Forsvaret og den offentlige opinion

Major E. Skak Pedersen, Kongens Jyske Fodregiment, har som elev ved Stabskursus i Forvaltning 1974/75 udarbejdet en hovedopgave, FORSVARET OG DEN OFFENTLIGE OPINION. I bearbejdet form bringes her hovedopgavens væsentligste indhold.

 

Indledning
Emnet - Forsvaret og den offentlige opinion - er særdeles omfattende, og det vil derfor være nødvendigt at søge emnet begrænset. I det følgende vil derfor blive berørt:
- Massemedier, opinionsdannere og opinionsformidlere.
- Forsvaret og politikerne.
- Forsvaret og væmepligtsmassen.
- Forsvaret og befolkningen, samt
- Forsvarets oplysningsvirksomhed, opdelt i oplysningsvirksomheden og Forsvarets aktuelle nyhedsformidling.

Sluttelig tilstræbes væsentlige synspunkter samlet i en konklusion.

Massemedier, opinionsdannere og opinionsformidlere.
Det forekommer nærliggende at anse massemedierne for at være den væsentligste faktor med hensyn til opinionsdannelser. De fleste læser en daglig avis, mange læser flere aviser, alle kan lytte til radio og langt de fleste følge TV-udsendelserne. Fra tidlig morgen til sen aften strømmer et væld af nyheder, informationer og udtalelser os i møde. 
 
Det er derfor sandsynligt, at massemedierne er bestemmende for, hvad vi skal mene, tænke og tro. Men på trods af, at vi lever i et samfund, der præges af massemedier, synes det dog at forholde sig således, at opinionsdannelsen i vigtige spørgsmål finder sted ved personlig påvirkning. Amerikanske sociologer hævder således, at den personlige påvirkning er den mest betydende for opinionsdannelsen, i det mindste hvad angår politiske spørgsmål. Undersøgelser af valgresultater i USA har overtydet de pågældende sociologer om, at massemediernes effekt har været overdrevet. De nævnte sociologer mener at kunne opstille en såkaldt to-trins hypotese, gående ud på, at opinionsdannelser sker i to trin: Opinionsledere såsom partiledere, ledere af større interesseorganisationer, lederskribenter og kommentatorer i radio og TV påvirker i første trin ikke det brede lag, men et begrænset antal opinionsformidlere. Disse opinionsformidlere ræsonnerer og diskuterer i familien, i bekendtskabskredsen og på arbejdspladsen de meninger og synspunkter, som opi- nionsledeme har fremført. (1) Omend ikke alle sociologer har været enige i det fremførte, synes dog to-trins hypotesen om den personlige påvirknings rolle bekræftet af undersøgelser, som Beredskapsnamnden for psykologiskt forsvar har foretaget i Sverige. (2)
 
Erik Høgh omtaler (3) refererende til den klassiske egentlige opinions- lederstudie E. Katz og P. F. Lazarsfeld: Personal Influence, 1955, at personlig påvirkning er af central - hvis ikke den centrale - betydning i over- talelsesprocessen, samtidig med at man ud fra specifikke kriterier kan udskille særlig betydningsfulde personer i opinionsdannelsesprocessen for hver gruppe emner, man vil overtale folk til eller fra. At massemedierne har indflydelse på opinionsdannelsen er dog uomtvisteligt. Alene gennem mulighederne for valg af nyheder og informa- tionsstof og mulighederne for valg af lederskribenter og kommentatorer kan massemedierne påvirke opinionen i bestemte retninger, i det mindste på længere sigt. Den enkelte medvirkende lederskribent eller kommentator kan i høj grad spille rollen som opinionsleder. Især i radio og TV eksisterer mulighederne for at blive en kendt og skattet stemme eller et kendt ansigt. Mange mennesker sætter troværdigheden til informationer og nyheder i direkte relation til kommentatoren eller oplæseren. Antallet af folketingskandidater og folketingsmedlemmer, der er udgået fra massemediernes kreds, må kunne tages som en bekræftelse herpå.
 
Det talte ord er under i øvrigt ensartede omstændigheder mere effektivt som kommunikationsmiddel end det skrevne ord. Dette skyldes først og fremmest, at man straks kan få modtagerens reaktion eller tilbagemelding på det, man siger. Det talte ord har vist sin kolossale kraft op gennem tiderne som middel til at påvirke og i visse tilfælde forføre masserne. (4). Massemedierne giver ikke umiddelbart mulighed for reaktion eller tilbagemelding, det er derfor nærliggende at antage, at de før nævnte opi- nionsformidlere skal findes blandt de kredse af mennesker, der er særligt interesserede og aktive, har en større specialviden end normalt, og som har tendens til at afprøve og vurdere tingene og sprede deres erfaringer til andre.
 
Forsvarets faste personel har til daglig kontakt med mange mennesker, såvel i som uden for tjenesten. Der er således mulighed for at benytte det talte ord ikke alene over for det personel, herunder værnepligtige, der til daglig er tjenstgørende, men også til kredse i den brede befolkning. Effekten af sidstnævnte vil kunne forøges, jo mere det faste personel engagerer sig i foreningsarbejde i civile kredse. Forsvarets personel har således mange muligheder for at være såvel opinionsledere som opinionsformidlere. Forsvaret og politikerne. Beslutningen om, hvorvidt landet overhovedet skal have et forsvar, træffes af Folketinget, der ligeledes fastsætter forsvarets budget og styrkemål. Landets forsvarspolitik er meget nært knyttet sammen med sikkerheds- og udenrigspolitikken.
 
Forsvarsforliget af februar 1973 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre havde et betydeligt flertal af Folketingets medlemmer bag sig. Også andre partier sluttede op om forsvarspolitikken uden at være forligspartnere. Siden fo rs vars forlig ets indgåelse har der to gange været valg til Folketinget, og der er sket nogle forskydninger i tingets sammensætning. Nye partier har opnået større eller mindre repræsentation. Med den hensigt at søge at finde en målestok for opslutningen bag forsvaret blandt politikerne og i befolkningen som helhed samt for at søge fastlagt en ansvarsfordeling med hensyn til en eventuel opbygning af befolkningens positive indstilling til forsvaret opsøgtes i ugen 10.-14. marts 1975 en række af Forsvarsudvalgets medlemmer i Folketinget. Alle udvalgets medlemmer samt stedfortrædere havde forinden modtaget to spørgeskemaer:
 
 
 
 
Folketingets Forsvarsudvalg er sammensat således, idet der i parentes er anført, hvilket antal udvalgsmedlemmer og stedfortrædere der har ladet sig interviewe:
 
 
 
 
I betragtning af den store travlhed, der i pågældende uge herskede i Folketinget, må dette resultat betragtes som tilfredsstillende.
Det vil umiddelbart fremgå, at medlemmer fra alle Folketingets partier med undtagelse af Venstresocialisterne har ladet sig interviewe. Med den anførte fordeling på partierne må det indhentede materiale betegnes som repræsentativt.
Oversigt over svar på de stillede spørgsmål fremgår af følgende oversigter:
 
 
 
 
 
 
I de følgende punkter a, b og c kommenteres politikernes indstilling til forsvaret, deres syn på opinionsdannende faktorer, ligesom deres stilling til yderligere spørgsmål om behov for koordination mellem politikere og forsvaret behandles.
 
a. Indstillingen til forsvaret.
Til spørgsmålene om partiernes indstilling til forsvaret har de ialt 9 interviewede udvalgsmedlemmer fra de fire forligspartier bekræftet deres tilslutning til NATO. Vi er indstillede på at betale vort kontingent til NATO, har Det radikale Venstres udvalgsmedlem udtalt. 4 af de nævnte udvalgsmedlemmer anser et forsvarsforlig for nødvendigt, medens 5 anser det for ønskeligt. Berettigelsen af at nuancere svarmulighederne med hensyn til forsvarsforliget forekommer at være bekræftet derved, at udvalgsmedlemmer især fra »fløjpartierne« blandt forligspartnerne har fremsat bemærkninger om, at et forsvarsforlig ikke kan og skal indgås for enhver pris.
 
Af de 7 interviewede udvalgsmedlemmer fra de øvrige partier går de 4 fra Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne ind for såvel forsvaret som NATO, ligesom de vil være parate til at deltage i et forsvarsforlig. Socialistisk Folkepartis samt Kommunisternes udvalgsmedlemmer går imod medlemskabet af NATO og ønsker ikke at deltage i noget forsvarsforlig. Sidstnævnte to partier, og i særlig grad Socialistisk Folkeparti, tænker sig et forsvar af en anden art end den kendte. Man taler om et alliancefrit, »ikke-volds« forsvar. Stillet over for spørgsmålet om mulighederne for en forlængelse af det eksisterende forsvarsforlig har af de 9 interviewede udvalgsmedlemmer fra forligspartierne
- ét medlem betegnet mulighederne for meget gode,
- syv medlemmer betegnet mulighederne for gode, medens
- ét medlem ikke ønskede at besvare spørgsmålet.
 
Udvalgsmedlemmerne fra de syv partier, der går ind for forsvaret, har i overvejende grad udtalt sig positivt om bevarelsen af værnepligten. Man er vel klar over en vis uretfærdighed over for den samlede værnepligts- masse. Flere har udtalt, at en bevarelse af værnepligten er med til at bevare forsvarets bredde i samfundet; værnepligten er gunstig for befolkningens opbakning af forsvaret.
 
Alt i alt kan der i Folketinget iagttages en markant opbakning bag forsvaret. Det synes således bekræftet, at nye partier som Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne har et afklaret positivt standpunkt til forsvaret og tilsvarende til forpligtelserne over for NATO-samarbejdet. Oberstløjtnant Per Svensson har (5) under overskriften: »Glemmer politikerne at gøde jordbunden ...« givet udtryk for, at lederen af landets trediestørste parti tidligere har udtalt, at omkring halvdelen af hans parti arbejder for, at Danmark hurtigst muligt udmelder sig af NATO, så vi kan få nedlagt vort militær.
 
Efter at have interviewet to medlemmer af Fremskridtspartiets folketingsgruppe synes det klart, at kun 4 af partiets folketingsmedlemmer er imod forsvaret. De pågældende henviste i øvrigt til Fremskridtspartiets partiprogram, hvor det i pkt. 104 hedder : »Forsvarsforliget af 14. februar 1973 har fastlagt den danske militærpolitik frem til 31. marts 1977. Det har en så overvældende folketingsmajoritet bag sig, at militærspørgsmål næppe får Christiansborg-aktualitet før forligets udløbsdato nærmer sig. Også til den tid må forudses et klart NATO-flertal i Folketinget, og så længe et sådant findes, kan militærbudgetternes totalomfang næppe nedskæres.«
 
At lederen af Fremskridtspartiet måske i højere grad end andre partimedlemmer - når man erindrer sig hans ofte markante udtalelser - tilsyneladende har et horn i siden på »militærudgifterne«, skal formentlig ses i sammenhæng med hans syn på offentlige udgifter i øvrigt. Den markante tilslutning til forsvaret bekræftedes under forespørgselsdebatten i Folketinget den 11. marts 1975 angående køb af fly og senere den endelige vedtagelse af købet i begyndelsen af juni 1975. Den af et medlem af Socialistisk Folkeparti stillede dagsorden ved førstnævnte lejlighed, efter hvilken forsvarsministeren tilrådedes straks at standse de videre forhandlinger om fire NATO-landes fælles køb af fly, blev forkastet af alle partier med undtagelse af det forslagsstillende samt Kommunisterne og Venstresocialisterne. Det radikale Venstre undlod at stemme med den begrundelse, at flykøbet ville få virkninger ud over det eksisterende forsvarsforligs ophør den 31. marts 1977.
 
b. Opinionsdannende faktorer.
Til spørgsmålene om opinionsdannende faktorer har ialt 14 udvalgsmedlemmer udtalt, at det som hovedregel er politikernes ansvar at skabe forståelse for forsvaret i befolkningen. Et medlem af Socialistisk Folkeparti samt Kommunisternes medlem finder ikke, der skal skabes forståelse for forsvaret. 8 blandt de før nævnte 14 udvalgsmedlemmer finder, at også forsvaret skal medvirke til at skabe forståelse i befolkningen; de resterende 8 interviewede mente ikke, at forsvaret skal medvirke hertil. Enkelte udtalte, at forsvaret ikke måtte politicere. Til spørgsmålet om, hvem der primært skal kommunikere sikkerhedsspørgsmål til befolkningen, har 14 udvalgsmedlemmer svaret, at politikerne skal, medens én har nævnt forsvaret. Et medlem ønskede ikke at udtale herom. Efter 12 udvalgsmedlemmers opfattelse må politikere og forsvaret i forening være ansvarlige for opbygningen af forsvarsviljen i befolkningen, medens tre medlemmer fremhæver, at ansvaret herfor alene er politikernes. Også dette spørgsmål mangler svar fra et medlem. Et medlem har har kraftigt understreget, at dette område er uhyre forsømt. Socialistisk Folkepartis to adspurgte medlemmer understregede, at politikerne måtte være ansvarlige for at opbygge befolkningens vilje til at ville forsvare sig uden brug af voldelige midler.
 
At politikere burde være klar over deres ansvar med hensyn til opbygning og vedligeholdelse af forsvarsviljen, turde være hævet over enhver tvivl. Fra oberstløjtnant Per Svenssons indlæg (6) citeres følgende udtalelser, fremsat ved folketingets 2. behandling af det lovforslag, der fulgte forsvarsforliget:
 
Den konservative ordfører Knud Østergaard:
»Jeg opfordrer alle de partier, der støtter dette forslag til at benytte disse år til at fastholde den holdning i befolkningen, som er nødvendig for, at vi fortsat kan have et troværdigt forsvar.«
 
Forsvarsminister Kjeld Olesen:
»Forudsætningerne for, at vi har befolkningens opbakning er, at vi politikere går ud og diskuterer, gøder jordbunden og skaber forudsætningerne for, at forsvaret har forståelse i befolkningen, og at forsvaret ikke mindst har forståelse hos de unge.«
 
c. Behov for koordination.
På spørgsmål om behov for koordination mellem politikere og forsvaret med henblik på at opbygge forsvarsviljen har mere end halvdelen af de interviewede udtalt, at en koordination ville være hensigtsmæssig. På et yderligere spørgsmål til de sidstnævnte, om hvem der i givet fald skulle tage initiativet til en sådan koordination, fandt halvdelen, at forsvaret burde tage initiativet, medens den anden halvdel fandt, at politikerne burde gøre det. Det er mit indtryk, at forskellige garnisoner er meget opmærksomme på betydningen af kontakter med egnens folkevalgte repræsentanter, således at disse inviteres til og ofte også deltager i garnisonens kontakt- arrangementer. Fra Forsvarsudvalgets side finder der også medlemskontakt sted til myndigheder og garnisoner, som undertiden besøges, og hvor der bliver givet aktuel orientering.
 
Efter de samtaler, jeg har ført med medlemmer af Forsvarsudvalget, finder jeg at måtte fremhæve ikke alene medlemmernes interesse for sagen, men også deres indsigt i forsvarets forhold. Det skal tillige nævnes, at et antal af Forsvarsudvalgets medlemmer har en fortid og/eller nutid inden for forsvarets forskellige grene.
 
Forsvaret og værnepligtsmassen.
Af grundlovens § 81 fremgår, at enhver våbenfør mand med sin person skal bidrage til landets forsvar. Med de i dag eksisterende muligheder for på den ene eller anden måde at undgå indkaldelse til tjenesten i forsvaret forekommer grundlovens ord at være noget udvandede. Alene i mulighederne for at undgå indkaldelse ligger der en fare for, at de, der udskrives til værnepligtstjeneste, forlods antager en formodning om at være uretfærdigt behandlede. De pågældende føler sig taget bort fra deres eventuelt igangværende uddannelse eller deres måske endda vellønnede arbejde og faste stilling og i det hele taget deres hidtidige miljø - de har måske tillige stiftet familie - for i en periode at lade sig uddanne inden for forsvarets rammer, medens mange andre af deres jævnaldrende går fri. De er vidende om, at deres forhold på mange områder vil blive ændrede som følge af tjenesten; de ved, at de kan blive udsat for uvante fysiske anstrengelser og andre ubehageligheder i et helt fremmed miljø og dette endda til en betaling, som på ingen måde ekvivalerer deres hidtidige indtjening. Hertil kommer, at en ikke ringe del af de indkaldte må være noget usikre med hensyn til, om der overhovedet er en passende stilling at få efter hjemsendelsen.
 
Der er således en lang række faktorer, som kunne indicere en ikke ubetydelig uvilje mod værnepligtstjenesten i forsvaret. Er den før omtalte uvilje da kendetegnende for unge mænd, der står over for at skulle aftjene eller som aft jener værnepligten i værnene? Noget objektivt svar på dette spørgsmål kan ikke gives. Der har ikke officielt været foretaget nogen undersøgelse heraf. Dels på grundlag af egne erfaringer som kompagnichef og dels på grundlag af samtaler med kolleger kan det konstateres, at uvilje langt fra er kendetegnende.
 
Den del af værnepligtsmassen, der udskrives til tjeneste i hæren i dag, synes i forhold til tiden for år tilbage gennemgående at være mere positiv end dengang også den langt overvejende del af dem, der nu vælger civilt statsarbejde, indkaldtes. Medvirkende årsager hertil er ganske vanskelige at påpege. Sandsynligt er det dog, at den tilnærmelse af forsvarets hverdag til samfundets almindelige livsformer og arbejdsmetoder, som har fundet sted i de seneste år, har betydet og fortsat vil betyde en del.
 
Af overordentlig stor betydning for en for forsvarets positiv opinionsdannelse er de forhold, forsvaret byder de værnepligtige. Lykkes det i løbet af tjenestetiden gennem effektiv, meningsfyldt uddannelse at motivere den enkelte værnepligtige, og lykkes det at bibringe den enkelte forståelsen for, at netop han er en nødvendig komponent i enheden, er det sandsynligt, at en mindre positiv holdning i løbet af tjenestetiden ændres til en mere positiv holdning. Sker dette, hvilket de holdningsmålinger, som Militærpsykologisk Tjeneste foretager to gange under uddannelsen, tyder på, kan det tænkes, at denne yderligere positive holdning viderekommu- nikeres efter hjemsendelsen i det miljø, som den enkelte derefter optræder i. Derved har forsvaret alene gennem sit daglige virke frembragt nogle opinionsformidlere eller ambassadører.
 
Tidl. forsvarsminister Erling Brøndum har (7) fremhævet nødvendigheden af, at forsvaret som helhed fra minister til menig, får uddannelsen til at fungere, og ser heri muligheden for at etablere såvel forsvarsforståelse som forsvarsvilje. At dette har overmåde stor betydning er helt evident. Forsvaret, dets personel og dets uddannelse, dets udstyr og dets bevillinger er kun den ene halvdel. Den anden halvdel består af befolkningens forsvarsvilje.
 
Forsvaret og befolkningen.
Befolkningen ser i almindelighed med nogen skepsis og kritik på det offentliges udgifter. De fleste forventer, at det offentlige præsterer sociale goder, uddannelsesmuligheder, velfærd og service i almindelighed. Vel knapt så mange betaler herfor med glæde. Medens der bl. a. i Sverige løbende og helt konsekvent af Beredskaps ndmnden for psykologiskt forsvar foretages sociologiske undersøgelser af befolkningens forsvarsvilje og andre holdninger til forsvaret, (8), er det samme ikke helt tilfældet i Danmark.
 
Der findes ganske vist noget materiale, der belyser befolkningens holdning til forsvaret og til NATO-samarbejdet. Således foretog DIFOM (Dansk Institut for opinionsmåling) løbende undersøgelser i perioden 1962-67. Efter at have udspurgt et udsnit af befolkningen om deres stilling til tre konstruerede partiprogrammer
- et velfærdsprogram,
- et såkaldt konservativt program og
- et såkaldt socialistisk program,
hvor de to førstnævnte havde enkeltpunkter med positiv holdning til for- svars- og NATO-politik, medens det sidstnævnte var nedrustnings- og anti- NATO-orienteret, fandt man, at de to forsvarsvenlige programmer vælges fremfor det socialistiske forsvars-fjendtlige program af et overvejende flertal af de udspurgte (9). Forfatteren finder med rimelighed at kunne fastholde, at befolkningen er mere interesseret i et effektivt forsvar end i dets afskaffelse.
 
I de nævnte undersøgelser har man almindeligvis fundet (10)
- med stigende social klasse, stigende positiv holdning over for forsvar, økonomiske og militære alliancer,
- med stigende urbanisering, stigende positiv holdning til forsvar og alliancer,
- med stigende indkomst og/eller uddannelse, stigende positiv holdning til forsvar og alliancer.
 
Det findes endvidere, at et negativt syn på forsvar og alliancer hovedsagelig befinder sig blandt vælgere, der er tilknyttet Det radikale Venstre, Danmarks kommunistiske Parti og Socialistisk Folkeparti og tilsvarende socialistiske partier. De partier, der stiller op til valg til Folketinget, har almindeligvis fastlagte principprogrammer eller programerklæringer. Vælgerne har derfor på forhånd mulighed for at skabe sig ideer om, hvilken stilling deres parti eller deres valgte folketingsmedlem vil tage til vigtige spørgsmål.
 
Under interview med medlemmer af Folketinget (11) har disse, på spørgsmålet om de følte sig bakket op af deres og deres partis vælgere i spørgsmål vedrørende forsvaret, svaret ubetinget ja. Sammenholdes dette med det foran anførte med 7 forsvarsvenlige partier, der repræsenterer tilnærmelsesvis 90% af samtlige medlemmer af Folketinget, skulle næsten 90% af vælgermassen slutte op om forsvaret. Det må umiddelbart antages, at der blandt en ikke kendt del af vælgermassen nok snarere er tale om en form for ligegyldighed overfor end egentlig engagement i forsvarsspørgsmålet.
 
Erik Høgh har (12) beskæftiget sig med spørgsmålene om befolkningen er politisk interesseret og om befolkningen har noget at skulle have sagt. Til det første spørgsmål kan svaret være både ja og nej. Et ja-svar kommer man til, når man kun ser på dette at afgive stemme ved et Folketingsvalg. I de sidste 100 år har valgdeltagelsen været stigende, og den har i de seneste år været over 80%. Men måler man politisk interesse ved politisk aktivitet bortset fra valgdeltagelse, er situationen en anden. Det er kun brøkdele af befolkningen, der deltager i opstillingsmøder til folketingsvalgene. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at politik ikke interesserer befolkningen. Vælgerne ønsker, i betydelig større udstrækning end det fremgår af fremmøde til opstillingsmøder, saglig orientering om indenrigs- og udenrigspolitiske problemer. Man lytter gerne til sådanne problemer samt kommentarer hertil i radio og fjernsyn. (13). Til det andet spørgsmål finder forfatteren, at politisk indflydelse er en mangelvare. I vid politisk forstand har højst 3 ud af 100 vælgere stor eller nærmest lille eller lidt politisk indflydelse. Set herudfra må det erkendes, at den før omtalte næsten 90% opbakning af forsvaret i Folketinget ikke nødvendigvis kan omregnes til næsten 90% opbakning i befolkningen. Den senest gennemførte Gallup-undersøgelse i november 1973 vedrørende befolkningens holdning til et militært forsvar af landet viste da også et resultat, som alt taget i betragtning må formodes at være mere troværdigt. Ved undersøgelsen var 64% for, 28% imod, medens 8% ikke tog stilling. (14).
 
Forsvarets  oplysningsvirksomhed.
Oplysningsvirksomheden kan deles i:
- Den oplysning, der drejer sig om formidling af en baggrundsviden af mere generel karakter, og
- den oplysning, som er en aktuel nyhedsformidling.
Medens baggrundsviden om forsvaret i det væsentlige formidles af Forsvarets Oplysnings - og Velfæ rd stje neste (FOV), varetages den aktuelle nyhedsformidling af Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og forsvarets myndigheder og tjenestesteder i øvrigt.
 
a. FOV´s virksomhed.
Virksomheden har følgende formål (15):
- at fremme indbyrdes forståelse og samarbejde mellem befolkningen og det militære forsvar, og
- at bidrage til bedst muligt kendskab til forsvaret, dets baggrund og forudsætninger.
Tilsvarende opgaver er gennem lovgivningen pålagt Hjemmeværnet. 
 
Indenrigsministeriet har hidtil udøvet lignende oplysningsvirksomhed vedrørende Totalforsvaret. Det parlamentarisk nedsatte udvalg vedrørende Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (Folk og Værn udvalget) har som funktion at være rådgivende, kontrollerende og initiativtagende. Chefen for FOV deltager i Folk og Værn udvalgets møder og varetager med bistand af udvalgets sekretær den praktiske tilrettelæggelse af udvalgets arbejde (16). FOV’s virksomhed blev i 1972-1973 gennemgået af en arbejdsgruppe, nedsat af Forsvarsministeriet den 17. november 1972 med den hensigt at søge FOV’s opgaver tilpasset udviklingen i Forsvaret og det øvrige samfund. Værnepligtige talsmænd havde forinden påpeget, at værnepligtige vidste for lidt om forsvaret, når de mødte på sessionen. Den nedsatte arbejdsgruppe har i særlig grad hæftet sig ved værnepligtige talsmænds kritik af og interesse for orienteringsmaterialer af forskellig slags før, under og efter session/indkaldelse. (17). Man anser det for ønskeligt, at stadig flere skoler inddrages i orienteringsarbejdet. Talsmænd har oplyst, at det eksisterende materiale til orientering af ungdommen er for lidt kendt og benyttet. De har ligeledes fremført, at en aktiv indsats over for skolerne kunne bidrage til at sprede kendskabet til materialet.
 
Et andet aspekt, som talsmændene har fremført, er, at der i massemedier ofres væsentlig mere plads og tid på drøftelse af problemer og synspunkter, som den minoritet, der unddrager sig militærtjenesten, har, medens man ikke tilnærmelsesvis interesserer sig for at informere det flertal af den mandlige befolkning, der påtager sig værnepligten med de byrder, dette indebærer. Generelt finder talsmændene, at der i massemedierne savnes en konstant og regelmæssigt tilbagevendende information om værnepligts- og forsvars- forhold for såvel befolkningen i almindelighed som for de unge, der skal aftjene værnepligten.
 
Arbejdsgruppen har overvejet det hensigtsmæssige i at få etableret et koordinerende organ for den oplysende virksomhed, der udøves af FOV, Hjemmeværnet og Indenrigsministeriet (18). Man har imidlertid frygtet, at selve formaliseringen af et sådant samarbejde kunne få den derigennem skabte informationsvirksomhed til at tage sig mere massiv ud end den i realiteten er. Man mente, at selve informationsaktiviteten risikerede at blive betragtet som propaganda for bestemte holdninger eller synspunkter.
 
I Sverige har man ikke haft betænkeligheder ved et koordineret samarbejde mellem Totalforsvarets grene. Totalforsvarets upplysningsnamnd, der sorterer direkte under regeringen, skal ifølge sit direktiv i fredstid fremme oplysningen om Totalforsvaret og derigennem bidrage til at bevare og styrke forsvarsviljen og gennem rådgivning til Totalforsvarets myndigheder samordne oplysningsvirksomheden. (19).
 
De af de værnepligtige talsmænd over for forsvarsministeren fremførte udtalelser om manglende viden om forsvaret kan til en vis grad vække nogen undren al den stund FOV gennem de senere år har udsendt en række pjecer direkte til de berørte unge. Når en ung mand fylder 17 år, modtager han således pjecen »Hvornår værnepligt - værnepligt hvornår«. Denne pjece giver oplysninger om tidspunkter for og forhold omkring session og indkaldelse, ligesom der oplyses om muligheder for udsættelse af indkaldelsen og om uddannelsen i forsvaret. Et halvt års tid forud for sessionen tilsendes pjecen »Session og indkaldelse«. Denne 44 siders pjece giver detaljerede oplysninger inddelt i fire hovedfaser: før sessionen, sessionen, før indkaldelsen og indkaldelsen.
 
Ca. 14 dage før mødet ved forsvaret tilsendes den værnepligtige pjecen »Orientering ved indkaldelsen«, som indeholder oplysninger om løn, påklædning og frirejser. Denne pjece tilsendes fra den personelforvaltende myndighed, som vedlægger tjenestestedets velkomsthilsen samt praktiske oplysninger om lokale forhold. FOV’s oplysningsvirksomhed over for ungdommen finder tillige sted gennem skolevæsenet. Hvert år tilsendes kommuneskoler, gymnasier og tekniske skoler omfattende tilbudsmateriale om forsvarsoplysning, orientering om værnepligtsforhold samt antagelses- og uddannelsesmuligheder m. v. i forsvaret. Hvor omfattende denne virksomhed er, fremgår af følgende oversigt, hvori ses, at mere end 1700 skoler har fået tilbudsmaterialet. Herudover har samtlige skoledirektører og erhvervsorienteringskonsu- lenter modtaget materialet. Videre ses af oversigten den beskæmmende ringe udnyttelsesgrad. Man erindrer sig her, at talsmændene har påpeget det nødvendige i en aktiv indsats fra forsvarets side over for skolerne.
 
I forbindelse med »forældredage« og »åbent-hus« dage stiller FOV ofte sin mobile forsvarsudstilling eller særudstillinger til rådighed. Særudstillinger omfatter FN-udstillingen, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet. Udstillingerne anvendes ikke alene i forbindelse med de af militære myndigheder foranstaltede arrangementer, men i fuldt så stort omfang under byfester, større dyrskuer m. v. Alt i alt regnes med et årligt besøgstal på ca. 1 million.
 
 
 
 
FOV forestår optagelse af forsvarsoplysende kortfilm samt bearbejdning af udvalgte NATO-film. Udlån af filmene finder sted til skoler og interesserede foreninger gennem Forsvarets Filmtjeneste, Statens Filmcentral og Erhvervenes Filmcenter. Kortfilmen »Vil du med«, der er optaget af SAGA-film, og som er fast knyttet kortfilm til SAGA’s »Mig og Mafiaen«, betegnes af FOV som en bestseller. Foruden at være vist i TV i forbindelse med filmorientering er kortfilmen ifølge oplysning fra SAGA-film indtil 1. april 1975 set af mere end l/2 million biografgængere. Det kan ikke udelukkes, at denne kortfilm har haft en gunstig virkning med hensyn til den gode tilgang af stampersonel til værnene. Gennemførelsen af erhvervspraktikanttjeneste finder sted ved et samarbejde mellem FOV, den offentlige erhvervsvejledning og de enkelte tjenestesteder. Gennem de senere år har skoleungdommens interesse for praktikanttjenesten været i stigning.
 
Tjenestestedsbesøg, der tilsigter at give borgerne en praktisk orientering om forsvarets arbejdsvilkår gennem forevisning af kaserner, flådestationer, flyvestationer m. v., samt demonstration af materiel eller overværelse af øvelsesvirksomhed har været benyttet af et ikke ringe antal foreninger. Mange skoler benytter sig også af sådanne tilbud.
 
Tjenestestedernes kontaktarrangementer støttes økonomisk over FOV’s budget. Det er normalt, at hvert større tjenestested årligt afholder et kontaktarrangement, hvor en række repræsentanter for egn, erhverv og styre indbydes til orientering om forsvarsforhold med efterfølgende spørge- perioder afsluttet med uformelt samvær. Netop gennem disse arrangementer må ses en meget relevant mulighed for, at det enkelte tjenestested kan få kontakt med opinionsledere og opinionsformidlere i samfundet. Hæfterne »Forsvaret i samfundet« har såvel et internt som et eksternt sigte. Internt i forbindelse med den orientering, der efter Forsvarets Civiluddannelses samtidsorienterings ophør pr. 1. april 1973 nu skal gives i forbindelse med chefs- og tjenestekundskabs timer. Eksternt derved at hæfterne er offentligt tilgængelige og kan rekvireres gennem FOV, der har introduceret hæfterne til dagspressen, fagpressen og en lang række foreninger, bl.a. forskellige lærerforeninger.
 
At de ialt 6 hæfter kan have stor interesse for skolevæsenet synes at fremgå af det træk på knapt 7000 hæfter, der har været alene i perioden 1. september - 11. december 1974, jfr. følgende oversigt.
 
 
 
I betragtning af det totale antal af skoler, som kunne have nytte af hæfterne, må det antal af skoler, der i henhold til oversigten hidtil har aftaget hæfter, betegnes som ringe. FOV har kontakt med en række militære foredragsholdere ved forskellige tjenestesteder. De pågældende forsynes med materialer af oplysende karakter om forsvarsspørgsmål, sikkerhedsspørgsmål og NATO m. m. Foredragsholderne stiller sig til rådighed for afholdelse af foredrag eller deltagelse i diskussioner i civile foreninger. Antallet af rådige foredragsholdere er i dag betydeligt lavere end for få år siden, ligesom antallet af afholdte foredrag har vist en betydelig og beklagelig tilbagegang. En ofte nævnt årsag hertil kan være bortfaldet af honorarer den 1. juli 1972; en årsag, som formentlig tillige må ses i sammenhæng med de tjenstlige vilkår i øvrigt for officerskorpset. Oversigt over deflationen hvad angår forsvarsoplysende foredrag i årene 1969-1974 fremgår af diagrammet på næste side.
 
Man kan umiddelbart konstatere, at FOV’s oplysningsvirksomhed er bred og meget omfattende. Den går gennem tilsendelse af pjecer til kommende værnepligtige og gennem sit tilbud til skolerne om såvel orienteringer, film, tjenestestedsbesøg, erhvervspraktik og meget lødigt oriente- ringsmateriale til den målgruppe, der udgøres af ungdommen.
 
FOV støtter lokale arrangementer ved udsendelse af udstillinger og stiller midler til rådighed i forbindelse med kontaktarrangementer, ligesom den forsyner militære foredragsholdere med materiale, hvorved FOV er medvirkende i de bestræbelser, der sigter mod et stadigt forbedret forhold til den målgruppe, der udgøres af befolkningen som helhed. Den før omtalte arbejdsgruppe har sammenfattet sine forslag for så vidt angår forsvarets oplysningsvirksomhed således (20):
- Den lokale kontakt- og oplysningsvirksomhed bør forstærkes, og der bør stilles midler til rådighed herfor.
- Materialet til brug for orientering af skoleelever m. fl. gøres mere varieret, og der inddrages pædagogisk og anden ekspertise i udformningen af materialet.
- Orientering af den værnepligtige før indkaldelsen bør forbedres.
 
Med hensyn til FOV’s fremtidige organisation og placering i helheden har det ikke været muligt for arbejdsgruppen at nå frem til et enigt forslag. Der kan dog konstateres enighed om, at den udadrettede kontakt- og oplysningsvirksomhed bør forblive under parlamentarisk kontrol under en eller anden form. Der kan her være tale om en bevarelse af Folk og Værn udvalget eller en ændring i dets sammensætning, således at medlemmer af dette udvalg vælges blandt medlemmer af de to andre udvalg vedrørende forsvaret, nemlig Forsvarsudvalget og forsvarsforligets 8-mands udvalg. Herved ville eventuelle kompetencestridigheder kunne bortelimineres. (21). Det må formodes, at en kontakt- og oplysningsvirksomhed, der udøves uden parlamentarisk kontrol og medvirken, vil kunne give anledning til, at troværdigheden til virksomheden drages i tvivl i offentligheden. De den 1. april 1975 skete ændringer i FOV’s organisation behandles ikke yderligere i denne forbindelse.
 
 
 
 
 
b. Forsvarets aktuelle nyhedsformidling.
Forsvarets nyhedsformidling finder sted gennem Forsvarsministeriets presseinformation, Forsvarskommandoens Presse- og Informationstjeneste, hvori indgår værnenes presseofficerer, samt gennem lokale presseofficerer ved forsvarets myndigheder og tjenestesteder. Medens de nyheder, der udgår fra Forsvarsministeriets presseinformation ofte berører de større linier, hvor der har været tale om en eller anden form for politisk afgørelse, finder hovedparten af nyhedsformidlingen sted fra Forsvarskommandoens Presse- og Informationstjeneste og på lokalt plan fra de enkelte tjenestesteder. Nyheder defineres af nogle som de ting, én eller flere nødigt ser komme offentligt frem. Der har gennem årene hist og her været en del »sager«, som har vakt pressens store interesse, og som har kunnet medvirke til at skade forsvarets omdømme i befolkningen. Selv om man ikke kan konkludere, at »sager« hører fortiden til, så kan man dog notere en ganske væsentlig reduktion af antallet. (22).
 
Pressens interesse for forsvaret drejer sig hovedsageligt om tre hovedemner:
- Hvad får man for skattekronerne?
- Hvordan behandles de værnepligtige?
- Hvad kan forsvaret lære af det øvrige samfund/hvad kan samfundet lære af forsvaret? (23)
»Sager« vil således altid være et tema for såvel lokale som landsdækkende blade og undertiden tillige for radio og TV. Under (22) blev af deltagere fremført det nødvendige i at være åbne over for pressens repræsentanter og fremlægge kendsgerningerne som de er. Man fremførte tillige, at oplysninger for ofte dækkes unødigt til under henvisning til sikkerhed.
 
Forsvarets anvendelse af radio og TV sker af koordineringsmæssige grunde gennem FOV (24). Regionalradioen kan kontaktes direkte fra tjenestestederne. Radioavisens repræsentant fremførte (23), at såvel radio som TV og ikke mindst regionalradioen anvendtes alt for lidt af forsvaret.
Det er dog vanskeligt for forsvaret at få plads i såvel radio som TV’s nyhedsudsendelser, idet redaktionerne, den korte sendetid taget i betragtning, må regne ikke alene minutter, men også sekunder som kostbare. Hertil kommer - set fra forsvarets side - at de ting, der vises på fjernsyns- skærmen, må indebære kvalitet. Netop nyhedsudsendelserne ses af mange, dette gælder såvel når der vises fejl som gode ting. (25).
Medens radio og TV normalt må opsøges af forsvaret, sker der fra dagspressens side oftest henvendelse til forsvarets myndigheder. Journalister er oplært til at søge nyhedsstof.
 
Kontakten med pressens repræsentanter sker centralt ved Forsvarskommandoens Presse- og Informationstjeneste og lokalt ved de af tjenestestedernes chefer udpegede presseofficerer. Generelt gælder, at et tillidsfuldt forhold mellem den enkelte presseofficer og pressens repræsentanter er af overordentlig stor betydning.
Kontakten kan finde sted ved lejlighedsvise besøg, eventuelt initieret af pågældende journalist eller af presseofficeren, eller den kan være aftalt og rutinemæssigt tilbagevendende. Jo bedre kendskab de pågældende personer har til hinanden, jo bedre resultater vil kunne opnås.
 
Det må betragtes som en ulempe, at presseofficersarbejdet i langt de fleste tilfælde må udføres sideløbende med eller nok oftest efter arbejdet i en hovedfunktion. For at arbejdet som presseofficer kan nå et godt og for forsvaret tilfredsstillende resultat, må den pågældende officer have en udelt interesse for sagen. Men det stigende behov for information i samfundet som helhed, øges kravene, ikke mindst til de officerer, der skal medvirke til at vise forsvarets ansigt udadtil. Det er derfor ønskeligt, om der i forbindelse med etableringen af færre, men større tjenestesteder kunne ske en ændring af de hidtil gældende forhold, således at arbejdet som presseofficer/informationsofficer blev hovedfunktionen for en dertil egnet og interesseret officer ved det enkelte større tjenestested, kampcenter, uddannelsescenter eller skoleområde.
 
Konklusion.
Forsvaret har i dag en meget bred parlamentarisk opbakning. Dette fremgår af, at ikke mindre end syv af Folketingets partier slutter op om forsvaret. Forsvaret har behov for bred folkelig opbakning. Man kan ikke med sikkerhed slutte, at den brede opbakning i Folketinget direkte afspejler vælgermassens tilslutning.
Politikerne har i overvejende grad erkendt det som deres opgave at skabe forståelse for forsvaret i befolkningen. Folketingets medlemmer er endda fra tingets talerstol blevet opfordret til at gøde jordbunden og animere forsvarsviljen i befolkningen.
 
Forsvarets faste personel har gennem de senere år forstået betydningen af at motivere de værnepligtige gennem effektiv og meningsfyldt uddannelse. Effektiviteten kunne bedres, såfremt flere midler var til rådighed til egentlige øvelsesformål. Det faste personel ville i dag vide, hvorledes »spildtid« undgås, der er nok at tage fat på. Gennem uddannelsens kvalitet og de forhold, forsvaret har kunnet byde de værnepligtige, er det hidtil lykkedes i overvejende grad at hjemsende positive unge mænd. Dette må for alt i verden fortsætte, idet den positive hjemsendte værnepligtige er en af de bedst tænkelige opinionsformidlere overhovedet.
 
Der er grund til at understrege talsmændenes udtalelser om, at unge mennesker véd for lidt om forsvaret. Ganske vist orienteres de gennem FOV’s udsendelse af hele tre pjecer inden mødet ved forsvaret, men hvor mange læser disse pjecer. Det interessante i denne forbindelse er talsmændenes påpegning af skolernes manglende anvendelse af orienteri ng smate- rialet. Det er tidligere påvist, at kun få skoler udnytter de tilbud, der er givet af FOV. Dette er meget beklageligt.
Det må anses for nødvendigt at søge at påvirke især historielærere og lærere i samfundsfag, således at de pågældende virkeligt bliver opmærksomme på det eksisterende materiale. Man kunne tænke sig lærerstanden som objekt for FOV’s, Forsvarskommandoens og de enkelte tjenestesteders bestræbelser på at udbrede kendskabet til materialet.
 
Vi står i en helt anden situation i dagens Danmark end i 1940, men der kan være grund til at minde om, at initiativer dengang udgik fra forsvarets rækker, hvor man søgte kontakt med politikerne i bestræbelserne på at skabe tillid mellem befolkningen og forsvaret. (26). 
 
Hovedparten af de interviewede medlemmer af Folketingets forsvarsudvalg har fundet, at politikerne og forsvaret i fællesskab må være ansvarlige for opbygningen af forsvarsviljen i befolkningen. Mere end halvdelen af udvalgsmedlemmerne har udtalt, at en koordineret indsats ville være hensigtsmæssig, medens spørgsmålet, hvem der i givet fald skulle tage initiativet til en fælles indsats, står lige mellem politikerne og forsvaret. Selv om det i 1940 var forsvaret, der tog initiativet, bør det ikke nødvendigvis denne gang være politikerne. Det må ikke glemmes, at blandt de første opinionsdannere står politikerne.
 
 
 
Kilder
Interview med 16 medlemmer af Folketingets forsvarsudvalg. Paneldiskussion ved Forsvarsakademiet den 13. januar 1975.
- Chefredaktør H. Larsen, Skive Folkeblad.
- Journalist L. Grove Vejlstrap, Jyllandsposten. 
- Redaktør Leif Andersen, Radioavisen.
 
Forelæsning ved Forsvarsakademiet den 6 februar 1975. - Major S. Wissum, Forsvarskommandoen. 
Oberstløjtnant P. Svensson Linieofficeren nr. 3/1975: Læsernes mening ...
Erling Brøndum Militært tidsskrift april 1974: Forsvarsordningen - Ungdommen - Forsvarsviljen.
Kurt Tornqvist Psykologiskt Forsvar nr. 56, Stockholm 1971.
Henning Lindegaard Public relations i samfundsperspektiv. Steen Hasselbalch, 1970.
Erik Høgh Social Forandring, red. af Erik Manniche, Fremad 1970.
Erik Høgh Sociologi. Jørgen Paludans forlag 1965.
 
Kundgørelse for Forsvaret B. 24-1963.
Forretningsorden af 21. november 1961 for udvalget vedrørende Forsvarets Oplysnings* og Velfærdstjeneste (Folk og Værn udvalget).
Rapport afgivet af det af Forsvarsministeriet den 17. november 1972 nedsatte udvalg vedrørende Forsvarets Oplysnings- og Velfærdsvirksomhed, 1. DEL. do. 3. DEL.
Gunnar Olsson Forsvar i Nutid nr. 5/1971: Mål och medel i forsvarsupplysningen.
Personelbestemmelser for hæren (PBH) 10-2. Lennart Petterson Forsvar i nutid nr. 6/1966: Psykologisk forsvar i fred och krig.
 
 
Noter
(1) Forsvar i Nutid nr. 6/1966, p. 12.
(2) Ibid., p. 13.
(3) Sociologi, p. 92 pp.
(4) Public relations i samfundsperspektiv, p. 60.
(5) Linieofficeren nr. 3/1975, p. 11.
(6) Ibid., p. 11 ff.
(7) Militært tidsskrift april 1974, p. 151.
(8) Psykologiskt Forsvar nr. 56.
(9) Social Forandring, p. 145.
(10) Ibid., p. 147.
(11) Interview.
(12) Social Forandring, p. 139 ff.
(13) Ibid., p. 140.
(14) Militært tidsskrift juli/august 1974.
(15) Kundgørelse for Forsvaret B. 24-1963.
(16) Forretningsorden af 21. november 1961.
(17) Rapport, arbejdsgruppe 17. november 1972, 1. del, 2. afsn. p. 7.
(18) Ibid. p. 6.
(19) Forsvar i Nutid nr. 5/1971.
(20) Rapport, arbejdsgruppe 17. november 1972, 1. del, p. 26.
(21) Ibid., 3. del, p. 20 ff.
(22) Paneldiskussion ved Forsvarsakademiet 13. januar 1975.
(23) Paneldiskussion ved Forsvarsakademiet 13. januar 1975.
(24) Personelbestemmelser for Hæren (PBH) 10-2.
(25) Forelæsning ved Forsvarsakademiet.
(26) Rapport, arbejdsgruppe 17. november 1972, 3. del, p. 5.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_104_aargang_jul-aug.pdf
 
 

 

Litteraturliste

Del: