Forudsætninger og baggrund for opstilling af danske militære FN-beredskabsstyrker

I anledning af at Danmark fra efteråret 1964 liar påbegyndt opstillingen af militære FN-beredskabsstyrker giver major J. B. Goth, Forsvarsministeriet, i denne artikel en gennemgang af FNs hidtidige indsats i fredsbevarende operationer, af FN-pagtens artikler vedrørende disse operationer og af proceduren ved iværksættelsen af operationerne. Efter en redegørelse for de nordiske landes indsats efterlyser majoren til slut i artiklen et initiativ fra FNs side.
 

Danmark har siden oprettelsen af De forenede Nationer været at finde blandt de nationer, som oftest har deltaget aktivt i de af FN iværksatte fredsbevarende forholdsregler. Delte gælder ikke alene de mindre foranstaltninger, hvor FNs indsats bar været begrænset til indsættelse af observatører, men også de større operationer, hvor regulære militære enheder har været stillet til verdensorganisationens rådighed.

Inden der foretages en gennemgang af den umiddelbare baggrund for den opstilling af danske militære FN-beredskabsstyrker, som bar taget sin begyndelse her i efteråret 1964, kan det være af interesse at nævne de situationer, i hvilke ikke alene FN, men også Folkeforbundet greb til anvendelse af internationale sikkerhedsstyrker.

Folkeforbundet.

Fra Folkeforbundets tid kan der nævnes tre situationer med indsættelse eller forberedt indsættelse af sikkerhedsstyrker.

Vilna-konflikten. Folkeforbundet havde udarbejdet detaljerede planer for oprettelse af en sikkerhedsstyrke fra 10 nationer i forbindelse med den polsk-litauiske konflikt om byen og landområdet Vilna i 1920— 21. Sikkerhedsstyrken skulle erstatte de i området værende polske styrker og overvåge en planlagt folkeafstemning. Planen blev imidlertid ikke ført ud i livet på grund af et nabolands modstand — i dette tilfælde Rusland, som fandt, at Folkeforbundets styrker kunne være en fare for russisk sikkerhed.

Leticia-konflikten. Denne konflikt opstod i 1932 mellem Peru og Colombia, fordi en peruviansk styrke besatte en del af Colombia. Til at overvåge tilbagetrækningen blev der oprettet en international styrke under kommando af en 4-mandskommission. Styrken bar specielle armbind mærket SDN.

Saar-konflikten. I 1935 oprettede Folkeforbundet en politistyrke på i alt 3300 mand sammensat af britiske, italienske, hollandske og svenske tropper, som havde til opgave at opretholde ro og orden i Saar-området under folkeafstemningen om landets fremtid. Styrken var udsendt nogle få uger.

De forenede Nationer.

Allerede i de første år efter oprettelsen blev FN stillet over for en række internationale konflikter, som organisationen og dens medlemslande måtte bidrage til løsningen af ved indsættelse af militært personel.

I arbejdet for at bringe fjendtlighederne til ophør og for at sikre, at en våbenstilstand blev respekteret, begyndte FN at anvende en speciel teknik, nemlig placering af observatører i konfliktområderne.

Eftersom indsættelsen af observatører i de fleste tilfælde må anses for almindelig kendt i dag, bl. a. fordi en række af disse FN-operationer fortsat finder sted, skal disse kun nævnes ganske kort.

Grækenland. Støtten nordfra til de græske oprørsstyrker efter afslutningen af den 2. verdenskrig førte i 1947 til oprettelsen af FNs specielle komité for Balkan (UNSCOB), hvori der hl. a. indgik 30— 40 militære observatører.

Kashmir-konflikten. Striden om Kashmirs tilhørsforhold medførte i 1948 oprettelsen af den i dag kendte observatørgruppe (UNMOGIP) i dette område. Gruppen bestod ved oprettelsen af 42 militære observatører.

Palæstina-konflikten. Oprettelsen af staten Israel i 1947 skulle straks vise sig at blive et internationalt problem. Mangel på tiltro til en FN- styrkes effektivitet medfprte, at en række FN-landes indledningsvise forslag om oprettelse heraf ikke blev gennemført. Derimod blev der i 1949 oprettet den endnu derværende observatørgruppe (UNTSO).

Libanon-krisen. De indrepolitiske vanskeligheder i Libanon, fortrinsvis forårsaget af påvirkninger udefra (den pan-arabiske idé), fik i foråret 1958 den libanesiske regering til at henvende sig til FN om bistand. På grundlag af en sikkerhedsrådsresolution oprettedes en observatørgruppe i Libanon (UNOGIL). Denne gruppe blev opløst i slutningen af 1958, efter at ro og orden var genoprettet i landet.

Indsættelse af observatører har desuden fundet sled i Korea (overvågning af våbenstilstanden), Hollandsk Guinea og i Yemen (sidstnævnte ophørte 4. september 1964).

Større FN-operationer med indsættelse af regulære militære enheder har fundet sted i 4 tilfælde, nemlig i Korea-konflikten (1950), ved Suez- krisen med påfølgende opretteles af UNEF, i Gaza-området (1956), ved Congo-operationen (1960) og ved Cypern-konflikten (1964).

Danmark har deltaget i alle disse 4 operationer, men har dog i størst omfang medvirket i Suez- og Cypern-konflikterne.

De forenede Nationers pagt.

Efter denne gennemgang af de hidtidige militære FN-operationer må det synes naturligt at kaste et blik på FN-pagten*), som danner grundlaget for disse foranstaltninger.

I kapitel VII i FN-pagten — forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger — er der skabt mulighed for oprettelse af væbnede styrker direkte under FN, under ledelse af en generalstabskomite bestående af sikkerhedsrådets faste medlemmers generalstabschefer eller deres repræsentanter. FNs medlemslande påtager sig efter delte kapitel forpligtelse til på permanent basis at stille væbnede styrker til rådighed for Sikkerhedsrådet. Stormagtskonflikten har imidlertid umuliggjort oprettelsen af sådanne styrker, og ingen af de hidtidige FN-operationer kan henføres til kapitel VII.

Det er derimod almindelig anerkendt, selv om det ikke står direkte anført, at pagtens kapitel VI åbner mulighed for oprettelsen af de i dag kendte styrker i Gaza, Congo og Cypern, jf. i denne forbindelse pagtens artikel 33, stk. 1, artikel 36, stk. 1 og artikel 37, stk. 2, hvor der tales om fredelig bilæggelse af tvistigheder.

At FN-pagten giver adgang til oprettelsen af ovennævnte FN-styrker er senest kommet til udtryk i retsbetænkningen (Advisory Opinion) afsagt af Den internationale Domstol i Haag den 20. juli 1962. Det skal i denne forbindelse nævnes, at domstolen ved denne lejlighed fastslog, at udgifterne til Gaza- og Congo-operationerne må anses for at være FN-organisationens udgifter i henhold til pagtens artikel 17, hvorfor alle medlemsstaterne må deltage i betalingen heraf. Som bekendt vægrer visse lande sig ved at betale disse bidrag, hvorfor bl. a. Sovjetunionen fra efteråret

*) Dansk oversættelse af pagten er optaget i 20. hæfte.

1964 vil være i en sådan restance, jf. pagtens artikel 19, at det kan fratages stemmeretten i Plenarforsamlingen.

Spørgsmålet om, hvorvidt ikke alene Sikkerhedsrådet, men også Generalforsamlingen kan oprette permanente sikkerhedsstyrker har givet anledning til megen diskussion. Den almindelige opfattelse er dog den, at FN-pagten ikke udelukker denne mulighed. Der er herved sket en kompetanceforskydning mellem Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen.. Det vigtigste træk i denne udvikling er overførelsen fra Sikkerhedsrådet til Generalforsamlingen af ansvaret for opretholdelsen af international fred og sikkerhed. Dette kommer bedst til udtryk i resolution A i »Uniting for Peace«-resolutionen, som blev vedtaget i 1950 af Generalforsamlingen:

»Det besluttes, at hvis Sikkerhedsrådet på grund af mangel på enighed blandt de permanente medlemmer undlader at udøve dets primære ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed, skal Plenarforsamlingen i ethvert tilfælde, hvor der synes at være en trusel mod freden, brud på freden eller en angrebshandling, øjeblikkelig overveje sagen med henblik på at fremsætte passende forslag til medlemmerne om kollektive forholdsregler — i tilfælde af fredsbrud eller angrebshandling — heri indbefattet brugen af væbnede styrker, når dette er nødvendigt for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed«.

Når man i forbindelse med Cypern-krisen næsten udelukkende hører om de foranstaltninger, Generalsekretæren på grundlag af Sikkerhedsrådets anbefalinger iværksætter, får man nærmest det indtryk, at i sådanne FN-sager er det rådet, som alene kan træffe beslutninger. Det er rigtigt, at rådet har hovedansvaret for opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed, men blokeres rådets beslutninger gennem et veto fra et af de permanente medlemmer, har Generalforsamlingen et ansvar for vedtagelse af handlinger til bevarelse af verdensfreden. Dette forhold kom tydeligst til udtryk ved oprettelsen af United Nations Emergency Force (UNEF) i forbindelse med Suez-krisen. Eftersom England og Frankrig ved deres veto i Sikkerhedsrådet hindrede oprettelsen af UNEF, foreslog Jugoslavien i rådet overførelsen af dette spørgsmål til Generalforsamlingen i henhold til »Uniting for Peace«-resolutionen. Rusland stemte for dette forslag og har derved anerkendt Generalforsamlingens subsidiære kompetance. Som bekendt oprettedes UNEF derefter på grundlag af 3 generalforsamlingsresolutioner.

Oprettelse af FNs sikkerhedsstyrker ved konflikterne i Congo og i Cypern er derimod sket på grundlag af Sikkerhedsrådets resolutioner. Rådets resolutioner i forbindelse med Korea-konflikten blev vedtaget i fravær af den russiske repræsentant Malik.

Generalsekretæren.

Som tidligere anført danner de af Generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet vedtagne resolutioner grundlaget for den virksombed, verdensorganisationen har kunnet udøve i de stridigheder, som FN indtil nu bar grebet ind i. Det praktiske arbejde med gennemførelsen heraf er derimod overladt til Generalsekretaren, som til hjælp har et sekretariat. Heri indgik der indtil Congooperationen intet militært personel; derimod blev der til varetagelse af FNs funktioner ved gennemførelsen af de fredsbevarende operationer oprettet det fra Gaza kendte »Field Service«. Først i forbindelse med behandlingen af Congo-operationen erkendte man i FN behovet for militær sagkundskab, hvorfor der til Generalsekretærens hjælp blev oprettet en mindre militær stal) under ledelse af den indiske generalmajor Rikhye. I denne stab indgår et meget begrænset antal (4— 5) officerer, og selv om gruppen oprindelig kun var oprettet i forbindelse med Congo- operationen, er den fortsat under Cypern-krisen. En nordisk officer har siden oprettelsen været placeret i denne gruppe; fra 1962— 64 har det været en dansk oberstløjtnant. Det er endnu uvist, om denne gruppe vil blive udvidet til en egentlig militær stab. I henhold til pagtens artikel 97 er der imidlertid intet til binder for, at en sådan stab oprettes.

De styrker, som af medlemslandene stilles til rådighed for FN til gennemførelse af fredsbevarende operationer, vil stå under kommando af Generalsekretærens repræsentant på stedet, som f. eks. i Cypern den indiske general Thimayya. Lande, som deltager i FNs operationer, vil således ikke direkte kunne gribe ind i aktionernes gennemførelse; men må gå via Generalsekretæren, såfremt de ønsker noget ændret. En lang række forhold er dog overladt de nationale myndigheder at tage vare på; det gælder disciplinære forhold, udnævnelsesforhold, lønningsmæssige sager m. v.

Generalsekretæren indtager en meget central placering ved gennemførelsen af FNs fredsbevarende forholdsregler. I Cypern-sagen f. eks. er det ham, som retter henvendelse til medlemslandene om styrke- og økonomiske bidrag, udnævner FNs mægler, forhandler med de implicerede parter, indstiller til Sikkerhedsrådet om forlængelse af operationer, udsender bestemmelser for styrkens anvendelse (»Regulations«) m. m. m.

Baggrund for den igangværende opstilling af militære FN-beredskabsstyrker.

Efter denne generelle gennemgang af FNs virksomhed og muligheder kan der være grund til at se på de anstrengelser, der fra forskellige landes side udvises for at oprette FN-beredskabsstyrker, som i givet fald kan stilles til rådighed for verdensorganisationen. Oprettelse af sådanne styrker synes naturlig, dels efter at det har vist sig, at stormagterne ikke kan komme til enighed om oprettelse af de i kapitel VII nævnte styrker, og dels efter at den hidtidige indsats af FN-styrker i almindelighed kan betegnes som styrkende for FNs omdømme og prestige.

Spørgsmålet om oprettelse af nordiske FN-beredskabsstyrker blev første gang drøftet af de nordiske udenrigsministre i 1958. Dag Hammarskjölds rapport til FNs 13. generalforsamling i efteråret 1958 indeholdt de grundlæggende principper for FNs fredsbevarende aktioner; men Generalsekretæren måtte erkende, at på grund af Sovjets negative holdning til dette spørgsmål ville det være umuligt at gøre mere ved sagen i FNs regi. Alligevel henvendte Generalsekretæren sig i juni 1959 bl. a. til de lande, som havde bidraget til UNEF i Gaza, og forespurgte, om disse lande i deres militære planlægning ville tage hensyn til mulighederne for fremtidige bidrag til FN. Initiativet til oprettelse af FN-beredskabs- styrker blev herefter taget af de skandinaviske forsvarsministre, som i tilslutning til de halvårlige møder nedsatte en arbejdsgruppe, hvis opgave det var at fremkomme med forslag til styrkernes størrelse, organisation m. v., således at fremtidige anmodninger fra FN om at stille militære enheder til rådighed for organisationen til løsning af fredsbevarende opgaver hurtigt kunne imødekommes. Det er i denne forbindelse interessant at bemærke, at selv om FN blev orienteret om de skandinaviske forberedelser, blev organisationen ikke forsøgt gjort med- ansvarlig herfor. En af FN uofficielt udarbejdet liste over ønskede styrker fra Norge, Sverige og Danmark dannede dog grundlaget for den af arbejdsgruppen foreslåede samlede styrke på ca. 4000 mand, som i første række ville kunne løse vagt- og ordensopgaver, og som kan indsættes såvel samlet som enhedsvis. Det lovmæssige grundlag for oprettelse af styrkerne blev først forsøgt tilvejebragt i de lovgivende forsamlinger, efter at Generalsekretæren i 1963 officielt havde udtalt sig til fordel for initiativet, og efter at FNs sekretariat var begyndt at interessere sig for spørgsmålets generelle aspekter.

Nordisk FN -beredskabsstyrke.

Den af forsvarsministrene nedsatte arbejdsgruppe bestående af en repræsentant fra det norske og fra det danske forsvarsministerium samt chefen for FN-afdelingen i den svenske hærstab fremkom i 1962 med en plan om opstilling af en skandinavisk styrke. Efter behandling på en række møder såvel i arbejdsgruppen som blandt de implicerede forsvarsministre var planerne i slutningen af 1963 så langt fremme, at lovforslag kunne forelægges i de respektive rigsdage. Dette gjaldt også en tilsvarende finsk styrke, idet Finland udover at være repræsenteret ved observatører i arbejdsgruppen første gang i april 1964 deltog i et forsvarsministermøde, ganske vist med den stedlige ambassadør.

Norge.

Stortinget vedtog den 8. juni 1964, at Norge skal holde styrker i beredskab for FN. Styrkerne omfatter:

Hæren:

1 infanteribataljon (795 mand)

1 værkstedskompagni (kompagnistab og 1 deling) (43 mand)

1 militærpolitideling (30 mand)

1 transportkontrolhold (35 mand)

1 kirurgisk katastrofeenhed (12 mand)

1 hygiejnehold (6 mand)

Søværnet:

1 fregat (160 mand)

1 havnekommando (40 mand)

Flyvevåbnet:

1 stabselement (8-13 mand)

1 helikopter-enhed (6-10 helikoptere) (68 mand)

1 transportflyenhed (4 transportfly) (73 mand)

Hertil kommer en stabs- og observatør-gruppe bestående af 50 officerer, således at den samlede norske styrke bliver på 1325 mand.

Af særlige forhold kan nævnes, at der ikke er afsat særlige midler til opstilling og drift af den norske styrke bortset fra, at der på 1964— 68 planen er beregnet midler til indkøb af de i styrkeoversigten nævnte fly og helikoptere. Øvrige udgifter må afholdes af værnenes årlige driftsbudgetter. Rekrutteringen baserer sig på frivillighed, idet personellet kan tegne 1, 2 eller 3 års kontrakter, men det modtager intet vederlag herfor. Inden for kontraktperioden skal de være rede til udkommando til FN-tjeneste i 6 måneder. Uddannelsen vil finde sted sideløbende med enhedernes ordinære uddannelse, herunder i genindkaldelsesperioderne. Infanteribataljonen må nærmest sammenlignes med en ordinær mobiliseringsbataljon.

Sverige.

Riksdagen vedtog den 8. maj 1964 opstillingen af en svensk FN-bered- skabsstyrke. Styrken omfatter:

1 infanteribataljon (663 mand)

1 infanteribataljon med MP-deling (706 mand)

1 teknikerkontingent bestående af

stabspersonel (15 mand)

observatører 26 mand)

teknisk (signal-ingeniør) enhed (51 mand)

flytransportenbed (74 mand) (3 helikoptere) (6 fly-53) (et antal transportfly) transportkontrolhold (44 mand)

Den samlede styrke bliver på 1579 mand.

Fra de svenske propositioner om styrken kan nævnes, at der til anskaffelse af særligt materiel — som ikke indgår i de normale svenske beholdninger, d. v. s. specialudrustning, visse køretøjer og flytransportmateriel — vil blive bevilget 11 mill. svenske kr. Øvrigt materiel tages fra allerede eksisterende beholdninger og yderligere midler vil ikke blive bevilget hertil. Til årlig drift bevilges 4,5 mili. svenske kr. Rekrutteringen baserer sig på frivillighed, idet personellet kan melde sig til 1 års beredskabstjeneste. Herunder kan udkommando til FN-tjeneste finde sted i indtil 6 måneder. Personellet modtager 500 svenske kr. ved indkommandering til FN-tjeneste, men ellers intet, altså heller ikke ved beredskabsperiodens udløb. Der bliver i Sverige tale om en speciel FN-uddannelse, som gennemføres i begyndelsen af beredskabsperioden. Uddannelsen vil vare 2 uger for menigt personel, 3 uger for befalings- mænd.

Finland.

Lov om en finsk beredskabsstyrke blev vedtaget i Riksdagen den 26. maj 1964. Den finske styrke vil med reserver kunne omfatte indtil 2000 mand, men nærmere om organisationen, udover at der vil blive opstillet en infanteribataljon (ca. 700 mand) samt en stabs- og observatørgruppe, er endnu ikke oplyst, bl. a. fordi Finland fra foråret 1964 stillede en infanteribataljon på ca. 1000 mand til rådighed for FNs fredsbevarende operation i Cypern. Af loven fremgår det, at styrken er organiseret som en militær enhed og underlagt Forsvarsministeriet, men at den i øvrigt ikke hører til Finlands »forsvarsmakt«. Personellet, der er frivilligt, melder sig til 1 års beredskabstjeneste og kan herunder befales til FN- tjeneste i indtil 6 måneder. Personellet modtager 315 finske mark, svarende til 500 svenske kroner, ved indkommandering til FN-tjeneste, men ellers intet, heller ikke ved beredskabsperiodens udløb. Personellet kan inden for et kalenderår indkaldes til 45 dages særlig FN-uddannelse. Den finske lov anfører intet om evt. særlige bevillinger til indkøb af styrkens materiel eller til de årlige driftsudgifter. Det forventes dog, at de herfor nødvendige midler vil blive tildelt udover det ordinære forsvarsbudget.

Danmark.

I modsætning til de øvrige nordiske lande blev det ikke anset for nødvendigt at gennemføre en lov om den dansk FN-beredskabsstyrke — Folketinget vedtog efter to behandlinger følgende folketingsbeslutning:

»Folketinget giver sit samtykke til opstilling af en permanent, dansk militær beredskabsstyrke og til, at denne styrke efter anmodning fra De forenede Nationer, og på grundlag af en vurdering af den almindelige situation, af regeringen kan stilles til rådighed for denne organisation med henblik på at bistå ved gennemførelsen af de af De forenede Nationer vedtagne fredsbevarende forholdsregler.«

Som det ses af folketingsbeslutningen, er det regeringen, som kan udsende styrken, og den behøver ikke at forelægge en evt. udsendelse af en FN-styrke for Folketinget. Som det blev gjort forud for afsendelsen af Cypern-styrken, må det dog antages, at regeringen vil forelægge en FN-anmodning for Det udenrigspolitiske Nævn. Det bør også bemærkes, at der forud for afsendelse af danske styrker skal foretages en vurdering af den almindelige situation — hvilket vil sige, at der under en spændt udenrigspolitisk situation, hvor Danmark kan få brug for alle disponible styrker, også de til FN »øremærkede«, næppe vil blive sendt militære enheder ud af landet. Af bemærkningerne til forslaget fremgår det, at den danske styrke vil omfatte en infanteribataljon (575 mand), et signalkompagni (97 mand), et sanitetskompagni (123 mand), et militærpolitikontingent (43 mand) samt personel til stabs-, observatør-, vedligeholdelses-, flytransport- og transporttjeneste, i alt ca. 950 mand. Personellet vil hovedsageligt bestå af frivilligt, hjemsendt personel, som efter en 4 ugers FN-uddannelse vil indgå i beredskabsstyrken i 12 måneder. Herunder kan udsendelse til FN-tjeneste finde sted med få dages varsel i indtil ca. 6 måneder, uanset om 12 måneders perioden bliver overskredet. Personellet vil, som vederlag for omhandlede beredskabsperiode, få 1000 kr., som enten udbetales ved periodens udløb eller ved indkommandering til FN-tjeneste. Udgifterne til materielanskaffelser er anslået til ca. 20 mili. kr., medens de årlige driftsudgifter omfattende udgifter til lønning og forplejning, mundering, indkvartering og uddannelse m. v. samt udgifter til vedligeholdelse m. v. af materiel og mundering er anslået til ca. 10 mill. kr. Udgifterne til styrkens materiel og drift påregnes stillet til rådighed ud over det rammebestemte militære driftsbudget og vil blive søgt på de årlige bevillingslove.

Formålet med oprettelsen af sådanne beredskabsstyrker kommer også til udtryk i bemærkningerne til forslaget. Det anføres, at det må antages at være af afgørende betydning for de af De forenede Nationer vedtagne fredsbevarende forholdsregler, at der med øjeblikkelig virkning kan stilles beredskabsstyrker til organisationens rådighed, hvorfor regeringen efter anmodning fra FN umiddelbart kan afgive den opstillede styrke — eller en del heraf — til denne organisation.

Infanteribataljonen består af et stabskompagni og tre lette kompagnier, men er således organiseret, at den kan optræde såvel samlet som delt. Det normale tunge kompagni er stykket ud, således at de lette kompagnier har tildelt 81 mm morterer. Desuden vil der formentlig indgå nogle spejdervogne og pansrede mandskabsvogne i hvert let kompagni, men ingen panserværnskanoner. Bataljonen har en øget tildeling af jeeps og andre lette køretøjer. Bataljonen påregnes primært anvendt til bevogtningsmæssige opgaver.

Signalkompagniet ønskes udrustet til at etablere radioforbindelser fra en kommandostation på brigade-niveau til fem dispositionsenheder. Herudover kan kompagniet oprette en punkt-til-punkt forbindelse over 100 km afstand. Med sin telefondeling kan kompagniet oprette et signalkontor samt interne telefonforbindelser i et brigadehovedkvarter.

Sanitetskompagniet vil være i stand til evakuation af sårede og syge fra en FN-brigades bataljoner, idet det er forudsat, at disse råder over tilstrækkeligt sanitetspersonel til at gøre patienter klar til evakuation. Kompagniet kan hospitalisere indtil 68 patienter og foretage såvel medicinsk som kirurgisk behandling samt tandlægebehandling.

MP-kontingentet består af en MP-deling samt en kompagnistab, idet en norsk og en svensk MP-deling i påkommende tilfælde vil kunne indgå i et skandinavisk MP-kompagni. På tilsvarende måde vil en dansk vedligeholdelsesenhed sammen med en tilsvarende svensk enhed kunne indgå i en skandinavisk værkstedsenhed med norsk chef.

Opstilling og uddannelse af de første danske FN-beredskabsstyrker er begyndt i oktober 1964 på en til formålet oprettet FN-skole. Alt afhængig af de til enhver tid værende danske FN-afgivelser vil der på denne skole blive uddannet FN-enheder. Såfremt alle danske FN-afgivelser falder bort, vil der på skolen blive uddannet 1/e af den samlede FN-beredskabs- styrke hveranden (lige) måned. Der oprettes en reduceret bataljonsstab, som udover at være stab for FN-skolen skal varetage opgaverne i forbindelse med styrkens opstilling og uddannelse m. v. Den 4 uger lange FN-uddannelse skal søge at sammensvejse personellet i de enheder, som det i givet fald skal indgå i ved udsendelse, og at indpode den enkelte den FN-ånd og den moral, der er en forudsætning for løsning af deres opgave.

Fremtidsperspektiver for FN-beredskabsstyrker.

Det er ud fra ønsket om at udstyre FN med militære magtmidler, det nordiske initiativ må vurderes. Selv om der kun er begrænsede politiske muligheder for at opnå universal anerkendelse af det ønskelige heri, må det hilses med glæde at tilsvarende initiativ er taget af Canada, Holland, Italien og Iran. Med den modtagelse det nordiske initiativ har fået rundt om i verden samt naturligvis i FN-kredse, må det forventes, at flere lande vil følge efter. En lang række problemer vil dog fortsat kunne opstå, herunder ikke mindst financielle. I lighed med de nordiske landes linie må det forventes, at alle udgifter indtil udsendelse bæres af de opstillende lande. Efter udsendelsen må FN betale, men da man i de hidtidige FN-operationer ikke har kunnet opnå enighed om, at udgifterne hertil skal financieres af alle medlemslandene, må det forudses at de finansielle vanskeligheder fortsat vil eksistere, svarende til dem vi kender fra Gaza- og Congo-operationerne. Dette problem vil afgjort være med til at svække FN.

Betingelserne for FN-styrkerne i Cypern har tydelig vist, at forholdet til de stedlige myndigheder (modtagerlandet) bør tages op til overvejelse. De begrænsninger, modtagerlandet kan påføre FN-styrkerne, bør ikke reducere disses indsatsmuligheder og svække tilliden til FN som fredsbevarende organ.

På samme måde som de nordiske landes styrker først efter megen koordination vil kunne optræde samlet som en brigade, vil FNs udsendte styrker først efter grundige forberedelser kunne præstere en effektiv indsats. Der bør derfor oprettes et permanent organ i FN-hovedkvarteret, formentlig i Sekretariatet, til varetagelse af FNs fredsbevarende operationer. Denne stab vil samtidig kunne være et rådgivende organ for Generalsekretæren.

For at de bidragydende landes initiativ kan blive ledt ind i de rette baner, og for at FNs kommende operationer kan være bedst muligt forberedt på grundlag af erfaringer fra de hidtidige indsatssteder, bør ovennævnte permanente organ snarest se dagens lys.

Ikke mindst de nordiske lande vil kunne tale med vægt i dette spørgsmål, eftersom de 4 lande for nærværende har stillet mellem 4000 og 4500 mand til rådighed for De forenede Nationer. Heraf bar Danmark og Sverige udsendt hver ca. 1400 mand, Finland ca. 1000 mand og Norge ca. 500 mand. Danmark og Sverige deltager i såvel Gaza- som Cypern- aktionen, medens Finland og Norge henholdsvis bar styrker i Cypern og i Gaza. Ud over disse styrker kommer et antal observatører.

J. B. Goth.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon forudsaetninger_og_baggrund_for_opstilling_af_danske_militaere_fn-beredskabsstyrker.pdf

 

Litteraturliste

Del: