Forsvaret - et kritisk blikk fra innsiden

Bogen undersøger kritisk, men venligt, det norske forsvars bemanding, chefudtagelse og politiske relationer. Vort søsterforsvars udfordringer og debat herom er af interesse for dansk forsvar. 

Forfatter: Harald Høiback
Anmelder: Jeppe P. Trautner
Forlag: Cappelen Damm Akademisk
Diverse: 204 sider; Udgivet 2016, Pris: 349,- N.kr.

 

Anmeldelse
Den norske oberstløjtnant, historiker og ph.d. i filosofi Harald Høiback vil være Krigsvidenskabs læsere bekendt som forfatter til den vel modtagne bog Krigens vitenskap - en innføring i militærteori (2012), der bl.a. anvendes på Forsvarsakademiet. I denne nye bog er målet igen militær omtanke, men mere konkret. Her drejer det sig ikke om militærteori, men om det norske forsvar og dets politiske overordnede. Bogens sigte er at undersøge hvorfor den norske militære ledelse ikke har et fuldt ud frugtbart samspil med det ministerielle og civile politiske niveau, og hvorfor de norske militære og politiske chefer måske ikke tænker så strategisk, som man måske kunne forvente. Disse emner er af største interesse for danskere, der måtte være bekymrede for om det danske forsvar kunne have samme type problemer.

Bogen er henvendt til både militært personel og interesserede civile. Man ledes igennem det norske forsvars omstilling efter Den Kolde Krig, der på mange måder minder om den danske. Det usædvanlige ved denne bog er dens, om man vil, filosofiske tilgang. Den stiller og giver svar på de underliggende spørgsmål om hvorfor Norge har et forsvar, hvad krig er, hvordan strategi udformes og det militære apparat og de militære operationer styres. Med prisværdig korthed og et enkelt, men levende sprog og gode citater og eksempler, gør Høiback disse spørgsmål levende. Det er en god og vigtig øvelse af og til at træde et skridt tilbage, og stille sig selv og forsvaret de helt grundlæggende spørgsmål. Dette sker her både kritisk og kærligt.

Bemanding
Noget mere konkret og kontant bliver Høiback når han – dog høfligt og uden navns nævnelse - sætter gaflen i det norske forsvars bemanding og leder- og chefudtagelse. Han noterer sig at det norske forsvar rekrutterer folk, der er initiativrige, kan træffe beslutninger, håndtere usikkerhed, skabe tillid og vise omsorg. Alt sammen udmærkede kvaliteter som enhver privat og offentlig virksomhed måtte ønske sig, men giver det de rigtige folk for et forsvar? Eller giver det med Høibacks ord på norsk blot "de skoleflinke, de velopdragne og de ualmindeligt almindelige". Er det egentlig ikke de hårde, slidstærke, til tider kompromisløse og ufølsomme som et militært forsvar har brug for? Hvilke egenskaber skal der til for, at man bliver ved med at øve i fredstid indtil man professionelt gør det rigtigt hver eneste gang, og ikke amatøragtigt gør det rigtigt af og til? Ikke en diskussion der præger norsk forsvar – eller det danske. Det danske forsvars FOKUS-bedømmelsessystem med dens ideal om den dydige, omhyggelige og søde forvalter dyrkes herhjemme, har Høiback en pointe der er relevant for os?

Uddannelser
I sin diskussion af de militære uddannelser har Høiback en pointe, der er værd at bemærke. Hvor de nedre operative lag af indlysende grunde må være udtaget og opdraget til selvsikker handlekraft, må de højere operative og strategiske ledere og chefer omskoles til tvivl og gråtoner. Dette for at kunne begå sig med civile embedsmænd og politikere, og bidrage begavet til den strategiske proces uden at komme til at ophøje egne og andres fordomme og fikse ideer til landets strategi. Militær videreuddannelse, i alt fald for officerer og sergenter på leder- og chefniveau, ophøjer nuancering og tvivlen til centrale læringsmål. Værdsættelsen af gråtoner kan minde om hvad universiteternes studerende indlæres, men Høiback fremhæver at officerer i modsætning til universiteternes studerende lærer mindst lige så meget fra deres medstuderende som de gør fra lærerkorpset. Det skyldes at officerer bærer vidt forskellige erfaringer fra respektive værn og tjenestegrene, og at en flok af dem dermed til sammen ved meget mere end en enkelt lærer kan. Her er det tankevækkende, at Forsvarsakademiets nye danske MMS masteruddannelse bygger på fjernundervisning, der stort set fjerner officerernes mulighed for at lære af hinanden. Af og til er det en fordel at træde et skridt tilbage og se det større billede, og også på uddannelserne giver bogen norske indsigter, der er interessante herhjemme.

Personelstruktur
Bogen tager kritisk fat i flere aspekter af forsvarets personel. Ligesom det danske forsvar er det norske primært bemandet med fuldtids- og livstidsansatte, men hvad motiverer folk til at søge deres livsgerning i forsvaret? Høiback noterer sig at officerer i fredstid ligesom præster har fundet nøglen til at leve af andres arbejde. Høiback sætter det på spidsen, men det er ikke ukendt herhjemme heller, at lav arbejdsevne og ønsket om at behageligt liv kan være motivationen til militær karriere. Men langt de fleste af de militære ansatte, der i Norge og Danmark hvor forsvarene kun har ganske få operative kapaciteter, keder sig bravt til daglange møder, har været operative, og i stand til at træffe hurtige beslutninger og løse hårde opgaver. I alt fald er det, hvad de blev udtaget på og trænet hertil, da de var yngre, og beslutningskraft og vilje er værdier, som de adspurgt stadig værdsætter. Det gør militæret til et can do sted, som forfatteren skriver. Dertil kommer, at formodentligt et flertal af alle soldater, uanset at det ikke er comme il faut at sige dette når der er civile til stede, er eller i det mindste har været fascineret af krig og det militære maskineri og professionen. Denne dissonans mellem den militære ethos og det i alt fald i fredstid civile, forvaltnings- og jobmæssige præg det norske forsvar – og mange andre – har, er en gennemgående tråd i bogen, og ofte humoristisk anslået.

Kvinder i kampenheder
Med en i Norden sjældent set præcision vover forfatteren at tage et professionelt militært opgør ikke med kvinder i forsvaret, men med kvinder i kampenheder. Krigserfaringen er at kvinder grundet deres svagere fysik såres og skades dobbelt så ofte som mandlige, ikke kan skyde så længe og præcist som mænd, og ej heller evakuere sårede kolleger lige så hurtigt som mænd. Norge er gået skridtet fuldt ud med lige værnepligt for kvinder og mænd og i kampenheder såvel som i støtteenheder. Høiback trækker frem, at der i krigstid vil være en omkostningsside. Danmark står nok foran en udvidelse af værnepligten ved det kommende forlig, og bogen leverer igen stof til eftertanke.

Professionel kvalitet
Høiback tager også fat på de mere smertefulde indsigter, såsom at langt hen ad vejen var det norske forsvar i 1990erne en slags facade, og ikke et seriøst militært apparat, men et sted hvor militær operativ kompetence og effekt ikke var organisationens prioriterede mål. Han citerer Forsvarsdepartementet for i 1990 at mene, at "Forsvaret er i en dyb og vedvarende strukturel krise. (...) Forsvarets størrelse står ikke i forhold til de ressourcer det bliver tilført, og forsvarets indretning er ikke egnet til at løse fremtidens opgaver". Her savner anmelderen en klarere opfølgning, for er dette forhold bedre i dag eller uforandret? Der gives et indirekte svar, for Høiback analyserer hvordan forsvarets ledere udtages og forfremmes. Han fremhæver træk, som man vel kan genfinde i alle fredstidsforsvar til enhver tid. Chefgruppen danner en boble, can do-kulturen medfører en loyalitet og "hilsepligt" over for også chefernes mindre heldige tiltag og ideer der ikke udfordres. Der er altid uklare mål i fredstid. "A'er ansætter A'er, B'er ansætter C'er". Peter-princippet i hierarkiske systemer, og det militære princip at ingen må være uerstattelig. Han påpeger også at forsvarets opgavers liv-og-død konsekvenser, også under fredstidens INTOPS, gør det mere fornuftigt at have sikre hænder på roret end de virkeligt inspirerede chancetageres. Alt dette, og den hurtige personelrotation hvor bred og ikke dyb erfaring værdsættes, gør i et vist omfang middelmådighed til en forretningsmodel. Høiback foregiver prisværdigt ikke at have et svar på alle disse udfordringer, men han bringer norsk forsvar langt foran så mange andre ved at sætte ord på dem.

Strategi
I bogens sidste del tages begrebet strategi under kærlig behandling. Det eksemplificeres at norsk forsvarsudvikling ikke er en fuldt ud gennemtænkt proces, men snarere domineret af det elegant benævnte 'militærkommunale kompleks' hvis ubønhørlige og dimensionerende krav til forsvaret er det maksimale antal arbejdspladser i min kommune, personellets og industrien særinteresser og generel suboptimering. Igen vil den danske læser være givet rigeligt stof til eftertanke og nogle fine historier. Blandt den mere alvorlige suboptimering Høiback behandler, og som han kunne observere både i Kabul og Oslo, er at det norske politisk-militære system ikke var i stand til rettidigt at udforme en strategisk retning for de udsendte norske styrker. I fraværet af strategisk ledelse kunne man også blandt norske styrker observere at vaner og tradition var i frit spil. Dertil sås i de laveste led måske nogen "TIC-turisme", dvs. opsøgen af træfninger med Taliban, og på mellemniveau obskure "signature operations", hvor chefer gennemførte større bevægelser i kamp hen over terrænet fordi de kan, men meget løst forbundet med opgaverne. Ligesom Norge havde Danmark i lange perioder i Irak og Afghanistan ikke noget der ligner en strategi. Bogen er prisværdigt fri for lænestolskritisk og rig på forklaringer på hvorfor det er så vanskeligt at udforme strategi. Her er et rigt materiale til strategi-undervisere.

Politisk-militær styring
Høiback har et både filosofisk og meget praktisk blik for demokratiernes altid ulige forhold mellem den militære ekspertise og de politiske interesser. Hvad skal man som militær chef gøre, når man mødes med et politisk krav, som man professionelt mener ikke bare er uheldigt, men for alvor forkert? Høiback skelner mellem fire svar og giver eksempler. General Wesley Clarks enkle patriotisme, lod ham argumentere så hårdt han kunne for sit syn på sagen, men klappe hælene sammen og udfører endegyldige politiske beslutninger der går imod hans råd. Den tidligere norske forsvarschef Sverre Diesens stod for en ubetinget patriotisme, hvor generalen alene så sig konkret som ministerens og regeringens hjælper uanset hvad regeringen forlangte, og ikke som flyvsk abstrakt en tjener af folket eller landet. Carl von Clausewitz stod for en dobbelt patriotisme, hvor han stillet over for sin konge som under Napoleons pres måtte alliere sig med ærkefjenden Frankrig valgte at skifte side og hjælpe Rusland mod Napoleon så også hans eget Preussen kunne blive frit igen. Endelig er der bureaukratisk patriotisme, en position hvor generalerne afgiver sig al magt og dømmekraft, og blindt, hurtigt, lydigt og villigt gennemfører enhver politisk beslutning.

Anbefaling
Med risiko for at ønske noget andet af bogen end den var tænkt til, savner den lidt mere konkret bid. Bogen er lige præcis et kritisk blik inde fra forsvaret, og det er en kvalitet at den ikke bliver nedladende, bedrevidende eller personlig. Men nogle af de virkeligt ubehagelige spørgsmål står ubesvarede. Vi får at vide at forsvaret i 1990 var "i en dyb og vedvarende strukturel krise (...) og ikke egnet til at løse fremtidens opgaver", og det eksemplificeres ved at udtagelse, uddannelse, chefvirke og politisk-militære relationer præsenteres som ikke optimale. Det ville være interessant at få en insiders klare vurdering af forsvarets tilstand: Er det norske forsvar i dag harmonisk og effektivt eller ej? Tilsvarende kunne Høiback have givet læserne et bud, ikke bare på de generelle forhold vedrørende personellet, men også på den konkrete personelstruktur: Har norsk forsvar det rette personel i det rigtige antal hvad angår alders- og rangfordeling, uddannelse og mulighed for praktisk tjeneste? Når det er skrevet, er Harald Høibacks kritiske indblik en glimrende bog, der også er af stor værdi for den danske læser. Ikke alene har vores norske søsterforsvar erfaringer og udfordringer der minder om vores, de har også viljen til at trække dem frem i lyset og tale om dem. Dertil kommer at Høiback også leverer generelle og afbalancerede indsigter, der kan berige den danske læsers analyse af vores eget forsvar. Bogen er prisværdigt udført og inspirerende, og fire velfortjente faner værd.

 

Del: