Folkeretten i fred og i krig

I anledning af de stedfindende internationale forhandlinger om Folkeretten giver oberstløjtnant V. K. Sørensen her en kortfattet oversigt over Folkerettens udvikling.

Folkeretten i krig har en lang historie bag sig. Der findes allerede eksempler fra det gamle Ægypten omkring år 4.000 f.Kr. på overenskomster angående grænser og krigsfangers behandling, og fra 500-tallet f.Kr. kender man den indiske Manu-lov (Manu, Sanskrit: menneske), der regulerer krigsførelsen og forbyder forgiftede og inhumane våben. I middelalderen søgte den katolske kirke at indføre regler for at humanisere krigsførelsen, f.eks. i 1139, da det andet Laterankoncilium under pave Innocens III fordømte anvendelsen af krigsredskaber, der udslyngede projektiler. Tilsvarende forsøg på at forbyde visse våben blev gjort i 1800-tallet, da visse typer af projektiler samt torpedoer, miner og undervandsbåde fordømtes som umenneskelige.

Hollænderen Hugo Grotius - en af folkerettens forgrundsfigurer - behandlede bl.a. krigsfangers stilling i sin i 1625 udgivne bog »Om krigens og fredens ret«. Dette værk ligesom Grotius’ tidligere arbejde »Det frie hav« har haft stor betydning for folkerettens udvikling. Sammen med 1700-tallets oplysningsfilosofi blev hans tanker det idémæssige grundlag for det arbejde for en humanisering af krigsførelsen, som tog fart i 1800- tallet. Medvirkende til denne udvikling var også værnepligtens indførelse, der betød, at tidligere tiders relativt begrænsede professionelle troppestyrker nu blev erstattet af store nationale hære. Nye og mere effektive våben blev også taget i brug, og antallet af ofre steg i et hidtil ukendt omfang.

På denne baggrund stiftedes Røde Kors-bevægelsen, på hvis initiativ den første humanitære Genéve-konvention blev vedtaget i 1864. Konventionen repræsenterer det første internationale dokument med bestemmelser om respekt for og beskyttelse af syge og sårede kombattanter, ambulancer og militære sygehuse. Denne konvention indstifter også beskyttel- sesmærket: Det røde kors på hvid bund. Få år senere, i 1868, vedtoges St. Petersborg-deklarationen, der er det første internationale dokument med bestemmelser om forbud mod våben (eksploderende projektiler), som forårsager unødvendige lidelser. På Haager-konferencerne i 1899 og 1907 vedtog man en række regler til humanisering af selve krigsførelsen, og herefter blev de folkeretlige regler om humanisering af krigsførelsen udformet i to hovedgrupper : Dels regler om beskyttelse af krigens ofre (Geneve-reglerne), dels bestemmelser om de metoder og våben, der kan anvendes under krigsførelsen (Haag- regleme).

Trods krigsførelsens ødelæggende virkninger har der altså fra ældgammel tid eksisteret visse uskrevne eller skrevne love og normer, som staterne i almindelighed ikke ønskede at sætte sig ud over. Med den totale krigs indførelse i dette århundrede er disse regler og normer imidlertid blevet alvorligt gennemhullede, samtidig har en række krige gennem de sidste årtier - ikke mindst krigen i Vietnam - vist, hvor utilstrækkelige de folkeretlige regler om beskyttelse af individet under krigsforhold er i vor tid.

Disse problemer blev taget op på FN’s menneskerettighedskonference i Teheran i maj 1968, og man vedtog en resolution til iværksættelse af en undersøgelse af gældende regler til sikring af menneskerettighederne under væbnede konflikter med henblik på dels at søge forbedret beskyttelsen af såvel civile som militære personer under sådanne konflikter, dels at begrænse anvendelsen af visse metoder og midler i krigsførelsen. På baggrund heraf blev der på initiativ af Den Internationale Røde Kors-Komité afholdt den første del af en regeringskonference i Genéve i 1974, hvis resultater næppe kan siges at være særligt tilfredsstillende, da de proceduremæssige problemer kom i forgrunden. Den eneste artikel, der her blev vedtaget var en udvidelse af beskyttelsen under »normale« internationale konflikter til også at gælde f.eks. under oprør mod racistiske og kolonialistiske regimer. Artiklen blev til og vedtaget under stærkt pres fra U-landene. Andel del af denne regeringskonference blev holdt i Genéve i februarapril 1975. Her fastlagde man, hvilke interne konflikter, der skulle komme ind under den Protokol, der skulle gælde i interne konflikter, og som skulle være en væsentlig nyskabelse i folkeretten, fordi den trængte ind på de enkelte staters suverænitet.

Der er planlagt en tredie del af konferencen til april-juni 1976, hvor man håber at kunne færdiggøre to tillægsprotokoller til de allerede gældende konventioner, nemlig: Protokol I, som skulle gælde i internationale konflikter og være en fornyelse af de gamle konventioner, og Protokol II, som skulle gælde i interne konflikter og være den væsentlige fornyelse og nyskabelse i folkeretten. Folkeretten i forbindelse med neutralitet kan bl.a. føres tilbage til 1880’emes væbnede neutralitetsforbund mellem de skandinaviske lande og Rusland. I forbindelse hermed fastsattes visse regler for de krigsførendes indgriben mod neutral søfart, og desuden bestemtes, at de neutrale stater ikke måtte eksportere krigsmateriel og i øvrigt såkaldt kontrabande til de krigsførende. Flere af disse regler genfindes i senere folkeretsbestemmelser gældende for neutralitet.

Folkeretten i forbindelse med okkupation blev tidligt aktuel, men egentlige regler for de krigsførendes optræden imod civilbefolkningen i okkuperet område kom først i de såkaldte landkrigsreglementer, som er knyttede til Haager-konventioneme af 1899 og 1907. Reglerne her er dog af stærkt almen karakter og kommer ikke nærmere ind på alle de spørgsmål og problemer, der kan opstå først og fremmest under en langvarig okkupation. Behovet herfor blev påtrængende under den anden verdenskrig, og ved Genev e-konventionen af 1949 (IV-konvention) er der skabt regler for behandlingen af civilbefolkningen i et okkuperet område.

Den internationale kodificering af krigens love og sædvaner nåede sit foreløbige højdepunkt i årene før den første verdenskrig. I mellemkrigsårene var kodificeringsbestræbelserne få og spredte, hovedsagelig fordi de internationale bestræbelser koncentreredes om at få brug af væbnet magt forbudt (Folkeforbundet, Briand-Kellogg-pagten fra 1928). Interessen samlede sig derfor om at søge et sådant forbud styrket gennem aftaler om nedrustning og om voldgift m.m. Gennem oprettelsen af De Forenede Nationer efter den anden verdenskrig er der skabt et nyt organ for behandling af vigtige folkeretsspørgs- mål. Medlemsstaterne forpligter sig her til at løse uoverensstemmelser med fredelige midler og til at afstå fra at true med eller anvende vold mod andre stater. Det er imidlertid en begrænsning, at FN kun har mulighed for at spille rollen som overstatligt forum, såfremt stormagterne er enige. Det må derfor også erkendes, at FN-pagtens forbud mod brug af væbnet magt ikke har udgjort nogen effektiv hindring mod udbrud af interne og internationale væbnede konflikter.

Trods sine begrænsninger må det dog siges, at FN er det hidtil mest avancerede forsøg i historien på at skabe en universel fredsbevarende organisation. Det må også tilføjes, at FN’s indsats på det økonomiske og sociale område har spillet en vigtig rolle for afspændingen og forståelsen mellem verdens folk. Et særligt FN-organ - International Law Commission - har til opgave at fremme folkerettens videre udvikling og kodificering.
 
Siden 1962 har FN’s nedrustningskonference (CCD, tidligere ENDC) i Genéve med repræsentanter for såvel øst- som veststater og alliancefri stater behandlet mulighederne for gennem forskellige begrænsnings- og ned- rustningsforanstaltninger at mindske risikoen for kernevåbenkrig. Arbejdet har også - omend i mindre grad - sigtet mod at skabe forbud mod fabrikation, oplagring og prøver med BC-våben samt begrænsning af konventionelle stridskræfter. Denne konference har i flere retninger klare folkeretslige aspekter.
 
Hvad betyder så alle disse bestræbelser og bestemmelser for at humanisere krigsførelsen? Væsentligt er vel nok - trods alt! - at ingen stat i en konflikt bryder sig om at blive hængt ud som overtræder af de internationalt gældende konventioner om humanitær folkeret. Men derfor er det også vigtigt, at disse regler er alment kendte ikke alene af de væbnede styrker, men af hele befolkningen. Derfor er der i forbindelse med regeringskonferencerne til fornyelse af Genéve-konventioneme vedtaget et program for udbredelse af kendskabet til disse konventioner, som det må påhvile den danske regering at følge op, men hvor også forsvarets folk allerede har gjort og yderligere kan gøre en værdifuld indsats.
 
 
 
Bibliografi:
Humanitær folkeret under væbnede konflikter, Udenrigsministeriets Retsafdeling 1975. 
Krigens love, Grundbøgerne for forsvarets menige/orlogsgaster.
Handbok i folkratt under neutralitet och krig, Stig Jagerskiold och Torgil W ulff, All- manna Forlaget, Stockholm 1971.
Folkratt i krig, Justitiedepartementet, Stockholm.
Diplomatiets oprindelse, Ragnar Numelin, H. Hagerup 1942.
Krigsfånge. Anvisningar for upptradende i krigsfångenskap, Overbefalhavaren 1972. 
Krigen og kulturen, Torsten Holm, Martins Forlag, København 1942.
Magt og ret i oldtiden, Hartvig Frisch, Fremad, København 1944.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_sep_1.pdf
 

Litteraturliste

Del: