Forsvarets, samfundets økonomi og statens finanser

Ekspeditionssekretær, cand. polit. V. E. Carstensen, der er lærer i
nationaløkonomi ved Forsvarsakademiet, skriver om forsvarets samfundsøkonomiske
problemer, et område der kun i ringe grad har
været dyrket af danske økonomer.
 
Når forsvaret vurderes ud fra samfundsøkonomiske synspunkter, sker
det gerne på den måde, at forsvaret betragtes som en forbrugende enhed,
der er en belastning for samfundsøkonomien, idet man fremhæver, at
forsvaret beslaglægger en del af nationalproduktet og derved sænker levestandarden
for samfundets medlemmer.
 
En af årsagerne til at forbrugssynspunktet hyppigt anlægges er, at
forsvaret udelukkende finansieres af staten, og statens udgiftsposter betragtes
jo traditionelt som forbrug, ganske som den enkelte husholdnings
udgifter. De økonomer, der har befattet sig med forsvarets problemer,
har i de fleste tilfæ lde nærmet sig fra den budgetmæssige side, og dette
må nok være en del af forklaringen på, at forsvarets problemer kun i
ringe grad har været taget op til en mere rationel behandling i dansk
samfundsøkonomisk litteratur.
 
Forbrugssynspunktet er selvfølgelig relevant ved bedømmelsen af de
økonomiske problemer, som forsvaret frem kalder i det moderne samfund,
men forsvaret er jo langt mere end en forbrugende enhed, og en beskrivelse
af det som del af samfundsøkonomien må derfor først og fremmest
behandle forsvaret som en del af samfundets produktion. Forsvaret beslag
lægger en del af samfundets produktionsm idler — både mennesker (arbejdskraft),
realkapital og naturtilgange, og en nationaløkonomisk bedømmelse
af forsvaret må derfor i høj grad gå ud på at undersøge, hvorledes
forsvaret anvender de produktionsm idler, som det råder over.
Forsvarets virksomhed er af så stort omfang, at dets problemer nok
skulle kunne tiltræ kke sig økonomisk interesse også fra disse synspunkter.
I det følgende vil dog kun forsvarets forhold til statens finanser blive
behandlet.
 
Ved en betragtning af forvaret som del af statsbudgettet v il man
kunne få grundlag for en bedømmelse af den belastning, som forsvaret
udgør for staten og den offentlige sektor af samfundsøkonomien.
Dette kan for Danmarks vedkommende kortest gives ved nedenstående
tabel.

Tabellen viser, at de danske forsvarsudgifter i tiden 1956— 60 er
steget fra 837 t il 890 m illioner kroner årlig, og at deres andel i det
samlede statsbudget (når dette afgrænses som anført ved tabellen) er
dalet fra 20,6 til 16,6 %.
 
Forsvarsudgifterne udgør således nu ca. 1/6 af statsudgifterne, mens
de for 3— 4 år siden udgjorde ca. 1/5. Disse tal kan være vejledende for
bedømmelsen af den byrde, forsvaret er for de offentlige budgetter.
Til støtte for en sådan bedømmelse v il man som regel søge tilvejebragt
en sammenligning med forholdene i udlandet.
Nedenstående v il belyse forholdene i Sverige:
 
Det vil ses, at de svenske forsvarsudgifter nu ligger på samme niveau
som de danske befandt sig på for 3— 4 år siden. Det må dog bemærkes,
at denne sammenligning må tages med alt muligt forbehold, da der er
tale om andele af statens budget alene. Statens budget dækker ikke hele
det område, der kan betegnes som de offentlige finanser, og fordelingen
mellem statsbudgettet og de andre dele af de offentlige finanser kan være
forskellig i Danmark og Sverige. De offentlige finanser, der ikke falder
ind under statsfinanserne, er de kommunale budgetter, herunder amtskommunernes
budgetter og de sociale forsikringsordninger, hvortil kommer,
at statsvirksomhederne og forskellige fonds ikke var medregnet i
statsbudgettet i de anførte opgørelser.
 
Også i Sverige har forsvarsbudgettet i de senere år udviklet sig i
retning af at udgøre færre procent af statsregnskabet. Det vil ses af fø lgende
tabel:
 
 
Bevillinger til forsvaret er udsat for en vis tilbageholdenhed hos de
bevilgende myndigheder, der naturligvis må se kritisk på såvel forsvarsudgifter
som på andre udgifter.
 
Den forsvarseffektivitet, der er nødvendig for landet kan til et givet
tidspunkt bedømmes forskelligt af forskellige instanser, men det må under
alle omstændigheder ønskes, at der opnås maksimal effekt inden for
rammerne af de bevillinger, der faktisk gives.
 
Dette indebærer, at der være mulighed for en løbende tilpasning,
således at de sagkyndige m ilitæ re organer til stadighed følger udviklingen
på alle områder — herunder specielt de tekniske — og tilpasser anvendelsen
af de m idler, der er til rådighed.
 
Mulighederne i denne retning kan kun udnyttes fuldt ud, hvis forsvarets
ledelse har frie hænder til at foretage forskydninger indenfor hele
sit område. Ledelsen må også have mulighed for at planlægge på længere
sigt. Der må endvidere foregå en stadig tilpasning t il den økonomiske
udvikling i samfundet, både den offentlige og den private sektor.
I erkendelse heraf har man i Sverige i de senere år indført ny prin cipper
for m ilitæ re bevillinger.
 
Grundlaget for den ny praksis er et i 1958 afsluttet forsvarsforlig
mellem de svenske politiske partier, hvorved disse har hundet sig til
gennem en årrække at give bevillinger, der er tilstræ kkelige til at sikre
opbygningen af et forsvar af en nærmere defineret styrke. Styrken er
fastsat efter den ventede udenrigspolitiske og m ilitæ re udvikling. I realiteten
tages der dog også særdeles stærke hensyn til den forventede samfundsøkonomiske
udvikling i Sverige.
 
Ud fra disse retningslinier er det fastsat, at der skal gives en rammebevilling
af en størrelse på 2700 m illioner kroner i 1958— 59.
Beløbet skal i de følgende år forøges med 2,5 c/o årlig til kompensering
af den tekniske udvikling.
 
Stigning i prisniveauet vil ligeledes blive kompenseret ved forhøjelser
af bevillingerne. De af denne årsag nødvendige forøgelser af bevillingerne
beregnes ved hjælp af et særligt til form ålet opstillet pristal, »forsvarsindex
«. Beregningen af forsvarsindex tjener dels fastsættelsen af forsvarsbevillingernes
totale beløb og dels fordelingen af bevillingerne til forskellige
formål indenfor det samlede forsvarsbudget.
 
Som eksempel kan anføres beregningen af forsvarsbudgettet for
1959— 60:
 
Det værdifulde ved dette svenske system er først og fremmest, at
forsvarsmyndighederne får et bedre grundlag for deres planlægning, idet
den fastlagte økonomiske ramme — i modsætning til en fastlagt organisatorisk
opbygning — giver mulighed for en fortløbende tilpasning. Da
det endvidere er fastsat, at rationaliseringsgevinster eller andre besparelser
på forsvarsbudgettet, uanset om disse skyldes dispositioner fra forsvarets
ledelse, fra regeringen eller fra de bevilgende myndigheder, skal stilles
til rådighed for andre områder inden for forsvaret, stimuleres forsvarsmyndighederne
yderligere til at udnytte mulighederne for rationaliseringer
og til at undgå mindre nødvendige udgifter.
 
Erfaringerne fra den periode, hvori disse principper har været anvendt,
synes at have været gode, men det er selvsagt endnu for tid lig t at
drage endelige konklusioner. Men som det så ofte går, når nye principper
indføres, er der også i dette tilfæ lde sket ting, der ikke havde været forudset.
Der har dels vist sig vanskeligheder ved planernes gennemførelse,
men dels har der også vist sig muligheder for at drage fordel af de ny
principper på tilgrænsende vigtige områder.
 
På den ene side har der været vanskeligheder for forsvaret ved at
gennemføre de nødvendige investeringer i det planlagte tempo. Årsagen
hertil har været den samme som har virket på mange andre produktionsområder,
nemlig mangel på kvalificeret teknisk personale, eller som det
udtrykkes: manglende projekteringskapacitet.
 
Stigningstakten for forsvarsudgifterne målt i reale goder (eller målt
under et beregnet fast prisniveau) blev, som anført, fastsat til 2,5 °/o årlig,
motiveret med, at den tekniske udvikling krævede en forøgelse af denne
størrelse for at en konstant forsvarseffekt kunne opretholdes. Det er dog
tillig e anført, at de 2,5 % snarere er ansat som den stigningstakt, der kan
forventes i det svenske nationalprodukt, således at man herved skulle opnå
at en stigning af forsvarsbudgettet af denne hastighed ikke medfører
nogen forøgelse af den reale belastning som forsvaret — set fra dette
synspunkt — udgør for den svenske befolkning.
 
Det synspunkt at forsvaret må afstemmes efter den økonomiske udvikling
i samfundet iøvrigt, har man også i de senere år på anden måde
taget hensyn til i Sverige. Således har forsvaret under den konjunkturafmatning,
der har været i Sverige, fremskyndet visse indkøb af materiel.
Rent bevillingsmæssigt er dette klaret ved at lade beløbene dække foreløbigt
af m idler, der var t il rådighed til arbejdsløshedsbekæmpelse —
senere er refusion sket fra forsvarets bevillinger.
 
Som et udtryk for den bedre planlægning af samspillet mellem forsvaret
og den øvrige del af produktionen, der nu tilstræbes i Sverige, er
det anført, at forsvaret bør have en reserve af færdige anlægsprojekter til
igangsættelse, når beskæftigelsessituationen gør det ønskeligt.
Der findes et stadig voksende samarbejde mellem flyvevåbnet og den
civile luftfart, et samarbejde der ganske vist ikke er uden vanskelige problemer.
Det forudses således, at interferensproblemet mellem den civile
luftfart og forsvarets træningsvirksomhed vil kunne medføre, at forsvarets
virksomhed må forlægges geografisk.
 
Vi kommer im idlertid hermed ind på problemerne om forsvarets
tilpasning til samfundets øvrige produktionsapparat. Problem er, som jeg
håber senere at få lejlighed til at vende tilbage til.
 
V. E. Carstensen.
 
Litteratur:
Statsfinanserne, november 1959 og 1960.
Økonomisk årsoversigt 1961.
Besparingar inom statsverksamheten, SOU 1959:28.
Krigsmaktens högsta ledning, SOU 1960:12.
Proposition til den svenske rigsdag 1960, nr. 150, bihang E.
Försvarskostnademe budgetåren 1961/63, SOU 1960:40.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

 

Litteraturliste

Del: