Flyvevåbnets tjenestefelt 76 jordforsvar

Igennem en lang årrække har personel af alle kategorier og af alle grader udført et stort og påskønnelsesværdigt arbejde inden for flyvevåbnets tjenestefelt 76 - jordforsvar. Ved nedlæggelsen af tjenestefelt 76 må det være naturligt at se tilbage på de tanker, der har rørt sig vedrørende forsvaret af flyvevåbnets etablissementer, og de vilkår personellet har haft at virke under. Chefen for flyvevåbnets sergent- og reserveofficersskole, oberst V,P. Kofod, redegør her for tjenestefeltets omskiftelige historie.

 

Det danske flyvevåben blev oprettet ved lov nr. 276 af 18 juni 1951. Personel af hærens flyvertropper og søværnets flyvevæsen overførtes til det nye værn, men det var ganske utilstrækkeligt og mere måtte fremskaffes. Som en midlertidig ordning udlånte hæren personel til flyvevåbnet til varetagelse af uddannelsesmæssige, administrative og bevogtningsmæssige opgaver. Men også hæren manglede befalingsmænd og det i en sådan grad, at den i 1952 startede en hvervekampagne blandt sine hjemsendte befalingsmænd ved udsendelsen af pjecen »Hæren har brug for Dem!«, den pjece, der i forbindelse med de personelreduktioner, der nu finder sted i forsvaret, har givet anledning til megen diskussion, idet det hævdes, at den har lovet mere, end den har kunnet holde.

Da flyvevåbnet som nyoprettet værn ikke havde hjemsendt personel at trække på, havde hæren indvilliget i at stille 200 af sine hjemsendte sekondløjtnanter, der ønskede at knytte deres fremtid til forsvaret, til rådighed for flyvevåbnet med anvendelse inden for specialtjenesten for øje. Således som situationen udviklede sig i Europa i tiden umiddelbart efter flyvevåbnets oprettelse, turde man ikke se bort fra muligheden af nye krigshandlinger og i denne sammenhæng af kupforsøg rettet mod flyvevåbnets etablissementer. Flyverkommandoen fandt derfor, at der til stadighed skulle være en passende styrke på hver flyvestation til varetagelse af de bevogtningsmæs- sige opgaver og til øjeblikkelig indsættelse i tilfælde af kupforsøg. Hæren kunne imidlertid ikke afse styrker til sikring af flyvevåbnets baser, dertil stillede sikring af landegrænsen og opretholdelsen af en styrke i Tyskland for store krav, og hjemmeværnet var endnu i sin vorden. Dette fremkaldte i flyverkommandoen ønsket om selv at uddanne og opstille de fornødne styrker til sikring af baserne. I de forhandlinger, der blev ført om sagen, kom personelspørgsmålet naturligvis til at spille en væsentlig rolle.

Skønt hæren stadig selv manglede befalingsmænd, viste den sig endnu engang imødekommende og indvilligede i at afgive det strengt fornødne antal officerer til oprettelse af styrkerne, ligesom den gik med til, at der af hvert hold, der gik ud fra hærens officersskole, skulle tilgå flyvevåbnet et antal officerer til udbygning af styrkerne. I øvrigt blev der åbnet flyvevåbnet mulighed for at sende elever på hærens officersskole, hærens fen- rikskole og fodfolkets reserveofficersskole, hvorimod flyvevåbnet nu selv skulle uddanne sergenter og korporaler, der hidtil var blevet uddannet ved hærens skoler. Fem lokalforsvarsbataljoner, der af hæren var under opstilling i tilslutning til flyvestationerne, påregnede man overført til flyvevåbnet med materiel og designeret personel. Den 1 november 1951 modtog flyvevåbnet de første tre linieofficerer fra hæren, idet forsvarsministeriet ansatte en oberst og to oberstløjtnanter til rådighed for flyverkommandoen.

Flyverkommandoen bestemte, at obersten skulle forrette tjeneste som jordforsvarsinspektør i flyvevåbnet, og at oberstløjtnanterne skulle forrette tjeneste ved henholdsvis østre og vestre flyvebasiskommando. De skulle virke som faglige hjælpere for de respektive chefer i alle spørgsmål vedrørende jordforsvaret af flyvepladserne, og sideløbende hermed skulle de føre kommandoen over henholdsvis rekrutskole øst og rekrutskole vest. Flyverkommandobefaling nr. 88 af 2 november 1951 indeholder den første, foreløbige instruks for jordforsvarsinspektøren. Den kom til at gælde til 1955 og lyder: 

Foreløbig instruks for jordforsvarsinspektøren.
 
1. Oberst til rådighed for flyverkommandoen i jordforsvarsanliggender m.v. benævnes internt jordforsvarsinspektøren.
2. Jordforsvarsinspektøren er chefen for flyvevåbnets rådgiver i alle spørgsmål vedrørende jordforsvarsanliggender, ødelæggelsesforanstaltninger og den indre sikkerhed for hele flyvevåbnet.
3. Han udarbejder forslag til direktiver for det lokale jordforsvar af flyvevåbnets anlæg, til ødelæggelsesforanstaltninger vedrørende flyvevåbnets anlæg samt den interne sikkerhed, herunder kontrol med adgang til flyvevåbnets anlæg for alle personeU kategorier.
4. Han udarbejder forslag til uddannelsesprogrammer for det under flyvestationsbataU jonerne og stationseskadrillerne hørende personel, samt træningsprogrammer for det i jordforsvaret m.v. af flyvevåbnets anlæg deltagende personel af flyvevåbnet.
5. Han har adgang til inden for hele flyvevåbnet at holde sig orienteret om alle for hold vedrørende sit specialtjenesteområde med det formål til enhver tid at kunne holde chefen for flyvevåbnet underrettet om den øjeblikkelige tilstand, men han har ikke direkte myndighed over for enheder m.v. i flyvevåbnet. '
 
sign. C. Førslev.
 
 
Det var på det tidspunkt flyverkommandoens plan at skabe en jordforsvarsorganisation, der skulle omfatte:
- et jordforsvarsinspektorat
- to flyvebasisregimenter
- to rekrutskoler og
- seks flyvestationseskadriller (forstærkede lette maskingeværeskadriller).
 
Som afslutning på de førte forhandlinger bestemte forsvarsministeriet i 1952, at flyvevåbnet skulle være ansvarligt for flyvestationernes kupberedskab og lokalforsvar (perimeterforsvar), medens hæren skulle være ansvarlig for forsvaret af de områder, hvori flyvestationerne er beliggende. Kundgørelse for forsvaret A 166 af 22 december 1952, pkt. 1 bekendtgjorde herefter, at et antal befalingsmænd af hæren efter ansøgning kunne forsættes til flyvevåbnet, hvor de ville blive anvendt ved enkadrering og uddannelse af flyvevåbnets styrker til forsvar af flyvestationerne. Det drejede sig om:
a) 5 oberstløjtnanter eller kaptajner
b) 4 kaptajner eller kaptajnløjtnanter
c) 4 kaptajnløjtnanter, premierløjtnanter eller tjenestemandsansatte sekondløjtnanter og
d) 5 premierløjtnanter, løjtnanter af reserven eller tjenestemandsansatte sekondløjtnanter.
 
De under a) nævnte skulle alle være af linien. Blandt de under b)-d) nævnte ville officerer af reserven eller i nummer i reserven, der har påtaget sig eller ønskede at påtage sig fuld vedvarende tjeneste, komme i betragtning. I kundgørelse for forsvaret A 67 af 4 juni 1953, pkt. 1. blev det meddelt, at 2 oberstløjtnanter af reserven, 9 kaptajner, 2 kaptajnløjtnanter og 2 premierløjtnanter alle af linien og 2 løjtnanter af reserven var blevet forsat fra hæren til flyvevåbnet. Den 5 maj 1953 modtog flyvevåbnet hovedparten af de officerer, hærkommandoen var gået ind på at frigøre, og resten meldte sig til tjeneste inden årets udgang. Ved forsættelsen rykkede de ind på deres naturlige plads i den militære rækkefølge for officerer af flyvevåbnet. Opbygningen af jordforsvarsorganisationen tog nu for alvor fart. Cheferne for de fire store flyvestationer fik hver en faglig hjælper på det jordforsvarsmæssige område, nemlig en jordforsvarsofficer, der var leder af den jordforsvarsafdeling, der nu indgik i flyvestationsorganisa- tionen.
 
Det var jordforsvars officerens opgave at tilrettelægge, lede og kontrollere den landmilitære tjeneste på flyvestationsplan, og han havde til sin rådighed en mindre politistyrke til løsning af de bevogtningsmæssige opgaver samt en mindre taktisk enhed, der blev benævnt kupeskadrille.
Kupeskadrilleme blev opstillet med:
- et opklaringselement benævnt jeepsektionen
- et let element i hovedsagen formeret som et let infanterikompagni
- et tungt element bestående af 1 tung maskingeværsektion (7,62 mm), 1 mortersektion (81 mm), 1 kanonsektion (37 mm) og 1 luftværnsdeling (20 mm) samt
- en pionergruppe
 
Eskadrillen var motoriseret og besad en ikke ringe ildkraft. Styrken var 212 mand. Kupeskadrillerne blev inden længe de mobile, slagkraftige kampenheder, man havde ønsket, og de fik gennem samlede øvelser også en vis rutine i at optræde i bataljonsramme. Igennem en årrække deltog de i hærens samlede øvelser, hvor de fik lejlighed til at dokumentere deres duelighed og effektivitet. Der har fra øvelsesledelsens side kun lydt rosende ord om kupeskadrillernes indsats. Ved mobilisering påregnede man at formere et antal flyvestationsbatal- joner - 1-2 pr. flyvestation - idet man ønskede at udnytte den betydelige og veluddannede mobiliseringsstyrke, man hurtigt ville komme til at råde over. Man kom imidlertid aldrig ud over kupeskadrilleramme, idet man i 1954 opgav tanken om at overføre de fem lokalforsvarsbataljoner fra hæren til flyvevåbnet, og i marts 1955 bestemte forsvarsministeriet, at jord- forsvarsstyrkerne i flyvevåbnet kun skulle omfatte:
Pr. flyv estation: en forstærket maskingeværeskadrille og en politideling og ved mobilisering yderligere en forstærket maskingeværeskadrille.
Pr. radarstation :en politideling. I flyvevåbnets organisation fandt der i løbet af 1955 flere ændringer sted. Det skete efter forslag fra Air Chief Marshal Saunders, RAF, der af den daværende forsvarsminister var blevet hidkaldt som rådgiver for flyverkommandoen. En af ændringerne betød, at flyverkommandoens forskellige inspektorater blev nedlagt.
 
Man bibeholdt dog jordforsvarsinspektøren, der blev chef for den pr. 15 december 1955 nyoprettede afdeling under flyverstaben, benævnt jord- forsvarsafdelingen. Jordforsvarsinspektøren var herefter i visse sager direkte ansvarlig over for chefen for flyvevåbnet, i andre over for chefen for flyverstaben. En ændring af flyvestationsorganisationen, gennemført i juli måned samme år, medførte bl.a. at flyvestationens jordforsvarsafdeling blev reduceret til sektion og underlagt den nyoprettede administrationsafdeling. Ved basiskommandoemes nedlæggelse pr. 15 marts 1955 var rekrutskolerne blevet underlagt flyverkommandoen, men ved træningskommandoens oprettelse pr. 1 maj 1955 blev de sammen med flyvevåbnets øvrige skoler underlagt denne.
 
Med den ramme, forsvarsministeriet havde sat for flyvevåbnets jordforsvarstyrker, stod det flyverkommandoen klart, at den kun kunne påtage sig ansvaret for selve bevogtningen af egne etablissementer. De drøftelser, der blev ført om sagen, resulterede i, at forsvarsministeriet i maj måned 1957 bestemte, at flyvevåbnet skulle varetage kupforsvaret af samtlige af flyvevåbnet permanent benyttede anlæg, medens kupforsvaret af flyvestationer, der ikke var permanent benyttede af flyvevåbnet, skulle varetages af de respektive regioner, indtil enheder af flyvevåbnet blev forlagt til de pågældende flyvestationer. Hæren var ansvarlig for forsvaret af hele det område, i hvilket flyvevåbnets anlæg er beliggende (lokalforsvaret).
 
I erkendelse af at situationen nu var en helt anden end den, der havde motiveret overførelsen af personel fra hæren til flyvevåbnet, indstillede flyverkommandoen til forsvarsministeriet, at der blev skabt mulighed for, at det personel, der ønskede det, kunne vende tilbage til hæren. Det måtte dog være en forudsætning, at hæren stillede personel til rådighed på lånebasis. Hæren kunne ikke gå med til denne ordning, som man jo netop havde været interesseret i at få likvideret, da man i sin tid forhandlede personelspørgsmålet. Den erklærede sig dog villig til at modtage de yngste linieofficerer - flyverløjtnanter og kaptajnløjtnanter - der måtte ønske det. 2 flyverløjtnanter benyttede sig af muligheden og blev forsat til hæren pr. 1 september 1962.
 
Nyordningen betød, at avancementsmulighedeme blev væsentlig forringet for de officerer og øvrige befalingsmænd, der i flyvevåbnets personelklassifikationssystem af 1 april 1955 (FLV PUB 73-1) indgik i tjenestefelt 76 - jordforsvar. Flyvevåbnet ønskede nemlig ikke at anvende 76- feltets linieofficerer uden for deres fagområde, og med forsvarsministeriets billigelse oprettede man en særlig avancementslinie for »Officerer af infanterilinien m.fl.« med særlig plads i håndbogen. Denne ordning blev opretholdt indtil 10. luftvæmsafdeling - udstyret med NIKE luftvæmsraketter - i 1962 blev overført fra hæren til flyvevåbnet, hvor den indgik i organisationen under benævnelsen luftværns- gruppen. Ved raketternes overførelse blev et større antal officerer og befalingsmænd af fenrikgruppen forsat fra hæren til flyvevåbnet pr. 1 maj 1963, og vel nok som en dyd af nødvendighed bekendte flyvevåbnet sig nu til den fuldstændige integrerings princip med én avancementssøjle for samtlige linieofficerer.
 
Overførelsen af raketterne kom for de unge infanteriofficerer til at btyde, at de kunne opnå omskoling til rakettjeneste, og ikke så få har udnyttet denne mulighed. Revisionen af forsvarslovene, der i begyndelsen af 1960 resulterede i det såkaldte forsvarsforlig, medførte, at der blev truffet beslutning om at nedlægge kupeskadrillerne ved flyvevåbnet. Man fandt dette forsvarligt, dels som følge af at flyvevåbnet nu var i stand til at overvåge luftrummet og i givet fald allerede i luften imødegå et kupforsøg udefra, dels som følge af hærens forbedrede og stadig stigende evne til at medvirke ved sikringen af flyvevåbnets etablissementer. Kupeskadrillerne blev nedlagt pr. 1 november 1960. I forbindelse hermed blev de eksisterende politidelinger på flyvestationerne udbygget til politieskadriller, der skulle varetage bevogtningstjenesten, og som ikke er taktiske enheder.
 
Pr. 25 september 1960 trådte en ny ansvarsfordeling i kraft for bevogtning og forsvar af flyvevåbnets etablissementer. Den siger kort og godt, at hæren er ansvarlig for forsvaret af flyvevåbnets etablissementer, og at flyvevåbnet er ansvarlig for bevogtning og indre nærforsvar. Stillingen som jordforsvarsinspektør ved flyvevåbnet blev nedlagt pr. 10 maj 1961, men jordforsvarsafdelingen i flyverstaben blev bibeholdt til 1 august 1963. Da blev også den nedlagt, og dens opgaver blev fordelt på de øvrige afdelinger. Pr. samme dato blev der oprettet en stilling som stabsj ordfo rs v ars off icer ved flyverstaben. Stabsjordforsvarsofficeren er rådgiver for chefen for flyverstaben og for flyverstabens adelinger i sager af jordforsvarsmæssig karakter. Stillingen har været ubesat siden 1 august 1967.
 
Ved reglement for flyvevåbnet P-6 personelklassifikation, der pr. 15 oktober 1964 afløste den i april 1955 udsendte publikation FLV PUB 73-1, fik tjenestefelt 76 navneforandring fra jordforsvar til marktjeneste. Motiveringen var den, at den ændrede placering af ansvaret for jordforsvaret af flyvevåbnets etablissementer gjorde den hidtidige betegnelse misvisende. Nu hører ikke alene begrebet jordforsvar, men også tjenestefelt 76 fortiden til i flyvevåbnet, idet chefen for flyvevåbnet ved sin skrivelse PP 501.12/8395 af 29 december 1972 meddelte, at tjenstefelt 76 nedlægges med udgangen af juli måned 1973. Dermed bristede så den sæbeboble, der blev blæst op i 1952, og som blev kaldt flyvevåbnets jordforsvar. Man kan vel undre sig over, at det ikke skete allerede i 1960 i forbindelse med kupeskadrillernes - de taktiske styrkers - nedlæggelse, det havde været et passende tidspunkt. Den gang havde flyvevåbnet imidlertid ingen mulighed for at skille sig af med personellet. At boblen måtte briste kan næppe undre nogen, flyvevåbnets daværende chef havde ikke sit personel bag sig i denne sag.
 
Forsvaret af flyvevåbnets anlæg er en sag, hvori indgår såvel flyvevåben- som hærinteresser. Hvilket af de to værn, der har haft størst fordel af samarbejdet, således som det har formet sig på dette område, kan selvfølgelig diskuteres. Rent umiddelbart forekommer det at være flyvevåbnet. Flyvevåbnet har i en situation, hvor manglen på befalingsmænd var katastrofal i alle værn, skaffet sig rådighed over et antal af hærens officerer, har kunnet udnytte dem efter behag og har, nu der ikke længere er brug for dem, kunnet skille sig af med dem. Endvidere har flyvevåbnet ved de reduktioner, der med mellemrum er blevet påtvunget forsvaret, hver gang i vid udstrækning kunnet skære ned for hærens regning, idet man har reduceret jordforsvarsstyrkeme med større ansvarsbyrde for hæren til følge. En uholdbar situation er nu bragt til ophør, og et kapitel i flyvevåbnets historie er afsluttet, et kapitel som værket »Flyvevåbnets historie og udvikling«, redigeret af M. Friis Møller i 1966, er gået helt udenom.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_nov.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: