Flystyrkers muligheder i Bosnien!

Denne artikel er udarbejdet som en analyse til Ugebrevet Mandag Morgen af major W.K. Christensen. Analysen har været bragt i uddrag i magasinet den 31 januar. Major W.K. Christensen er lærer i Faggruppe Operationer og Logistik ved Forsvarsakademiet og har sin operative baggrund i flyvevåbnets Kontrol- og Varslingsgruppe.

 

Indledning
En af de mest bragte citater fra Clausewitz’s Von Kriege er konstateringen af, at Krig blot er fortsættelsen af politikken med andre midler. Dette betyder, at det politiske mål altid skal holdes for øje - krigen er blot et middel til at opnå dette. KrigenÆrug af militære magtmidler kan således ikke ses som en isoleret handling Det faktum, at militære mål altid er undergivet politiske mål, betyder, at en ren militær vurdering af forslagene om at indsætte NATO flystyrker til støtte for FN- operationeme i Bosnien-Hercegovina ikke vil give et komplet billede  -den politiske baggrund må nødvendigvis inddrages, når mulighederne for succes eller fiasko vurderes.

FN-resolutioneme
FN-Resolution 836, der for første gang direkte omtaler muligheden for indsættelse af flystyrker til støtte for United Nations Protection Force (UNPROFOR), har sin baggrund i en lang række resolutioner siden FN for alvor begyndte at interessere sig for situationen i det tidligere Jugoslavien i efteråret 1991. Den egenthge indsættelse af miUtære styrker i fredsbevarende rolle blev initieret med Resolution 743 af 21. februar 1992, der omhandlede oprettelsen af UNPROFOR I med primær rolle i Kroatien. Styrkens opgave var at skabe de nødvendige betingelser for fred og sikkerhed samt initiere en våbenhvile, som kunne skabe forad- sætninger for en fredsplan. Henset til opgaven var styrkens muligheder for indsættelse af magtmidler begrænset, idet mandatet kun gav tilladelse til selvforsvar. Situationen i Kroatien har gennem længere tid har været rolig - problemet vedrørende de serbiske enklaver i Krajina er dog ikke blevet løst.
 
Allerede i juni 1992 havde konflikten i Bosnien-Hercegovina en sådan intensitet, at UNPROFOR I ved Resolution 761 fik til at opgave at sikre driften af Sarajevo lufthavn og dermed gøre det muligt at fortsætte nødhjælpsflyv- ningeme. Muligheden for indsættelse af magtmidler var stadig begrænset til selvforsvar; men paragraf 4 i resolutionen udelukkede ikke bragen af other measures, hvis nødhjælpsforsyningerne blev forhindret. I august 1992 vedtog sikkerhedsrådet Resolution 770 vedrørende sikring af nødhjælpsforsyningerne til andre dele af Bosnien Hercegovina, og i september 1992 blev det - med baggrund i Resolution 743 og 770  -med Resolution 776 besluttet at oprette UNPROFOR II i Bosnien-Hercegovina. UNPROFOR II opgave var at bistå med militæreskorte til nødhjælpsforsyninger samt varetage bevogtningen af nødhjælpsdeporter. Danmark bidrog med et hovedkvarterskompagni samt et mindre antal observatører. Også for denne nye styrke var muligheden for indsættelse af magtmidler begrænset til selvforsvar; men i resolutionens paragraf 4 blev det understreget, at yderligere midler til at sikre styrkens sikkerhed blev overvejet.
 
Rapporter om udstrakt brug af flystyrker specielt fra bosnisk-serbisk side udløste Resolution 781 af 9. oktober 1992, hvor det blev besluttet at oprette et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina. Resolutionen omtalte ikke noget om brug af magtmidler, hvis forbudet ikke blev overholdt. Med Resolution 786 blev flyveforbudet understreget, og antallet af observatører øget. På grund af fortsatte krænkelser af luftrummet over Bosnien- Hercegovina godkendte FN med Resolution 816 af 16. april 1993 militær håndhævelse af flyveforbudet. NATO påtog sig denne opgave, og patruljering med jagerfly støttet af Airborne Warning And Control (AWAC) over Bosnien-Hercegovina blev initieret. Grundet meget restriktive regler for anvendelsen af militære magtmidler har håndhævelsen af flyveforbudet ikke været særligt effektiv - især hvad gælder helikoptere og lette fly. Der har været mere end 600 registrerede krænkelser siden starten af forbudet. I langt de fleste tilfælde lander de krænkende fly/helikoptere dog hurtigst muligt, hvis de bliver fanget af et NATO-jagerfly.
 
FNs militære rolle i Bosnien-Hercegovina tog en ny vending med Resolution 819 af 16. april 1993, hvor byen Srebrenica blev erklæret Sikkert Område {Safe Area), hvilket indebærer, at alle væbnede angreb eller andre fjendtlige handlinger mod området forbydes. Resolutionen omtalte ingen brug af militære magtmidler; men UNPROFOR II blev beordret til at forøge sin tilstedeværelse i området. Med Resolution 824 af 6. maj blev Sarajevo, Tuzla, Zepa, Gorazde, Bihac ligeledes erklæret Sikre Områder, og kort efter blev også Mostar erklæret Sikkert Område. Udover forbud mod fjendtlige handlinger som i Resolution 819 krævede Resolution 824 fri og uhindret adgang for FN-styrker og humanitære organisationer til områderne. I resolutionens paragraf 7 erklærede FN sig klar til at implementere additional measures, hvis resolutionen ikke blev overholdt. Muligheden for at anvende militære magtmidler, var dog stadig begrænset til selvforsvar. Oprettelsen af de sikre områder blev ikke nogen umiddelbar succes, hvilket udløste vedtagelsen af Resolution 836 af 4. juni, der bemyndigede FN-styrkeme til at anvende magt i tilfælde af artilleribeskydning eller direkte angreb på de erklærede sikre områder. Bemyndigelsen indebar endvidere, at obstruktion af FN-styrkemes bevægelighed i og omkring de sikre områder kunne imødegås med militære magtmidler. Derudover var retten til selvforsvar stadig gældende. Resolutionen åbnede endvidere mulighed for at FN-styrken kunne bruge flystøtte i udførelsen af sit mandat. Dette blev understøttet af Generalsekretærens rapport af 14. juni 1993 vedrørende implementeringen af Resolution 836, hvor det blev slået fast, at de tilstedeværende FN-styrker ikke ville kunne modstå et koncentreret angreb mod de sikre områder, hvorfor flystøtte kunne blive nødvendig. Rapporten konkluderede ligeledes, at det ville bUve nødvendigt at forøge UNPROFOR II med yderligere 7600 mand. Rapporten udløste Resolution 844 af 16. juni, hvor sikkerhedsrådet godkendte Generalsekretærens konklusioner samt endnu engang understregede muligheden for at bruge flystyrker til støtte for UNPROFOR. NATO havde allerede accepteret at stå for den overordnede styring af flystøtten.
 
Det var på baggrund af Resolution 836 og 844, at de nordiske lande besluttede at bidrage med en fællesnordisk bataljon (NORDBAT), hvortil Danmarks bidrag blev en kampvognseskadron samt et hold til koordination af eventuel støtte fra flystyrker. Som det vil være bekendt skal styrken sikre Tuzla; men den danske kampvognseskadron har haft vanskehgt med at nå frem.
 
NATOs reaktion
Serbernes erobring af de strategisk vigtige bjerge Igman og Bjelasnica ved Sarajevo medførte 2. august et kommunike fra NATO, hvor der blev truet med indsættelse af flys tyrker, hvis den humanitære nødhjælp blev forhindret. For at understrege alvoren i kommunikeet påbegyndte NATO en deployering af offensive flystyrker. Fra bosnisk-serbisk side blev NATO beskyldt for at ville intervenere mihtært i konflikten, og allerede 9. august måtte NATO udsende et nyt kommunike, hvor det blev understreget, at flystyrker kun ville blive indsat til sikring af humanitær hjælp.
 
NATO overlod det til Generalsekretæren at afgøre om og hvornår flystyrker skulle indsættes. Indsættelse af flystyrker blev aldrig besluttet bl.a. på grund af en vaklende holdning fra USA. Dette blev fra bosnisk-serbisk side betragtet som en stor sejr. Samtidig havde dele af NATO og en del magtfulde europæiske politikere sat prestige ind på, at luftangrebene skulle gennemføres, hvilket havde udløst nogen meget skråsikre udtalelser. Disse blev nu sat til skammp, med tab af prestige til følge. For NATO var dette specielt uheldigt, idet man netop var ved at redefinere raison d’etre efter den kolde krigs ophør. Da NATO holdt topmøde lO.-ll. Januar 1994, var der mange i NATO og iblandt de europæiske pohtikere, der vejrede morgenluft m.h.t. indsættelse af NATO flystyrker i Bosnien-Hercegovina. Baggrund var, at situationen i Bosnien- Hercegovina var forværret yderhgere, og FNs koncept vedrørende sikre områder havde slået fejl. Samtidig var Præsident Clinton under større og større indenrigs- og udenrigspolitisk pres for aktiv amerikansk handling i Bosnien-Hercegovina, hvilket sikrede amerikansk støtte til en indsættelse af flystyrker. Resultatet fremgår af mødets sluterklæring, hvor paragraf 25 omhandler situationen i Bosnien-Hercegovina. I paragraffen understreges, at NATO er besluttet på at eliminere alle forhindringer for udførelsen af FNs mandat. Det understreges, at NATOs støtte til opretholdelsen af flyveforbudet over Bosnien Hercegovina vil blive fastholdt. NATOs tilbud om at indsætte flystyrker til offensive operationer til støtte for UNPROFOR genbekræftes ligeledes. Det understreges, at tilbudet er i overensstenmielse med NATO kommunikeerne fra 2. og 9. august, der alene omtaler støtte til sikring af humanitær hjælp. Den endehge beslutning for indsættelse af flystyrker ligger stadig ved Generalsekretæren. Som noget nyt angives områder, hvor NATO forestiller sig indsættelse af flystyrker  -Sarajevo, Srebrenica og Tuzla. Indholdet i NATOs erklæring vedrørende situationen i Bosnien-Hercegovina bygger på de tidligere fremsatte kommunikeer fra august 1993. Der er med andre ord intet nyt ved erklæringen, idet det gamle tilbud blot genfremsættes.
 
Politiske mål
Det er vigtigt at gøre sig klart, at ovenstående redegørelse alene har berørt en politiske sfære. Det er kun den politiske del af NATO, der kan fremsætte tilbud om flystøtte. Som alle andre steder er militæret også i NATO underlagt det politiske system Motivet til de politiske mål, der danner baggrund for den lange række af FN resolutioner og NATOs konmiunikeer og erklæringer, kan findes både i objektive og subjektive overvejelser hos de politiske beslutningstagere.
 
Objektivt set er FNs overordnede politiske mål at sikre en varig og retfærdig fred i det tidligere Jugoslavien. Dette fremgår da også af de fleste resolutioner. Efterhånden som situationen er blevet forværret, er det overordnede mål gledet i baggrunden, og målet har været blot at få indført våbenhvile. Da dette mål heller ikke har kunne realiseres, er det fremherskende mål blevet at mindske lidelserne hos civilbefolkningen mest muligt - altså humanitær hjælp. Dette er situationen for nuværende. Den militære indsats har været koncentreret om sidstnævnte politiske mål. Subjektivt er FNs mål at markere sin genfundne globale rolle som konfliktløser efter afslutningen af den kolde krig. Dette indebærer bl.a., at organisationen ønsker at fremstå som handlekraftig og effektiv. NATOs objektive mål m.h.t. til situation i Bosnien-Hercegovina er grundlæggende som FNs - dog må det at undgå at konflikten spreder sig indgå som et højt prioriteret mål. Subjektivt er NATOs mål at markere sig og derved forankre sin rolle i den nye verdensorden. I modsætning til FN, hvis eksistensberettigelse ikke direkte er truet, er NATO i høj grad nødt til markere en ny raison d’étre. Dette indebærer bl.a. et ønske om at fremstå som et magtmiddel til rådighed for FN. Ønsket om at indsætte luftstridskræfter i Bosnien-Hercegovina bunder i et eller flere politiske mål. Den officielle udlægning fra FN og NATO er, at militæraktionen skal understøtte ønsket om at sikre den humanitære nødhjælp. I mandatet i Resolution 836 og 844 indgår målet om fremtvingelse af en våbenhvile ligeledes i nogen grad. FNs operationer i Bosnien-Hercegovina har ikke i udpræget grad været en succes. Dette betyder, at FNs subjektive mål vedrørende fastholdelse af rollen som verdens konfliktløser kan have spillet en væsentlig rolle, da det blev besluttet, at flystøtte kunne indgå som et militært magtmiddel. På det seneste har FN været udsat for en stadig større kritik fra bl.a. Frankrig vedrørende den valne holdning til situationen i Bosnien-Hercegovina, hvilket kan give øget pres for at indsætte flystyrker blot for at vise handlekraft.
 
Henset til NATOs erklærede rolle som krisestyringsorganisation og entreprenør/styrkeforsyner til FN-operationer måtte NATO nødvendigvis give tilsagn om flystøtte til FN. Samtidig markerede NATO sig kraftigt med kommunikeerne i august 1993, hvilket i høj grad afspejlede de subjektive politiske mål. Da Generalsekretæren valgte ikke at indsætte flystøtten, led NATO et alvorligt prestigetab, hvilket præsident Clinton da også kommenterede før starten på NATO-topmødet i januar. At tilbudet om flystøtte blev genfremsat på NATO topmødet, skyldes i nogen grad den forværrede situation i Bosnien-Hercegovina; men ønsket, om at NATO skulle fremstå som en enig og handlekraftig organisation har ligeledes spillet en rolle. Samtidig er flere politikere - herunder præsident Clinton - under stærkt politisk pres for at opnå en afklaring i det tidligere Jugoslavien. Som tidligere nævnt, bør militære midler ikke indsættes, med mindre de understøtter et politisk mål. De politiske mål, der udgør baggrunden for ønsket om at indsætte flystyrker i Bosnien-Hercegovina er et miks af objektive og subjektive mål. Den videre analyse af den militære betydning af indsættelsen af flystyrker vil vise, hvilke politiske mål - om overhovedet nogen - der bedst understøttes.
 
Militær vurdering
Indsættelse af flystøtte i Bosnien-Hercegovina indebærer mange muligheder. I det følgende analyseres de militære forudsætninger for indsættelse af NATO fly i Bosnien-Hercegovina generelt. Som afslutning koncentreres analysen om de tre optioner, der direkte er nævnt i sluterklæringen fra NATO-topmødet:
- Åbning af lufthavnen i Tuzla
- Sikring af nødforsyninger til Sarajevo
- Sikring af udskiftningen af UNPROFOR kontingent i Srebrenica
 
En forudsætning for, at flystøtte overhovedet kan gennemføres, er, at de nødvendige midler er til stede. Her spiller NATOs involvering i flyveforbudet over Bosnien- Hercegovina en rolle, idet der til løsning af denne opgave allerede er et større antal NATO-jagerfly i Italien - US F-15 og F/A-18, hollandske og tyrkiske F-16, franske Mirage og UK F-3 Tornado. En del af disse fly er såkaldte multirole fly, der kan rekonfigureres til rollen som angrebsfly mod jordmål, hvis piloten har den rigtige uddannelse. Den største fordel for en flystøtte til UNPROFOR er den konstante tilstedeværelse af E-3 AWAC kommando og overvågningsfly i området. Dette tilsikrer en koordineret styring af et eventuelt luftangreb, som det var tilfældet under Golfkrigen. Endelig er der tankerstøtte til lufttankning i området.
 
I forbindelse med NATOs erklæringer om flystøtte i august blev yderligere flystyrker tilført i form af fly specielt beregnet til angreb mod jordmål. Disse forstærkninger er fortsat, således at der for øjeblikket er fly af typen F-111, Jaguar, Harrier, AC-130 og EC- 130 m.fl. til rådighed, hvis det bliver besluttet at indsætte flystyrker. Totalt er der omkring 200 NATO-fly klar til indsættelse. Dertil kommer eventuelle fly fra amerikanske, franske og engelske hangarskibe i området. Det er vigtigt at understrege, at en større operation ikke kan gennemføres effektivt uden amerikansk deltagelse, idet kun USA er i besiddelse af de højteknologiske sofistikerede systemer, der spillede en så stor rolle i Golfkrigen. Derfor var Præsident Clintons tilsagn ved NATO-topmødet om amerikansk deltagelse af overordentlig stor betydning. Alt i alt er NATO klar med en stærk og fleksibel flystyrke. Opgaven, som stillet af FN, indebærer primært, at artilleristillinger o.l. i Bosnien-Hercegovina skal bombes. I det følgende vil bhve undersøgt, om flystyrker kan dette.
 
En forudsætningen for, at luftangreb kan gennemføres, er, at flyene når frem. De bosnisk-serbiske styrker er udstyret med russisk producerede luftforsvarsmissi- ler af typen SA-2, SA-6, SA-7, SA-8, SA-9, SA-14 samt et stort antal lette luftvæmskanoner. Dette fremstår umiddelbart som en væsentlig trussel; men NATO har udviklet effektive modforholdsregler mod de mere langtrækkende systemer. I forbindelse med planlægningen af eventuelle luftangreb har fly af typen F/A-18 og A6E foretaget et antal rekognosceringsflyvninger, hvilket sammen med satellit-overvågning m.m. betyder, at NATO har et nøjagtig og up- to-date billede af luftforsvarssystememe. Vedligeholdelsesstandarden og de operative kundskaber er desuden ringe ved de bosnisk-serbiske styrker, hvilket yderligere vil øge effektiviteten af modforholdsreglerne. Effektive modforholdsregler mod kanoner og kortrækkende varmesøgende missiler er vanskelige, hvilket vil betyde, at NATO sandsynligvis vil vælge at angribe fra middelhøjde.
 
Visse kilder angiver, at de bosnisk-serbiske styrker har et mindre antal MiG- 21 jagerfly; men det er i høj grad tvivlsomt, om disse fly er i en vedlige- holdelsesmæssig standard, så de kan komme i luften. Hvis der skal komme en trussel fra luften, må det derfor nødvendigvis indebære, at Serbien iaddrages aktivt i konflikten. Serbien har knap 500 jagerfly, hvoraf størstedelen er lette angrebsfly. En egentlig trussel mod NATOs fly kommer fra de ca. 100 MIG 21 og 18 MIG 29, som Serbien er i besiddelse af. På grund af den langvarige blokade er vedligeholdelsesstandarden ved de serbiske flystyrker lav, hvilket begrænser antallet af fly, der er til rådighed. Henset til den stærke varslingskapacitet i form af E-3-fly hos NATO, samtidig med at styrken besidder topmoderne jagerfly af typen F- 15, F-3 Tornado m.fl., vil et angreb fra serbisk side blive slået tilbage med store tab. Eneste reelle trussel er et gennemført angreb med MIG 29 mod et af de E-3-fly, der patruljerer i området. NATO forsøger dog at imødegå dette ved at tilknytte jagereskorte til E-3. Reeh har Serbien ikke noget at vinde ved at blande sig aktivt i konflikten med flystyrker, og det vurderes derfor, at serbiske fly kun vil blive indsat, hvis serbisk territorium krænkes. Serbien vil dog fortsat have muligheden for at forsyne de bosnisk-serbiske styrker med luftvæmssystemer.
 
Konklusionen på ovenstående er, at NATOs tab i forbindelse med luftangreb mod jordmål må forventes at være meget små. Dette betyder, at NATO/FN ikke vil løbe ind i et politisk pres på grund af tab af fly, hvis operationen gennemføres. Det er ikke nok, at flyene når frem; det udpegede mål skal ligeledes ødelægges. Generelt er det vigtigt at gøre sig klart, at forholdene i det tidligere Jugoslavien er helt forskellige fra situationen i Golfkrigen, idet terrænet og den guerillalig- nende krigsførelse uden rigtige fronter gør måldefinering vanskelig. Alle de fly, der kan forventes indsat, er i stand til at benytte højteknologiske præcisionsvåben. Dette enten i form af laserstyrede våben eller eletro-optical- styrede våben. De fleste af disse våben kan affyres fra middelhøjde, hvilket, som tidligere nævnt, giver den størst mulige sikkerhed for flyene. Træfsikkerheden er med en god måludpegning og et defineret mål som f.eks. en artilleristilling meget høj  -inden for 10 m. For at opnå denne træfsikkerhed og for at undgå, at egne styrker eller civile rammes, kræves en nøje koordinering med specielle styrker på jorden (Forward Air Controller). I mange tilfælde vil Forward Air Controller fra jorden pege på målet med en laserstråle, og piloten skal blot smide bomben, når denne har "låst" på målet. Proceduren for angreb er således, at selv i de tilfælde, hvor Forward Air Controller ikke direkte kan se målet, er det Forward Air Controller, der giver den endelige angrebsordre. Den høje træfsikkerhed vil mindskes væsentligt, hvis målet er skjult og sløret eller bevæger sig. Netop terrænet i Bosnien-Hercegovina giver gode muligheder for skjul og sløring. Hvis målet ikke er klart defineret - f.eks. et antal soldater og køretøjer spredt over et større område  -vil effekten ofte være lille på trods af træfsikkerheden.
 
Det kan konkluderes, at flyene vil være i stand til at ramme mål som artilleristillinger, der er klart defineret og uden den store skjul og sløring. Andre mål kan give problemer på grund af vanskeligheder med at se målet samt en begrænset effekt. Den store træfsikkerhed samt den nøje koordination med Forward Air Controller på jorden vil sikre, at sandsynligheden for civile tab vil være meget lille. Dette betyder, at et politisk pres på grund af civile tab næppe vil opstå. Nødvendigheden af at bruge Forward Air Controller medfører, at landstyrkerne vil blive inddraget i operationen, hvilket i høj grad øger risikoen for gengældelsesangreb mod UNPROFOR i tilfælde af, at flyangreb gennemføres. De kan forudses, at de største problemområder m.h.t. indsættelse af flystøtte vil blive angrebsregler (Rules Of Engament) samt konmiandoforholdene. Rules of Engagement for flystøtten er klassificeret; men ved hjælp af de resolutioner og konmiunikeer, der danner baggrund for operationen, kan hovedtrækkene udledes. Flystøtten knytter sig til UNPROFOR II mandat vedrørende sikre områder - jævnfør Resolution 836 og 844 samt NATOs kommunikeer fra august 1993. Som tidligere nævnt indebar dette mandat, at FN- styrkeme måtte skyde i selvforsvar såfremt:
- UNPROFOR blev udsat for et direkte angreb eller
- Sikre Områder blev udsat for et direkte angreb
 
Brugen af militære magtmidler (hvad dette indebærer, er ikke nærmere defineret) er desuden tilladt såfremt:
- Nødforsyninger til områderne forhindres eller
- FN-styrkemes bevægelighed forhindres
 
Et vigtigt punkt i denne forbindelse er, at gengældelse fra FNs side er forbudt, hvilket betyder, at såfremt en modstander indstiller skydningen, skal FN-styrkeme straks gøre det samme. Forudsat, at NATOs flystøtte kommer under samme mandat som UNPROFOR II, vil dette give en lang række problemer m.h.t. til Rules of Engagement. Flystøtten kan ikke være tilstede konstant over alle områder, hvilket betyder, at en aggressor blot skal indstille skydningen, når NATO fly observeres, idet gengældelse ikke er tilladt.
 
Da der ikke fra FNs side er erklæret nogen egentlig fjende, er det nødvendig i hvert enkelt tilfælde at udpege hvor og fra hvem, et angreb kommer, før flystøtten kan indsættes. Dette understreges af, at alle parterne i konflikten er udstyret med det samme militære isenkram samtidig med, at der som oftest ikke er nogen klart defineret front. Generelt må det forventes, at et eventuelt mål skal være nøje defineret og udpeget af UNPROFOR-styrkeme på jorden via Forward Air Controller. Denne måludpegelse vil være uhyre vanskelig på grund af det store antal våben  -mere end 800 artilleripjecer alene på bosnisk- serbisk side -. En del af våbnene har desuden en rækkevidde på mere end 15 km. Dertil konmier, at de bosniske serbere er i besiddelse af FROG-7 raketter med en rækkevidde på op til 65 km., hvilket gør en udpegelse af målet via Forward Air Controller utopisk. De jordbaserede luftforsvarssystemer udgør ligeledes et problem, idet flystyrken ikke blot kan angribe disse, som det normalt er doktrin i forbindelse med offensive flyoperationer. Det vurderes, at effektiviteten af flystøtten vil blive alvorligt begrænset af de restriktive Rules of Engagement, der er en naturlig følge af UNPROFORII mandat samt det faktum, at FN ikke har udpeget en egentlig fjende. Hvis effektiviteten af flystøtten skal øges, kræver dette, at FN erklærer et større areal omkring de Sikre Områder som våbenfrit område og herefter giver NATOs flystyrker tilladelse til at angribe alle militære styrker, der ikke tilhører UNPROFOR II inden for dette areal. Dette vil være en alvorlig optrapning, og FN vil blive opfattet som en direkte part i krigen.
 
Hvis man ud fra rent militære betragtninger skulle bruge flystyrker, ville det naturlige være at angribe de bosnisk-serbiske forsyningslinier samt det økonomiske bagland i Serbien - dvs et angreb mod Serbien i stil med luftoffensiven mod Irak i Golfkrigen. En sådan strategi ville på sigt afskære enhver form for forsyninger til de bosnisk-serbiske styrker; men ville ligeledes betyde store lidelser for den serbiske befolkning. Politisk vil Rusland næppe kunne godkende et sådant angreb og ville derfor nedlægge veto i Sikkerhedsrådet. Samtidig ville en ensidig svækkelse af Serbien og de bosnisk-serbiske styrker give de bosnisk- kroatiske og bosnisk-muslimske grund til at forlænge konflikten yderligere. Kommandoforholdene og FNs evne til at styre egentlige militære operationer vil spille en stor rolle, hvis det besluttes at indsætte flystyrker.
 
De rent militærtekniske kommandoforhold forventes ikke at give de store problemer, idet det er NATO, der stiller hele styrken, hvilket betyder, at doktrin og taktik vil være gennemtrænet og forstået af alle. På trods af, at Frankrig officielt ikke deltager i NATOs militære samarbejde, har de franske flystyrker vist, at de samarbejder udmærket med de øvrige NATO-lande. UNPROFOR II styrkerne kommer i stor udstrækningen fra NATO-lande  -i NORDBAT området ved Tuzla er udstationeret danske Forward Air Controller - således, at procedurer o.l. for Forward Air Controller er alment kendt. Eneste problem vedrørende Forward Air Controller er områderne omkring Zepa og Gorazde, der sikres af ukrainere; men dette problem kan løses ved at sende et detachement med Forward Air Controller fra en af de andre områder. Generelt vil det være muligt at benytte veløvede og gennemtestede NATO- procedurer vedrørende den rent militærtekniske del af en eventuel flystøtte.
 
Det store problem ligger i den overordnede kommandostruktur, hvis denne forventes at skulle tage stilling om indsættelse af luftangreb i hvert enkelt tilfælde. FNs kommandostruktur er berygtet for at være langsonmielig og inkompetent. Eksempelvis blev et 24 timers operationsrum først oprettet i slutningen af 1993. Før dette tidspunkt var det uhyre vanskeligt for den militære ledelse i Bosnien-Hercegovina at forespørge om forholdsordrer, hvis situationen udviklede sig drastisk i weekenden eller om natten!! Generelt har den militære ledelse beskyldt FN for at have en virkelighedsfjern og valen holdning, der ikke afspejler den reelle situation i Bosnien-Hercegovina, hvor UNPROFORII styrker bliver chikaneret og beskudt hver dag. Konflikten mellem den militære ledelse og den politiske ledelse  -Generalsekretæren - er på det seneste blevet mere og mere åben, hvilket har medført, at chefen for UNPROFOR II ~ den franske general Cot - samt hans stabschef er blevet "fyret" af Generalsekretæren. Dette var et alvorligt angreb på den franske selvopfattelse  -Grandeur - og vakte stor vrede i Frankrig. Det ser nu ud til, at Frankrig har fået lagt så meget pres på Generalsekretæren, at retten til at indsætte flystyrker vil tilgå den militære ledelse. Generalsekretæren skal dog stadig give tilladelsen til førstegangsbrugen af flystyrker. Om det generelle pres på FNs kommandostruktur fra de lande, der indgår i UNPROFOR II, ligeledes har "opblødt" Rules of Engagement vides ikke; men henset til eskalationsrisikoen er en generel lempelse næppe sandsynlig. Det vurderes, at styringen af en eventuel indsats af flystyrker i stor udstrækning vil blive lagt i hænderne på den militære ledelse i Bosnien- Hercegovina, og at FNs kommandostruktur eller mangel på sanmie derfor ikke vil udgøre et stort problem. Efter at have behandlet de generelle militære forudsætninger for indsættelse af flystyrker til støtte for UNPROFOR II undersøges i det følgende muligheden for militær målopfyldelse i de tre indsættelsesområder, som NATOs sluterklæring omtaler.
 
Tuzla er hovedbyen i den nordlige del af det bosnisk-muslimsk kontrollerede område, og det vurderes, at der er omkring 400.000 civilister i det erklærede sikre område. For de bosnisk-serbiske styrker har området stor betydning, idet en af hovedforsyningslinieme fra selve Serbien løber nord for området. Der har derfor gennem længere tid været heftige kampe i området, hvorunder bosnisk-serbiske styrker har beskudt Tuzla-området med artilleri og FROG-raketter. Dette har medført, at lufthavnen i Tuzla har været lukket igennem længere tid, hvilket i høj grad har vanskeliggjort nødforsyningerne. FN truer nu med luftangreb for at få lufthavnen åbnet. Dette vil indebære et luftangreb på de bosnisk-serbiske artilleri, hvoraf der er mere end 60 middeltunge artilleripjecer med den nødvendige rækkevidde for at ranmie lufthavnen.
 
Under Vietnamkrigen oplevede amerikanerne en tilsvarende situation ved den nordvietnamesiske belejring af lufthavnen ved KJie Sanh, hvor det, på trods af massiv indsættelse af flystyrker, ikke kunne undgås, at et større antal transportmaskiner blev ødelagt af granatild. I Bosnien-Hercegovina har det tidligere vist sig, at blot én granat i nærheden af lufthavnen straks stopper al nødhjælps- flyvning. Dette betyder, at de bosnisk-serbiske styrker blot skal sende en enkelt granat afsted i ny og næ for at holde lufthavnen lukket. Samtidig er artilleriets rækkevidde så stor, at Forward Air Controller vanskeligt kan støtte flystyrkeme, hvilket kan medføre yderligere begrænsninger i Rules of Engagement. Det kunne f.eks. tænkes, at kun artilleripjecer, der direkte observeres at afgive skud, må angribes. Generelt vil indsættelse af flystyrker ikke kunne sikre genåbning af lufthavnen i Tuzla, med mindre der gives så frie Rules of Engagements, at alle artilleripjecer i området må angribes fra luften. Dette vil utvivlsomt opfattes fra bosnisk-serbisk (og serbisk) side, som om FN har valgt side og derved eskalere konflikten alvorligt. Indsættelsen af flystyrker vil utvivlsomt mindske den generelle terrorbeskydning af Tuzla; men vil modsat betyde, at UNPROFOR II inddrages yderligere i konflikten. Situationen i Sarajevo minder en del om situationen i Tuzla. Dette medfører, at indsættelse af flystyrker ikke kan sikre en åbning af lufthavnen, hvis de bosnisk-serbiske styrker ikke ønsker det.
 
En stor del af den artilleribeskydning, som dagligt ranmier Sarajevo, stammer fra kortrækkende våben som morterer, der vil kunne måludpeges fra Forward Air Controller, med en god træfsikkerhed til følge. Der er dog ligeledes et stort antal middeltunge bosnisk-serbiske og bosnisk-muslimske artilleripjecer omkring Sarajevo, hvilket vil give problemer med måludpegning og Rules of Engagement, hvis et luftangreb mod disse enheder skal gennemføres. Et luftangreb kan højst minimere artilleribeskydningen for en tid. Hvis beskydningen af Sarajevo effektivt skal standses med militære midler, kræver det indsættelse af landmilitære styrker. Det vurderes, at en indsættelse af flystyrker i Sarajevo-området ikke vil kunne sikre, at lufthavnen genåbnes. Artilleribeskydningen vil kunne neddæmpes for en tid; men de direkte angreb på UNPROFOR vil øges. Det sidste område, der omtales som muligt indsættelsesområde for flystyrker, er Srebrenica, hvor det canadiske kontingent er blevet forhindret i at gennemføre en planlagt rotation af styrken. Erfaringer fra bl.a. Vietnam-krigen viser, at det er vanskeligt for flystyrker at sikre en kolonne i uoverskueligt terræn. Modsat vil en rotation være planlagt således, at væsentlige flystyrker kan være på plads samtidig med, at Rules of Engagement vil være simple, idet alt og alle, der beskyder kolonnen, vil været et mål for flystøtten. En massiv flystøtte vil kunne mindske tabene for kolonnen, hvis denne bliver angrebet. Der er desuden en mulighed for, at flystyrken vil afskrække ethvert større angreb fuldstændigt. Det vurderes, at flystøtte vil kunne yde et væsentligt bidrag til at sikre en rotation af UNPROFOR II styrkerne i Srebrenica. Som afslutning på den militære vurdering kan konstateres, at de nødvendige flystyrker er tilstede med de bedste våben, som Vesten kan producere. Samtidig udgør det bosnisk-serbiske luftforsvar kun en minimal trussel. Der er altså ikke nogen militærtekniske begrænsninger for flystyrken.
 
Den militære kommandostruktur er generelt stringent og følger NATOs indøvede doktriner, som hele flystyrken og langt den største del af UNPROFOR n er bekendt med. Efter pres fra de lande, der stiller styrker til UNPROFOR n, ser det ud til, at indsættelsen af flystyrker overgår til den militære ledelse i Bosnien-Hercegovina uden om FNs kommandostruktur, hvilket yderligere vil øge muligheden for styring. På trods af dette vurderes det meget tvivlsomt, om indsættelsen af flystyrker vil kunne løse de opstillede militære mål, som de fremgår af NATOs erklæring fra topmødet i januar. Årsagen til dette er flere. Den komplekse situation, hvor det ikke er muligt at udpege en egentlig fjende, og hvor FN kun kan handle reaktivt, medfører nødvendigvis meget begrænsende Rules of Engagement. Samtidig vil terræn og den spredte guerillalignende krigsførelse gøre det vanskeligt for flys tyrkerne at finde egentlige lønnende mål. Dog må det konstateres, at beskyttelse af planlagte kolonner  -tropperotationer eller nødforsyninger - med flystyrker vil være effektiv og kunne mindske tabene.
 
Det er klart, at tilstedeværelsen af flystyrker vil mindske brugen af artilleri og andre tunge våben; men prisen for dette vil være en langt større involvering af UNPROFOR II i krigen. Hvis bosnisk-serbiske styrker bombes, vil dette ligeledes betyde nyt håb for kroatisk og bosnisk-muslimske styrker, hvilket kan være med til at trække forhandlingerne i yderligere langdrag. Den store risiko for fiasko afspejles da også hos de involverede flyvevåben, hvor der er frygt for at miste den goodwill og deraf følgende flere ressourcer, som succesen i Golfkrigen gav. Det er således ikke mange positive konmientarer, der er kommet fra den militære ledelse af de involverede flystyrker. Det militære pres for at få gennemført luftangreb stanmier i det store og hele fra UNPROFORs ledelse.
 
Hvis de opstillede mål effektivt skal løses militært, kræver det indsættelse af et stort antal landstyrker - selvfølgeligt støttet af flystyrker - således, at FN simpelthen "besætter" et stort areal omkring de sikre områder, hvor ingen våben udover UNPROFORs er tilladt. Dette ville kræve en langt større amerikansk involveiing, hvilket ikke vurderes sandsynlig, idet det amerikanske standardsvar, når forespurgt om muligheden for en større landmilitær involvering i Bosnien- Hercegovina, er: Wie don't do mountains!
 
Afsluttende konklusion
Som det vil fremgå af analysen, er det tvivlsomt, om indsættelse af flystyrker vil kunne løse de opstillede militære mål. Dette betyder, at det ligeledes er tvivlsomt, om indsættelsen af flystyrker vil være umiddelbart fremmende for de objektive politiske mål  -sikring af nødforsyninger, våbenhvile samt en retfærdig og varig fred. Den rapport, som FNs særlige udsending i Bosnien-Hercegovina Yasushi Akashi i første omgang har fremsendt, konkluderer da også, at indsættelse af flystyrker ikke vil forbedre situationen.
 
Indsættelsen af flystyrker kan dog understøtte andre politiske mål, idet en sådan operation giver FN mulighed for at vise beslutsomhed, samtidig med at NATOs raison d’etre efter den kolde krig underbygges. Dette kan få en gunstig indvirken på verdenssituationen generelt og måske afholde andre stater/diktatorer fra at benytte militære magtmidler for at opnå politiske mål. Dette er måske den virkelige politiske dagsorden bag ønsket om at indsætte flystyrker i Bosnien- Hercegovina. Under alle omstændigheder er Yasushi Akashi på det seneste blevet udsat for pres for at ændre sin konklusion vedrørende indsættelse af flystyrker. Hvis flystyrker indsættes, vil situationen Bosnien-Hercegovina komme ud af det nuværende dødvande, hvor den militære indsats i stigende grad virker omsonst. Hvis operationen mindsker antallet af fjendtligheder og gør en våbenhvile mulig, er dette selvfølgelig en optimal situation; men, som tidligere nævnt, er dette ikke særligt sandsynligt.
 
Hvis situationen udvikler sig med en drastisk stigning i angreb mod UNPROFOR II og en generel inddragen af FN som en direkte part i konflikten, er der to udviklingsmuligheder. Den første mulighed er en vietnamiseringsproces, hvor et større og større antal FN-styrker - herunder specielt landstyrker - sendes til Bosnien-Hercegovina. Dette vil måske ad åre skabe fred i området; men det kan forventes, at FN- styrkeme vil lide store tab samtidig med, at en inddragen af Serbien i den egentlige konflikt måske ikke kan undgås. Dette kan igen påvirke Ruslands holdning. Militære vurderinger taler om mere end 100.000 mand under FN, hvis situationen i det tidligere Jugoslavien skal bringes under kontrol. En sådan styrke vil kræve kraftig amerikansk involvering, hvilket som tidligere nævnt ikke er sandsynligt. Den anden mulighed er en konstatering af, at luftangreb ikke hjalp; men tværtimod forværrede situationen, hvorefter de europæiske stater trækker deres styrker ud. Indsættelsen af flystyrker og den efterfølgende manglende succes vil i så tilfælde blive bragt som undskyldning for at trække styrkerne ud - nu er alt jo prøvet. Hvis en evakuering bliver besluttet, vil NATO-flystyrkeme utvivlsomt spille en stor rolle ved at sikre tilbagetrækningen. Henset til den voksende frustration hos de lande, der er med i UNPROFOR, herunder specielt Frankng og England, er en sådan løsning ganske sandsynlig. Dette understreges af, at både England, Frankrig og Canada har luftet tanken om at trække sig ud af UNPROFOR. Uden de europæiske lande til at holde sammen på FN-operationen, samtidig med at NATO givetvis vil trække sit tilbud om flystøtte tilbage, vil Generalsekretæren kun have et at gøre: Trække alle militære FN-styrker ud af det tidligere Jugoslavien og herefter koncentrere sig om humanitær hjælp i fornødent omfang. For Europa vil resultatet blive enorme flygtningestrømme samt en stor risiko for at konflikten spreder sig...
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: