FN-styrker i retlig belysning

Den hidtil på dansk foreliggende litteratur om FN-styrker har været yderst sparsom, og man åbner derfor universitetslektor Ole Espersens nye bog, FN-styrker i retlig belysning (Juristforbundets forlag, maj 1965), med den største forventning og forhåbning. Titlen kan måske gøre en lidt ængstelig for, at den i form, fremtræden og indhold vil være så strengt videnskabelig, at den vil være for vanskeligt tilgængelig for ikke-lovkyndige. Såvidt det står til en lægmand at bedømme, er den vel strengt videnskabelig, men hele fremstillingsformen og bogens logiske opbygning gør den vel tilgængelig for alle, som interesserer sig for de Forenede Nationers fredsbevarende operationer.

Bogen indeholder følgende afsnit:

FN-Pagtens hjemmel for oprettelse og anvendelse af FN-styrker. Dette afsnit er vel nok den vanskeligst tilgængelige del af bogen (livad der dog ikke bør afskrække nogen fra at læse videre, måske endog på bekostning af et grundigt studium af dette afsnits 32 sider). Ønsker man at komme til erkendelse af dette komplicerede problem, hvilket meget kan anbefales, er det hensigtsmæssigt at have FN-Pagten ved siden af bogen, når dette afsnit læses, og slå op i denne, efterhånden som der refereres til pagtens artikler. Selv en læser, som ikke måtte ønske at gå helt i dybden, vil dog i hvert fald komme til erkendelse af, at det ikke er mærkeligt, at så megen diskussion kan opstå om dette emne.

Vedrørende dette afsnits omtale af operationernes financiering (pag. 35), hvor det er omtalt som en undtagelse, at Saudi Arabien og Den Forenede Arabiske Republik delte udgifterne til FN-operationen i Yemen imellem sig, burde det nok også have været anført, at FN-operationen i West New Guinea (West Irian) blev betalt af de to umiddelbart involverede parter, Nederlandene og Indinesien. Det må tages i betragtning, at en sådan financieringsform vel ikke kan kaldes en regel, men heller ikke længere en undtagelse.

Den hidtidige anvendelse af internationale styrker. I dette afsnit, som spænder over 128 sider, gives en kort gennemgang først af Folkeforbundets virksomhed i så henseende og derefter af de Forenede Nationers operationer før 1956 i Grækenland, Kashmir, Palæstina og Korea. Resten af afsnittet giver en grundig oversigt over FN-operationeme i Mellemøsten (UNEF), Libanon (UNOGIL), Congo (ONUC) og Cypern (UNFICYP) og konkluderer i en række sammenfattende betragtninger vedrørende UNEF, ONUC og UNFICYP. Hver enkelt operation er yderst klart og logisk behandlet, omfattende baggrunden for operationen, initiativet til denne, beslutningen om styrkens oprettelse og dens formål, hjemmelen for operationen, dens politiske og militære kommandoforhold, opholds- statens og de styrkebidragende landes muligheder for at øve indflydelse, jurisdiktionskompetence, rekruttering og udrustning, financiering og operationens virksomhed og resultater.

Det må egentlig beklages, at forfatteren ikke har fundet anledning til lige så grundigt at behandle FN’s operation i West New Guinea (West Irian), Denne operation er fra flere sider erkendt som værende en af de Forenede Nationers mest vellykkede, bl. a. fordi tilstedeværelsen af FN- tropper i den periode, da landet overgik fra hollandsk til indonesisk overhøjhed, var stærkt medvirkende til denne proces’ friktionsløse forløb. Det er endvidere første gang, de Forenede Nationer har haft til opgave at varetage alle de virksomheder, som følger med en fuldstændig administration af et landområde. Udover den særlige financieringsform er der tillige et andet forhold, som er af særlig interesse ved denne operation, nemlig at USA deltog med et mindre kontingent af US Air Force. Der er således nu med det britiske kontingent på Cypern to undtagelser fra den uskrevne, men almindeligt anerkendte regel om, at permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke stiller troppekontingenter til rådighed for FN-operationer.

I de sammenfattende bemærkninger er draget en række paralleller mellem de behandlede operationer, som — rigtigt udnyttet — burde give stødet til en grundig behandling af en serie problemer med henblik på fremtidige FN-operationer. I denne forbindelse kan ikke tilbageholdes et oprigtigt ønske om, at denne bog må blive oversat til engelsk, således at dens klare fremstilling og problemstilling må kunne give yderligere initiativ til udvikling af grundlag og grundsætninger for fremtidige FN- operationer.

Under jurisdiktionskompetencen er grundigt behandlet bl. a. de nationale kontingenters og de enkelte individers retlige stilling. Herunder er et aspekt udeladt; det er forklaret, at afstraffelse og anvendelse af disciplinære midler må ske i henhold til nationale love og bestemmelser. Eftersom sådanne nationale bestemmelser er afvigende fra land til land, giver dette forhold anledning til forskel i straffeudmåling for den samme forseelse, udøvet af medlemmer af forskellige nationale kontingenter. Det kan være vanskeligt for den menige soldat at forstå retfærdigheden heri, men på den anden side er det vanskeligt at se, hvorledes man kan komme udenom problemet. I Congo blev der gjort et spædt forsøg på at komme frem til et fælles sæt af straffebestemmelser for ONUC, men forsøget faldt meget hurtigt til jorden. Det havde været interessant at høre forfatterens kommentarer til dette specielle forhold, som spiller en rolle for troppernes moral i operationsområderne.

Et par små skønhedspletter må fremholdes.

Forfatteren opererer med både »kommandokæden« og »kommandovejen« ; det giver ingen forståelsesvanskeligheder, men det havde forskønnet fremstillingen, om han havde holdt sig til den sidste — korrekt danske — betegnelse.

På side 122 anfører forfatteren, at ONUC rådede over både kampvogne og bombemaskiner. Ingen af delene er rigtige. ONUC havde spejdervogne og pansrede mandskabsvogne samt jagerfly, hvoraf nogle var i stand til at medføre mindre bomber og raketter, men egentlige bombefly indgik ikke i styrken.

På side 143 anføres, at Østrig deltager i Cypern-aktionen med militært personel udover det østrigske felthospital. Dette er ikke korrekt. Østrigs FN-repræsentation på Cypern omfatter kun felthospitalet og et civilt politikontingent.

På side 166 meddeles, at England leverer halvdelen af UNFICYP’s mandskab. Dette er ikke rigtigt. Da FN oprettede UNFICYP, var der et par dage, da hele styrken var engelsk, og dens internationale karakter udgjordes af den indiske general Gyani som Force Commander, men det britiske kontingent reduceredes — meget efter engelsk ønske — i takt med ankomsten af andre troppekontingenter, således at det britiske troppekontingent hurtigt kom ned på samme størrelsesorden som de canadiske, danske, finske, irske og svenske kontingenter.

På side 167 hævdes, at ialt 27 forskellige lande har bidraget med soldater og officerer til FN-operationer. Det er altfor beskedent. Alene i Congo-operationen deltog 35 lande.

På side 155 mener forfatteren, at »den militære ledelse (formentlig på New York plan) liar ikke givet anledning til vanskeligheder af strukturel karakter«. Rigtigheden af denne påstand er vel noget diskutabel. Forfatteren har selv påvist, at de Forenede Nationers generalstabskomite er uden værdi for den nuværende form for FN-operationer. Det turde være ubestridt, at Generalsekretæren i den ham pålagte ansvarsstilling har behov for umiddelbart at have adgang til kvalificeret militær rådgivning både i operative, organisatoriske og forsyningsmæssige spørgsmål. Dette behov har hidtil delvis været tilgodeset mere eller mindre af improvisationens vej. Der er imidlertid ikke tvivl om, at dette forhold må ordnes på mere permanent basis. Generalstabskomiteen er, som anført, ingen udvej i den nuværende situation. Det er iøvrigt også meget tvivlsomt, hvorvidt de lande, som stiller kontingenter til rådighed — og forøvrigt også andre lande — ville kunne akceptere, at stabscheferne fra de permanente medlemmer af sikkerhedsrådet udgør det organ, som skal rådgive de Forenede Nationer om militære problemer; dette organ kan ikke forventes at repræsentere den absolutte neutralitet, som må være en betingelse i så henseende.

Uniting for Peace resolutionen anviser en anden udvej, men ingen permanent tilfredsstillende ordning findes, og problemets løsning trænger sig på i stedse stigende grad i takt med opstillingen af de nationale beredskabsstyrker, ja kan måske endog af nogle lande betragtes som en betingelse for at træffe beredskabsforanstaltninger.

Det er med den største glæde, man på side 149 læser forfatterens anskuelser om, at FN-styrker kan få betydning selv i situationer, hvor stormagstinteresser er involveret, og at FN-sikkerhedsstyrker medfører en indskrænkning i staternes »politiske muligheder for at bolde FN ude fra visse, og typisk de mest ømtålelige, af deres interessesfærer«.

Man kan også kun tiltræde forfatterens mening om, at varig fred »skabes ikke ved hjælp af soldater, heller ikke FN-soldater; de kan kun være et middel til sikring af vækstvilkårene, for den, forhåbentlig, voksende internationale forståelse, der alene kan give os sikkerhed«. De, som taler nedsættende om FN-operationer, ja endog betegner dem som ufreds- bevarende, kunne nok have behov for at skrive sig dette bag øret. FN- styrkernes opgave er at skabe og opretholde ro, orden og lovlige tilstande, medens politikerne løser problemerne, som altid er af politisk natur.

Forsøg på at skabe permanente sikkerhedsstyrker under FN behandler de anstrengelser i så henseende, som bl. a. er foreskrevet i FN-Pagten, men som hidtil har vist sig resultatløse.

Oprettelse af permanente, nationale beredskabsstyrker til rådighed for FN er behandlet på ca. 40 sider og giver grundige og klart dokumenterede oplysninger om status i dag for alle de lande, hvis initiativ har manifesteret sig i egentlige foranstaltninger. Det skal hertil føjes, at England fonylig har tilbudt at give forsyningsmæssig støtte til en FN-styrke på syv infanteribatailloner på samme vilkår, som de øvrige lande har tilbudt deres støtte. Under Canada (pag. 202) må tilføjes, at dette land også deltog i FN-operationen på West New Guinea (West Irian). På side 192 omtales en »læsegruppe« som indgående i den danske beredskabsstyrke; det er vist en kedelig trykfejl, mon ikke der skal stå »lægegruppe«, som iøvrigt heller ikke er nogen dækkende betegnelse.

FN og de folkeretlige regler om krigsførelse danner det afsluttende afsnit.

Har man kæmpet sig gennem det første, lidt brydsomme afsnit, vil man finde læsningen af resten af bogen let og yderst udbytterig.

Det er på tide, at man kommer til erkendelse af, at Danmark spiller en rolle for verdensfredens opretholdelse gennem deltagelse i de Forenede Nationers fredsbevarende operationer, og at man derfor har en pligt til at sætte sig ind i de relevante problemer. Det er efterhånden snarere en regel end en undtagelse, at en officer i en eller flere perioder af sin tjeneste kommer til at forrette FN-tjeneste. Men hvor meget ved hærens befalingsmænd om de principper, der ligger til grund for FN’s operationer? — Ikke meget. Det er derfor også på tide, at undervisning heri tages op i hvert fald på forsvarets højere læreanstalter og ligeledes, at man ved selvstudium sætter sig ind i problemerne. I denne bog er en kilde med rige oplysninger om dette emne, som i stedse stigende grad gennem årene har været en del af hærens liv. Denne bog bør findes i ethvert militært håndbibliotek og også på reolen hos de officerer, som tager den danske deltagelse i FN-operationer alvorligt.

L. M. K. Skern

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon fn-styrker_i_retlig_belysning.pdf

Del: