FN’s 3. havretskonference

Efter flere års forberedende arbejde i FN’s havretskomité traf FN’s 28. generalforsamling i november 1973 beslutning om afholdelse af den 3. havretskonference, hvis første mødesamling fandt sted i Caracas, Venezuela i sommeren 1974. De to tidligere havretskonferencer blev afholdt i Genev e i 1958 og i 1960. Den første i 1958 resulterede i fire konventioner, som af mange lande, heriblandt Danmark, er blevet betragtet som grundlaget for den gældende retsorden på havet. Når det trods vedtagelsen af et så omfattende konventionskompleks for ikke mere end 10-15 år siden alligevel har været nødvendigt igen at tage de havretlige spørgsmål op, så hænger dette sammen med den stærke teknologiske udvikling, der i dag har gjort det muligt at udnytte naturressourcerne under havene ikke alene på de lavvandede kontinentalsokkelområder, men også på den dybe oceanbund. Dette har skabt frygt for et kapløb mellem nationerne om at sikre sig kontrollen med disse ressourcer. Desuden trues fiskeriet i dag af overfiskning, især på grund af de enkelte store fiskerinationers udvikling af meget effektive fangstmetoder baseret på store trawlere, fabriksskibe og elektronisk opsporing af fiskestammerne. Dette betyder også, at der visse steder endog er fare for udslettelse af nogle vigtige fiskearter. Hertil kommer, at havene i dag trues af en ødelæggende og stigende forurening. Endelig er der en politisk baggrund, idet der siden 1958 er opstået et stort antal af nye selvstændige stater, der er meget suverænitetsbevidste, og som med nogen ret hævder, at Genéve-konven- tionerne af 1958 er udarbejdet uden deres medvirken, og at de ikke uden videre kan acceptere disse regler.

Den 3. havretskonference, hvori der har deltaget repræsentanter for 137 lande samt repræsentanter fra en række internationale organisationer, er den største internationale konference, der hidtil har været afholdt, og den betragtes som den mest betydningsfulde konference i FN’s historie.

Ved mødesamlingen i Caracas i 1974 var der indledningsvis behov for en generaldebat, der bidrog til en afklaring af landenes synspunkter på en række af de mest kontroversielle spørgsmål. Der tegnede sig også hovedelementerne af en »pakkeløsning«, en omfattende konvention, der kunne samle rettigheder og krav under hensyntagen til at tilgodese så mange synspunkter som gørligt. Denne »pakkeløsning« må samle sig om fem områder, nemlig
- Søterritoriets udstrækning,
- Kyststatsrettigheder uden for søterritoriet, først og fremmest fiskerirettigheder,
- Det internationale havbundsområde,
- Havforurening og
- Videnskabelige havundersøgelser.

Ved afslutningen af mødesamlingen i Caracas stod det klart, at nøglen til en samlet løsning af de mange og komplicerede problemer måtte blive enighed om »økonomiske zoner«, samtidig med at der blev taget rimeligt hensyn til indlandsstater og andre geografisk ufordelagtigt beliggende landes interesser med hensyn til fiskeri. Også fastsættelsen af en maksimalgrænse for territorialfarvandet på 12 sømil og i forbindelse hermed en almindelig accepteret ordning for gennemfarten af internationale stræder måtte indgå i en samlet løsning.

I tiden 17. marts - 9. maj 1975 fandt så den 2. mødesamling sted i Genéve, uden at man dog nåede til endelige resultater for de centrale spørgsmål, der nødvendigvis må indgå i en samlet »pakkeløsning«. Inden for en række områder blev der dog gjort gode fremskridt. Det gælder bl. a. det vigtige problem om søterritoriet og spørgsmålet om gennemfart af internationale stræder. Vedrørende kyststatens rettigheder over naturressourcerne i en økonomisk zone og i kontinentalsoklen viste der sig dog fortsat betydelige vanskeligheder for at opnå enighed, og i spørgsmålet om oprettelsen af en ny international organisation til udnyttelse af den dybe havbund var skillelinien af mere ideologisk karakter mellem udviklingslandene og industrilandene, og der er næppe tvivl om, at problemerne af mange udviklingslande ses i sammenhæng med den debat om en ny økonomisk verdensorden, som føres inden for FN. Man fastsatte derfor en ny mødesamling til afholdelse i april/maj 1976 og forudsatte herunder i mellemtiden en intensiv mødeaktivitet mellem de forskellige' interessegrupper, idet man så håber på herunder at kunne føre synspunkterne nærmere hinanden, især med hensyn til hvorledes de geografisk dårligt stillede landes rimelige interesser kan tilgodeses. Den tidsmæssige faktor spiller i sig selv en meget vigtig rolle for at nå frem til en havretskonvention. I mange lande — herunder adskillige lande i det nordatlantiske område - er der et voksende indenrigspolitisk pres for at foretage ensidige udvidelser af de nationale jurisdiktionsområder. Den islandske regering har således tidligere tilkendegivet at ville udvide sit fiskeriterritorium til 200 sømil i løbet af 1975. Enhver ensidig handling kan selvsagt få indflydelse på de fremtidige forhandlinger, og foretages der ensidige udvidelser i større omfang, kan det naturligvis få en uheldig indflydelse på de fremtidige forhandlinger på en sådan måde, at det alvorligt kan formindske udsigterne for et positivt udfald af selve havretskonferencen.

Havretskonferencen arbejder i 3 hovedkomitéer:
1. Komité, der behandler spørgsmålet om Det internationale havbunds- område,
2. Komité, der behandler de såkaldte jurisdiktionsspørgsmål, d.v.s. omfanget og udstrækningen af kyststaternes rådighedsudøvelse over tilgrænsende farvandsområder. Herunder falder bl. a. sådanne spørgsmål som oprettelse af økonomiske zoner, fiskerigrænser, kontinentalsoklen, territorialfarvand og gennemfart i internationale stræder,
3. Komité behandler havforurening.
 
Ved slutningen af den 2. mødesamling i maj d. å. må man konstatere, at der fortsat er en fundamental uenighed mellem udviklingslandene og industrilandene om, hvorledes reglerne for udnyttelsen af den dybe havbund skal udformes. Begge parter har erkendt, at både den internationale hav- bundsmyndighed og staterne skal kunne udnytte ressourcerne, men industrilandene kunne ikke acceptere udviklingslandenes krav om, at den internationale havbundsmyndighed i alle enkeltheder skulle kunne dirigere udnyttelsen, og denne uenighed gik igen under drøftelserne af bestemmelserne om regulering af havbundsvirksomheden og forhandlingerne om den internationale myndigheds struktur.
 
Udviklingslandene ønsker en stærk organisation med vidtgående beføjelser, mens industrilandene foretrækker et relativt svagt administrativt organ. Udviklingslandene ser også med en vis frygt på den negative økonomiske virkning, en fremtidig havbundsproduktion kunne få for råvare- producerende udviklingslande. Det er bl. a. for at undgå dette, at man ønsker den internationale myndighed tillagt vidtgående kontrol og regule- ringsbeføjeiser. En række udviklingslande kæder i øvrigt spørgsmålet om udnyttelsen af den dybe havbund sammen med den generelle råvarepolitik. Et andet kerneproblem for havretskonferencen er oprettelsen af eksklusive økonomiske zoner på op til 200 sømils bredde. Udviklingen går i retning af en almindelig anerkendelse af princippet. Drøftelserne har især været koncentreret om, hvilke rettigheder - navnlig fiskerirettigheder - der kunne indrømmes andre stater inden for kyststatens zone.
 
Et centralt spørgsmål under drøftelserne har desuden været reguleringen af gennemfart i internationale stræder. Man synes nu på vej til at acceptere et britisk forslag om en i princippet fri gennemfart (»transit passage«). Det britiske forslag indeholder dog en undtagelsesbestemmelse for stræder, der allerede er reguleret ved international aftale. Dette muliggør således bl. a. opretholdelsen af de hidtil gældende regler for gennemfart af de danske stræder og dansk højhedsret i hidtil anerkendt omfang. Med hensyn til spørgsmålet om søterritoriets udstrækning synes der en udbredt støtte til at fastsætte en maksimumsgrænse på 12 sømil.
 
Drøftelserne vedrørende havforurening og videnskabelige havundersøgelser har i betydelig grad været koncentreret om at finde en rimelig balance mellem hensynet til den internationale skibsfart og bekæmpelsen af den skibsbaserede havforurening. Man arbejder her med et dansk forslag, der er baseret på, at forureningsbekæmpelsen skal ske på grundlag af internationalt vedtagne regler, og at kontrollen med forurening fra skibe primært henlægges til flagstaten, som pålægges en pligt til at sikre, at dens skibe overholder forureningsbestemmelserne.
 
I 1958-konventionerne var der tale om at give kyststaterne en vis forøget jurisdiktion over kystnære områder. Imidlertid forestillede man sig kun ret begrænsede rettigheder, og det afgørende princip bag reglerne var fortsat den klassiske opfattelse om havenes frihed. Reglen om havenes frihed stammer helt tilbage fra 1600-tallet, og den er baseret på forudsætninger om, at havene er uudtømmelige for rigdomme og store nok til, at al aktivitet kan foregå uhindret. Disse forudsætninger holder ikke mere stik. Skal vi undgå anarki på havbunden, haster det med at få skabt enighed om regler for udnyttelsen. Også Danmark har stor interesse i, at de folkeretlige regler på havet afklares snarest muligt. Det gælder ikke mindst varetagelsen af Grønlands og Færøernes interesser. 
 
 
Litteratur
FN’s 3. havretskonference, Udenrigsministeriets Tidsskrift nr. 11 af 15. marts 1974.
Handbok i folkratt under neutralitet och krig, Stig Jagerskiold och Torgil Wulff, Allmanna Forlaget, Stockholm 1971.
Beretning. FN’s 3. Havretskonference. Mødesamlingen i Caracas, 20. juni-29. august 1974. Udenrigsministeriet, Retsafdelingen, 1974.
Beretning. FN’s 3. Havretskonference. Mødesamlingen i Genéve, 17. marts-9. maj 1975. Udenrigsministeriet, Retsafdelingen, 1975.
 
 
PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_104_aargang_okt.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: