opstille en amfibiestyrke sammen med en flådeflystyrke grupperet omkring det atomdrevne hangarskib. Reformen udelukker ikke helt bygningen af yderligere et fartøj af denne type.
- Flyvevåbnet skal kunne indsætte ca. 100 kampfly med assistance fra tankfly og et mobilt C3-system.
 
Ud fra den foreliggende beskrivelse af disse opgaver vurderes det, at Frankrig mener det alvorligt, når det fastslås, at fremtidige operationer altid vil foregå sammen med allierede. Den beskrevne styrkesammensætning ligner mere end tidligere moduler, som ikke selvstændigt kan gennemføre en kamp, men som suppleret med andre styrkemoduler vil kunne udgøre slagkraftige elementer i den type operationer, der kan forudses i en overskuelig fremtid. Den sidste rolle er beskyttelse, og her tænkes der på det nationale territoriums sikkerhed samt militær hjælp i katastrofesituationer. Da der ikke foreligger nogen militær trussel mod Frankrig, er det primært gendarmeriet, som forudses at skulle tage sig af overvågning og eventuel indsats på landjorden. Søterritoriet og luftrummet skal fortsat overvåges og bevogtes af marinen og flyvevåbnet. Under alle omstændigheder satses der på en meget omfattende udskiftning af materiellet i de kommende 20 år, således at effektiviteten kán opretholdes, selv om personelstyrken og mængden af materiel numerisk nedskæres betydeligt. Såfremt en massiv, militær trussel atter udkrystalliserer sig, er det den franske opfattelse, at forsvarskoncepten igen må tilpasses situationen, og ikke mindst gendannelsen af en effektiv krigsreserve kunne i den situation tænkes at blive et problem.
 
Den sidste, store ændring af fransk forsvar er rationaliseringer i forsvarsindustrien. Som tidligere vurderet er der en snæver sammenhæng mellem forsvarets størrelse og våbenindustriens produktion. Det kan måske umiddelbart undre, at staten således kan tvinge industrien, men det hænger sammen med, at staten på en eller anden måde kontrollerer langt over halvdelen af våbenindustrien. Oprindelig var denne af præsident de Gaulle opbygget som statsvirksomheder, hvis formål var at levere de våben, som fransk forsvar havde behov for. Selv om en vis adskillelse af private og offentlige interesser siden har fundet steçl, er det klart, at industrien fortsat er afhængig af det franske forsvars ordrer. 
 
Integreret i forsvaret findes en myndighed, Delegation Generale d’Armement, som blandt andet er ansvarlig for dele af fransk forsvarsforskning og kvalitetskontrol med våbenproduktion samt promovering af våbeneksport. Desuden står den for Frankrigs flådeproduktion. Denne store og meget indflydelsesrige organisation har netop for anden gang på få år skiftet chef, og organisationen skal ligeledes for anden gang ændres og slankes. Herunder skal rentabiliteten i flåde værftaktiviteten vurderes. Elektronikgiganten Thomson, skal privatiseres i løbet af i år og de to fly- og missilproducenter Dassault og Aerospatiale skal fusioneres i løbet af to år. Endelig skal hærmaterielproducenten GIAT Industries, hvis økonomi angivelig er meget dårlig, forelægge en plan for, hvorledes dette forhold kan rettes op, hvorefter der vil blive taget stilling til virksomhedens fremtid. Alle de nævnte virksomheder bidrager med størstedelen af de såkaldte store, franske våbenprojekter spændende fra det atomdrevne hangarskib over Leclerckampvognen til Rafale-kampflyet.
 
Konklusion
Det er på mange måder afgørende brud med de Gaulle tidens tankegang, som den nye forsvarsreform lægger op til. Men den sikkerhedspolitiske situation har unægtelig ændret sig dramatisk, og ud fra denne forudsætning er ændringen i de Gaulles ånd. Det er store opgaver, der venter det franske forsvar i den kommende tid. I maj-udgaven af det franske forsvars modstykke til “Værnsorientering” - “Armées Aujourdliui” - udtaler forsvarschefen, flyvergeneral Jean-Philippe Douin: “Hvilken anden administration ville være i stand til at miste nær ved 25% af sin personelstyrke, 10% af sine økonomiske ressourcer, at lukke en tredjedel af sine etablissementer og foretage en dybtgående reorganisering af omkring halvdelen af de tiloversblevne, idet der samtidig flyttes tusindvis af ansatte, alt sammen over en seksårs periode?” Spørgsmålet forbliver naturligvis ubesvaret, men processen lettes af en betydelig klarhed og logik i tanken og den dokumentation, der foreligger omkring projektet, og som i øvrigt erfaringsmæssigt er et kendetegn for fransk stabsarbejde.
 
Selv om der er tale om en nedskæring, vil atomslagstyrken og en fredstidsstyrke på 434.000 mand fortsat sikre Frankrig en førerplads på den europæiske forsvarsscene. Hvis landet ikke økonomisk kan måle sig med Tyskland, er der til gengæld en fransk ambition om at være toneangivende på det sikkerhedspolitiske område. Den prestige - “gloire” - som en sådan rolle giver, vil passe den franske nation godt, men ønsket om et stærkt forsvar er primært udsprunget af bitre, historiske erfaringer. Frankrig går således ikke på kompromis med den nationale sikkerhed, som først og fremmest er nøje knyttet sammen med Europas sikkerhed. Det er et godt udtryk for fransk realpolitik, at forsvaret som en grundlæggende forudsætning for al anden national og europæisk aktivitet fortsat er veldefineret. Hvis der er tvivl om så meget andet inden for den europæiske konstruktion, så er Frankrigs holdning på dette område i hvert fald afklaret. Og en labil sikkerhedspolitisk udvikling må forventes fortsat at give de franske holdninger “medvind”, således som tilfældet har været efter Sovjetimperiets sammenbrud.
 
 
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_125_aargang_sep.pdf
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.