Flemming Helweg-Larsen: Dødsdømt. Flemming Helweg-Larsens beretning

Anmeldt af Niels Bo Poulsen

Udgivet af Henrik Skov Kristensen og Ditlev Tamm. Gyldendal, 2008. 1. udgave. 312 sider illustreret. Pris 299 kr.

Det har i en årrække været velkendt i forskerkredse, at Helweg-Larsen efterlod et manuskript skrevet i fængselscellen, og det er dette manuskript, som nu foreligger på tryk.

Når personen Flemming Helweg-Larsen – og dermed hans manuskript – er interessant skyldes det to forhold. Han deltog i mordet på redaktør Clemmesen fra Nationaltidende den 30. august 1943 – et drab, som i samtiden blev set som det første tyske terrordrab. Selv om vi i dag ved, at drabet foregik uden sanktion oppefra, fik det post festum en form for tysk godkendelse, idet Helweg-Larsen og den ene af de tre andre deltagere i drabet, SS-manden Søren Kam, i september 1943, ved en hemmelig SS-ret i Berlin blev frikendt for drab og i stedet fik rettens ord for, at mordet havde været et udtryk for det nazistiske princip, at ”ret er, hvad der tjener folket”. Mordet blev den direkte årsag til, at Helweg-Larsen efter befrielsen blev prøveklud for den med straffelovstillægget genindførte dødsstraf. Uheldigvis for Helweg-Larsen var hans sag forholdsvis simpel og kunne langt hen ad vejen køres som en tilståelsessag. Den nåede derfor gennem retssystemet på et tidspunkt, hvor de politiske signaler omkring anvendelsen af straffelovsstillæget var ganske militante. Sammenholdt med den senere retspraksis i tilsvarende og grovere sager, kan man alt efter temperament konstatere, at han blev dømt uforholdsmæssigt hårdt, eller at de efterfølgende dømte danske mordere og deres tyske overordnede slap for let.

Bogen dækker perioden fra Helweg-Larsen i efteråret 1941 kom til østfronten som SS-frontjournalist og til tiden som dødsdømt fange i efteråret 1945. Selv om beretningen blandt andet kommer omkring drabet på Clemmesen, føjes der her ikke nyt til det allerede kendte. Det er ikke overraskende. Mens Helweg-Larsen skrev sin tekst, var der stadig mulighed for, at dødsdommen kunne blive omstødt, og det er naturligvis i det lys, man skal læse det skrevne. Der dvæles derfor heller ikke ved de tyske krigsforbrydelser på østfronten, og Helweg-Larsen gør, hvad han kan for at fremstille sig selv som anglofil og udogmatisk frem for som overbevist nazist. Bogen har først og fremmest relevans på to punkter. Den er en god kilde til, hvordan en række af de synspunkter memoirer-skrivende danske eks-SS’er senere skulle føre i marken, opstod allerede under krigen eller under fængslingen. Og på en række områder giver Helweg-Larsen også en præcis og (næsten) samtidig skildring af de kamphandlinger og enheder, han indgik i. Qua sit virke som propagandist kom han nemlig vidt omkring og tjente både i nord, mod vest og mange steder langs østfronten. Var det gået, som man en tid planlagde, stod han endog til at blive kastet ned i Iran som faldskærmsagent og sabotør.

Manuskriptet er forsynet med et godt noteapparat, hvor leder af Frøslevlejrens museum, Henrik Skov Kristensen, kyndigt leder læserne gennem de mere markante fortielser og forvrængninger hos Helweg-Larsen, samt i øvrigt forsyner læseren med forklaring af ikke umiddelbart forståelige forhold og begreber. Skov Kristensen står også for et informativt forord, hvor Helweg-Larsens baggrund og mulige motiver for at træde i tysk tjeneste ridses op. Juraprofessor Ditlev Tamm sætter i bogens efterskrift Helweg-Larsen ind i retsopgørets mere overordnede sammenhæng. Der er samlet set tale om en velgennemarbejdet kildeudgivelse, som, fraset beretningens umiddelbare fascinationskraft og velfortalte stil, dog næppe vil have relevans for andet end en begrænset skare faghistorikere.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Del: