Forsvarskommissionen og den civile styring af forsvaret

 Fra civilt hold var det som sådan nemt at styre en organisation, der ikke producerede noget målbart. Siden 1990’erne er dette billede blevet ændret. Truslen mod det danske samfund er noget udefinerbart, som ingen præcis ved hvor kommer fra. Dette har skabt et behov for at forsvars- og sikkerhedspolitiske emner bliver debatteret i den offentlige sfære, således at man også udenfor forsvarskredse forstår, hvordan denne indsats gør Danmark sikrere. Samtidig med denne usikkerhed omkring truslernes karakter, er danske soldater for første gang kommet i kamp. I denne komplekse virkelighed er det pludselig blevet vigtigt, at den civile verden er i stand til at styre, hvad forsvaret laver i marken. Denne styring foregår gennem en række forskellige redskaber, hvor nedsættelsen af kommissioner er et blandt flere.

I denne artikel vil jeg undersøge, hvordan det civile samfund bruger Forsvarskommissionen som led i sin styring af forsvaret. Med andre ord undersøger jeg, hvordan Forsvarskommissionen passer ind i den demokratiske relation mellem militært system og civilt samfund. På denne måde adskiller denne artikel sig fra andre analyser af Forsvarskommissionen. Heurlin (2004 og 2009) har således dygtigt beskrevet, hvordan kommissionerne fungerer som del af det parlamentariske spil og hvordan kommissionerne forholder sig til den sikkerhedspolitiske virkelighed. Hvor Heurlin altså forstår kommissionen med udgangspunkt i den civile verden, ser jeg på, hvordan kommissionen indvirker på forholdet mellem det civile samfund og forsvaret. Ud fra den eksisterende teori om civil styring danner jeg en sammenhængende teoriramme, som jeg derefter bruger til at analysere den netop overståede forsvarskommission og vurdere dens betydning for den civile styring af forsvaret i Danmark.

        Artiklen er bygget op omkring fem dele. Første afsnit præsenterer det overordnede formål med forskningen i civil styring med forsvaret på baggrund af Peter Feavers begreb om det civil-militære paradoks. På denne baggrund fremkommer et framework, hvor den civile styring forstås ud fra to dimensioner: Den administrative og den normative styring. Disse to dimensioner bliver præsenteret i andet og tredje afsnit. I fjerde afsnit analyserer jeg den netop overståede forsvarskommission med udgangspunkt i dette framework. Det er min hovedpåstand, at Forsvarskommissionen primært er med til at skabe administrativ styring, mens at den kun har en lille effekt for den normative styring. I sidste del sammenfatter jeg disse resultater og perspektiverer til, hvordan man i fremtiden kan benytte forsvarskommissioner til at etablere civil styring af forsvaret.

Det civil-militære paradoks

Forholdet mellem militær og samfund er funderet i, hvad politologen Peter Feaver har kaldt det civil-militære paradoks: På den ene side skal militæret være stærkt nok til at kunne udøve samfundets vilje og beskytte det mod dets eksterne fjender. For at kunne være funktionsdygtigt, må forsvaret således kunne agere uden at blive detailstyret fra civilt hold. På den anden side må det sikres, at forsvaret kun arbejder for at opnå de overordnede mål, der fastsættes demokratisk igennem den offentlige debat og det parlamentariske system. I det omfang forsvaret selv fastsætter de politiske mål for sit virke, vil Folketingets og regeringens magt over en af statens centrale funktioner blive undergravet, hvorved selve folkestyrets idé opløses. [2] Forskningen i civil styring med forsvaret fokuserer således på at besvare et centralt spørgsmål: I hvor høj grad og hvorfor udfører forsvaret de opgaver som civilsamfundet ønsker?

        Forholdet mellem forsvaret og det civile samfund er som en landsby, der konstant har behov for udbygninger og reparationer på sine bygninger. Landsbyens håndværkere udfører løbende dette arbejde under opsyn af en bygherre, som landsbyens beboere har udpeget fra deres midte. For at kunne løse denne opgave, må håndværkerne være i stand til at slå søm i og blande mørtel samt være selvstændige nok til at kunne løse pludseligt opståede småproblemer uden at belemre bygherren. Omvendt må tømrerne eller murerne ikke begynde at bestemme, hvordan huset skal se ud eller arbejde udenfor de overordnede retningslinjer for, hvordan arbejdet skal foregå (for eksempel ved at bryde arbejdsmiljølovgivningen eller lignende).

Ligesom disse håndværkere har forsvaret behov for en vis grad af selvstændighed til at kunne udføre sit arbejde ordentligt. Hvis politikerne (bygherren) eller den generelle befolkning (landsbyens indbyggere) blander sig i, hvordan tekniske småting skal udføres, mindskes forsvarets evne til at løse sine opgaver. Omvendt er der et behov for, at befolkningen kan bestemme arbejdets formål og de overordnede retningslinjer, det vil sige igennem det parlamentariske system sørge for, at forsvaret udfører folkeviljen.

Krige er ofte komplekse og det er derfor vanskeligt, at fastsætte en præcis grænse for arbejdsdelingen mellem det politiske system og forsvarets administration. Under Vietnamkrigen var det for eksempel problematisk, at politikerne blandede sig i konkrete detailbeslutninger og dermed var med til at eskalere krigen.[3] Omvendt var det kun fordi den stærke præsident Truman gik imod sin øverstbefalende, at man undgik, at Koreakrigen eskalerede til åben krig med Kina.[4] Man kan derfor ikke en gang for alle løse det civil-militære paradoks ved at fastsætte en almengyldig grænse mellem det civile og det militære ansvarsområde. I stedet er dette forhold op til konstant forhandling, hvor balancen afhænger af en række politiske og sociale faktorer. Forskningen i civil styring med militæret forsøger at afdække disse centrale faktorer og på denne baggrund tage temperaturen på forholdet mellem militær og civil-samfund.

Man kan opdele de forskellige tilgange til civil styring i to undergrupper. Den ene omhandler, hvordan der kan etableres administrativ styring med forsvaret i den daglige forvaltning af de politisk vedtagne beslutninger. Den administrative styring med forsvaret fokuserer på forholdet mellem civil og militær elite med særlig vægt på, hvordan førstnævnte sikrer, at sidstnævnte udfører de beslutninger som vedtages fra politisk hold. Kernespørgsmålet er således, om forsvarets ledelse strategisk forfølger egne mål og hvilke mekanismer den politiske elite kan opstille for at overvåge og straffe denne adfærd.

Den anden undergruppe er bygget op omkring, hvordan der foregår en ubevidst normativ styring af forsvaret gennem dets personels værdier. Hvor den administrative styring lægger vægt på forholdet mellem to administrative eliter (henholdsvis den militære og den civile), fokuserer den normative styring på forholdet mellem hele forsvaret og civilsamfundet i mere generel forstand. Sociologiske undersøgelser afdækker de civile og de militære værdisæt og hvordan de to sfærer opfatter hinanden og interagerer i den demokratiske debat. [5]

Administrativ styring

Som nævnt ovenfor omhandler den administrative styring forholdet mellem civil og militær elite. Disse to eliter behandler komplekse og detaljerede sammenhænge ved hjælp af det samme administrative systemsprog, der er baseret på et fælles mål om effektivitet. Kernespørgsmålet er således ikke, at definere hvad de overordnede mål er, men snarere at sikre at disse opnås ved at bruge færrest mulige ressourcer. Forholdet mellem de to eliter er altså ikke præget af samtale (som vi skal se kendetegner den normative styring), men snarere af et kommandoforhold mellem politikere og den militære administrations elite. For at bruge vores eksempel fra før, svarer det til forholdet mellem bygherre og håndværkere. Ingen af disse bestemmer, hvordan husene skal se ud. Deres opgave er snarere at sikre, at dette bliver gjort på den mest effektive måde. Bygherren er ansvarlig for at landsbyboernes interesser gennemføres, men har – ligesom håndværkerne – egne institutionelle interesser, der modvirker den effektive implementering af landsbyens planer. Den administrative styring fokuserer på at afdække, hvordan planer bliver til virkelighed og hvordan disse institutionelle interesser kan komme til at modvirke denne proces.

Teoretisk forstås forholdet mellem politikere og forsvar ved hjælp af en spilteorisk tilgang, hvor civil-samfund og forsvar er i et principal-agent-forhold til hinanden. Udgangspunktet er her, at politikere og forsvar begge er rationelle aktører, der dog har forskellige interesser. Politikerne er som sagt som bygherren, der har den politiske magt til at definere (på baggrund af landsbyboernes præferencer) hvilke mål håndværkerne (forsvaret) skal opnå. Håndværkerne har omvendt en langt større information om hvordan man rejser en gavl, hvilke sømtyper, der er mest hensigtsmæssige til at samle de bærende bjælker og hvordan man sikrer, at fundamentet kan bære bygningens vægt. Håndværkerne har på samme tid egne interesser, der adskiller sig fra bygherrens. De synes måske, det er overflødigt at opstille et stillads, de kan ønske at holde flere og længere pauser eller de kan synes at de skal have nyt og dyrere værktøj, end det bygherren stiller til rådighed. Fordi håndværkerne er på byggepladsen hver dag og har en specifik teknisk viden, som bygherren mangler, har de mulighed for at modarbejde bygherrens planer uden dennes medviden og udføre arbejdet efter egne præferencer. De kan altså udnytte, at de har, hvad man i spilteorien kalder en informationsasymmetri, til at narre bygherren til at give efter eller simpelthen udføre arbejdet på deres egen måde uden bygherrens viden. På samme måde har forsvaret en specialiseret viden om krigens udførelse, som politikerne mangler og egne interesser, der afviger fra politikernes. Forskningen i administrativ styring fokuserer således på at afdække, hvornår forsvaret bruger denne informationsasymmetri til at forfølge egne interesser mod politikernes ønske.[6]

Bygherren har dog værktøjer til at sikre, at håndværkerne kun forfølger landsbyens – og ikke sine egne – mål. For det første kan han opstille klare retningslinjer for arbejdets endemål og udførelse (’contracting’). Ved at lave klare tegninger for, hvordan huset skal se ud og binde håndværkerne til en kontrakt, der specificerer arbejdets mål og hvordan dette skal udføres, kan bygherren undgå, at håndværkeren forfølger egne interesser og - i så fald – påtale dette overfor disse. For det andet kan bygherren forsøge at mindske informationsasymmetrien mellem ham selv og håndværkerne. Dette kan han for eksempel gøre ved at sørge for, at håndværkernes arbejde overvåges – af ham selv, af en værkfører eller af landsbyens beboere - således at han sikrer, at disse kontrakter overholdes (’monitoring’). For det tredje kan han sørge for, at håndværkerne overvåger hinanden, eksempelvis ved at sikre at murerne lurer på, om tømrerne snyder dem for deres andel, mens blikkenslagerne lurer på murerne og så videre (’interservice rivalries’). Sidst kan han opstille forskellige strafmekanismer, som for eksempel nedsat løn, der sikrer at kontrakter bliver overholdt (’punishment’). [7]

Disse forskellige mekanismer kan bruges i en analyse af forsvarets adfærd i forhold til det politiske system. En undersøgelse af den administrative styring med forsvaret vil således fokusere på den politiske og den militære elites adfærd i forhold til hinanden og have særligt fokus på, om sidstnævnte forfølger sine egne interesser. Man vil have fokus på, om forsvaret udnytter sin informationsasymmetri og om det civile system forsøger at opstille klare mål for forsvarets arbejde, overvågningsmekanismer, udnytte interne stridigheder eller straffer afvigende adfærd.

Normativ styring

Som det allerede er blevet beskrevet, omhandler den normative styring forholdet mellem civile og militære værdier. Her fokuserer man på, hvordan både militære og civile værdier opstår og om disse værdier er med til at sikre, at forsvaret og det civile samfund forfølger samme mål. En del undersøgelser har således haft blik for, hvordan militære værdier opstår igennem den militære selvforståelse. Huntington (1957) påstod således, at militærets særlige korpsånd betød, at officererne forstod sig selv som vogtere af - men ikke deltagere i - det politiske demokrati. Hans tese var derfor, at denne korpsånd betød en iboende normativ styring med forsvaret. Janowitz (1971) fokuserede omvendt på, hvordan det moderne militær blev integreret ind i det civile samfund og hvordan officerer derfor overtog civile værdier. På samme måde eksisterer der en generel socialisering af den brede, civile befolkning gennem forskellige institutioner, såsom kirke, skole, universitet o.l. og der er lavet en del undersøgelser af, hvordan disse socialiseringsformer kan have en særlig betydning for holdningen til sikkerheds- og forsvarspolitik. Feaver & Gelpi (2002) peger eksempelvis på, at civile ledere bliver mere lydhøre overfor militære argumenter, hvis de har været ”en tur i trøjen”. Sammenfattende kan man tage dette til indtægt for, at disse socialiseringsmekanismer er med til at forme den civile styring med militæret.

Både den civile og den militære socialisering opstår som følge af dybereliggende sociologiske trends og har derfor ingen sammenhæng med Forsvarskommissionen som sådan. Derfor vil jeg ikke gå længere i dybden med denne form for normativ styring end at konstatere, at der forgår en sådan baggrundssocialisering, der er med til at sikre en effektiv civil styring med forsvaret.[8]

        Udover den generelle socialisering gennem forskellige institutioner, foregår der også en normativ styring med militæret gennem interaktionen mellem forsvaret og civilsamfund i den offentlige debat. Med den offentlige debat forstår jeg her den løbende samtale i samfundet om forskellige værdispørgsmål, der er med til at forme samfundets selvforståelse og de enkelte medlemmers identitet som medlemmer af dette samfund.[9] Denne debat har hverken begyndelse eller ende, men er, med den engelske filosof Michael Oakeshotts ord, som at ”besejle (…) et uendeligt og bundløst hav; der er hverken havn til beskyttelse eller havbund til forankring, hverken begyndelse eller endelig destination. Formålet er at fortsætte sejladsen med ret køl”.[10] Igennem denne endeløse samtale fastsætter samfundets borgere en forståelse af sig selv som samfund og bekræfter en pagt om venskab og medborgerskab og legitimerer samfundets institutioner.[11] For at denne form for offentlige samtale kan fungere, er det derfor nødvendigt, at den politiske samtale foregår i et sandfærdigt sprog. Den offentlige debat er altså afgrænset fra den administrative styring ved at førstnævnte er præget af åben og sandfærdig dialog, mens sidstnævnte er præget af en strategisk kamp mellem modstridende interesser.[12]

        I denne debat hænger forsvars- og sikkerhedspolitikken sammen med spørgsmål om den nære oplevelse af sikkerhed: Er jeg og min familie sikre mod terrorangreb i vores hverdag? Vil samfundet være sikkert i fremtiden, så også mine børn og børnebørn vil kunne leve i fred? Vil mine værdier også i fremtiden kunne bestå? Politiske tiltag skal kunne retfærdiggøres normativt i forhold til spørgsmål om retfærdighed eller oplevelser af det gode liv. Hvis Danmarks engagement i Afghanistan, for eksempel, skal være legitimt, skal man kunne forklare, hvad dette betyder for befolkningens oplevelse af sikkerhed. Forsvarets systemsprog skal kunne oversættes til det nære livs sprog, således at hr. og fru Jensen – der ikke kender forskellen på en haubits og en F-35 – også kan forstå og debattere disse emner. Forsimplet sagt: Er det ikke nært, så er det for svært![13]

        Dette kan forstås som del af vores billede af den forfaldne landsby. Håndværkerne foretager reparationer og udbygninger på landsbyens huse under bygherrens opsyn. Der er dog brug for, at disse aktiviteter sker i overensstemmelse med landsbyens ønsker. Landsbyboerne udvikler disse gennem løbende samtaler om, hvad de finder pænt og grimt, samt hvilke bygningstyper de har brug for. Landsbyboerne behøver således ikke have kendskab til håndværk, men skal bare have en opfattelse af deres egne præferencer. Det er dog vigtigt, at bygherren og håndværkerne deltager i denne debat – dels fordi de selv er indbyggere i landsbyen og derfor har behov for at blive hørt, dels fordi de er i stand til at forklare, hvad der er muligt og hvad der er umuligt. Som del af denne debat er der også et behov for at forklare, hvordan livet som håndværker foregår, så landsbyen har en opfattelse af, hvilke omkostninger der er i forbindelse med bygningsarbejdet. Dette kan dog ikke gøres på en indforstået håndværkerjargon. Håndværkerne og bygherren må kunne forklare sig således, at landsbyboerne kan forstå konsekvenserne for de færdige bygninger.

        På samme måde må forsvaret bidrage til den offentlige debat, for at give et indtryk af oplevelsen på jorden i Helmand, Danmarkstrædet eller Adenbugten. I forbindelse med denne deltagelse er der dog en risiko for en underminering af den offentlige debat. Fordi forsvaret nu engang har en privilegeret status i debatten, kan man risikere, at denne status bruges til at forfølge egne institutionelle interesser gennem strategisk kommunikation.Sagt på en anden måde: Fordi håndværkerne nu engang ved mest om håndværk, kan de, ved at fortie dele af denne information, overbevise landsbybeboerne om, at det er livsnødvendigt at holde lange ølpauser. Dette er særdeles illegitimt, idet det nedbryder den underliggende venskabspagt, der ligger i den offentlige samtale. Hvis løgn og snyd først bliver en del af den offentlige samtale, vil ingen af landsbyboerne stole på hinanden og de vil konstant vogte på om de nu bliver snydt. En undersøgelse af den normative styring af forsvaret må derfor fokusere både på hvilke kommunikationsformer aktørerne benytter (og om de overholder kriterierne for sandfærdig offentlig debat) og om det er muligt at skabe en sammenhængende forståelse af sikkerhed og forsvar, der kan anerkendes af andre aktører i den offentlige debat.[14]

Forsvarskommissionen:

Administrativ frem for normativ styring

I de to foregående afsnit præsenteredes den civile styrings to dimensioner. Den administrative dimension behandler, hvordan den politiske elite får den militære elite til at udføre sine bud og fokuserer primært på informationsforholdene mellem de to eliter. Den normative styring omhandler derimod, hvordan civile og militære værdier stemmer overens og hvordan disse værdier skabes i den offentlige debat, hvor både civile og militære eliter også deltager. Med dette overordnede framework på plads er næste skridt at analysere, om den seneste forsvarskommission har en betydning for den civile styring med forsvaret.

For at kunne estimere den normative styring af forsvaret i forbindelse med Forsvarskommissionen, har jeg foretaget en analyse af alle større avisartikler, hvor kommissionen eksplicit nævnes, trykt de vigtigste danske morgenaviser i perioden fra kommissionens nedsættelse til august 2009. En overordentlig stor del af disse avisartikler kan kategoriseres som debatskabende, idet de omhandler generelle forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og hvis argument henviser til en almengyldig forståelse af sikkerhed, som beskrives i et let forståeligt sprog.[15] Flere af disse argumenter udfordrer den gængse forståelse af sikkerhed og kommer med alternative forslag til formålet med dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Der foregår altså en offentlig debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, hvilket indikerer en normativ styring af forsvaret. I alle disse artikler henvises der på en eller anden måde til Forsvarskommissionen. Man kunne derfor forledes til at tro, at kommissionen var anledning til denne offentlige debat. En nærmere gennemlæsning viser dog, at dette ikke er tilfældet. Kun få af disse artikler springer direkte ud af kommissionens arbejde.[16] Størstedelen omhandler generelle forsvars- og sikkerhedspolitiske emner, hvor Forsvarskommissionen kun nævnes i en bisætning uden betydning for artiklens generelle argument.[17] Den offentlige debat er altså ikke en effekt af Forsvarskommissionen.

Forsvarskommissionens arbejde har naturligvis affødt en beretning, som er indgået i den offentlige debat. Spørgsmålet er dog, om den har genereret offentlig debat af betydning. En analyse af de artikler, der er skrevet efter kommissionsbetænkningens udgivelse, indikerer at dette ikke er tilfældet. Af disse er kun få reelle debatartikler og Forsvarskommissionens spiller kun en begrænset rolle i disse argumenter.[18]

Sammenfattende indikerer debatanalysen, at Forsvarskommissionen kun har haft en begrænset betydning for den offentlige debat af forsvars- og sikkerhedspolitiske emner. Når man sammenholder denne konklusion med det faktum, at kommissionsarbejdet er foregået bag lukkede døre og derved ikke har haft som eksplicit mål at generere offentlig debat, synes det rimeligt at konkludere, at Forsvarskommissionen kun har en lille betydning for den normative styring af forsvaret.[19]

For at analysere i hvilket omfang Forsvarskommissionen fungerer som administrativt styringsredskab, kan man tage udgangspunkt i de konflikter, der har været i forbindelse med kommissionsarbejdet. Her springer især to konflikter i øjnene. I juni 2008 kom det frem, at forsvaret manglede mandskab og materiel til at kæmpe krigen i Afghanistan. Dette blev afsløret i et notat udarbejdet af Forsvarsministeriet til Forsvarskommissionen.[20] Dette kan således ses som et eksempel på informationsasymmetri mellem parlamentarikere og forsvar. Indtil notatet blev skrevet, havde politikerne formentlig ikke viden om dette forhold. Fordi politikerne blev tvunget til at komme med en sammenfattende beskrivelse af forsvarets arbejde og visioner for den fremtidige udvikling, blev de dermed også tvunget til at tage søge denne information i forsvaret. Samtidig blev forsvaret tvunget til at levere de relevante oplysninger, hvorved et misforhold, der før havde været skjult, pludselig så dagens lys. På denne måde virker Forsvarskommissionen altså som en informationsindsamlingsmekanisme, der tvinger de relevante aktører til at indsamle information om ellers skjulte områder i forsvarets drift.[21]

Det samme billede kom til udtryk i en anden sag i december samme år. Her luftede flere af kommissionens medlemmer kritik af den information om indkøb af nye kampfly og forsvarets generelle økonomi, som forsvaret stillede til rådighed for kommissionen.[22] Dette fik prominente politikere til at efterlyse ”en budgetredegørelse for pengeforbruget i forsvaret”.[23] Dette kan således også ses som en kamp om informationsasymmetrien mellem forsvar og politikere. Endnu en gang tvang forsvarskommissionens arbejde forsvaret til at levere oplysninger, som kunne have store budgetmæssige konsekvenser. Da dette ikke var muligt, forsøgte politikerne at straffe forsvaret, ved at pålægge det nye restriktioner i form af mere gennemsigtige budgetprocedurer. I sidste ende betød den negative stemning omkring forsvarets budgetter formentlig. at de budgetstigninger, der blev resultatet af det efterfølgende forsvarsforlig, blev øremærket til særlige forhold og koblet besparelser i forsvarets drift.[24]

De to eksempler indikerer, at der gennem forsvarskommissionens arbejde sker en vis informationstransfer fra forsvar til politikere, som følge af kommissionens arbejde mod en endelig og omfattende beretning. Sammenfattende kan man altså konkludere, at forsvarskommissionen spiller en betydende rolle for den administrative styring af det danske forsvar. Her skal det dog holdes for øje, at andre mekanismer formentlig har større betydning for den administrative styring.

Konklusion og perspektivering

Formålet med denne artikel var at undersøge, hvordan det civile samfund bruger Forsvarskommissionen som led i sin styring af forsvaret. Til dette formål opstillede jeg en to-dimensionel teoretisk model for, hvordan den civile styring af forsvaret foregår i et moderne demokrati. For det første sker der en administrativ styring, hvor den civile elite kontrollerer, at den militære elite i sin daglige administration arbejder for de politisk vedtagne mål. Denne form for styring foregår ved, at to systemer med forholdsvist stort indblik i den forsvarspolitiske drift forsøger at maksimere deres egne interesser i et principal-agent-forhold. Administrativ styring er altså baseret på at mindske en informationsasymmetri og straffe afvigende adfærd. For det andet foregår der en bredere normativ styring gennem de underliggende værdier, der kendetegner både forsvaret og det civile samfund. Denne styring foregår dels gennem forskellige socialiseringsprocesser, men også igennem den offentlige debat. I denne styringsform er fokus på, hvordan komplekse problemstillinger oversættes til mere alment forståelige problematikker og om disse argumenter anerkendes som gyldige.

        På baggrund af denne teoretiske model analyserede jeg den netop overståede forsvarskommission. Gennem en debatanalyse blev det tydeligt, at forsvarskommissionen kun i ringe grad har genereret offentlig debat. Ved at se på de tvister mellem forsvar og politikere, der opstod i løbet af forsvarskommissionens arbejde, kom jeg frem til, at disse primært omhandlede forholdet det politiske niveaus adgang til information. Sammenfattende kunne man altså konkludere, at forsvarskommissionen er med til at skabe administrativ styring af det danske forsvar, men kun i ringe grad bidrager til den normative styring heraf.

        Med disse konklusioner in mente, kan man forsøge at forstå forsvarskommissionen som led i de mere generelle tendenser i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Som det blev beskrevet i indledningen, bliver dansk identitet og demokrati udfordret igennem forsvars- og sikkerhedspolitikken. Derfor er det nu enormt vigtigt, at disse emner også bliver taget ud i den offentlige sfære. I den sammenhæng kan man spørge, om man kunne tænke forsvarskommissionen ind i problematik. Kan man forestille sig fremtidens forsvarskommissioner arbejde i offentligheden og her tage de mere grundlæggende debatter om, hvad Danmarks globale rolle er og hvad der konstituerer trusler? Mere grundlæggende, er man bange for at opbakningen bag den nuværende politik forsvinder, hvis debatten tages i offentligheden og i så fald, hvad er de danske soldaters indsats så værd?

Litteratur

Arendt, Hannah (1963): The Human Condition, Chicago: Chicago University Press, s. 236-47.

Arendt, Hannah (1963): On Revolution, New York: Penguin Press.

Arendt, Hannah (1968b): Truth and Politics, i Arendt, Hannah (1968): Between Past and Future - Six Exercises in Political Thought, Harmondsworth: Penguin Books, s. 223-259.

Arendt, Hannah (1990): Philosophy and Politics, i Social Research, vol. 57, no. 1, s. 73-103.

Davidsen-Nielsen, Hans & Jakob Svendsen (2008): Forsvarets rod tager modet fra forskere, i Politiken, d. 13/12 2008, 1. sektion, s. 7.

Estrup, Jørgen et al (2008): Norden vil svække FN’s fredsindsats, i Politiken, d. 16/11 2008, 2. sektion, s. 9.

Feaver, Peter D. (1996): The Civil-Military Problematique: Huntington, Janowitz, and the Question of Civilian Control, i Armed Forces and Society, vol. 23, nr. 2, s. 149-78. 

Feaver, Peter D. (2003): Armed Servants. Agency, Oversight, and Civil-Military Relations, Cambridge: Harvard University Press.

Feaver, Peter D. & Christopher Gelpi (2002): Speak Softly and Carry a Big Stick? Veterans in the Political Elite on the American Use of Force, i American Political Science Review, vol. 96, nr. 4, s. 779-93.

Forsvarsministeriet (2009): Forsvarsforlig 2009-2014, København: Forsvarsministeriet.

Habermas, Jürgen (1996): Teorien om den Kommunikative Handlen, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Heurlin, Bertel (2004): Riget, Magten og Militæret. Dansk Forsvars- og Sikkerhedspolitik under Forsvarskommisionerne af 1988 og 1997, Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Heurlin, Bertel (2009): Hvad skal vi med kommissioner?, i Mortensen, Hans (ed.) (2009): Helt Forsvarligt? Danmarks militære udfordringer i en usikker fremtid, København: Gyldendal, s. 109-31.

Huntington, Samuel (1957): The Soldier and the State, Cambridge: Harvard University Press.

Jakobsen, Peter V. (2008): Hvordan vinder vi freden, i Jyllandsposten, d. 14/1 2008, 1. sektion, s. 9.

Keiding, Peter (2008): Ingen garanti mod ny krigsfiasko, i Information, d. 19/3 2008, 1. sektion, s. 4-5.

Janowitz, Morris (1971): The Professional Soldier. A Social and Political Portrait, New York: The Free Press.

Mortensen, Hans (2008): Uforsvarligt, i Weekendavisen, d. 4/7 2008, 1. sektion, s. 1.

Oakeshott, Michael J. (1951): Political Education, i Oakeshott, Michael J. (1962): Rationalism in Politics and other Essays, Indianapolis: Liberty Fund

Petersen, Robert (2008): Stop den aktivistiske udenrigspolitik, i Information, d. 27/8 2008, 1. sektion, s. 20-21.

Rasmussen, Mikkel V. (2009): Her går det godt, send flere penge, i Berlingske Tidende, 2. sektion, s. 9.

Record, Jeffrey (1998): The Wrong War. Why We Lost in Vietnam, Annapolis: Naval Institute Press.

Rottbøll, Emil & Charlotte Aagaard (2009): Danmark skal føre krig i fire verdensdele, i Information, 2. sektion, s. 32-33.

Svendsen, Jacob (2008): Når værdierne handler om liv og død, i Politiken, d. 9/4 2008, 1. sektion, s. 6.

Svendsen, Jakob & Hans Davidsen-Nielsen (2008): Frustration over talmangel, i Politiken, d. 12/12 2008, 1. sektion, s. 6.

Sørensen, Henning (1987): Den Danske Officer. Fra Kriger til Administrator, København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Villaume, Poul (2009): Der er alternativer til militarisme i Afghanistan, i Information, d. 7/7 2009, 1. sektion, s. 18.

Wainstock, Dennis (1999): Truman, MacArthur, and the Korean War, Santa Barbara: Greenwood Press.

Aagaard, Charlotte (2008): Forsvarskommission i skudlinjen, i Information, d. 10/12 2008, 1. sektion, s. 1.


[1] Forfatteren er cand.scient.pol. og forskningsassistent på Dansk Institut for Militære Studier, han er (sammen med Henrik Jedig Jørgensen) forfatter til en rapport om dansk forsvar i Arktis og forsker derudover i civile-militære relationer. Forfatteren vil gerne takke Kenneth Ø. Buhl, Vibeke Schou Tjalve, Anders Henriksen og Henrik Jedig Jørgensen for harsk kritik og værdifulde kommentarer.

Noter

[2] Feaver, Peter D. (1996): The Civil-Military Problematique: Huntington, Janowitz, and the Question of Civilian Control, i Armed Forces and Society, vol. 23, nr. 2, s. 150-55.

[3] Record, Jeffrey (1998): The Wrong War. Why We Lost in Vietnam, Annapolis: Naval Institute Press, s. 45.

[4] Wainstock, Dennis (1999): Truman, MacArthur, and the Korean War, Santa Barbara: Greenwood Press, s. 113.

[5] Denne adskillelse af administrativ og normativ kontrol hviler på sociologen Jürgen Habermas’ distinktion mellem system- og livsverden (Habermas, Jürgen (1996): Teorien om den Kommunikative Handlen, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag).

[6] Feaver, Peter D. (2003): Armed Servants. Agency, Oversight, and Civil-Military Relations, Cambridge: Harvard University Press, s. 54-75.

[7] Feaver (2003), s. 75-87. 

[8] For en undersøgelse af disse socialiseringsmekanismer i det danske forsvar, se Sørensen, Henning (1987): Den Danske Officer. Fra Kriger til Administrator, København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

[9] Arendt, Hannah (1963): On Revolution, New York: Penguin Press, s. 171-86.

[10] Oakeshott, Michael J. (1951): Political Education, i Oakeshott, Michael J. (1962) Rationalism in Politics and other Essays, Indianapolis: Liberty Fund, s. 60, min oversættelse, JRC.

[11] Arendt, Hannah (1963): The Human Condition Chicago: Chicago University Press, s. 236-47.

[12] Arendt, Hannah (1990): Philosophy and Politics, i Social Research, vol. 57, no. 1,, s. 83-85

[13] Habermas (1996), s. 324.

[14] Arendt, Hannah (1968b): Truth and Politics, i Arendt, Hannah (1968): Between Past and Future - Six Exercises in Political Thought, Harmondsworth: Penguin Books, s. 253.

[15] Se for eksempel Keiding, Peter (2008): Ingen garanti mod ny krigsfiasko, i Information, d. 19/3 2008, 1. sektion, s. 4-5; Svendsen, Jacob (2008): Når værdierne handler om liv og død, i Politiken, d. 9/4 2008, 1. sektion, s. 6; Petersen, Robert (2008): Stop den aktivistiske udenrigspolitik, i Information, d. 27/8 2008, 1. sektion, s. 20-21.

[16] For eksempel Rottbøll, Emil & Charlotte Aagaard (2009): Danmark skal føre krig i fire verdensdele, i Information, 2. sektion, s. 32-33; Rasmussen, Mikkel V. (2009): Her går det godt, send flere penge, i Berlingske Tidende,2. sektion, s. 9.

[17] For eksempel Estrup, Jørgen et al (2008): Norden vil svække FN’s fredsindsats, i Politiken, d. 16/11 2008, 2. sektion, s. 9; Jakobsen, Peter V. (2008): Hvordan vinder vi freden, i Jyllandsposten, d. 14/1 2008, 1. sektion, s. 9.

[18] For eksempel Villaume, Poul (2009): Der er alternativer til militarisme i Afghanistan, i Information, d. 7/7 2009, 1. sektion, s. 18.

[19] Disse konklusioner skal naturligvis tages med et gran salt. Kommissionsberetningen har kun været ude i få måneder og den kan på længere sigt ende med at have stor betydning som fremtidigt referencepunkt. Ydermere beskriver herværende analyse kun eksplicitte referencer til kommissionen. Jeg har således ikke undersøgt, om kommissionsberetningen har haft betydning for den offentlige debat. Dog synes dette – på baggrund af den ovenstående analyse – at være usandsynligt.

[20] Mortensen, Hans (2008): Uforsvarligt, i Weekendavisen, d. 4/7 2008, 1. sektion, s. 1.

[21] Her bør tages et vist forbehold for denne konklusion. Sagen kunne også være et eksempel på, at det offentlige bureaukrati udnyttede sit informationsmonopol til at skabe opmærksomhed omkring en sag, der i sidste ende ville øge forsvarsbudgettet. Det kræver en mere omfattende analyse med mere empirisk materiale for at afgøre dette. Jeg vil her blot konkludere, at forsvarskommissionen i begge tilfælde indgår i den administrative styring af forsvaret.

[22] Aagaard, Charlotte (2008): Forsvarskommission i skudlinjen, i Information, d. 10/12 2008, 1. sektion, s. 1; Davidsen-Nielsen, Hans & Jakob Svendsen (2008): Forsvarets rod tager modet fra forskere, i Politiken, d. 13/12 2008, 1. sektion, s. 7.

[23] Svendsen, Jakob & Hans Davidsen-Nielsen (2008): Frustration over talmangel, i Politiken, d. 12/12 2008, 1. sektion, s. 6.

[24] Forsvarsministeriet (2009): Forsvarsforlig 2009-2014, København: Forsvarsministeriet, s. 24-27.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.3_2009.pdf

Litteraturliste

Del: