Forventninger og visioner - 2000 - 2004

Som udgangspunkt for en redegørelse for mine forventninger og visioner i relation
til aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 kan det nok være nyttigt at erindre,
at Søværnets operative Kommandos (SOK) tre overordnede ansvarsområder
er for det første ledelse af den operative indsats med eskadrer, skibe og marinedistrikter,
for det andet træning og uddannelse herunder ledelse og drift af søværnets
skolevirksomhed og endeligt forvaltningen af hovedparten af søværnets
militære personel. Målet med denne virksomhed er - i DeMap sprog - at opstille
operative enheder og at indsætte enheder og andre af strukturens elementer som
for eksempel SOKs hovedkvarter og marinedistriktshovedkvarterer til løsning af
de pålagte, operative maritime opgaver.

Foto: Forsvaret.dk

Det er desuden væsentligt at holde for øje, at omend SOKs myndighedsområde
står for søværnets slutproduktion - udtrykt i opgaveløsningen - så forudsætter
det en velfungerende støtteproduktion først og fremmest leveret fra Søværnets
Materielkommando (SMK), men tillige fra den skole- og personelfunktion,
der ligger indenfor SOK eget myndighedsområde.
Endeligt er der en række vigtige samarbejdsrelationer med en lang række
andre myndigheder, som på forskellig vis påvirker og er del af den samlede opgaveløsning.
Mange kunne nævnes - både militære nationale og allierede og
partnere i ’’partnerskab for fred” samt civile - men jeg vil blot som de vigtigste
og i denne sammenhæng mest relevante pege på Forsvarskommandoen og Flyvertaktisk
Kommando samt de to Nordatlantiske kommandoer, Grønlands kommando
og Færøernes Kommando.
Forsvarschefen har i sit indlæg fremhævet forsvarsaftalens overordnede tema
og strukturide og chefen for SMK behandler i sit bidrag udviklingen af søværnets
materielstruktur. Forligets nærmere indhold forudsættes i øvrigt bekendt, og
jeg vil ikke gentage det her, men i stedet fortsætte direkte med mine forventninger
for de kommende år.
For søværnet tegner der sig en periode, hvor hverdagen først vil være præget
af omstilling og reduktioner i år 2000 og i 2001 og dernæst i stigende grad af
udvikling i de næste tre år 2002-2004.
Forligets første år står derfor nok så meget i reduktionernes tegn. Fra den 1
januar i år udgik 8 torpedomissilbåde af WILLEMOES -klassen, 2 minelæggere
af FALSTER-klassen samt inspektionsskibet BESKYTTEREN og tankfartøjet
RIMFAXE af den operative struktur og de er eller vil hurtigt udgå helt af flådens
tal. BESKYTTEREN påregnes at blive doneret til Estland senere i år, medens de
øvrige enheder bortsælges. Senere i år udgår de to sidste enheder af WILLEMOES-
klassen og med dem også det sidste tankfartøj, SKINFAXE. Den 1. januar
blev tillige 2 af søværnets 5 undervandsbåde henlagt med den betydning, at
der herefter kun er materielmæssigt grundlag for at sejle med 3 både, samt at disse
vil have et varierende materielberedskab og som konsekvens af dette også et
varierende træningsstade for de pågældende besætninger. Med udgangen af september
nedlægges Sundets Marinedistrikt og Stevnsfort. Mere præcist er det
Sundets Marinedistrikts hovedkvarter på Stevns, der nedlægges. Radarstationer
og kystudkigstationer og distriktsopgaveme i øvrigt fortsættes naturligvis, men
nu som elementer underlagt henholdsvis Kattegats og Bornholms marinedistrikter,
medens en række lokale planlægnings og materielvedligeholdelsesopgaver
overtages af et fra 1. oktober nyoprettet Marinedistrikts Element Korsør.
Derudover arbejdes der med de arbitrære 10% reduktioner i SOK stab og i
skolerne i en tung proces, fordi disse reduktioner jo netop er arbitrære og ikke
bundet til konkrete strukturelle eller opgavemæssige ændringer.
Som konsekvens af udfasningen af WILLEMOES-klassen samt henlæggelse
af de 2 undervandsbåde er det bestemt i forsvarsaftalen, at tilmeldingen til NATO’s
reaktionsstyrker reduceres med 4 enheder af WILLEMOES-klassen samt at
tilmeldingen af undervandsbåde justeres til fast en og periodevis to enheder. På
sigt tilmeldes et af de kommende fleksible støtteskibe som kommando- og støtteskib
for Mine Counter Measures Force North. Indtil da anvendes minelæggere af
FALSTER- og LINDORMEN-klassen til denne opgave. Herudover tilmeldes
som hidtil korvetter og STANDARDFLEX-enheder i minerydnings-, kamp- og
antiubådsroller, ligesom to inspektionsskibe fortsat skal kunne indgå i reaktionsstyrkerne.
Det er dog ikke kun reduktioner, der udmøntes i år 2000. På udviklingssiden
skal det noteres, at personel svarende til de 4 operative WILLEMOES-klasse besætninger
er i gang med en omskolingsproces til tjeneste i STANDARDFLEX-
/FLYVEFISKEN-klassen. Med denne overførsel vil det blive muligt at opnå
maksimal udnyttelse af klassens i alt 14 enheder. Dette skal ses i sammenhæng
med, at moduludrustningen til alle de forudsete roller - kamp-, antiubåds- og minerydningsrolleme
samt de civile komponenter - som resultat af tidligere forsvarsaftaler
vil blive afslutte i løbet af denne forligsperiode. Her er der således
tale om en fortsat kvalitativ forbedring og konsolidering af operative muligheder,
hvor det for så vidt angår minerydning og antiubåds kapaciteten er områder, der
tidligere i lyset af den kolde krigs scenarier var meget lavt prioriterede. Med nutidens
krav om større alsidighed er det til gengæld væsentlige kapaciteter.
I skrivende stund udestår politisk afklaring af søværnets fremtidige eskadrestruktur
og skibenes basering. Beslutninger om dette har naturligvis stor betydning
for søværnets personel - hvilken geografi skal man personligt planlægge efter
- men det har også stor betydning for de daglige driftsvilkår og for mulighederne
for at opnå en meget nødvendig styrkelse af den operative træning på højere
og mere krævende niveau end den basale skibstypetræning. Der er således mu
lighed for her at skabe et væsentligt og meget positivt udviklingsprojekt, samtidig
med at der opnås den driftsmæssige rationalisering, der naturligt følger af
det mindre antal skibe i den samlede struktur.
Strukturen skal bemandes og drives for at opgaverne kan løses. Det vil være
kendt, at økonomien i forligsperioden er således fordelt, at der i de første år, inden
virkningen af de mange rationaliseringer frigør penge til investering og drift,
skal skaffes investeringsmidler via midlertidige besparelser på personelområdet
og ved begrænsning i øvrige driftsmidler. Eller med andre ord - i de første forligsår
vil der hverken være personel eller penge til at drive strukturen fuldt ud i forhold
til de opgaver, der som målsætning ønskes løst, og som det er hensigten, at
forsvaret, efterhånden som forligsindholdet gennemføres, skal kunne løse. For
SOK betyder dette, at der især i dette år - 2000 - som resultat af personelmangler
og en restriktiv ansættelsespolitik samt en reduceret økonomisk driftsramme, vil
være en række opgaver i ’’slutproduktionen” - den operative opgaveløsning - der
ikke kan løses fuldt ud. Den situation er bearbejdet i en tæt dialog med Forsvarskommandoen.
Resultatet er udtrykt i årets handleplan, af hvilken det fremgår, at
den samlede volumen af skibsdage til søs i år er reduceret med ca. 9% i forhold
til niveauet i 1999. Prioriteringsprocessen udtrykker desuden en balance mellem
de højest prioriterede opgaver som for eksempel bemanding og aktivitet for reaktionsstyrke
enheder - altså den internationale kapacitet - og bemanding og aktivitet
for de enheder, der hjemme og i Nordatlanten løser de mange myndighedsopgaver
så som overvågning, inspektionstjeneste, søredning og miljøopgaver. Prioritering
er i den sidste ende et fravalg, men det skal noteres, at ingen prioriterede
opgaver er valgt fra i helhed. Derimod er der foretaget en række specifikke reduktioner
af evnen til at løse dele af de samlede opgaver. Der er altså ting vi burde
gøre, som det har været nødvendigt ikke at tilgodese fuldt ud, fordi det i givet
fald ville have forudsat for store reduktioner i andre også prioriterede opgaver.
Det er tillige meget klart, at ekstra sejladsaktiviteter kun er mulige ved samtidig
og tilsvarende reduktion i de ellers planlagte aktiviteter. Det betyder ikke, at vi
ikke kan eller vil være fleksible overfor uforudsete situationer og nye krav. Men
det betyder, at fleksibiliteten skal følges helt til dørs med accept af de fravalg,
der så også kræves.
Den meget pressede situation på personel og aktivitetssiden påregnes trinvis
at blive bedret fra år 2002. Og det vil også være fra forligsperiodens anden halvdel
at den planlagte tilgang af nye skibe efterhånden bliver synlig i søværnets
operative hverdag - jævnfør chefen for SMK indlæg om dette.
Aftalen om forsvarets ordning 2000-2004 er ikke kun en fortsat udvikling af
forsvarets opgaver og struktur i det forløb, der har været fra 1989 og til nu. Den
indeholder derudover et markant skift i den overordnede prioritering af evnen til
international indsats over evnen til forsvar af dansk område - vel at mærke set i
relation til hvilke af disse to krav, der skal være styrende for strukturudviklingen
og for ’’fredstids” bemandings- og aktivitetsniveauet. Evnen til forsvar skal fort
sat bevares, men med en mindre national styrke forudsættes dette at skulle ske
entydigt i en alliancesammenhæng.
Det kan ses som et jobskifte, hvor det er sundt at gøre sig klart, hvad det nye
job betyder. Hvad skal jeg nu, som jeg ikke skulle før - og hvad af det jeg skulle
før, skal jeg ikke mere? Og svarer den nye struktur - værktøjet til de nye opgaver?
Kapaciteten til internationale operationer skal styrkes. Med den aktuelle
struktur kan søværnet bidrage til dette med kvalificerede korvetter og minerydningsenheder
samt med undervandsbåde. Desuden har både FALSTER-klassen
og LINDORMEN-klassen i flere omgange vist deres anvendelighed som kommando-
og støtteskibe for internationale minerydningsstyrker både i Nordeuropæiske
farvande og ved deployeringer over Atlanten og til Middelhavet. Som
nævnt vil den samlede kapacitet hurtigt udvides til også at omfatte STANDARDFLEX-
enheder i kamp- (’’missilbåds”) rolle og i antiubådsrollen. Der vil altså på
kort sigt ske en kvalitativ udvidelse af evnen til at bidrage med enheder til internationale
opgaver. Gennem de sidste 10 års erfaringer fra deltagelse i internationale
operationer har vi tilpasset bemandings og træningsmønstret til disse
krav, og vi har udviklet kapacitet og procedurer, der sikrer at udsendte enheder
også logistisk kan understøttes i en international operation i større afstand fra
Danmark. Vi har tillige sikret gennem de seneste års aktivering af en Task Group
stab, at der er opbygget viden og procedurer for at udsende en samlet styrke til
en given opgave, og vi har i den sammenhæng overfor allierede demonstreret
evnen til at lede og udføre især kystnære operationer.
Reaktionsstyrketilmeldingen har dermed flere optioner - hvor der kan vælges
mellem at udsende de tilmeldte enheder hver for sig for som enkeltenheder at
indgå i allierede Task Groups, eller de kan danne en egen Task Group med en
dansk styrkechef. Hvad der skal vælges er ganske afhængigt af, hvad man politisk
ønsker at bidrage med i den foreliggende situation. I mere begrænsede krisesituationer
ligger deltagelse med enkeltenheder nærmest for, medens større kriser
taler for udsendelse af en større samlet kapacitet. Men der kan være variationer,
hvor udsendelse af en Task Group kan være relevant også i en mere begrænset
opgave, såfremt en operation skal fortsættes over lang tid, hvor alle bidragende
nationer kan have en interesse i at nogle opgaver kan deles tidsmæssigt imellem
deres flåder.
Med tilgang af de nye fleksible støtteskibe og på sigt patruljeskibe og nye
undervandsbåde vil søværnets internationale evne strukturelt blive fortsat og
kvalitativt forbedret med den ønskede vægtning af øget udholdenhed og mobilitet.
Den udvidede internationale opgave er således erkendt og mulig, og grundlaget
vil yderligere forbedres i de kommende år.
Myndighedsopgaverne hjemme og i Nordatlanten optager i dag samlet omkring
1/3 af den operative ressourceindsats. Disse opgaver både videreføres og
ændres. Der er tale om øgede opgaver på havmiljøområdet, medens opgavernes
omfang ved de Nordatlantiske rigsdele måske og måske ikke vil ændres i indhold
og omfang. Behovet for overvågning af de hjemlige farvande vil bestå, men kan
forventeligt løses med en ændret ressourceindsats især for så vidt angår skibe. De
nye mindre standardfartøjer kan som velfungerende patruljeenheder her vise sig
at kunne løse opgaven med samme kvalitet men til en lavere omkostning. Opgaverne
til de landbaserede dele - SOKs hovedkvarter/ operations-central og de to
marinedistriktshovedkvarterer - herunder ledelse af overvågning, redningstjeneste
og miljøindsatsen må forventes at fortsætte på stort set nuværende niveau, og
de gevinster, der kan følge med ny teknik, er høstet i denne omgang med den
igangværende modernisering af det samlede kommando- og kontrolsystem. Der
må som sagt samlet ventes visse ændringer i disse opgaver, men kvalitativt kan
de løses. Det er imidlertid allerede mærkbart, at det totale antal skibe i strukturen
er reduceret, og at den resterende struktur presses af kapacitetskravene til myndighedsopgaverne.
Det vil her som nævnt være meget vigtigt at udvikle de nye
mindre standardfartøjer til kvalificerede patruljeenheder egnede til at løse hovedparten
af de kontinuerte myndighedsopgaver i de hjemlige farvande. For så vidt
angår Nordatlanten synes den planlagte erstatning for BESKYTTEREN og de
nuværende inspektionskuttere med nye inspektionsfartøjer, der størrelsesmæssigt
vil være større end kutterne men mindre end inspektionsskibet, at kunne sikre
god strukturel kontinuitet og en god kvalitativ kapacitet.
Forligsaftalen fastslår, at der kan foretages reduktioner af forsvarets kapacitet
til forsvar af dansk territorium. Kapaciteten til forsvar af dansk område er ikke
længere det dimensionerende krav og et forsvar forudsættes under alle omstændigheder
udført i en allianceramme. Derfor udfasningen uden erstatning af
de 10 torpedomissilbåde af WILLEMOES-klassen og af 2 af de i alt 4 minelæggere
af FALSTER-klassen. Den resterende struktur vil have en god kapacitet
til at bidrage til kamp mod overfladeenheder, og der vil uændret rådes over en
god og moderne beholdning af søminer. Vores enheders evne til luftforsvar er allerede
væsentligt forbedret både i antal hiftforsvarssystemer og i disses effektivitet
og yderligere forbedringer er planlagt. Evnen til at rydde miner og til at
bekæmpe undervandsbåde vil som sagt også være meget bedre end tidligere.
Men det skal huskes, at STANDARDFLEX nok er fleksibel, men der kan kun
bæres en rolle ad gangen. Skal vægten lægges på overfladekamp, så kan der ikke
på samme tid med vægt ryddes miner eller indsættes enheder i antiubådsrolle.
Strukturen vil have gode kvalitative egenskaber. Svagheden, eller begrænsningen
om man vil, er i kvantiteten. En talmæssigt lille styrkestruktur har to operative
svagheder - den har en begrænset aktiv kapacitet - og den er følsom overfor selv
begrænsede tab. Og denne manglende robusthed vil tillige medføre en risiko for
en svag operativ indsættelse af den rådige styrke, fordi konsekvenserne af tab
vægtes for tungt i forhold til det mulige resultat af en mere beslutsom og aktiv
indsats. Det er min opfattelse, at helt samme overvejelser vil være relevante for
så vidt angår flyvevåbnets situation og dermed for flyvevåbnets bidrag til de maritime
operationer.
Med en mindre styrke er det derfor vigtigt at fastholde den sammenhæng, at
forsvar af dansk område forudsættes at være en samlet og både ’’combined” - det
vil sige med indsats af militære styrker fra flere nationer - og ’’joint” - det vil sige
med koordineret indsats af flåde-, fly- og landstyrker - operation, hvor kravet til
vore enheder udover egen effektivitet som våbenplatform vil være evnen for
hvert enkelt skib til doktrinmæssigt, proceduremæssigt og taktisk samt med tilstrækkelige
kommando, kontrol og kommunikationskapacitet at indgå med fuld
effekt som del af en allieret styrke. Dette krav er imidlertid helt sammenfaldende
med de krav, der kan gøres gældende for deltagelse i reaktionsstyrker i international
indsats. Vi vil altså i et forsvar af dansk område kunne indgå effektivt som
dele i en samlet allieret styrke - og det er herefter opgaven.
Strukturelt er søværnet vel forberedt til det nye job, og forligets gennemførelse
vil yderligere forbedre denne situation. Men det er vigtigt at holde sig jobændringen
for øje. Det nye er let at se og at acceptere. Det kræver lidt udenadslære
at forstå, at vi ikke kan - og ikke skal kunne - alt hvad vi kunne til tidligere
tiders opgaver.
Jeg er indtil nu gået udenom det område, der aktuelt internt i søværnet og i
forsvaret i øvrigt nok opleves som det vanskeligste, nemlig personellet. Når det
er vanskeligere end andre områder er det fordi det ikke i samme grad lader sig
beslutte og gennemføre som strukturer og materielindkøb. Man kan nok fastlægge
rammer og vilkår for personelstrukturen, men rekruttering og fastholdelse
kræver derudover en frivillig og aktiv medvirken fra et stort antal individuelle
personers side. Og det kræver på sin side at forsvaret opfattes som en attraktiv
arbejdsplads med en god balance mellem jobbets udfordringer, muligheder, oplevelser,
omveksling og alligevel stabilitet - ikke mindst udtrykt som planfastholdelse
for den enkelte - samt rimelige økonomiske vilkår. En vanskelig blanding
af bløde og hårde værdier, hvor forsvaret imidlertid grundlæggende har ganske
gode forudsætninger for at komme med et godt tilbud. Rent faktisk rekrutterer og
fastholder vi jo også særdeles mange velkvalificerede og velmotiverede mennesker,
men ikke helt nok. Resultatet er en mangelsituation, der kendes ved de fleste
tjenestesteder. Selv om den totale mangel ikke er voldsomt stor, er den et
meget synligt og mærkbart problem i dagligdagen, og det er vigtigt, at der arbejdes
målrettet for at bedre på dette. Vi må utvivlsomt i kraft af den generelle samfundsudvikling
herunder holdningen til job og karrriereskifte leve med et generelt
større gennemtræk end tidligere. Det koster penge, og vi kan ikke som andre
virksomheder bare rekruttere erfaren arbejdskraft fra en af de andre i branchen.
Vi skal selv rekruttere og uddanne fra bunden hver gang. I den proces er en restriktiv
ansættelsespolitik ingen hjælp, fordi den medvirker til at udtørre de kilder,
vi kan rekruttere fra, og de begynder ikke at springe af sig selv igen, den dag
restriktionerne hæves. Sparet personel er hurtige penge og synlige penge. Derfor
er personelreduktioner også et væsentligt element i en meget stor del af de enkeltprojekter,
der udgør det samlede forligsgrundlag. Vi - forsvaret - har også
selv i årenes løb medvirket til at stramme personelskruen ved at bidrage til norm
tal, der ikke tog hensyn til det fulde og samlet set meget betydelige uddannelsesfravær
fra ’’aktiv” tjeneste.
Resultatet er en personelstruktur, der er så skrabet, at den nødvendigvis vil
være meget følsom for ekstra belastninger. Samtidigt med en opgaveudvikling,
der som en indbygget del i omfattende grad skal kunne opfange ekstra belastninger.
På personelsiden er der ikke balance mellem mål og midler. Men det er
jo en del af forligets målsætning, at det skal ende med balance. Så der er måske
håb. På kort sigt er det afgørende for at sikre oplevelsen af de positive sider ved
arbejdet i forsvaret, at den konkrete aktivitetsplanlægning tager udgangspunkt i
faktisk værende ressourcer. Skal jeg samlet vurdere situationen, må jeg imidlertid
konstatere, at forliget på den ene side meget langt giver grundlag for at sikre
rimelige vilkår for det personel, der må forlade forsvaret, men at det på den
anden side slet ikke i samme grad tager højde for spørgsmålet om, hvorledes der
i dagens samfundsmæssige situation kan sikres tilstrækkelige forudsætninger for
at rekruttere og fastholde den personelstyrke, der fortsat skal løse forsvarets
mange opgaver.
Når jeg vender mig til de mere langsigtede betragtninger, er det fortsat min
vision, at den danske flåde skal bestå af kvalificeret materiel og bemandes med
besætninger, der sikrer at de pålagte operative maritime opgaver løses på en professionel
måde. Det gælder hvadenten opgaverne er kamp eller øvrige operationer
under krigs vilkår eller det er myndighedsopgaver som patruljetjeneste for
fiskeriinspektion, farvandsovervågning, søredning og is- og miljøopgaver. Det er
en vision, der svarer til den nuværende kvalitative sammensætning af flåden og
til det med forsvarsforliget fastlagte nybygnings- og udviklingsprogram. Det vil
sige en flåde med kvalificeret militær evne til overfladekamp, luftforsvar af egne
enheder, minekrig og undervandsoperationer såvel med som mod undervandsbåde
og med evne til at indgå i operationer som del af såvel ’’combined” som
’’joint” styrker og med en selvstændig evne til kommando og kontrol på operativt
og taktisk niveau. Det vil tillige være en flåde med særlig ekspertise i kystnære
operationer - ’’littoral warfare” - men også med evne til at deployere over det åbne
hav.
Personelmæssigt er den nuværende balance mellem officerer, stampersonel
og værnepligtige anvendelig forudsat såvel uddannelsesstruktur som øvelsesaktivitet
til søs samt reel operativ indsættelse ikke begrænses til et niveau, der kan
underminere professionalisme og herunder sikkerhed til søs.
For god ordens skyld skal det tilføjes og skæres ud i pap, at visionen ikke
omfatter hangarskibe og deres fly, amfibiekapacitet eller ballistiske undervandsbåde,
og altså ikke er udtryk for en ’’mini udgave af en stormagtsflåde”, men derimod
en flåde, der kvalificeret kan indgå i en alliancestrukturs mere almene elementer.
En sådan flåde har vi gode muligheder for at opretholde, og som det
fremgår af chefen for SMK indlæg har vi med den samlede FLEX-koncept en
enestående valgfrihed og robusthed overfor strukturskift, fordi så meget af de
kostbare materielsystemer kan udnyttes med fuld effekt også i en ny eller justeret
struktur.
Forsvarsforliget gælder 5-års perioden 2000 - 2004, men en række beslutninger
specielt om materielinvesteringer og personelforhold vil have virkning i
mange år derefter. Et fleksibelt støtteskib, der indgår i flådens tal i 2006 vil for
eksempel have en forventet levetid på 30-40 år altså til omkring år 2036 - 2046.
Selv med en sådan levetid tager vi dog vore nationale forsvarsbeslutninger vel i
læ af de større nationers mere langsigtede dispositioner. Vores struktur kan tillige
enten købes ’’off the shelf’ eller i det mindste udvikles med moderate udviklingstider
og -omkostninger. I forhold til de større nationer og selvfølgeligt først
og fremmest USA kan vi således uden risiko for store spildte udgifter beslutte os
senere og handle på noget kortere horisonter. I den sammenhæng udtrykker forliget
i det meste en fornuftig balance mellem beslutninger og friholdte optioner.
Forudsat at de sidste følges op i tide. Jeg tænker uvægerligt på en episode i en af
tidligere tiders store beredskabsøvelser - en WINTEX . I en situation hvor man i
dagens møde i Krisestyringscenteret i Udenrigsministeriet havde besluttet at afvente
udviklingen yderligere en dag, før der ville blive taget stilling til et givet
beredskabstiltag, konstaterede ’’øvelsesstatsministeren”, kommitteret Henning
Gottlieb fra Statsministeriet, at vi nu havde nået den foretrukne danske beslutning
- nemlig at udskyde beslutningen til i morgen. Vi havde på samme tid vist
handlekraft - nemlig truffet en beslutning om at beslutte os i morgen - og bevaret
vores fulde handlefrihed - vi havde jo ikke bundet os til en bestemt handlemåde
omkring beredskabet.
Optioner er gode - men kun for en tid. I det lys er den endelige effekt af aftalen
om forsvarets ordning 2000 - 2004 ikke kun et spørgsmål om denne aftales
indhold, men i høj grad også et spørgsmål om i hvilken grad dens optioner forstået
i bredeste forstand vil blive udnyttet i et næste forlig for perioden efter
2004.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_jun.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.