Fra vinduesdekoratør til viceadmiral: Volksmarines korte historie

Af kommandør Poul Grooss, Forsvarsakademiet Institut for Militærhistorie. 

 

I forbindelse med studiet af de mange arkiver fra det tidligere DDR, som nu er  blevet tilgængelige, er der udgivet en række bøger og artikler om den østtyske  stat, dens militære styrker og deres opgaver, dens forskellige  efterretningstjenester m.m.To af bøgerne er anmeldt i dette nummer af  tidsskriftet. Den østtyske flåde, kaldet Volksmarine, har haft varierede opgaver i  forbindelse med et Warszawapagtangreb rettet mod Danmark. I det følgende  bliver der kort redegjort for Volksmarine, som i 40 år opererede nær de danske kyster.     

Kildefortegnelse og forkortelsesliste findes bagest i artiklen.   

Oprettelsen af DDR
Da sovjetiske styrker erobrede Berlin i maj 1945, bragte det kamphandlingerne  i Europa til standsning. De fire besættelsesmagter i Tyskland fik hver ansvaret  for en sektor af det ødelagte land. Det tog nogle år at få genetableret de mest  grundlæggende samfundsfunktioner – og omkring 1949 kunne den tyske  befolkning atter administrere sig selv, men vestmagterne og Stalin var ikke helt  enige om, på hvilken måde dette skulle ske. Stalin havde ventet i nogen tid for  at se, hvilke muligheder der bød sig for en ny tysk statsdannelse. Da der ikke  var enighed, lod de tre vestmagter deres sektorer indgå i et nyt Vesttyskland,  medens den sovjetiske besættelseszone den 7. oktober 1949 blev til Den tyske  Demokratiske Republik (DDR). Et kommunistisk diktatur blev på det tidspunkt  betegnet som ”et folkedemokrati” af partifolk. Med lidt behændighed bag  kulisserne blev socialistiske partier og det kommunistiske parti slået sammen  til ”Sozialistiche Einheitspartei Deutschlands” (SED). Alle ledende funktioner  gik til kommunister. De socialdemokrater, som kunne bruges, fik sekundære  poster. Øvrige ledende socialdemokrater eller socialister, som kunne udgøre en  trussel, blev fængslet, sendt til Gulag‐lejrene i Sovjetunionen eller blev  likvideret. Tyskland lå i ruiner, og den sovjetiske besættelseszone var  formentlig hårdest ramt. Næsten alt hvad der kunne afmonteres, var blevet sendt fra zonen til den krigshærgede del af Sovjetunionen som en slags  kompensation for krigsskader.     

Flådens start
Opbygningen af DDRs flåde skete i bogstaveligste forstand helt fra bunden.  Stalin tillod ikke den nye nation at opbygge egentlige militære styrker før i  1952. Forløberen for den østtyske hær var det såkaldte kasernerede folkepoliti.  På havet etablerede man et søpoliti og en hydrografisk tjeneste, som skulle  tage sig af søafmærkning, fyr, bøjer etc.  I de 40 år, som DDR eksisterede, kan man faktisk inddele tiden fra 1949 til  1989 i 4 faser af 10 år. Den første fase var etableringen, hvor man startede helt  på bar bund. I 1960’erne etablerede man en række større byggeprogrammer,  men de var præget af dårlig kvalitet. I 1970’erne kom nye og større  byggeprogrammer til, og skibene og udrustningen blev bedre. I 1980’erne  kulminerede Den kolde Krig. Østtyskerne tabte i den teknologiske kamp i mod  NATO, og forsvarsudgifterne og landets uheldige økonomi bidrog til det  endelige sammenbrud i 1989. 

Udgangspunktet i 1949 var, at russerne var løbet med stort set alt af værdi,  og flådens forløbere startede ud med en række vrag fundet i de østtyske havne  eller på havets bund. Nogle af skibene var kommet til tysk havn som en følge af  begivenhederne i Danmark den 29. august 1943. Det var inspektions‐ og  skoleskibet HVIDBJØRNEN, værkstedsskibet HENRIK GERNER, minelæggeren  LOSSEN og endelig QUINTUS og SIXTUS, de tidligere MINEKRAN V og  MINEKRAN VI.   

I den spæde start i 1950 hed tjenesten Verwaltung Seepolizei. Fra russerne  modtog man 6 Räumboote, som stammede fra Kriegsmarine. (Det var den  type minestrygere, som vi i Danmark i efterkrigstiden kendte som Næs‐både).  Samme år blev Seehydrographische Dienst (Farvandsvæsenet) underlagt  tjenesten. Fra 1952 hed det nu Volkspolizei‐See, og man grundlagde en  officersskole i Parow i Stralsund ved den gamle luftmarinestation. Alene i løbet  af året 1952 steg medarbejderantallet i tjenesten fra 3.000 til 8.000 personer.  Det vigtigste skoleskib var det gamle danske inspektionsskib HVIDBJØRNEN,  som benævntes ERNST THÄLMANN, som var under kommando frem til 1963.  Efter en tid som kaserneskib blev det ophugget i 1968.1 

Mellem 1952 og 1958 byggede man relativt simple skibe til minestrygning  og patruljering. Der var tale om skibe af HABICHT, SCHWALBE og KRAKEklasserne, som var på et teknologisk stade fra 1930’erne. Det var de muligheder, man havde i starten. Østtyskerne havde selv ansvaret for at rydde  havne og skibsruter for miner og vrag fra Den anden Verdenskrig. Der var i  virkeligheden to opgaver. Først og fremmest skulle der åbnes op for  mulighederne for at drive søhandel, og dernæst skulle grænserne sikres.  Egentlige militære opgaver kunne man løse fra omkring 1955. I juni 1956  udførte man den første øvelse med Den sovjetiske Østersøflåde, og året efter  fulgte den første øvelse med deltagelse af sovjetiske, polske og østtyske  enheder. 

Den politiske ledelse besluttede den 18. januar 1956 at etablere et militært  forsvar med hær‐, flåde‐ og flystyrker. Det blev betegnet ”Nationale  Volksarmee” (NVA). I oktober 1960 besluttede det nationale forsvarsråd, at det  såkaldte søpoliti nu skulle kaldes for en marine. Den 3. november 1960, på 42.  årsdagen for matrosoprøret i Kiel i 1918, skiftede tjenesten navn til  Volksmarine. Den officielle forkortelse var NVA‐VM. Samtidig blev det  besluttet at give de større skibe egentlige skibsnavne. Ud over stednavne  opkaldte man skibe efter kendte revolutionære så som Marx og Engels, DDRs  fædre, matroser fra matrosoprøret i Kiel og kommunister, som havde kæmpet  imod fascismen. I 1960 var flådens personel vokset til 13.000 mand.   

Den øverste ledelse
Den øverste ledelse i Volksmarine var ikke tynget af faglig viden, og det var  heller ikke nødvendigt. Det væsentlige var, om partibogen og navnlig  loyaliteten over for partiet (SED) var i orden. Den første chef var Waldemar  Verner (f. 1914), som hurtigt opnåede rang af viceadmiral. Han var  gammelkommunist, leder af SED‐kredsen i Stralsund og oprindeligt uddannet  som vinduesdekoratør. Som kommissær udnævntes en kontreadmiral med  ansvaret for den politiske forvaltning i det, som udviklede sig til flåden. Da  Verner i 1959 blev chef for hele det østtyske forsvars politiske forvaltning, blev  Wilhelm (populært kaldet Willy) Ehm (f. 1918) udnævnt til kontreadmiral og  chef for Volksmarine. I 1964 udnævntes han til viceadmiral og i 1977 til admiral.  Året efter blev han Dr. Phil. ved DDRs militærhistoriske institut i Potsdam på en  kollektiv afhandling. Fra 1982 var han tillige medlem af centralkomiteen i SED.  Oprindeligt var han telegrafist i Kriegsmarine, og efter sovjetisk fangenskab  blev han kommunistisk kredsleder på Rügen, hvorfra han blev hentet til flåden,  hvor han blandt andet virkede som efterretningsofficer. Admiral Ehm sad på  chefposten fra den 1. august 1959 til den 30. oktober 1987, kun afbrudt af en  periode fra 1961 – 1963, hvor han var på kursus i Leningrad, medens hans  stabschef, kontreadmiral H. Neukirchen, fungerede. 

Partiets greb om organisationen var vigtigt. Det fik man et hurtigt bevis på  under arbejderopstanden den 17. juni 1953, hvor to af gasterne deltog i de spontane aktioner. En sovjetisk standret i Stralsund dømte de pågældende til  døden den 19. juni, og de blev omgående skudt.  Da Vesttyskland 10 år efter afslutningen på Den anden Verdenskrig blev  optaget i NATO, sørgede den sovjetiske ministerpræsident Khrustjev for seks  dage senere at oprette Warszawapagten (WP). Hans udenrigsminister,  Molotov, var dog imod oprettelsen af WP og især af DDRs optagelse i pagten. 

Set over en lang tidshorisont havde Sovjetunionen en varieret kurs over for  Vesttyskland, USA og NATO. Østtyskerne havde en mere konsekvent, hård og  uforsonlig holdning over for især Vesttyskland, og det bragte Østberlin på  kollisionskurs med Moskva i 1963/1964, 1966, 1971 og i slutningen af 1980’erne.  Samarbejdet i Warszawapagten (WP) medførte nogle frustrationer for  Volksmarine. Igennem årene blev det tydeligt for flådens ledelse, at forholdene  i NATO var langt bedre end i WP. Man kunne se, at vesttyske officerer kunne  opnå topposter i NATO. I WP havde sovjetiske officerer alle topposterne, og  den nationale stab ved den sovjetiske Østersøflåde overlod ikke noget til  medlemslandene. Da Volksmarine – i øvrigt støttet af den sovjetiske  Østersøflådes chef – søgte at etablere et østtysk marineinfanteri på linie med  det polske og sovjetiske, så blev Volksmarine tromlet ned af det østtyske  forsvarsministerium, som var meget ”Armé‐tungt” i sin orientering. WPsamarbejdet var også præget af østtyskernes forsøg på overivrighed, som stod  i nogen kontrast til det sovjetiske beslutningsmonopol. 

I den øverste militære ledelse i Sovjetunionen var der i slutningen af  1950’erne en skole med de gamle marskaler, som ville satse på en massehær.  En nyere skole ville introducere den moderne teknologi. Flådeadmiral af  Sovjetunionen, Sergei Georgevich Gorshkov, støttede den sidstnævnte, men  han ville gerne udvide den sovjetiske flådes opgaver, dels så man kunne  ”bekæmpe den amerikanske imperialisme på verdenshavene” dels støtte  hærens flanker med storstilede landgangsoperationer. Volksmarine var et  nyttigt instrument, og admiral Gorshkov var en hyppig gæst ved de mange  landgangsøvelser i Østersøen fra begyndelsen af 1960’erne og frem til  begyndelsen af 1980’erne. Gorshkov havde selv i krigens tid haft ansvaret for  alle de sovjetiske landgangsoperationer, som havde fundet sted i  Sortehavsområdet. Hans bøger samt artikelserien i flådens tidsskrift ”Morskoi  Sbornik” i 1960’erne og 1970’erne argumenterede kraftigt for offensive  landgangsoperationer, og heri lå formentlig også argumentationen for, at Den  sovjetiske Østersøflåde, den polske flåde og Volksmarine byggede så mange  landgangsskibe. Der var dog ikke tilstrækkeligt med landgangsskibe, og WPs  handelsflåder skulle også inddrages, specielt til det tunge materiel. 

DDR var et land, som takket være en voldsom retorik og en ideologisk  baseret trussel, nærmest betragtede sig på krigsfod. Den uforsonlige tone får man en fornemmelse af, når man ser på grundlaget for det politiske virke om  bord i flådens skibe. Det følgende citat stammer fra et tjenestereglement for  officerer i Volksmarine2:  ”Aufgabe der politischen Arbeit an Bord ist es…den  Klassefeind und seine reaktionäre, aggressive Politik zu entlarven, die  Besatzungsangehörigen zum Hass auf den Feind zu erziehen…den  Besatzungsangehörigen die Weltweite Offensive des Sozialismus und seinen  unaufhaltsamen Vormarsch… überzeugend darzustellen”.     

(”Formålet med det politiske arbejde om bord er at afsløre klassefjenden og hans  reaktionære, aggressive politik, opdrage besætningsmedlemmerne til at hade  fjenden…, på en overbevisende måde forkynde den verdensomspændende  socialismes fremmarch for besætningsmedlemmerne”).   

Den hårde retorik var som nævnt i høj grad ideologisk betinget, og den  virkede selvforstærkende. Efterretningsvurderinger skulle opfatte især  Vesttyskland og BALTAP som aggressorer, og derfor blev indholdet i  efterretningsrapporterne afpasset efter ideologien og ikke den sagligt  vurderede militære trussel. I DDR var det opfattelsen, at den politiske og  militære ledelse i Vesttyskland bestod af gamle nazister, som var revanchister.  DDR brugte megen tid og mange kræfter på at dæmonisere officerer i  forbundsforsvaret, som havde en fortid i Wehrmacht. Da man grundlagde  NVA, var det tanken helt at undgå ansættelse af officerer med krigserfaring fra  Det 3. Rige, men det kunne ikke undgås, og DDR og NVA slap da heller ikke for  skandaler omkring højtstående officerer, som havde tilknytning til  krigsforbrydelser under Den anden Verdenskrig. 

Ideologien gav en gang imellem nogle besynderlige udslag. Når enheder  fra den vesttyske flåde mødtes på havet med enheder fra Volksmarine, så skete  det jo ofte, at der blev råbt eller gestikuleret fra den vesttyske enhed, for  eksempel om afhopning eller nedsættende omtale af østtyske politikere eller  gerninger. Det var officiel østtysk opfattelse, at sådanne tilråb måtte være  godkendt af regeringen i Bonn som en vedtaget provokation! Tilsvarende  fremgår det af en af de østtyske kilder som en slags provokation, at den  vesttyske marine omkring 1982 hjalp den danske og norske flåde med en  modernisering af ubådsvåbnet. Det er ikke forkert, men det er heller ikke en  rigtig fremstilling af sagen.3   WP startede sin krigsplanlægning allerede i 1955: Hvis Vesten angreb, ville  man svare igen med et hurtigt modangreb, og inden for 72 timer regnede man med at bruge 70 pct. af de tildelte atomvåben. Der har efter murens fald været  en del diskussion i pressen om de forskellige WP‐landes storstilede brug af  atomare ladninger. Oplysningerne stammer fra rapporter og kort fra alle de  forskellige WP‐lande, undtaget Sovjetunionen. Der var dog ingen af de andre  tidligere WP‐lande, som havde haft rådighed over masseødelæggelsesvåben.  Dem forbeholdt Sovjetunionen sig selv, og der er ikke offentliggjort et eneste  dokument, som fortæller noget om Sovjetunionens policy omkring ”release” af  atomvåben i krigstid. Oplysningerne om atomvåben bør derfor læses som en  mulighed, som Sovjetunionen havde. Østtyskerne havde absolut ingen  indflydelse herpå – uanset hvor store tab de eventuelt måtte have udsigt til i en  væbnet konflikt. 

Angrebsplanerne mod NATO varierede en del mellem 1955 og 1989. I de  indledende planer havde østtyske styrker opgaver ved erobringen af Kielerkanalen og fortsatte operationer mod Jylland. I de senere år figurerede WPlandgange i Køge Bugt (Den sovjetiske Østersøflåde), Fakse Bugt (den polske  flåde) og Lolland og Falster (Volksmarine). Bornholm skulle angribes ved en  særskilt operation, hvor man i de første år også regnede med at bruge  atomvåben, hvilket nok må vurderes som noget af et ”over‐kill”. Indsættelse af  flådens frømænd blev tillagt stor vægt i disse operationer, og har blandt andet  fået admiral Gorshkovs store bevågenhed.

I WP blev der lagt megen vægt på samvirke mellem de tre socialistiske  flåder i Østersøen, som omtaltes som våbenbrødre. En af de største øvelser  hed netop ”Waffenbrüderschaft”. De tre flåder blev betegnet som ”de forenede  flåder” i Østersøen. Landgangsoperationer var blandt de vigtigste øvelser, og  der blev afholdt en række storstilede WP‐landgangsøvelser fra 1963 og frem til  1982. Nogle øvelser blev afviklet i den østlige Østersø i nærheden af de  sovjetiske øvelsesområder nær Brüster Ort nord for Baltijsk. Efterhånden  rykkede de nærmere via den polske kyst til Rügen og Usedom sydvest for  Bornholm. Disse landgangsstrande minder meget om de østvendte kyster  mellem Køge og Gedser. Øvelserne bar præg af at være mere demonstrationer  for den politiske og militære ledelse end egentlige taktiske øvelser.   

Volksmarines organisation og arbejdsforhold
Flådens hovedkvarter lå i Rostock‐Gehlsdorf. Kampskibene var inddelt i 3  flotiller: 1. Flotille i Peenmünde omfattede primært landgangsskibene, 4.  Flotille i Rostock‐Warnemünde omfattede fregatter og korvetter (Küstenschutzschiffe) samt minestrygere og patruljeenheder. Missil‐ og torpedobåde indgik i 6. Flotille, som først var baseret i Sassnitz, men som senere flyttede til  en ny base i Dranske på halvøen Bug på Rügens nordvestpynt. Under  hovedkvarteret hørte endvidere frømandskorpset i Kühlungsborn,  flådehelikopterne i Parow, SHD, søofficersskolen i Stralsund,  stabsmusikkorpset og andre skoler og institutioner. En del af de videregående  uddannelser, herunder tekniske uddannelser, fandt sted i Sovjetunionen. Som  nævnt i det følgende indgik den søværts grænsebevogtning også som en  flotille under hovedkvarteret.   

Et af Volksmarines karakteristika var, at enhederne lå på et meget højt  varsel. Alle skibe skulle kunne forlade deres baser med fuld udrustning på 1  time. Det betød, at 85 pct. af besætningen altid skulle være om bord. Det høje  beredskab kunne ikke berettiges på grund af en nøje trusselsvurdering. Det  skyldes formentlig den tidligere nævnte ideologisk betingede  trusselsopfattelse. 

Flådens personel var ikke særligt professionelt. Man manglede brændstof  til skibene og dermed sejltid til besætningerne. Det bekymrede flådechefen.  Desuden var materiellet ikke særlig godt eller pålideligt, vedligeholdelsen var  ringe, og skibenes ”levetid” var ca. halvdelen af, hvad vi kender til i Vesten. Der  forekom en del ulykker. Den 31. august 1968 kolliderede en torpedobåd af P‐6klassen, skrognummer 844 WILLI BÄNSCH, i tåget vejr med den svenske færge  DROTTNINGEN. Torpedobåden sank på få minutter, og syv  besætningsmedlemmer omkom.   

Grænsebevogtningen langs kysten
Grænsebevogtningen blev etableret i 1950. Fra 1957 blev bevogtningen af  søgrænsen organiseret i Grenzbrigade Küste (GBK). Under Berlinkrisen i august  1961 blev GBK midlertidigt underlagt Volksmarine, og den 3. november samme  år blev underlæggelsen gjort permanent. Opførelsen af Berlinmuren blev  påbegyndt den 13. august 1961. Kun 11 dage senere, medens  propagandamaskineriet kørte for fuldt tryk om, at DDR måtte sikre sine  grænser, stak en af GBKs enheder af til Travemünde, hvor tre mand benyttede  lejligheden til at ”hoppe af” til Vesttyskland. Søterritoriet strakte sig fra  republikkens grundlæggelse ud til tre sømil. Fra den 1. januar 1985 udvidede  man territorialgrænsen til næsten overalt at være på tolv sømil. 

Formålet med grænsebevogtningen var at forhindre overløbere og  provokatører – især fra Vesttyskland – i at trænge ind i ”det socialistiske  paradis”. Når enhederne alligevel var derude, så skulle de også sikre sig, at der  ikke var nogen illegale overløbere, som tog den modsatte vej. ”Republikflugt”  var strafbart. Patruljeringen langs kysten var meget omfattende, og antallet af  ”afhoppere” over havet frem til murens fald var meget beskedent. Det var en ganske vanskelig operation at ”hoppe af” over DDRs søgrænse. I hele  kystzonen, fem kilometer ind i landet, krævede man særlige adgangskort, men  i øvrigt var store dele af DDRs kyst militært område, som offentligheden ikke  havde adgang til. Hjemsendt personel og reservister gjorde tjeneste som  ”Grenzhelfer” (grænsehjælpere) og assisterede GBK med at patruljere samt  melde om usædvanlige aktiviteter. I floderne patruljerede man med mindre  motorbåde, medens man på den åbne kyst brugte enheder af størrelse op til  KONDOR‐klassen på ca. 360 tons. Hvis man fangede ”republikflygtninge”,  kunne besætningen belønnes med præmier, ekstra orlov eller udnævnelser.  Der var givet bemyndigelse til at skyde for at dræbe.   

Patruljering og efterretningstjeneste
Patruljeringen langs kysten blev foretaget af Grenzbrigade Küste (GBK) og  øvrige enheder fra Volksmarine. Patruljeringen blev støttet af visuel  overvågning fra kysten, radarovervågning fra en lang række kystradarstationer  samt radioaflytning. Flådens efterretningsskibe, HYDROGRAPH (OKEANklasse), KOMET og METEOR (mod. KONDOR‐klasse) deltog i  indhentningsoperationer rettet mod NATO‐enheder i BALTAPs område.  Officielt figurerede indhentningsskibene som opmålingsskibe tilhørende den  hydrografiske tjeneste SHD. Flådens helikoptere fra Parow kunne også deltage  i overvågningen. Ud over de nationale patruljer havde WP et antal patruljer  mellem Stevns, Bornholm og Gedser, som gik på skift mellem de tre WP‐flåder.   

Byggeprogrammerne
Volksmarine havde et meget højt ambitionsniveau, men dagligdagen var  præget af konstant pengemangel, brændstofmangel, dårlige skibe, dårlig  vedligeholdelse, kort levetid for skibene og store forsinkelser på de sovjetiske  materielleverancer.   

Fælles for de større østtyske byggeprogrammer fra omkring 1960 var, at  man først byggede en prototype, kaldet 0‐Schiff. Når det var gennemprøvet,  rettede man projektet til efter de gjorte erfaringer og byggede derpå første  enhed. Sovjetunionen leverede normalt skibsmotorer, elektronik og  våbensystemer. Ofte var der meget store forsinkelser på de sovjetiske  leverancer, hvilket medførte væsentlige forsinkelser og bitterhed hos  østtyskerne. I takt med udbygningen af flåden voksede personelantallet. I 1966  var personelstyrken vokset til 20.000 mand, heraf 6.000 værnepligtige. Disse  tal inkluderede GBK med knap 3.000 mand. Midt i 1980’erne blev det reduceret  til 16.700 mand inklusive 2.500 mand fra GBK.  De første egentlige kampenheder tilgik flåden i 1956, hvor man fik  overdraget to RIGA‐klasse fregatter fra Sovjetunionen, og to‐tre år senere fulgte endnu to. Samtidig fik flåden overdraget et antal sovjetiske torpedobåde  af typen P‐6. De fire RIGA‐klasse fregatter blev afløst af tre sovjetisk byggede  KONI‐klasse korvetter, bygget i Sortehavet omkring 1978 og bugseret til DDR.  KONI var udstyret med det sovjetiske luftforsvarsmissil med NATObetegnelsen SA‐N‐4. RIGA‐fregatterne og KONI‐korvetterne var Volksmarines  største kampskibe.   

Omkring 1963 var der planer om at anskaffe 5 sovjetiske destroyere af  SKORY‐klassen samt 12 sovjetiske kystubåde (af M V‐klassen på 350 tons  bygget mellem 1944 og 1950). Planerne blev aldrig ført ud i livet, og det ville  nok også have været en for stor mundfuld for Volksmarine, både økonomisk og  mandskabsmæssigt. Allerede omkring 1956 hævede man to sunkne ubåde fra  Den anden Verdenskrig, en Type VIIC og en Type XXIII, med henblik på  istandsættelse. Hertil behøvede man assistance fra et sovjetisk ubådsværft.  Det vides ikke, om østtyskerne opgav af økonomiske årsager eller om russerne  blot forbød østtyskerne at beskæftige sig med ubåde, men projektet blev ikke  gennemført.  Missilbådene blev indført under stor hemmeligholdelse ultimo 1962 og  blev først offentlig kendt ved en flådeparade i 1964. 12 missilbåde af OSAklassen (OSA I) var en betragtelig styrkelse af WP‐flåderne nær de danske  kyster. Bådene var stadig operative i 1990, men da var de teknologisk blevet  overhalet af Vestens HARPOON, EXOCET og KORMORAN‐missiler. 

Et nationalt østtysk missilbådsprojekt blev ikke gennemført, fordi russerne  ikke kunne levere et bedre missilsystem, og fordi østtyskerne ikke selv kunne  tilvejebringe bedre udstyr. Man var helt afhængig af leverancer fra  Sovjetunionen. I stedet besluttede man i 1984 at købe 5 missilbåde af  TARANTUL‐klassen i Sovjetunionen. Missilerne var forbedret i forhold til den  oprindelige udgave af STYX‐missilet i OSA I. Yderligere 10 enheder var  planlagt, men på det tidspunkt var DDR langsomt ved at gå bankerot, så det  blev der ikke noget af. Efter murens fald sendte forbundsmarinen den ene af  disse både til USA til teknisk og operativ afprøvning. I samarbejde med de to  øvrige WP‐mariner i Østersøen udarbejde østtyskerne et projekt til afløsning af  OSA I. Det skulle være en mindre missilbåd med projektbetegnelsen 151.  Første enhed blev bygget, men murens fald blev også projektets skæbne. Otte  enheder lå på stabelen, tre blev bygget færdigt, men uden bevæbning. De blev  overgivet til forbundsregeringens grænseenheder som patruljebåde.  Da P‐6 torpedobådene var udslidt, fik man overdraget 15 SHERSHENklasse torpedobåde fra Sovjetunionen i 1969. 

Volksmarine udviklede en meget lille type torpedobåd af ILTIS‐klassen,  senere fulgt op af LIBELLE‐klassen. Det var små både på ca. 20 tons med 2 – 3  mands besætning. Der blev formentlig bygget ca. 12 ILTIS og 31 LIBELLE. Det var meget hurtige fartøjer, ca. 50 knob, men operationsevnen var meget  begrænset. Skrog og motorer var overbelastede, og vejret lagde meget store  begrænsninger på deres indsatsmuligheder, men ud over torpedoer kunne de  lægge miner og fremføre frømænd. I krigstid – under gunstige vejrforhold ‐  kunne et stort antal ILTIS eller LIBELLE‐enheder udgøre et taktisk problem i de  sydøstlige farvande i Danmark.   De første ASW‐enheder (Antisubmarine Warfare) var af den sovjetiske SO1‐klasse, hvor der blev overdraget 12 i 1959/1960. Herefter byggede man HAIklassen mellem 1964 og 1966. De blev udfaset efter ca. 16 år, hvor de blev  afløst af den noget større PARCHIM‐klasse. PARCHIM‐klassen var DDRs  største kampskib fra egne værfter. Her var tale om en lille korvet på 800 tons,  og der blev bygget 16 af dem. 

De første landgangsenheder var LABOE 100, som kunne bære to  middeltunge kampvogne. Deplacementet var på 230 tons. Der blev bygget 12  enheder mellem 1960 og 1962, og de fik en levetid på 15 år. Den noget større  ROBBE‐klasse på 700 tons fulgte umiddelbart efter. Disse enheder var større,  havde bedre søegenskaber og kunne tage 8 små kampvogne af typen PT‐765.  ROBBE‐klassen blev allerede ophugget fra 1975. Afløseren var  landgangsskibene med NATO‐betegnelsen FROSCH. Der blev bygget 12 plus  to modificerede depotskibe. I forhold til ROBBE‐klassen var de større. De  havde hver plads til 11 PT‐76, og så havde de mere moderne fremdrivning,  elektronik, våben og underbringelsesforhold, blandt andet til stabe. Efter  nogen tids venten (byggenummer 5) var russerne i stand til at levere et  raketkastersystem (af typen Katjusha/Stalinorgel med 2 x 40 rør), som skulle  anvendes til ildstøtte under offensive landgangsoperationer.   

KONDOR‐klassen er en af de få relative succeser for DDRs værfter. Man  var i stand til at bruge dette design til en lang række opgave. Der blev bygget i  alt 51 enheder af KONDOR‐klassen. Langt de fleste både blev benyttet som  minestrygere og patruljebåde. Blandt varianterne er ”Staatsyacht der DDR”  OSTSEELAND (statsoverhovedets skib), to skibe til efterretningsindhentning,  KOMET og METEOR, et skib til afmagnetisering, CARL FRIEDERICH GAUSS,  og en række grænsebevogtningsenheder.  I 1976 anskaffede man et nyt skoleskib, WILHELM PIECK, af WODNIKklassen fra Polen.  Volksmarine rådede fra 1962 over landbaserede kystmissiler med NATObetegnelsen KENNEL. Den sovjetiske betegnelse var SOPKA. Det var et  førstegenerationsmissil baseret på en meget simpel teknologi, men alligevel  udgjorde missilerne en trussel for skibe nær DDRs kyster.  

Desuden rådede flåden over relativt mange køretøjer, som kunne yde  service, værkstedsassistance m.v. på land. Ud over de nævnte skibe var der et  meget stort antal hjælpeskibe til rådighed for bugsering, bjergning og  brandbekæmpelse. Man havde tillige mange værksteds‐, forsynings‐ og  beboelsesskibe etc. som enten kunne sejle ved egen hjælp, eller som kunne  bugseres til en ankerplads. I en krigssituation ville sådanne enheder kunne  benyttes som baser for Volksmarines enheder i danske farvande.  Flådens flyvetjeneste fik MI‐4 HOUND‐helikoptere i 1960. Senere fik man  MI‐8 HIP og MI‐14 HAZE til ASW, søredning og måludpegning for  sømålsmissiler. Volksmarine havde ikke sine egne jagerfly, men Mig‐21 og  MiG‐23‐fly fra JAGERREGIMENT HEINRICH RAU fra Peenemünde øvede  jævnligt angreb mod sømål.   

Efterskrift
Efter murens fald var der meget få af Volksmarines skibe, som kunne finde  anvendelse i den nye ”fælles forbundsmarine”. De fleste skibe blev hugget op,  men forbundsregeringen forsøgte at sælge så mange som muligt. Indonesien  købte alle16 PARCHIM ASW‐korvetter, alle 12 FROSCH‐klasse landgangsskibe  og et antal KONDOR‐klasse minestrygere. Missilbådene af OSA‐klassen er nu  patruljebåde uden missiler i de tre baltiske lande.  Blandt personellet var der meget få ansatte under NVA, som slap gennem  nåleøjet og fik ansættelse i forbundsværnet. Af gode grunde var der ingen  politiske officerer, som kunne ansættes. De få officerer, der blev godkendt til  ansættelse, måtte rykke to grader ned, hvilket svarede udmærket til  gradsanvendelserne i vestlige lande. I WP‐landene havde man generelt meget  højere grader – og flere officerer pr. enhed – end vi kender det i Vesten.   

DDR eksisterer ikke mere, og en nation, som er villig til at dræbe sine egne  borgere, hvis de prøver at forlade landet, har også kun fortjent en plads på  historiens losseplads. Det forekommer mildest talt tankevækkende – nu som  før – at nogen i Danmark har kunnet have sympati for denne besynderlige stat.  De omfattende krigsplaner mod blandt andet Danmark krævede store  ressourcer af DDR og dets våbenbrødre i WP. De større våbenprojekter i  1970’erne og 1980’erne var med til at undergrave DDRs økonomi og dermed  bane vejen for murens fald. Det var godt, at Volksmarines landgangsskibe ikke  fandt anvendelse til det, de var anskaffet til.   

 

Noter
1 Da en af RIGA‐klasse fregatterne overtog navnet ERNST THÄLMANN,  omdøbtes det gamle danske skoleskib til ALBIN KÖBIS.
2 Citat fra kilde nr. 1 i kildefortegnelsen.  
3 Kilde nr. 5 i kildefortegnelsen. 
4 En del af angrebsplanerne mod Danmark er omtalt i detaljer i kilde nr. 1 i  kildefortegnelsen.
5 PT er en sovjetisk forkortelse for ”flydende/svømmende kampvogn”. 

 

Kildefortegnelse
1. Carl‐Axel Gemzell: ”Warszawapakten, DDR och Danmark, kampen for en  maritim operationsplan”, Historisk Tidsskrift Bind 96, Hæfte 1, Den danske  historiske Forening 1996 (findes blandt andet på Marinens Bibliotek). 

2. Thomas Wegener Friis; ”Den usynlige front, DDR’s militære spionage i  Danmark under den kolde krig”, Lindhardt og Ringhof, 2005. (Anmeldt i dette  nummer af tidsskriftet). 

3. Thomas Wegener Friis og Andreas Linderoth (red.): ”DDR & Norden, østtysknordiske relationer 1949 – 1989”, Syddansk Universitetsforlag, 2005. 

4. Siegfried Breyer og Peter Joachim Lapp: ”Die Volksmarine der DDR,  Etntwicklung – Aufgaben – Ausrüstung”, Bernard & Graefe Verlag, Koblenz  1985. 

5. Hans Mehl, Knut Schäfer og Ulrich Israel: ”Vom Küstenschutzboot zum  Raketenschiff, Schiffe und Boote der Volksmarine”, Militärverlag der  Deutschen Demokratischen Republik, Berlin 1986. 

6. Friederich Elchlepp, Walter Jablonsky, Fritz Minow og Manfred Röseberg:  ”Volksmarine der DDR, Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg”, Verlag E. S.  Mittler & Sohn GmbH, Hamburg – Berlin – Bonn 1999. 

7. Endvidere diverse årgange af ”Marinkalender” udgivet af Föreningen  Sveriges Flotta og ”Weyers Flottentaschenbuch”, F. F. Lehmann Verlag,  München.

 

Anvendte forkortelser 
ASW:  Antisubmarine Warfare 
DDR:  Deutsche Demokratische Republik   
GBK:  Grenzbrigade Küste 
NVA:  Nationale Volksarmee 
SED:  Sozialistiche Einheitspartei Deutschlands 
SHD:  Seehydrografische Dienst 
VM:   Volksmarine 
WP:   Warszawapagten 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_134.aargang_nr.4_2005.pdf

 

Litteraturliste

Del: