Forsvaret og samfundet

Med anledning af forsvarsforliget af 1973 gennemgår major H. B. Konradsen, Falsterske Fodregiment, der er lærer i taktik på Hærens Officersskole, den forsvarspolitiske udvikling fra Forsvarsordningen af 1909.
Forfatteren mener, at det i højere grad er indenrigspolitiske og partitaktiske end sikkerhedspolitiske hensyn, der er afgørende for danske forsvarsordningers udformning, og han konkluderer, at forsvarsdiskussionen altid har været og er heftig, nå det drejer sig om tonen i forsvaret, klimaet på den militære arbejdsplads, tjenestetidens længde og økonomien, men påfaldende tilbageholdende når det drejer sig om koordinationen af de indenrigs-, udenrigs-, og forsvarspolitiske foranstaltninger til en sikkerhedspolitisk enhed. Den nye forsvarsordning tager ikke fuldt hensyn til dette afgørende problem og kan højst vurderes som en ajourføring af efterkrigstidens aldrig opfyldte forsvarsordninger.

 

Det i februar i år indgåede forsvarsforlig har ikke vakt udelt begejstring inden for forsvaret. Et positivt træk er, at der er opnået fire års politisk arbejdsro for forsvaret. Selve ordningen er, som landets tidligere forsvarsordninger i nyere tid, mere udformet efter indenrigspolitiske og partitaktiske standpunkter og interesser end efter den sikkerhedspolitiske situation i verden omkring os. Desværre er denne situation i god overensstemmelse med dansk politisk tradition, hvor det i forholdet mellem forsvaret og den civile del af samfundet i hovedsagen har været de indbyrdes afhængige problemområder:
- de indenrigspolitiske problemers dominans,
- forsvarets tilsyneladende begrænsede og aftagende betydning, og
- antimilitarisme og forsvarsapati,
der har spillet vigtige og afgørende roller uanset historiens skræmmende spor, hvor man alene i perioden mellem de to verdenskrige finder tre talende eksempler.

De indenrigspolitiske problemers dominans - Danmark som Nordens lænkehund 1937 (1918-1945).
Danmark har ikke på noget tidspunkt af sin bevægede historie været i en så lidet udsat sikkerhedspolitisk stilling, som i årene efter første verdenskrig. Det russiske imperium var ved revolutionen i 1917 gået helt til grunde, og ingen skænkede det nye sovjetstyre nogen lang levetid. Rusland betød altså intet som magtfaktor, og de nye stater ved Østersøen: Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen havde ikke væbnede styrker af et omfang, der kunne betyde noget for magtbalancen. Endvidere var Danmarks forhold til Tyskland bragt i orden, og selv om vor store nabo stadig eksisterede, var det blevet så grundigt slået, at det syntes umuligt, at det igen skulle blive en fare for verdensfreden. Det var således i de første år efter 1920 vanskeligt at se, hvorfra den danske neutralitet kunne blive truet, og følgelig opstod der en kraftig politisk diskussion om forsvars- bevillingerne.
 
Den radikale regering havde under den første verdenskrig truffet sine militære dispositioner på grundlag af forsvarsordningen af 1909, men nogen omvendelse i synspunkter havde ikke fundet sted uanset, at Georg Brandes i 1909 havde udtalt: »Når talen er om et folks selvforsvar, er der kun den ene ledestjerne, at folket må gøre det yderste det evner. At attrå et passende forsvar er komisk«. Den 19 november 1919 udtalte P. Munch (forsvarsminister 1913-1920) alligevel i folketinget, at den hær- og flådeordning, som det radikale venstre var talsmand for i 1909, ville have været tilstrækkelig til at løse de opgaver, der faktisk blev stillet til forsvaret under første verdenskrig.
 
Socialdemokraterne gik stadig ind for fuld afrustning og satte i forbindelse hermed deres lid til det nye folkeforbund, som Danmark blev medlem af i 1920. Man troede eller håbede ved hjælp af folkeforbundet at kunne hindre nye krige.
 
De forsvarsvenlige partier, venstre og konservative, var som før tilhængere af, at Danmark havde et effektivt forsvar. Begge disse partier troede imidlertid også, at krig var en umulighed i den ny og bedre verden, som skulle skabes under folkeforbundets auspicier. Venstre mente, at man uden risiko kunne spare nogle penge, efter at den tyske krigsmaskine var tilintetgjort. De konservative ville ofre mere på forsvaret, men Tysklands afmagt gjorde, at man ville gå med til en ordning, der lagde vægten på reservestyrkerne. 
 
Som partiernes standpunkter her er ridset op, vedblev de omtrent at være i perioden op til Hitlers magtovertagelse i 1933, og følgen blev en reduktion af forsvaret. I februar 1919 blev der nedsat en kommission med P. Munch som formand til undersøgelse af hærens og flådens fremtidige ordning. Arbejdet var afsluttet i 1922, og der blev udsendt en omfattende beretning om Danmarks forsvar 1909-1919. Desuden blev der afgivet fire forskellige betænkninger om, hvorledes forsvaret burde ordnes. De radikale foreslog en betydelig nedrustning, idet forsvarets opgave udelukkende skulle være at konstatere neutralitetskrænkelser. Socialdemokraterne foreslog en total afrustning, medens venstre og konservative ville opretholde et neutralitets- værn. Den politiske magt i tiden 1920-1924 lå hos venstreregeringen med støtte af de konservative, og denne konstellation blev derfor bestemmende for forsvarsordningen af 1922.
 
Forsvarsordningen af 1922 medførte en stærk reduktion af hæren. Bataljonernes antal blev skåret ned fra 52 til 35, hvilket betød, at man efter 1922 fik to divisioner i Jylland og en på Sjælland samt en generalkommando med sæde i København. Flåden skulle bestå af stort set samme antal skibe som efter 1909 ordningen, men budgettet blev sat ned fra 24 millioner kroner årligt til 16 millioner kroner, og det gjorde det meget vanskeligt at opretholde flåden, så den fortsat var i overensstemmelse med loven. Det var ganske naturligt, at man i den givne situation ønskede og gennemførte en reduktion af udgifterne til forsvaret, men nedskæringerne burde have været foretaget således, at den reducerede styrke, man bevarede, havde haft mulighed for hurtigt at kunne udvides, såfremt der opstod en forværring af de sikkerhedspolitiske forhold. 1922 ordningen kunne - i hvert fald for hærens vedkommende - ikke siges at opfylde disse krav. Den var præget af løshed og mangel på faste rammer og gav dermed hæren karakter af en militshær.
 
I 1932 var forholdene i Europa forværrede, men endnu syntes freden ikke direkte truet, idet det franske alliancesystem fortsat gav en vis sikkerhed mod en evt. tysk aggression. Dels under indtryk heraf og dels under indtryk af den alvorlige økonomiske krise i 30’erne, der gjorde besparelser på statsbudgettet ønskelige, indgik regeringen Stauning-Munch i 1932 et kompromis med venstre om en billigere forsvarsordning efter, at et regulært afrustningsforslag ikke havde kunnet gennemføres. Denne gang ramte nedskæringerne flåden hårdest, men hæren blev dog også reduceret igen. Der skulle nu være en division øst for Storebælt og en division vest for Storebælt. Herved forringedes forsvarsmulighederne af Jylland, hvilket søgtes kompenseret ved, at hæren generelt blev forbedret i teknisk og organisatorisk henseende. Denne modernisering gav en teoretisk mulighed for ved en forværring af forholdene i Europa at kunne udbygge forsvaret i takt med denne forværring til støtte for dansk sikkerhedspolitik.
 
At dette ikke skete er kendt. Inden der var gået et år, var den europæiske situation fuldstændig ændret. I 1933 kom Hitler til magten og begyndte en oprustning i gigantisk målestok samt en udenrigspolitik, der i løbet af få år totalt ændrede magtbalancen i hele Europa og således også i Østersøområdet. Herhjemme fik denne udvikling først og fremmest til følge, at socialdemokratiet ændrede indstilling til forsvarsspørgsmålet, men nogen oprustning blev der ikke tale om. Det sikkerhedspolitiske grundlag for forsvaret forblev stadig en isoleret neutralitetspolitik uden erkendelse af, at uden magtmidler var og er neutralitetspolitik kun et slagord. Man undersøgte dog mulighederne for engelsk støtte, men som følge af den tysk-engelske flådeoverenskomst hverken kunne eller ville England give noget tilsagn om bistand til Danmark.
 
Der var således intet valg, men det danske forsvar blev alligevel ikke udvidet i nævneværdig grad, skønt modsætningerne nu begyndte at vise sig mellem socialdemokratiet og de radikale i forsvarsspørgsmålet. De radikale bøjede sig for socialdemokratiets ønsker, og en ny forsvarslov blev gennemført i 1937. Der blev bevilget flere penge til anskaffelser, men når der tages hensyn til de samtidige prisstigninger og høje priser på nyt moderne materiel, var det en meget beskeden forøgelse, og nogen krigsmæs- sig effektivitet fik det danske forsvar ikke. Fra socialdemokratisk side bedømtes ordningen således i 1938: »Den her skabte ordning af Danmarks forsvar er en så effektiv løsning af spørgsmålet, som det er muligt at tilvejebringe med de begrænsede midler, der står til et lille lands rådighed. Egentlige krigsmæssige opgaver kan ikke gribes an med de forhåndenværende våben, de bestående styrker må anvendes til i den udstrækning, det er muligt, at afvise neutralitetskrænkelser og som værge imod, at dansk territorium under sammenstød af andre magter anvendes af nogen af de krigsførende magter«.1
 
Der kunne ikke herske tvivl om, at det atter trak op til en storkrig, og på baggrund heraf blev der såvel fra svensk som dansk side fremsat tanker om et nordisk forsvarsforbund. De følelsesmæssige bevæggrunde spillede her en betydelig rolle, men det er et spørgsmål, om den svenske regering for alvor ville gå ind for tanken. Det faldt i Staunings lod - i den berømte tale i Lund i 1937 - at tale rent ud om realiteternes fjernhed. Udtalelsen om, at Danmark ikke skulle være Nordens lænkehund, gav ikke alene anledning til debat i rigsdagen men fandt også vej til verdens- pressen, hvor den blev fortolket, som Danmark var afhængig af Tyskland.
 
Stauning dementerede omgående, de tyske aviser benægtede, og engelsk og fransk presse fortsatte bittert eller fuld af forståelse med at skildre Danmarks vanskelige stilling. Situationen belyser imidlertid klart de vanskeligheder, misforholdet mellem sikkerhedspolitikkens mål og den af indenrigspolitiske problemers dominans prægede opbygning af forsvaret havde skabt, for ingen kan benægte, at på et afgørende punkt tog Danmarks statsminister afgjort fejl. Danmark var Nordens lænkehund, ikke fordi vi ønskede at være det, men alene i kraft af vor geografiske beliggenhed: Jylland sad fortsat som en amputeret halestump på den tyske dogge2, og Danmark var følgelig henvist til samarbejde med Tyskland.
 
I løbet af sommeren 1939 blev det så klart, at krigsfaren nu var større end nogen sinde, og i august skabte Hitler sig dækning mod øst ved indgåelse af »ikke angrebspagten« med Stalin. Dette var real- og magtpolitik. Den nazistiske og den russiske diktator gik i kompagniskab til fælles fordel, og ingen af dem agtede at holde pagten længere, end det var til egen fordel. Under disse forhold gav den danske regerings neutralitetspolitik sig udtryk i en yderst forsigtig forsvarspolitik. Først da krigen var brudt ud 1 september 1939, blev der truffet en række militære foranstaltninger - dog ikke nær så omfattende som i 1914. Der indkaldtes en beredskabsstyrke på 36000 mand, ialt fem uddannede årgange. Af disse hjemsendtes dog de tre allerede i midten af september med uniform men uden våben. De øvrige to årgange hjemsendtes henholdsvis 15 december og 31 januar. Tilbage var kun rekrutholdet fra sommeren 1939 samt det uuddannede vinterhold, der var indkaldt i oktober ialt ca. 16000 mand. I de sidste måneder før den tyske invasion havde Danmark altså ingen ekstra tropper inde ~ en ejendommelig modsætning til situationen 1914-1918.
 
Trods alle advarsler blev det tyske angreb overraskende, og den danske neutralitetspolitik brød sammen under tidens pres. Om et stærkere forsvar eller blot en udnyttelse af den eksisterende forsvarsordning havde ført til et andet resultat kan ingen sige, men en vis militær styrke ville under alle omstændigheder have givet regeringen langt større bevægelsesfrihed. De tre forsvarsordninger, som blev vedtaget i perioden 1922-1937, var imidlertid i sig selv et udtryk for, at denne mulighed var de politiske beslutningstagere fremmed. Forsvarsordningen af 1922 er således et typisk eksempel på en forsvarsordning baseret på forsvarets tilsyneladende begrænsede og aftagende betydning kombineret med de indenrigspolitiske problemers dominans. Disse faktorer satte igen deres præg på ordningen af 1932, og da uvejret begyndte at trække op, fulgte så ordningen af 1937, hvor antimilitarisme og forsvarsapati, trods de truende farer, lagde en dæmper på de trufne militære forholdsregler. I sin nytårstale i anledning af årsskiftet 1939/40 karakteriserede daværende statsminister Stauning sidstnævnte ordning således: »Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forbindelse med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt forsvar«. Det kan derfor ikke undre, at det danske forsvar den 9 april 1940 kun lige netop var i stand til at markere neutralitetskrænkelsen, som indledte besættelsen og de fem lange år.
 
Forsvarets tilsyneladende begrænsede og aftagende betydning — milepælsforsvarsordningen af 1960 (1945-1970).
Fra befrielsen og indtil 1948 stod Danmark uforpligtet mellem Øst og Vest. Denne suverænitetspolitik skabte megen usikkerhed med hensyn til det sikkerhedspolitiske grundlag for en kommende forsvarsordning og besværliggjorde i høj grad den efter krigen nedsatte forsvarskommissions arbejde. I 1947 - med Truman doktrinen - begyndte den kolde krig, der førte til det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 samt den efterfølgende påskekrise. Hermed blev det klart, at Danmark måtte tage konsekvensen af FN’s magtesløshed og søge sikkerhed på anden vis. Det svenske initiativ til skandinaviske forsvarsforhandlinger fik derfor en god modtagelse i Danmark, men efter at forsøget på at danne et skandinavisk forsvarsforbund var brudt sammen, tilsluttede Danmark sig i foråret 1949 NATO.
 
Konsekvensen af tilslutningen blev på det forsvarpolitiske område forsvarsloven af 1950, hvorved danske styrker i tilfælde af krig ville blive stillet under NATO’s kommando. På NATO-ministerrådsmødet i foråret 1952 vedtoges for alle NATO-landene styrkesmål, som landene skulle søge at nå op til. For Danmarks vedkommende blev disse fastsat til to reducerede divisioner i dækningsstyrken og en samlet mobiliseringsstyrke på fire divisioner for hærens vedkommende. For søværnets vedkommende var styrkemålene 42 fartøjer og en samlet mobiliseringsstyrke på 102 fartøjer, medens flyvevåbnet skulle råde over ialt 206 fly. Der var her tale om en forsvarspolitisk målsætning afstemt efter den førte sikkerhedspolitik, men allerede i 1955 måtte man erkende, at forsvarets styrkemål ikke kunne nås med de økonomiske midler, som man fra politisk side ønskede at stille til rådighed for forsvaret, og de heraf følgende overvejelser førte til forsvarsloven af 1960. Den nye forsvarslov blev betegnet som en milepæl i dansk sikkerhedspolitiks historie, fordi den tilsyneladende dannede afslutningen på mere end 100 års strid om det danske forsvars mål og midler. Loven var en bemyndigelseslov, idet forsvarsministeren, inden for de rammer der var angivet i loven, i de årlige bevillingslove og i lovgivningen iøvrigt kunne fastsætte de nærmere bestemmelser for forsvarets organisation.
 
Den nye forsvarslov betød på en række områder en kraftig nedskæring af forsvarets størrelse, som skulle opvejes af øget kvalitet. Ved beregningen af budgetrammen havde man forudsat, at hærens tungere materiel bl. a. beregnet til dækningsstyrkens konvertering til panserinfanteri kunne fås som våbenhjælp, at der ville blive ydet våbenhjælp til flyvevåbnet i hidtidigt omfang, samt at der kunne regnes med supplerende aftaler med USA om bygningen af skibe til søværnet.
 
Forsvarsforliget, der gik forud for loven, byggede på et budget på ca. en milliard kroner, hvilket efter »god« dansk tradition lå under, hvad den militære sagkundskab havde regnet for forsvarligt - NATO ønskede således et beløb på 1200-1400 millioner kroner. Endvidere modsatte regeringspartierne sig igen stationering af fremmede flyvere på danske baser, og venstres og konservatives repræsentanter måtte tage til efterretning, at regeringspartiernes stadig fastholdt deres hidtidige standpunkt, at Danmark under de nuværende forudsætninger ikke ønskede at modtage atomammunition. Forsvarsforliget blev imidlertid mere end et politisk forlig. Det blev også et forlig mellem de fem store partier og forsvarets myndigheder, og på baggrund heraf har det særlig interesse at rette opmærksomheden mod politikernes opfattelse af deres eget værk, således som den kom til udtryk under lovforslagets behandling. Det er her betegnende, at ordførerne under tredie behandling - med det forestående valg i tankerne - valgte at redegøre for de respektive partisynspunkter fremfor at give en sammenfattende redegørelse for forsvarsforligets tilblivelse og en nøgtern vurdering af dets sikkerhedspolitiske betydning.
 
Der var dog en enkelt undtagelse, idet Thorkild Kristensen udtalte: »Det fremgår af de oplysninger, der foreligger i udvalgets betænkning, at den militærordning, der nu kan ventes vedtaget, er bedre end den, vi har i dag. Alligevel er det jo en ordning af et meget begrænset omfang, og det er med nogen betænkelighed, man ser på, at dette altså har været det politisk mulige i Danmark i øjeblikket. Når man læser de interessante redegørelser igennem, som foreligger i betænkningen fra den ansvarlige militære sagkundskab i NATO og i Danmark, får man jo et stærkt indtryk af, at det er med nogen betænkelighed, de pågældende har givet forslaget, som det ligger idag, hvad man kunne kalde en betinget tilslutning........... Jeg tillægger det desuden stor betydning, at det brede grundlag, hvormed denne ordning nu bliver vedtaget skulle indebære en garanti for, at den ikke senere bliver udhulet gennem underforsyning med bevillinger, sådan som den bestående forsvarsordning er blevet det i løbet af de 5-6 sidste år. Dette skulle ikke være muligt med en ordning, der er vedtaget på et så bredt politisk grundlag, det har de fem partier, som har vedtaget ordningen, et fælles moralsk ansvar for.
 
Men som jeg nævnte til indledning, er det naturligvis med en betydelig betænkelighed, man konstaterer, at dette altså var det bedste, som kunne opnås i dag, og jeg synes, offentligheden bør være klar over, at den forsvarsordning, som vi nu gennemfører, ligger betydeligt under det ønskelige, ligger under det, som kunne kræves af os, for at vi kan sige til de unge mænd, der i givet fald skal sætte deres liv på spil, at vi i hvert fald har givet dem de bedste betingelser, det var muligt for os at give dem.
 
Det ville i den henseende naturligvis have givet forsvaret en betydelig større effektivitet, hvis der havde været atombevæbning af raketter og flyvemaskiner.
 
For det første er det jo klart for enhver i indlandet som i udlandet, at den form for atombevæbning, som der har været tale om med henblik på forsvarsstyrkerne i Danmark, er af en udpræget defensiv karakter. Der har ikke været tale om en atombevæbning, hvis formål var fra dansk territorium at rette angreb mod andre lande. Der har været tale om en bevæbning, hvis eneste formål var at gøre forsvaret af det danske territorium over for en eventuel angriber mere effektivt, end det ellers ville have været«3.
 
Forsvarschefen anførte for sit vedkommende: »Såfremt de i forligsforslaget angivne rammer for forsvaret snarest udfyldes med tidssvarende materiel og fornødent fast personel, vil ordningen imidlertid trods sine betydelige mangler udgøre en forbedring i forhold til den nuværende, udhulede forsvarsordning. Gennemførelsen af forligsordningen vil da betyde et skridt opad mod det mindstemål af styrker, der såvel af forsvars- styrelsen som af NATO anses for nødvendigt til løsning af de to opgaver, der påhviler dansk forsvar.
 
Forsvarsstyrelsen går ud fra, at det på bred basis afsluttede forlig vil betyde fremtidig politisk ro om forsvaret og derved muliggøre en hensigtsmæssig langtidsplanlægning. Forligsforslaget skaber mere tilfredsstillende arbejdsvilkår for forsvarets personel og i det hele et bedre grundlag end hidtil for løsning af de nationale forsvarsopgaver og dermed også for NATO-opgaverne, idet disse opgaver for Danmarks vedkommende er identiske«.4 De her nævnte udtalelser burde sådan set have været afslutningen på en allerede alt for lang forsvarsdebat og tilvejebringelsen af en hårdt tiltrængt ro om forsvarets opbygning, men hvordan udviklede situationen sig?
 
Det kan uden videre konstateres, at en af hovedforudsætningeme for forsvarsforliget - uændret våbenhjælp - ikke holdt stik, og den nødvendige materielle opbygning af forsvaret kunne derfor ikke foregå i et forsvarligt tempo, hvilket vakte stor bekymring i forsvaret. Den daværende forsvarschef, general Kurt Ramberg, udtalte således 6 februar 1965: Våbenhjælpen fra USA og Canada har i nogen tid været under gradvis afvikling, selv om vi endnu en tid nyder godt af den i begrænset omfang. Det beror naturligvis helt på en politisk afgørelse og også af politiske overvejelser, hvad der fremtidigt kan gøres. Som forholdene tegner sig, kan en afpasning af mål og økonomi meget vel trænge sig på«.
 
Fem år efter forsvarslovens vedtagelse var de militære styrkemål - som i forvejen lå under de af NATO som minimumstal opstillede - således endnu ikke opfyldte, og man kunne derfor allerede i 1965 med nogen ret stille det spørgsmål: hvilket formål og hvilken værdi har et dansk forsvar, som ikke fuldt ud opfylder de krav, der af de militære sagkyndige er opstillet som minimale, og som ikke engang opfylder de krav, der i sin tid blev fremsat af de politisk ansvarlige?
 
Det tjener i den forbindelse ikke som nogen undskyldning, at ingen løsning er endelig, og at man til stadighed må afpasse de gældende for- svarsordninger efter teknikkens udvikling. Forsvarsloven af 1960 blev således kun en milepæl i den forstand, at den kan tages som et udtryk for hvor smidigt de politiske forudsætninger kunne ændres på grundlag af forsvarets tilsyneladende aftagende og begrænsede betydning. Thorkild Kristensens ønske gik ikke i opfyldelse, ordningen af 1960 blev udhulet i overensstemmelse med de indenrigspolitiske problemers dominans uanset, at dansk sikkerhedspolitik fortsat byggede på NATO, men uden at de militære betingelser for denne politik blev bragt til veje, og uden at forsvarets målsætning blev ændret af den grund.
 
I 1966 fulgte følgeligt det lille forsvarsforlig under slagordet: »Danmarks forsvar under tilpasning«, hvor der indenfor rammerne af forsvarsloven og forsvarsforliget af 1960 blev iværksat en række foranstaltninger med det formål at tilpasse forsvarets organisation først og fremmest til den politiske situation men retfærdigvis dog også til den militærtekniske udvikling. Den indenrigspolitiske enighed om forsvaret fik imidlertid en brat ende med VKR-regeringens besparelser på 125 millioner kroner på forsvarsbudgettet i 1968, som blev den indirekte årsag til socialdemokratiets forslag til en ny forsvarslov. Årsagerne til dette for- svarspolitiske spil har sin rod i de indledningsvis nævnte problemområder og hermed i de danske politiske traditioner. På den ene side socialdemokratiet, der med alle midler søger at vinde sine tabte stemmer ved valget i 1967 tilbage. Og på den anden side regeringskoalitionen venstre- konservative-radikale, der til trods for, at de to trediedele udgjordes af traditionelt forsvarsvenlige partier, på grund af den sidste trediedels traditionelt misforståede opfattelse af forsvarets rolle i samfundet, lod sig bringe i en kompromissituation, der førte til forsvarsloven af 1970.
 
Antimilltarisme og forsvarsapati 1973 (1970-1988).
Forsvarsloven af 1970 trådte i kraft den 1 januar, og henset til dens korte levetid skal der ikke spildes mange ord på indholdet. Væsentligste ændringer var dannelsen af forsvarsrådet og forsvarskommandoen, samt en efter nogles mening meget vigtig - efter andres mening uvigtig - ændring af styrkemålene fra mindste tal til cirka-tal. Der var mange uafklarede spørgsmål, ellers ville en lov af så omfattende karakter og betydning, hvor såvel værnscheferne som forsvarschefen havde udtrykt betænkeligheder, ikke være blevet vedtaget i folketinget med kun 90 stemmer for, 11 imod og ikke mindre end 57 som undlod at stemme.
 
I afløseren - forsvarsordningen af 1973 - er det vanskeligt at genkende det oprindelige socialdemokratiske udkast fra valgkampen, men ud fra en styrkemæssig vurdering må situationen beskrives derhen, at forsvaret igen har tabt i troværdighed. Vejen fra 1950’s fire divisioner, 102 fartøjer og 206 fly til 1973’s ca. to divisioner, ca. 45 egentlige krigsskibe og ca. 112 fly er for talende. Dette er beklageligt, men endnu mere beklageligt er det, at den antimilitaristiske og forsvarsapatiske tendens nu er trådt klart frem i forhold til forsvarets tilsyneladende aftagende betydning. Der er således et grundlæggende ønske om at reducere forsvaret personelmæssigt ved at reducere islættet af værnepligtigt personel og tjenestetidens længde, fordi tidens ungdom ikke er motiveret for militærtjeneste, og hermed er vi således tilbage i problematikken fra 1940, hvor »den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt forsvar«.
 
Livet i og formålet med dansk forsvar har imidlertid ændret sig afgørende i forhold til 1940. Efter anden verdenskrig deltog Danmark i besættelsen af det slagne Tyskland, og i 1949 kom der virkeligt perspektiv i udviklingen. Bruddet med 150 års neutralitetspolitik og overgangen til en alliancepolitik skabte en meget realistisk baggrund for opbygningen af det danske forsvar - først i ly af USA’s atomare monopol og senere også i kraft af Vesttysklands optagelse i NATO. Fra 1953 har dansk militært personel endvidere deltaget i FN’s fredsbevarende operationer i Det mellemste Østen (Yemen, Cypern, Ægypten, Israel, Libanon, Syrien, Jordan), Det fjerne Østen (Indien, Pakistan) og i Afrika (Congo). Denne udvikling har i nogen grad medvirket til, at den civile del af samfundet har fået større forståelse for den rolle, som forsvaret spiller for opretholdelsen af freden, end tilfældet var i trediverne.
 
Samtidig kan der dog ikke herske tvivl om, at den verdenspolitiske udvikling svækker denne forståelse. Truslen har ændret sig. Der er ingen overhængende fare for verdenskommunismens gennemførelse med militær magt. Sovjet og Kina er ikke udpræget enige - og slet ikke om en koordineret indsats mod de vestlige demokratier. Muligheden for en væbnet konflikt, udover de i Det fjerne Østen løbende konflikter, er derimod fortsat stor mellem Israel og Den arabiske Verden, mindre mellem Sovjet og Kina og mindst mellem de vestlige demokratier og den østlige kommunisme. Hvad den civile del af samfundet glemmer i forbindelse med denne situation er årsag og virkning - forbindelsen mellem forsvarets beredskab og den nationale sikkerhed. Når freden ikke er truet i Europa skyldes det først og fremmest den eksisterende magtbalance, hvori Warszawapagten og NATO er hovedkomponenter. En elementær kendsgerning som måske af samme grund er blevet en selvfølge, hvilket også den almindelige balance, mellem de der er for, og de der er imod NATO, vidner om (november 1972 46% for, 18% imod og 37% ved ikke).
 
Det er imidlertid ikke alene truslen, som har ændret sig. Der har altid hersket en vis afsky for at leve beskyttet af USA’s kernevåbenparaply og en mangelfuld forståelse af de konventionelle styrkers betydning for opretholdelsen af magtbalancen. Denne mangelfulde forståelse giver sig udtryk i tvivl om, hvorvidt de konventionelle styrker overhovedet har værdi - og denne tvivl vil øges jo svagere de konventionelle styrker er - som f. eks. Danmarks. Om en objektiv vurdering vil blive foretrukket fremfor tvivlen, vil senest blive afgjort i forbindelse med en evt. revision af Den atlantiske Alliance og USA’s endelige tilbagetrækning af sine konventionelle styrker fra Vesteuropa. En udvikling, der vil få afgørende indflydelse på de vesteuropæiske nationers sikkerhedspolitiske situation. Hertil kommer, at de politiske beslutningstagere, der skal formulere og gennemføre sikkerhedspolitikken, ikke længere har tidligere tiders uindskrænkede monopol på magtens udøvelse på regeringsniveau. Befolkningen er i dag mobiliseret politisk som følge af en bedre uddannelse, en verdensomspændende kommunikation, tid til at vurdere politiske spørgsmål og en tro på egen sagkundskab også i internationale problemer. Denne kendsgerning er dagens politiker klar over, hvilket giver sig udtryk i en yderst forsigtig stillingtagen til forholdsregler, der kan vise sig upopulære, og som følgelig kan koste stemmer. Faren ved den i øvrigt ønskelige mobiliserede offentlige mening på det sikkerhedspolitiske område er, at vigtige beslutninger til fremme af den nationale sikkerhed udskydes eller devalueres, hvilket dansk forsvarslovgivning tydeligt vidner om.
 
De indenrigspolitiske forhold (økonomiske og sociale) har dog større interesse hos befolkningen end de internationale problemer. Den enkelte har stærke følelser over for de problemer, som direkte påvirker hans hverdag: leveomkostningerne, lønnen, skatterne, de sociale ydelser, lov og orden, bureaukratiet m. v. Kun ved enkelte lejligheder afbrydes denne tilstand, når det kommer til alvorlige internationale kriser: Suez og Ungarn i 1956, Cuba 1962, Tjekkoslovakiet 1968. Med den aftagende eksterne spænding om jerntæppet følger naturligt en intern koncentration om udviklingen af velfærdssamfundet. Danmark har, som de øvrige relativt velhavende vestlige nationer, de økonomiske muligheder for at udrydde begrebet fattigdom i samfundet, men modsætningsforholdene mellem det økonomisk mulige og det politisk ønskelige bliver mere og mere åbenbare. Et rigt demokratisk samfund i netop denne situation er et særligt sårbart mål for mindretallenes besværinger uanset flertallets rettigheder, og det er derfor ikke mærkeligt, at forsvarsbudgettets størrelse i hovedsagen afgøres ud fra de indenrigspolitiske problemers dominans - d. v. s. hvilke udgifter der kan tolereres politisk og af den talende del af offentligheden, medens det strategiske behov træder i baggrunden.
 
En af hovedbegrundelserne for gennemførelsen af den nye forsvarsordning er da også, at forsvaret skal reduceres, fordi tidens ungdom ikke er motiveret for tjeneste i forsvaret. En del af ungdommen (i 1965 1,8% af de udskrevne værnepligtige, i 1971 14,6% og nu under nedgang) er også direkte modstandere af og negative over for forsvaret. De er imod anvendelsen af militær magt i almindelighed, imod forsvaret som profession og imod den almindelige værnepligt. D.v.s. i virkeligheden imod grundlovens § 81 af 6 juni 1953, hvori det hedder, at enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar. En anden del af ungdommen er apatiske i deres indstilling til forsvaret, og endelig er en del af ungdommen forsvarspositive, hvilket bl. a. fremgår af en ikke ringe tilgang til Hjemmeværnet. Hvorledes de to sidst nævnte kategorier fordeler sig procentvis på de udskrevne værnepligtige, findes der ingen oplysning om, men her ligger en også for politikerne smuk udfordring til at motivere ungdommen til at støtte den af flertallet af befolkningen ønskede sikkerhedspolitik fremfor at undergrave troen på denne politik ved gennemførelse af halvhjertede forsvarsforanstaltninger.
 
Opfyldelsen af den nye forsvarslovs styrkemål forudsætter, at forsvarets islæt af hvervet personel øges samtidig med, at tjenestetiden for værnepligtige sættes ned. Nedsættelsen af tjenestetiden for værnepligtige betyder, at grundlaget for hvervningen forringes. Et ikke ubetydeligt antal af de hidtidige frivillige har ladet sig hverve til kortvarig frivillig tjeneste fordi de samtidig aftjente værnepligten. Tidsmæssigt forringes denne fordel, hvilket sammen med forsvarets tilsyneladende aftagende betydning, antimilitarismen og forsvarsapatien vil vanskeliggøre hvervningen af egnet personel. Eventuelt kan ydelsen af en høj løn modvirke disse faktorer, men selv den promilitære vil tænke sig om to gange, inden han melder sig under faneme. En anden faktor, som vil gøre livet i forsvaret mindre attråværdigt, er den stigende forskel i levevilkårene mellem den rent civile del af samfundet og hans medborger i forsvarets uniform. Uddannelsen og livet i forsvaret tager af hensyn til den eksisterende magtbalance stadig sigte på krigens krav med de heraf følgende periodevis mindre behagelige levevilkår og fysiske anstrengelser, som selv den kondiindstillede civile medborger viger tilbage fra.
 
Forskellen mellem arbejdsområderne i den civile del af samfundet og i den militære del af samfundet er dog ikke særlig stor. Der er meget få funktioner i den militære organisation, som kun kræver en god fysik. Forsvaret har brug for personel med en kvalificeret civil skole- eller erhvervsuddannelse. Den moderne del af det civile samfund har et lige så stort behov for dette personel og vil inden længe tilbyde 35 timers arbejdsuge med samme eller højere løn, end den militære del kan tilbyde. Med værnepligtens begyndende afskaffelse forringes også mulighederne for den brede tilgang af personel til lederstillingerne inden for forsvaret. D.v.s. at der er risiko for, at befalingsmandskorpset i stigende grad ikke vil repræsentere et almindeligt udsnit af befolkningen.
 
Såvel menigt personel som befalingsmandspersonellets indstilling til arbejdspladsen som helhed er under ændring. I det højt industrialiserede samfund kan den enkelte veluddannede uanset uddannelsens niveau let finde anvendelse for sin arbejdskraft og føler ikke et så intimt forhold til arbejdspladsen som tidligere. Denne udvikling afspejles i forsvaret, hvor bl. a. de yngre officerer ikke betragter tilværelsen som et kald, men i gunstigste fald som et specialiseret arbejdsområde, hvor det følelsesmæssige engagement mere er i forbindelse med den enkelte funktion end med forsvaret som profession. Hovedspørgsmålet er, hvad organisationen kan tilbyde den enkelte - ikke hvad den enkelte kan tilbyde organisationen. Forsvarets personel er i dag bedre lønnet, uddannet og har væsentlig bedre livsbetingelser end tidligere, men arbejdets attraktivitet er svingende og så afgjort aftagende med dagens og fremtidens udsigter. Hertil kommer, at livet i forsvaret i sagens natur altid vil kræve en særlig grad af professionel opofrelse og besvær, som afgørende adskiller sig fra livet i den civile del af velfærdssamfundet.
 
Det er altid vanskeligt at spå, og især når det drejer sig om samfundsudviklingen. Der har været udtrykt frygt for et forsvar af professionelle soldater, idet sådanne landsknægte kunne tilrive sig magten eller optræde som en stat i staten. En sådan udvikling i et avanceret vestligt samfund (demokrati) synes uden rod i virkeligheden - i stedet for at bevæge sig imod det militaristiske samfund bevæger vi os imod det civiliserede samfund, og ingen ansat i det danske forsvar vil modsætte sig en sådan udvikling. Enhver dansk professionel soldat håber, at forsvaret vil blive en anakronisme, men er i dagens situation bekymret over, at man overser, at den nationale sikkerhed kun kan bygges på et effektivt forsvar, der indgår som et led i en krigsafskrækkende alliance. Når først samfundet begynder at deklassere forsvaret, synes det at være en skrue uden ende. Jo mindre forsvaret agtes af den civile del af samfundet, jo færre forsvars- egnede melder der sig til forsvaret. Jo færre egnede i forsvaret, jo mere forklejner samfundet forsvaret. På et eller andet tidspunkt når skruen i bund eller er skruet over, men et spørgsmål, der ikke kan besvares, er, hvorvidt det så eksisterende forsvar har den styrke, der er nødvendigt til gennemførelsen af sikkerhedspolitikken. Et nedbrudt forsvar lader sig ikke etablere fra dag til dag, hvilket erfaringerne fra trediverne viser - og opgaven er ikke blevet lettere i kernevåbenalderen. Derfor må forsvaret integreres i velfærdssamfundets dagligliv således, at forsvarsapatien ændres til aktivt engagement, og uanset den i politiske kredse åbenbare mistillid er muligheden herfor til stede.
 
Afslutning.
Hele det danske samfund er principielt imod krig, hvorfor det naturligvis må være dansk sikkerhedspolitiks vigtigste opgave at bevare landets uafhængighed, uden at freden brydes. Lige så naturligt må det danske forsvar opbygges til på en effektiv måde at kunne støtte landets sikkerhedspolitik. I dag skylder danske sikkerhedspolitikere både landet og forsvaret at indrangere forsvaret i den sikkerhedspolitiske ramme med en opbygning, så det sættes i stand til at løse de stillede og fremtidige opgaver. Der kan udover de her nævnte og indlysende grunde fremføres mange forklaringer på og undskyldninger for de skildrede eksempler på den mangelfulde opbygning af forsvaret og den øjeblikkelige situation, men det er helt givet, at et dansk forsvar, der ikke er opbygget i overensstemmelse med den af sikkerhedspolitiske grunde dikterede målsætning, allerede i fredstid berøver sikkerhedspolitikken en væsentlig del af handlefriheden, og under en international krisesituation vil et sådant forsvar ej heller være i stand til at udføre en indsats til gavn for opportunismen.
 
Det er i dag en offentlig kendsgerning, at vor lidet aktive sikkerhedspolitiske holdning i forbindelse med vor ringe indsats hvad angår opbygningen af forsvaret har svækket tilliden til Danmark hos vore nuværende allierede. Forsvarsdiskussionen har altid været og er heftig, når det drejer sig om tonen i forsvaret, klimaet på den militære arbejdsplads, tjenestetidens længde og økonomien, men påfaldende tilbageholdende, når det drejer sig om koordinationen af de indenrigs, udenrigs og forsvarspolitiske foranstaltninger til en sikkerhedspolitisk enhed. Det er således af største betydning, at det dansk-tyske samarbejde inden for NATO/EF/EUROPA- GRUPPEN snarest vurderes ud fra den betragtning, at det ikke må åbne muligheden for et dansk afhængighedsforhold til den stærke sydlige alliancenabo - en uundgåelige udvikling, såfremt samarbejdet fortsat udvikler sig til en særlig beskyttelse af det danske militære tomrum, der kan føres tilbage til en dansk uvilje mod en ansvarsbevidst stillingtagen til de helt naturlige danske forsvarsopgaver.
 
Den nye forsvarsordning tager ikke fuldt hensyn til dette afgørende problem og kan set ud fra militært hold højst vurderes som en ajourføring af efterkrigstidens aldrig opfyldte forsvarordninger, og tiden nærmer sig, hvor 60’emes og 70’emes værnsvise evolution må erstattes af 80’ernes forsvarsrevolution, hvor de sikkerhedspolitiske aspekter må veje tungere end antimilitarisme og forsvarsapati.
 
 
 
Noter
1. Vi og vor fortid: »Problemerne i dansk politik 1901-1946«.
2. Viggo Hørup: »Med mund og pen. Udvalgte taler og artikler« ved Sven Clausen.
3. Folketingstidende 1959/60.
4. Bilag 2 til betænkning over forslag til lov om forsvarets organisation af 24. februar 1960.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: