Forsvar og økonomi

Cand. polit. Preben Nielsen beskæftiger sig i denne artikel med de aflyste genindkaldelsers betydning for den økonomiske politik. Forfatteren finder, at de samfundsøkonomiske gevinster, der herved er opnået, er af en sådan størrelsesorden, at de næppe kan opveje de utvivlsomme tab i mobiliseringsenhedernes effektivitet.

På et møde i juni måned vedtog regeringens økonomiudvalg en række foranstaltninger, som tog sigte på at lette presset på arbejdsmarkedet, og blandt disse var også en beslutning om at aflyse de traditionelle genindkaldelser i efteråret. Kommentarerne, som denne sidste beslutning affødte, var ikke just blide — når man ellers ser bort fra dem, der herved slap for tre uger i trøjen. Stort set kan alle angrebene vist siges at være bygget over samme grundopfattelse, nemlig at de danske forsvarsanstrengelser i forvejen er for små, og at beslutningen yderligere vil forringe forsvarets effektivitet.

Hvad nu spørgsmålet om effektivitet angår, savner nærværende forfatter de nødvendige forudsætninger for at kunne bedømme den ud fra et forsvarsteknisk synspunkt, og om virkningen på effektiviteten af aflysningen af genindkaldelserne skal der her ikke siges andet, end hvad almindelig sund sans tilsiger, nemlig at genindkaldelser er en positiv ting, og at man derfor mister noget ved at undlade dem. For at beslutningen kan accepteres, må der derfor i andre henseender opnås samfundsmæssige gevinster, som kan opveje tabene. Det er et af formålene med denne artikel at søge at efterprøve, om den vil få sådanne samfundsøkonomiske virkninger, at man må acceptere den som et effektivt, omend lidt utraditionelt middel i den økonomisk politik. Forinden vi tager fat på dette spørgsmål, er det imidlertid hensigten at se lidt nøjere på påstanden om Danmarks generelt set ringe forsvarsindsats, og synsvinklen skal også her være økonomens.

Når det hævdes, at vor forsvarsindsats er for ringe, tænker man hermed først og fremmest på dens størrelse set i relation til andre landes; og den målestok, der anvendes, er forsvarsudgifternes andel af nationalproduktet, d. v. s. værdien af landets samlede produktion af varer og tjenester indenfor et år.

Stiller man således NATO-landene op efter størrelsen af denne andel, har man til stadighed kunnet finde Danmark på en af de sidste pladser med en andel på ikke mere end godt 3%. A f mange er dette blevet betragtet som en beskæmmende situation, for er Danmark ikke et af de mere velstående lande i alliancen, og skulle det derfor ikke være muligt for os uden synderlige afsavn at ofre noget mere på vort forsvar, så vi kom på linie med de andre og dermed atter kunne løfte hovedet i det internationale selskab. Drager man denne konklusion af tallene, må man imidlertid — bevidst eller ubevidst — have gjort visse forudsætninger, hvis holdbarhed det måske kunne være nyttigt at prøve lidt nærmere.

En forudsætning er således, at de nævnte procenter er pålidelige i den forstand, at de ikke hare er regnet rigtigt ud, men også at de giver et sandt billede af den faktiske byrde, som forsvarsudgifterne er for samfundet. Det er meget tvivlsomt, om de gør det tilstrækkeligt godt, og i det følgende skal der omtales nogle forhold, som kan indebære, at samme procentvise andel af nationalindkomsten i to lande udmærket kan betyde en forskel i den reale byrde. Behandlingen heraf tager slet ikke sigte på at være udtømmende, bl. a. vil spørgsmålet om den meget betydelige usikkerhed, der knytter sig til sammenligninger af nationalproduktet i forskellige lande og dermed også til sammenligninger af forsvarsudgifternes andel, ikke bliver berørt.

Det må således antages, at byrden ved en given forsvarsindsats vil være forskellig, alt efter vedkommende lands økonomiske struktur, således at jo bedre betingelser et land har for inden for sine egne grænser selv at producere alle de varer, som hører til et moderne forsvar, jo lettere vil byrden være.

Lad os illustrere dette ved at betragte to lande: Det ene med rige ressourcer af alle de råstoffer, som bruges i en udviklet økonomi; det andet uden disse, altså et land af Danmarks karakter. Lad os dernæst sætte, at de begge ønsker at anvende samme andel af nationalproduktet, f. eks. 5 %, til forsvarsudgifterne.

I det første land må langt den overvejende del af forsvarsudgifterne vise sig i køb af indenlandske produkter. Herved skabes der beskæftigelse og indkomst først i den egentlige rustningsindustri, men i næste række også i samfundets andre erhverv, efterhånden som indkomsterne anvendes videre. Hvis der nu inden afholdelsen af disse udgifter var en vis ledighed i samfundet, vil den samlede beskæftigelse og nationalproduktet vokse. Man kan i dette tilfælde spørge, om der i det hele taget er nogen egentlig »byrde« forbundet med forsvarsanstrengelserne. Ville der også uden forsvarsudgifter være fuld beskæftigelse, sker der naturligvis ikke umiddelbart nogen forøgelse, men blot en omfordeling af nationalproduktet og beskæftigelsen. Det er da opgaven for den økonomiske politik at mindske den øvrige efterspørgsel i samfundet så stærkt, at det fornødne antal produktionskræfter frigives til anvendelse i forsvaret og de hertil knyttede industrier.

For det mindre rigt udstyrede land ser regnestykket lidt anderledes ud. Forsvarsudgifterne vil her i første række vise sig i en forøget efterspørgsel efter udenlandske produkter enten i form af færdigvarer eller råvarer til den indenlandske produktion, og den stigning i nationalproduktet og beskæftigelsen, som forsvarsudgifterne kan give anledning til, vil blive af væsentlig mindre omfang. Samtidig er der jo spørgsmålet om financieringen af denne import. Har landet ingen betydelig valutareserve, kan det blive nødvendigt at føre en økonomisk politik, der, også selvom der i forvejen er ledige produktionskræfter, dæmper aktiviteten i samfundet og derved frigør den fornødne valuta. Dette vil kunne hæmme landets økonomiske vækst, hvilket man ikke vil opleve i et land af førstnævnte karakter. I det lidt længere løb vil der ganske vist kunne ske en sådan forøgelse af eksporten, at forsvarets importbehov kan dækkes herigennem, og forskellen mellem de to lande skulle da atter ud- jævnes og reduceres til, at det ene land fremstiller de pågældende produkter direkte, hvorimod det andet producerer dem indirekte gennem produktion og eksport af andre varer. Det er dog kun tilsyneladende, at status quo vil være genoprettet.

For det første vil byrden ved forsvarsindsatsen altid være afhængig af afsætningsforholdene for landets eksportprodukter på verdensmarkedet, og disse vil jo ikke nødvendigvis altid være gode. For Danmarks vedkommende har markedet for vor vigtige landbrugseksport jo i en årrække været dårligt, hvilket først det sidste års tid har bragt en — måske kun midlertidig — ændring i.

For det andet vil landet til stadighed yde et bidrag til andre landes forsvarsindsats gennem sin af forsvarsudgifterne nødvendiggjorte import fra omverdenen. Dette ses vel lettest, hvor der er tale om import af egentligt forsvarsmateriel, idet der herigennem skabes yderligere indkomst og beskæftigelse i udlandets rustningsindustri og i den udenlandske økonomi som helhed. Det er imidlertid lige så rigtigt, hvor det drejer sig om import af råvarer m. v. til indenlandsk produktion af forsvarsmateriel, blot er virkningen naturligvis mindre udtalt i dette tilfælde.

Mest udpræget kom denne virkning vel frem under Korea-krigen, hvor den internationale rustningskonjunktur sendte råvarepriserne på verdensmarkedet tårnhøjt i vejret, hvilket hl. a. resulterede i en kraftig forringelse af Danmarks bytteforhold overfor udlandet. Gennem de stærkt forøgede råvareudgifter, som dette påførte de råvareimporterende lande, bidrog disse stærkt til financieringen af andre landes oprustning. Selvom normaliseringen af råvarepriserne atter har afsvækket denne virkning, vil den dog til stadighed gøre sig gældende, og den må derfor tages med i betragtning, når man sammenligner forsvarshyrden i forskellige lande.

En anden forudsætning, som påstanden om Danmarks for lille forsvarsindsats må bygge på, er den, at alle lande hør have en nogenlunde ensartet — relativt set — forsvarsindsats. Udfra et økonomisk synspunkt må dette forudsætte, at behovet har samme relative styrke i de enkelte lande; men at dette skulle være tilfældet, er vel ikke på forhånd givet. Arten og mængden af opgaver, som forsvaret skal kunne løse, er jo da i hvert fald forskelligt fra land til land, og må sikkert kunne begrunde en forskel i forsvarsindsatsen. Der synes f. eks. at måtte bestå en væsentlig forskel mellem forsvaret i et stort og i et lille land, idet det store lands forsvar skal være indrettet ikke blot på at forhindre krige, men også på at vinde dem, et krav som ingen vel ville stille til et lille land i vore dage. Den primære opgave for små landes forsvar kan vel næppe være andet end en forebyggelse af krigeriske overfald. Grundigere undersøgelser kunne sikkert afsløre mange andre forskelle mellem landene i denne henseende. Jeg skal imidlertid ikke gå nærmere ind på dette kontroversielle spørgsmål, men slutte delte afsnit med at konkludere, at påstanden om Danmarks i forhold til andre lande ringe forsvarsindsats set ud fra økonomiske synspunkter er en påstand, der i hvert fald er behæftet med væsentlige mangler.

Selvom det på en eller anden måde under hensyntagen til alle de nævnte forhold skulle lykkes at påvise, at vor forsvarsindsats ikke er ringere, end den burde være, er dette naturligvis ikke ensbetydende med, at man uden videre kan godkende en beslutning som den om aflysning af genindkaldelserne. Om dette kan ske, må afhænge af en nøjere vurdering, og en sådan skal nu søges givet.

Baggrunden for beslutningen, der blev truffet på mødet i regeringens økonomiudvalg den 23. juni, var den stærke økonomiske aktivitet, som havde udviklet sig i foråret og forsommeren. Ledigheden var herved dalet til et faretruende lavt niveau, og med erfaringerne fra tidligere perioder i ubehagelig erindring befrygtede man fra ansvarligt hold, at dette ville udløse lønglidningstendenser, som kunne true den økonomiske stabilitet. Presset var særlig stort i bygge- og anlægssektoren forårsaget dels af et stigende boligbyggeri og dels af en stærkt tiltagende offentlig bygge- og anlægsvirksomhed; men også inden for andre brancher var ledigheden meget lav. De af regeringen vedtagne foranstaltninger havde til formål at mindske presset ved at øge udbudet af arbejdskraft og mindske efterspørgslen.

De vigtigste af de trufne beslutninger var:

1. Aflysning af genindkaldelserne omfattende 11.000 mand.

2. Der skulle indledes forhandlinger med fagorganisationerne om mulighederne for at åbne større adgang til overarbejde i byggefagene.

3. Statens igangværende byggeri skulle begrænses.

4. Fristen for påbegyndelse af nyt, offentligt byggeri blev udskudt fra 1. september til 15. oktober.

5. Det gældende sommerstop for tilskudsarbejder forlængedes fra 15. september til 15. oktober.

Dette sæt af beslutninger har en klar overvægt til fordel for begrænsning af efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket kun er naturligt, da denne i det korte løb er væsentlig lettere at påvirke end udbudet. Kun de to første sigter på at udvide dette, og for så vidt angår beslutningen om overarbejde i byggefagene, er det vanskeligt at vurdere, hvilke virkninger den vil få, idet det må afhænge af resultatet af de forhandlinger, der skal føres.

Foranstaltningernes tidsmæssige fordeling synes at have tyngdepunkt i september måned, hvor samtlige efterspørgselsbegrænsende foranstaltninger endnu virker fuldtud, samtidig med at de aflyste genindkaldelser — plus en eventuel forøgelse af overarbejdet i byggefagene — vil forøge udbudet. En saglig begrundelse for at lade virkningen kulminere på dette tidspunkt synes der ikke at være. Et enkelt blik på ledighedens normale udvikling i eftersommeren er nok til at vise, at den på dette tidspunkt atter er stigende, og at presset på arbejdsmarkedet følgelig er mindre end i sommermånederne. Alene dette forhold forekommer at måtte svække motiveringen for at undlade genindkaldelserne.

Hertil kommer så, at det næppe heller er de store økonomiske virkninger, man kan vente af denne beslutning. Ganske vist drejer det sig om ca. 11.000 mand, men det er dog værd at bolde sig for øje, at det svarer til mindre end een procent af den samlede mandlige arbejdsstyrke her i landet. Tager man så yderligere hensyn til, at det kun er i en tre-ugers periode, at udbudet af arbejdskraft kommer til at ligge højere end ellers, formindskes betydningen yderligere. På helårsbasis drejer det sig ikke om mere end 7-800 arbejdere, eller væsentlig mindre end det betyder, at indkaldelserne i juli, august og september til hær og søværn i henhold til en tidligere truffen beslutning er blevet reduceret med 1.900 mand. Ændringerne i den samlede beskæftigelse og produktion bliver da af størrelsesorden knap 0,5 promille, og formentlig mindskes virkningen yderligere af, at de genindkaldte er mere tilbøjelige end ellers til at tage overarbejde i tiden før og efter genindkaldelsen for al udligne deres økonomiske tab. For at sætte dette mikroskopiske tal i perspektiv kan det blot nævnes, at man i jernindustrien regner med, at den tidligere på året vedtagne ophævelse af forbudet mod overarbejde ved fuld udnyttelse menes at kunne supplere arbejdsudbudet med ca. 20.000 mand, altså tal af en helt anden størrelse, og tal som vil kunne mærkes på produktionen.

Nu kan det naturligvis hævdes, at det afgørende ved den trufne beslutning ikke er de virkninger, den vil have på den samlede produktion og beskæftigelse, men om den er i stand til at tage noget af presset på arbejdsmarkedet og dermed hindre den frygtede lønglidning og de deraf følgende konsekvenser for den økonomiske stabilitet.

Hertil kan siges, hvad der også blev sagt ovenfor, at den virker på et tidspunkt, hvor presset på arbejdsmarkedet erfaringsmæssigt er aftagende, især inden for bygge- og anlægsfagene, og de trufne beslutninger er jo især rettet mod denne sektor af økonomien, hvor lønglidningstendenser altid bar vist sig først og stærkest. Betragter man forløbet af genindkaldelserne i tidligere år, er det da heller ikke muligt her at finde støtte for den antagelse, at de 11.000 mands fravær fra produktionslivet i de tre uger skulle få uheldige konsekvenser for lønudviklingen i samfundet. Alt i alt synes aflysningen af genindkaldelserne derfor at måtte blive en »underskudsforretning« i den forstand, at man lider et utvivlsomt tab i mobiliseringsenhedernes effektivitet uden at vinde nævneværdige fordele af den ønskede art, og under denne synsvinkel må beslutningen karakteriseres som cn fejldisposition.

Det er imidlertid muligt, at man, da man traf beslutningen, heller ikke i første række har haft de mulige direkte virkninger på arbejdsudbudet for øje, men mere har tænkt sig, at den skulle lette vejen for andre foranstaltninger, der kunne få en langt større virkning på arbejdsudbudet. Her kan f. eks. peges på de omtalte forhandlinger om overarbejde i byggefagene. Er dette rigtigt, vil de samlede virkninger kunne blive helt anderledes væsentlige, men stadigvæk er der vel grund til at beklage, at man har fundet det rimeligt og nødvendigt at anvende genindkaldelserne i den økonomiske politik.

Preben Nielsen.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon forsvar_og_oekonomi.pdf

Litteraturliste

Del: