Fra Vladivostok til Wien

En oversigt over SALT- og MBFR-forhandlingerne
 
Af redaktør Niels Jørgen Haagerup
 
Forhandlinger om nedrustning, om rustningskontrol og om gensidige styrke-reduktioner foregår flere steder i verden på samme tid og er her i begyndelsen af 1975 mere omfattende end på noget andet tidspunkt siden anden verdenskrig. Det skal straks siges, at resultaterne ikke - i hvert fald ikke endnu - på nogen måde svarer til omfanget af de bestræbelser, der udfoldes for at bremse og begrænse oprustningen i verden. Det skal også medgives, at meget af det, der går under betegnelsen forhandlinger, ikke har meget med forhandlinger at gøre.
 
FN beskæftiger sig på sin årlige generalforsamling altid meget med nedrustningsproblemer, og sådan var det også på den nylige 29. generalforsamling, der sluttede lige før jul. Men de resolutioner, der atter i år blev vedtaget om nedrustning og rustningskontrol og dennegang tillige om atomfri zoner, bringer ikke sagen meget videre. Vedtagelsen af planen om at indkalde en stor verdensomfattende nedrustningskonference, som russerne har virket for i årevis og fået tilslutning til fra flertallet af FNs medlemslande - herunder også Danmark - markerer måske nok en sejr for den del af nedrustningsforhandlingerne, der er en form for propagandakrigsførelse. Men nedrustning bliver der ikke mere ud af af den grund.
 
Dér, hvor der føres seriøse og meningsfulde forhandlinger er: 1) Genevekonferencen om nedrustning (C.C.D. = Conference of the Committee on Disarmament) med deltagelse af ialt 25 lande og med USA og Sovjetunionen som sideordnede formænd. Det er endvidere 2) de amerikansk-sovjetiske forhandlinger om en begrænsning af det strategiske rustningskapløb, kaldet SALT efter den amerikanske forkortelse Strategic Arms Limitation Talks. De har de sidste år også fundet sted i Geneve. Endelig er der 3) de øst-vestlige forhandlinger om gensidige og (som Vesten kalder dem) balancerede styrke-reduktions-forhandlinger mellem de syv Wars- zawapagtlande og 12 NATO-lande (MBFR = Mutual and Balanced Force Reductions). De finder sted i Wien, og de startede i oktober 1973 efter en forudgående indledende fase af et halvt års varighed på skift i Helsingfors og Wien.
 
Endelig er der 4) et vigtigt men ikke særlig stort hjørne af de 35 landes europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference i Geneve, der beskæftiger sig med militære sikkerhedsproblemer. Det er drøftelserne om, hvad der officielt betegnes som tillidsskabende foranstaltninger (på engelsk confidence-building measures eller CBMs). De drejer sig hovedsagelig om gensidig forhånds-orientering om afholdelse af manøvrer og større troppebevægelser og om udveksling af observatører.1) Det er altså ikke forhandlinger, det skorter på. De, der i årevis har krævet nedrustnings-forhandlinger, har fået deres ønske opfyldt. At der nu ved siden af alle disse forhandlinger skal indkaldes en stor verdenskonference om nedrustning er næsten at føje spot til skade, for det er ikke smukke ord og hensigtserklæringer, der mangler, tværtimod. De bredere nedrustningsforhandlinger i Geneve (CCD), der er gået ind i deres 11. år, beskæftiger sig helt overvejende med mulighederne for et forbud mod alle former for kemisk krigsførelse og et totalt atomprøve-stop, det vil sige en udvidelse af 1963-aftalen i Moskva om et forbud mod atomsprængninger til også at omfatte underjordiske atomsprængninger. Disse forhandlinger, hvori de neutrale lande til forskel fra de andre forhandlinger spiller en vis og i perioder endog en ret aktiv rolle, lades ude af de følgende betragtninger.
 
USAs og Sovjets raketarsenaler
I 1972 blev der indgået en SALT-aftale, kaldet SALT I. Den bestod af to dele. Den første og vigtigste del var en aftale af ubegrænset varighed om en meget kraftig begrænsning af USAs og Sovjetunionens raketforsvar. Aftalen gik ud på at begrænse de to supermagters raketforsvarsanlæg til kun to på hver side med højst 100 forsvarsraketter beregnet til nedskydning af angribende (offensive) raketter i hvert anlæg. I 1974 er USA og Sovjetunionen yderligere enedes om at holde sig til kun ét anlæg hver, idet russeme beholder det raketforsvarsanlæg, de allerede har rundt om Moskva, mens amerikanerne vil færdigkonstruere et raketforsvarsanlæg i Grand Forks i North Dakota til beskyttelse af et af deres anlæg af offensive raketter (af typen Minut eman). Den anden del af SALT I-aftalen var en femårig begrænsning af de offensive raketter. Men begrænsningen bestod i, at parterne enedes om at lægge et så højt loft over deres strategiske offensive raketter, at det lå et godt stykke over, hvad de i forvejen besad. 1972-aftalen - som gælder til 1977 - gav Sovjetunionen ret til at besidde og deployere 2.358 offensive raketter (launchers) mod USAs 1.710. De sovjetiske raketter ville fordele sig med 1.575 landbaserede interkontinen- tale raketter (ICBMs) og 720 ubådsbaserede (SLBMs). For USA er de tilsvarende tal henholdsvis 1.054 landbaserede offensive interkontinentale raketter (hvoraf 1000 af Minuteman typen og 54 af den ældre kraftigere Titan type) plus 656 ubådsbaserede Polaris- og Poseidon-raketter.
 
Denne numeriske forskel, som siden affødte kraftig kritik fra dele af kongressen, motiveredes fra officiel amerikansk side med USAs forspring i våbenteknologi herunder især det væsentligt større antal amerikanske atomladninger i de flerhovede raketter (MIRVs = Multiple Independently Targetable Reentry Vehichles) og det større antal amerikanske langtrækkende bombefly, som var holdt udenfor den midlertidige aftale i SALT I. Pr. december 1974 var 470 Minuteman III blevet MIRVet, d.v.s. udstyret med to eller tre ladninger hver, og ifølge de officielle planer skal yderligere 80 Minuteman III være MIRVet omkring midten af 1975. Af de ubådsbaserede raketter er de 352 på tilsammen 22 ubåde blevet MIRVet (med indtil ti ladninger i hver raket). Ialt skal 496 ubådsbaserede Polaris- og Poseidon-raketter MIRVes. Endelig vil der i USAs raketarsenal ifølge planerne fra sidst i 1970- eme og begyndelsen af 1980’erne indgå 10 Trident ubåde med 24 raketter på hver eller tilsammen 240, der alle bliver MIRVet. Det giver USA i begyndelsen af 1980’eme ialt 1286 MIRVede raketter.2) 
 
For Sovjetunionen spillede det også ind, at de amerikanske atomvåben i Vesteuropa, de såkaldte fremskudte baser (FBS, Forward-Based Systems) blev holdt udenfor. Russerne talte også de britiske og franske kernevåben sammen med de amerikanske, hvorved det numeriske styrkeforhold blev mere lige. Imidlertid er det sovjetiske raketarsenal dels mere varieret end USAs og dels omfatter det større rakettyper end nogen af de amerikanske. De kraftigste har en langt større nyttelast (throw-weight)3) og målt i megatonnage d.v.s. samlet sprængvirkning er der en udtalt sovjetisk føring. Ifølge officielle amerikanske kilder indgår der således i det sovjetiske raketarsenal såkaldte Moderne store ballistiske raketter (MBLMs), der er nærmere defineret i en gensidigt accepteret forståelse om den midlertidige aftale i SALT I. Sovjetunionens SS-9 raketter tilhører denne kategori, og det samme vil gælde SS-18 raketterne, som er under udvikling, men endnu ikke deployeret. Ifølge aftaler i henhold til SALT I kan russerne kun have ca. 300 af denne rakettype. Det er fra amerikansk side oplyst, at denne forståelse også vil indgå i SALT II fra 1977, men der foreligger ikke nærmere enkeltheder. Det skal for en ordens skyld anføres, at de såkaldte MLBMs i den officielle amerikanske SALT-terminologi regnes for en særlig klasse af ICBMs (interkontinentale ballistiske raketter). Det samme gælder de amerikanske Titan II og de sovjetiske SS17 og SS-8, som kaldes ældre tunge balistiske raketaffyringsramper (Older Heavy Ballistic Missile Launchers)4).
 
SALT-aftalen i Vladivostok
Siden 1972-aftalen om SALT I har amerikanere og russere ført forhandlinger, altid bag tæt lukkede døre, om en ny aftale (SALT II), der skulle betyde en varig begrænsning af de to supermagters offensive raketter. I sommeren 1974 enedes præsident Nixon og generalsekretær Bresjnev i Moskva om, at målet i første omgang skulle være en ti-årig aftale frem til 1985, men dens indhold kunne de ikke enes om. Først i Vladivostok i slutningen af november sidste år nåede præsident Ford og generalsekretær Bresjnev på deres første møde frem til hovedpunkterne i en SALT Il-aftale. Aftalens enkeltheder skal nu nærmere diskuteres af de to landes SALT-delegationer i de kommende uger og måneder i Geneve, og planen er, at aftalen skal gøres klar til underskrift, når Bresjnev til juni som aftalt kommer til Washington som præsident Fords gæst.
 
Hvad der foreligger oplyst om SALT II på grundlag af Vladivostok- aftalen går i korthed ud på følgende: De to supermagter lægger et loft over deres offensive raketter og andre strategiske fremføringsmidler, det vil sige langtrækkende bombefly. Omsat i tal betyder det, at de to lande hver må have ialt 2400 strategiske fremføringsmidler i en hvilken som helst blanding (mix) af fly og raketter de måtte ønske. Aftalen fastsætter, at af disse 2400 fly og raketter på hver side må indtil 1320 raketter udrustes med flere atomladninger (MIRVes). Med hvor mange atomladninger og hvor store siges der øjensynlig ikke noget om i Vladivostok- aftalen. Det fremgår endvidere af den del af aftalen, der er opnået enighed om, at dennegang skal også langtrækkende bombefly regnes med. Dem har russerne mellem 140 og 150 af, mens USA har ca. 500.5) Derimod skal de taktiske amerikanske fly og raketter, som indgår i NATO-forsvaret af Vesteuropa (FBS), ikke indgå i regnskabet, og de engelske og franske kernevåben gør det heller ikke. Det samme gælder de ca. 600 sovjetiske mellemdistanceraketter, der for størstepartens vedkommende i en årrække har været stationeret i den vestlige del af Sovjetunionen og er rettet mod mål i Vesteuropa.6)
 
I forhold til den fem-årige SALT I-aftale for de offensive raketter betyder SALT Il-aftalen således en rent numerisk jævnbyrdighed mellem de to parter, idet der fastlægges et fælles loft på tilsammen 2400 på hver side. At de amerikanske atomvåben i Europa ikke medregnes, er formentlig den vigtigste sovjetiske indrømmelse. Til gengæld må det forudses, at man fra østlig side vil insistere på at få en begrænsning af atomvåbnene i Europa med allerede i en første aftale om gensidige styrke-reduktioner i Europa. Mere herom senere. Aftalen er af udenrigsminister Henry Kissinger betegnet som et gennembrud for SALT, og præsident Fords pressesekretær sagde begejstret, at hvad der ikke var lykkedes Nixon på tre år, lykkedes for Ford i løbet af et par dage.
 
Vurderet mere nøgternt kan der nok sættes et spørgsmålstegn ved betegnelsen »gennembrud«. Kissinger, hvis indsats og fortjenester ikke kan rokkes, har en tendens til som Henry Brandon skrev i The Sunday Times (22.12.) at oversælge sine egne bedrifter. Sandheden ligger snarere nær den sovjetiske vurdering, som blev udtrykt i regeringskredse, at et højt loft over de strategiske rustninger er bedre end intet loft.7) I øvrigt er aftalen uden at dens enkeltheder er nævnt for de sovjetiske læsere og lyttere blevet enstemmigt rost i den sovjetiske presse som en meget vigtig begivenhed til gavn for freden og sikkerheden. Afvigende opfattelser ville ganske vist også være en sensation. Men måden, Vladivostok-aftalen er behandlet på, afspejler den vægt, som den tillægges af den sovjetiske ledelse. Der har dog måske været en antydning i det militære organ Den røde Stjerne af visse betænkeligheder blandt de militære sovjetiske leder af den omstændighed, at de amerikanske atomvåben i Europa blev holdt uden for aftalen.8) Kissinger har ligefrem sagt, at aftalen indebærer en væsentlig reduktion af de sovjetiske strategiske våben. Det er igen at tage munden vel fuld. Men ser man på de 2.358 raketter, russerne kunne konstruere i henhold til den 5-årige aftale SALT I og lægger deres 140-150 langtrækkende bombefly til, som var holdt udenfor SALT I, kommer man ganske rigtigt til et tal lidt højere end de tilladte 2400 under SALT II.
 
Kritikhen. af det høje raketloft
I Amerika har modtagelsen af aftalen været blandet. Kritikken er især gået på det meget høje loft, der lægges, og som ikke indebærer en reduktion af eksisterende strategiske våben, og som efter alt at dømme vil medføre en fortsat oprustning og et fortsat kapløb om at konstruere stadig mere moderne, langtrækkende præcise rabetvåben med stadig flere ladninger indenfor de tilladte rammer, der er videre end selv de nuværende strategiske våbenarsenalers anselige omfang. Senator Henry Jackson, en mulig demokratisk præsidentkandidat næste år, der heftigt har kritiseret SALT I for at give Sovjetunionen en numerisk overvægt, har i denne omgang gjort fælles sag med de mere markante nedrustningstilhængere, der især finder tallet af tilladte flerhovede raketter alt for højt.
 
Russerne er endnu ikke begyndt at udruste deres raketter med flere ladninger. Men de vides at besidde sådanne rakettyper, der er prøveaffyret, og de kan ventes indført i løbet af de kommende år. Som omtalt er det amerikanernes plan at udruste 1286 af deres inter- kontinentale raketter med flerhovede ladninger. Det ligger så tæt op ad de tilladte 1320, at det ikke kan være en tilfældighed.9) Det ser derfor ud til, at forsvarsledelsen i henholdv is USA og formentlig i Sovjetunionen i alt væsentligt har fået tilgodeset deres ønsker om en tilstrækkelig omfattende strategisk raket- og flystyrke for den næste halve snes år. Den amerikanske forsvarsminister James Schlesinger har da også udtalt sig anerkendende om den del af SALT II, som fremgår af Yladi- vostok-aftalen og kaldt den et væsentligt fremskridt, selvom han siger, at aftalen ikke indfrier alle ønsker, man kunne have til den.10) Men han lader ingen tvivl være tilbage om, at der ikke skal ventes nogen nedsættelse af udgifterne til de strategiske våben i de kommende 10 år. Fra amerikansk side vil det ikke blive tilladt, at Sovjetunionen i denne periode får en klar føring i det strategiske rustningskapløb, hvis rent kvalitative karakter kun berøres i ringe grad af SALT II. De forbehold, der var fra amerikansk side overfor eksempelvis mobile landbaserede offensive raketsystemer er øjensynlig fjernet. Også luftbårne offensive raketsystemer vil være tilladt under SALT II. Det kan vise sig betydningsfuldt, for henimod den aftalt tiårsperiodes afslutning vil de to supermagter antagelig råde over adskillige tusinde individuelt styrbare atomladninger hver (MIRVs) med det resultat, at de vil udgøre en trussel mod den anden parts landbaserede raketstyrke. Uanset at den vil være nedgravet i store siloer vil den blive så sårbar, at den muligvis vil blive gradvis taget ud af tjeneste i løbet af 1980’eme til fordel for de ubådsbaserede samt de luftbårne og de mobile landbaserede systemer, som dog foreløbig, såvidt vides, endnu ikke er operative. De luftbårne raketter er dog prøveaffyret.
 
Der er næppe tvivl om, at bestræbelserne i hvert fald fra amerikansk side efter SALT II aftalens forventede undertegnelse i år vil gå ud på i den kommende tid at få loftet på de 2400 fremføringsmidler bragt ned. Det er også hovedindholdet i et resolutionsforslag, som er foreslået af en gruppe amerikanske senatorer indbefattet Edward Kennedy til generel støtte for Vladivostok-aftalen.11)
 
Efter SALT II-aftalens undertegnelse
En kritik af, at USA øjensynlig havde opgivet at bringe antallet af MIRVs ned på et lavere tal for begge parter, var indeholdt i en ledende artikel i New York Times den 18. december, hvori det hed: Vladivostok- aftalen ville tillade Sovjetunionen fra 1975 at erstatte 1320 af sine 1410 silobaserede ICBMs tilladt under SALT I med nye, større mere præcise og MIRVede raketter. Før 1985 kunne de nuværende 1410 sovjetiske atom- ladninger gå op til 6.700. Med deres store størrelse er det mere end tre gange det antal, som er nødvendig for et »high confidence« angreb mod USAs 1054 ICBMs.
 
USA kan på sin side - fortsatte New York Times - i henhold til Vladivostok-aftalen erstatte alle sine første generations Minuteman II og Poseidon MIRV raketter med større og mere præcise Minuteman IV og Trident I raketter. USA planlægger derudover at føje 288 større Trident II raketter placeret på 12 enorme Trident ubåde til en pris af næsten 7,5 milliarder dollars hver.12) Med dette program, som ville erstatte de 5000 eksisterende små MIRV atomladninger (for små til et effektivt angreb mod de sovjetiske raketsiloer) med skønsmæssigt 11.000 større atomladninger og forsvarsledelsen skal følgelig have tillid til, at de kan komme før russerne til at opnå en first strike capability med to eller tre år ... To uger tidligere havde samme avis skrevet, at Vladivostok-aftalen mere og mere ser ud til at være en aftale mellem militæret på begge sider om at tillade den militære opbygning som de ønsker. Det er ikke i detaljer oplyst, hvordan det skal kunne kontrolleres hvor mange raketter, der rent faktisk vil blive MIRVet. En amerikansk talsmand har imidlertid erklæret, at Kissinger vil kræve af russerne, at alle de sovjetiske siloer, som ændres til at rumme en raket, der er blevet MIRV-afprøvet, automatisk vil blive talt mellem de tilladte 1320. På samme måde vil enhver fremtidig ubådsbaseret MIRVet raket, som er opdaget af det amerikanske satellit rekognoscerings-system under en prøveaffyring blive anset for at være en MIRV-raket i det sovjetiske arsenal. Under denne formel ville inspektion på stedet (som russerne altid har afvist) være unødvendig. Men hvis Sovjetunionen nægtede at acceptere princippet om én gang MIRVet altid MIRVet, vil hele aftalen være uacceptabel, tilføjede talsmanden.
 
Det er derudover oplyst, at amerikanske udenrigsministerielle specialister mener, at det samme princip ikke behøver at blive anvendt overfor USA, fordi den amerikanske våben-deployering rent faktisk er kendt til enhver abonnent på sådanne tekniske magasiner som Aviation Week. Henry Kissinger skal således have været noget forvirret over generalsekretær Bresjnevs detaljerede tekniske viden - demonstreret under Vladivostok- mødet - om amerikanske våben-systemer, som først vil blive deployeret i 1980.13)
 
MBFR: God atmosfære, ingen fremskridt
Vender vi os til sidst til de øst-vestlige forhandlinger om styrkereduktioner i Centraleuropa i Wien, hvor USA og Sovjetunionen spiller de vigtigste men altså ikke de eneste roller, er der ikke på tilsvarende måde gjort egentlige fremskridt. Ved forhandlingernes afslutning før juleferien sagde den vestlige talsmand, at man havde haft en aktiv forhandlingsfase med flere forslag fra hver side, men uden virkelige fremskridt. Forhandlingerne i Wien er på flere måder en lokal europæisk parallel til SALT, selv om der foreløbig kun er tale om forsøg på at gennemføre styrkereduktioner i de to Tysklande, Polen og Czekoslovakiet samt de tre Benelux-lande. Danmark er ikke med i det forudsete reduktionsområde men Danmark deltager i forhandlingerne og ligesom Norge, Tyrkiet, Grækenland og Italien med taleret og ret til at fordele papirer, men uden ret til at introducere nye emner. De direkte berørte parter er på vestlig side foruden landene i reduktionsområdet tillige USA, Storbritannien og Canada, der har styrker i reduktionsområdet.
 
Ligesom i SALT søger man fra vestlige side at nå frem til en numerisk jævnbyrdighed. Men det er foreløbig totalt afvist af Warszawapagt- landene. Af de vestlige tal på styrkerne på begge sider, der er fremlagt i Wien, fremgår det, at Warszawapagt-landene i Centraleuropa har ca. 150.000 soldater og 9.500 kampvogne mere end NATO, det vil sige mere end dobbelt så mange kampevogne.14) NATO-landenes plan forudsætter nedskæringer i to faser, der skal bringe styrkerne på hver side ned på maksimalt 700.000. Det tal skulle altså gælde som loft for styrke-niveauet i Centraleuropa. Man henviser til, at den største uligevægt netop findes for landstyrkernes vedkommende, og derfor bør man i første omgang koncentrere sig om reduktioner, der kan tilvejebringe en større ligevægt her.
 
Her overfor står det østlige forslag om en 15 pct.s nedskæring fordelt over tre år med en indledende nedskæring på 40.000 mand på hver side. 15 pct.s nedskæringen skulle omfatte både landstyrker og fly-styrker samt kernevåben i Centraleuropa og omfatte alle 11 direkte berørte lande. En hovedvanskelighed ligger i det forhold, at på trods af den uformelle form, forhandlingerne i Wien ofte har og det stort set udmærkede for- handlingsklima, har man ikke kunnet få selv et uofficielt sovjetiske materiale om egne endsige andres styrker og ingen definitiv reaktion på det vestlige materiale. De vestlige styrke-tal anfægtes ikke direkte, men de godkendes heller ikke. Her spiller den bekendte sovjetiske hemmelighedsfuldhed unægtelig ind, og man mindes historien fra forhandlingerne forud for den første SALT-aftale. Amerikanerne havde på et møde fremlagt et talmateriale om antallet af raketter på hver side, og efter mødet trak en af de sovjetiske militære forhandlere sin amerikanske modpart til side og sagde til ham: Jeg kommer til at bede Dem om ikke at bringe disse tal frem her, for de er så hemmelige, at flere medlemer af vor delegation slet ikke har adgang til dem.
 
For at imødekomme østlandene har man fra NATO-landenes side før julepausen tilbudt en fastfrysning af det eksisterende styrkeniveau for luftstyrkeme, der er omtrent jævnbyrdige men med en lille østlig overvægt. Det har man ikke anerkendt fra østlig side. Herfra har man til gengæld tilbudt at komme Vesten imøde ved at gå ind for en indledende amerikansk og sovjetisk reduktion af styrkerne i Centraleuropa som foreslået i 1. fase af den vestlige plan, men med udtrykkelig forpligtelse for de 9 andre direkte berørte lande til at følge efter med aftalte reduktioner. Men det er afvist fra vestlige side under henvisning til, at det ikke imødekommer det vestlige princip om at nærme sig styrkemæssig jævnbyrdighed i Centraleuropa. Det er en udbredt opfattelse, at man fra østlig side først er indstillet på større bevægelighed efter den forventede afslutning til sommer af den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference i Geneve.
 
Flanke-landene og MBFR
Når man har haft mulighed for at iagttage - omend på afstand - de øst-vestlige styrkereduktionsforhandlinger, må man komme til den slutning, at de på længere sigt kan blive af betydelig rækkevidde. Deres forløb og konkrete resultater vil givetvis afhænge af det storpolitiske klima og måske i endnu højere grad end tilfældet er for SALT, der er fortsat tilsyneladende mindre påvirket af svingninger i det amerikansk-sovjetiske forhold f. eks. under Mellemø stkrigen i 1973. Men kommer det ikke til en afgørende vending i de øst-vestlige forhold i de kommende år, kan Wien- drøftelserne få en betydning, der uanset udsigten til foreløbig nok så beskedne resultater kan blive en vigtig faktor i alle de deltagende landes sikkerhedspolitik.
 
Så vidt er man ikke i dag, og måske når man aldrig så vidt. Men der er i det små ved at blive skabt en vis organisk forbindelse mellem de to modstående europæiske alliancesystemer, som efter et kvart århundredes forløb ser ganske lovende og i hvert fald meget spændende ud. Nytten af en sådan forbindelse vil blandt andet afhænge af, at den vestlige alliances solidaritet ikke anspændes til bristepunktet under disse forhandlinger. Det er der indtil nu ikke tegn på. Tværtimod har de meget grundige interne NATO-forberedelser blandt de 12 deltagende NATO- lande (+ Portugal i en særlig observatørrolle) efter alle udsagn at dømme virket fremmende for alliance-solidariteten. Den amerikanske dominans er umiskendelig. USA har alene 40-50 mand til MBFR-forhandlingerne. Men der er ikke tegn på, at MBFR-forhandlingerne rent faktisk afgøres eller vil blive afgjort bag ryggen af alle de andre deltagende lande af USA og Sovjetunionen i dølgsmål, selv om andre forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen f.eks. i SALT meget vel kan blive afgørende for det faktiske forløb og de konkrete resultater - hvis og når de måtte komme - af MBFR-forhandlingerne. Endnu et forhold kan komme til at spille ind med særlig interesse for Danmark såvel som de andre vestlige flanke-lande uden for det forudsete reduktionsområde. Disse lande har fra starten været særlig agtpågivende over for risikoen for, at nedskæringer i Centraleuropa kunne føre til en forstærkning af Warszawa-pagtens styrker på flankerne. Men der er måske en anden og mere nærliggende risiko. Den består i, at styrkeniveauet i Centraleuropa fastfryses indtil videre, mens eventuelle nedskæringer på den vestlige side vil finde sted på flankerne netop af hensyn til MBFR- forhandlingerne.
 
De nyligt annoncerede britiske forsvarsnedskæringer rammer øjensynlig i en vis udstrækning den britiske evne til at komme de to NATO-flanker til undsætning, men ikke de britiske styrker i Tyskland, der berøres af eventuelle MBFR-aftaler.15) Det behøver ikke at være og er formentlig heller ikke en følge af MBFR-drøftelserne. Men det har tiltrukket sig liden eller ingen opmærksomhed i den offentlige debat omkring MBFR, at netop flanke-landene kan blive berørt af forsvarsmæssige (økonomisk motiverede) nedskæringer, mens styrkerne i Centraleuropa ikke bliver berørt af sådanne nedskæringer, fordi de derved kunne skabe vanskeligheder for forhandlingspositionen i Wien.
 
Indtil dato har MBFR-forhandlingerne set fra et NATO-synspunkt utvivlsomt rent faktisk medvirket til at afværge ensidige styrke-reduktioner - herunder af de amerikanske styrker i Vesteuropa - som ellers havde været tænkelige. Dermed har de også medvirket til en stabilisering af den styrkemæssige balance i Europa, og der er en uafviselig logik i den vestlige forhandlingsposition, som søger at nå frem til en større styrke- mæssig jævnbyrdighed i Centraleuropa netop for hærstyrker og kampvogne, hvor uligheden er størst. Men om en første aftale i Wien, der måske vil kunne afsluttes allerede i 1975 eller 1976, i tilfredsstillende grad vil afspejle denne vestlige holdning, må endnu betragtes som uvist.
 
 
 
Noter:
1. Da sikkerheds- og samarbejdskonferencen tog på juleferie den 20. december, var afstanden stadig meget stor mellem Sovjetunionens og de vestlige landes syn på CBMs. De vestlige forslag om, hvilke områder der skal omfattes af forhånds-med- delelser om større troppebevægelser og manøvrer, og om hvor længe forud de skal gives, afviger stærkt fra de sovjetiske, der er meget restriktive.
2. Briefing i Washington den 2.12.1974 givet af Assistant Secretary of Defense for Public Affairs William Beecher, gengivet in extenso i USIS News File no. 229 af 3.12.1974.
3. Begrebet throw-weight defineres således i det af USAs officielle nedrustningsdepar- tement udsendte såkaldte SALT Lexicon (U.S.Arms Control and Disarmament Agency, Washington D.C. 20451, 1974): Ballistic missile throw-weight is the maximum useful weight, which has been flight tested on the boost stages of the missile. The useful weight includes weight of the recentry vehicles, penetration aids, dispensing and release mechanisms, reentry shrouds, covers, buses and propulsion devices with their propellants (but not the final boost stages), which are present at the end of the boost phase.
4. SALT Lexicon op.cit.
5. Langtrækkende eller tunge bombefly (heavy bombers) omfatter de amerikanske B-52 fly (og den planlagte B-l), men ikke B47 flyene, og de sovjettiske fly af typen Bison and Bear (vestlig betegnelse), men ikke andre typer. I Le Monde opgav Michel Tatu den 4.12.1974 antallet af tunge amerikanske bombefly til 437, men tallet ca. 500 stammer fra en officiel amerikansk talsmand efter Vladivostok- mødet. USA har derfor øjensynlig anvendt tallet ca. 500 under SALT-forhand* lingeme.
6. De 600 mellemdistanceraketter omfatter ifl. IISS Military Balance 1974-75 100 Inter- mediate-Range Ballistic Missiles (IRBMs) med en rækkevidde på 1500-3000 miles og 500 Medium-Range Ballistic Missiles (MRBMs) med en rækkevidde på 600- 1500 miles.
7. International Herald Tribune 7.12.1974 (korrespondance fra Washington Posts Moskva-korrespondent Peter Osnos: »Russia Trumpets Vladivostok Talks Results«).
8. International Herald Tribune 3.12.1974 (korrespondance fra New York Times’ Moskva-korrespondent Christopher S. Wren: »Soviet Army Paper Comment Hints Arms-Pact Opposition«) - samt Michel Tatu i Le Monde 4.12.1974.
9. Præsident Gerald Ford sagde til Newsweek (9.12.1974) i et interview bl.a.: What we really were trying to do was to achieve what both Henry and the Defense Department felt was vitally important, not only substantially, but perceptively, equivalence. So, you had to take the number of launchers, the number of MIRVs, and you had to make sure that we did get an equivalence, which meant basically that they had to come down from not their present status but their planned or programed status, and it had to fit into our plans and our programs. - As you know, I am sure, in SALT I there was some give and take. We accepted a lesser figure in launchers and took a bigger figure as far as MIRVing because we were ahead and they were behind. So, the conceptual breakthrough was really on the basis of equivalence and then, of course, what you included within the equivalence . • • They offered (the next day) a figure, which we felt was a reasonable area of - actually it was more or less the numbers we finally agreed on.
10. International Herald Tribune 7.12.1974.
11. Det særlige aide-memoire med aftalerne mellem Ford og Bresjnev blev først gjort færdig den 10. december af Henry Kissinger og den sovjetiske Washington- ambassadør Anatolj Dobrynin. Der blev i de 17 dage efter Vladivostok foretaget visse ændringer i teksten, som ifølge udtalelser af Kissinger til Newsweek skal gøre det muligt at sikre, at reduktioner i hver stats nucleare styrker kan gøres til genstand for forhandlinger før aftalen udløber i 1985. Det var der øjensynlig ikke taget højde for i den oprindelige tekst. (The International Herald Tribune 24.12.1974: artikel af Bernard Gwertzman for New York Times: »Kissinger Says US., Russia Amended Arms Pact Terms*«.
12. Disse tal i New York Times’ ledende artikel er større end brugt af Pentagons talsmand, jvfr. note 2.
13. Washington Star News, artikel af Oswald Johnston 4.12.1974, udsendt af New York Times News Service i Europa 5.12.1974.
14. Disse tal blev brugt i den briefing, der blev givet ved afbrydelsen af MBFR-for- handlingeme i Wien før julepausen den 12.12.1974 af NATO-landenes talsmand, den hollandske ambassadør W. de Vos van Steenwijk.
15. Jvfr. analysen i The Economist 7.^2.1974 under overskriften: »It hurts around the edges.«
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_104_aargang_feb.pdf

 

Litteraturliste

Del: