Folkeretten til søs

I fortsættelse af omtalen i sidste nr. giver oberstløjtnant V. K. Sørensen her en redegørelse for de igangværende forhandlinger om havene.

 

Som det er tilfældet inden for de enkelte stater, så findes der også staterne imellem en retsordning, en international ret eller folkeret, som omfatter retsregler, der gælder for alle civiliserede stater. Denne internationale ret indeholder regler for staternes indbyrdes forhold såvel i fred som i krig. Folkeretten i fred omfatter f.eks. regler om menneskers rettigheder, land- og søterritoriets udstrækning, handel, samfærdsel, post, radiokommunikationer, kerneenergi og nedrustning. Folkeretten i krig omfatter først og fremmest regler for krigsførelsen og er regler, der er blevet til gennem meget lang tid. Regler om krigen til søs har især sin oprindelse i det af hollænderen Hugo Grotius i 1609 udgivne skrift »Mare liberum « (Frit hav), hvori han formulerede grundsætningen om havets frihed. Folkeretten, der oprindelig var en sædvaneret, som man forudsætter »moralsk« binder alle stater, blev efterhånden udvidet gennem traktater, der kun binder de stater, der har tilsluttet sig sådanne traktater, og krigens love er nu i stort omfang regulerede gennem konventioner eller traktater.

Af interesse i dag er stadig fredstraktaten i Paris 1856, som angiver visse grundprincipper vedrørende land- og søkrigen, og Petersburgdekla- rationen af 1868, som forbyder anvendelsen af visse projektiler. Iøvrigt foreligger der dels en serie konventioner, der er sluttede i Haag i 1907 og nogle konventioner, som blev sluttede i tiden mellem de to verdenskrige. Endelig findes der en række vigtige aftaler, som er foranlediget af erfaringerne under den anden verdenskrig, og som sigter mod at begrænse krigens virkninger og fremtvinge en mere human krigsførelse. Reglerne om begrænsning af krigsmetoderne under søkrig findes i det væsentlige i de på den anden Haagerkonference i 1907 vedtagne konventioner, der bl.a. omhandler fjendtlige handelsskibes behandling, udlægning af undersøiske selvvirkende stødminer, bombardement fra søen og priseretten. Det fremgår af disse konventioner, at den private ejendomsret ikke er beskyttet som ved landkrig, ligesom det er ulovligt at føre falsk flag, indtil angreb eller udøvelse af priseret (opbringelse af fjendtlige eller neutrale fartøjer) iværksættes. Landkrigsreglementet af 1907, der indeholder en række begrænsninger af krigsmetoderne, og som bl.a. giver bestemmelser om snigmord og nægtelse af at give pardon antages på den anden side at finde analog anvendelse i søkrigen. Haagerkonventionen af 1907 gælder således stort set endnu i dag, men er blevet suppleret med fire nye konventioner, som blev vedtaget i 1949 i Genéve, nemlig: Hærkonventionen, Maritimkonventionen, Krigsfangekonventionen og Civilkonventionen.

Regler om søterritoriet.
Søterritoriets udformning har været genstand for stor interesse og er blevet behandlet på en række internationale konferencer, senest FN’s 3. Havretskonference, hvis 2. mødesamling fandt sted i foråret 1975. Ved Genévekonfereneen i 1958 udarbejdedes fire konventioner vedrørende havretten i fred. En stats suverænitet over søterritoriet strækker sig fra strandlinien til territorialgrænsen, der er en grænse mod det frie hav. Statens søterritorium omfatter indre farvande (indsøer, vandløb og kanaler og desuden de ved kysterne liggende havne, bugter og fjorde). Territorialhavet omfatter det uden for landområdet og de indre farvand liggende søområder, og dets bredde beregnes fra baselinier, som på åben kyst følger kystlinien ved lavvande.
 
Når det gælder territorialhavets bredde, gør der sig i dag forskellige meninger gældende. De store søfartsnationer har søgt at begrænse territorialhavet for så lidt som muligt at gøre indgreb i den frie søfart. Herimod har først og fremmest Sovjetunionen hævdet, at et bredt søterritorium har stor militær betydning, og visse latinamerikanske stater har hævdet extremt bredt territorialhav for dermed at sikre sig retten til udnyttelsen af de pågældende havområders eventuelle rigdomme. Mellem en række lande er der i tidens løb truffet særlige aftaler. Det gælder f.eks. mellem på den ene side Sverige og på den anden side Finland, Norge og Danmark om territorialgrænsens udstrækning i grænse farvandene. Af størst interesse er her Øresund på grund af gennemsejlings- problemerne. Efter en overenskomst af 1932 deles Øresund i en dansk og en svensk halvdel og et mindre område med frit hav. Storebælt regnes i sin sydlige del - mellem Langeland og Lolland - helt som dansk territorialhav, og mellem Sjælland og Fyn ligger en rende af frit hav. Lillebælt regnes som dansk indre farvand. I overensstemmelse med konventionen af 1958 må sund eller stræder, der forbinder forskellige dele af det frie hav med fremmede territorialhave ikke spærres, men skal holdes konstant åbne for trafik.
 
Trafikken gennem Øresund og bælterne er reguleret efter traktaten af 1857, hvorefter gennemsejlingen ikke under nogen omstændigheder må hindres eller sinkes. Denne traktat anses for at være gældende såvel i fred som i krig. Den danske regering har i en kundgørelse af 25. juli 1951 præciseret reglerne for orlogsfartøjers passage i fred: Passage af Lillebælt skal anmeldes 8 dage forud. Passage gennem Storebælt er i princippet fri. Dersom passagen antages at tage mere end 48 timer eller dersom mere end tre orlogsfa rtøj er tilhørende samme nation samtidig vil befinde sig i området, skal den danske regering underrettes i forvejen. Passage gennem Drogden (den danske side af Øresund) er i princippet fri, dog kræves underretning 8 dage i forvejen. Passagen er iøvrigt underkastet de samme restriktioner som angivet for Storebælt. For trafikken gennem Dardanelleme og Bosporus gælder Montreux- konventionen af 1936, som er undertegnet af Sovjetunionen, Bulgarien, Grækenland, Rumænien, Tyrkiet, Jugoslavien, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan.
 
For orlogsfartøjers passage i fred gælder der særlige regler for staterne i Sortehavet og for øvrige stater. Passagen er i princippet fri, men det er kun magterne i Sortehavet, der må passere med fartøjer på mere end 10.000 tons deplacement eller med større bestykning end 20,3 cm artilleri. Det var denne bestemmelse, der i efteråret 1974 kom i offentlighedens søgelys, fordi russerne var i færd med at bygge hangarskibene »Kiev« og »Minsk« i Sortehavsbasen Viernoleninsk, begge krigsskibe på 40.000 tons, der ikke vil kunne operere på verdenshavene uden først at have forceret Dardanellerstrædet. Der er storpolitik i dette spørgsmål, dels fordi en streng henholden sig til Montreux-konventionen kan bruges som et modtræk mod Sovjets øgede position i det østlige Middelhav efter Cypern-krisen, og dels fordi en tilladelse for de russiske krigsskibe til gennem: fart af Dardanellerstrædet kunne danne præcedens for den amerikanske 6. Flådes store krigsskibe til at kunne gå ind i Sortehavet. Iøvrigt forlanger den tyrkiske regering anmeldelse af orlogsfa rtøj er 8 dage forinden passage. For orlogsfa rtøj er, der ikke tilhører magterne i Sortehavet forlanges dog anmeldelse 15 dage forinden. Stater uden for Sortehavet har ret til i dette hav at indføre en tonnage på højst 30.000 tons - under visse omstændigheder dog 45.000 tons. Den sammenlagte tonnage for stater uden for Sortehavet er begrænset til 2h af Sortehavsmagternes tonnage. I krigstid, hvor Tyrkiet ikke er krigsførende, har krigsførende landes orlogsfa rtøj er kun tilladelse til at passere med den tyrkiske regerings tilladelse. Dersom Tyrkiet er krigsførende eller i umiddelbar krigsfare, har den tyrkiske regering ret til at hindre passage af modpartens orlogs- fartøjer.
 
Trafikken gennem Suez-kanalen er reguleret ved Suezkanaltraktaten fra 1888, og for Panamakanalen gælder Hay-Pauncefotetraktaten fra 1901. Begge traktater fastsætter uhindret gennemfart såvel i fred som i krig. I forbindelse med konflikten i Det mellemste Østen i 1967 kom trafikken på Akababugten til at spille en vigtig rolle. For dette farvand findes der ikke særlige regler, men bestemmelserne i Genévekonventionen af 1958 finder her anvendelse, og de fastslår, at fremmede fartøjer har ret til gennemsejling af sund eller stræder, som benyttes af international søfart mellem en del af det frie hav og en fremmed stats territorialhav.
 
Det er således ikke uden grund, at et centralt spørgsmål under FN’s 3. Havretskonference har været bredden af det såkaldte territorialfarvand, det vil sige de farvand, som falder 100 % inden for kyststatens jurisdiktion. Det problem har man skændtes om siden det 17. århundrede. Såfremt 12 sømil nu bliver anerkendt som territorialfarvandets maksimale udstrækning, vil der opstå over 100 tilfælde, hvor hidtil åbne gennemsej lingsfa rvande bliver dækket af bredstaternes territorialfarvand med deraf følgende muligheder for indgreb over for passerende skibe og fly. Teoretisk er kyststaterne forpligtet til at tillade »uskyldig passage« - et lidt svævende begreb - men mange skibsfartnationer frygter, at dette ikke er tilstrækkelig garanti. Nogle af dem, ledet af U.S.A. og Sovjetunionen, har derfor krævet fri gennemsejlingsret, om nødvendigt oprettelsen af specielle korridorer i sådanne stræder, et forslag, der er blevet mødt med stor kølighed særligt af de stater, der kontrollerer sådanne stræder. Der er da heller ingen tvivl om, at de amerikanske og de russiske ønsker har som mål at sikre deres krigsskibe fri passage verden over. Der har allerede i de senere år været flere væbnede konflikter på grund af manglende internationalt anerkendte og gældende bestemmelser. Det gælder således »torskekrigene« mellem Storbritannien-Tyskland og Island, oliekonflikten mellem Tyrkiet og Grækenland, og konflikten mellem Korea, Japan og Kina i Det japanske Hav.
 
Også for Danmark knytter der sig store interesser til de eventuelle nye regler, som formentlig vil blive vedtaget på FN’s 3. Havretskonference, som afholder sin næste mødesamling i New York i tiden 29. marts-21. maj 1976. Det gælder bl.a. vort fiskeri, vore eventuelle ressourcer i de farvande, som der endnu ikke er truffet aftale om, såvel som vor handelsflådes ret til at sejle gennem internationale stræder. Endelig er Danmark stærkt involveret i problemerne om Østersøen og Nordatlanten, hvor vi nok skal balancere mellem ønsket om ikke at tirre den sovjetiske stormagt, der har stærke interesser i disse farvande, men på den anden side også har vore NATO-forpligtelser at tage hensyn til. Et helt specielt problem danner de efterhånden flere hundrede ubeskyttede olieplatforme i Nordsøen, der er meget sårbare, og som i en international krisesituation vil være oplagte og fristende mål.
 
Søkrigens regler.
En række af de regler, der gælder for krigen på land, gælder også for krigen til søs. De specielle regler for krigen til søs findes i flere af Haag- konventionerne. Desuden findes der folkeretsregler for søkrigen i Lon- donprotokollen af 1909, der dog ikke er ratificeret; til trods herfor betragtes dog Londonprotokollens bestemmelser som sædvaneret på søkrigens område. Man har søgt at fastsætte visse principper for miners konstruktion og udnyttelse. Det er således forbudt at anvende ufo ra nkrede (drivende) automatiske kontaktminer, såfremt disse ikke er konstruerede således, at de bliver ufarlige senest een time efter, at kontrollen over dem går tabt. Det er også forbudt at anvende torpedoer, som ikke bliver uskadelige, så snart de forfejler deres mål.
 
En vigtig principiel forskel mellem på den ene side søkrigen og på den anden land- og luftkrigen er, at privat ejendom ikke behøver at blive respekteret i søkrigen. Her gælder endnu den meget gamle ret om, at krigsførende® søstridskræfter har ret til at bemægtige sig fjendtlige fartøjer og anden fjendtlig ejendom, som befinder sig på søkrigsskuepladsen. Denne fjendtlige, private ejendom betragtes som lovligt krigsbytte. Dette gælder også fjendtlige handelsfa rtøje r. Gældende bestemmelser om udlægning og bekendtgørelse af miner skal hindre, at handelssøfarten afbrydes. I praksis vil det dog være meget vanskeligt at afgøre, hvilke mineringer, der udelukkende tjener militære forhold, og hvilke der helt afbryder trafikken på søen. Storbritannien erklærede således under den anden verdenskrig hele Nordsøkysten som minefarligt område, hvad der næppe var ganske i overensstemmelse med folkerettens regler. Men der findes iøvrigt en række andre eksempler på, at denne bestemmelse er blevet overtrådt.
 
For bombardement af mål i land gælder stort set de samme regler som for landkrigen. Det er dog her tilladt at bombardere byer, som ikke forsvares. Årsagen hertil er, at det normalt ikke for søstridskræfters vedkommende vil være muligt at foretage en besættelse af uforsvarede landområder. Den uindskrænkede undervandsbådskrig - der medfører sænkning uden varsel af såvel fjendtlige som neutrale handelsfa rtøj er - har man ved flere lejligheder søgt at hindre, senest ved Londonprotokollen af 1936. Udformningen var en følge af tyskernes uindskrænkede ubådskrig under den første verdenskrig. Men allerede fra begyndelsen af den anden verdenskrig blev der iværksat uindskrænket ubådskrig, og brud på Londonprotokollen blev ikke anset for brud på folkeretten. Et af søkrigens mål er som bekendt at sikre benyttelsen af havet som transportvej for egne formål og at hindre fjendtlige søstridskræfter og søtransporter dette. Derfor kan fjendtligt gods og fjendtlige handelsfa rtøjer beslaglægges eller ødelægges, og havne og kyststrækninger erklæres i blokade. Den krigsførende har derfor også ret til at gribe ind mod den neutrale skibsfart for at hindre denne i at tilføre fjenden sådanne varer, som er nødvendige for krigsførelsen, den såkaldte krigskontrabande.
 
Retten til at føre handelskrig stammer fra den ældgamle ret til krigsbytte, der gav de krigsførende uhindret ret til at beslaglægge såvel statslig som privat ejendom. Til at begynde med gjorde man kun indgreb mod fjendtlige handelsfa rtøj er, men allerede i 1500’erne blev denne ret udstrakt til at omfatte også neutrale fartøjer, der fragtede varer til fjenden. Danmark, Sverige og Rusland sluttede som bekendt i 1780 det væbnede neutralitetsforbund for at få gennemført princippet »frit skib giver fri ladning med undtagelse af krigskontrabande«. Det var disse principper, der kom til at danne grundlaget for Parisdeklarationen af 1856, der fastsætter fire vigtige grundregler, nemlig:
- Kaperiet er afskaffet.
- Neutralt flag beskytter fjendtligt gods med undtagelse af krigskontrabande.
- Neutralt gods under fjendtligt flag må ikke beslaglægges - med undtagelse af krigskontrabande.
- Blokade må, for at respekteres af neutrale fartøjer, være effektiv.
Parisdeklarationen er i almindelighed respekteret, men i en lang række situationer er den ikke blevet efterlevet, især fordi det i stigende grad har været vanskeligt at klargøre, hvad der egentlig er krigskontrabande.
 
Neutralitet til søs.
De neutrale staters rettigheder og skyldigheder under søkrig er temmelig udførligt angivet i Haagkonventionen. De krigsførende lande skal respektere de neutrale staters rettigheder og på neutralt farvand afholde sig fra handlinger, der kan udgøre brud mod neutraliteten. De neutrale stater skal for deres vedkommende sørge for at hindre overtrædelse af reglerne, hvis grundprincip er, at neutralt territorium ikke må udgøre base for krigshandlinger eller udrustning af fartøjer til krigsbrug. Dog har krigsførende landes orlogsfa rtøj er bl.a. ret til at reparere havarier i neutrale havne, men kun i det omfang, det er nødvendigt for fortsat sødygtighed. Herefter skal fartøjet afsejle inden 24 timer. Et af de mest kendte eksempler på tillempning af disse regler var, da det tyske slagskib »Admiral Graf von Spee« i december 1939 af Uruguays regering fik tilladelse til at forblive i Montevideo for at reparere krigsskader i 72 timer. Fartøjet kunne ikke gøres kampklart i løbet af denne periode, men afsejlede dog inden for den foreskrevne tid og blev derefter sænket af sin egen besætning.
 
Fartøjer, der bliver opbragt af en af de krigsførende parter inden for neutralt territorium, skal gives fri ved den neutrale stats foranstaltning, dog gælder der særlige regler for fartøjer, der anvendes til krigsfangetransporter, som det bl.a. fremgik af det meget omtalte Altmarktilfælde under den anden verdenskrig. »Altmark« var et tysk handelsfa rtøj, som i vinteren 1939-40 blev anvendt til at transportere krigsfanger tagne af tyske orlogsfa rtøj er. »Altmark« førte i denne tjeneste det såkaldte Reichdienstflag og måtte anses for statsfartøj. På vej fra Atlanten og tilbage til Tyskland indpasserede »Altmark« den 14. februar 1940 norsk farvand i nærheden af Trondheim for i læ af den norske skærgård at nå Skagerak. Norske orlogsfa rtøj er visiterede skibets papirer, men heraf fremgik ikke »Altmark«s virkelige karakter. Chefen for B erg ens krigshavn ønskede at kontrollere skibets last gennem ransagning, men det blev standset af det norske udenrigsministerium, fordi »Altmark« var et statsfartøj. »Altmark« sendte radio- meddelelse om prajningen til den tyske ambassade, hvad der var i strid med folkeretsreglerne. »Altmark« fik imidlertid tilladelse til at fortsætte sydpå og sejlede derved gennem Bergens krigshavn, hvad der var i strid med de norske bestemmelser. Den »uskadelige gennemsejling«, som det her drejede sig om varede i flere døgn til trods for, at Haagerkonven- tionen angiver 24 timer som det maksimale. Fra britisk side hævdede man at gennemsejlingen ikke kunne betragtes som uskadelig. De norske myndigheders optræden udløste stor forbitrelse i Storbritannien, og den britiske regering beordrede orlogsfa rtøjer til at angribe »Altmark« i norsk farvand. Den 16. februar 1940 trængte en britisk jagerdivision ind på norsk indre farvand i Jossingfjord, syd for Stavanger, angreb »Altmark« og befriede krigsfangerne.
 
Det »frie« hav.
Men også uden for territorialgrænsen har kyststaterne en vis ret til at gribe ind. Efter 1958-Genévekonferencens fire konventioner skal der nemlig til territorialhavet føjes en tillægszone, hvor kyststaten har ret til at udøve kontrol for at hindre overtrædelse af sine told-, skatte-, immigrations- eller sundhedsbestemmelser. Disse regler giver også kyststaten ret til at oprette fiskezoner, hvor kyststaten og eventuelt visse nærmere udpegede stater alene har ret til at udøve fiskeri. Det er især disse bestemmelser, der nu under FN’s 3. Havretskonference har været genstand for drøftelser med særligt henblik på kyststaternes rettigheder over naturressourcerne uden for søterritoriet.
 
Endelig er der så uden for staternes søgrænser det frie hav, der ikke er underkastet nogen stats herredømme. I overensstemmelse med Genéve- konventionen af 1958 kan enhver stat benytte det frie hav til at drive søfart og fiskeri, nedlægge undersøiske kabler og rørledninger og overflyve det frie hav. Retten til udforskningen af det frie hav står desuden åben for enhver stat. Også dette er nu et centralt - og kontroversielt - spørgsmål i de internationale drøftelser om klarere regler for det indtil nu »frie hav«. Det er både et økonomisk spørgsmål, men også et militært spørgsmål. Det »frie« hav er ikke længere en ganske acceptabel grundregel. En lang række problemer, der kræver international regulering trænger sig på. Spørgsmålet er om de mange modstridende interesser kan mødes i en fælles formulering af nye ordensregler. Havenes frihed tnå ofres for en ny lov og orden, fordi alle verdens nationer bliver mere og mere afhængige af havene og deres tilstand.
 
 
Litteratur
Handbok i folkratt under neutralitet och krig, Stig Jagerskiold och Torgil Wulff, Almanna Forlaget, Stockholm 1971. Land-Luft-und-See-Kriegsrecht in Bild und Wort, Herausgegeben vom Bundesministerium fiir Yerteidigung, Unterabteilung Recht, 1960. Humanitær Folkeret under væbnede konflikter. Orientering fra Retsafdelingen, Udenrigsministeriet 1975. Beretning fra FN’s 3. Havretskonference. Mødesamlingen i Caracas 20. juni-29. august 1974, Udenrigsministeriet, Retsafdelingen 1974. Vesteuropas »våde« energikilder - indtægt eller problem?, Militært tidsskrift, juni 1974.
Beretning fra FN’s 3. Havretskonference Mødesamlingen i Genéve 17. marts-9. maj 1975, Udenrigsministeriet, Retsafdelingen 1975.
Våbenkontrol på havbunden, Militært tidsskrift, november 1970.
Kgl. anordning af 21. december 1966 om afgrænsning af søterritoriet. Bestemmelser for fremmede krigsskibes og militære luftfartøjers adgang til dansk område under fredsforhold. (Stadfæstet ved kgl. resolution af 25. juli 1951). Kundgørelse for hæren B.33-1951 af 14. august 1951. Regler for afvisning af krænkelser af dansk område under fredsforhold. Kundgørelse for forsvaret B.24-1955 af 24. september 1955. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra
PDF icon militaert_tidskrift_104_aargang_nov-dec.pdf

Litteraturliste

Del: