Forsvarets tilpasning til Europas nye sikkerhedspolitiske miljø - et stigende behov for ukonventionelle militære operationer?

Indledning
Er Forsvaret forældet og skal det omlægges totalt? I Militært tidskrift nr. 1/1992 beskrev jeg en række muligheder for dansk forsvar vedrørende et bidrag med ukonventionelle militære styrker til NATO’s nye organisation. I denne artikel er det hensigten at videreudvikle de tidligere fremsatte tanker på baggrund af den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa i almindelighed og konklusionerne i mit speciale på den Videregående Officersuddannelse i særdeleshed.
Det er især den intensive pressedækning af konflikten i det tidligere Jugoslavien, som har medført en voldsom debat om det militære instrument som et muligt politisk middel, der har foranlediget mig til at skrive denne artikel. De mange forslag fra de såkaldte mihtæreksperter, fagforeningsformænd, poHtikere og andre lægmænd om en hurtig og radikal omstrukturering af forsvaret efterlader dog et vigtigt spørgsmål: Om en styrkesammensætning, der sigter mod øjeblikkets varmeste politiske sag, Balkankonflikten, kan imødekomme de generelle krav i Europas nye sikkerhedspolitiske miljø. Derfor er det min hensigt med denne artikel at belyse, nogle af de krav og kriterier, som kan være afgørende, hvis militære styrker skal anvendes i krisestyring.
På grund af debattens karakter, hvor kun styrkernes omfang synes at være interessant, vil jeg tage udgangspunkt i kendsgerningerne i det nye sikkerheds- pohtiske miljø, således som de er opregnet i NATO’s nye strategi. Disse kendsgerninger danner grundlaget for den efterfølgende belysning af hvilken type af militær kapacitet, der kan blive nødvendig i fremtiden. I den igangværende debat synes endnu ingen for alvor at have berørt, hvilke behov de militære styrker egentligt skal dække, og hvilken type af styrker, der er brug for. Tilsyneladende antages det, at balancen mellem den nuværende doktrin, organisation og teknologi blot skal reguleres ved en øget tilgang af højteknologi.
 
Forudsætninger
Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er endnu langt fra afklaret. Således kan de nuværende sikkerhedspolitiske organisationers, FN, CSCE, NATO, WEU og måske EF, indbyrdes forhold medføre, at det internationale samfund kan tvinges til at resignere og lade konflikter forløbe uden, at det griber effektivt ind. En lang række udviklingsmuligheder står åbne, spændende fra eksempelvis en europæisk sikkerhedsmekanisme i form af et funktionsduehgt CSCE i henhold til FN- pagtens artikel 53, til et hegemoni, hvor EF hævder sin sikkerhed gennem økonomiske og mihtære midler. En forudsætning for denne artikel er derfor, at den ikke retter sig mod nogen specifik organisation, som fremtidens muhge sikkerhedspolitiske magtudøver. En anden vigtig forudsætning omfatter legitimitetsproblemerne vedrørende eventuel fremtidig magtanvendelse.
Udviklingen i legitimitetsproblemets ydre aspekt, kan på længere sigt ikke forudses. Dette aspekt omfatter især forholdet vedrørende de hidtidige normer i det internationale samfund, eksempelvis princippet om ikke-indblanding i et lands interne anliggender. Der kan tænkes en udvikling af Folkeretten, der "tillader et mindre brud" for at afværge noget, som er et langt værre brud, eksempelvis en aktørs forsøg på at intimidere med masseødelæggelsesvåben, grove brud på Genev ekonventionerne eller andre humanitære krænkelser. En udvikling, der giver CSCE og måske endog NATO eller WEU legitimitet til intervention i freds- skabende øjemed kan heller ikke udelukkes.
Udviklingen i legitimitetsproblemets interne aspekt; den indenrigspolitiske tilslutning til indsættelse af militære midler med deraf følgende risiko for tab af menneskehv, er heller ikke forudsigehg. Det forudsættes derfor, at legitimitetsproblemerne løses på en måde som medfører, at indsættelse af militære midler bliver en realistisk option. Hvis problemerne ikke løses bortfalder således relevansen af den samlede debat om, hvorledes forsvaret skal indrettes for at kunne blive anvendt i sådanne operationer, som på kort sigt ikke vedrører det nationale forsvarsformål.
Konklusionen af disse forudsætninger er, at artiklen kun behandler de kapacitetsmæssige aspekter, som vil gælde, hvis de ovennævnte forudsætninger opfyldes. Det skal hertil præciseres, at artiklen ikke omfatter de decideret fredsbevarende operationer, som håndteres meget tilfredsstillende af det nuværende forsvar.
 
Kendsgerninger
I adskillige af de forslag om Forsvarets nyorientering mod mulige fremtidige opgaver, som er fremkommet i medierne, synes vort nuværende eneste sikkerhedspolitiske grundlag at være glemt: Danmarks tilhørsforhold til NATO i almindelighed og Alliancens nye strategi i særdeleshed. Denne tilsyneladende forglemmelse antyder, at perspektiverne i strategien måske ikke helt er blevet erkendt på grund af det umiddelbart mest påtrængende sikkerhedspolitiske problem, som er konflikten på Balkan.
Strategien fremhæver, at Vesteuropas nye sikkerhedspolitiske interesseområde nu omfatter området fra Kola-halvøen i nord til Nordvestafrika i syd. I dette område eksisterer der et bredt spekter af risici, som ikke skyldes kalkulerede aggressionshensigter mod Alliancen, men derimod de negative konsekvenser af økonomiske, sociale og politiske vanskeligheder, herunder etniske rivaliseringer, territoriale stridigheder og befolkningseksplosion. Disse risici kan næppe på kort sigt udvikle sig til direkte trusler mod NATO-territorium, men kan medføre kriser som virker destabiliserende for europæisk sikkerhed. Stabiliteten i det europæiske interesseområde skal derfor grundlæggende opbygges gennem politiske midler og ikke gennem militære. Det er imidlertid en kendsgerning, at der optræder et betydeligt antal mihtære faktorer i dette område, hvoraf den kvantitativt stadigt mest betydende faktor er det militære potentiel i det tidligere Sovjetunionen. Selv efter implementeringen af CFE-traktatens første trin vil der eksistere ca. 260.000 stykker traktatbegrænset materiel mellem Atlanten og Ural. Traktaten begrænser kun kampvogne, pansrede kampkøretøjer, artilleripjecer, kampfly og kamphelikoptere, og ikke mindre våbensystemer som eksempelvis håndvåben, mandbårne panserværnsraketter og småkalibrede morterer, der ofte er væsentlige faktorer i lavintensitetskonflikter. Der vil altså selv efter 1996-97 stadigt befinde sig ganske betydelige mængder af mihtær udrustning i det europæiske område. Heraf befinder mindst halvdelen sig i de meget ustabile og potentielt krise- eller konfliktramte øst- og centraleuropæiske lande og i særdeleshed i Rusland.
Herudover er der en i øjeblikket noget nedtonet risicizone i Mellemøsten og landene syd for Middelhavet. I disse lande foregår der en voldsom opbygning af militær magt og en spredning af militær teknologi. Af særlig vigtighed er faren for udbredelse af masseødelæggelsesvåben og balhstiske missiler; sådanne våbensystemer er overordentligt efterstræbte blandt adskillige lande i denne region. Blandt disse lande er der flere, der er stærkt antivestlige og som internationalt ofte reagerer efter andre normer end Vestens. Dette kan medføre alvorlige problemer under krisestyring, hvor opnåelse af succes kan være betinget af, at parterne forstår hinandens signaler.
 
Konklusionen af disse kendsgerninger er, at de militære styrkers sammensætning blandt skal kunne opfylde tre formål:
1. At virke som en troværdig og stabiliserende faktor, som kan modvirke, at en eventuel fremtidig samling af en større angrebsstyrke kan kalkuleres som en gennemførlig aggressionsmulighed mod Vesteuropa. I sin yderste konsekvens, at kunne standse en sådan større aggression.
2. At kunne deltage i krisestyring i forbindelse med regionale konflikter, med henblik på at hindre spredning, hævde humanitære principper eller eventuelt standse konflikten.
3. At kunne deltage i krisestyring i forbindelse med forsøg på intimidering af europæiske lande med langtrækkende masseødelæggelses- våben fra magter, der iøvrigt ikke besidder væsentlig angrebskapacitet.
 
Krisestyringsbegrebet  -hvad er en sikkerhedspolitisk krise?
I Alliancens strategi anvendes begrebet krisestyring som en procedure, der fortrinvis bør omfatte rene politiske midler, men hvis det er uundgåeligt, også omfatter anvendelse af militære midler. Desværre definerer strategien ikke begrebet en krise, hvilket kan medføre en række uheldige overføringer af begreber fra Den kolde Krig. I den gamle situation, hvor truslen om den altødelæggende kernevåbenudveksling var det altoverskyggende element, kunne en krise defineres som en fase i et lands udvikling, hvor dets afgørende interesser, måske dets eksistens, stod direkte eller indirekte på spil.
I fremtiden vil hovedparten af kriserne næppe kunne medføre en potentielt eksistenstruende situation for Vesteuropa, men eksempelvis øget indre politisk pres, voldsomme flygtningestrømme eller ustabilitet kan gøre militære løsninger uundgåelige. Da beslutningstagernes krisestyringsmæssige begrebsverden formentlig endnu hviler på Koldkrigstidens, kan overføringer herfra medføre, at foranstaltninger træffes for sent eller aldrig på grund af, at et militært indgreb i en given krise kalkuleres ud fra en eskallationsfare, som ikke længere er til stede.
Derfor omfatter en væsenthg del af analysearbejdet vedrørende forsvarets fremtidige struktur, hvorledes en krise skal defineres, og hvilke midler den kan løses med. Det militære aspekt heri vil især bestå i at fastlægge kravene til styrkerne i forbindelse med krisestyring. I forbindelse hermed skal det analyseres om den nuværende doktrin, organisation og teknologi er egnet, eller om der skal ske justeringer eller ændringer. Kun herved kan beslutningstagerne præsenteres for graduerede og afpassede optioner, som kan sikre at målene opnås med færrest mulige omkostninger. Resten af artiklen omfatter derfor de mulige krav til de militære styrker i forbindelse med anvendelse i krisestyring, og bygger på en tese om, at fremtidens sikkerhedspolitiske krisestyring kan nødvendiggøre en opprioritering af elementer, som hidtil har haft mindre opmærksomhed i den mihtære begrebsverden.
 
Forudsætninger for en effektiv krisestyring
Udgangspunktet for belysningen af nogle af konsekvenserne for militære styrkers anvendelse i krisestyring tages i en af de hidtil anerkendte teorier om krisestyringens elementer: Ifølge Borbjerg og Espersen: ”Militær efterretningsvirksomhed som led i krisestyring" (FOV 1980), er forudsætningerne for effektiv krisestyring:
1. Et fyldestgørende informationsgrundlag.
2. En effektiv beslutningsproces.
3. Hensigtsmæssige og troværdige virkemidler.
 
Den militære medvirken vil især omfatte informationsfremskaffelsen og tilvejebringelse af hensigtsmæssige og troværdige virkemidler, idet den militære deltagelse i beslutningsprocessen væsentligst vedrører rådgivningsvirksomhed om militære forhold og muligheder. Forholdene vedrørende beslutningsprocessen behandles ikke yderligere.
 
Et fyldestgørende informationsgrundlag
I mange sikkerhedspolitiske kriser kan der opstå en spænding mellem den politiske og den militære opfattelse af situationen. Hidtil har denne forskel bestået i det militære ønske om tidlig iværksættelse af foranstaltninger til beskyttelse mod overraskelse, i modsætning til det politiske ønske om at løse problemerne, uden at de eskalerer til højere niveauer af voldsanvendelse eller krig.
 
Et sådant skisma må formodes fortsat at kunne bestå trods ændringen af "trusselskarakteren". Hidtil har beslutningstagerne været tilbageholdende med brugen af magt på grund af faren for supermagtskonfiikten. 
Fremover vil beslutningstagerne blandt andet kunne være tilbageholdende af tre årsager:
1. På grund af den politisk mindre håndterbare uvished, hvor man vanskeligt vil kunne bevise en trussel. Eksempelvis om en given intimiderende magt virkehg har masseødelæggelsesvåben, eller om det virkeligt er nødvendigt at gribe ind i en given regional konflikt.
2. På grund af egen opinions sandsynhge voldsomme politiske pres i forbindelse med tab af egne menneskeliv eller blot faren herfor.
3. Ved indsættelse af en større militær kapacitet vil man kunne komme i en situation, hvor man pohtisk ikke vil kunne tåle en løsning gennem forhandling (det militære skridt vil kunne fremstå som en fejlbedømmelse), eller hvor styrkerne bindes i en langvarig og blodig guerillakrigsførelse.
 
Det er derfor sandsynligt, at den politiske ledelses krav til informationsgrundlagets påhdelighed vil være stigende, jo mere uklarhed og ustabilitet, der præger en given situation. Således kan det være en forudsætning for, at en krise ikke udarter sig til krig, at der ikke er fejl i informationsgrundlaget. For så vidt angår sikkerhedssfæren, der omfatter NATO og den tidligere Warszawapagt, vil man fremover kunne opnå en hidtil uset grad af militær gennemsigtighed, gennem CSCE’s to grundlæggende regimer CFE og CSBM. Gennem disse vil man opnå at kunne observere militære styrkers størrelse og beredskab i en sådan grad, at et større konventionelt overraskelsesangreb næppe vil være muligt. Derimod kan der være et alvorlig problem vedrørende fremskaffelse af et fyldestgørende informationsgrundlag i forbindelse med krisestyring udenfor CSCE-området, eller hvis en deltager begår traktatbrud.
 
Dette problem er todelt:
1. Problemer under den strategiske indhentning, som skal danne grundlag for beslutningen om indsættelsen af militære midler, og som fortsætter løbende.
2. Problemer under den operative indhentning efter, at der er taget beslutning om indsættelse af militære styrker, herunder i visse tilfælde også efter, at de er blevet indsat.
 
Problemer i forbindelse med den strategiske informationsindhentning.
I forbindelse med indhentning af informationer, som skal danne grundlaget for beslutningen om at indsætte styrker eller at undlade det, vil det normalt være mindst risikabelt at anvende midler, som ikke er synligt territorialkrænkende. Ofte anses teknologisk informationsindhentning, specielt rumbaserede indhentningsmidler, for at være fyldestgørende. Det var sådanne midler også under den langsigtede strategiske efterretningsvirksomhed under Den kolde Krig. Disse midler opnåede gode resultater, i forbindelse med identifikation og stedfæstelse af afgørende våbensystemer eller større militære koncentrationer. Imidlertid har satellitovervågning nogle begrænsninger, som ofte glemmes når der fokuseres på kapaciteten under optimale forhold.
Disse er:
- Banebegrænsninger. Disse medfører, at der skal vælges mellem kontinuerUg overvågning fra en geostationær position i 36000 km højde eller en overvågning i intervaller på ned til ca. 100 min i lave højder.
 
- Tekniske begrænsninger. Vejrforholdene har stor indflydelse på resultaterne fra satelUtter, der anvender optiske teknikker på alle bølgelængder. Dette kan medføre, at der i overskyede perioder ikke kan leveres brugbare resultater fra den type af satelitter. Vejrforholdene kan i en vis udstrækning overvindes med radarbaserede systemer. Et sådant er Synthetic Aperture Radar (SAR) systemet og eksisterer endnu kun i form af den amerikanske Lacrosse-satellit, som er vejruafhængig. SAR-teknologien har dog den alvorlige begrænsning, at der kun kan opereres i højder mellem 500-1500 km., hvorfor det ikke kan udføre kontinuerlig overvågning. Desuden er målfremstillingen kun et radarekko og systemet vil derfor være meget sårbart overfor modforanstaltninger, eksempelvis sløring af en mobil missilaffyringsrampe som en civil bus eller en lastvogn.
 
Størsteparten af de systemer, der er til rådighed nu, og i den nærmeste fremtid, er således konstrueret mod de målfremtoninger, som var nødvendige for beslutningsprocessen og krigsførelsen under den kolde krig. Det må derfor forudses, at sådanne midler næppe vil kunne levere de fornødne informationer i et lavintensitetsscenarium, som kunne omfatte militskrigsførelse, eller i et scenarium, hvis eneste afgørende militære elementer kunne være enkelte mobile leveringsmidler for masseødelæggelsesvåben. Desuden leverer radarsystemer, og endvidere signalopklaringssatelitter, kun indikationer og ikke bekræftede informationer, hvilket kan være et krav hvis krisestyringen skal være "fejlfri". Denne påstand underbygges af de strategiske fejlbedømmelser som skete i forbindelse med Golfkrigen, hvoraf de væsentligste var fejlbedømmelse af stadet og omfanget af det irakiske atomudviklingsprogram, Iraks evne til at levere masseødelæggelsesvåben med ballistiske missiler og den overordnede militære kapacitet. Disse fakta kan dog ikke umiddelbart overføres til et givet europæisk krisescenarium, men det må dog vurderes, at det vil være endnu sværere at indhente informationer i det langt mere diffuse miljø i en lavintensiv regional konflikt, hvor der ikke optræder så entydige militære mål.
Et eksempel fra borgerkrigen på Balkan på et kriseelement, som man ikke havde pålidelige informationer om, var mistanken vedrørende de påståede serbiske koncentrationslejre. Heraf opstod et voldsomt pres på beslutningstagerne på grundlag af enkelte filmoptagelser fra sensationsjagende TV-stationer. Herudover lagde forlydender om massakrer på baggrund af grædende ofre eller beskydning af egne civile, yderligere dramatik i det informationsgrundlag, som der skulle træffes beslutninger på. Alle krigens parter anvendte propaganda og fordrejninger eller direkte løgne både mod hinanden, men også overfor pressen eller observatører. Et sådant informationsgrundlag synes ikke at være det rette at træffe beslutninger på vedrørende indsættelse af militære styrker. Normal efterretningsaktivitet har herudover vanskeligt ved at fremskaffe pålidelige oplysninger i et sådant miljø, som kan være præget af usandheder og krigspropaganda. I forbindelser med kriser ses det endvidere ofte, at officielle observatører hindres i at nærme sig eller opholde sig i sensitive områder. Der er derfor et behov for midler, som kan dække hullerne i de tekniske strategiske indhentningsmidlers kapacitet.
 
Problemer i forbindelse med den operative informationsindhentning
Hvis militære styrker indsættes i et givet område vil indhentningen lettes, idet et større antal systemer vil kunne anvendes. Sådanne systemer vil især omfatte de tekniske systemer, som er konstrueret til kravene under kamphandlingerne i en højintensiv krig og de findes på de taktiske og operative niveauer. Disse systemers kapacitet skal imidlertid ses i snæver sammenhæng med de ovenstående forhold, idet disse systemer endnu er de eneste, der er til rådighed i forbindelse med krisestyring.
Desværre demonstrerede Golfkrigen, at sådanne systemer ikke tilstrækkeligt sikkert kan levere de nødvendige informationer, hvis der skal gives en afpasset reaktion i en given krisestyringssituation, der oftest vil præges af et tidspres.
Under Golfkrigen medførte satsningen på teknologi tre essentielle operative fejlbedømmelser:
 Styrken i Kuwait-området blev anslået til 540.000 mand, med over halvdelen i selve Kuwait: Det virkelige tal var ca. 250.000 mand, med omkring 150.000 i selve Kuwait.
2. Iraks beholdninger af mobile SCUD-leveringssystemer blev anslået til ca. 35: Det virkelige tal var omkring 200.
3. Det blev anset som en kendsgerning at Irak havde flyttet store mængder af kemiske våben til Kuwait-området: Der blev ikke fundet et eneste våben her.
 
Det skal fremhæves, at Koalitionen fra august 1991 frem til krigsudbruddet anvendte stort set alle aktive indhentningsmidler, fra de flybårne AWACS og JSTAR (Joint Surveillance and Target Acquisition Radar) til kamppladsbaserede målopklaringssystemer, som omfatter alle former for målopklaringsradarer, elektronisk krigsførelsesudstyr og elektronisk observationsudstyr. Disse systemer har i forbindelse med en krisestyring, hvor man endnu ikke synligt er gået ind i et givent område, den alvorlige begrænsning, at de har begrænset rækkevidde og derfor ikke kan indsættes uden at man udfører en synlig territorialkrænkelse.
I selve kampsituationen var målopklaringen under Golfkrigen ved hjælp af sådanne systemer uovertruffen, men denne kapacitet vil formentlig ikke kunne udnyttes i en lavintensitetskonflikt, hvor der ikke optræder en entydig militær organisation og entydige militære mål. Et af problemerne med sådanne systemer er, at de er udviklet til det tidligere storkrigsscenariums succeskriterier. Her rettedes den militære aktivitet mod mål, som detektorer let kunne skelne fra baggrunden. De mest sofistikerede systemer som det flybaserede JSTARS og det rumbaserede Lacrosse kan således stedfæste ethvert bevægehgt objekt indenfor et for et korps’ interesseområde ved hjælp af den nyeste radarteknologi. Men de kan som førnævnt ikke tilstrækkeligt præcist fungere i en lavtintensiv krigsform, hvor der måske end ikke optræder disse systemers egentlige mål: Større pansrede enheder.
 
Et andet eksempel, der viser, at de nuværende systemer er mindre egnede under krisestyring er bombningen af Amiriya-bunkeren, som skete på baggrund af signalopklaring. Dette medførte omkring 300 civile dræbte. Iraks placering af militære installationer blandt civilbefolkningen omfattede iøvrigt også transport af balHstiske missiler mellem civil trafik. Vedrørende de fly- og dronebaserede kamerasystemer er det vanskehgere at bedømme fejlprocenten, dels på grund af, at mange oplysninger er klassificerede, dels fordi kun få kilder omhandler dette aspekt. Det fremgår imidlertid af den 1200 sider lange rapport om Golfkrigen, som Pentagon afleverede til den amerikanske kongres, at der var alvorlige identifikations- og stedfæstelsesproblemer under hele luftkrigen, hvilket i flere tilfælde medførte mange civile dræbte. Dette faktum understøttes også af, at det jo var yderst vanskeligt at detektere de mobile irakiske missilleveringsramper under selve konflikten selv i det ubevoksede og ubebyggede landskab. Desuden prægedes skadesbedømmelsen (Bomb Damage Assessment) af fejl, hvilket i mange tilfælde medførte voldsommere ødelæggelser end det var mihtært nødvendigt.
 
Det kan derfor konkluderes, at de i øjeblikket rådige tekniske systemer er mindre egnede til at levere et informationsgrundlag, som er tilsrækkeligt præcist i lavintensitetskonflikter, hvor der ikke er en entydig militær organisation, hvor målene optræder snævert mellem civilbefolkningen og hvor der eventuelt er flere parter, som bekæmper hinanden. Et meget væsentligt krav i forbindelse med orienteringen af de militære styrker mod deltagelse i krisestyring, herunder fredsskabende operationer, er derfor en styrkelse af evnen til at skaffe de fornødne informationer.
 
Hensigtsmæssige og troværdige virkemidler
Kravet om hensigtsmæssighed. I den hidtidige krisestyringsteori har to mål været fremherskende:
1. Hævdelse af aktørens nationale interesser.
2. Hindring af en væbnet konflikt.
 
I fremtidens sandsynlige krisetyper kan det være vanskeligere at anvende sådanne målsætninger. Hvis krisen omhandler en borgerkrig kan Vesteuropas sikkerhed jo næppe trues på kort sigt og hindringen af konflikten vil i givet fald netop være mislykket. I forbindelse med en sådan krise vil den militære magtanvendelse kunne have tre mål:
1. At sikre og støtte en humanitær indsats.
2. At lægge politisk pres på de eller den krigsførende med henblik på at gennemtvinge politiske forhandlinger og løsninger.
3. At skabe fred.
 
Hvis krisen omhandler forsøg på politisk afpresning med masseødelæg- gelsesvåben kan Vesten stå i den situation, hvor eftergivelse kan udløse en bølge af lignende trusler, hvilket kan medføre at der ikke efterlades andre muligheder end anvendelse af militær magt. I forbindelse med fremtidens mest sandsynlige krisetyper, som ikke følger mønstrene fra Øst-Vest- konfrontationen, vil man kunne stå over for aktører, som man mistænker for at handle irrationelt eller efter andre normer. Det vil være karakteristisk for den nye type konflikter, at det vil være vanskeligt for beslutningstagerne at bevise nødvendigheden af brug af militære midler.
I sådanne krisetyper vil det være ønskeligt at udnytte den teknologiske overlegenhed, for derigennem at nedsætte risikoen for egne tab. En dækkende betegnelse herfor er det militære fagudtryk: "At undgå at komme i føling." Et af de mest bekvemme militære midler vil derfor være anvendelse af fly eller styrede missiltyper. Herved kan man undgå at binde sig i en direkte konfrontation hvorved løsningen vil være relativt billig og risikofri, og endvidere ville man kunne udnytte Vestens teknologiske overlegenhed optimalt. Imidlertid er en ren flyoperation behæftet med ganske betydelige politiske risici. Denne er væsentligst forbundet med et absolut krav om opdaterede informationer om målet og et hermed forbundet lige så absolut krav om absolut præcision og fejlfrihed i våbenanvendelsen. Det vil være en betingelse for absolut fejlfrihed i våbenbrugen, at målet er under uafbrudt observation i længere tid før operationen og især i den sidste periode før. Således vil et blot få timer gammelt efterretnings- billede være yderst risikofyldt med hensyn til den politiske reaktion hvis der opstår civile tab.
 
Et eksempel på sådanne problemer var den amerikanske flyoperation mod Libyen i 1986, hvor der mod forventning var civile omkring målene, hvilket piloterne ikke i alle tilfælde var i stand til at se under våbenleveringen. Desuden, og det er ikke uvæsentligt, landede adskillige bomber uden for målene, blandt andet i den franske ambassade. Også under Golfkrigen forårsagedes adskilhge civile tab under luftkrigen. En operation, specielt i forbindelse med en borgerkrig, hvor Vesten griber til militær magt med et humanitært sigte vil civile tab være aldeles uholdbare. En anden mulighed er, at Vestens teknologiske og styrkemæssige overlegenhed indsættes fuldt ud. Denne option er næppe særhg reahstisk, dels er den uhyre kostbar, dels er overdreven magtanvendelse næppe politisk håndterbar.
Herudover er det netop karakteristisk, at især i forbindelse med borgerkrigens milits- og guerillakrigsførelse vil den teknologiske overlegenhed ikke kunne udfoldes på anden vis end ved en voldsom ødelæggelse af infrastrukturen. Et meget vigtigt krigshistorisk eksempel herpå er Vietnamkrigen, hvor de amerikanske styrkers forsøg på at vinde en sådan konflikt med højteknologi medførte et politisk nederlag. "Udvalget vedrørende forsvarets udvikling i 90’erne" taler om et indsnævret teknologisk svælg i sådanne krisetyper (Bilag 2, p.35). Blandt andet derfor er de forslag, der plæderer for, at Hæren skal omskabes til en lille højteknologisk udrykkestyrke ganske unuancerede og har overhovedet ikke taget højde for de vilkår som sådanne operationer skal gennemføres under. Selv hvis europæiske storbyer trues af enkelte masseødelæggelsesvåben, og iøvrigt ikke af anden militær kapacitet, er indsættelse af store konventionelle styrker heller ikke en realistisk option. Heller ikke i dette scenarium kan Vesten vælge en strategi, hvor der gives et gensvar mod civile mål. Det kunne derfor være et krav, at der er rådighed over styrker, som det ikke er så politisk risikofyldt at indsætte.
 
Kravet om troværdighed. Hidtil har troværdighed været forbundet med kvantiteten og kvaliteten af styrkerne. Begrebet relativ kampkraft, hvilket i denne forbindelse vil sige kvantitative sammenligninger mellem NATO- og Warszawapagtstyrkerne, har haft væsentlig indflydelse på troværdighedsbegrebet. I de her omtalte krisetyper kan netop sådanne begreber give et troværdighedsproblem. I forbindelse med kriser hvor Europa trues af enkelte masseødelæggelsesvåben eller hvor der kun er tale om ikke eksistenstruende lokale eller regionale konflikter, vil de implicerede aktører kende Vestens vægring mod at indsætte styrker på landjorden. Denne vægring kan især have to årsager:
1. Faren for tab af egne soldater.
2. Indsættelsen af hærstyrker kan medføre, at man går ind i konflikten på modstanderens præmisser.
 
Modviljen mod egne tab er indlysende. Men i sådanne scenarier vil indsættelse af landstyrker medføre en alvorlig risiko for en binding i en langvarig og blodig konflikt og for en optrapning af den igangværende konflikt. Troværdighed i forbindelse med sådanne kriser vil derfor kun i mindre grad være forbundet med andre aktørers eller modstanderes tro på den egentlige militære slagkraft, men snarere på troen på om det er politisk muligt at indsætte mihtær magt.
Da den seneste udvikling har vist, at militære løsninger næppe på længere sigt kan undgås, vil der kunne opstå et stigende behov for militære optioner, hvis perspektiver ikke virker så skræmmende i den vestlige opinion. Sådanne optioner indebærer også, at det gøres klart for givne aktører, at man råder over virkemidler, som man i deres øjne har viljen og evnen til at indsætte også tidhgt i en krise. Dette vil især være nødvendigt, hvis enhver indsættelse af militær magt ikke skal gennemføres som en panikreaktion på baggrund af det politiske pres som nyhedsmediernes kan skabe. Disse krav kan derfor medføre, at ukonventionelle militære operationer må overvejes betydeligt mere indgående end tidligere og især, at mulighederne heri erkendes af de politiske og militære beslutningstagere.
 
De nuværende teknologiske forudsætninger
En væsentlig forudsætning for NATO-styrker evne til at gennemføre operationer uden fejlangreb, som ikke foregår i umiddelbar nærhed af en indsat landstyrke, stammer fra Follow On Forces Attack (FOFA) -konceptet. FOFA blev udviklet af SACEUR fra 1979, som et modtræk til Warszawa- pagtens fortsatte opbygning af en massiv offensiv kapacitet, og det deraf følgende behov for NATO for at reducere det stærkt ufordelagtige konventionelle styrkeforhold ved General Defensive Position. For at kunne gennemføre FOFA blev der iværksat en omfattende analyse af kravene til de teknologier, som skulle give mulighed for at rette afgørende slag mod de massive pansrede opfølgestyrker, som skulle forstærke 1. echelonstyrkernes angreb ind på NATO-territorium. Den deraf følgende teknologiske udvikling betinger således en væsentlig del af de detektions- og våbensystemer, som NATO-styrker råder over idag og i en overskuelig tid fremover. Efter bortfaldet af den massive trussel har SACEUR iværksat en omformning af FOFA i retning af Joint Precision Interdiction (JPI), som endnu ikke er et godkendt NATO-koncept. Dette koncept arbejder videre med de samme teknologiske forudsætninger som FOFA. Det vil være umuligt her at gennemføre en tilbundsgående belysning af problemerne vedrørende denne teknologi, som blev skabt til storkrigsscenariets vilkår og forudsætninger. Men der kan fremføres to citater fra troværdige kilder, som belyser problemerne vedrørende evnen til at gennemføre operationer i stor afstand fra egen militær organisation.
 
En uklassificeret rapport fra den amerikanske kongres’ Office of Technology Assessment belyste i hvilken grad evnen til at gennemføre FOFA var opnået i 1986 således:
"Currently NATO has little capability to strike very deep....
"Systems that have undergone significant development  -some currently under development and others unfunded  -could be available in the late 1980s or early 1990.
Disse citater fortæller altså hvilket stade teknologiudviklingen havde opnået efter 6-7 års udvikling.
Om evnen er opnået eller kan opnås belyses af to citater fra de uklassifi- cerede konklusioner i (Draft) NATO JPI Study (U) (1992):
"...There is a limited ability, provided almost entirely by manned aircraft, to conduct deep JPI operations using existing communications, target acquisition, and attack assets. Shortsfalls exist in sensor coverage, intelligence and C3 timeliness, and delivery platforms availability and survivability." "To achieve the required capability against the full target set at ranges out to 500 km, these programs must go forward into procurement and must be fielded. In the prevailing atmosphere of reduced threat, arms control, and tightened budgets, procurement is not certain," (Forfatterens kursivering)
 
Muligheder med UMF
I min tidligere artikel beskrev jeg de ukonventionelle styrkers (efterfølgende benævnt NATO-terminologiens "UMF"  - Unconventional Mihtary Forces) operative karakteristika, hvorfor der henvises til denne. Her skal blot belyses hvilke muligheder, der er i en opprioritering af denne mindre del af det samlede forsvar. Som indledningsvis anført plæderes der ikke for en overtrædelse af folkeretlige regler; målet er kun at skitsere en række optioner, hvis den fremtidige udvikling kræver anvendelse af militære midler. Gennemgangen af mulighederne gennemføres i tre dele, indledt med forholdene under krisestyring, dernæst mindre konfliktyper og afsluttende med den store eksistenstruende konflikt.
 
Krisestyring. Under en krisestyringsfase er et fuldstændigt informationsgrundlag en betingelse for at kunne udføre effektiv krisestyring. Ved en indsættelse af UMF gives der gode betingelser for at levere rettidige og bekræftede informationer. Dette udføres i praksis ved, at UMF uset trænger ind i modpartens territorium eller interesseområdet og observerer nøglemål. Da observationen udføres direkte med det menneskelige øje og straks kan vurderes, forudsat at soldaten er uddannet hertil, kan resultatet præsenteres for beslutningstagerne på ganske kort tid, og med meget stor leveringssikkerhed. Et vigtigt forhold vedrørende kvaliteten af informationerne er, at der er et humant filter allerede i selve sensorleddet. Derved opnås en sikkerhed mod fejlfortolkning, som vanskeligt kan opnås ved andre sensorsys temer. Specielt i forbindelse med kriser, hvor Vesten har mistanke om forhold, som modparten benægter, giver dette mulighed for at levere direkte beviser i forbindelse med den politiske proces. Dette kan rent praktisk udføres ved en digital radiooverføring af eksempelvis billeder, som er taget af UMF af et givet objekt. Dette vil kunne udføres under alle forhold, og kan specielt i forbindelse med masseødelæggelsesvåben få afgørende betydning. Også i forbindelse med overvejelser vedrørende indsættelse af egenthge landstyrker kan UMF deltage i fremskaffelsen af det nødvendige beslutningsgrundlag.
 
Der er dog den ulempe ved UMF, at de risikerer at blive kompromiteret, hvorved modparten kan føle sig tvunget til at eskaliere konflikten. Disse ulemper kan dog afbødes ved at give UMF et sæt "rules of engagement", som er i overenstemmelse med den politiske "risk-benefit" afvejning. Herigennem kan risikoen for et politisk prestigetab nedsættes, således at indsættelsen af UMF alene fremstår som et forsøg på at skaffe informationer, som kan medvirke til at deeskallere eller bilægge krisen. I forbindelse med begrebet "hensigtsmæssige og troværdige virkemidler", kan en offentliggjort rådighed over UMF medvirke til at givne aktører afskrækkes fra forsøg på intimidering. Således viste Golfkrigen at det kun i ringe grad er muligt for et land at beskytte sig mod UMF’s operationer, både i forbindelse med informationsindhentning, men også i forbindelse med præcisionsangreb på nøglemål. Erfaringerne fra Golfkrigen vedrørende UMF, kan således bruges til at forøge troværdigheden af Vestens virkemidler, idet potentielle modstandere ved, at de ikke kan beskytte sig mod UMF. I den forbindelse er netop de "usynlige" operationer et hensigtsmæssigt træk ved UMF.
 
Mindre konflikter. Under dette scenarium vil UMF’s evne til at levere de generelle informationer være sammenfaldende med evnen under krisestyring. Da egentlige krigshandlinger er indtrådt i dette scenarium, vil UMF informations- levering kunne knyttes i højere grad til en eventuel våbenindsættelse. Våbenindsættelsen må, som tidhgere påvist, ske under størst muhg sikkerhed for, at det tilsigtede mål træffes, og at civile tab forhindres. Dette kan UMF tilsikre ved, at en patrulje gennem længere tid har observeret et givet mål og herunder bekræftet, at målet er det rigtige og, at der ikke er civile omkring målet. Præcisionen i angrebet tilsikres ved, at UMF belyser målet med en Laser Target Designator, og i forbindelse med et flys aflevering af et Stand Ofl'- våben fra sikker afstand, kan våbnet styres til mål med meget stor sikkerhed.
I forbindelse med regionale konflikter, hvor Vesten ønsker at øge det politiske pres for at standse kamphandhngerne, uden at ville risikere at binde sig i en langvarig konflikt med konventionelle styrker, giver indsættelse af UMF mulighed for at neutralisere nøglemål. Eksempelvis i en konflikt, hvor en mindre militær aggressor øver overgreb på en civilbefolkning, er der mulighed for, at gribe ind på en måde, som aggressoren ikke kan forsvare sig imod. Aggressoren vil ikke kunne forsvare sig, idet UMF netop opererer skjult og derved giver muhghed for, at fly kan levere præcisionsvåben fra sikker afstand. Aggressoren har følgelig ingen mål, som han kan angribe, hvorved hans politiske muligheder for at udnytte vestlig indgriben forsvinder. Desuden mindsker det aggressorens troværdighed blandt hans egen befolkning.
Således kan nøglemål som forsyningslinier, føringsinstallationer, våbenfabrikker og lignende ødelægges. Desuden kan artilleristillinger, som beskyder civile mål, ødelægges. Det skal dog anføres, at dette næppe kan vinde krigen, men i forbindelse med et stærkt politisk pres vil en sådan indsættelse af UMF kunne medvirke til, at aggressoren tvinges til at overveje sin situation.
Gennem de ovenstående militære muligheder, kan Vesten således forøge troværdigheden og hensigtsmæssigheden af virkemidlerne i forbindelse med mindre konflikter. Dette kræver dog, at UMF får større bevågenhed således, at det står klart for alle andre aktører, at Vesten råder over denne militære evne og har viljen til at indsætte den. Dette medfører dog ikke nødvendigvis en større åbenhed om UMF’s karakteristika eller viden om interne forhold.
 
Større konflikter. De vesthge styrkers teknologiske overlegenhed er væsentligst en følge af den tidligere opgave, som var at kunne afvise et massivt angreb på Vesteuropa. Trods den massive indsats for at udvikle teknologien, er der en række områder, hvor UMF vil kunne understøtte hovedkampen. UMF vil især kunne bruges som en "Force MultipHer", der kan forøge de konventionelle styrkers kampkraft. Som under de øvrige scenarier, er det UMF’s evne til at indhente informationer, som er den primære. Ved en indsættelse af UMF vil man kunne skaffe oplysninger om styrker, der fra stor afstand senere vil kunne få afgørende indflydelse på den igangværende kamp. De tidhgere anførte citater viser, at der trods et årtis udvikhng af først FOFA, dernæst JPI-konceptet, stadig er en manglende evne til at udføre JPI- operationer i stor dybde. UMF vil kunne dække dele af dette behov ved at blive indsat til observationer af nøgleterræn, som modpartens styrkers skal passere. Herved opnås der både en rettidig detektion samt en mulighed for at lede ilden, således at den bliver så effektiv som mulig. Specielt vil UMF kunne deltage i ødelæggelse af traffikknudepunkter, hvorved modpartens bevægelse hindres. Denne evne vil, især i forbindelse med fremtidens lavere styrkeniveauer, kunne få stor betydning for NATO’s evne til at løse forsvarsopgaverne.
 
Problemer vedrørende opstilling af optioner med UMF
Som det fremgår af ovenstående er der en række behov under krisestyring og lavintensitetskonflikter, som næppe kan dækkes af den militære kapacitet, som var vigtigst under Øst-Vest-konfrontationen. Ved at opprioritere evnen til ukonventionelle militære operationer kunne de militære beslutningstagere fremlægge en række optioner, som absolut ligger i den laveste ende af intensitetsspekteret, og dermed indebærer den mindst mulige magt-eller voldsanvendelse og eskallationsfare. Om de politiske beslutningstagere så vælger en sådan option er en anden sag, men optionen skal i det mindste fremlægges. Det kunne imidlertid betvivles om sådanne optioner tillægges den fornødne opmærksomhed på grund af en række forhold, som vedrører officerskorpsets generelle viden, forståelse og interesse for ukonventionelle operationer.
Antallet af officerer, som modtager uddannelse i ukonventionelle operationer er begrænset til de få, der gør tjeneste i UMF. Indenfor UMF begrænses studievirksomheden imidlertid hovedsagligt til udvikling af de teknisk- faghge områder og ikke selvinitieret og visionær studievirksomhed vedrørende muligheder på det strategiske niveau. Det virker jo iøvrigt uhensigtsmæssigt,hvis en enhed selv skal bevise behovet for sin eksistens. Antallet af officerer i Danmark udenfor UMF, der beskæftiger sig med ukonventionelle operationer, er begrænset til enkeltpersoner i BALTAP, FKO, HOK og SOK. Flyvevåbnet har mig bekendt ingen særlig studievirksomhed på dette område. På Forsvarsakademiet, hvor operationer på operativt og strategisk niveau studeres og indlæres, er kendskabet til ukonventionelle operationer meget begrænset, og oftest begrænset til en kort gennemgang af de nuværende UMF under BALTAP.
 
Hvis min tese er rigtig om, at UMF kan bidrage væsentligt til de dele af de militære virkemidler, som ikke vedrører eksistensforsvaret og de fredsbevarende operationer, så bør der også foregå en udbredelse af kendskabet til ukonventionelle operationer i de dele af officerskorpset, som ikke har dette arbejdsområde. Et sådant kendskab behøver ikke omfatte detailkendskab til den tekniske udførelse, men kan omfatte disse operationers indpasning i det strategiske billede og de specielle funktionsvilkår for UMF.
 
Et øget kendskab kan opfylde to væsentlige formål:
1. At officerskorpset bedre er i stand til at argumentere vedrørende de reelle muligheder for indgriben i mindre kriser og konflikter, i stedet for som nu hvor selv unuancerede forslag om professionelle bataljoner eller brigader med alskens højteknologisk udrustning står uimodsagt på grund af manglen på fagligt begrundede argumenter. Hvis officeren kun kan argumentere ud fra sit personlige kendskab til konventionelle styrker og operationer, som jo er mindre egnede til løsning af denne type opgaver, kommer han let til kort i den nuværende situation. Som det ses nu kan selv selvudnævnte "mih- tæreksperter” få indflydelse gennem postulater, som ikke modsiges.
2. At dette område af forsvarets aktivitet omfattes af officerskorpsets generelle bevidsthed og begrebsverden. Hvis kun UMF selv, og ganske få sagsbehandlere uden egenthge forudsætninger, beskæftiger sig med ukonventionelle operationer, kunne det betvivles, at alle eksisterende optioner når de militære og dermed de civile beslutningstageres bord. Dette kan ske hvis de pågældende sagsbehandlere er uden den fornødne viden om ukonventionelle operationer, som er grundlaget for en fantasifuld og kreativ analyse. Der kan også ske det, at personel med tilstrækkelig kompetence, uden interesse eller bevidsthed om ukonventionelle operationer "overstråler" eller undertrykker de muhge optioner med UMF, således, at disse optioner alt for tidligt fravælges eller måske slet ikke opstilles under beslutningsprocessen.
 
Afslutning
Set på denne baggrund af de anførte kendsgerninger i det sikkerhedspolitiske miljø, de mange risici og det stadigt store militære potentiel i Europa, synes kravene om voldsomme nedskæringer i styrkerne at være ganske overilede. Og i forlængelse heraf synes principperne i Alliancens nye strategi at være overordentligt afbalancerede og anvendehge til sikring af europæisk sikkerhed. Således vil det væsentligste aspekt i sikkerhedsbegrebet i overskuelig fremtid være evnen til at generere betydelige konventionelle styrker, som nok skal være på et lavere beredskab, men som vil være den faktor, der skaber NATO's identitet som en troværdig sikkerhedsinstitution. Disse styrker opdeles i Main Defence Forces og Augmentation Forces, og Danmarks vigtigste bidrag til det samlede NATO-forsvar synes at blive Jyske Division, som skal indgå i Main Defence Forces. Derfor har de røster der plæderer for, at Danmark kun skal have en lille professionel enhed uret, idet de ikke har forstået, at denne mobiliseringsdivision ikke kun eksisterer for dansk territorialforsvar, men som et bidrag til fælles europæisk sikkerhed.
Ved udelukkende at omruste til en lille stående bataljon eller brigade vil Danmark løbe fra sine internationale forpligtelser og derved måske medvirke i en destabiliserende proces. Hvis alle NATO-lande optrådte sådan kunne man let komme i den situation, hvor disse småstyrker var bundet i én konflikt og derved kunne en anden konflikt udvikle sig helt uhindret og måske endog medføre territoriale krænkelser af NATO-lande.
Det må således vurderes, at det væsenthgste element i europæisk sikkerhed i nærmeste fremtid vil være de konventionelle styrker, som er de eneste der kan fremstå som en troværdig krigsforebyggelse. På trods af disse styrkers stadige nødvendighed er der dog opgaver, som disse styrker er mindre egnede eller for politisk og økonomisk kostbare at bhve anvendt til. Disse, i den overordnede fastholdelse af sikkerheden, mindre væsentlige opgaver kan istedet løses af de mindre ukonventionelle styrker. Det skal hertil anføres, at sådanne styrker ikke kan forsvare hverken Danmark eller Europa. Derfor vil jeg afslutningsvis præcisere, at jeg på ingen måde kan tages til indtægt for synspunkter om, at Forsvaret er forældet og at Danmark kan nøjes med nogle små, kostbare, højteknologiske styrker. Jeg har kun plæderet for, at ukonventionelle operationer burde overvejes nøje på baggrund af en række konstaterede behov, og i den forbindelse har jeg kun peget på én option og ikke et mirakelmiddel.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_121_aargang_okt-nov-dec.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: