Forsvarets Auditørkorps

Foto: Forsvaret.dk

Historisk udvikling
Spørgsmålet om militær retshåndhævelse har oprindeligt været knyttet tæt sammen
med de militære styrkers opbygning og organisation.
Omkring Christian den Førstes tid begyndte man at hverve tropper - typisk i
udlandet - til hvert felttog. Således udgjorde f.eks. den saksiske garde kernen i den
hær, hvormed kong Hans i februar 1500 rykkede ind i Ditmarsken.
Blandt disse lejede soldater fandtes særlige militære regler, herunder specielle
straffebestemmelser og efterhånden opstod der også særlige krigsretter. Da den
saksiske garde således blev forlagt til Neumünster, havde kongen både sørget for
rigelig sold og en nyopført galge. Krigsretterne lededes af en retskyndig “Schultheiz”
Denne betegnelse ses stavet på forskellig måde f. eks. “Skult”, men fra ca.
1630 blev han nu og da kaldt “auditør”. Men det endelige ansvar for retshåndhævelsen
forblev hos de militære chefer. Ifølge Frederik den Andens krigsartikler (1564)
skulle forbrydelser straffes efter oberstens “kiendelse”.
I tiden omkring enevældens indførelse blev den militære retspleje mere
formaliseret ved en krigsretsinstruktion og oprettelse af et generalauditoriat. Generalauditøren
skulle medvirke i General- og Overkrigsretten, ligesom han var faglig
foresat for auditørerne, der oprindeligt var udnævnt til bestemte embeder ved regimenterne,
senere til “auditører i armeen” med skiftende tjenestesteder.
Ved den juridiske embedseksamens indførelse i 1736 ved Københavns Universitet
blev det en forudsætning for udnævnelse til auditør, at den pågældende var
jurist.Først ved lov om hærens ordning i 1867 oprettedes et egentlig auditørkorps
fælles for hær og flåde med en generalauditør og et antal auditører. 3 år senere blev
auditørpersonellet ved en kongelig resolution indordnet i den militære rækkefølge
hvilket blev lovfæstet ved hærloven af 1909, hvorefter generalauditøren blev
ligestillet med generalmajorer og auditørerne med kaptajner.
Ved retsplejereformen i 1919 indfriedes 1849-grundlovens krav om oprettelse
af uafhængige domstole, og anklagefunktionen blev udskilt som en selvstændig
myndighed med politimestre, statsadvokater og en rigsadvokat.
Som konsekvens heraf ophævedes krigsretterne, og generalauditøren og
auditørerne blev sat uden for den militære rækkefølge. Det blev samtidig fremhævet
i den nye militære retsplejelov fra 1919, at auditøren var “selvstændig embedsmand”
i relation til officererne. Generalauditøren og auditørerne forblev dog og er fortsat
militært personel (jf. nu Bekendtgørelse om militære grader m.v. § 8).
Det blev endvidere bestemt ved retsplejereformen, at auditørerne bistod rettergangscheferne
ved udøvelse af disses påtalemyndighed, og at auditørerne ledede
undersøgelsen i straffesager og virkede som anklagere ved underretterne og landsretterne.
^
Generalauditørens tjenesteområde blev fastlagt til udførelse af militære straffesager
for Højesteret samt tilsyn med auditørernes virksomhed. Han stod direkte under
forsvarsministeren og bistod denne ved tilsynet af påtalemyndighedens udøvelse
og “var i det hele hans juridiske rådgiver i sager den militære retspleje vedrørende”.
Ved lov nr. 242 af 27. maj 1950 udvidedes auditørkorpsets personel til tillige
at omfatte auditørassistenter - nu benævnt auditørfuldmægtige - der blev rekrutteret
fra overordnede stillinger i kriminalpolitiet. Denne udvidelse medførte, at auditørkorpset
tilførtes mulighed for og kompetence til at efterforske straffesager inden for
militæret på samme niveau som i kriminalpolitiet.
Ved ikrafttræden den 1. april 1974 af den nuværende militære retsplejelov blev
ligestillingen mellem den civile og militære anklagemyndighed gennemført fuldt ud.
Påtalekompetencen blev flyttet fra rettergangschefen til auditøren jf. militær
retsplejelovs § 7: Påtalen i militære straffesager tilkommer generalauditøren og auditørerne,
der er underordnet forsvarsministeren og står under dennes tilsyn med
hensyn til udførelsen af deres hverv.
Ved anvendelse af retsplejelovens regler om strafferetsplejen træder auditøren
i stedet for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet
for rigsadvokaten. Forsvarsministeren træder i stedet for justitsministeren, medmindre
andet følger af forholdets natur (militær retsplejelovs § 8, stk 1).
Den der udnævnes til generalauditør eller auditør skal opfylde retsplejelovens
betingelser for at kunne blive beskikket til rigsadvokat eller statsadvokat. I praksis
betyder dette krav, at de pågældende jurister forinden udnævnelsen i auditørkorpset
har haft en lang karriere i politi og anklagemyndighed. Den nuværende generalauditør
var inden udnævnelsen således politimester, og auditørerne har typisk været
vicepolitimestre eller vicestatsadvokater.
Den eneste forskel i forhold til den civile anklagemyndighed er reglen i den
militære retsplejelovs § 9, stk 1, hvorefter auditøren før det besluttes om der skal
rejses påtale, skal forhandle sagen med rettergangschefen. I tilfælde af uenighed kan
sagen forlanges forelagt generalauditøren og forsvarsministeren. Herved tilgodeses
at også militære hensyn kan indgå i auditørens afgørelse af tiltalespørgsmålet. Denne
velbegrundede regel giver i øvrigt i det daglige ikke anledning til problemer mellem
auditør og rettergangschef.
I praksis fungerer det således, at auditøren i sin afgørelse, der sendes til
rettergangschefen, opfordrer til forhandling. Såfremt rettergangschefen ikke ønsker
dette, vil han herefter lade auditørens afgørelse forkynde for den sigtede.
Der er således ikke hjemmel til at rettergangschefen selvstændigt kan afgøre
sagen i strid med auditørens afgørelse eller til, at rettergangschefen kan beordre
auditøren til at foretage yderligere undersøgelser.
Auditørens rolle, som uvildig undersøger af strafbare forhold inden for forsvaret,
og som anklager i militære straffesager, er også gennemført gennem en skarp
administrativ adskillelse fra den øvrige del af forsvaret. Forsvarets Auditørkorps er
således en selvstændig styrelse direkte under forsvarsministeren med generalauditøren
som juridisk og administrativ leder.
Auditørernes funktion er således gennem tiden ændret fra juridisk medhjælp for
den militære chef indordnet under det militære kommandosystem til en uafhængig
anklagemyndighed under forsvarsministeren på samme måde som den civile anklagemyndigheds
status under justitsministeren.
 

Militær straffelov
Den nuværende militære straffelov (og militære retsplejelov) trådte i kraft den 1.
april 1974. Loven, der blev vedtaget af alle Folketingets partier - bortset fra SF, der
undlod at stemme - var i det væsentlige udarbejdet på grundlag af en betænkning om
“Straf og disciplinarmidler. Klageregler” som var afgivet af det såkaldte klimaudvalg
(betænkning 586/70).
Der var ved udarbejdelsen af lovforslaget lagt vægt på, at der skulle gennemføres
en modernisering og gennemgribende revision af den gældende militære
straffe- og retsplejelovgivning ud fra følgende 3 synspunkter:
1. Straffe- og retsplejebestemmelser for militært personel bør i videst muligt
omfang nærme sig de love og bestemmelser, der gælder for det øvrige samfund,
således at der kun fastsættes særregler for dette personel i de tilfælde, hvor
hensynet til forsvarets særlige forhold gør det nødvendigt.
2. Lovgivningen på dette område bør tilpasses udviklingen på de pædagogiske,
ledelsesmæssige og samarbejdsmæssige områder, som i de senere år har været
fremherskende, såvel i forsvaret som i den øvrige del af samfundet.
3. De militære straffe- og retsplejeregler bør udformes på en sådan måde, at
lovgivningen kan tjene som et meddelelsesmiddel for de personer, den berører,
og herved give de pågældende en klar forståelse af den særlige straffe- og
retsplejeordning, de er underkastet som følge af deres tilknytning til forsvaret.

I overensstemmelse med det ovenfor under 1) nævnte synspunkt fremgår det af
§ 1 i henholdsvis militær straffelov og militær retsplejelov, at borgerlig straffelovs
almindelig del og retsplejelovens regler for straffesager anvendes inden for den
militære strafferet og straffeproces, for så vidt ikke andet er bestemt.
Imidlertid fremgår det af såvel bemærkningerne til lovforslaget som af
Folketingets behandling, at der foruden straffeloven er behov for en særlig militær
straffelov af hensyn til

a. Forsvarets effektivitet.
b. Retssikkerheden for personellet - især for så vidt angår værnepligtige og
udsendt personel.

Efterfølgende er der ved Danmarks ratifikation i 1982 af Tillægsprotokol (TP)
I til Genèvekonventionerne opstået en folkeretlig forpligtelse om et internt militært
disciplinært system.
Under forberedelsen af loven var der i øvrigt ikke tvivl om, at den skulle gælde
både i freds- og krigstid.

ad a)     Forsvarets effektivitet.

Disciplinære hensyn
Militære forseelser skal af hensyn til forsvarets effektivitet forfølges hurtigt og effektivt
samt efter klare overskuelige regler. Ikke mindst udfra demokratiske lighedsprincipper,
bør alt militært personel være undergivet de samme regler.
Der kan ikke generelt skelnes mellem freds- og krigstidsregler, idet al militær
uddannelse og virksomhed tager sigte på krigsforhold, ligesom overgangen mellem
krig og fred er glidende. I forbindelse med tjeneste i fredsbevarende eller fredsskabende
styrker er dette særlig tydeliggjort.
 

Særlige hensyn til retshåndhævelsen
Civile ansættelsesretlige regler og procedurer vil ikke kunne anvendes overfor
værnepligtige.
Disse regler og procedurer vil have meget lidt præventiv betydning for andet
personel, der udsættes for eller overværer belastende situationer i fredstid f.eks. ved
suverænitetshåndhævelse eller tjeneste i kriseområder. I egentlige krigssituationer
vil civile regler naturligvis være uden virkning.
Der findes ikke civile regler, hvorefter f.eks. ukorrekt mandskabsbehandling
eller forstyrrelse af kammeratskabet vil kunne strafforfølges.
ad b) Retssikkerheden for personellet - især for så vidt angår værnepligtige, og
udsendt personel.

Hensynet til retssikkerheden fo r personellet.
Et nationalt militært straffe- og disciplinarsystem er en beskyttelse for udsendt dansk
personel, idet der gennem aftaler (f. eks. Status of Forces Agrement (SOFA)) om
bl.a. national (dansk) jurisdiktion med allierede og myndigheder i opholdsstater kan
henvises hertil. F.eks. bliver militær straffelovs § 27 (beruselse og offentlig uorden)
anvendt, såfremt danske soldater under udsendelse, men i fritiden begår mindre
volds- eller hærværksprægede eller andre spiritusrelaterede forseelser. Herved kan
diskussion om mulig udenlandsk jurisdiktion undgås.
Som delvis nævnt ovenfor er værnepligtige menige, der udsættes for ukorrekt
mandskabsbehandling eller forstyrrelse af kammeratskabet beskyttet gennem militær
straffelovs regler (§15, tilsidesættelse af militære pligter - herunder f.eks. ulovlig
brug af disciplinarmidler eller undertrykkelse af en klage, § 19, foresats ukorrekte
og navnlig udæskende forhold og § 21, forfølgelse af en undergiven ved forskelsbehandling
eller unødig besværliggørelse af tjenesten).

Vedrørende den folkeretlige forpligtigelse.
Det fremgår af Art. 4 i III Genèvekonvention samt Art. 43 i TP I, at væbnede
styrker skal være underlagt et internt disciplinært system, som bl.a. skal håndhæve
overholdelsen af de folkeretlige regler under væbnede konflikter.
Generelt må det antages, at visse grundliggende bestemmelser i konventionerne
også finder anvendelse i fredstid, jf. fællesart. 2 til de 4 Genèvekonventioner samt
henvisningen i Art. 1 i TP I til fællesart. 2.

Nye opgaver
I de senere år har auditørkorpset fået tillagt en række nye arbejdsopgaver uden for
den militære retspleje: Personvurderingssager inden for Hjemmeværnet, bevissikring
i arbejdsskadesager, hverv som forhørsleder i tjenestemandssager inden for forsvaret
og i civile institutioner under Forsvarsministeriet samt undersøgelser “ved auditør”
i særlige sager. Endvidere underviser auditører og auditørfuldmægtige i betydeligt
omfang på forsvarets skoler.

Juridisk rådgiverordning
Det faglige ansvar for den juridiske rådgiverordning er henlagt til auditørkorpset.
Ifølge TP I til Genè vekonventionerne art. 82 skal “De Høje Kontraherende parter
til enhver tid, og de stridende parter under en væbnet konflikt, sikre, at juridiske
rådgivere er til rådighed, når det er nødvendigt, med henblik på at vejlede militære
ledere på passende niveau vedrørende anvendelse af konventionerne og denne
Protokol og vedrørende den behørige instruktion, der skal gives de væbnede styrker
om dette spørgsmål”.
I overensstemmelse med bemærkningerne til Folketingets beslutning om
ratifikation af TP I og på grundlag af en rapport udarbejdet i samarbejde mellem
Forsvarskommandoen og generalauditøren besluttede Forsvarsministeriet i 1994, at
der skulle nedsættes en implementeringsgruppe med generalauditøren som formand,
således at han i samarbejde med Forsvarskommandoen skulle forestå gennemførelsen
af den juridiske rådgiverordning.
Forsvarsministeriet tiltrådte samtidig, at den juridiske rådgiverordning i fredstidsorganisationen
skulle omfatte 5 faste jurister samt i krigstidsorganisationen tillige
46 designerede juridiske rådgivere, heraf 19 jurister ansat under Forsvarsministeriets
ansvarsområde, samt 27 reserveofficerer med juridisk embedseksamen og
på rådighedskontrakt.
De 5 faste juridiske rådgivere skal placeres i Forsvarskommandoen, Den Internationale
Brigade og ved de 3 operative kommandoer.
Implementeringsgruppen nedsatte 2 arbejdsgrupper, hvoraf den ene skulle
udarbejde planer for uddannelse af de juridiske rådgivere, medens den anden
arbejdsgruppe skulle udarbejde planer for den generelle instruktion i krigens folkeret
for forsvarets personel. Det er herved forudsat, at ansvaret for den juridiske
uddannelse af de juridiske rådgivere ligger hos generalauditøren, medens ansvaret
for den generelle instruktion i krigens folkeret ligger i basisorganisationen.
De pågældende uddannelsesplaner er udarbejdet og godkendt af implementeringsgruppen.
De fleste af reserveofficererne er designerede, og Forsvarsministeriet
forventes i løbet af meget kort tid at have afsluttet forhandlingerne med
juristforbundet om ansættelsesvilkårene for de 5 faste juridiske rådgivere.
Der er herefter truffet beslutning om, at uddannelsen af de juridiske rådgivere
vil finde sted på Forsvarsakademiet i begyndelsen af 1997.
Den juridiske rådgi verordning vil således kunne iværksættes i det tidlige forår
1997.Som betegnelsen viser, er der tale om en juridisk rådgivning til den militære
chef. Denne har alene kompetencen til at træffe den konkrete afgørelse på grundlag
af sin egen vurdering af situationen og de råd, han måtte indhente fra militære og
juridiske rådgivere i sin stab.
Auditørerne vil fungere som “juridisk bagland” for de juridiske rådgivere,
ligesom generalauditøren er tillagt det øverste faglige ansvar for rådgivningen. Dette
indebærer, at generalauditøren eller dennes repræsentant kan udgive såvel generelle
som konkrete instrukser m.h.t. den juridiske rådgivning. Det skal i denne forbindelse
erindres, at der også i denne situation alene er tale om råd, der kan indgå i den
militære chefs vurdering.

Habilitet
I forbindelse med auditørernes rådgivning af militære chefer både for så vidt angår
strafferetsplejen f.eks. vedrørende disciplinarmidler og for så vidt angår den
juridiske rådgivning vedrørende krigens love m.v. har der fra forskellig side været
rejst spørgsmål om auditørens habilitet i forbindelse med et eventuelt strafferetligt
ansvar.
Reglerne herom er ganske klare. Den, der efter forvaltningslovens kapitel 2 må
anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, må ikke virke som anklager i sagen jf.
retsplejelovens § 97.
I sager om rådgivning vedrørende disciplinarmidler er der allerede ved en
generalauditørmeddelelse om auditørernes tjenesteområder indført en formaliseret
ordning, hvorefter en auditør ikke er formand for disciplinarnævnet ved de
tjenestesteder, der ligger i auditørens eget rettergangsområde. I stedet er der ved den
nævnte generalauditørmeddelelse udpeget en anden auditør.
Såfremt auditørens rådgivning f.eks. måtte vedrøre spørgsmål, der angår den
militære chefs eget strafferetlige chefansvar er det ligeledes klart, at den pågældende
auditør ikke efterfølgende kan træffe afgørelse i straffesagen, der må overlades til
en anden auditør.
Hvis den - efter min opfattelse - hypotetiske situation skulle opstå, at den
juridiske rådgiver af auditøren skulle blive pålagt at give den militære chef et
konkret råd, og der herefter skulle opstå spørgsmål om et strafferetligt ansvar over
for den militære chef - hvad enten han har fulgt eller tilsidesat rådet - , er auditøren
efter ovennævnte regel i retsplejeloven naturligvis inhabil ved behandlingen af
straffesagen.
Et eventuelt spørgsmål om inhabilitet blandt auditørerne vil således blive løst
ganske i overensstemmelse med de regler og den praksis, der følges inden for den
civile anklagemyndighed. Jeg kan i den forbindelse henvise til den vist nok ikke
afgjorte udløber af den færøske Skàlafjell-sag, hvor der opstod spørgsmål om
rigsadvokatens habilitet. Den strafferetlige undersøgelse blev her overdraget til en
ikke inhabil statsadvokat.
Sammenfattende er det min opfattelse, at der ikke foreligger principielle
problemer med hensyn til auditørkorpsets habilitet hverken m.h.t. den militære
retspleje eller m. h. t. den juridiske rådgiverordning.

Fremtiden
Der har i de senere år været et fald i det samlede antal sanktioner inden for forsvaret.
Men samtidig har en række komplicerede og omfattende enkeltsager været ret
ressourcekrævende, ligesom forsvarets internationale indsats kræver auditørkorpsets
medvirken og tilstedeværelse. Endvidere høres generalauditoriatet i stigende omfang
af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen såvel i generelle som konkrete sager
ikke sjældent med meget korte svarfrister.
Bl.a. under henvisning hertil har auditørkorpset gennemgået en omfattende
strukturændring,der har medført en styrkelse af generalauditoriatet ved oprettelse af
et juridisk sekretariat samt ved en geografisk koncentration af auditørerne.
De hidtidige spredte auditørembeder er nedlagt, og i stedet er auditørerne med
auditørfuldmægtige placeret henholdsvis i Rigensgade i København (sammen med
generalauditoriatet) samt i Karup dækkende henholdsvis områderne øst og vest for
Store Bælt. De tidligere titler forsvarskommando-, hær- og marineauditør er
bortfaldet.
Afsluttende må jeg som chef for den militære anklagemyndighed sige, at det er
min klare og dokumenterede opfattelse, at forsvarets personel absolut er af en
hæderlig og moralsk høj standard, ligesom det daglige samarbejde med forsvarets
forskellige myndigheder forløber på en saglig og tillidsfuld måde præget af gensidig
respekt og forståelse.
Der er en udtalt fælles målsætning såvel om effektivitet som retssikkerhed for
alle i det danske forsvar.
 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_126_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.