FN’s fredsoperationer i Afrika i dag og i morgen

De sidste 40 år har det afrikanske kontinent på godt og ondt spillet en hovedrolle for udviklingen af de Forenede Nationers (FN) fredsoperationer. FNs første fredsoperation i Afrika, ONUC i Congo (1960-64)2, var således også verdensorganisationens første forsøg på selv at udføre en fredspåtvingende operation i en intern konflikt. Det startede som en fredsbevarende operation med hjemmel i kapitel VI og baseret på principperne om samtykke fra parterne, upartiskhed og ikke- brug af magt udover selvforsvar, men udviklede sig til en fredspåtvingende operation med kapitel VII mandat, hvor FN enheder gik i offensiven mod oprørerne i Katangaprovinsen.1 Operationen lykkedes i den forstand, at Katangaprovinsens forsøg på at løsrive sig blev nedkæmpet, men patienten døde, fordi operationen afskrækkede FN fra på ny at bryde med principperne for traditionel fredsbevarelse under resten af den kolde krig. “Aldrig mere Congo” reaktionen skyldtes dels de store spændinger ONUC afstedkom mellem de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet, dels modviljen blandt de traditionelle troppebidragydere, herunder de nordiske, for atter at bidrage til missioner, som indebar decideret kamp.

Foto: Forsvaret.dk

Afrika fik endnu større betydning efter 1988, hvor det forbedrede samarbejdsklima i Sikkerhedsrådet banede vejen for en lang række nye FN operationer. Mens FN kun udførte 13 officielle operationer frem til 1988, så var antallet for perioden efter 1988 ved årsskiftet 2000/01 oppe på 42. Af de 18, som har fundet sted på det afrikanske kontinent, har flere været af banebrydende karakter og haft stor indflydelse på FNs efterfølgende praksis på samme måde, som ONUC i sin tid fik det. UNTAG operationen i Namibia (1989-90) regnes således for den første af de såkaldte multifunktionelle fredsoperationer, dvs. operationer med opgaver af både militær og civil karakter; UNOSOM II (1993-95) var FNs første forsøg på selv at udføre en fredspåtvingende operation i en igangværende konflikt siden Congo; UNOMIL (1993- 97) i Liberia var FNs første officielle fælles operation med en regional organisation; UNAMSIL   i   Sierra   Leone   (1999-)   udgør   FNs   første   forsøg   på   det   FNs Generalsekretær Kofi Annan selv betegner som “robust” fredsbevarelse, altså at en  finde en mellemvej mellem traditionel fredsbevarelse med samtykke fra parterne og fredspåtvingelse uden samtykke; endelig er UNMEE operationen i Eritrea/Etiopien (2000-) den første, hvor SHIRBRIG styrken er blevet indsat.

De  mange  eksperimenter  med  nye  operationstyper  betyder,  at  de  afrikanske operationer giver et godt billede af, hvad FN (ikke) kan i dag. Fordi Afrika operationerne så at sige udgør et worst-case scenario med minimal vestlig interesse og stormangel på ressourcer, danner de også det bedste grundlag for at vurdere FN operationernes fremtid. Hvad der i øjeblikket kan mobiliseres af vilje og ressourcer til atudføre operationer på det afrikanske kontinent, vil man også kunne forvente at se andre steder. Endelig giver de afrikanske operationer også det bedste billede af fremtiden, fordi Afrika vil blive det centrale operationsområde for FN i starten af det nye årtusinde. Ikke kun fordi behovet her vil være størst, men også fordi der ikke er andre organisationer eller stater, der kan eller vil påtage sig denne utaknemmelige opgave.

FN operationerne i 1990erne har mildt sagt ikke været uden problemer, og der er med jævne mellemrum forslag fremme om, at FN fremover skal holde sig fra fredsoperationer og overlade dem til mere kompetente aktører.2  Argumentet i denne artikel er det modsatte, nemlig at der ikke er noget alternativ til FN i Afrika, og atFN fortsat vil udgøre omdrejningspunktet for fredsoperationerne i Afrika i det 21. århundrede. Iagttagere har skrevet nekrologer over FNs fredsoperationer hver eneste gang, de er løbet ind i alvorlige vanskeligheder, og hver gang har de vist sig at være forkerte.  Artiklen  analyserer  derfor  de  væsentligste  FN  operationer  i  Afrika  i 1990erne for på den baggrund at kunne vurdere, hvad vi kan forvente af FN i fremtiden.

Første del af artiklen foretager en kronologisk analyse af de otte væsentligste fredsoperationer FN har iværksat i Afrika siden afslutningen på den kolde krig. UNTAG,UNAVEM II, ONUMOZ, UNOSOM II, UNAMIR, UNAVEM III, UNAMSIL og UNMEE analyseres kort ved hjælp af fire spørgsmål: (1) Hvilken type operation varder tale om? (2) Hvilke opgaver blev FN styrken sat til at løse? (3) I hvilket omfang var FN styrken i stand til at løse disse opgaver? og (4) Hvilke konsekvenser fikoperationen for FN’s efterfølgende operationer? Disse analyser danner grundlag for vurderingen af  FNs øjeblikkelige kapacitet i artiklens anden del. Tredje del analysererde tre alternativer til FN, der har fået størst opmærksomhed: “giv krigen en chance,” udlicitering til private militære firmaer og den afrikanske “gør det selv” løsning,hvorefter fjerde og sidste del ser på fremtidsperspektiverne for FNs Afrika-operationer i det kommende årti.

UNTAG i Namibia (1989-90)
Baggrunden for UNTAG var en allerede indgået fredsaftale mellem Sydafrika og oprørsbevægelsen South West African People’s Organisation (SWAPO), der skulle bane vej for Namibias selvstændighed. Med en styrke på 8,000 var UNTAG den første større operation FN udførte efter afslutningen på den kolde krig, og dens multi- funktionelle karakter kom til at danne skole for 1990ernes operationer. Enmultifunktionel fredsoperation adskiller sig fra en klassisk fredsbevarende operation ved at have at have både civile og militære kontingenter, en kombination af militære og civile opgaver og en civil chef: General-Sekretærens Specielle Udsending (SRSG). UNTAG   styrken   var   sammensat   af   4,500   soldater,   2,000   civile   og   1,500 politiobservatører.   Derudover   var   yderligere   1,000   valgobservatører   tilstede   i forbindelse med valget. UNTAG skulle overvåge tilbagetrækningen afsydafrikanske styrker  fra  Namibia,  SWAPO  styrkernes  afvæbning  og  tilbagevenden  fra  Angola, overholdelsen af menneskerettighederne, det lokale politi,afholdelsen af et frit og retfærdigt valg og desuden sikre repatrieringen af flygtninge. Repræsentanter fra FNs flygtningeorganisation (UNHCR) havde hovedansvaret forsidstnævnte opgave. UNTAG var en succes i den forstand, at Sydafrika kom ud, SWAPO ind, valget blev afholdt  og  konflikten  afsluttet.  Men  operationen  var karakteriseret  af  så  mange operationelle   problemer   som   følge   af   dårlig   planlægning,   mangel   på   udstyr, utilstrækkelig logistik m.m., at det kan problematiseresi, hvilken grad det gode resultat kan tilskrives UNTAG styrken. Den forsinkede ankomst betød, at styrken ikke var på plads, da SWAPO enheder brød våbenhvilen ogtrængte ind i Namibia. SRSG var derfor nødt til at lade den sydafrikanske hær nedkæmpe de indtrængende styrker, hvilket resulterede i et stort antal dræbte SWAPO folk. At hele fredsprocessen ikke brød  sammen  skyldtes  primært  et  gunstigt  sammenfald  af  faktorer  uden for  FN styrkens kontrol: Konflikten var relativtenkel at løse, fordi der kun var to parter, og fordi FN ikke havde til opgave at få tidligere fjender til at dele magten og leve fredeligt indenfor det samme land, men blotskulle overvåge Sydafrikas tilbagetrækning fra Namibia; Sydafrika var under hårdt pres fra USA for at overholde fredsaftalen; ingen af parterne havde økonomiske ellerstrategiske interesser i at fortsætte konflikten; og ingen af nabolandene søgte at sabotere fredsprocessen.4 Succesen  i  Namibia  fik  paradoksalt  nok  en  negativ  indvirkning  på  FNs  næste multifunktionelle operation i Afrika, fordi den var med til at overbevise Sikkerhedsrådet om, at UNAVEM II i Angola kunne gennemføres succesfuldt med en meget lille FN styrke.

UNAVEM II (1991-92) UNAVEM II
var en discount udgave af Namibia operationen. Formålet var nogenlunde  det  samme,  nemlig  at  overvåge  implementeringen  af  en  fredsaftale mellem Angolas regering og oprørsbevægelsen União Nacional para a Independência Total de Angola (UNITA), der skulle resultere i afholdelsen af et valg. Styrken bestod af 350 militærobservatører, 126 civile politiobservatører, 242 civile og 400 valgobservatører og var under ledelse af en SRSG. Operationen var baseret på et kapitel VI mandat og kan med sine mangeartede observatøropgaver bedst betegnes somen multifunktionel observatørmission. Den havde til opgave at overvåge våbenhvilen,  det  lokale  politi,  afvæbningen  og  demobiliseringen  af  de  væbnede styrker, oprettelsen af en ny national hær og afholdelsen af valg.

UNAVEM II blev vedtaget efter, at en FN observatørstyrke på 70 mand (UNAVEM I) med held havde overvåget tilbagetrækningen af udenlandske soldater fra Angolaog endda været i stand til at afslutte operationen en måned før tiden. Denne succes og det gode resultat i Namibia gav Sikkerhedsrådet den opfattelse, atfredsprocessen mere eller mindre ville køre af sig selv, hvorfor man valgte at indsætte en lille observatørstyrke på trods af protester fra flere afrikanske lande.5 Operationenbyggede på den antagelse, at parterne havde tænkt sig at leve op til den fredsaftale, de havde underskrevet, hvilket ikke holdt stik, idet valgnederlaget fik UNITA til atter atgribe til våben.

Det er et omdiskuteret spørgsmål, om UNAVEM II ville være blevet en succes, såfremt Sikkerhedsrådet havde valgt at indsætte en større styrke. Operationen var håbløst underbemandet, og budgettet alt for lille. De 400 valgobservatører skulle såledesdække 6,000 valgsteder i et land på størrelse med 2/3 dele af Europa, var de kun i stand til at tilbringe ca. 20 minutter på hvert valgsted og havde ingen mulighed for atkontrollere optællingen af stemmer.6  Det gjorde det svært at tilbagevise de anklager om valgsvindel, UNITA brugte som begrundelse for at afvise valgresultatet. Treandre problemer ses også som væsentlige for fiaskoen, nemlig at fredsaftalen ikke indeholdt elementer af magtdeling (ingen af parterne var interesseret heri), at demobiliseringen af de væbnede styrker ikke havde fundet sted før valget, og at FN ikke havde nogen indflydelse på fredsaftalens udformning eller muligheder for aktivt at påvirke dens implementering.7

SRSG Margaret Anstee har efterfølgende argumenteret for, at operationen var tæt på at lykkedes, og at den ville være blevet en succes, hvis man havde haft en større styrke og mere indflydelse på implementeringen af fredsaftalen.8  Andre iagttagere eruenige og peger på, at UNITAs leder Jonas Savimbi ville have afvist resultatet under alle omstændigheder, fordi han fortsat troede han kunne vinde en militær sejr ogikke havde lyst til at vinke farvel til de millionindtægter, diamantminerne på UNITAs områder kaster af sig.9  At det, som det vil fremgå, heller ikke lykkedes for FN at afslutte krigen ved at indsætte en styrke på 7,000 mand (UNAVEM III), støtter sidstnævnte opfattelse.
Fiaskoen i Angola og kritikken, som fulgte i dens kølvand, fik den konsekvens, at FN ændrede strategi i sin næste multifunktionelle operation i Mozambique.

ONUMOZ (1992-94)
I lighed med UNTAG og UNAVEM II blev ONUMOZ styrken i Mozambiqueogså sat til  at overvåge  implementeringen af en fredsaftale,  her mellem regeringen  og oprørsbevægelsen Resistencia Nacional Mozambicana (RENAMO), der skullemunde ud i et valg. ONUMOZ blev udsendt med et kapitel VI mandat med det formål at verificere våbenhvilen, overvåge tilbagetrækningen af udenlandske styrker, oprette en ny fælles hær bestående af tidligere regeringssoldater og oprørere, afvæbne, demobilisere og reintegrere de soldater den nye hær ikke havde brug for i det civile samfund, yde humanitær assistance, overvåge valgprocessen og bistå regeringen med at organisere og afholde valget. Derudover fik styrken til opgave at overvåge de lokale politistyrker. Styrken nåede ved fuld styrke op på 7,437, hvoraf 861 var civile. Senere kom 1,087 politiobservatører til, og af de 2,500 valgobservatører, somovervågede valget, var 900 valgobservatører udsendt af FN. For at sikre en koordineret løsning af opgaverne havde ONUMOZ som den første FN fredsstyrke nogensinde, et kontor med ansvar for koordineringen af humanitær assistance.

Operationen blev en succes, idet ONUMOZ fik demobiliseret hovedparten af de væbnede styrker, afholdt valget og trukket sig ud, uden at borgerkrigen brød ud påny. En del af forklaringen på succesen er, at FN tog ved lære af fiaskoen i Angola og indsatte en langt større styrke med et mere realistisk budget og et mandat, som gav den større mulighed for at påvirke fredsprocessen. For at undgå at taberen af valget atter greb til våben gjorde FN styrken sig også store anstrengelser for at få demobiliseringen gennemført inden valget.10  Det lykkedes dog ikke, idet RENAMO holdt 2-15,000 soldater tilbage, fordi den ikke stolede på at regeringen ville holde sine løfter, hvis den vandt valget.11

Selvom FN ikke gentog fejltagelserne fra Angola, er det alligevel et åbent spørgsmål, i hvor høj grad æren for succesen kan tilskrives ONUMOZ. Operationen var præget afen  lang  række  af  de  svagheder,  som  normalt  kendetegner  FNs  operationer: Forsinkelser betød, at ONUMOZ først var på plads 8 måneder efter, at fredsaftalen varblevet underskrevet, det ny koordinationskontor for humanitær assistance kom aldrig til at fungere, mange af de civile politiobservatører havde ikke de fornødne kvalifikationer, minerydningsprogrammet udviklede sig til en hvid elefant og demobiliseringen og reintegrationen af soldaterne var præget af forsinkelser. Når disse problemer ikke fik processen til at kuldsejle, skyldtes det ifølge de fleste iagttagere, at en lang række faktorer uden for ONUMOZs kontrol understøttede fredsprocessen: Parterne havde opgivet troen på militær sejr, international og regional støtte til fredsprocessen, massivt internationalt pres på RENAMOs leder for at acceptere valgnederlaget, stor økonomisk afhængighed af det internationale samfund, manglen på værdifulde ressourcer i landet at slås om, og krigstræthed hos soldaterne, dergjorde oprør, fordi demobiliseringen gik for langsomt.12
På trods af succesen fik ONUMOZ ikke den store betydning for de efterfølgende operationer.  Den  primære  årsag  hertil  var,  at  succesen  helt  blev  overskygget  af fiaskoen i Somalia, der fik amerikanerne til at gå i baglås overfor nye FN operationer i Afrika.

UNOSOM II (1993-95)
Denne   styrke   afløste   den   38,000   store   amerikansk-ledede  interventionsstyrke UNITAF,   som   i   slutningen   af   1992   havde   fået   et   kapitel   VII   mandat   af sikkerhedsrådet til at sikre udbringningen af humanitær nødhjælp, efter en FN fredsbevarende operation med kap VI mandat (UNOSOM I) var mislykkedes pga. modstand fra de somaliske klanledere. UNITAF koncentreredesig om at opretholde ro og orden i udvalgte dele af landet og søgte kun i begrænset omfang at påvirke den politiske situation. Opfordringer fra FNs generalsekretær til at foretage en systematisk afvæbning af klanerne blev ikke imødekommet, fordi amerikanerne hverken fandt det nødvendigt eller muligt.

Selvom UNOSOM II styrken på i alt 30,800 var betydeligt mindre end UNITAF, skulle den afvæbne de somaliske klaner og tage kontrol med hele Somalia. Derudover skulle styrken yde humanitær assistance, rydde miner, repatriere flygtninge og internt fordrevne, hjælpe med at genopbygge de politiske institutioner, den civile administration og politiet. UNOSOM II var den første FN kontrollerede operation nogensinde, der fra starten var fredspåtvingende med kapitel VII mandat til om nødvendigt at bruge magt til at løse sine opgaver.

Operationen mislykkedes som bekendt. Den amerikanske beslutning om at trække sig ud, efter at 18 af deres soldater var blevet dræbt i en mislykket operation, afsluttede i realiteten operationen. Der er stærkt delte meninger om, hvorfor det gik galt. Nogle mener, at UNOSOM II var dømt til at mislykkes fra starten, fordi FN havde påtaget sig en umulig opgave, som heller ikke andre kunne have løst. Andre hæfter sig ved de mange fejltagelser og problemer, som operationen led under. UNOSOM II blev ikke bare plaget af de “normale” problemer som mangelfuld planlægning, mangelfuld logistisk støtte, mangel på materiel, dårlig økonomi, ansatte med manglende kvalifikationer, bureaukratiske og langsomme beslutningsgange, en mangelfuld efterretningstjeneste  og  elendig  koordinering  mellem  de  involverede  FN organisationer.Oven i kom en række specifikke problemer så som en elendig håndtering af overgangen fra UNITAF til UNOSOM II, fejltagelser begået af amerikanerne inden FN tog over, kontingenter, som nægtede at udføre risikofyldte opgaver - italienerne afviste endda, at styrken havde mandat til at bruge magt udover selvforsvar, og amerikanske aktioner uden FNs vidende, hvilket var tilfældet med den fejlslagne operation, der kostede de 18 amerikanske soldater livet.13

Hvorom alting er, så drog FN den lære af operationen, at organisationen ikke havde kapacitet til selv at udføre fredspåtvingende operationer i igangværende konflikter med det formål at tvinge parterne til at holde fred, og at organisationen skulle afholde sig fra den slags fremover.14 UNOSOM II gjorde desuden vestmagterne, og især USA, allergiske overfor at deltage i nye operationer i Afrika, hvilket kom til udtryk i forbindelse med folkemordet i Rwanda.

UNAMIR (1993-94)
UNAMIR mindede mere om UNAVEM II end ONUMOZ, og Sikkerhedsrådet så ved etableringen af operationen stort på de erfaringer, man havde gjort sig i de to operationer.  UNAMIR  skulle  på  grundlag  af  et  kapitel VI  mandat  overvåge implementeringen  af  Arushaaftalen,  som  Rwandas  hutu-regering  og  den  tutsi- dominerede oprørsbevægelse Rwandanese Patriotic Front(RPF) havde underskrevet i august 1993. Mere præcist skulle UNAMIR bidrage til at opretholde ro og orden i hovedstaden Kigali, overvåge våbenhvilen, undersøgeovertrædelser af Arushaaftalen og yde beskyttelse i forbindelse med repatrieringen af flygtninge og internt fordrevne. Som det var tilfældet med UNAVEM II, byggedeoperationen på en antagelse om, at parterne  havde  til  hensigt  at  opfylde  fredsaftalen.  UNAMIR  var  med  sine  2,548 soldater og 200 civile ikke særlig stor, hvilketbegrænsede dens muligheder for at påvirke  parterne.  Høgene  i  regeringen  havde  imidlertid  ikke  lyst  til  at  overholde aftalen, som ville fratage dem alle deresprivilegier, og resultatet blev det grufulde folkemord på tutsierne, der kostede 500-800.000 mennesker livet.

Da folkemordet gik i gang i begyndelsen af april 1994, reagerede Sikkerhedsrådet ved at trække UNAMIR ud og efterlade en symbolsk styrke på 270. Forsøg på at stable en afrikansk styrke på benene strandede på vestlig, og primært amerikansk modvilje,mod at yde den nødvendige støtte. I stedet endte Sikkerhedsrådet med at give Frankrig et kapitel VII mandat til at oprette en sikker zone for flygtninge. OperationTurquoise udført af 2,500 franske soldater blev iværksat 23 juni, borgerkrigen endte med RPF sejr tre uger senere.

UNAMIRs   effektivitet   blev   hæmmet   af   en   lang   række   faktorer:   forsinket udstationering  som  betød  at  styrken  kun  lige  var  nået  op  på  fuld  styrke,  da folkemordet begyndte,  SRSG ankom først til Rwanda 3 måneder efter operationens start  hvilket  resulterede  i  samarbejdsproblemer  med  den  militære  chef,  dårlig økonomi, logistiske problemer (ingen ville påtage sig denne opgave, hvorfor den blev overdraget til Bangladesh der ikke havde det fornødne udstyr), en utilstrækkelig efterretningstjeneste, dårligt udrustede kontingenter m.v. Men den dybere årsag til katastrofen skal findes i Somaliasyndromet, som de vestlige lande, og i særdeleshed amerikanerne, led af. Grunden til, at UNAMIR styrken blev på 2,500 og ikke 8,000 som anbefalet af FNs rekognosceringshold, skyldtes modviljen mod påny atengagere sig i Afrika, og Sikkerhedsrådet modsatte sig også et forslag fra generalsekretæren om at UNAMIR skulle deltage i afvæbningen af de militære styrker. Anmodninger fra UNAMIRs militære chef Romeo A. Dallaire om ammunition, forstærkninger og pansrede mandskabsvogne samt lov til at beslaglægge våbendepoterblev afslået af FN sekretariatet i New York, og Sikkerhedsrådet ignorerede et belgisk forslag om at forstærke UNAMIR.15

Dallaire har efterfølgende hævdet, at en veltrænet styrke på 5,000 mand kunne have forhindret folkemordet, og det forekommer sandsynligt, såfremt styrken var blevet indsat inden folkemordets start.16  Heldigvis fik UNAMIR den konsekvens, at de vestlige lande begyndte at bearbejde deres Somalia syndrom. Operation Turquoise bidrog til, at fredspåtvingende operationer uddelegeret af Sikkerhedsrådet kom tilbage på agendaen, og vestmagterne iværksatte forskellige initiativer med det formål at øge den fredsbevarende kapacitet blandt de afrikanske lande.

UNAVEM III (1995-97)
Da FN efter at have bistået med udarbejdelsen af (endnu) en fredsaftale i1994 indsatte en ny fredsstyrke, søgte man at udnytte erfaringerne fra UNAVEM II, UNOMOZ og UNAMIR. Sikkerhedsrådet besluttede at indsætte en fredsopbyggende, multifunktionel operation med 7,000 soldater og 420 civile oven i de 350 militærobservatører og 260 politiobservatører, som indgik i UNAVEM II. UNAVEM III havde til opgave at bidrage til national forsoning, overvåge våbenhvilen, adskille tropperne, lede og kontrollere demobiliseringen af de væbnede styrker og oprettelsen af  en fælles  hær,  overvåge  politiet,  yde  humanitær  assistance  og  bidrage  til minerydning. FN styrken fik dermed større mulighed for at påvirke implementeringen affredsaftalen, og den ny aftale indeholdt desuden bestemmelser om magtdeling og bedre militære garantier for at gøre den mere spiselig for UNITA.17

Da UNAVEM III trak sig ud i 1997, var der gjort visse fremskridt, en national samlingsregering og en fælles hær var oprettet, og en del af UNITAs styrker var blevet afvæbnet og demobiliseret. UNITAs leder Savimbi holdt imidlertid sine eliteenheder tilbage og værgede sig fortsat mod at afgive kontrollen med “hans” diamantminer. Borgerkrigen brød ud påny i december 1998, og resulterede i, at UNAVEM IIIs efterfølger, den mindre observatørstyrke (MONUC), blev trukket ud af Angola i 1999. Heller ikke med en større styrke og flere ressourcer, et bedre mandat og en på papiret bedre fredsaftale lykkedes det FN at skabe fred i Angola. UNAVEM IIIs militære chef Philip Sibanda har efterfølgende argumenteret for, at UNAVEM III slog fejl,fordi den var for lille til at kunne løse sine opgaver, og at operationen kunne være lykkedes, hvis han havde fået de 15,000 soldater, som FNs rekognosceringshold havdeanbefalet inden operationens start, samt tilstrækkeligt med køretøjer og lufttransport.18  Det virker  dog  usandsynligt,  at  8,000  soldater  flere  ville  have  gjort  nogen  afgørende forskel, idet UNAVEM III kun kunne have fået succes ved at påtvinge Savimbi fredsaftalen, dvs. besejre UNITA militært. Det har den langt større regeringshærindtil videre ikke evnet.

UNAMSIL (1999-)
En autoriseret styrke på 13,000 (12,680 soldater, 260 militærobservatører og 60 politiobservatører gør UNAMSIL til den største FN fredsoperation siden UNOSOM II. Operationen er multifunktionel og skal understøtte implementeringen af en fredsaftale indgået mellem Sierra Leones regering og oprørsbevægelsen Revolutionary United Front (RUF). Den har til opgave at hjælpe regeringen med at afvæbne, demobilisere og reintegrere soldater i det civile samfund, sikre nøgleinstallationer rundt omkring i landet, sikre FN personalets sikkerhed og bevægelsesfrihed,støtte FNs civile aktiviteter, yde støtte til afholdelsen af valg og sikre den frie bevægelse af mennesker,  varer  og  udbringningen  af  humanitær  assistance  langs  bestemte veje, hjælpe det lokale politi i udførelsen af deres opgaver og bevogte beslaglagte våben og ammunition.

UNAMSIL er en kapitel VII operation med mandat til at tage de “nødvendige midler” i brug for at kunne løse sin opgave, bevare sin bevægelsesfrihed og beskytte FN personale og civile imod angreb “i det omfang styrken har kapacitet hertil.” FN’s Generalsekretær Kofi  Annan  betegner  selv  UNAMSIL  som en  “robust fredsbevarende styrke” der skal optræde upartisk som en traditionel fredsbevarende styrke mensamtidig bruge sin militære kapacitet til at afskrække angreb og forsvare sig selv og mandatet, når det er nødvendigt.19  Dansk doktrin og NATO doktrin vil klassificere operationen som fredspåtvingende, men det kan Annan af politiske grunde ikke gøre, fordi der blandt hovedparten af FNs medlemslande, inklusive de vestlige, herskerstor modvilje mod at lade FN udføre fredspåtvingende operationer.20

UNAMSILs forløb har da også demonstreret, at FN ikke er i stand honorere de højere operationelle krav, som fredspåtvingende operationer stiller.21  UNAMSIL har haft svært ved at finde soldater og lidt under en langsommelig udstationering, dårlig logistik (ingen lande ønskede at stille en logistikbataljon til rådighed for styrken), mangel på moderne udrustning, dårligt uddannede soldater, tilbagetrækning af kontingenter i utide, intern strid og samarbejdsproblemer, modvilje blandt troppebidragyderne mod at lade deres soldater deltage i kampoperationer, beskyldninger omkorruption, en utilstrækkelig efterretningskapacitet.22

UNAMSILs svagheder blev udstillet i maj 2000, da RUF erobrede en stor mængde materiel fra FN styrken og tog over 500 FN soldater til fange. Det truende sammenbrud af operationen fik i hast Storbritannien til at indsætte 700 faldskærmssoldater forat evakuere vestlige statsborgere og stabilisere situationen.23

UNAMSIL  reddede  noget  af  æren  ved  at  befri  233  FN  soldater  i  storstilet redningsaktion i juli,24 men situationen i Sierra Leone er fortsat uafklaret, og Annans bestræbelser på at øge styrken til 20,000 er indtil videre strandet på medlemslandenes manglende vilje til at stille tropperne til rådighed.25 Udsigterne for en snarlig afslutning på borgerkrigen ser ikke lyse ud, fordi det har vist sig vanskeligt at forhindre RUF iat finansiere den fortsatte kamp gennem diamantsalg.26

“Læren” af UNAMSIL er for øjeblikket genstand for et politisk slagsmål, hvorfor det endnu er uklart, hvilke konsekvenser operationen vil få for FN. Brahimi-rapporten, der blev udgivet i august 2000, er reelt et forsøg fra Kofi Annans side på at bruge UNAMSIL ydmygelsen som argument for, at FN skal have en kapacitet til at udføre “robust fredsbevarelse,” så gentagelser kan undgås.27 Forsøget vil dog efter al sandsynlighed mislykkes, fordi mange regeringer og iagttagere ser UNAMSILs skæbne som yderligere et bevis på, at FN skal holde til kapitel VI aktiviteter ogoverlade kapitel VII operationer til regionale organisationer eller koalitioner af stater med viljen og kapaciteten til at udføre dem.28

UNMEE (2000-)
Styrken er en klassisk fredsbevarende operation i moderne multifunktionel forklædning, som skal overvåge en fredsaftale mellem regeringerne fra Etiopien og Eritrea. Udover klassiske militære overvågningsopgaver, som skal sikre at de to hære trækker sig tilbage og respekterer en sikkerhedszone, har styrken desuden opgaver i relation til minerydning, koordineringen af humanitær assistance og overvågning af menneskerettighederne. Derudover har styrken en mediekomponent, som laver radio- og tvprogrammer. Styrken ledes af en SRSG, har et kapitel VI mandat og vil vedfuld styrke bestå af 4,200 tropper, 220 militærobservatører og 127 civile.

Operationen  tegner  lige  nu  til  at  blive  en  solstrålehistorie  og  skal  man  tro generalsekretærens rapporter lider styrken ikke under de sædvanlige operationelle problemer.29 Tværtimod er Annan ved at falde i svime over den store opbakning, FN harfået fra SHIRBRIG landene (Canada, Danmark og Holland, der bidrager med 1,964 soldater), og de øvrige bidragydere med hensyn til at få styrken hurtigt og effektivt på plads.

I modsætning til de øvrige afrikanske operationer har det ikke været svært at finde veluddannede soldater fra de vestlige lande - Danmark kæmpede som bekendt hårdt for at komme med, og forklaringen på den store vestlige opbakning erselvfølgelig, at der er tale om en operation, der sammenlignet med alternativerne i Congo og Sierra Leone, er både ufarlig og ukompliceret. Krigen endte med et eftertrykkeligt nederlag til Eritrea, hvilket mindsker risikoen for en genopblussen, parterne samarbejder, parterne er regeringer med relativt disciplinerede hære og ikke uforudsigelige krigsherrer,succeskriteriet er enkelt: der skal drages en grænse, ingen af nabolandene søger at sabotere operationen og der er fuld opbakning i Sikkerhedsrådet. Som en af de danskesoldater udtrykte det: “Det her er en ferie, ikke en mission.30 UNMEE er den første fredsbevarende operation i Afrika nogensinde, som har nydt så stor opbakning fraparterne fra starten, og hvor sikkerhedssituationen har gjort det muligt at inddrage soldaternes håndvåben straks efter ankomsten.31 Da krige mellem stater i dag er entruet race og der er langt imellem operationer, som foregår under så gunstige forhold, vil UNMEE ikke få nogen større konsekvenser for FNs fremtidige operationer hverken i Afrika eller andre steder.

FN’s formåen i dag
Sammenligner man de otte operationer springer en række forhold i øjnene. I detre operationer hvor FN med held bidrog til at implementere en fredsaftale (ONUMOZ, UNMEE og UNTAG), byggede succesen i høj grad på partnernes vilje til fredstøtte fra  nabolandene  og  det  internationale  samfund.  I  de  situationer,  hvor  det  ikke lykkedes at få skabt fred, stod FN omvendt overfor en eller flere parter, somskulle tvinges til at overholde/indgå en fredsaftale (UNAMIR, UNAVEM II og III, UNAMSIL og UNOSOM II), fordi de stod til at miste hovedparten af deres magt og indtægtskilder. I de tre succeser var mægling, diplomatisk pression og brug af økonomiske trusler og gulerødder samt den blotte tilstedeværelse af FN styrker af forskelligart tilstrækkelig til at holde en fredsproces på sporet, i de fem fiaskoer virkede disse instrumenter ikke, og FNs to forsøg på at tvinge parter til at acceptere en fredsaftale mislykkedes totalt (UNAMSIL og UNOSOM II). Konklusionen, som også underbygges af FNs øvrige operationer, er mao. den, at FN ikke har kapaciteten til at tvinge parter til at holde fred mod deres vilje, og at det som følge heraf oftest vil være faktorer  uden for  FN  styrkens  kontrol  (krigstræthed,  mangel  på  ressourcer til at finansiere fortsat kamp, støtte fra nabolande og det internationale samfund til fredsprocessen m.m.), der er udslagsgivende for om en operation lykkes eller ej.

At  det  er  den  fredspåtvingende  kapacitet,  der  er  nøglen  til  succes  underbygges endvidere af, at de mange operationelle mangler, som kendetegnede alle otte operationer bortset fra UNMEE, ikke var afgørende for deres endelige resultat. Tilstedeværelsen af en effektiv fredsbevarende styrke viste sig ikke at være en nødvendig forudsætning for succes, idet både UNTAG og ONUMOZ operationerne lykkedestil trods for, at de måtte slås med alvorlige operationelle mangler. Sådanne mangler kan heller ikke forklare fiaskoerne i UNAVEM operationerne, UNAMSIL og UNOSOM II. Kun i UNAMIRs tilfælde kan man argumentere for, at en veludrustet styrke med samme mandat kunne have gjort en forskel og begrænset myrderierne væsentligt, mens RPF besejrede regeringsstyrkerne. Hvis UNAMSIL havde haft bedre soldater og bedre udrustning kunne ydmygelsen i maj 2000 være undgået - 700 britiske soldater var som nævnt nok til at stabilisere situationen. Men det forekommer ikke sandsynligt at 13,000 veludrustede UNAMSIL soldater vil være nok til gå i offensiven og tage mineområderne fra RUF, hvilket efter alt at dømme er det, der skal til for at få borgerkrigen afsluttet. Veludrustede og veltrænede UNAVEM II+III ogUNOSOM II styrker ville heller ikke have været i stand til at nedkæmpe deres modstandere. Det ville have krævet betydeligt større styrker.

Kort sagt, var den primære årsag til, at fem af de otte operationer slog fejl ikke, at FN styrkerne var af dårlig kvalitet, men at konceptet var forkert: at man indsatte fredsbevarende styrker i situationer, hvor der var behov for fredspåtvingende, som dem NATO har indsat i Bosnien og Kosovo. Både UNAMSIL og UNOSOM II fungerede reelt som fredsbevarende styrker selvom de havde kapitel VII myndighed, fordi de ikke havde den fornødne kapacitet til at påtvinge de genstridige parter deres vilje. Selvom det altid vil være bedst at indsætte en veludrustet styrke, og det ikke kan udelukkes, at operationel effektivitet i nogle tilfælde kan gøre forskellen på succes og fiasko, så er konklusionen alligevel den, at en forbedring af FN styrkers operationelle effektivitet kun må forventes at få begrænset effekt på graden af succes. Så længe FN ikke har en fredspåtvingende kapacitet, vil organisationen kun få succes med sine fredsoperationer, når parterne er indstillet på fred eller kan lokkes/presses med diplomatiske og økonomiske midler til at indgå og implementere fredsaftaler/våbenhviler.  Effektive  fredsbevarende  styrker  kan  holde  parterne  i hånden men ikke vride armen om på dem og tvinge dem til at makke ret.

Der er derfor heller ikke udsigt til at FN vil få større succes med sine operationer i starten af det nye årtusinde, end det var tilfældet i 1990erne, fordi organisationen ofte indsættes i konflikter, hvor mindst en af parternes samarbejdsvilje er begrænset.Så godt som alle større fredsoperationer i 1990erne har været kendetegnet ved begrænset eller manglende samtykke fra (en af) parterne, og der er ikke noget, der tyder på atdet vil ændre sig foreløbig.

Den  mest  logiske  løsning  på  dette  problem  ville  selvfølgelig  være  at  give  FN kapaciteten til at udføre fredspåtvingende operationer, sådan som Brahimi-rapporten anbefaler. Men som allerede nævnt vil det ikke ske, fordi det store flertal af medlemslandene har det helt fint med, at FN ikke har nogen reel militær kapacitet. Den politisk korrekte forklaring på modstanden i den tredje verden er en frygt for, at etableringen af en sådan kapacitet vil blive finansieret med udviklingsmidler. Den mere realpolitiske er, at de er bange for, at den vil blive brugt imod dem selv. De permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har ikke lyst til at betale gildet og har desuden en interesse i at bevare deres monopol mht. at bestemme, hvor og hvornår der skal interveneres effektivt. En tredje faktor som stiller sig i vejen for etableringen af en fredspåtvingende kapacitet i FN regi, er de vestlige landes store frygt for at lide tab, som gør dem meget modvillige til at indsætte soldater i fredspåtvingende operationer under FN kommando. At ingen vestlige lande har ønsket at bidrage med soldater til UNAMSIL, og Storbritanniens afvisning af at lade sine soldater i Sierra Leone indgå i FN styrken, er en glimrende understregning heraf. Da der således ikke erudsigt til, at FN får en fredspåtvingende kapacitet i overskuelig fremtid, vil næste sektion se på de tre alternativer til FN, der har fået størst opmærksomhed i de senere år.

Alternativer til FN?
De senere års debat har peget på tre alternativer til FN, når det drejer sig omfredspåtvingende operationer: “giv krigen en chance,” udlicitering til private firmaer og den afrikanske “gør det selv” løsning. Navnet på det første alternativ er titlen påen provokerende Foreign Affairs artikel af Edward N. Luttwak fra 1999, hvori han argumenterer for, at man skal vente med at iværksætte fredsbevarende operationer til parterne er blevet trætte af at slås eller den ene har vundet en afgørende militær sejr. Det eneste FN, ifølge Luttwak, opnår ved at indsætte fredsbevarende styrker inden da er at forlænge konflikterne og tvinge sine soldater til at være passive tilskuere til voldelige overgreb og massakrer. Så når FN ikke vil hjælpe den stærkeste part med at vindehurtigt og heller ikke har kapaciteten til at tvinge parterne til at holde fred, skal FN holde sig væk.32

Luttwak har en pointe, for hans argument afspejler den konklusion, der blev draget ovenfor,  at  det  er  meget  begrænset,  hvad  en  FN  styrke  uden  fredspåtvingende kapacitet kan gøre i situationer, hvor parterne har indgået en fredsaftale påskrømt. Hans løsning praktiseres også til en vis grad. Krigen har fået masser af chancer i Burundi, Congo og Sudan for bare at nævne nogle få eksempler, og denfik også en chance i forbindelse med UNMEE operationen. Her blev FN styrken først indsat, da Etiopien havde besejret Eritrea, og det stod klart, at parterne vitterligt ønskede fred. Der er bare det ved Luttwaks løsning, at den ofte er uanvendelig i virkelighedens verden. De lav-intensitetskrige, der i dag dominerer detinternationale system, har nemlig nogle karakteristika, som gør dem svære at ignorere. De brænder ikke ud som Luttwak antager, men bliver ved og ved, fordi ingen afparterne er stærke nok til at vinde en afgørende sejr. Konflikterne går desuden udover civile i meget højere grad end   tidligere,   og   det   tiltrækker   mediernes  opmærksomhed.   Mediedækning   af massakrer på civile og det faktum at konflikterne trækker i langdrag, gør det ofte svært for vestlige regeringer at modstå krav omindgriben, indtil parterne er blevet trætte af at slås, med mindre det på forhånd står klart, at en intervention sandsynligvis vil gøre mere skade end gavn (fx. Den Demokratiske Republik Congo). Ikke-intervention var ikke en option for vestlige beslutningstagere i Nordirak i 1991, Bosnien eller Kosovo og der vil også ifremtiden komme konflikter, hvor ubehagelige tv-billeder (eller frygten for dem) vil presse vestlige regeringer til at “gøre noget” i Afrika. Men da de vestlige lande iSikkerhedsrådet ofte heller ikke har lyst til at løbe de risici for tab, som en  militær  intervention  indebærer,  er  iværksættelsen  af  en  FN  fredsbevarende operation enbekvem måde at demonstrere handlekraft på, fordi de i reglen kan få andre lande til at stille med tropperne. Dette dilemma vil også fremover få FNs Sikkerhedsråd til at iværksætte fredsbevarende operationer, der kun har en spinkel chance for succes.

Derudover er der også det problem, at det ofte er svært på forhånd at vurdere, om parterne har indgået en fredsaftale, fordi de ønsker fred eller blot vil have tid til at forberede den næste offensiv. Har man først indsat soldater, kan det væreforbundet med for store moralske, politiske og prestigemæssige omkostninger at følge Luttwaks anbefaling og trække dem ud igen, hvis parterne bryder deres løfter og genoptager kampene. Det er tilbagetrækningen af United Nations Emergency Force I (UNEF I) fra Sinai i 1967 og UNAMIR i 1994 gode eksempler på. Her blev konsekvenserne af tilbagetrækningerne hhv. 6-dagskrigen og et folkemord. Folkemordet i Rwanda har (heldigvis) gjort det meget vanskeligt for FN påny at trække sig ud, når man først er gået ind, og det var det, der førte til at UNAMSIL kom i problemer. UNAMSIL blev indsat for at samarbejde med den 15,000 mand store Economic Community of West African States Cease-fire Monitoring Group (ECOMOG) styrke, der allerede var i Sierra Leone. Forudsætningerne for operationen faldt imidlertid hurtigt fra hinanden, da Nigeria trak hovedparten af sine 12,000 soldater i ECOMOG styrken ud. Skyggen fra Rwanda gjorde det umuligt for FN at trække sig ud, og ydmygelsen i maj 2000 var enkonsekvens af, at medlemslandene ikke just stod i kø for at få lov til at bidrage til styrken.

Så selvom Luttwaks alternativ til indsættelse af fredsbevarende FN styrker bruges i en vis udstrækning og også fremover vil blive brugt i Afrika, hvor det er nemmere for vestlige ledere at ignorere massive overgreb på menneskerettighederne end andre steder, så vil der hyppigt opstå konflikter, hvor det ikke kan anvendes.

Det andet alternativ til FN fredsbevarende operationer er ligeså kontroversielt som det foregående: udlicitering til private militære firmaer, der yder regeringer forskellige former for militær assistance lige fra vedligeholdelse af materiel, træning af soldater til udførelsen af militære operationer.33 Interessen for denne model skyldes især de resultater Executive Outcomes (EO), et privat militær firma bestående af tidligere elitesoldater fra den sydafrikanske hær, opnåede i Angola og Sierra Leone midt i 1990erne. I Angola ydede EO forskellige former for teknisk assistance, trænede 5,000 regeringssoldater og 30 piloter og deltog aktivt i både planlægningen og udførelsen af de operationer, som tilbageerobrede vigtige diamantområder og olieinstallationer fra UNITA. De EO-ledede operationer fik UNITAs leder Savimbi til at underskrive den fredsaftale, som banede vej for UNAVEM III. En af Savimbis betingelser for at skrive under var, at EO skulle forlade landet. EO opnåede dette resultat med en styrkepå 570 mand, hvoraf 20 mistede livet.

EO havde tilsvarende succes i Sierra Leone hvor firmaet trænede og bevæbnede en stor milits med tilknytning til regeringen, ydede logistisk støtte, planlagde offensive operationer og deltog i kamp med fly, helikoptere og soldater. På under et år lykkedes det EO at få fordrevet RUF fra hovedstaden Freetown, genåbnet de vigtigste veje, genvundet kontrollen med vigtige minedistrikter og ødelagt RUFs hovedkvarter. Også her tvang EOs indsats oprørsbevægelsen til forhandlingsbordet, hvor RUF ligesom UNITA stillede krav om, at EO skulle forlade landet. EO anvendte 300-400 mand, da operationen i Sierra Leone var på sit højeste og mistede kun to.34

Det skal med det samme siges, at succesen begge steder var kortlivet, og at EOs indsats ingen af stederne fik borgerkrigen bragt til ophør. Men EOs resultater illustrerer, at private militære firmaer i hvert fald i nogle konflikter ville kunne levere denfredspåtvingende kapacitet, der er nødvendig for succes. Det ser bare ikke ud til, at de får lov til det. Private militære firmaer som EO, der udfører kampoperationer, har nemlig været i kraftig international modvind de senere år, og kombinationen af dårlig presseomtale og vedtagelsen af lov i Sydafrika, der regulerer private firmaers aktiviteter, fik i 1998 EO til at dreje nøglen om. Selvom lukningen nok hovedsagelig må betragtes som et PR nummer - EOs tidligere ansatte laver fortsat det sammesom før - så viser den alligevel, at det internationale samfund ikke vil begynde at udlicitere fredspåtvingende operationer til private firmaer lige med det samme.35

Private militære firmaer, som afviser at deltage i kamp og holder sig til at uddanne og bevæbne regeringsstyrker eller yde beskyttelse, ser derimod ud til at gå en lys fremtid i møde. FN er begyndt at bruge private firmaer til beskytte deres ansatte og har også overvejet at bruge dem til andre typer af sikkerhedsopgaver, somingen medlemslande melder sig til.36  Den amerikanske regering brugte ansatte fra et privat militær firma i forbindelse med OSCE missionen i Kosovo i 1998-99 i stedetfor egne officerer, og amerikanske, britiske og franske firmaer får hjælp af deres regeringer til at opnå kontrakter i udlandet.37 Private militære firmaer må forventes istigende grad at blive anvendt til træning af afrikanske regeringsstyrker, fordi denne form for militær assistance spiller en central rolle i den politik de vestlige landemed stormagterne i spidsen fører for at realisere det tredje alternativ til FN: “gør det selv løsningen.” “Afrikanske løsninger på afrikanske problemer” har været mottoetfor den vestlige Afrikapolitik siden folkemordet i Rwanda. Politikken skal ses i sammenhæng med Sikkerhedsrådets praksis med at give regionale organisationer ellerkoalitioner af lande kapitel VII mandater til at udføre operationer i deres egne regioner. Denne model så de vestlige lande også gerne praktiseret i Afrika, så de selv slapfor at sende soldater afsted.

Problemet med dette alternativ er selvfølgelig, at de afrikanske lande ikke har den fornødne kapacitet til selv at kunne udføre fredspåtvingende operationer effektivt. De fleste afrikanske hære er i en dårlig stand, og en analyse konkluderede i 1996, at kun otte afrikanske lande: Botswana,  Ethiopien, Ghana, Kenya,  Nigeria,  Senegal, Sydafrika og Zimbabwe rådede over tropper af den fornødne kvalitet. Manglerne illustreres også af de to største fredspåtvingende operationer afrikanerne selv har udført: ECOMOG operationerne i Liberia og Sierra Leone. Operationen i Liberia afslørede ligeså store operationelle problemer, som de FN operationer vi har gennemgået og hertil skal lægges problemer med korruption, overgreb på menneskerettighederne ogplyndringer.38 I Sierra Leone klarede en 15,000 mand stor ECOMOG styrke sig ligeså skidt som UNAMSIL. ECOMOG styrken var således også tæt på at misteFreetown til en meget mindre og dårligt udrustet RUF styrke. Den primære årsag til nederlaget var ifølge presserapporter, dårlig ledelse og en dårlig moral blandt soldaterne som følge af manglende lønudbetalinger.39

En  hurtig  gennemgang  af  de  tre  afrikanske  organisationer  med  den  største krisestyringskapacitet giver heller ikke noget større grundlag for optimisme. Værst står det til med Organization of African Unity (OAU). Selvom OAU siden 1993 har arbejdet på at opbygge en kapacitet til at forhindre, styre og løse konflikter, har den hidtil  kun  været  i  stand  til  at  udsende  små  observatøroperationer.  Dens  videre udvikling hæmmes af uenighed blandt medlemslandene og økonomiske problemer.40

Organisationens øjeblikkelige kapacitet illustreres meget godt af den besked man får, når man går ind på organisationens hjemmeside om early warning: “under konstruktion.”41 Noget længere er Southern African Development Community (SADC) kommet.42 Organisationen  har  etableret  et  samarbejde  om  fredsbevarelse,  der  har  ført  til oprettelsen af et regionalt træningsscenter og en del øvelsesaktivitet. SADC har endnu ikke udført operationer, men at kapaciteten er tilstede, blev illustreret i 1998 med Angola, Namibia og Zimbabwes intervention i borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo og den sydafrikanske intervention i Lesotho.

Economic Community of West African States (ECOWAS) er den organisation, som er kommet længst.43   ECOWAS har med sin ECOMOG styrke udført fredspåtvingende operationer i Liberia, Sierra Leone og Guinea-Bissau. ECOWAS er derudover begyndt at opbygge en institutionel kapacitet til konfliktløsning og har desuden planer om at oprette en hurtig reaktionsstyrke bestående af stand-by enheder opstillet i medlemslandene.44  De store operationelle problemer som harkendetegnet ECOMOG operationerne vidner dog om et stort behov for vestlig assistance, såfremt kvaliteten af fremtidige operationer skal højnes. Hertil kommer atorganisationen har været meget domineret af Nigeria, som har stillet med langt de fleste soldater, det meste materiel og betalt størstedelen af udgifterne. Uden nigeriansk medvirken er organisationens kapacitet meget begrænset.

Der er i de senere år blevet taget en lang række initiativer for at styrke den afrikanske kapacitet til at udføre fredsoperationer. De væsentligste af disse er, ifølge Eric Berman og Katie Sams, de amerikanske, britiske, franske og danske programmer, der allehar til formål at træne afrikanske soldater i fredsbevarende kapitel VI operationer. Det sker gennem udsendelsen af instruktører, oprettelse af træningscentre, ogafholdelsen af  store  øvelser  med  deltagelse  fra  flere  afrikanske  lande.  Hertil  kommer  en  vis materiel støtte.45

Disse programmer er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning, idet de vil øge træningsniveauet i deltagerlandene og også gøre dem bedre til at operere i en multinationalsammenhæng. Men de lider af den overordnede svaghed, at de kun i meget begrænset omfang bidrager til at øge den afrikanske kapacitet til at udføre fredspåtvingendeoperationer. Amerikanerne har delvist taget konsekvensen, idet de i august sidste år iværksatte et program for at træne 4,000 nigerianske soldater til brug for UNAMSIL,der jo er en fredspåtvingende operation, og den træning som den britiske hær giver regeringsstyrkerne i Sierra Leone går også udover fredsbevarelse.46 Disse to programmer ændrer dog ikke ved, at målsætningen om “afrikanske løsninger på afrikanske problemer” ikke kan realiseres foreløbig.
Opsummerende er ingen af de tre mest populære alternativer til FN reelle, når det kommer til stykket. Spørgsmålet er derfor, hvordan fremtiden så kommer til at se ud?

Perspektiver for (FN’s) fredsoperationer i Afrika i morgen
I   mangel   af   bedre   vil   FN   også   i   det   næste   årti   komme   til   at  udgøre omdrejningspunktet i hovedparten af de fredsoperationer, vi kommer til at opleve i Afrika. FN vil fortsætte med at udføre observatøroperationer ogmultifunktionelle kapitel   VI   operationer,   enten   alene   eller   i   samarbejde   med   de   afrikanske organisationer. Undtagelsesvis vil FN også blive tvunget ud i kapitel VII operationer, når Sikkerhedsrådet ikke føler, det kan trække sig ud af politiske, moralske eller prestigemæssige årsager, og ECOWAS eller SADC ikke melder sig frivilligt. Vestligt lededekapitel VII operationer med mandat fra Sikkerhedsrådet i stil med Operation Turquoise kan dog heller ikke udelukkes, da både briterne og franskmændene som hidtil kanende i situationer, hvor de ser en interesse/pligt til at gøre noget i forhold til en tidligere koloni.

At FN fortsat vil spille hovedrollen som mandatgiver og operatør betyder dog ikke, at de tre “alternativer” ikke kommer til at spille nogen rolle. Tværtimod vil de vestlige regeringer lige som nu fortsætte med at følge Luttwaks råd og give krigen en chance, lige  så  tit  de  kan  slippe  afsted  med  det. Det  kan  de  imidlertid  ikke  altid,  fordi medierne,  nationale  ikke-governmentale  organisationer  (NGOer),  FNs generalsekretær og de afrikanske lande i skøn forening fra tid til anden vil få held til at presse demtil at gribe ind, som det var tilfældet med den britiske intervention i Sierra Leone sidste år.47

Militære private firmaer vil i højere grad blive hyret til at agere vagtværn for FN og nogle af de store internationale NGOer og til at træne regeringshære. Derimod ser det ikke ud til, at private militære firmaer kommer til at spille den hovedrolle i forbindelse egentlige kampoperationer, som det blev antaget/frygtet for nogle få år siden.Brugen af lejesoldater og private militære firmaer  til “operationel støtte,” som det så smukt hedder, vil fortsætte, men den vil være marginal sammenlignet med denrolle FN og de afrikanske organisationer kommer til at spille.

Den  indsats  både  FN  og  de  vestlige  lande  gør  for  at  øge  den  afrikanske fredsbevarende kapacitet vil blive intensiveret og gradvist bevæge sig ind på det fredspåtvingende område. Dette arbejde vil efterhånden begynde at bære frugt i form afbedre afrikanske bidrag til FN operationer (som jo set med afrikanske øjne er en god forretning i kraft af refusionssystemet) og i form af fredsoperationer udført af de afrikanske organisationer. Udviklingen vil gå i retning af et stadigt mere intensivt samarbejde mellem FN, de relevante afrikanske organisationer og koalitioner af “villige”stater. Alligevel vil der gå langt mere end ti år inden afrikanske organisationer/koalitioner for alvor vil begynde at kunne true FNs dominerende position på det operativeområde. Det vestlige målsætning om at sætte afrikanerne i stand til at løse deres egne problemer vil kræve fast arbejde i mange år endnu. Hertil kommer, at målsætningens realisering i højere grad vil afhænge af indsatsen på udviklingsområdet og arbejdet med at demokratisere de afrikanske samfund og styrke de afrikanske stater endbestræbelserne på at øge den fredsbevarende kapacitet. Arbejdet med de væbnede styrker er kun en lille brik et i større puslespil, der skal gå op i en højere enhed, hvis indsatsen for alvor skal gøre en forskel.

Effektive fredsoperationer forudsætter til en vis grad effektive væbnede styrker, der igen afhænger af effektive stater. Jokeren i spillet om de afrikanske fredsoperationer i det næste årti er EU. Den hurtige reaktionsstyrke på 60.000 mand, som EU landene vil have klar (på papiret) i 2003, vil i det omfang, der er kapacitet til andet end at stå i Bosnien og Kosovo, komme til atslå sine folder i Afrika. Det er der tre grunde til. For det første vil EU-landene komme under et voldsomt forventningspres for at vise, hvad de dur til, så snart styrken bliver erklæret for operationel. For det andet er Afrika den region, hvor der er størst behov og “mest plads” til EU operationer. Der vil ikke være behov for nye fredsoperationer i Europa udover de eksisterende, og amerikanerne kan ikke forventes at ville give plads for andet end ubetydelige EU indsatser i strategisk vigtige regioner som Kaukasusog Mellemøsten. Endelig vil EU medlemmerne med en kolonial fortid i Afrika fra tid til anden enten have interesser i eller føle sig presset til at iværksætte fredsoperationeri Afrika.48

At EU vil komme til at spille en rolle i fredsoperationerne i Afrika i det næste årti er hævet over enhver tvivl, det svære er at forudsige, hvor stort engagementet bliver? Men styrkebidrag i størrelsesordenen 5-10,000 mand kan ikke udelukkes.

Af Peter Viggo Jakobsen lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.2_2001.pdf

Referencer

Alden, Chris (1997) “United Nations Peacekeeping in Africa: Lessons for theOAU and SADC,” Accord Occasional Paper, No. 1 (Durban: Accord), <http://www.accord.org.za/publications/papers/97-1.htm>

Ankoma, Baffour (1999) “Sierra Leone: Why Gen Shelpidi was fired,” New African, No. 374 (Maj), pp. 16-18.

Annan, Kofi (1997) “Renewing the United Nations: A Programme for Reform,” UN doc. A/51/950, 16 juli.

Annan, Kofi (2000a) “Secretary-general Stresses Need to Address Issues Related to UNAMSIL’s Command and Control Structure, Equipment Shortfalls and Mandate ,” UN Press Release, SG/SM/7514 PKO/95, 23 August.

Annan, Kofi (2000b) “Secretary-General Delivers Commencement Address at Paul Nitze School of Advanced International Studies, John Hopkins University,” UN Press Release, SG/SM/7421, 25 maj.

Anstee,  Margaret  J.  (1993)  “Angola:  the  forgotten  tragedy.  A  test  case  for  UN peacekeeping,” International Relations, Vol. 11, No. 6 (december), pp. 495-511.

Barnes, Sam (1998) “Peacekeeping in Mozambique,” i Oliver Furley og Roy May (red.) Peacekeeping in Africa (Aldershot: Ashgate), pp. 159-177.

Berdal,  Mats  R.  (1993)  “Whither  UN  Peacekeeping?,”  Adelphi  Paper,  No.  281, (oktober).

Berman, Eric (1996) Managing Arms in Peace Processes: Mozambique (Geneva: UNIDIR). Berman, Eric og Katie Sams (1998) Constructive Disengagement: Western Efforts toDevelop African Peacekeeping (Pretoria: Institute for Security Studies, ISS Monograph Series, No 33, december), <http://www.iss.co.za/Pubs/MONOGRAPHS/mono33/CONTENTS.HTML> Boutros-Ghali, Boutros (1995) “Supplement to An Agenda for Peace. Positionpaper of the Secretary-General on the occasion of the Fiftieth Anniversary of the UN,” A/50/60-S/1995/1, 3 januar.

Brahimi, Lakhdar m.fl. (2000) Report of the Panel on the United Nations Peace Operations (UN Doc. A/55/305 - S/2000/809, 21 august)

Broer, Harry og Emery, Michael (1998) “Civilian Police in U.N. Peacekeeping Operations,”   i Robert B. Oakley, Michael J. Dziedzic og Eliot M. Goldberg (red.) Policingthe New World Disorder Peace Operations and Public Security (Washington, DC.: NDU  Press), online version <http://www.ndu.edu/ndu/inss/books/policing/chapter10.html>

Brøndum, Christian (2000) “God start for danskerne i Eritrea,” Berlingske Tidende, 10 december, p. 8.

Carlsson, Ingvar, Han Sung-Joo og Rufus M. Kupolati (1999) Report of the Independent

Inquiry into the Actions of the United Nations during the 1994 Genocide in Rwanda (New York, 15 december), <http://www.un.org/News/ossg/rwanda_report.htm>

Clarke,  Walter  og  Jeffrey  Herbst  (1995)  Somalia  and  the  Future  of  Humanitarian Intervention (N.J.: Princeton University, Center for International Studies Monograph Series, No. 9).

Connaughton, Richard  (1995)  “Wider Peacekeeping  - How  Wide  of  the  Mark?,”

British Army Review, No. 111 (december), pp. 55-64.

Daniel, Donald C. F. og Bradd C. Hayes with Chantal de Jonge Oudraat (1998) Coercive Inducement and the Containment of International Crises (Washington, DC: United States Institute for Peace Press).

Deen, Thalif og Ian Kemp (2000) “Shoestring peacekeeping,” Jane’s Defence Weekly, Vol. 33, No. 20 (17 maj).

Farah, Douglas (2001) “Liberian President Pledges to Cut Sierra Leone Rebel Ties,” The Washington Post, 20 januar, p. A21.

Farah, Douglas (2000b) “U.N. Rescues Hostages in Sierra Leone,” The Washington Post, 16 juli, p. A20.

Farah,  Douglas  (2000a)  “Old  Problems  Hamper  U.N.  In  Sierra  Leone,”  The Washington Post, 11 juni, p. A25.

Francis, David J. (1999) “Mercenary intervention in Sierra Leone: Providing national security or international exploitation?,” Third World Quarterly, Vol. 20, No. 2 (April), pp. 319-338.

Fortna, Virgina Page (1993) “United Nations Transition Assistance Group,” i William

J. Durch (red.) The Evolution of UN Peacekeeping: Case Studies and Comparative Analysis (New York: St. Martin's Press), pp. 353-75.

Gordon, Stuart og James Higgs (2000) “Briefing UN Mission in Sierra Leone: Peace at what price?,” Jane’s Defence Weekly, Vol. 34, No. 13 (27 september), pp. 27-34.

Hirsch,  John  L.  og  Oakley,  Robert  B.  (1995)  Somalia  and  Operation  Restore  Hope (Washington, D. C.: United States Institute of Peace).

Hirsh, Michael (2000) “Calling All Regio-cops. Peacekeeping’s Hybrid Future,” Foreign Affairs, Vol. 79, No. 8 (november/december), pp. 2-8.

Howe,  Herbert  (1997)  “Lessons  of  Liberia,”  International  Security,  Vol.  21,  No.  3 (Winter), pp. 145-176.

Howe, Herbert M. (1998) “Private security firms and African stability: the case of

Executive Outcomes,” The Journal of Modern African Studies, Vol. 36, No. 2 (juni), pp. 307-331.

Ignatieff, Michael (2000) “A Bungling U.N. Undermines Itself,” The New York Times, 15 maj, p. A19.

Ikeh, Goddy (1999) “ECOWAS Conflict Prevention and Resolution Mechanism,” Panafrican News Agency, 21 juni.

Jakobsen,  Peter  Viggo  (2000a)  “Overload,  not  marginalization,  threatens  UN peacekeeping,” Security Dialogue, Vol. 30, No. 2 (juni), pp. 167-178.

Jakobsen,  Peter  Viggo  (2000b)  “The  Emerging  Consensus  on  Grey  Area  Peace Operations Doctrine:  The  Emerging  Consensus  on  Grey Area  Peace  Operations Doctrine: Will It Last and Enhance Operational Effectiveness?,” International Peacekeeping, Vol. 7, No. 3 (Autumn), pp. 36-56.

Jett,  Dennis  C.  (1995)  “Lessons  Unlearned  -  Or  Why  Mozambique's  Successful Peacekeeping Operation Might Not Be Replicated Elsewhere,” Journal of Humanitarian Assistance, (december) <http://www-jha.sps.cam.ac.uk/a/a075.htm>.

Jones, Bruce D. (1999) “Military Intervention in Rwanda's ‘Two Wars’: Partisanship and Indifference,” i Barbara F. Walter og Jack Snyder (red.) Civil Wars, Insecurity and Intervention (New York: Columbia University Press), pp. 116-145.

Khobe,  Mitikishe  Maxwell  (2000)  “The  Evolution  and  Conduct  of  ECOMOG Operations in West Africa,” i Mark Malan (red.) Boundaries of Peace Operations: The African Dimension (Pretoria: Institute for Security Studies, ISS Monograph Series, No. 44, februar), <http://www.iss.co.za/Pubs/MONOGRAPHS/44/ECOMOG.html>

Krauthammer, Charles (2000) “Let Peacekeeping Rest in Peace,” The Washington Post, 2 juni, p. A33.

Kuperman, Alan J. (2000) “Rwanda in Retrospect,” Foreign Affairs, Vol. 79, No. 1 (januar-februar), pp. 94-118.

Kühne,   Winrich   (1995)   “Lessons   from   peacekeeping   operations   in   Angola, Mozambique, Somalia, Rwanda and Liberia,” Chaillot Papers, No. 22 (december),pp. 16-45.

Luttwak, Edward N. (1999) “Give War a Chance,” Foreign Affairs, Vol. 78, No. 4 (juli/august), pp. 36-44.

MacAskill, Ewen (2000a) “UN gets warning shot on peacekeeping,” The Guardian, 9 september.

MacAskill, Ewen (2000b) “UN blames West for lack of troops in Sierra Leone,” The Guardian, 15 december.

MacAskill, Ewen og David Pallister (2000) “Crackdown on 'blood' diamonds. African leaders trading gems for arms must be punished, says UN panel,” The Guardian, 20 december.

MacAskill, Ewen og Richard Norton-Taylor (2000) “Flawed evidence led to ‘mission creep’,” The Guardian, 16 maj.

MacQueen, Norrie (1998) “Peacekeeping by attrition: The United Nations in Angola,” The Journal of Modern African Studies, Vol. 36, No. 3 (september), pp. 399-422.

Malan, Mark (red.) (1998) Resolute Partners: Building Peacekeeping Capacity in Southern Africa (Pretoria: Institute for Security Studies, ISS Monograph Series, No. 21, februar), <http://www.iss.co.za/Pubs/MONOGRAPHS/No.%2021/Contents.html> Malaquias, Assis (1996) “The UN in Mozambique and Angola: Lessons Learnt,”International Peacekeeping, Vol. 3, No. 2 (Summer), pp. 87-103.

Nossal, Kim Richard (2000) “Bulls to Bears: The Privatization of War in the 1990s,” i

Gilles  Carbonnier  og  Sarah  Fleming  (red.)  War,  Money  and  Survival  (Geneva: International Committee of the Red Cross), pp. 36-39.

O’Brien, Kevin (1998) “Military-Advisory Groups and African Security: Privatized Peacekeeping?,” International Peacekeeping, Vol. 5, No. 3 (Autumn), pp. 78-105.

O’Brien, Kevin A. (2000) “PMCs, myths and mercenaries: The debate on private military companies,” RUSI Journal, Vol. 145, No. 1 (februar), pp. 59-64.

Olonisakin,  Funmi  (1997)  “African  ‘Homemade’  Peacekeeping  Initiatives,”  Armed Forces and Society, Vol. 23, No. 3 (Spring), pp. 349-372.

Onishi, Norimitsu (2001) “Africa Diamond Hub Defies Smuggling Rules,” The New York Times, 2 januar.

Pankhurst, Donna (1998) “Namibia,” i Oliver Furley og Roy May (red.) Peacekeeping in Africa (Aldershot: Ashgate), pp. 207-222.

Patman, Robert G. (1995) “The UN Operation in Somalia,” i Ramesh Thakur og

Carlyle Thayer (red.) UN Peacekeeping in the 1990s (Col: Boulder: Westview), pp. 95- 114.

Perlez, Jane (2000) “G.I.’s to Be Sent To Train Africans for Sierra Leone,” The New York Times, 9 august.

Shawcross, William (2000) “UN Peacekeeping Lessons in Africa,” International Herald Tribune, 16 december.

Shearer, David (1997) “Dial an army,” The World Today, Vol. 53, No. 8-9 (august- september), pp. 203-205.

Shearer, David (1998) “Private Armies and Military Intervention,” Adelphi Paper, No. 316. (London: IISS).

Sibanda, Phillip (2000) “United Nations Operations in Southern Africa: Mandate, Means and Doctrine in UNAVEM III,” i Mark Malan (red.) Boundaries of Peace Operations:  The  African  Dimension  (Pretoria:  Institute  for  Security  Studies,  ISS Monograph Series, No. 44, februar), <http://www.iss.co.za/Pubs/MONOGRAPHS/44/United%20Nations.html>.

Stedman, Stephen John (1997) “Spoiler Problems in Peace Processes,” International Security, Vol. 22, No 2 (Fall), pp. 5-53.

Thakur, Ramesh (2000) “The U.N.'s impossible task,” Japan Times, 28 maj. <http://www.unu.edu/hq/ginfo/media/Thakur19.html>.

UN DPKO (1995) The Comprehensive Report on Lessons Learned from United Nations Operation in Somalia (UNOSOM), April 1992 - March 1995 (New York: The Lessons Learned Unit of the Department of Peacekeeping Operations), <http://www.un.org/Depts/dpko/lessons/somalia.htm>.

UN DPKO (1997) The Comprehensive Report on Lessons Learned from United Nations Assistance Mission for Rwanda (UNAMIR), October 1993 - April 1996 (New York: The Lessons   Learned   Unit   of   the   Department   of   Peacekeeping   Operations), <http://www.un.org/Depts/dpko/lessons/rwandles.htm>.

UN Peacekeeping Operations, <http://www.un.org/Depts/dpko/dpko/ops.htm>. Vines, Alex (1998) “Disarmament in Mozambique,” Journal of Southern AfricanStudies, Vol. 24, No. 1 (marts), pp. 191-205.

Walter, Barbara F. (1999) “Designing Transitions for Violent Civil War,” i Barbara F.

Walter og Jack Snyder (red.) Civil Wars, Insecurity and Intervention (New York: Columbia University Press), pp. 38-69.

Winther, Cecilie (1997) “The International Response to the Conflict and Genocide and in Rwanda,” i Knud Erik Jørgensen (red.) European Approaches to CrisisManagement (Kluwer Law International), pp. 83-105.

 

Noter
1 De klassiske fredsbevarende operationer betegnes ofte som kapitel VI½ operationer.Det skyldes, at de fredsbevarende operationer ikke er nævnt i FN-pagten, og at de befinder sig på grænsen mellem kapitel VI, der omhandler fredelig konfliktløsning og kapitel VII, som giver ret til magtanvendelse.

2 Se fx. Ignatieff (2000) og Krauthammer (2000).

3 For en uddybning af hvorfor FN operationerne ikke står på listen over truede dyrearter se Jakobsen (2000a).

4 Analysen af UNTAG bygger primært på Fortna (1993); Pankhurst (1998) og FNs egne oplysninger <http://www.un.org/Depts/dpko/dpko/ops.htm>. Her har jeg hentet faktuelle informationer om alle de operationer, som analyseres.

5 Kühne (1995), p. 18; MacQueen (1998), p. 401.

6 Berdal (1993), p. 37.

7 Anstee (1993); Kühne (1995), pp. 18-21; Malaquias (1996).

8 Anstee (1993).

9 Stedman (1997), pp. 39-40.

10 Den store indflydelse erfaringerne fra UNAVEM II havde på udformningen af ONUMOZ, fremgår af Berman (1996), pp. 34-39.

11 Alden (1997), p. 9; Walter (1999), p. 57. Hertil kommer at afvæbningen var meget sporadisk se Vines (1998).

12 Analysen af ONUMOZ bygger på Barnes (1998); Berman (1996); Broer og Emery (1998); Jett (1995); Malaquias (1996); samt FNs egne oplysninger.

13 For analyser af operationen se Clarke og Herbst (1995); Daniel and Hayes with Jonge Oudraat (1998); Hirsch og Oakley (1995); Patman (1995) og UN DPKO (1995).

14 Annan (1997), para. 107; Boutros-Ghali (1995), para 77.

15 For analyser af operationen se Connaughton (1995); Carlsson, Sung-Joo og Kupolati (1999); Kühne (1995), pp. 31-36; Jones (1999), pp. 136-138; UN DPKO (1997); Winther (1997).

16 Kuperman (2000).

17 For analyser af UNAVEM III se Kühne (1998), pp. 20-21 og MacQueen (1998).

18 Sibanda (2000).

19 Annan (2000a).

20 FN betegner således også sin igangværende operation på Østtimor (UNTAET) som en fredsbevarende operation, selvom den i kraft af sit kapitel VII mandat og retten til at “bruge alle nødvendige midler” for at løse sin opgave reelt har karakter af en fredspåtvingende operation. Terminologien “alle nødvendige midler” blev også anvendt i forbindelse med Golfkrigen og i hovedparten af de fredspåtvingende operationer, som FN har autoriseret i 1990erne (UNITAF, Operation Turquoise, den amerikanske intervention på Haiti i 1994 og NATO operationerne i Bosnien).

21 For en analyse af den seneste doktrinudvikling på området og de krav fredspåtvingende operationer stiller se Jakobsen (2000b).

22 Deen and Kemp (2000); Farah (2000a); Gordon and Higgs (2000); MacAskill (2000a).

23 MacAskill and Norton-Taylor (2000).

24 Farah (2000b).

25 MacAskill (2000b).

26 Farah (2001) MacAskill and Pallister (2000); Onishi (2001).

27 Annan lagde ikke skjul på, hvad han mente, der skulle så i rapporten. Sammenlign Annan (2000b) og Brahimi m.fl. (2000).

28 Se for eksempel Hirsh (2000); Thakur (2000).

29 Til trods for den lange ventetid det danske SHIRBRIG personel måtte igennem, så gik udsendelsen planmæssigt, efter at Sikkerhedsrådet havde vedtaget den fredsbevarende operation 15 september 2000.

30 Shawcross (2000).

31 Brøndum (2000).

32 Luttwak (1999).

33 For sådanne forslag se O’Brien (1998); Shearer (1998). For yderligere diskussion af private militære firmaer se Bjørn Møllers artikel i dette nummer.

34 Francis (1999), pp. 326-327, 329-330; Howe (1998), pp. 311-317; Shearer (1997), p. 204.

35 O’Brien (2000) og Nossal (2000).

36 Jakobsen (2000a), p. 168; O’Brien (1998), pp. 91-92.

37 O’Brien (2000).

38 Howe, Herbert (1997); Khobe (2000); Olonisakin (1997).

39 Ankomah (1999).

40 Berman and Sams (1998); Espegren (1999).

41 OAUs hjemmeside: <http://www.oau-oua.org/>.

42 SADC har 14 medlemmer: Angola, Botswana, Den Demokratiske Republik Congo, Lesotho, Malawi, Mauritius, Mozambique, Namibia, Seychellerne, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.

43 ECOWAS består af 16 lande: Benin, Burkina Faso, Cape Verde, Cote d'Ivoire, Gambia, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Mauritanien, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone og Togo.

44 Ikeh (1999).

45 For en beskrivelse af de forskellige træningsinitiaver se Berman and Sams (1998) og Malan (red) (1998).

46 Perlez (2000).

47 Ironisk nok endte den britiske regering i denne situation alligevel med at blive udsat for kritik. Kritikerne mente, at regeringen havde indsat tropperne for hurtigt uden at have nogen klar ide om, hvad de skulle foretage sig. Se MacAskill and Norton-Taylor (2000).

48 For en underbygning af dette argument se Gorm Rye Olsens artikel “Er Afrika Europas ansvar” i dette nummer.
 

Litteraturliste

Del: