FN-tjeneste i Bosnien-Herzegovina, oplevelse og stress

Jeg vil i denne artikel beskrive mine oplevelser af stress under FN-tjeneste i en krigszone. Indledningsvis vil jeg redegøre for det fundament min enhed byggede på - personellet, dernæst vil jeg beskrive situationen i det nordøstlige Bosnien-Herzegovina i 1994. Ovennævnte håber jeg kan give læseren et et indtryk af eskadronen og de vilkår, den opererede under. I det efterfølgende afsnit vil jeg beskrive konkrete situationer, der opstod under tjenesten, med vægt på reaktioner under og efter kamphandhnger. Afslutningsvis vil jeg give min vurdering af, hvilke faktorer der i særlig grad har indflydelse på soldatens oplevelse af stress, og specielt hvad føreren kan gøre for at reducere stresssituationens indflydelse på soldatens effektivitet.

foto: www.forsvaret.dk

Enheden

Eskadronen, der udgjorde grundstammen i DANSQN hold 2, var 1 Kampvognseskadron/I Panserbataljon/Jydske Dragonregiment. Da enheden blev udpeget i efteråret 1993, havde jeg været chef for den i knap to år. Hovedparten af eskadronens personel sagde ja til at deltage i missionen, og det betød, at eskadronen i høj grad var en sammentømret enhed ved udsendelsen:
- kampvognsbesætningerne havde været enkadreret uden større ændringer i ca. to år
- hovedparten af det personel, der var nødvendig for at ændre organisationen fra en dansk standard-kampvognseskadron til DANSQN, kunne hverves indenfor bataljonen. Bl.a. i kraft af at bataljonchefen valgte at tage med til Bosnien-Herzegovina som næstkommanderende for NORDBAT 2
- ca. 90% af personellet var stampersonel og ca.
- 10% af personellet var værnepligtige uddannet i 1993.

Ovennævnte betød, at personellet i stort omfang havde gjort tjeneste sammen i andre sammenhænge før tjenesten i DANSQN.

Situationen i Bosnien-Herzegovina

Da eskadronen ankom til Tuzla ultimo marts 1994, var den humanitære situation i området relativ dårlig, men i bedring efter den katastrofale vinter 1993/94. FN-
styrkernes forhold til civilbefolkningen var godt. Befolkningen havde store forventninger til FN. Styrkernes tilstedeværelse blev set som et tegn på, at bedre tider var på vej.
Forholdet til de bosniske regeringsstyrker var generelt godt, men der var ikke altid enighed om, hvad FN-styrkeme havde mandat til. F.eks. var den i Status of Forces Agreement (SOFA) fastsatte Freedom of Movement en konstant kilde til uenighed. Uenigheden førte i enkelte tilfælde til et anspændt forhold, men aldrig til magtanvendelse fra nogen af parterne.
Forholdet til de bosniske serbere var meget dårligt. De bosniske serbere havde ikke givet FN noget mandat til at operere i Bosnien-Herzegovina. Fra bosnisk serbisk side blev FN-operationen betragtet som en støtte til Sarajevo-regeringen. Som en konsekvens af ovennævnte blev blå hjelme og hvide køretøjer betragtet som legitime mål. NORDBAT 2 personel blev i perioden fra 8. april til 8. oktober 1994 i 148 tilfælde udsat for beskydning (Firing Close Incidents). Stort set alle beskydninger kom fra bosnisk serbisk side. Kun i ganske få tilfælde blev personellet beskudt med håndvåben, det normale var beskydning med artilleri, morterer, kampvogne, maskinkanoner og tunge maskingeværer.

Opgaven

Eskadronen havde foruden den normale opgave at overvåge situationen i eget ansvarsområde (AOR), en række opgaver der skulle løses eller forberedes løst for bataljonen. Disse opgaver kan bedst kategoriseres som sikringsopgaver. Fælles forsikringsopgaveme var, at eskadronen ville blive indsat som tyngdemiddel, når der var behov for at vise viljen til magtanvendelse. Som eksempel på sikringsopgaver kan nævnes beskyttelse af Tuzla Lufthavn, beskyttelse af civile kroater i Vares området (Dastansko) og undsætningsoperationer til bataljonens observationsposter (OP).Indsættelser
Jeg vil i det følgende give to eksempler på situationer, der geografisk foregik i det samme område, men reaktionerne fra personellet var vidt forskellige i de to situationer.
I løbet af april blev eskadronen flere gange indsat i tilknytning til Tuzla Lufthavn, når området var under beskydning. Disse indsættelser forløb næsten altid efter samme mønster. Beskydning af lufthavnen blev indledt, eskadronen inklusive Forward Air Controller blev indsat i området, og det blev konstateret, hvorfra ilden kom. Det drejede sig næsten altid om artilleri, der stod udenfor kampvognenes rækkevidde. Når dette var konstateret, blev der anmodet om flystøtte, og efter al for lang ventetid blev støtten afslået - vi kunne jo ikke fremvise lig, der kunne retfærdiggøre anvendelsen af kampfly. Lukningen af en lufthavn, hvor nødhjælpen burde være strømmet ind, var ikke grund nok til at anvende magt.
Under disse indsættelser optrådte personellet roligt, der var en god forståelse for, at Tuzla Lufthavn skulle åbnes, og at vi, som den bedst rustede enhed, skulle være i området for at sikre at opgaven kunne løses. Efter indsættelserne om Tuzla Lufthavn kom der mange negative reaktioner fra personellet. Mange følte en stor og berettiget afmagt, affødt af FN's manglende vilje og evne til at løse opgaven. Personellets frustrationer medførte en dyb mistillid til hele systemet. Det førte ti,l at mange stillede spørgsmål ved det fornuftige i, at vi risikerede livet, når den øverste militære og politiske ledelse ikke havde viljen til at yde den nødvendige opbakning. Efter indsættelserne om Tuzla lufthavn trådte jeg frem i medierne og kritiserede manglen på luftstøtte. Jeg havde to bevæggrunde til dette, for det første min egen frustration, for det andet måtte jeg klart demonstrere overfor personellet, hvor min loyalitet lå. Dette var absolut nødvendigt, det næste telefonopkald kunne jo være en ny ordre om at køre til lufthavnen. Den anden situation, jeg vil beskrive, er natten den 29/30 april. Her kom eskadronen i voldsom ildkamp med bosnisk serbiske styrker. I dagene op til den 29. april var situationen gradvist blevet forværret. FN enheder blev i mange tilfælde beskudt. FN anvendte Close Air Support i forbindelse med kampene i Gorazde enklaven, og de bosniske serbere skød et britisk Sea Harrier fly ned ved Gorazde. De bosniske serbere forlangte, at NORDBAT 2 skulle indhente tilladelse forud for anvendelse af vejen, der førte op til OP T2. NORDBAT 2's svar på dette var demonstration af magt, bl.a. eskorterede DANSQN afløsning og forsyninger til OP T2 med kampvogne. Da jeg modtog ordren om at undsætte OP T2 den 29. april om aftenen, var såvel jeg som mit personel klar over, at dette indebar en ganske høj risiko for at komme i kamp. Men der var ikke andre muligheder, svenske soldaters liv var i fare, og kun DANSQN var i besiddelse af de nødvendige magtmidler til at løse opgaven. Under kampen reagerede personellet meget roligt og professionelt, signalerne på eskadronens net lød som under en øvelse i Oksbøl - blot var radiodisciplinen bedre. Under kampen var der på intet tidspunkt optræk til panik, på trods af at vi konstant var under voldsom beskydning. Mandskabets optræden i denne situation, vil for mig altid stå som et bevis på værdien af overindlæring og kamp-
eksercits. Efter denne indsættelse var den første reaktion træthed, det var helt tydeligt, at alle havde behov for hvile efter denne voldsomme psykiske belastning. Den næste reaktion var bekymring for, hvorledes pårørende i Danmark ville reagere når de hørte om træfningen i medierne. For at lette personellet for denne bekymring vedrørende de pårørende, fik alt personel lov til at ringe til Danmark ekstraordinært. Herved sikredes, at alle pårørende kendte til hændelsen og udfaldet, før medierne kunne bringe historien. Som det næste trin blev der gennemført en debriefing i delingsramme. Denne debriefing tjente både et fagligt og en menneskeligt (psykologisk) formål. Debriefingen blev desværre kun gennemført i delingsramme, den burde også have været gennemført i eskadronsramme. Dette blev ikke gennemført, idet jeg var travlt beskæftiget med at skrive rapport for at tilfredsstille foresatte myndigheder såvel i FN systemet som nationalt. Det skulle senere vise sig at være en fejl. En meget vigtig del af enhver debriefing er at klarlægge, hvorledes en situation er blevet opfattet på de forskellige niveauer. I denne debriefing kom min - altså beslutningstagerens - opfattelse af forløbet ikke frem. Dette medførte, at jeg senere blev konfronteret med besynderlige opfattelser af situationen. Disse kan meget vel have været dækkende for en enkelt soldats oplevelser, men de var absolut ikke var dækkende for den samlede situation. Den enkelte soldats, kampvognskommandørs eller delingsførers oplevelse blev ikke sat på plads i helheden. Min konklusion på denne oplevelse er, at der altid skal gennemføres en fuldstændig debriefing indenfor underafdelingen, også hvis dette medfører, at foresatte må vente.

Vurdering

Det er min erfaring, at fire forhold i særlig grad er medvirkende til at fremkalde frustrationer, usikkerhed og stress hos det udsendte personel:
- følelse af afmagt,
- manglende indsigt i hvilken betydning den enkelte har for løsningen af den overordnede opgave,
- bekymring for reaktioner hos de pårørende i Danmark,
- manglende bearbejdning af voldsomme oplevelser.

Ad pind 1 og 2:
Soldaten skal konstant være velinformeret om såvel den generelle situation, som om hvilken betydning enhedens opgave har for løsningen af den overordnede opgave. At give soldaten tilstrækkelig information er ikke et spørgsmål om at give ham muligheden for at få den. Han skal tvinges til at modtage informationen. Når en soldat eller enhed pålægges en opgave, skal føreren altid kunne informere om, hvorfor netop denne opgave skal løses. Kan føreren ikke besvare et "hvorfor", får han et problem.

Ad pind 3:
Forholdet til de pårørende er meget vigtig for soldatens effektivitet. En begrundet eller ubegrundet angst for, at de pårørende er bekymrede, skal fjernes. I eskadronen etablerede vi en telefonkæde, der gav os muhghed for at informere de pårørende hurtigt. Dette system viste sig at være godt. Når der forekom alvorhge hændelser, kunne vi informere hjemmefronten, før pressen gjorde det.

Ad pind 4:
Voldsomme oplevelser skal altid bearbejdes på alle niveauer. Denne bearbejdning tjener det formål, at den enkelte kommer af med ubehagelige oplevelser, samt at han kan sætte sine oplevelser på plads i helheden. Skal stress undgås, er det afgørende, at den enkelte har et afklaret forhold til de oplevelser, han har været igennem.

Afslutning

Når FN tjenesten er slut, venter det store øjeblik - hjemkomsten. Denne for den enkelte store og meget vigtige begivenhed, vil jeg knytte et par kommentarer til. Efter min opfattelse er modtagelsen i Danmark utrolig vigtig for soldatens samlede oplevelse af FN-tjenesten. Op til missionsophøret var vore svenske venner travlt optaget af, om der var hornorkester tilstede i lufthavnen ved alle rotationsholds ankomst til Sverige. Et andet vigtigt spørgsmål var, om den svenske forsvarschefs fortjenstmedalje ville bhve udleveret med eller uden den bosniske hlje. Som dansker havde man ikke den slags problemer. Vort problem var, om de pårørende kunne få lov til at modtage os på flyvestationen. Det fik de ikke, idet det blev tillagt større vægt, at toldvæsenet havde arbejdsro, når bagagen skulle kontrolleres. Denne modtagelse i fædrelandet førte ikke til mange rosende bemærkninger fra mandskabets side. I forbindelse med debriefingen i Danmark gav FCL en udmærket orientering om mulige efterreaktioner. Efter at have været igennem hele processen er der to spørgsmål, der står tilbage for mig. Hvorfor bliver der ofret så mange kræfter på at orientere ved hjemkomsten, skal tyngden ikke lægges i at forebygge og uddanne, så vi bliver bedre til at håndtere situationen, når vi står i den. Med andre ord hvorfor lægges tyngden af FCL's arbejde ikke før udsendelsen ?
Det andet spørgsmål er, bør der ikke ofres lidt flere ressourcer på at festliggøre hjemkomsten, eller er den ligeså betydningsløs, som vi forsøger at gøre den ?

Litteraturliste

Del: